Dimensioneringsværktøj for brændeovne - Web baseret simuleringsværktøj for bestemmelse af den korrekte brændeovnsstørrelse til den specifikke bolig.

6 Brugervejledning

Figur 6: Brugerflade side 1, generel orientering

Figur 6: Brugerflade side 1, generel orientering

Programmets formål er at hjælpe brugeren til at finde den rigtige størrelse brændeovn til et specifikt hus. For at programmet kan beregne en passende brændeovn, skal der angives nogle oplysninger om den aktuelle bolig og det rum, hvor brændeovnen er placeret. Indtastningen af disse oplysninger er inddelt i forskellige grupper, som brugeren guides igennem. Når alle oplysninger er indtastet, beregnes den optimale effekt, og brugeren præsenteres for en rapport med de indtastede oplysninger og den optimale effekt.

Beregningen af den optimale effekt foregår ved, at programmet laver en simulering af temperaturen i rummet ved fire efter hinanden følgende optændinger i brændeovnen på en vinterdag, hvor udetemperaturen ligger omkring nulpunktet. Simuleringerne gentages med forskellige størrelser af brændeovne. Den effekt, hvor den beregnede temperatur kommer nærmest 23 °C, er den optimale.

6.1 Navigering i programmet

Programmet er udformet som en ”guide”, hvor brugeren guides igennem indtastningen af de nødvendige data. Guiden er inddelt i nogle grupper. Navigering mellem de forskellige grupper foregår enten ved hjælp af menuen eller navigeringstasterne. Navigeringstasterne benyttes til at hoppe frem til næste gruppe eller tilbage til forrige gruppe. Via menuen kan brugeren skifte til den ønskede gruppe. Den aktuelle gruppe er markeret i menuen med orange baggrund. De indtastede data i de enkelte grupper bliver gemt, således at brugeren kan hoppe tilbage til en tidligere gruppe for at se de indtastede data. Guiden kan også startes forfra vha. knappen ”Start forfra”.

6.2 Hjælp

Til nogle af de data, der skal angives, er der en hjælpetekst. De punkter, hvortil der er knyttet en hjælpetekst, er markeret med et ikon  . Holdes musen over ikonet, vises hjælpeteksten.

Figur 9: Hjælpetekst til punktet efterisolering

Figur 9: Hjælpetekst til punktet efterisolering

6.3 Beskrivelse af de enkelte grupper i guiden

De enkelte grupper af data der skal indtastes, for hhv. ”Huset”, ”Rummet”, ”Brændeovn”, ”Adresse” og ”Rapport”, er beskrevet i det følgende.

6.3.1 Trin 1: Huset

Data om huset indeholder oplysninger om opførelsestidspunkt, efterisolering, indvendige konstruktioner, ventilation og vindpåvirkning, da disse alle er faktorer, der har stor betydning for temperaturen i rummet.

Figur 10: Trin 1 - Huset

Figur 10: Trin 1 - Huset

6.3.1.1 Opførelsestidspunkt

Her skal angives, i hvilken årrække huset er opført.

6.3.1.2 Er huset mærkbart efterisoleret?

Her skal sættes kryds, hvis huset efter opførelse er blevet mærkbart energieffektivt renoveret. Det kan f.eks. være forbedret loftisolering, nye lavenergivinduer, hulmursisolering, gulvisolering eller lignende.

6.3.1.3 Indvendige konstruktioner

Her skal vælges mellem følgende kategorier:

Figur 11: Valgmuligheder til indvendige konstruktioner
Kategori Forklaring
Ekstra let Lette vægge, gulve og lofter, f.eks. skelet med plader eller brædder, helt uden tunge dele
Middellet Enkelte tungere dele, f.eks. betondæk med trægulv eller porebetonvægge
Middeltung Flere tunge dele, f.eks. betondæk med klinker og tegl- eller klinkebetonvægge

6.3.1.4 Ventilation

For at kunne beregne indflydelsen af udetemperaturen skal det angives, om huset er forsynet med et mekanisk ventilationsanlæg, om det er et normalt tæt hus, eller om der er tale om utætte bygninger med væsentligt ekstra luftskifte.

6.3.1.5 Vindpåvirkning

Her angives det, om huset er placeret et sted, hvor der udendørs er normale vindforhold, eller om huset er placeret et sted, som er særligt vindudsat.

6.3.2 Trin 2: Rummet

Størrelsen af rummet skal angives, og der skal angives, om der er en åben 1.sal, hvor varmen siver hen, og om der evt. er et naborum, der via en åben dør også tager noget af varmen fra brændeovnen. Derudover skal den typiske rumtemperatur oplyses, som er til stede, når der tændes op i brændeovnen.

Figur 12: Trin 2 - Rummet

Figur 12: Trin 2 - Rummet

6.3.2.1 Areal af rummet

Her skal arealet af det rum, hvor brændeovnen er placeret, angives. Tilstødende lokaler skal kun medtages, såfremt de er i direkte åben forbindelse med rummet, hvor brændeovne er placeret. Rum der kun er forbundet via åbne døre, skal ikke medtages i gulvarealet. Tallet kan angives med decimaler. Under indtastningsfeltet er der et link ”Beregn vha. LxB”. Klikkes der på dette link, popper der et lille vindue op, hvor arealet kan beregnes ved at angive længde og bredde af rummet.

Figur 13: Beregning af rummets areal vha. længde og bredde

Figur 13: Beregning af rummets areal vha. længde og bredde

6.3.2.2 Åbent til 1. sal eller meget højt til loftet

Her skal sættes kryds, hvis der i rummet er meget højt til loftet, det kan f.eks. være loft med høj kip eller ensidig hældning i et større rum. Bemærk, at varme fra en brændeovn ikke kan "vandre" ud til et lavere placeret rum. I sådanne tilfælde vil det være nødvendigt med et varmeflytningsanlæg.

6.3.2.3 Åben dør til naborum

Hvis der er åbent til et naborum, hvor noget af varmen fra brændeovnen siver hen, skal der sættes kryds i dette felt.

6.3.2.4 Temperatur i rummet ved start

Her skal angives den temperatur, der cirka er i rummet, når der tændes op i brændeovnen. Oftest er der andre varmekilder, der opretholder en minimumstemperatur i rummet. Det kan f.eks. være et gulvarmeanlæg, der er sat til 20 °C.

6.3.3 Trin 3: Brændeovnen

Her skal angives, hvilken type brændeovn der ønskes, og hvordan den er tilsluttet.

Figur 14: Trin 3 - Brændeovnen

Figur 14: Trin 3 - Brændeovnen

6.3.3.1 Type

Her kan kun vælges lukket brændeovn.

6.3.3.2 Tilslutning

Der skal vælges, om brændeovnen er tilsluttet via et røgrør gennem loftet, eller om den er bygget ind i en muret skorsten.

6.3.4 Trin 4: Adresse (frivillig)

Angivelse af adresseoplysninger er frivillige. Disse oplysninger gemmes ikke og benyttes udelukkende til den afsluttende rapport. Er der ikke angivet adresseoplysninger, bliver de ikke vist i rapporten. Formålet med adresseoplysninger er at kunne skelne de forskellige rapporter fra hinanden, hvis man ønsker at regne på flere forskellige huse.

Figur 15: Trin 4 - Adresse

Figur 15: Trin 4 - Adresse

6.3.5 Trin 5: Resultat/Rapport

Hvis alle nødvendige oplysninger er indtastet, vises den optimale effekt, som en brændeovn bør have til det aktuelle rum/hus. Under resultatet er et link til en rapport, der indeholder alle de indtastede oplysninger samt resultatet. Klikkes på dette link, vises rapporten som en pdf-fil, der kan gemmes eller videresendes.

Figur 16: Beregningsresultat (optimal effekt) og link til rapport

Figur 16: Beregningsresultat (optimal effekt) og link til rapport

Figur 17: Rapport indeholdende de indtastede oplysninger

Figur 17: Rapport indeholdende de indtastede oplysninger

Efter at der er beregnet en optimal effekt, er det muligt at gå tilbage til nogle af de tidligere trin og ændre på de indtastede oplysninger, så beregningen kan foretages igen.

 



Version 1.0 November 2010, © Miljøstyrelsen.