| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Erfaringsopsamling – Passiv ventilation under huse
Forord
Indenfor de seneste 10 år er passiv ventilation under huse etableret som afværgetiltag på mange lokaliteter i forbindelse med indeklimasikring. Ved etablering af passiv ventilation søges afdampningen af forureningskomponenter fra jorden til indeluften i bygningen reduceret. Formålet med passiv ventilation under huse er herved primært at sikre indeklimaet i boligen.
Målsætningen med projektet har været at præsentere en status for metoden og dens anvendelse i Danmark. I den forbindelse præsenteres et billede af teknikkens udbredelse, anvendelse, effekt og økonomi, og der er der udarbejdet nogle anbefalinger for de videre arbejder med afværgemetoden ”passiv ventilation under huse”.
For at sammenholde erfaringer fra de etablerede anlæg med passiv ventilation under huse, er der under Miljøstyrelsens Teknologiprogram og i samarbejde med Region Sjælland foretaget en indsamling og gennemgang af data fra anlæg med passiv ventilation under huse. Erfaringsopsamlingen dækker udelukkende ventilation under huse og dermed ikke ventilation af kælderrum eller lignende.
Data fra relevante sager med passiv ventilation under huse er indsamlet ved at rette henvendelse til Regionerne, Oliebranchens Miljøpulje (OM) og de større rådgivende firmaer, der arbejder med jord- og grundvandsforurening. Vi skal i den forbindelse takke samtlige, der har været behjælpelige med indsamling af data til projektet.
Projektet er gennemført med støtte fra Miljøstyrelsens Teknologiudviklingspulje og har været fulgt af en følgegruppe bestående af Peder Johansen og Marianna Engberg Pedersen, Region Hovedstaden, Susanne Pedersen, Henrik Jannerup og Lotte Tombak, Region Sjælland samt Ole Kiilerich, Miljøstyrelsen.
Rapporten er udarbejdet af Henrik Husum Nielsen, Nanna Muchitsch og Anders G. Christensen, alle fra NIRAS.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 December 2010, © Miljøstyrelsen.
|