Samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger ved grønne produkter

Forord

Denne rapport er udarbejdet i forbindelse med projektet ”Samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger ved grønne produkter”, der er igangsat og finansieret af Miljøstyrelsen

Projektet skal ses i forlængelse af regeringens strategi for bæredygtig udvikling. Ifølge denne har alle en rolle i forhold til at opnå en større bæredygtighed i produktion og forbrug. Myndigheder, erhvervsliv og forbrugere anses for at have en fælles interesse i at skabe et grønt marked, hvori hensynet til miljøet indgår. Heri ligger en antagelse om, at udviklingen af et grønt marked er fordelagtigt for samfundet. Der mangler imidlertid viden om, hvilke samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster, der er ved at købe grønne frem for konventionelle varianter af de samme produkter.

Hvor livscyklusanalyser alene ser på miljøkonsekvenserne af at fremstille, distribuere, anvende og bortskaffe et produkt, har det i dette projekt været tanken at gå et skridt videre og inddrage den samfundsøkonomiske værdi af de identificerede miljøeffekter samt omkostninger forbundet med selve fremstillingen, forbruget og bortskaffelsen af produktet. Ideen er ikke at opgøre bruttoværdien for det enkelte produkt men at foretage en sammenligning af to tilsvarende produkter, hvoraf det ene kategoriseres som et grønt og det andet som et konventionelt produkt. Med et grønt produkt menes et produkt, som lever op til et givet sæt af miljøkrav.

Det er således målet at udvikle en metode, der gør det muligt at opgøre de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser af at vælge et grønt frem for et tilsvarende konventionelt produkt. I den forbindelse omfatter de samfundsøkonomiske konsekvenser alle meromkostninger, omkostningsbesparelser og miljøeffekter, der opstår i forbindelse med fremstilling, anvendelse og bortskaffelse af de betragtede produkter.

Projektet har været styret af en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen under ledelse af Signe Krarup fra Miljøstyrelsens Miljøøkonomigruppe. De øvrige deltagere fra Miljøstyrelsen har været Rie Kaspersen, Mariane T. Hounum og Søren Mørch Andersen. Rambøll Management og Syddansk Universitet har fungeret som konsulenter på projektet, og herfra har Henning Thomsen fra Rambøll Management samt Henrik Wenzel, Ole L. Dall og Henrik Grüttner fra Syddansk Universitet deltaget i gruppens møder. Rapporten er udarbejdet af konsulenterne fra Rambøll Management og Syddansk Universitet.

Midtvejs har der været afholdt et seminar med gennemgang af foreløbige analyseresultater for TV-apparater. Projektet er afsluttet ultimo september, hvorefter resultaterne blev præsenteret ved et seminar i Miljøstyrelsen.

I rapporten beskrives den udviklede metode til opgørelse af de samfunds-økonomiske gevinster og omkostninger ved grønne produkter i forhold til konventionelle. Herefter gennemgås metodens anvendelse for fem udvalgte produktpar, nemlig TV-apparater, kopipapir, vaskemaskiner, tekstilservice og kontorreoler.

 



Version 1.0 Januar 2011, © Miljøstyrelsen.