[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1997 

12. Teknologiudviklingspuljen

12.1 Igangsatte projekter i 1997
12.1.1 Status for feltprojekter
12.1.2 Status for udredningsprojekter
12.2 Teknologiprogram for 1998-99

I slutningen af 1996 blev Teknologiudviklingspuljen etableret som en led i organisationsændringen på affaldsdepotområdet. I december 1996 udarbejdede Miljøstyrelsen et program for ordningen, som er nærmere beskrevet i Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1996, (Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2 1997).

I nærværende afsnit gives en status over det arbejde, der er udført i 1997, og der gives et overblik over de aktiviteter, der forventes igangsat i 1998 og 1999.

12.1 Igangsatte projekter i 1997

I 1997 er der igangsat feltforsøg med metoderne air sparging og vakuumventilering og der er ved at blive igangsat feltforsøg med den reaktive permeable væg. Derudover er der gennemført feltforsøg med metoden dampstripning, som i kombination med ventilering udgør en mere effektiv oprydning og der foretages skitseprojektering af metoden dual-phase ekstraktion (2-fase ekstraktion), hvor der både oppumpes luft og vand fra samme boring. Parallelt hermed er der initieret en række teoretiske udredningsprojekter.

Formålet med feltprojekterne er at afprøve og dokumentere metoderne under danske forhold og specielt at vurdere, om de opstillede mål bliver opfyldt. Ved afprøvning af metoderne stilles der specifikke krav til forundersøgelser, indledende tests til dimensionering og design af anlæggene. På baggrund af tests opstilles prognoser for gennemførelsen af oprydningen, - primært med hensyn til varighed og oprensningsniveau. Inden igangsættelsen af afværgeforanstaltningerne specificeres det, hvordan der løbende skal foretages driftskontrol og afsluttende dokumentation af oprensningen. Der er forventning om, at en bedre dokumentation m.m. vil give nye ideer til, hvordan metoderne kan udvikles og optimeres.

Ved afprøvning og dokumentation af de forskellige metoder, som typisk er udviklet i udlandet, foregår der en viden- og teknologioverførelse til Danmark til gavn for både myndigheder og firmaer indenfor området.

Formålet med udredningsprojekterne er primært at opnå et overblik og en status over forskellige oprensningsmetoder. Dette skal bl.a. ligge til grund for det fremtidige valg af teknikker, der skal afprøves i felten.


12.1.1 Status for feltprojekter

Nedenfor er de forskellige feltprojekter, der er igangsat i 1997, listet.

Renseri, Drejøgade, Københavns Kommune
Lokaliteten er forurenet med olie og klorerede opløsningsmidler. Her er anlagt et vakuumventileringsanlæg og et air spargingsanlæg med vandrette boringer. I foråret 1997 er der gennemført supplerende undersøgelser og tests ud fra hvilke, der er foregået en detailprojektering. Afværgeprojektet blev etableret i efteråret 1997. På grund af pladsforholdene blev boringerne udført ved en blind-holeteknik, hvor boringerne og filtrene er etableret fra samme hul og ikke som normalt ved, at der bores ud til en grube, hvorfra filteret så trækkes tilbage mod riggen. Denne boremetode har ikke tidligere været anvendt i Danmark. Anlægget er sat i drift.

Renseri, Affaldsdepot 663-15, Ikast, Ringkøbing Amt
På dette affaldsdepot, hvor der er forurenet med tetrachlorethylen, er der etableret et vakuumventileringsanlæg i inhomogene aflejringer. Det interessante ved netop denne grund er geologien, idet grunden er karakteriseret ved et terrænnært, leret lag af forskellig mægtighed, hvorunder der forekommer et sandlag til ca. 40 m under terræn. Både sandlaget og det terrænnære lerlag forsøges ventileret og projektet vil derfor være en test af effektiviteten af vakuumventilering både i lerede og sandede aflejringer.

Brüel & Kjær, Nærum, Københavns Amt
Firmaet Brüel & Kjær er ved at gennemføre en frivillig oprydning af deres grund i Nærum. Grunden er blandt andet forurenet med klorerede opløsningsmidler. I foråret 1997 gennemførte firmaet et forsøg med injektion af damp på et delområde af grunden. Ved forsøget blev der i alt injiceret ca. 165 m3 damp samtidig med at der blev foretaget vakuumekstraktion fra 3 boringer. På baggrund af forsøget besluttede firmaet, i samarbejde med Københavns Amt, at gennemføre en frivillig oprensning af grunden med dampstripning. I den forbindelse er der igangsat et teknologiudviklingsprojekt på en del af grunden, der har til formål at opnå erfaringer og dokumentation med brug af dampstripning som oprensningsmetode. Dampinjektionen blev stoppet i november måned 1997. I et mindre delområde er der etableret et net af boringer, hvor der sker en detaljeret vurdering af varmeledningsevnen i de lag, hvori dampen blev injiceret samt jordens varmekapacitet og varmeledningsevne.

Kemisk virksomhed Vapokon, Søndersø, Fyns Amt
Der foregår nu skitseprojektering af en reaktiv permeabel væg nedstrøms Vapokongrunden, der bl.a. er forurenet med klorerede opløsningsmidler. Ved at etablere en vertikal væg ledes forureningsfanen gennem en permeabel zone i jorden bestående af jernspåner. Ved grundvandets kontakt med jernspånerne fjernes de klorerede opløsningsmidler (inklusive nedbrydningsprodukterne dichlorethylen og vinylchlorid). Forureningsfanen har en begrænset bredde - og grundvandmagasinet (ca. 10 meter) er nedadtil begrænset af et lerlag (minimum 15 meter tykkelse), hvorfor lokaliteten er velegnet til afprøvning af væggen. Ved at etablere projektet i fuldskala indsamles erfaringer ved detaljeret monitering af nedbrydningshastigheder. I forbindelse med skitseprojekteringen foregår der kontraktmæssige forhandlinger med det canadiske firma, der har patent på rensningsprincippet.

Forkromningsvirksomhed, Hårdkrom, Kolding, Vejle Amt
Der foregår skitseprojektering af etablering af en reaktiv permeabel barriere til fjernelse af en grundvandsforurening med trichlorethylen (TCE) samt hexavalent chrom, Cr(VI). Projektet fokuserer på en kombineret rensning af to forskellige forureningskomponenter med den samme afværgeteknologi. I forbindelse med skitseprojekteringen foregår der også kontraktmæssige forhandlinger med et canadisk firma.

Renseri, Lyndby, Roskilde Amt
I forbindelse med andre afværgeforanstaltninger på lokaliteten planlægges etableret et reaktivt jernspåne-filteranlæg, ovenpå terræn, parallelt med et kulfilteranlæg, som behandler oppumpet grundvand, forurenet med klorerede opløsningsmidler. Formålet med anlægget er at afprøve og dimensionere et jernspånefilter til fjernelse af klorerede opløsningsmidler, baseret på reaktioner på jernoverfladen, og at opnå fuldskalaerfaringer med et jernspånefilter gennem detaljeret monitering af fjernelsesrater og de styrende faktorer. Hvis jernspånefilteranlægget fungerer optimalt, vil det kunne erstatte kulfilteranlægget.

Renseri, Haslev, Vestsjællands Amt
Undersøgelser på lokaliteten viser betydelig forurening med klorerede kulbrinter (primært tetrachlorethylen, PCE) fra et renseri. Der er igangsat supplerende undersøgelser og skitseprojektering, der skal beskrive mulighederne for enten at gennemføre en oprensning med vakuumventilering eller med dual-phase extraction (2-fase ekstraktion). På lokaliteten findes meget inhomogene geologiske forhold, der gør det vanskeligt at benytte traditionel vakuumventilering. På et nært beliggende gasværk er der gennemført en bortgravning af forurenet jord til ca. 7 m.u.t. Dette har givet mulighed for gennemførelse af en sprækkeanalyse på moræneleren i denne udgravning. Denne analyse sammenholdes med resultaterne af de gennemførte vakuumventilationstests på renserigrunden.

Hjørring Gasværk, Nordjyllands Amt
I forbindelse med gasværkspakken blev der etableret et forsøgsprojekt på Hjørring Gasværk. Dette projekt videreføres under Teknologiudviklingsprogrammet. Målsætningen er primært at opnå en mere detaljeret dokumentation for nedbrydningsprocesserne og dokumentation af, hvordan infiltration kan optimeres.

12.1.2 Status for udredningsprojekter

Der er udarbejdet følgende udredningsprojekter:

Gennemgang af metoderne, termisk assisterede oprensninger
For at vurdere metoderne termisk assisterede oprensninger til forureningsfjernelse i jord og grundvand, forurenet med klorerede opløsningsmidler, er der udført et udredningsprojekt, der giver status for brugen af metoden i udlandet. Rapporten konkluderer, at der er et potentiale for at afprøve metoderne: direkte injektion af damp og opvarmning ved udnyttelse af jorden som elektrisk leder (joule
heating) i Danmark.

Litteraturgennemgang om naturlig nedbrydning
Der er igangsat et forprojekt, hvis hovedformål er at give en vurdering af hvilke stoffer, der anses for nedbrydelige i naturen under forudsatte redoxforhold. På denne baggrund listes førsteordens nedbrydnings-
rater, som anses repræsentative for det pågældende stof under danske forhold. Ud fra resultatet af litteraturprojektet skal det vurderes, om der skal iværksættes feltforsøg.

Oprensning af tungmetalforurenet jord
For at kunne beslutte om der under Teknologiprogrammet skal afprøves metoder til rensning af tungmetalforurenet jord, er mulige rensemetoder beskrevet og vurderet. Projektets formål er at beskrive metoderne og vurdere, om de er anvendelige under danske forhold. I rapporten konkluderes, at der muligvis vil være et potentiale for at afprøve metoderne: ekstraktion via planter, elektrokinetik (fjernelse af metaller ved anvendelse af elektrisk strøm) og jordvask.

Gennemgang af OM-sager (Oliebranchens Miljøpulje), hvor der er benyttet vakuumventilering til oprensning
Erfaringer fra de ca. 20 OM-sager, hvor der er benyttet vakuumventilering til oprensning af benzin- eller olieforureninger, er sammenfattet. Undersøgelsen viser, at det er vanskeligt at få renset op til de opstillede oprensningskriterier, men at der som oftest bliver fjernet en væsentlig del af forureningen ved brugen af vakuumventilering.

Erfaringsopsamling af gasværkspakken
Formålet med projektet er at samle resultaterne af de fem forsøgsprojekter, der i perioden 1990-93 er gennemført under Miljøstyrelsens "gasværkspakke". Projektet giver et overblik over de anvendte afværgeteknikker, forudsætninger for valget af teknikkerne, vurdering af de opnåede resultater, anbefalinger og prisniveau.

Andre udredningsprojekter

LIFE- projekt om miljørigtige oprensninger.
Beskrivelse af ventilation med stødvis lufttilførsel.
Projekt til udvikling af in situ teknik til mikrobiel nedbrydning af PCB, TCE og PAH i jord.

12.2 Teknologiprogram for 1998-99

Som bilag B er vedlagt " Udbygning af program for teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening. Indsatsområder og projektforslag for 1998 og 1999". Teknologiprogrammet for 1998-99 skal hovedsageligt fortsat sikre afprøvning og dokumentation af metoder til rensning af forureninger, der truer grundvandet - primært forureninger med klorerede opløsningsmidler og olie/benzin. Desuden vil der, også i et mindre omfang, afprøves metoder til rensning af metalforurenet jord. På finansloven for 1998 er der ialt afsat 19,4 mio. kr. til programmet og det forventes, at der bliver afsat 15 mio. kr. på finansloven for 1999.

Hvis det i specifikke situationer vurderes at være relevant at igangsætte projekter i forhold til tjære-/PAH-forurenet jord og/eller blandingsforureninger, vil der i perioden 1998-99 være mulighed for at igangsætte enkelte feltprojekter over for disse forureningstyper.

Antallet af projekter, som kan igangsættes, afhænger af udgifterne til de enkelte projekter. Ved afprøvning af teknologierne foretrækkes lokaliteter, som er registreret efter Affaldsdepotloven, men lokaliteter med nyere forureninger kan også indgå i programmet.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]