[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Borgernes adfærd og holdning på affaldsområdet

1. Dataindsamling og -bearbejdning

1.1 Spørgeskemaerne
1.2 Dataindsamling
1.3 Databearbejdning

 

1.1 Spørgeskemaerne

Postal undersøgelse

Selve dataindsamlingen er foregået som en postal undersøgelse i Dansk HusstandsPanel. Dansk HusstandsPanel består af ca. 2.300 private husstande udvalgt af GfK Danmark. Ved udvælgelsen af panelhusstandene tages der bl.a. hensyn til urbanisering (land/by), husstandens størrelse, husmoders og husfaders alder og erhverv, familietyper (m./u. børn) mv. Der foretages løbende en balancering af panelet i forhold til den officielle statistik, ligesom repræsentativiteten sikres ved en årlig udskiftning af panelet på ca. 20%.

Udvælgelsen sikrer dog ikke 100% repræsentativitet mht. om husstandene bor i "landsgennemsnitlige" kommuner for så vidt angår den kommunale affaldshåndtering. Selvom dette er en svaghed ved undersøgelsen, har vi alligevel valgt at opskalere enkelte særlig interessante forhold vedrørende husstandenes affaldsadfærd til befolkningen som helhed, dvs. til det samlede antal husstande i Danmark.

Etageboliger og enfamilieboliger

I undersøgelsen er der tale om to selvstændige spørgeskemaer; ét rettet mod etageboliger og ét rettet mod enfamilieboliger. Etageboliger i denne undersøgelse er defineret som: Lejlighed i etageejendom eller trefamiliehus, klublejlighed eller lejet værelse. Enfamilieboliger er defineret som: Enfamiliehus/rækkehus, landbrugsejendom og tofamiliehus. Ejer/ lejerforhold er ikke undersøgt.

Indholdet i de to spørgeskemaer er stort set identiske, dog er de tilrettet på den måde, at formuleringer i spørgsmål og svarmuligheder passer specifikt til boligtypen. Der er endvidere ingen spørgsmål angående afhentningshyppigheder samt tilfredsheden med disse for husstande i etageboliger, som må formodes at have mindre overblik over afhentningshyppigheder end husstande i enfamilieboliger. I forbindelse med hjemmekompostering/lokalkompostering er der også færre spørgsmål for husstande i etageboliger, hvor husstandene generelt må formodes at have et mindre overblik angående detaljer i ordningen (hvordan ordningen startede, hvorledes der komposteres o.l.). Begge skemaer kan ses bagest i rapporten med angivelse af den gennemsnitlige fordeling af besvarelserne.

Spørgeskemaerne er inddelt i 7 sektioner, med spørgsmål om:

Dagrenovation
Hjemmekompostering
Glas og flasker
Papir og pap
Miljøfarligt affald
Storskrald (og haveaffald)
Adfærd og holdninger til miljøet.

Spørgeskemaet er blevet testet i et prøvepanel af GfK Danmark forud for den egentlige undersøgelse.

1.2 Dataindsamling

Spørgeskemaet blev udsendt 24. april 1997, og de sidste spørgeskemaer blev returneret 7. maj 1997. Der blev sendt 2.021 skemaer ud og returneret 1.927. Alle husstande i panelet udfylder og indsender jævnligt spørgeskemaer til GfK Danmark og modtager præmier m.m., således at borgernes holdning til et emne for et spørgeskema ikke formodes at være styrende for, hvorvidt husstandene udfylder og tilbagesender det enkelte spørgeskema.

Dernæst er skemaerne blevet gennemgået, indtastet og evalueret af GfK Danmark med hensyn til kvalitet og udfyldelsesgrad. På denne baggrund er 22 returnerede spørgeskemaer blevet kasseret pga. mangelfuld besvarelse, 8 er returneret for sent og 2 er blanke. Dette giver herefter 1.895 brugbare spørgeskemaer, se nedenstående tabel.

  Total Enfamilieboliger Etageboliger
Antal skemaer udsendt 2.021 1.341 680
Antal skemaer returneret 1.927 1.283 644
Antal kasserede besvarelser 32 16 16
Antal besvarelser herefter 1.895 1.267 628
Besvarelsesprocent 93,8% 94,5% 92,4%

Tabel 1.1: Oversigt over indkomne besvarelser

Besvarelsesprocenterne for begge husstandstyper er meget høje og ligger over det gennemsnit, man normalt ser hos GfK Danmark.

Respondenter og husstande

Alle præsenterede resultater i undersøgelsen er opgjort i forhold til de brugbare besvarelser. Når der refereres til svar i undersøgelsen, vil de oftest være opgjort i forhold til "respondenter" og enkelte steder i forhold til "husstande". Begge dele er udtryk for det samme.

1.3 Databearbejdning

Spørgsmålene og svarene fra spørgeskemaerne er alle indtastede i et databaseprogram, hvorfra der kan beregnes en gennemsnitlig procentvis fordeling af svar på de enkelte spørgsmål (se bilag).

Opskalering

For enkelte udvalgte svar er resultaterne, med forbehold, opskaleret til befolkningen som helhed. Dette er gjort på baggrund af data fra Danmarks Statistik (september 1996), hvor det fremgår, at der i Danmark findes 1.387.000 enfamilieboliger og 902.000 etageboliger.

Det skal bemærkes, at forholdet i antal respondenter fra hhv. enfamilieboliger og etageboliger ikke svarer helt til forholdet mellem antal enfamilieboliger og etageboliger i Danmark som helhed.

Baggrundsvariabler

Ud over fordeling af svar på enkeltspørgsmål muliggør databaseprogrammet fordelinger af svar efter diverse baggrundsvariabler om husstandene. Disse baggrundsvariabler er brugt for udvalgte spørgsmål. Fx spørgsmål der kan belyse, hvilke husstandstyper der er mest villige til at sortere, hjemmekompostere o.l.

Ud over boligform er der i dette projekt brugt baggrundsvariabler om:

Den ældste i husstanden (som et udtryk for om husstandens voksne er yngre, midaldrende eller ældre)
Om der er nogen hjemmegående eller ej (som et udtryk for den mængde fritid husstanden har (1)
Om der er børn i husstanden

Implicitte baggrundsvariabler

Desuden ligger der implicit i undersøgelsen en række baggrundsvariabler mht. de affaldsordninger, husstanden har, idet der findes spørgsmål om tømningshyppigheder, tømningsformer etc.

Endvidere giver programmet mulighed for at krydse svar mellem de forskellige spørgsmål, således at det fx kan ses, om der er en sammenhæng mellem besøgshyppigheden på en genbrugsstation og afstanden dertil. Denne krydsning er foretaget mellem adskillige svar i dette projekt.

I undersøgelsen er der ikke foretaget statistiske tester for at undersøge, om en forskel mellem forskellige gruppers adfærd eller holdninger er statistisk signifikant.

Ved alle tabeller i undersøgelsen er der angivet, hvor stort antallet af besvarelser er for den procentvise fordeling, som vises i tabellen (n=x). Disse tal vil variere en smule pga. afrundinger.

Vægtede gennemsnit

Alle tal fra undersøgelsen er som udgangspunkt oprundede til nærmeste hele tal. Der vil enkelte steder være angivet i "størrelsesordenen" eller "cirka". Det gælder for tal, som fremkommer på baggrund af svar, hvor husstanden har skullet svare inden for et interval. Fx skal husstanden angive, hvor stor en andel af husstandens glas, flasker og skår der afleveres til genanvendelse: Er det langt det meste (over 90%), over halvdelen (mellem 55 og 90%) osv. På baggrund af disse typer svar (intervalsvar) er der udregnet et vægtet gennemsnit, hvor medianen for intervallerne er brugt. Disse vægtede gennemsnit må formodes at være behæftet med en større usikkerhed end eksakte svar fra husstanden. I kapitel 2, 3 og 4 angives det med note, om der er tale om vægtede gennemsnit.

Noter

1) Hjemmegående er defineret som, at der i husstanden findes en voksen person, der enten har deltidsudeerhverv mindre end 15 timer ugentligt, eller er hjemmearbejdende, pensionist, arbejdsløs, på orlov eller studerende.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]