[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Borgernes adfærd og holdning på affaldsområdet

Sammendrag

Undersøgelsens formål har været at give affaldsplanlæggere i kommuner, affaldsselskaber m.v. konkret viden om borgernes affaldsadfærd og affaldsholdninger. Resultaterne vil affaldsplanlæggere således kunne bruge i forbindelse med planlægning af affaldsordninger for husholdninger og i forbindelse med målretning af information til borgerne.

Spørgeskemaundersøgelse

Resultaterne er fremkommet gennem en spørgeskemaundersøgelse, der er udført i foråret 1997. Der har været udsendt et spørgeskema til husstande i enfamilieboliger og et til husstande i etageboliger. Analyseinstituttet GfK Danmark A/S har udarbejdet spørgeskemaerne i samarbejde med Rendan A/S, Videncenter for Affaldsminimering & Genanvendelse og informationscentret Grøn Information. Spørgeskemaer har været udsendt til GfK Danmarks faste husstandspanel, der vurderes repræsentativt at dække danske husstande. Der er fremkommet 1.895 brugbare besvarelser, og besvarelsesprocenten har været høj (94%).

Da udvalget af respondenter ikke nødvendigvis sikrer en ligelig repræsentation i forhold til en landsgennemsnitlig kommune med hensyn til affaldsordninger, kan resultaterne ikke generaliseres på alle områder på landsplan. Man kan heller ikke med udgangspunkt i undersøgelsen med sikkerhed beregne mængden af indsamlet affald, ligesom det ikke er muligt at drage konklusioner om kvaliteten af kommunernes indsamlingssystemer for de enkelte fraktioner.

Grøn Information

Grøn Information har i spørgeskemaerne spurgt til husstandenes adfærd og holdninger på miljøområdet. Den del af undersøgelsen er i denne rapport kun kommenteret i forhold til spørgsmål, der er interessante at koble til respondenternes affaldsadfærd og affaldsholdninger.

Rendan

Rendan, Videncenter for Affaldsminimering & Genanvendelse har stået for undersøgelsens affaldsdel, som denne rapport gør rede for. Husstandene har besvaret spørgsmål inden for følgende affaldsområder: Dagrenovation, kompostering, glas og flasker, papir og pap, miljøfarligt affald og storskrald og haveaffald.

I det følgende resumeres undersøgelsens resultater for de 6 affaldsområder samt koblingen til den generelle miljøadfærd.

Dagrenovation

Ifølge respondenterne i undersøgelsen sorterer godt 30% deres dagrenovation i en grøn fraktion og i en restfraktion. Hovedparten af respondenterne er husstande i enfamilieboliger.

Det kan konstateres, at der generelt er en høj grad af villighed til at sortere dagrenovation i en grøn del og i restaffald. De ældre borgere er mest forbeholdne over for en evt. sortering. Det er kun en meget lille andel af de husstande, der i dag sorterer i disse to fraktioner, som ønsker at gå over til usorteret indsamling.

I enfamilieboliger er der lidt større tilfredshed med tømningshyppigheden, når man har ugentlig tømning i forhold til 14-dages-tømning. I etageboliger tilkendegiver respondenterne en lidt større tilfredshed med afleveringsformen, når de afleverer i skakt i forhold til dem, der afleverer dagrenovationen i gården. Men når der bliver spurgt til, hvilken afleveringsform respondenterne foretrækker, er det tydeligt, at de foretrækker den afleveringsform, de allerede har.

Hjemmekompostering

Ca. 32% af respondenterne i enfamilieboliger angiver, at de hjemmekomposterer. De husstande, der hjemmekomposterer, angiver, at de i gennemsnit komposterer ca. 72% af deres grønne komposterbare dagrenovation og ca. 74% af deres komposterbare haveaffald. Hvis disse resultater, med forbehold, opskaleres til landsplan, svarer dette til, at der i Danmark i alt hjemmekomposteres i størrelsesordenen 67.000 tons grøn dagrenovation om året fra enfamilieboliger.

61% af de, der hjemmekomposterer, er gået i gang med hjemmekompostering på eget initiativ. Ca. 33% er gået i gang på kommunalt initiativ (kommunal udlevering, udlejning eller salg af kompostbeholder).

Respondenterne angiver, at den mængde, der hjemmekomposteres, er stigende - især den grønne del af dagrenovationen.

Glas og flasker

Ca. 36% af respondenterne angiver, at de får indsamlet glas og flasker på bopælen. Tallene er 29% for enfamilieboligerne og 46% for etageboligerne.

Respondenterne angiver, at de i gennemsnit afleverer ca. 80% af deres glas til genanvendelse (syltetøjs-, sildeglas etc.), godt 85% af deres flasker og ca. 65% af deres skår.

I undersøgelsen er respondenternes transportform i forbindelse med aflevering af flasker og glas også undersøgt. Hvis man opskalerer disse resultater til landsplan, kan det opgøres, at der årligt i Danmark køres omkring 12 mio. km i bil af borgere i enfamilieboliger alene med det formål at transportere glas og flasker til indsamlingsstedet og køre tilbage igen.

Papir og pap

I alt angiver ca. 62% af respondenterne, at de får indsamlet papir og pap på bopælen. Tallene er 49% i enfamilieboligerne og 81% i etageboligerne.

Respondenterne angiver, at de i gennemsnit afleverer ca. 80% af deres papiraffald (aviser, reklametryksager etc.) til genanvendelse og knap 60% af deres papaffald.

Hvis man bruger de oplysninger, respondenterne i undersøgelsen oplyser om deres transportform i forbindelse med afleveringen af papir og pap, kan det opgøres, at der årligt i Danmark køres i størrelsesordenen 16 mio. km i bil af borgere i enfamilieboliger alene med det formål at transportere papir og pap til indsamlingsstedet og køre tilbage igen.

Der er stor tilfredshed med de kommunale kubeordninger både for papir og pap og flasker og glas.

Miljøfarligt affald

Olie- og kemikalieaffald afleveres typisk uden for bopælen/ejendommen, oftest på genbrugsstationer og til kommunens miljøbil efterfulgt af forretninger. 10% af olie- og kemikalieaffaldet fra enfamilieboliger afleveres på bopælen, og 25% afleveres på bopælen/fællesarealer hos husstande i etageboliger.

Af undersøgelsen fremgår det, at omkring 10% af olie- og kemikalieaffaldet bortskaffes på anden måde end ved de gængse afleveringsordninger (fx via dagrenovation, udhældning i afløb etc.).

Batterier

For batterier ses et lignende mønster. Typisk afleveres de uden for bopælen/ejendommen, oftest til forretninger, efterfulgt af aflevering på genbrugsstation eller til kommunens miljøbil. Af undersøgelsen fremgår det også, at omkring 12% af batterierne bliver afleveret på bopælen/fællesarealer. I størrelsesordenen 10% af batterierne bortskaffes på anden måde end via de gængse afleveringsordninger (fx via dagrenovationen).

Storskrald og haveaffald

I alt angiver ca. 54% af respondenterne, at de får indsamlet storskrald på bopælen eller kan aflevere det på opsamlingssteder ved fællesarealer. Tallene er 39% for enfamilieboliger og 78% for etageboliger.

27% af husstandene i enfamilieboliger angiver, at de får indsamlet haveaffald på bopælen, og 10% angiver, at de afleverer haveaffald på fællesarealer.

Transportform er også for denne affaldsfraktion undersøgt. Som tidligere nævnt kan tallene opskaleres til befolkningen som helhed. Hvis dette gøres, estimeres det, at der årligt køres ca. 37 mio. km i bil af borgere (både husstande i enfamilieboliger og husstande i etageboliger), alene med det formål at transportere affald til genbrugsstationer og køre tilbage igen.

Miljøadfærd

Respondenter i enfamilieboliger, der hjemmekomposterer, har ikke en mere miljøvenlig haveadfærd (hvad angår brug af sprøjtemidler og kunstgødning) end respondenter, der ikke hjemmekomposterer.

Det er undersøgt, om der er forskel på respondenternes adfærd mht. valg af miljøvenlige varer, at undgå varer med PVC og at købe papirvarer af genbrugspapir for henholdvis den gruppe af respondenter, der foretrækker 2-delt indsamling af dagrenovationen, og den gruppe, der foretrækker usorteret indsamling. Dette viser bl.a., at der er flere af de respondenter, der foretrækker usorteret indsamling, der aldrig eller sjældent vælger en vare fremfor en anden, fordi emballage eller indhold af den valgte vare er mere miljøvenlig.

Hvad angår holdninger til genbrug og affaldssortering peger undersøgelsen på, at dette område har en meget høj grad af holdningsmæssig opbakning.

[Forside] [Indhold] [Næste] [Næste] [Top]