Organiske restprodukter i industrien

3. Vurdering af genanvendelsespotentialet

3.1 Værdistoffer
3.1.1 Isolering af specifikke værdistoffer fra restprodukter
3.1.2 Udnyttelse af værdistoffer uden oprensning eller anden raffinering
3.1.3 Vurdering af restprodukternes potentiale som dyrefoder
3.1.4 Biogasproduktion/kulstofkilde til biologisk rensning af spildevand
3.1.5 Restprodukter anvendt direkte som jordforbedringsmiddel
3.2 Problematiske stoffer - miljøfremmede stoffer
3.3 Økonomi
3.4 Afsætningsstabilitet
3.5 Sikkerhed og sundhed
3.6 Lovgivningen
3.7 Udvikling
3.8 Forslag til restproduktdeklaration

3.1 Værdistoffer

Potentialet for genanvendelse af organiske restprodukter i industrien defineres af indholdet af værdistoffer. I denne sammenhæng opfattes værdistoffer som hele eller dele af restproduktstrømmen (enkeltkomponenter).

Potentiel anvendelse af restprodukterne på baggrund af indholdet af værdistoffer, kan opdeles i fire hovedgrupper. Opdelingen er baseret på erfaringer fra samtaler med en lang række danske virksomheder.

Generelt er produktion ved oprensningen af specifikke stoffer fra restprodukter forbundet med betydelige anlægs-, drifts- og udviklingsomkostninger. Derfor vil denne form for genanvendelse af restprodukter normalt rettes mod produktion af konsumvarer eller kosmetik, der har en høj økonomisk værdi. Udnyttelse af restprodukternes indhold af specifikke værdistoffer, som isoleres fra restproduktet, betragtes i nærværende projekt som råvaresubstituerende anvendelse.

I modsætning hertil er udnyttelse af restprodukternes indhold af energi og næringssalte til biogas og jordforbedring normalt forbundet med ringe økonomisk indtjening. Det er derfor ikke med de nuværende prisrelationer økonomisk holdbart at etablere anlæg til oprensning af værdistoffer fra restproduktstrømme til disse formål.

Dyrefoder indtager en mellemposition, hvor en oprensning/forarbejdning af restprodukter i nogle tilfælde er rentabel. Som eksempler kan nævnes tørring af henholdsvis mask fra ølbrygningen og sukkerroerester samt produktionen af teknisk fedt og kød- og benmel, der fremstilles på basis af selvdøde dyr og destruktionsaffald fra slagterier.

De potentielle anvendelsesmuligheder for organiske restprodukter fremgår af figur 3.1.1, hvor den »bedste anvendelsesmulighed« er for et restprodukt, som er indplaceret øverst i skemaet.

Figur 3.1.1
Skematisk opstilling af organiske restprodukters anvendelsesmuligheder. »Bedste« udnyttelsesgrad af et restprodukt er, når det er indplaceret øverst i skemaet.

3.1.1 Isolering af specifikke værdistoffer fra restprodukter

Oprensning af specifikke værdistoffer fra restprodukter begrænses i Danmark til ganske få restfraktioner.

Restprodukterne fra mejeriindustrien (valle) forarbejdes, og der udvindes værdifulde proteiner. Der foregår et stort udviklingsarbejde for at udvikle nye produkter på basis af valle. Produkter som skummetmælk/kærnemælk er eksempler på produkter, der tidligere var biprodukter fra mejerisektoren, som blev anvendt til svinefoder, men i dag hovedsageligt er salgbare primærprodukter.

I behandlingen af dele af slagteriernes restprodukter oprenses værdifulde fedtstoffer, der bl.a. anvendes i kosmetikindustrien. Fra fiskeindustrien er der eksempler på, at der fremstilles fiskeolier af høj kvalitet fra fiskeaffald.

Oparbejdningen af specifikke værdistoffer fra restprodukter er generelt karakteriseret ved:

Det er ikke muligt at give en generel beskrivelse af de restfraktioner, hvorfra der potentielt kan oprenses værdistoffer, da disse næppe har generelle karakteristika.

3.1.2 Udnyttelse af værdistoffer uden oprensning eller anden raffinering

Når værdistoffer i restfraktioner udnyttes uden oprensning eller anden raffinering, reduceres anlægs-, drifts- og udviklingsomkostninger normalt betydeligt. Udnyttelsen af restfraktionerne uden anvendelse af betydelige oprensnings- og raffineringsprocesser eller anden form for tilvirkning kan inddeles i 3 hovedgrupper: anvendelse til dyrefoder, biogasproduktion/kulstofkilde til biologisk rensning af spildevand og som gødningsmiddel på landbrugsjord.

Dyrefoder

Anvendelsen af organiske restprodukter fra industrien til dyrefoder er udbredt i Danmark. Restprodukterne anvendes normalt som foder uden væsentlig videre forarbejdning. Restfraktionerne til foder varierer betydeligt i mængder og sammensætning. I dag anvendes der bl.a. restprodukter til dyrefoder fra følgende industrier:

Holdningerne til anvendelse af industrielle organiske restprodukter til dyrefoder er generelt positive. Dog stiller landmænd høje krav til kvalitet og næringsværdi, før de vil substituerer foderstoffer med restprodukter. Dette skyldes intensiv landbrugsdrift, hvor maksimal tilvækst/mælkeydelser er en forudsætning for rentabel drift.

Svin

Madrester har traditionelt været anvendt som svinefoder i udstrakt grad.

Storkøkken- og restaurationsaffald anvendes i dag efter varmebehandling til svinefoder, ligesom der ved industriel fremstilling af fødevarer vil være en del spild og rester, der er velegnede til svinefoder. Typiske eksempler er gærfløde og bærme fra ølbrygning samt brød- og kageproduktion, hvor spild af både dej og færdigvarer anvendes.

I mejerisektoren er der, afhængig af markedsforholdene for de forskellige primære mælkeprodukter, overskud af valle, der anvendes til svinefoder.

Dersom udnyttelsen skal være optimal, skal der foretages næringsstofanalyse samt praktisk afprøvning under kontrollerede forhold. Imidlertid er der brugere, der vælger blot at prøve sig frem med et givet produkt i stedet for at bruge ressourcer på analyser.

Ifølge svineavlskonsulenterne er erfaringen, at svineproducenter ofte ikke får analyseret et foderemne og ofte bruger det på slump. I disse tilfælde er konsulentens anbefaling, at det kun udgør en lille procentdel af foderet, og at det fortrinsvis anvendes til slagtesvin, der er mere tolerante end søer. Hvis slagtesvin får fordøjelsesproblemer, kan det normalt rettes op på 14 dage. Men hvis en so kommer ud for det samme, vil det først kunne rettes op efter udløb af aktuel drægtigheds- og diegivningsperiode.

Det generelle billede er, at foderet til slagtesvin skal være meget koncentreret, for at svinene kan opnå maksimal tilvækst. Det vil derfor ikke være rentabelt at anvende fodermidler, der er væsentligt mindre næringsholdige end byg. Et svin æder ca. 2-2,5 % af kropsvægten pr. dag i form af tørfoder, hvis den får ubegrænset adgang til foder. Er foderet mindre koncentreret, vil den ønskede slagtevægt blive opnået senere.

Ved anvendelse af vådfodringsanlæg kan organiske restprodukter fra industrien med meget lille næringsindhold og stort vandindhold gøres rentable som fødemidler, hvis de substituerer drikkevand. Som eksempel kan nævnes sukkervand, der alternativt skulle have været ledt til renseanlæg.

Kravene til renhed er store. Almindeligvis anvendes kun varer, der kan sidestilles med fødemidler, dog tolereres en del almindeligt smuds (svin kan uden problemer omsætte foder med 10% ler) og undertiden også begyndende mugangreb. Fremskreden mugangreb, der kan danne toksiske stofskifteprodukter, eller forrådnelse accepteres ikke. Organiske restprodukter skal derfor anvendes hurtigt.

Der har været analyseret på paraffin på osteskorper og konkluderet, at en mindre mængde godt kunne accepteres i svinefoderet. Plastemballage er man dog meget på vagt over for, selvom alt taler for, at det går uomsat igennem svin, forudsat at det er små mængder.

Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP, Cleaning In Proces) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod skylninger efter tilsætning af rengøringskemikalier resulterer i ikke genanvendelige organiske restprodukter til foderbrug.

Kvæg

Vegetabilske restprodukter har været anvendt til kvægfoder gennem lang tid.

Sukkerroerester (i dag ofte tørret) og kartoffelpulp anvendes systematisk som kvægfoder, ligesom der findes eksempler på at rester af mask og trub fra bryggerierne og citrusskaller fra pektinfremstilling genanvendes som kvægfoder.

Kaliumindholdet i kartoffelpulp er relativt højt. Fodringsforsøg har vist, at det høje kaliumindhold kan bevirke øget abortrisiko, derfor bør kartoffelpulp kun substituere dele af kvægfoderet.

Til slagtekalve bruges i et vist omfang desuden de samme typer affald, som anvendes til svinefoder.

Foderet skal helst have struktur af hensyn til vomfunktionen og samtidig være koncentreret af hensyn til dyrets begrænsede fødeoptagelsesevne.

Et kreatur af stor malkerace (f.eks. RDM) tildeles dagligt 18-20 FE (én foderenhed er ækvivalent med 1 kg byg). Et fodermiddel, der kræver mange kilo pr. FE, vil derfor kun kunne udgøre en begrænset del af foderet, da mængden så ville overstige dyrets ædelyst eller fordøjelseskapacitet. Foderomsætningen kan sættes til ca. 10% af dyrets vægt pr. dag, hvilket giver op til 80 kg/dag. Gennemsnittet må derfor ikke være højere end godt 4 kg/FE.

Kravene er store både med hensyn til håndterbarhed og lødighed. Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod efterfølgende skylninger efter tilsætning af rengøringskemikalier ikke resulterer i anvendelige produkter. Mug kan give problemer i letomsættelige varer, idet visse mugsvampes stofskifteprodukter kan bevirke øget abortrisiko.

Fjerkræ

Fjerkræ er også traditionelt blevet fodret med restprodukter fra fødevaresektoren. I nyere tid kendes dette stort set kun fra kalkunproduktion, hvor mask fra bryggerier er benyttet. Denne anvendelse kræver dog en tørring af masken. Masken er derfor ikke konkurrencedygtig ved lave kornpriser.

I øvrigt anvendes restprodukter stort set ikke som fjerkræfoder i Danmark. Dette skyldes, at ligesom for kvæg- og svineproduktion er der bundet så store kapitalmidler i produktionsapparatet, at en optimal produktion/tilvækst er afgørende frem for en mindre besparelse på foderet. Følgelig fodres fjerkræ i erhvervsmæssig produktion stort set kun med standardiserede fuldfoderblandinger, der er ensartet i partikelstørrelse og har et højt indhold af letomsættelige forbindelser. Heri indgår naturligvis en række biprodukter fra mølleriindustrien (majsgluten, sojaskrå mv.).

3.1.3 Vurdering af restprodukternes potentiale som dyrefoder

Ved vurderingen af restprodukternes egnethed som dyrefoder indgår overvejelser vedrørende restproduktets indhold.

Restproduktets energiindhold vurderes indledningsvis på baggrund af indholdet af protein, fedt og kulhydrat. Energiindholdet definerer den maksimale tilvækst, som kan forventes ved fodring af f.eks. svin med et givent restprodukt. Der er dog en række andre forhold, som gøres gældende ved vurderingen af den potentielle foderværdi af restprodukter så som tørstofindhold, fordøjelighed, struktur/fylde, mineraler og vitaminer.

Eksempler på sammensætningen af restprodukter, der anvendes til dyrefoder, er angivet i tabel 3.1.1.

Tabel 3.1.1
link til tabel

En lang række parametre, der indgår i vurderingen af restprodukterne til foderbrug er vist i tabel 3.1.1. Der er stor variation i sammensætningen af anvendte restprodukter, og der kan derfor ikke opstilles præcise retningslinier for, hvorledes disse skal være sammensat, for at de er anvendelige til foderbrug.

Biprodukterne anvendes direkte som tilskudsfoder eller som komponenter i fuldfoderblandinger. Restprodukterne behøver derfor ikke at have en afbalanceret næringssammensætning for at være interessant til foder.

På trods af at en mængde stoffer bestemmes i forbindelse med undersøgelsen af restprodukterne (Tabel 3.1.1), er det reelt energiindholdet (værdistofferne), som er interessant i vurderingen af restprodukternes potentiale som fodermiddel. Energiindholdet vil normalt være bundet i fedt, protein og kulhydrat. Disse vil derfor normalt udgøre de mest interessante indledende parametre ved vurderingen af restprodukternes genanvendelsespotentiale.

Der er dog stor variation i indholdet af fedt, protein og kulhydrat i de restprodukter, der i dag anvendes til dyrefoder (Tabel 3.2), hvilket viser, at mange forskellige restfraktioner kan være potentielle fodermidler. Det er endvidere muligt at kombinere forskellige restfraktioner med henblik på at opnå en bedre sammensætning af værdistofferne i fodret.

Tabel 3.1.2
Sammensætningen af 22 restprodukter som anvendes til dyrefoder, beregnet på baggrund af tal fra Landsudvalget for Kvæg.

Anvendelse er restproduktstrømme til dyrefoder er karakteriseret ved, at restprodukterne skal være meget koncentrerede og indholdet skal være let fordøjeligt, før disse er, interessante som dyrefoder.

Erfaringerne med restprodukterne til foder viser, at der er stor variation i restprodukternes sammensætningen og anvendelse. Dog kan følgende generelle karakteristika opsummeres:

3.1.4 Biogasproduktion/kulstofkilde til biologisk rensning af spildevand

De eksisterende biogasanlæg i Danmark falder med hensyn til den grundlæggende biomasse i fire grupper (Tabel 3.1.3).

Tabel 3.1.3
Opdeling af biogasanlæg efter den biomasse der udnyttes (både anlæg hvor produktion af energi i form af biogas har henholdsvis primære og sekundære roller).

Som for den råvaresubstituerende anvendelse af restprodukterne, etableres biogasanlæggene på baggrund af et behov eller en idé.

Biogasproduktion

Affaldsbehandlingsanlæg som Nordsjællands Biogasanlæg baserer sig på en konkurrence med alternative affaldsbortskaffelse, men hvor energisalget udgør en ikke uvæsentlig del af indtægtsgrundlaget.

Der er etableret en række biogasfællesanlæg baseret på gylle. Idéen bag disse anlæg er at tjene penge på energiproduktion, idet landbruget blot stiller biomassen til rådighed for energiproduktionen, hvorefter den udrådnede gylle leveres tilbage som jordforbedringsmiddel. Eventuelt betaler jordbrugerne for bestemte logistiske serviceydelser i forbindelse med gylleudbringning.

Anvendelsen af organiske restprodukter til energifremstilling ved biogasproduktion er steget betydeligt bl.a. ved etableringen af de gyllebaserede biogasfællesanlæg. Aktuelt modtager og udnytter mange gyllebaserede anlæg størstedelen af kategori Il restprodukterne som supplement til gyllen.

Gruppen af restfraktioner fra industrien, der afsættes til biogasfællesanlæggene, indeholder mange forskellige produkter, f.eks.:

Yderligere modtages en række små fraktioner f.eks. lejlighedsvise fejlproduktioner.

På biogasfællesanlæg vil udskiftning af en kubikmeter gylle med en kubikmeter organisk industriel affald være attraktiv, når blot den specifikke gasproduktion er større end for gylle, typisk omkring 25 Nm³ gas pr. m³ biomasse. Da der imidlertid er administrative og logistiske opgaver, der skal løses for hver affaldsleverance, har de fleste aktuelt tilførte typer industriaffald væsentligt større gaspotentiale, ofte langt over 100 m³ gas pr. m³ biomasse. Desuden betales der ofte et vist gebyr, svarende til den alternative bortskaffelsespris minus en vis »motivationsdifferens«. Priserne ligger her typisk omkring 50 kr./ton biomasse, der leveres på anlæggene.

Normalt er det en forudsætning for gyllebaserede såvel som for slambaserede biogasanlæg, at den leverede biomasse er pumpbar, eller at den forholdsvis let kan gøres pumpbar ved opblanding med f.eks. gylle. Afhængigt af de konkrete biomasser kan man forvente pumpbarhed op til 12-15% tørstof, dog med store variationer. Kun biogasanlæg, der har specielle modtagefaciliteter til faste biomasser, kan tage disse ind. Anlægsdele til modtagelse af faste biomasser er specielt omkostningskrævende at gøre passende lugtsvage.

Også transporten kan være vanskelig at udføre rationel, hvis biomassen ikke er umiddelbart pumpbar. En del affaldstyper transporteres dog i containere. Hvis biomassen afgiver ubehagelig lugt, er lukkede containere nødvendige.

Da det udrådnede materiale efterfølgende udspredes på landbrugsjord opføres anlæggene med hygiejnisering, således at der ikke sker spredning af eventuelle smitstoffer til landbruget. Restprodukterne skal herudover overholde kravene i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996. Dette er bl.a. i forhold til de fastsatte grænseværdier for tungmetaller og de fastsatte afskæringsværdier for andre miljøfremmede stoffer.

Kulstofkilde til biologisk rensning af spildevand

Etableringen af biogasanlæggene på renseanlæggene og til industriel spildevandsrensning er baseret på et behov for behandling/bortskaffelse af et restprodukt. I disse tilfælde spiller produktion af energi i form af biogas en sekundær rolle, og undertiden er gassen blot blevet affaklet. Med introduktion af de aktuelle tilskudsregler for egen elproduktion udnyttes gassen dog oftest til elproduktion.

Biogasproduktion kan anvendes til at nedsætte restproduktets indhold af kulstof (COD) og reducere eventuelle lugtproblemer. De afgassede restprodukter anvendes normalt som gødningsmidler på landbrugsjord eller afledes til renseanlæg. I disse tilfælde kan det være fordelagtigt at reducere mængderne af restprodukt (efter afvanding) ved biogasproduktion. Samtidig øges mulighederne for lagring af restproduktet pga. reducerede lugtproblemer.

Rentabilitet i biogasproduktion

Rentabel biogasproduktion på virksomhederne er normalt karakteriseret ved:

Alternativt anvendes de organiske restfraktioner som supplement i de gyllebaserede biogasfællesanlæg. Anvendelsen af restfraktioner i biogasfællesanlæggene er karakteriseret ved:

3.1.5 Restprodukter anvendt direkte som jordforbedringsmiddel

Anvendelsen af organiske restprodukter direkte som jordforbedringsmiddel begrænses til relativt få restfraktioner. Anvendelse af restprodukter er dog ikke uden kvantitativ betydning. Der er i flere tilfælde tale om meget store mængder.

For nogle af de mængdemæssigt mest betydningsfulde restfraktioner er sammensætningen opgjort i tabel 3.1.4.

Tabel 3.1.4
Sammensætning af 4 restprodukter, der anvendes direkte som jordforbedringsmidler.

Potentialet for anvendelse af restprodukterne defineres af indholdet af næringsstoffer og deres tilgængelighed for planterne. For at vurdere restprodukternes potentiale som gødningsmidler skal der gennemføres analyser af indholdet af næringssalte og disses tilgængelighed. Yderligere skal indholdet af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer bestemmes, og der skal være tilgængelig viden om restprodukternes oprindelse og behandling.

Erfaringer fra forsøgsdyrkninger skal indgå i vurderingen af potentialet for genanvendelse af restprodukterne som gødningsmiddel.

I vurderingen af restprodukternes potentiale som gødningsmidler indgår endvidere spredbarhed og ensartethed. Det er vigtigt, at det er nemt at indpasse restprodukterne i gødningsplanerne.

Det skal være nemt at håndtere restprodukterne, og de skal have en afbalanceret sammensætning der minimerer behovet for suppleringsgødning.

På grund af det relativt store dokumentationsarbejde i forbindelse med udbringningen af organiske restprodukter til jordbrugsformål, vil kun store restfraktioner kunne berettige de økonomiske omkostninger. Dette forhold er blevet endnu mere udtalt, efter at opmærksomheden er blevet rettet mod miljøfremmede stoffer.

3.2 Problematiske stoffer - miljøfremmede stoffer

I forbindelse med vurdering af organiske restprodukters genanvendelsespotentiale skal identifikationen af problematiske stoffer (miljøfremmede stoffer) relateres til stoffer, der er erkendt eller mistænkt for at have sundhedsmæssig eller miljømæssig uheldige egenskaber.

Ved miljøfremmede stoffer forstås normalt stoffer, som ikke er naturligt forekommende, der hvor de findes i miljøet.

Miljøfremmede stoffer kan være toksiske, svært nedbrydelige og/eller bioakkumulerende, og eventuelt have østrogenlignende effekt.

 (40 Kb)

Figur 3.2.1.
Undersøgelse for problematiske stoffer (miljøfremmede stoffer). Problemstofferne identificeres og herefter udføres en risikovurdering i relation til restproduktets tiltænkte anvendelse.

I figur 3.2.1 er der opstillet et diagram, der kan benyttes ved gennemgangen af et restprodukts indhold af problematiske stoffer med henblik på identifikation og behandling af disse i forhold til det tiltænkte genanvendelsespotentiale.

Behovet for eller idéen til en potentiel genanvendelsen af et restprodukt skal undersøges for dets egnethed i relation til den tiltænkte anvendelse. Dette kan gøres i to trin, som er et identifikations- og et behandlingstrin (Figur 3.2.1).

Restproduktproduktionen skal gennemgås med henblik på at identificere problemstoffer:

Lovgivningen på området regulerer indholdet af miljøfremmede stoffer i fødevarer, foder og på organisk materiale udbragt som jordforbedringsmiddel.

På dyreaffaldssiden (slagteriaffald, selvdøde dyr osv.) er regelsættet i relation til det hygiejniske aspekt omkring forarbejdning af restprodukter til dyrefoder Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 612 af 17. juni 1995. 1 bekendtgørelsen er affaldet opdelt i høj- og lavrisikostoffer. Der er således fastsat regler for, hvordan og hvor høj- og lavrisikoaffald skal/må behandles. I forbindelse med udøvelsen af kødkontrollen er råvarerne underkastet et program for forskellige restkoncentrationer (antibiotika, hormoner), og der foretages i Veterinærdirektoratets og Levnedsmiddelstyrelsens regi løbende undersøgelser for f.eks. pesticidrester og tungmetalkoncentrationer i levnedsmidler.

Tabel 3.2.1 angiver grænseværdierne for tungmetallerne bly, nikkel, kviksølv og cadmium i henholdsvis levnedsmidler og foder.

Tabel 3.2.1
Grænseværdier for indholdet af metaller i levnedsmidler og foder.
*Jf. Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 447 af 5. sept. 1985.
**Jf. Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 346 af 3. juni 1993.

Restprodukter, der substituerer råvarer, skal opfylde samme krav, som der stilles til den råvare de substituerer.

Udbringning af affaldsprodukter på landbrugsjord kan medføre at dyrkningsjorden tilføres miljøfremmede stoffer. I forhold til udbringning af slam på landbrugsjord vurderes stofferne/stofgrupperne NPE (Nonylphenol (+ethoxylater, LAS (Linære alkylbenzensulfonater), PAH (Polycykliske, aromatiske hydrocarboner) og DEHP (di(2-ethylhexyl)phthalat) at være interessante, da der er fastsat afskæringsværdier for disse i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.

I bekendtgørelse nr. 823 er der fastsat grænseværdier for en række tungmetaller (Tabel 3.2.2), mens der er fastsat afskæringsværdier for de ovenfor nævnte 4 grupper af organiske miljøfremmede stoffer (Tabel 3.2.4).

Tabel 3.2.2
Grænseværdier for indholdet af metaller i organisk materiale anvendt som jordforbedringsmiddel jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. sept. 1996.

I tabel 3.2.3 er der en beskrivelse af anvendelsen og forekomsten af de 4 miljøfremmede stoffer/stofgrupper NPE, LAS, PAH og DEHP, for hvilke der pr. 1. juli 1997 er fastsat afskæringsværdier, samt den miljø- og sundhedsmæssige betydning af disse 4 typer miljøfremmede stoffer.

Tabel 3.2.3
Anvendelse og forekomst samt miljø- og sundhedsmæssig betydning af de miljøfremmede stoffer, som der er fastsat afskæringsværdier for. Yderligere oplysninger om miljøfremmede stoffer fås i Teknisk rapport fra Århus Amt, Natur og Miljø.

Tabel 3.2.4
Afskæringsværdier for miljøfremmede stoffer.
LAS: Linære alkylbenzensulftonater; PAH: Polycykliske, aromatiske hydrocarbonater; sPAH = sAcenaphthen, Phenathren, Fluoren, Fluorathen, Pyren, Benzfluoranthener (b+j+k), Benz(a)pyren, Benz(ghi)perylen, Indenol (1,2,3-cd)pyren; NPE: Nonylphenol (+ ethoxylater). NPE omfatter selve stoffet nonylphenol og nonylphenolethoxylater med 1-2 ethoxygrupper; DEHP: di(2-ethylhexyl) phthalat.

Flere af de overfladeaktive stoffer (NPE og LAS) som bl.a. findes i vaske- og rengøringsmidler kan fases ud. Udviklingen inden for rengøring har medført, at rengøringsprocesser udelukkende kan foregå med rent vand. Dette forekommer bl.a. hvor der benyttes damp til rengøringen. Dette udelukker således en eventuel kontaminering af potentielle genanvendelige organiske restprodukter med rengøringsmiddelrelaterede miljøfremmede stoffer. Samtidig reduceres især indholdet af rengøringsmiddelrelaterede miljøfremmede stoffer i slam fra rensningsanlæg. Damprengøring anvendes i dag, også inden for levnedsmiddelområdet.

3.3 Økonomi

Som det er nævnt i introduktionen, er også en lang række andre parametre af betydning i forbindelse med virksomheders salg/bearbejdning af restprodukter. Slutteligt vil det dog ofte være økonomiske overvejelser der er afgørende ved vurderingen af flere muligheder i forbindelse med salg/forarbejdning af restprodukter.

Det er ikke muligt at give præcise retningslinier for økonomien i genanvendelse af restprodukter. Dette skyldes, at de enkelte virksomheders forhold varierer. Der er dog visse generelle overvejelser, som virksomhederne må foretage i forbindelse med behandlingen af restprodukter.

Ved produktion af restprodukter må virksomhederne vurdere fordele ved salg eller videreforarbejdning af restprodukterne. Der er fordele og ulemper forbundet med både salg og videreforarbejdning af restprodukterne (Figur 3.3.1). Det er derfor nødvendigt, at virksomhederne foretager individuelle vurderinger af deres muligheder.

Figur 3.3.1
Fordele og ulemper ved enten salg eller videreforarbejdning/oparbejdning af organiske restprodukter.

Direkte økonomiske parametre vil selvfølgelig være vigtige for vurderingen, men også andre parametre er af betydning. Håndteringen af restprodukterne kan således ikke betragtes som en særskilt enhed i virksomheden. F.eks. kan flaskehalse eller ændret lovgivning påvirke hele virksomhedens økonomi.

På grund af de mange parametre der indgår i en samlet økonomisk vurdering, er det ikke muligt at lave en lineær vurderingsmodel for videreforarbejdning eller salg af restprodukterne. Figur 3.3.2 viser nogle af de parametre, som vil/bør indgå i virksomhedernes vurdering.

Figur 3.3.2
Beslutningsdiagram indeholdende en række parametre, som skal vurderes, når en virksomhed skal beslutte om restproduktet skal udnyttes internt eller om det skal afhændes til en ekstern restproduktbehandling.

Erfaringer fra virksomhederne viser, at restprodukterne i de fleste tilfælde kun har en minimal værdi for virksomhederne. Dog vil der i brancher med hård konkurrence være interesse i selv et mindre udbytte fra forarbejdning eller salg af restprodukter.

I tilfælde hvor der produceres store mængder restprodukter, vil det oftest være økonomisk fordelagtigt for virksomhederne selv at behandle og afsætte restprodukterne. Det vil ved behandling af store mængder være muligt at afskrive komplicerede behandlingsanlæg. Af eksempler på dette findes udvinding af proteiner fra valle samt distribution af gæringsrester fra eget distributionsanlæg.

Ved små restfraktioner vil det normalt være mest fordelagtigt at afsætte materialet. Enten til anden anvendelse eller videreforarbejdning. Rester fra konsumfiskeindustrien er et eksempel på dette. Resterne herfra opsamles og videreforarbejdes til fiskemel/olie eller distribueres til pelsdyrfoder. Dele af restprodukterne fra fiskeindustrien er ikke anvendeligt til foder og behandles derfor på biogasfællesanlæggene.

Den økonomiske vurdering er helt central for genanvendelse. Normalt vil resultaterne af vurderingen af andre parametre inkluderes i den økonomiske vurdering, da alle disse vil indeholde økonomiske aspekter. Det er f.eks. omkostninger til løsning af tekniske problemstillinger, transport, afgifter og lønudgifter i forbindelse med:

Det er ikke muligt at give en konkret økonomisk vurdering af forskellige genanvendelsesmuligheder, da forholdene i de enkelte virksomheder vil variere meget. I de efterfølgende afsnit beskrives dog nogle generelle nøgletal for den økonomiske vurdering, som det også er beskrevet i en tidligere rapport fra projektet.

Kategori I: Råvaresubstituerende anvendelse

Denne kategori dækker i sagens natur over så mange forskellige potentielle anvendelser, at et forsøg på en fuldstændig økonomisk vurdering af kategorien er urealistisk. Hvis virksomheden vælger at videreforarbejde sine egne restprodukter, vil de økonomiske vurderinger afhænge af en række faktorer på virksomheden.

Ønsker virksomheden at sælge restprodukter til videreforarbejdning eller til direkte anvendelse, er der visse generelle karakteristika. Generelt vil det i denne kategori være muligt at opnå en betaling for restprodukterne fra modtageren/brugeren. Betalingen vil svare til værdien af den substituerede råvare minus alle ekstraomkostninger brugeren har ved at anvende restproduktet i stedet for den sædvanlige råvare. Yderligere skal beregnes beløb til motivering af brugeren for at skifte til anvendelse af restprodukter.

For organiske restprodukters vedkommende er den mest udbredte anvendelse i denne kategori foder til husdyr. Som eksempel anvendes pektinrester (rester af citrusskaller) som kvægfoder. Her beregnes værdien for kvægavleren ud fra prisen pr. foderenhed (FE), hvor 1 FE svarer til 1 kg byg. Prisen for I kg byg er p.t. 1,10- 1,20 kr. Hvis der går 13 kg pektinrester til én FE (afhængig af tørstofindholdet), vil værdien være ca. 80-90 kr./ton. Herfra skal trækkes ekstraomkostninger til transport, oplagring og håndtering i forhold til korn, hvilket afhængig af afstanden vil resultere i beløb af samme størrelsesorden.

Den marginale besparelse, der skal motivere brugeren, er vanskelig at bestemme. Det vil afhænge afgørende af konkurrenceforholdene lokalt og vil være aftagende med voksende transportafstand fra fabrikken. Da der er en vis risiko forbundet med introduktion af andre fodermidler, må der antages at skulle være en nettobesparelse på min. 10%. Hvis afsætningsmulighederne i lokalområdet er begrænsede på grund af få kvægbesætninger, vil brugerens realistiske forventning til besparelsen blive større, svarende til den alternative udgift for industrien ved transport til andre potentielle brugere.

Typisk vil produkter som pektinresterne fortsat udgøre en udgift for producenten, hvorimod mere koncentrerede fodermidler (færre kg/FE) kan udgøre en indtægt. Blandt de koncentrerede fodermidler findes frøkager fra planteolieproduktion (raps, soja). Disse udgør en reel indtægt for producenten, og af samme grund betragtes disse som et produkt og ikke som affald.

Kategori II: Anvendelse til biogasproduktion og efterfølgende anvendelse som gødning

Ved tilførsel til biogasanlæg ligger værdien af restprodukterne i gaspotentialet og tilgængeligheden. Dette kan vurderes ud fra indholdet af organisk tørstof og erfaringer med omsætningsgrader.

Det opnåede gaspotentiale vil ofte være i intervallet 250-400 Nm³ pr. ton organisk tørstof, der bioforgasses, afhængig af restproduktsammensætningen. Meget fedt- og proteinholdige restfraktioner vil kunne opnå højere værdier.

En typisk afregningspris for den solgte gas er 1,60 kr./Nm³. Af den producerede energimængde går ca. 10% til intern forbrug. Dette betyder, at et restprodukt med for eksempel 20% organisk tørstof og en gennemsnitlig omsættelighed kan producere gas for en værdi af 125-200 kr./ton.

Gødningsværdien ved den efterfølgende anvendelse på landbrugsjord prissættes normalt ikke i denne forbindelse, men produktet vil have en bedre gødningseffekt.

Omkostningerne ligger dels i transporten til og fra anlægget, dels i den interne håndtering af biomassen og i forrentning og afskrivning af anlægget. Transport til anlægget kan beregnes efter samme retningslinier, som angivet nedenfor i afsnittet om kategori III restprodukter. Opgørelser fra Energistyrelsen angiver driftsomkostninger omkring 40-140 kr./ton biomasse. Hertil kommer et beløb af samme størrelsesorden i forrentning og afskrivning. Der er store variationer mellem de enkelte anlæg.

Anvendelse i biogasanlæg er normalt organiseret således, at den efterfølgende udbringning på landbrugsjord ikke vedkommer producenten af restprodukterne. Alle omkostninger til den videre håndtering skal derfor inkluderes i afregningen mellem anlæg og producenten af restprodukterne. Omkostningerne herved er ligeledes gennemgået nedenfor.

De aktuelle gebyrer for at modtage restprodukterne varierer følgelig også ganske meget. Typiske priser lader til at være 50-300 kr./ton, hvortil skal lægges omkostningerne ved transport til anlægget.

Kategori III: Anvendelse som gødning eller jordforbedring

Ved anvendelse som gødning kan værdien beregnes ud fra prisen på den gødning, der kan substitueres. Priser på 4 kr./kg N, 8 kr./kg P og 3 kr./kg K kan bruges til planlægningsformål. Ved beregning af værdien på landbrugsjord skal der indregnes en udnyttelsesgrad i forhold til handelsgødning. For kvælstoffets vedkommende regnes der med udnyttelsesgrader mellem 20 og 80% afhængig af ammoniumandelen. Fosfor og kalium regnes normalt for at være udnyttet 90%.

Som for kategori I (foderet) skal der være en margin for at motivere landmanden. Betragtningerne i det nævnte afsnit gælder også i dette tilfælde. Desuden vil der være tale om en ulempe i form af mulige strukturskader på jorden, forårsaget af det forøgede transportarbejde i forbindelse med gødskningen. Vurderingen af økonomien i dette er vanskelig at udføre på objektivt grundlag og inkluderes derfor i den konkurrencebetingede marginal.

Typisk pris for landmanden ved udspredning på jorden synes at være omkring 0 kr.

Udbringning af restprodukter på landbrugsjord sker typisk med standardmaskiner, udviklet til spredning af staldgødning. For meget tyndtflydende restprodukter med ringe indhold af suspenderet stof (NovoGro, kartoffelsaft) kan vandingsanlæg og lignende også anvendes. Udgifterne ved sådanne håndteringer er derfor veldokumenterede.

Udbringning af gylle med selvkørende udlægger med slæbeslanger med maksimal afstand mellem mark og oplag på 1 km kan gøres for 15 kr./ton. Udspredning med vandingsanlæg kan ved store mængder give en lavere pris. Udbringning af fast staldgødning med traditionel spreder med maksimal afstand mellem mark og oplag på 1 km koster under 20 kr./ton. Kommunalt spildevandsslam (ca. 20% tørstof) koster typisk 25 kr./ton. Ekstraprisen i forhold til fast husdyrgødning kan ligge i omkostninger til rengøring af materiellet, idet der kan være hygiejnisk betingede skærpelser af kravene.

Transport af flydende restprodukter med slamsugervogn op til ca. 10 km koster ca. 20 kr./ton. Ved længere transportafstand kan der lægges en pris på 0,50 -1,00 kr./ton pr. ekstra km afhængig af læsstørrelsen. Transportprisen for faste restprodukter vil afhænge væsentligt af håndteringen ved på- og aflæsning, men som udgangspunkt kan der regnes med 30 kr./ton for de første 10 km. De efterfølgende kilometer prissættes som for slamsugertransport.

Sæsonlagring af flydende produkter i beholdere koster ca. 20 kr./m³ kapacitet. I henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 må flydende restprodukter ikke udbringes mellem 1. oktober og 1. februar efter 1999, hvilket kræver en lagerkapacitet svarende til disse fire måneders produktion. Da der derudover ikke må opstå risiko for afstrømning til søer, vandløb eller dræn ved tøbrud, kan det være nødvendigt med lagring også i februar og evt. dele af marts. Dertil kommer, at der i forlængelse af tøbruddet kan gå længere tid, inden jorden er tør nok til at kunne bære køretøjerne, hvilket øger lagerbehovet yderligere. En lagerkapacitet svarende til disse 6 måneders produktion vil derfor kunne være nødvendig.

Oplagring af faste restfraktioner, der ikke afgiver væske, kan ske i overdækkede markstakke. Dette vil reducere lageromkostningerne væsentligt, men der bør indregnes en omkostning på min. 5 kr./ton til leje af jord, etablering af overdækning mv.

Samlet ligger omkostningerne ved denne metode fra 30 kr./ton og opefter.

Kategori IV: Forbrænding og deponering

Disse bortskaffelsesmetoder er særdeles veldokumenterede med hensyn til økonomi, idet de har været dominerende herhjemme i lang tid. Ud over transportomkostningerne betales typisk 100-200 kr. for forbrænding plus statsafgift på 260 kr./ton eller 210 kr./ton, hvis det er i forbindelse med kraftvarme produktion, og 100-400 kr./ton for deponering plus 335 kr./ton i statsafgift.

De totale omkostninger ved disse behandlingsformer ligger derfor fra 350 kr./ton og opefter.

3.4 Afsætningsstabilitet

Afsætningsstabiliteten prioriteres normalt meget højt ved behandling og afsætning af restprodukter. Flaskehalse og andre problemer med afsætningen vil i yderste konsekvens påvirke hele virksomhedens produktion. Eksempelvis kan øgede krav fra landbruget til foderkvalitet og en eventuel nedgang i antallet af dyr medføre problemer med afsætningen af visse restfraktioner.

Yderligere kan pålideligheden af den enkelte aftager (f.eks. landmand eller virksomhed) variere. Virksomheder der ikke har muligheder for midlertidig lagring af restprodukter eller ikke har flere alternative afsætningsveje for restprodukterne, kan være påvirkelige over for afsætningsproblemer. Ved selv at kontrollere afsætningen i størst mulig omfang sikres den mest stabile afsætning.

Hvis virksomhedens indtjening øges betydeligt ved egen forarbejdning og/eller videre afsætning af restprodukterne vil virksomhederne normalt overveje dette under hensyntagen til andre betydende vurderingsparametre, - f.eks. potentielle kommende ændringer i lovgivningen.

Ændringer i lovgivningen kan medføre drastiske ændringer i forudsætningerne for virksomhedernes afsætning af restprodukter. Eksempelvis kan nævnes ændringer i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. Ændringer i bekendtgørelsen medfører, at det fra 1. oktober 1999 ikke længere er tilladt at udbringe flydende affaldsprodukter på landbrugsjord i perioden 1. oktober til 1. februar. De virksomheder der afsætter deres restprodukter til jordbrugsformål må formodentligt ændre deres produktion, udbygge deres lagerkapacitet eller på anden måde behandle og afsætte deres restprodukter.

Ved nyetablering af anlæg til behandling af restprodukter på virksomhederne bør det vurderes, hvorvidt ændringer i lovgivningen vil påvirke anlæggets anvendelighed inden for afskrivningsperioden. Hvis der er tvivl om ændringer i lovgivningen, og hvis etableringen af anlæg til egen behandling og/eller afsætning af restprodukter er forbundet med større udgifter, bør restproduktet i stedet afsættes til ekstern behandling eller salg, hvis dette er muligt.

For visse virksomhedstyper kan produktionen af restprodukter være meget svingende. I visse tilfælde er der tale om decideret kampagnedrift. Ved kampagnedrift vil anlægget til behandling af restprodukter ligge stille i dele af året og udnyttes derfor ikke optimalt. I sådanne tilfælde kan det være fordelagtigt at afsætte restprodukterne til ekstern forarbejdning og/eller distribution. Eksempelvis afsættes presseresten (kagen) fra ekstraktionen af planteolier til foderproduktion, hvor den indgår i fuldfoderblandinger. I andre tilfælde kan der forekomme restfraktioner i form af fejlproduktioner etc. Der er oftest tale om små fraktioner, der afsættes til videre behandling og/eller distribution eksempelvis i biogasfællesanlæggene.

3.5 Sikkerhed og sundhed

Ved håndtering af organiske restprodukter kan letomsætteligt materiale udgøre et problem på flere områder. Ved begyndende biologisk nedbrydning dannes der ofte karakteristiske ildelugtende forbindelser, hvilket kan give gener i omgivelserne. Nedbrydningen kan desuden sætte grænser for anvendeligheden til visse formål (afsnit 3.1). Endelig vil visse materiale kunne fungere som et effektivt substrat for vækst af sygdomsfremkaldende organismer.

Disse vanskeligheder er alle betingede af materialets biologiske omsættelighed. Produkter, der er konserverede i forbindelse med den forudgående proces, vil almindeligvis ikke give anledning til sådanne problemer. Undertiden foretages der en konservering (f.eks. kalkning, tørring, syrning) specielt for at imødegå sådanne problemer. Ved håndtering af ikke-konserverede materialer kræves en omhyggelig håndtering og en effektiv logistik for at undgå såvel lugtgener som eksponering af medarbejdere for støv eller aerosoler indeholdende patogene mikroorganismer.

Ud over at undgå al unødvendig oplagring af produkterne, vil forholdsreglerne kunne bestå i passende indkapsling, transport i lukkede rør og beholdere mv. Hvor kontakt med omgivelserne ikke kan undgås, kan der foretages afsugning med efterfølgende behandling af luften, eller afkast i tilstrækkelig højde. Omfanget af disse forholdsregler vil være bestemt af den aktuelle lugtkarakter og den gældende miljøgodkendelse. Hvis enten producenten eller brugeren ikke er godkendelsespligtige, vil en konkret vurdering af risikoen for lugtgener være afgørende for omfanget af lugtreducerende foranstaltninger.

Hvis der er risiko for eksponering af medarbejdere for støv eller aerosoler, indeholdende patogene mikroorganismer, skal arbejdsopgaver i direkte kontakt med materialerne så vidt muligt undgås. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal der anvendes passende hjælpemidler som maske etc. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det anses for uacceptabelt at arbejde i længere tid ad gangen med sådanne personlige værnemidler, hvis der er tale om regelmæssigt tilbagevendende arbejdsoperationer.

Restprodukterne kan i nogle tilfælde indeholde stoffer fra råvaren, eller stoffer tilført undervejs i forarbejdningen som hjælpestof, der er uønsket på grund af bevislige eller formodede skadevirkninger i miljøet. Hidtil har opmærksomheden været rettet næsten udelukkende mod tungmetaller, men i løbet af de seneste år har de såkaldte organiske miljøfremmede stoffer (afsnit 3.2) givet anledning til afvisning af spildevandsslam på landbrugsjorder. Visse af disse stoffer har en hormonlignende effekt, og selvom problemet indtil nu kun er erkendt i forbindelse med spildevandsslam, der anvendes til jordbrugsformål, vil der kunne vise sig tilsvarende problemer i forbindelse med andre restprodukter.

3.6 Lovgivningen

Landbrugsjord

Udspredning af restprodukter på landbrugsjord har traditionelt været foretaget som en billig og enkel bortskaffelse.

Som udgangspunkt har der kun været krav om, at det ikke umiddelbart skadede afgrøderne. Kravene er dog skærpet væsentligt. Dette har medført, at restproduktet skal vurderes ud fra gødningsværdien og doseres i overensstemmelse hermed inden for gældende maksimaltilførsler pr. hektar af kvælstof, fosfor, tørstof og totalmængde.

Der er ligeledes fastsat minimumskrav for udnyttelse af kvælstof i organisk gødning (Tabel 3.6.1). Dette er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 703 af 22. juli 1996 om grønne marker, sæd-' skifte- og gødningsplaner samt gødningsregnskaber i jordbruget for at begrænse udvaskningen af kvælstof.

Tabel 3.6.1
Minimumskrav for udnyttelse af kvælstof i organisk gødning

Desuden er der fastlagt krav til maksimale indhold af tungmetaller (Tabel 3.2.2). Dertil er der senest kommet krav til indhold af organiske miljøfremmede stoffer (Tabel 3.2.4), som træder i kraft 1. juli 1997.

I forbindelse med den øgede opmærksomhed over for organiske miljøfremmede stoffer i spildevandsslam er det blevet klart, at der mangler grundlæggende viden om de miljømæssige virkninger af en lang række organiske forbindelser, herunder også deres nedbrydningsforløb i naturen og under forskellige behandlingsforløb. Aktuelt giver dette en begrænsning for genanvendelse af kommunalt spildevandsslam, men kan også få betydning for organiske restprodukter fra industrien.

Lovgivningsmæssigt er der fastsat, i hvilket omfang affaldsprodukter kan anvendes til jordbrugsformål (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16 september 1996). l tilknytning hertil er der en liste over affaldsprodukter med jordbrugsmæssig værdi som bl.a. omfatter affald fra virksomheder, herunder komposteret affald, processpildevand og spildevandsslam som f.eks. slam og spildevand samt restprodukter fra:

Disse affaldsprodukter genanvendes uden forudgående tilladelse til udspredning, dog skal reglerne i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 overholdes. Dette er bl.a. regler for overholdelse af grænseværdier for tungmetaller, afskæringsværdier for udvalgte miljøfremmede stoffer og jordkvalitetskriterier.

Disse krav sigter mod at begrænse skader på jordbund og grundvand samt deraf afledte skader på planter og videre op gennem fødekæden.

Desuden stilles der krav til den hygiejnisk kvalitet, der mere direkte kan påvirke dyr og mennesker ved kontakt med de arealer eller afgrøder berørt af udspredning af restprodukter. Afhængig af den hygiejniske kvalitet, der dels er bestemt af oprindelsen og dels af efterfølgende behandling, kan restproduktet anvendes under større eller mindre restriktioner med hensyn til bedriftstype, udspredningsmetode, jordbehandling og afgrødevalg.

Hvis anvendelse af et restprodukt som jordforbedringsmiddel skal sikres på længere sigt, vil det være nødvendigt med en god dokumentation for eventuelle forekommende miljøfremmede stoffer, både med hensyn til koncentrationer, virkninger og nedbrydningsforløb.

Biogas

Ved anvendelse til energiformål i biogasanlæg forud for udspredning på landbrugsjord er ovenstående stadig gældende.

De hygiejniske krav kan ofte reduceres i forhold til den direkte udbringning på landbrugsjord, idet den anaerobe proces i sig selv medfører forbedret hygiejnisk kvalitet. Dette bliver mere udtalt, jo højere temperatur der anvendes i forbindelse med behandlingen. Flere biogasfællesanlæg har af samme grund opbygget varmebehandlingskapacitet med henblik på at kunne opgradere restprodukter til en højere hygiejnisk kvalitet.

Dertil kommer kvalitetskrav i forhold til biogasprocessen, der omhandler gaspotentialet, omsættelighed i den anaerobe proces, indhold af hæmmende forbindelser og tilstedeværelsen af fremmedlegemer, der kan give håndteringsproblemer.

Dyrefoder

Anvendelsen som dyrefoder er lovreguleret med hensyn til veterinære krav. Dette indebærer, at der som hovedregel stilles krav om varmebehandling for at undgå smitterisiko. Generelt skal restproduktet være fri for fremmedlegemer mv.

3.7 Udvikling

I en række industrier har man opbygget en omfattende viden om de specifikke restprodukter fra den pågældende industri. Dette gælder specielt hvor der er en lang tradition for genanvendelse af restprodukter, typisk i den traditionelle landbrugstilknyttede industri som f.eks. mejerier og slagterier. I industrier hvor man traditionelt har haft let adgang til udledning af restprodukter med spildevandet, er en sådan viden først blevet opbygget efterhånden som kravene til udledningerne er blevet skærpet.

De anvendte teknologier rækker fra en simpel separat opsamling af de brugbare restproduktstrømme over enkle udskilningsmetoder (bundfældning, flotering, sigtning) til mere komplicerede ekstraktioner og hyperfiltrering. Opvarmning anvendes undertiden som en del af udskilningen (varmekoagulering af protein) eller som et selvstændigt trin, indført af hygiejniske/veterinære grunde. De fleste metoder, specielt de mere komplicerede, er udviklet i forbindelse med fremstilling af primære produkter, hvorefter disse uden kostbar videreudvikling har kunnet anvendes til frembringelse af også mindre værdifulde biprodukter. Med de stigende omkostninger til affaldsbortskaffelse/spildevandsudledning der møder de fleste produktionsvirksomheder, er der et voksende økonomisk incitament til at udvikle dette område. Udviklingen forventes at foregå inden for den enkelte virksomhed eller eventuelt som samarbejde inden for en branche.

Viden om anvendelse og udnyttelse af restprodukter findes i dag i stort omfang inden for landbrugets egen konsulenttjeneste.

Udvikling i relation til øget kvalitet af restproduktet er en anden parameter. Kvalitetsparametrene er naturligvis afhængig af den påtænkte anvendelse. Der er dog tilstrækkelig mange fællestræk til at det kan være hensigtsmæssig at behandle emnet under et.

Kvalitetskravene i forbindelse med udnyttelse af specifikke værdistoffer er helt afhængige af den påtænkte anvendelse, hvor kravene nødvendigvis må opstilles specifikt af den pågældende aftager, hvorimod kravene ved udnyttelse som foder, gødning mv. i større omfang vil være generelle.

Fælles for alle anvendelser, inklusiv forbrænding og deponering, er at midlet til at opnå de krævede kvaliteter vil være en bevidst styring af de forskellige biproduktstrømme. Ved sammenblanding af mange forskellige kvaliteter af restprodukter vil der oftest kun opnås en resulterende kvalitet på laveste niveau.

Gennem en bevidst indsats for at opspore kilder til uønskede bestanddele, kan store mængder umiddelbart uanvendelige restprodukter nyttiggøres. Undertiden vil en sådan opsporing af kilder give en sidegevinst til virksomheden i form af øget viden om de generelle materialeflow, hvilket kan føre til besparelser på råvarer og/eller hjælpestoffer.

Dersom bestemte uønskede stoffer hindrer en bedre udnyttelse af restprodukterne, og disse stoffer ikke kan lokaliseres til bestemte strømme, kan det undertiden være formålstjenligt at udfase de pågældende stoffer. Selvom en fuldstændig udfasning ikke er realistisk inden for planlægningshorisonten, kan størstedelen af restprodukterne muligvis friholdes for det pågældende stof. Kombineret med en passende adskillelse af stofstrømmene, kan en betydelig del således nyttiggøres.

3.8 Forslag til restproduktdeklaration

Restprodukter, der anvendes som jordforbedringsmiddel med eller uden forudgående behandling i biogasanlæg, skal enten godkendes forud af eller efterfølgende anmeldes til miljømyndigheden.

Der stilles formelle krav til deklarationen af produkter, der skal anvendes på landbrugsjord. Deklarationen skal indeholde de nødvendige oplysninger for myndighedens vurdering. Det vil sige, at der bl.a. skal være oplysninger om eventuelle blandingsforhold ved blanding af flere restprodukter, behandlingsformer, resultater af eventuelle analyser (herunder angivelse af prøvetagnings- og analysetidspunkt) og eventuelle hygiejniske restriktioner samt om opbevaringsmuligheder.

Hvis en restproduktdeklaration skal være generelt anvendelig, skal der også indgå alle nødvendige oplysninger til vurdering af egnethed til omsætning i en biogasreaktor.

Dertil kommer oplysninger, der kan tjene til vurdering af egnethed som fodermiddel.