[Forside] [Indhold]] [Forrige] [Næste]

Temaer i evalueringen

Med udgangspunkt i det foregående kapitel kan det klart konkluderes, at Den Grønne Fond har opfyldt sin formåls-bestemmelse i den forstand, at de har delt penge ud til nogle projekter, hvis formål ligger inden for Fondens formål, samt at projekterne i rimeligt omfang kan siges at leve op til egne mål-sætninger. Desuden kan det, på baggrund af det indsamlede materiale, samt den kontakt der i øvrigt har været med Den Grønne Fond, konkluderes, at der ikke er fundet nogle kritisable forhold, i den måde bestyrelsen og administrationen har forvaltet støtteordningen på.

Samtidig må man imidlertid sige, at Den Grønne Fond i den periode den har eksisteret, ikke har formået at få samtlige danskere engageret i at fremme en bæredygtig udvikling. Selvom der vel heller ikke var nogen der havde forventet dette, så er det rimeligt at spørge, om Den Grønne Fond kunne have delt sine penge ud på en måde, der havde haft større effekt. I det følgende vil der i dette lys blive fremlagt nogle temaer, som kan danne udgangspunkt for at diskuterer værdien og nytten af Den Grønne Fond. Formålet er at kvalificere en diskussion af Den Grønne Fonds virke samt komme med anbefalinger til fremtidens arbejde.

Temaerne er samlet under fem forskellige overskrifter. Den første handler om hvem det er, der skal have støtten. Det er altså diskussioner af, om det er de "rigtige" projektmagere Den Grønne Fond har valgt at prioritere. Den anden overskrift handler om mødet mellem projektmager og målgruppe. Herunder ligger der en diskussion af hvad det er, der karakteriserer det vellykkede projekt, dvs. de projekter hvor formidlingen ser ud til at lykkes, og tilsvarende hvad der karakteriserer de projekter, hvor den ikke lykkes. Tredje overskrift handler om projekternes formål og indhold. Herunder diskuteres bl.a. de afgrænsninger, som Den Grønne Fonds bestyrelse, gennem sin bevillingspolitik har valgt at lægge for hvad de giver penge til. Fjerde overskrift hedder: Den Grønne Fonds rolle og funktion. Herunder diskuteres bl.a. betydningen af, at den første bestyrelse for Den Grønne Fond havde meget stort kendskab til og kontakt med den verden, som de støttede. Femte og sidste overskrift handler om det langsigtede perspektiv for Den Grønne Fond og Det Grønne Sekretariat.

Hvem skal have støtten?

I det foregående kapitel er det beskrevet, at det er mindre organisationer og lokale netværk, der er hovedmodtagerne af Den Grønne Fonds midler. Ansøgerne er ofte, men ikke altid, en del af det "mørkegrønne" Danmark, som med stor ildhu og entusiasme sætter projekter i værk for at overbevise resten af befolkningen. I de gennemførte person- og fokusgruppeinterview er der blevet diskuteret for og imod denne strategi. I det følgende rejses der en række temaer i relation hertil. Det er for det første spørgsmålet, om de større organisationer burde opprioriteres i Den Grønne Fonds bevil-lingspolitik. Herefter følger en diskussion af problemstillingen omkring driftsstøtte versus projektbevillinger, og efterfølgende bliver der spurgt, om det er problematisk at have græsrødder, der er afhængige af statsstøtte. Et fjerde spørgsmål der rejses er, om græsrødderne er professionelle nok i deres projektgennemførelse, og i forlængelse heraf diskuteres Den Grønne Fonds bevillingspolitik omkring netværksdannelse og medfinansiering.

Store organisationer versus det lokale/græsrødderne

Fra en af de store danske miljø- og naturforeninger samt fra personer med kontakt til en af landbrugets organisationer, bliver der sagt, at nogle af de projekter man har søgt støtte til er blevet afvist, uden at man helt forstår begrundelsen, eller er enig i den. Fra interview med bestyrelsesmedlemmer og administration bekræftes det mere eller mindre direkte, at man mener, at disse typer af store organisationer ikke skal have en stor del af Den Grønne Fonds midler. Den Grønne Fonds argumentation bakkes op af nogle af de forskere, der har deltaget i fokusgruppeinterviewene.

Argumenterne for at de etablerede miljøorganisationer ikke skal have en stor del af Den Grønne Fonds midler er, at man med Den Grønne Fond skal prioritere nye initiativer og nye aktører. De etablerede miljøorganisationer skal ikke bare have penge til at køre de aktiviteter, de i forvejen kører. I forhold til andre store organisationer er argumentet, at hvis disse organisationer virkelig mener noget i forhold til miljøet, så har de jo rigeligt med penge selv, og så vil et bidrag fra Den Grønne Fond kun være småpenge. Og hvis organi-sationen ikke mener, at projektet er seriøst nok til selv at ville bruge penge på det, så er chancen for at det indoptages i organisationen nok ikke så stor. Den Grønne Fond argumenterer dog i forlængelse heraf selv for, at det kan være en god ide, at give et mindre beløb som et "grønt stempel", hvis det kan få organisationen til selv at lægge nogle ekstra penge i projektet. Det fremstår som en slags "gambling": Hvor meget skal man give, for at organisationen oplever det som et grønt stempel og selv lægger penge oveni? Og omvendt: Hvor lidt kan man nøjes med at give, uden man risikerer at projektet opgives?

Modargumenterne er lidt forskellige alt efter om det drejer sig om de store miljøorganisationer eller om de øvrige store organisationer, som f.eks. fagforeninger og landbrugsorganisationer. For så vidt angår de øvrige store organisationer er spørgsmålet, om nogle af disse organisationer ikke er bedre i stand til at få fat i en anden del af den danske befolkning, end dem projektmagerne, som hovedsageligt har fået støtte fra Den Grønne Fond, får kontakt med. I så fald bør dette i sig selv være et argument for at interessere sig særligt for projekter herfra. Herudover kan det være en god idé at indbyde de tradi-tionelle modstandere til samarbejde, eller omvendt: tage imod en udstrakt hånd fra nogle af de organisationer som måske ikke typisk står for den mest grønne linie. Det ville være i overensstemmelse med en linie, der i øvrigt er ved at komme i den danske miljøpolitik, om samarbejde frem for kamp. Man oplever i dag f.eks., at mange store virksomheder selv ser en interesse i at tage hånd om deres miljø-problemer. De offentlige myndigheder skifter rolle fra at være kontrollant til at være samarbejdspartner.

I forhold til de store miljø-, natur- og energiorganisationer har Den Grønne Fond fra starten af tænkt, at disse organisationer ikke bare skulle kunne stille ved kasse 1 og få udbetalt en masse penge. Hvis disse organisationer skulle have penge, skulle det være til nytænkende projekter, der rakte ud over deres hidtidige virke. Spørgsmålet er imidlertid, om argumentet ikke kommer til at bide Den Grønne Fond i haserne, idet en stor del af deres bevillinger går til, hvad man kan kalde for driftsstøtte til steder som Det Økologiske Råd, Grøn Information, Økovandspejlet mfl. Spørgsmålet er, om Den Grønne Fond har været med til at skabe nogle nye organisationer, som er kommet på fast støtte fra Den Grønne Fond, men som måske ikke adskiller sig grundlæggende fra den type af organisationer, som Den Grønne Fond siger, at de ikke vil give driftsstøtte til. Diskus-sionen handler i første omgang altså ikke om, hvorvidt de støttede organisationer er støtteværdige, men om, at Den Grønne Fonds ansøgerkreds skal have en ligelig behandling.

Diskussionen om prioriteringen mellem de større og de mindre organisationer er en diskussion, der kommer frem i den kvalitative del af evalueringen. I den kvantitative projektundersøgelse kan man se, at de større etablerede miljøorganisationer står for 10% af bevillingerne og kun 5% af afslagene. De øvrige store organisationer står for 12 % af bevillingerne og for 14 % af afslagene. Specielt for de store miljøorganisationer ser det altså ikke ud til, at Den Grønne Fond faktisk afviser en urimelig stor del af deres ansøgninger.

Driftsbevillinger versus projektbevillinger

I forlængelse heraf kan man så rejse spørgsmålet om driftsbevillinger versus projektbevillinger. Et interview med en af de andre støtteordninger kommer ind på, at når man giver driftsstøtte, så understøttes "det man allerede gør", hvor projektstøtten i højere grad er med til at afprøve nye veje. Der udtrykkes her bekymring for, at Den Grønne Fond bruger for mange af sine midler på driftsstøtte. Omvendt udtrykkes der i nogle af de tidligere evalueringer bekymring for, at projektmagerne bruger for stor en del af deres tid og energi på at hive nye projekter hjem. Tid og energi der kunne blive brugt på at lave projekter frem for ansøgninger. Ca. 3 % af de ansøgninger som Den Grønne Fond modtager er f.eks. skrevet af folk, der har været finansieret af midler fra Den Grønne Fond, mens de skrev ansøgningen. Dette må dog siges at være så tilpas lille en del, at det ikke giver anledning til bekymring.

Godt en tredjedel af Den Grønne Fonds almindelige midler (dvs. når der ses bort fra de grønne guider) er, ifølge dem selv, gået til projekter, der nærmest har karakter af fast driftsstøtte. Der har været en udvikling blandt de projekter, der modtager driftsstøtte i den forstand, at nogle har fået af vide, at de i løbet af en nærmere fastlagt periode må blive selvfinansierende (evt. hjulpet på vej ved at søge Den Grønne Jobpulje). Et projekt er overgået til en anden støtte- ordning, og der er også kommet nye organisationer til. Der er også projekter, som har modtaget driftsstøtte i samtlige de fire år Den Grønne Fond har eksisteret. Den Grønne Fond har som sagt en evalueringspraksis over for disse projekter, hvor Den Grønne Fond bevilger penge til, at eksterne evaluatorer ser på projekterne. På baggrund af disse evalueringer, samt på baggrund af denne evaluering, er der ikke grund til at stille spørgsmålstegn ved, om disse organisationer er støtteværdige. Spørgsmålet er imidlertid, om det ville være hensigtsmæssigt, både for Den Grønne Fond og for disse organisationer, at de kom på en mere fast form for bevilling end den uskrevne: at så længe Den Grønne Fond eksisterer, og så længe det organisationen laver er fornuftigt, så får de nok også nogle penge.

I nogle af de gennemførte interview udtrykkes der imidlertid bekymring for, om det at tage disse projekter ud af Den Grønne Fond kunne betyde, at de blev glemt og sparet bort, hvilket absolut ville være uheldigt.

Statsstøtte til græsrødder

Endnu et aspekt af spørgsmålet, om hvem der skal have støtten, er om græsrødder skal støttes økonomisk af statslige midler. Implicit i spørgsmålet ligger en bekymring for, om græsrødder kan være uafhængige af statslige interesser, hvis de er afhængige af statslige midler. Spørgsmålet er blevet diskuteret et par gange i evalueringen, men der ser ud til, såvel i den kvantitative aktørundersøgelse som i fokusgruppeinterview, at være rimelig enighed om, at det ikke er noget problem, og at det i hvert fald ikke bør føre til, at græsrødderne ikke støttes. I fokusgruppeinterviewene fremhæves det, at der i dag kræves en professionalisme af græsrødderne, som man ikke kan have, hvis arbejdet køres udelukkende på frivillig basis. Samtidig fremhæver flere, at den måde Den Grønne Fond har administreret bevillingerne på ikke har virket som en mærkbar statslig styring af græsrødderne. På baggrund af de kvalitative studier af de støttede projekter må man samstemmende sige, at disse er præget af meget stor forskellighed. Intet tyder således på, at der skulle være sket en ensretning eller en styring af de danske græsrødder.

Det professionelle over for græsrødderne

Spørgsmålet om Den Grønne Fonds midler skal gå til professionelle folk eller til græsrødder er en afvejning mellem flere ting. På den ene side må man formode at få en højere kvalitet i projekterne, hvis der er professionelle folk på, hvorimod man på den anden side får mere arbejde for pengene hos de frivillige. Herudover kan man sige, at Den Grønne Fonds midler skal støtte det brede, lokale, folke-oplysende arbejde, og derfor bør pengene ikke gå i private konsulenters lommer. Diskussionen blev aktuel for Den Grønne Fond, da en journalist i foråret 1997 på en meget kritisk måde rejste den i bladet Teknologidebat [7]. Her blev der bl.a. spurgt, om det var rimeligt, at Den Grønne Fond accepterede konsulenthonorarer på mere end 600 kr. i timen.

I denne evaluering er spørgsmålet indraget på flere måder. For det første kommer flere af de kvalitative projektevalueringer i deres casestudier ind på, om projektmagerne har haft de nødvendige kvalifikationer. Det kan dreje sig om økologiske, formidlingsmæssige eller ledelses- og strategimæssige kvalifikationer. Det er spørgsmål, der også rejses i nogle af de tidligere evalueringer. Det generelle indtryk er, at den økologifaglige kvalifikation, og det økologiske engagement i mange af projekterne er i orden, hvorimod det formidlingsmæssige sjældent er noget, som projektmageren har egentlige kvalifikationer inden for, men måske nok kan have personligt flair for. Særligt for de projekter der forsøger at komme bredt ud til den del af befolkningen, der ikke i forvejen er overbevist, kan det være meget vigtigt med en rimelig professionalisme i projektgennemførelsen og formidlingen. For de projekter, der skal fungere som demonstrationsprojekter, er det f.eks. også vigtigt, at det fysisk-funktionelle og æstetiske resultat virker overbevisende, hvilket ofte også kræver en professionalisme inden for det arkitektoniske, byggetekniske eller det dyrkningsmæssige. Men lige så vigtigt som professionalisme i formidlingen kan være i nogle projekter, lige så vigtigt kan det være, at projektmageren har god kontakt med og fornemmelse for sin målgruppe, som det bl.a. fremhæves i et af casestudierne af et undervisningsforløb. Dette er en problemstilling, der vendes tilbage til i næste kapitel vedrørende mødet mellem projektansøger og målgruppe.

Et andet aspekt der kommer frem i de kvalitative projektevalueringer er, at skellet mellem de professionelle og græsrødderne ikke er så let at opretholde. Måske bl.a. med baggrund i Den Grønne Fonds midler er der efterhånden mange af de oprindelige græsrødder, der i dag må opfattes som mere professionelle projektmagere. Hvilket netop var et af de punkter, som den omtalte artikel i Teknologidebat forholdt sig kritisk til.

Denne evaluering vil med udgangspunkt i de gennemførte case-studier argumentere for, at der er brug for en vis professionalisme i gennemførelsen af en stor del af de projekter, som Den Grønne Fond støtter. Stort anlagte projekter som skal nå ud til et bredt udsnit af befolkningen, eller som henvender sig til professionelle folk, der ikke er en del af den grønne bevægelse, er typiske eksempler på projekter, som kræver en vis professionalisme for at virke efter hensigten.

Denne professionalisering kan opnås på flere måder. For det første kan den opnås ved fortsat at støtte professionaliseringen af miljø-organisationerne og græsrødderne. At støtte en professionalisering handler bl.a. om at støtte ting som projektledelse og udvikling, og om at størrelsen af lønmidler er rimelig. Disse udgifter kan være nødvendige for at holde på kvalificerede folk, og for at give disse folk nogle rimelige arbejdsvilkår.

En anden måde at sikre professionalismen på er at give projektmidler til folk, der i forvejen arbejder professionelt f.eks. med formidling, eller til projektmagere der samarbejder med professionelle folk. Dette er der også allerede eksempler på, at Den Grønne Fond gør. I nogle tilfælde kan man få professionelle folk til at arbejde billigt, men ofte kræver de konsulenthonorarer, og det er vel heller ikke formålet, at Den Grønne Fond skal fungere som lønpresser på dette område.
I den kvantitative projektevaluering er ansøgerne blevet spurgt, om de mener, at det niveau som Den Grønne Fond giver støtte til projektledelse og udvikling, samt om niveauet for lønmidler, er passende. Blandt den samlede ansøgerskare svarer over halvdelen af ansøgerne, at de ikke kender Fondens bevillingspolitik godt nok til at kunne vurdere dette. Hvis man afgrænser sig til at se på de ansøgere, der har fået bevilget nogle af de større bevillinger (mere end 150.000) kommer vi ned på, at det kun er 15- 25% der svarer, at de ikke kender nok til det. I denne gruppe af modtagere af større bevillinger er der en rimelig tilfredshed med størrelsen af bevillingerne til projektledelse og udvikling ( 51% mener størrelsen er passende, og 23% at det er for lidt), samt til lønudgifter (64% mener størrelsen er passende, og 19% at det er for lidt).

En tredje måde at opnå en professionalisering af projekterne på er ved at inddrage f.eks. professionelle formidlere i de projekter, hvor det virker relevant. I den kvalitative projektevaluering af konferencer og netværk (gruppe 1) anbefales det, at Den Grønne Fond overvejer at have en fast pulje af professionelle miljø-, organisations- eller formid-lingseksperter, som projekterne kan trække på. Hvis puljen blev sendt i udbud, kunne man sikre sig, at priser og kvalitet var rimeligt afstemt. En sådan fast pulje af eksperter kunne også være med til at sikre, at erfaringer fra et projekt blev inddraget og nyttiggjort i andre projekter.

Selv om der ovenfor argumenteres for en øget professionalisering af nogle af projekterne, er der dog ingen tvivl om, at mere uerfarne ildsjæle og traditionelle græsrødder også fortsat bør kunne søge tilskud hos Den Grønne Fond. Der er mange af de projekter som Den Grønne Fond har støttet, hvor projektmagerens engagement eller kendskab til sin målgruppe har været vigtigere end en mere traditionel form for professionalisme.

Netværksdannelse og medfinansiering

Noget af det Fonden lægger vægt på i sin bevillingspolitik, og som også står i vejledningen om Den Grønne Fond er, at projekterne er forankret i et bredere miljø ­ lokalt eller organisatorisk, samt at projekterne har opnået en medfinansiering fra anden side.

Formålet med dette er fra Den Grønne Fonds side at sikre en forankring og en spredning af projekterne. Og måske også en sikring af, at store organisationer ikke bare sender standardansøgninger af sted.

I et af de gennemførte fokusgruppeinterview blev der sat spørgsmålstegn ved, hvor håndfast reglen om medfinansiering bør håndhæves. Nogle af de steder, hvor der er mest brug for projekter, er måske også nogle af de steder, hvor det f.eks. er svært at få kom-munerne til at give medfinansiering.

I den kvantitative projektevaluering er ansøgerne blevet spurgt, om de mener, det er rimeligt at Den Grønne Fond lægger vægt på, at projekterne har medfinansiering. Godt halvdelen af de adspurgte syntes det er rimeligt. Hvad der måske kan overraske er, at der er lidt flere blandt dem, der har fået afslag (58%), som mener, det er rimeligt at lægge vægt på medfinansiering, end der er blandt dem, der har fået tilsagn (48%).

I de kvalitative casestudier er der flere eksempler på projekter, som ser ud til at være vellykkede, netop fordi der er tale om samarbejds-projekter, f.eks. mellem de grønne græsrødder og nogle mere etablerede organisationer. Men der er også et eksempel på et projekt, hvor samarbejdet er mere af navn end af gavn.

Mødet mellem projektmager og målgruppe

For at kunne give anbefalinger til Den Grønne Fond om hvilke projekter de bør bevilge til, er det væsentligt at indkredse, hvad der kendetegner "det gode projekt" eller "de gode projekter". "Det gode projekt" er her karakteriseret ved, at der er kontakt mellem afsender og modtager, og at modtageren tager budskabet til sig, dvs. at formidlingen lykkes. I casestudierne er der særligt to problem-stillinger, der træder frem i forhold til dette spørgsmål. For det første, at mange af projekterne er kendetegnet ved at have en mørkegrøn formidler og en lysegrøn modtager. For det andet, at bred, diffus information om miljø ikke særlig let fanger modtageren. Disse to spørgsmål vil blive taget op i det følgende. Et yderligere relevant spørgsmål, der kommer frem i nogle af casestudierne samt i nogle af de tidligere evalueringer, er, hvilken betydning sociale aspekter har for, at projekterne bliver vellykkede. Endelig er der også nogle af de gennemførte kvalitative evalueringer og tidligere evalueringer, der peger på betydningen af timing: "det rette projekt på det rette tidspunkt".

Det er imidlertid vigtigt ikke kun at fokusere på "det gode projekt". I casestudierne er der eksempler på, at projekter der måske i forhold til målsætningen fremstår som ikke så succesfulde ikke desto mindre har ført til nye spændende samarbejder og nye projekter. Desuden er en anden oplagt fare ved at fokusere for meget på "det gode projekt", at man let kommer til at gå efter de små hurtige succeser. Et projekt der har fat i nogle mere grundlæggende forhold kan have svært ved hurtigt at fremvise klare effekter, hvorimod det, hvis det først får fat, har mulighed for væsentlig større effekt. Herudover bliver det i såvel fokusgruppeinterview som i øvrige dele af evalueringen pointeret, at det er vigtigt, at Den Grønne Fond også tør prøve nogle mere usikre ting af, hvis de vel at mærke indeholder nogle nye spændende perspektiver. Disse spørgsmål uddybes ligeledes i de følgende afsnit.

Den mørkegrønne formidler og den lysegrønne modtager

Mange af Den Grønne Fonds projekter er kendetegnet ved at have en mørkegrøn projektmager og såkaldt lysegrønne modtagerere. Den Grønne Fond siger selv, at de opfatter den halvdel af befolkningen, som er positivt indstillet over for at gøre noget ved miljøproblemerne ­ de lysegrønne ­ som den primære målgruppe for deres projekter. Men det mener Den Grønne Fond ikke behøver at være i modsætning til, at det i mange tilfælde er de mørkegrønne projektmagere, der får bevillingerne.

I flere af de gennemførte casestudier er der imidlertid nogle af de såkaldt lysegrønne brugere, der har kommenteret, at man skal være forsigtig med, at budskabet i det pågældende projekt ikke bliver for "frelst" eller for missionerende.

I de kvalitative projektevalueringer af gruppe 1 og gruppe 3, gives der direkte anbefalinger til Den Grønne Fond om at være opmærksom på, at projektindholdet i de støttede projekter ikke i for høj grad drejer sig om noget, som kun giver mening og værdi inden for en lille gruppe af meget mørkegrønne projektmagere, og som virker frelst, skræm-mende eller direkte frastødende på store dele af befolkningen, der ellers i udgangspunktet er positivt indstillet over for miljøspørgsmål.

Problemstillingen hænger sammen med, at en del af formålet med Den Grønne Fond er at ændre livsstil, adfærd og vaner. Der kan let ske det, at nogle få tager patent på, hvad der er "den rigtige" måde at leve på, for derefter at ville gå ud og overbevise resten af befolkningen om dette. Selv om mange mennesker i Danmark udtrykker bekymring for miljøet, er vi meget forskellige i den måde vi lever vores liv på, og i de værdier vi sætter pris på. Hvis en projektmager ikke har forståelse for dette, og hvis han/hun henvender sig til mennesker, der har en grundlæggende anden livsstil end projektmageren selv, er der stor risiko for, at budskabet ikke når frem til modtageren, eller at projektet måske ligefrem har negativ effekt hos modtageren.

Projekter der fokuserer på, at der kun er en måde at leve miljømæssigt fornuftigt på, har således en tendens til kun at nå bestemte mål-grupper. Herudover er det imidlertid også et åbent spørgsmål, om det er muligt at afgøre hvilken måde at leve på, som faktisk er den mest miljømæssigt bæredygtige. Nogle typiske eksempler på forskellige livsstile, som kan være svære at bedømme i forhold til miljømæssig bæredygtighed, er på den ene side de unge storbyboere, som går meget op i at forbruge alle de økologisk korrekte varer, men som samtidigt har et stort materielt forbrug. Herover for kan man se en ældre landboer, som per tradition er meget mere selvforsynende og materielt nøjsom, men ikke nødvendigvis ser noget problem i at bruge "round up" i køkkenhaven.

Hvilke af de to livsstile der er mest økologisk bæredygtige er for så vidt ligegyldigt. I begge de to tilfælde er der potentielt en mulighed for at påvirke livsstilen i en mere bæredygtig retning, men det bud-skab der skal sendes af sted, og ikke mindst måden det skal gøres på, skal være meget forskellig i de to tilfælde, hvis projektet skal have nogen effekt.

Ud af en af de tidligere evalueringer kan man læse et andet oplagt eksempel på, at barrierer og potentialer ligger forskellige steder hos forskellige typer mennesker. Eksemplet handler om forskelle mellem et almennyttigt boligbyggeri og en grundejerforening af parcelhuse. I det første tilfælde kan det være oplagt at bruge et socialt netværk omkring fælles faciliteter og fælles udenomsarealer som udgangspunkt for et miljøarbejde, men man skal ikke nødvendigvis forvente, at beboerne syntes det er sjovt selv at skulle ud og luge ukrudt, hvis de har været vandt til at gårdmændene fjernede det tidligere. Omvendt i parcelhuskvarteret. Her er det ikke nogen god idé at starte med at foreslå husejerne, at de skal fjerne alle hække og lave haverne om til fællesarealer, men man kan måske blive positivt overrasket over, hvor hurtigt en husejer kan få sat en regnvandstønde op, hvis først ideen er faldet den pågældende ind.

Eksemplerne lægger op til, at modtagergruppen for projekterne må opfattes væsentligt mere differentieret en blot som "de lysegrønne". Det er formodentlig fornuftigt, at Den Grønne Fond vælger at prioritere projekter, der har en modtagergruppe, som hverken er meget overbevist eller fuldstændig fremmed over for det at leve mere bæredygtigt. Det er imidlertid vigtigt, at såvel projektmagere som Den Grønne Fond er opmærksomme på for det første, at denne befolkningsgruppe er meget sammensat, og for det andet at de fleste folk i denne diffuse gruppe formodentlig ikke føler sig særligt tiltrukket af den livsstil, som kendetegner mange af de mørkegrønne projektmagere.

Den Grønne Fond har kun i begrænset omfang støttet de mørke-grønnes eksperimenteren med andre måder at leve på. Men Fonden har i større omfang støttet erfaringsudveksling blandt de mørke-grønne, samt, som sagt, formidling fra de mørkegrønne til de lyse-grønne omkring disse erfaringer. Dette er ikke en urimelig strategi for Den Grønne Fond forudsat, at man altså er opmærksom på forskellige værdier og livsstile i forholdet mellem afsender og modtager. Der er flere oplagte muligheder for at overvinde problemet, muligheder som Den Grønne Fond i varierende omfang allerede er opmærksom på.

Det kan for det første handle om samarbejdsprojekter mellem de mørkegrønne græsrødder og nye typer af samarbejdspartnere, som har en naturlig kontakt med modtagergruppen gennem deres arbejde/organisation. Eller det kan handle om samarbejdsprojekter mellem de mørkegrønne og nogle mere professionelle formidlere. Endelig kan det også handle om at få nye typer af projektansøgere på banen, f.eks. nogle af de større organisationer som Den Grønne Fond tidligere måske har været lidt tilbageholdende over for.

Herudover er det, i et af fokusgruppeinterviewene, også blevet diskuteret, at der er brug for flere projekter, der eksperimenterer med grønne levemåder, som er tættere på den almindelige danskers livsstil. Torup, Hjortshøj osv. er på mange måder spændende projekter, men deres direkte appel til den almindelige dansker er næppe så stor. Her er det igen vigtigt at være opmærksom på, at den almindelige dansker ikke er et entydigt begreb. Der er landboere og byboere, der er folk i ejerboliger og folk i alment boligbyggeri, og i hver type af bolig kan folk have meget forskellige værdier og holdninger til det at leve mere bæredygtigt. Derfor er der også brug for mange forskellige typer af projekter, som peger i en mere bæredygtig retning, og som har appel til forskellige typer af livsstile. Blandt de projekter Den Grønne Fond har støttet, er der eksempler på denne type af projekter, men det er altså et af de steder, hvor det ville være spændende at se endnu flere forskellige projekter i fremtiden.

I et af fokusgruppeinterviewene gives der et bud på, hvad fokus i nogle af disse projekter kunne være. Mennesker der er i en livsfase-overgang, det vil f.eks. sige, når de går fra at være unge til at etablere sig i en familiestruktur, eller i den anden ende når pensionist- eller efterlønmødtagertilværelsen melder sig, er måske nogle grupper, som det er særligt relevant at se på. Det er i sådanne livsfaseovergange, at nye hverdagslivsrutiner etablerer sig, og det er dermed formodentlig også et godt tidspunkt at prøve at påvirke hvilke rutiner, der bliver etableret.

Diffust over for konkret projektindhold

Et andet område som går igen i flere af de kvalitative projekt-evalueringer, som et væsentligt aspekt af hvad der kendetegner "det gode projekt", er, om projektindholdet bredt og diffust handler om at ændre levevis i mere miljømæssig retning, eller det er konkrete aktiviteter, viden og handlinger, som opfylder et behov eller et formål hos modtagergruppen. Erfaringen er ikke så overraskende at projekter der indeholder kurser, kampagner m.m. ­ der sigter på at give modtager-gruppen en bred eller diffus information og viden omkring miljøforhold ofte mislykkes. Der er eksempler på kurser, der har måttet aflyses, debataftener med for få deltagere og en kampagne med ringe virkning, hvor casebeskrivelserne konkluderer, at årsagen skal søges i det diffuse og brede miljøbudskab. Herover for står f.eks. nogle kurser med et klart afgrænset formål, som er afstemt efter mod-tagernes behov. Hvis der er tale om kurser og kampagner hvor deltagerne positivt skal beslutte sig for at være med, er det oplagt, at formålet skal modsvare et oplevet behov hos modtageren. Men også blandt mere tvungne kursister, skoleelever m.m. er det væsentligt at budskabet opleves relevant og konkret for modtageren.

Økologien og det sociale

Et sidste aspekt af hvad der kendetegner "det gode projekt" handler om de sociale rammer for projektet. I det forgående afsnit blev det beskrevet, at det, særligt for projekter der skal ud til en større gruppe ikke i forvejen overbeviste modtagere, kan være vigtigt med en rimelig professionalisme i projektorganiseringen og formidlingen. Særligt for projekter der har et mere intimt forhold mellem projektmager og projektdeltager samt deltagerne imellem, er de sociale rammer for projektet i høj grad også vigtige. Kursister skal f.eks. føle, at de er i trygge, behagelige og hyggelige rammer. Her vil det igen være meget forskelligt, hvad det vil sige for de forskellige modtagergrupper. I en casebeskrivelse fortæller en indvandrerkvinde f.eks., at det var vigtigt for hendes deltagelse i kurset, at der kun deltog kvinder, så hendes mand ikke behøvede at være bekymret.

I flere af de kvalitative evalueringer fremhæves det, at det for markedsdage, høstmarkeder m.v. er vigtigt med en vis portion gøgl, gratis kaffe og feststemning for hele familien. Det er det, der lokker folk til, og så "køber" de måske nogle af de økologiske budskaber ved samme lejlighed.

En sidste type af projekter, hvor det sociale som ramme er meget væsentligt for projektets succesfulde gennemførelse, er den type af projekter, som i den kvalitative projektevaluering er kaldt øko-formidlingssteder. De er nært beslægtet med de grønne guider. Erfaringerne herfra er, at det at falde til socialt og organisatorisk, f.eks. i et lokalsamfund, tager tid. Samtidig er det helt afgørende for at denne type af projekter lykkes.

Det rette projekt på det rette tidspunkt

Det rette projekt på det rette tidspunkt er en anden væsentlig faktor i et projekts succes. Både nogle af de kvalitative projektevalueringer og nogle af de tidligere evalueringer kommer ind på dette forhold. Et projekt der tager fat om en problemstilling, som samtidig er på forsiden af aviserne, er et eksempel på god timing. Et projekt der fokuserer på omstilling til økologiske fødevarer, samtidig med at supermarkederne nedsætter priserne på økologiske varer, er et andet eksempel på god timing, hvad enten den nu er tilsigtet eller ej. Nogle gange er god timing et spørgsmål om held, men andre gange handler det også om, at projektmageren og bevillingsgiver har forståelse for, hvad der rør sig lige nu.

Er "det gode projekt" det bedste projekt?

I det ovenstående er det forsøgt at fremhæve nogle af de ting, som gør, at et projekt gennemføres med succes, dvs. lever op til sin egen formålsbeskrivelse i og med, at budskabet når modtageren. Der er imidlertid to ting, som det er væsentligt at være opmærksom på i denne sammenhæng. For det første, at der nogle gange kommer noget andet ud af et projekt end det planlagte. En væsentlig årsag er, at dynamiske projektmagere tilpasser deres projekter til omstændig-hederne og udvikler sig undervejs i forløbet.

For det andet, er det væsentligt at være opmærksom på, at nogle typer af projekter er betydeligt nemmere at få succes med end andre, uden at de af den grund altid bør foretrækkes. Især ikke hvis deres effekt af anden årsag er mindre vidtrækkende. Såvel i nogle af de større tidligere evaluerede projekter som i nogle af de kvalitative projektevalueringer er der eksempler på, at gennemførelsessuccesen er større i nogle af de projekter, der bygger på en traditionel form for envejskommunikation som f.eks. en bog eller en tv-produktion, end for projekter som f.eks. bygger på en høj grad af beboerinddragelse. Konklusionen er, at der ikke udelukkende fokuseres på de projekter, som har størst chance for succes.

Projekternes formål og indhold

I det foregående er det diskuteret, hvem det er, der bør modtage bevillingerne fra Den Grønne Fond, samt hvad der kendetegner det vellykkede projekt, projektet hvor formidlingen lykkes. I det følgende vil der blive set nærmere på projekternes formål og indhold. Det er for det første en diskussion af, hvor grønt indholdet i projektet skal være. Denne diskussion ligger i forlængelse af diskussionen af mødet mellem den mørkegrønne projektmager og den lysegrønne målgruppe. I forhold til nogle modtagergrupper skal det grønne indhold måske være så begrænset for at blive modtaget, at der er en fare for at budskabet bliver så begrænset, at det ikke er rimeligt, at Den Grønne Fond lægger navn til det. I forlængelse heraf rejses der et spørgsmål om Den Grønne Fond i højere grad bør stille krav om konkrete miljøforbedringer i de projekter, som de støtter. Kan man forestille sig, at f.eks. diskussioner om det økologiske råderum kan bruges som udgangspunkt for, at projekterne selv stiller sig nogle miljømæssig målsætninger, som de kan lave en efterfølgende selvevaluering i forhold til? Et tredje spørgsmål er en diskussion af om projekterne indholdsmæssigt burde være mere koordinerede og styrede, så Den Grønne Fonds projekter fremstod som et mere samlet fremstød, frem for som nu, hvor det er stort og småt og indholds-mæssigt i øst og vest.

Herefter følger nogle afsnit der forholder sig til nogle af de bevillings-kriterier, som Den Grønne Fond i sin hidtidige praksis har lagt vægt på i forhold til projekternes indhold. Det drejer sig om projekternes integration af sociale og økologiske problemstillinger, det drejer sig om den prioritering Den Grønne Fond har med hensyn til at bevilge penge til anlægsudgifter og til projekter, der tendentielt har et erhvervssigte. Endelig følger en diskussion af, om Den Grønne Fond i højere grad kunne arbejde med projekter, der sigter på at ændre fysiske og sociale strukturer, som lægger væsentlige barrierer for mere bæredygtige livsformer, frem for som nu, hvor det primært er holdningsbearbejdningen, der er udgangspunktet for projekterne.

Hvor grønt skal det være?

Spørgsmålet om hvor grønt indholdet i projekterne skal være er bl.a. blevet rejst i et af fokusgruppeinterviewene. Ville det f.eks. være fornuftigt, hvis Den Grønne Fond støttede projekter, der opfordrer landmænd til at sprøjte mindre, eller bør Den Grønne Fond kun støtte projekter, der tager det fulde økologiske skridt, og siger stop for sprøjtningen. Tilsvarende omkring projekter i byerne. I en af de tidligere evalueringer er der eksempler på, at Agenda 21-planer bliver defineret som det, beboerne nu kan blive enige om, hvilket i nogle tilfælde kan være meget begrænset.

Spørgsmålet må vedblive med at være en afvejning mellem, på den ene side ønsket om kontakt med den del af befolkningen, som ikke i forvejen er meget optaget af miljøspørgsmål. Over for denne gruppe kan det være nødvendigt at tilpasse budskaberne, så de er mindre vidtgående men dog peger i den rigtige retning. På den anden side er det også vigtigt, at Den Grønne Fond ikke giver penge, og dermed deres grønne stempel, til nogle projekter som miljømæssigt er meget begrænsede. Det kan bidrager til at forfladige, hvad der opfattes som bæredygtigt.

Grøn Information bliver bl.a. i et af fokusgruppeinterviewene fremhævet som nogen, der i deres arbejde ofte skal overveje dette problem. Det hænger sammen med, at Grøn Information af mange bliver positivt fremhævet som et sted, der formår at kommer rimeligt bredt ud i befolkningen med deres informationer. Men spørgsmålet er, om de går for vidt i deres råd og vejledninger, når de f.eks. infor-merer om, hvilke bilmærker inden for forskellige prislag, der er de mest miljørigtige. Bidrager en sådan oplysning til at sige, at det kan være miljømæssigt forsvarligt at køre bil, stik imod hvad alle undersøgelser tyder på?

Grøn Information er formodentlig selv klar over denne problem-stilling og vælger bevidst deres strategi her. Men også for mange andre af Den Grønne Fonds projekter er problemstillingen yderst relevant. Generelt kan man sige, at i nogle tilfælde vil det lille skridt i den rigtige retning også være det første skridt mod en større forandring. I andre tilfælde vil det lille skridt, selv om det måske umiddelbart peger i den rigtige retning, på sigt kunne bidrage til at fasttømre en mere overordnet udvikling, som går i en gal retning. Afvejningen må være at vælge de små skridt, som har et potentiale til at starte en positiv "sneboldeffekt", frem for de små skridt der potentielt kan fastholde en uheldig udvikling.

Konkrete miljøkrav til projekterne

I et af fokusgruppeinterviewene blev der rejst en diskussion om det var muligt og fornuftigt at prøve at opstille nogle mere konkrete miljømål for projekterne. Den Grønne Fond kunne f.eks. kræve, at projekterne i deres ansøgninger satte sig nogle konkrete miljømål, som projekterne efterfølgende kunne referere til i deres selvevalueringer. Det økologiske råderum, som NOAH har udarbejdet, eller evt. fremtidige råderumsberegninger fra Miljø- og Energiministeriet kunne være referencerammen. Formålet med en sådan miljø-målsætning skulle være, at såvel projektmagerne som Den Grønne Fond blev mere fokuseret på, hvad det er for nogle projekter der faktisk batter noget i forhold til miljøproblemerne. Hvor stor er den faktiske effekt for miljøet f.eks. af, at 7 familier sætter sig sammen og diskuterer, hvordan de kan spare noget mere på vand og strøm?

Problemet ved at gennemføre dette er selvfølgelig, at en lang række af de projekter, som Den Grønne Fond støtter, og fortsat bør støtte, har en miljøeffekt som er så indirekte og diffus, så det ikke på nogen måde er relevant at målfastsætte den i forhold til ressourceparametre. Men måske kan ideen bruges i mere begrænset omfang og i forhold til nogle typer af projekter.

Lad 100 blomster blomstre eller målrettet indsats?

Det første der falder en i øjnene, når man kigger ned over bunken af projekter, som Den Grønne Fond har støttet er forskelligheden: Der er store og små projekter imellem hinanden, og indholdsmæssigt er det i øst og vest, selv om de alle ligger inden for Fondens lovgrundlag (for en oversigt over projekterne henvises til bilag 5). Den eneste fællesnævner der er, og her er der dog også væsentlige undtagelser, er, at en stor del af projekterne handler om, hvad forbrugerne eller beboerne selv kan gøre for at leve mere bæredygtigt. I den forstand er Den Grønne Fond en væsentlig del af den tendens, der i dag er til at individualisere miljøproblemerne.

Forskelligheden blandt projekterne kan man se som en naturlig følge af den måde Den Grønne Fond har fungeret på. Den Grønne Fond har vurderet de projekter, der er kommet til dem, og har kun i mindre omfang selv meldt ud, hvilke typer af projekter de primært har ønsket at støtte. Man er gået efter "det gode projekt", det som man umid-delbart troede på, og der har kun i mindre omfang været klare afgrænsede kriterier, som kunne have bevirket en ensretning af projekterne, ligesom der ikke skal bruges ansøgningsskema, når man søger Fonden. Det er en bevillingspraksis som passer med sloganet om, at lade 100 blomster blomstre, og støtte de initiativer som folk selv tager. Det skal hertil siges, at der er flere af deltagerne i fokus-gruppeinterviewene, der kommenterer, at Den Grønne Fond har gennemført denne bevillingspraksis på en meget god måde, idet den faktisk har været i stand til at skelne skidt fra kanel. Det synspunkt bliver uddybet i et efterfølgende afsnit.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er de 100 blomster eller en mere målrettet indsats, der har den største effekt over for den bredere befolkning. En mere målrettet indsats kan man forestille sig på flere forskellige måder. De grønne guider kan siges at repræsentere en form for målrettet indsats: Her sættes parallelle aktiviteter i gang over hele landet, de enkelte guider får en oplæring, guiderne står i løbende forbindelse med hinanden for at kunne udveksle erfaringer, og det samlede forløb evalueres løbende for at kunne rette processen ind i forhold til de høstede erfaringer.

En anden form for samlet, eller målrettet indsats, er den mere kampagneorienterede, hvor man prøver at opnå en synergieffekt mellem mange enkelt projekter, som har samme overordnede tema. I et af fokusgruppeinterviewene kommer der idéer til sådanne temaer:
Man kunne forestille sig, at man et år siger, at alle projekter skulle handle om Bøf, Bil og Bolig, eller det kunne være transportområdet alene der blev fokuseret på, eller man kunne med udgangspunkt i det økologiske råderum fastsætte nogle overordnede samfundsmæssige miljømål, som projekterne så skulle byde ind på, hvordan man kunne nå.

Sådanne former for målrettede indsatser ville måske kunne nå bredere ud i befolkningen end de nuværende 100 blomster. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken betydning det ville have for græsrodsmiljøet, hvis det fik en sådan form for styring ned over deres arbejde. Ville det faktisk være muligt at få de ønskede projektansøgninger ind, eller ville man få nogle ansøgninger ind, hvor den nye målsætning bare var klistret på det sædvanlige arbejde?

Et andet aspekt er, at en sådan form for mere målrettet indsats ville kræve, at Fonden får en meget mere styrende rolle, end den indtil videre har haft. En sådan styrende funktion har Fonden fået over for de grønne guider, som det også bliver fremhævet i evalueringen af de grønne guider.

I forlængelse af ovenstående diskussion kan man imidlertid spørge, om formålet med Den Grønne Fond er at få størst mulig effekt for pengene, eller om Fonden nærmere har en udviklings- og "grund-forsknings"-funktion, og måske i mindre grad også en funktion som kritisk vagthund i forhold til resten af landets miljøpolitik. I så fald er de 100 blomster formentlig den rigtige politik uanset effekten i den bredere befolkning.

Det sociale og økologien

Den Grønne Fond siger i sin vejledning, at de prioriterer projekter, som tænker kulturelle og sociale aspekter sammen med løsningen af miljøproblemerne. I de støttede projekter ses der særligt to områder, hvor der er en samtænkning af det sociale og økologien. Det er i forhold til styrkelsen af lokale fællesskaber og ved inddragelsen af ledige i de økologiske projekter.

Det er nok særligt den afgåede formand, der har haft visionen om at bruge de økologiske projekter til at styrke lokalsamfundene. Hun kommenterer selv, at det ikke var så mange af de projekter de har støttet, som decideret slog sig op på, at samarbejde det sociale/kulturelle med økologien. Men hun mener alligevel, at mange af projekterne indirekte har gjort det, netop ved at bidrage til at nogle lokalsamfund har fået en klarere forståelse af sig selv, en identitet og en fællesskabsfølelse.

I forhold til at inddrage ledige i økologiske projekter er det særligt nogle af de store tidligere evaluerede projekter, der har gjort sig erfaringer med dette. Både på Skolen for Økologisk Afsætning og hos Økologiske Igangsættere ser det ud til, at arbejdsmarkedskurser og økologi kan kombineres på en god måde. I både Albertslund Agenda Center og i Miljøbutikken Den Grønne Tråd har man haft positive oplevelser med at have aktiverede tilknyttet til stedet, hvis det vel at mærke har været nogle mennesker, der har haft personligt overskud, kvalifikationer og engagement for sagen. Det hænger ofte også sammen med, om de økologiske projekter opfattes som positive aktiveringssteder af de arbejdsløse, sådan som det f.eks. er beskrevet om den økologiske have i Odder. Omvendt er der også eksempler på mindre positive oplevelser med ledige, som enten ikke selv har valgt aktiveringsformen, eller som måske har haft store personlige problemer eller misbrugsproblemer.

Generelt må man sige, at hvis projektmagerne tænker lediges arbejdskraft og efteruddannelse ind i deres projekter, så er det vigtigt, at de gør sig klart, om de har lyst og evner til at få et ansvar for personer med personlige eller sociale problemer. Ellers er det formodentlig bedre for begge parter, at man gennem visitation og gennem at tiltrække kvalificerede arbejdsløse forsøger at få aktiverede, som kan indgå mere uproblematisk i arbejdet. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at projektmagerne gør sig klart, at man har et ansvar over for de aktiverede, for at de får et fagligt og personligt udbytte af projektet.

Prioritering omkring anlægsudgifter og erhvervsvirksomheder

Gennem interview med Den Grønne Fonds bestyrelse og gennem den kvalitative analyse af de afviste projekter, træder der nogle rimeligt klare prioriteringer frem omkring Fondens bevillingspraksis. Kriterier som i øvrigt stemmer fint overens med den vejledning, som Fonden hvert år udsender samt med deres lovgrundlag. Ikke desto mindre kan det være rimeligt at se nærmere på, om det er nogle relevante kriterier, som Fonden lægger vægt på.

Et af de kriterier som ser ud til at sortere mange projekter fra er, at Fonden normalt ikke giver støtte til anlægsudgifter. Fondens midler er altså ikke blevet omsat i mursten eller i naturlegepladser. Et af argumenterne for denne prioritering er, at de midler Fonden råder over meget hurtigt ville slippe op, hvis man først åbnede for anlægsudgifter. I de tilfælde hvor Den Grønne Fond har støttet anlægsprojekter, er det projekter som har udmærket sig ved at indeholde en høj grad af formidling eller nyhedsværdi. Der ser umiddelbart ud til at være en del udmærkede projekter, som Den Grønne Fond har afvist på dette grundlag, herunder nogle naturlegepladser. Argumentet for at anlægsudgifterne meget hurtigt ville bruge den samlede bevilling, virker imidlertid fornuftigt.

Et andet kriterium som bliver diskuteret i den kvalitative evaluering af de afviste projekter er projekter med kommercielt sigte. Der peges her på nogle interessante projekter, som dels også bliver afvist i andre støtteordninger, og som dels rummer nogle interessante perspektiver, ved at tilvejebringe nye handlemuligheder for forbrugere. De to konkrete caseprojekter drejer sig om grøn camping og økologisk fast-food. Men der er næppe tvivl om, at der også har været mange andre interessante projekter, som er blevet afvist med henvisning til, at Den Grønne Fond ikke må støtte erhvervsvirksomheder.

Den Grønne Fond oplever selv, at spørgsmålet om hvad der er støtte til erhvervsvirksomheder er en gråzone. Den Grønne Fond har således sendt et brev d. 5/5 1995 til Rigsrevisionen med en notits hvori de præciserer, hvorledes deres hidtidige praksis har været for at bedømme, hvilke projekter der måtte betegnes som erhvervsmæssige og dermed faldt uden for hvad Fonden måtte støtte. I forhold til denne notits er det imidlertid svært at se, at de to omtalte projekter nødvendigvis falder uden for den praksis, som Fonden selv siger, at de har på området.

Dette er måske et af de steder, hvor Den Grønne Fonds bevillings-praksis ikke er helt gennemsigtig. Som der vendes tilbage til senere, hænger spørgsmålet om gennemsigtighed også sammen med, at Fonden tør tage nogle individuelle skøn i forhold til projekterne, hvilket generelt kan opfattes positivt.

Projekter der arbejder mod at ændre strukturer

Når der ovenfor bliver lagt vægt på to projekter, der sigter på at tilvejebringe nogle nye handlemuligheder for forbrugerne, er det fordi, der her er tale om projekter, der har en lidt anden tilgang til det at ændre folks livsstil, end hovedparten af de projekter som Den Grønne Fond har støttet. Hovedparten af de støttede projekter handler om at give befolkningen viden eller lyst til at leve mere bæredygtigt. Et mindst lige så vigtigt aspekt af at ændre befolkningens livsstil er imidlertid at give befolkningen bedre muligheder for at leve mere bæredygtigt.

Mere generelt handler spørgsmålet om i hvilket omfang Den Grønne Fond kan og skal støtte projekter, der arbejder på at ændre nogle af de strukturer, som lægger rammerne for befolkningens livsstil.

Spørgsmålet er bl.a. blevet rejst i de gennemførte fokusgruppe-interview. Her var det generelle synspunkt, at formålet for Den Grønne Fond er, og fortsat bør være, det folkeoplysende. Ikke fordi det måske umiddelbart er det folkeoplysende, der har den største betydning for befolkningens livsstil, men bl.a. fordi lovindgreb, afgiftsstrukturer osv. kun kan gennemføres, hvis befolkningen generelt er positivt indstillet over for miljøpolitikken. Og fordi der i øvrigt ikke er nogle andre steder, hvorfra dette perspektiv prioriteres.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne prioritering efterlader et finansieringshul som f.eks. den type projekter, der arbejder med at etablere nye valgmuligheder for forbrugerne, falder ned i. Det er ikke altid nok at motivere forbrugerne til at handle økologisk eller bæredygtigt, hvis de reelle muligheder for at gøre det ikke er tilstede. Det kan derfor være relevant at fokusere på projekter, der skal bidrage til at skabe nye handlemuligheder. Denne type af projekter vil imidlertid ofte være projekter, som har et kommercielt sigte.

Den Grønne Fonds rolle og funktion

I et foregående kapitel er der givet en karakteristik af Den Grønne Fonds bestyrelse og sekretariat. I det følgende vil den måde som Den Grønne Fonds bestyrelse og sekretariat har fungeret på blive diskuteret ud fra forskellige temaer. Et væsentligt karakteristika ved den første bestyrelse for Den Grønne Fond var, at den havde en stor "insider"- viden i forhold til de projektansøgere, Fonden har støttet. De problemer og potentialer dette har givet, vil blive taget op som det første tema. Autonomi er et ord, der kan karakterisere den måde, som Den Grønne Fond har delt sine penge ud på. I et af de gennemførte fokusgruppeinterview er denne autonomi blevet sammenholdt med spørgsmålet om gennemsigtigheden af Den Grønne Fonds bevillings-struktur. Dette vil blive diskuteret som det andet tema. I forlængelse heraf vil Fondens evalueringspraksis, og i det hele taget kontrollen med projekterne, blive diskuteret, ligesom Fondens rolle i forhold til projekterne vil blive berørt: Har Fondens rolle primært været som kassebestyrer, eller har den også været aktivt opsøgende i forhold til projekterne? Herefter følger en diskussion om Fondens PR-strategi. Er Den Grønne Fond kendt nok blandt almindelige danskere, og skal den være det? Endelig vil der afslutningsvis blive rejst en diskussion af, hvilken rolle Den Grønne Fond har fået på den danske miljøscene i de forløbne år.

"Insider"-bestyrelse: Fordele og ulemper

I de gennemførte interview med bestyrelsesmedlemmer, samt fra det øvrige materiale i denne evaluering, fremtræder der et billede af, at den første bestyrelse for Den Grønne Fond, og her særligt Elsebeth Gerner Nielsen og Laue Traberg Smidt, har haft et stort kendskab til det miljø, som de har støttet. Den afgåede formand siger selv, at hun på et tidspunkt indirekte blev kritiseret for at have for stort kendskab til det område de støttede ­ faktisk fik de ikke mange ansøgninger, som hun ikke på en eller anden måde kendte til på forhånd, ved at have set noget af projektet eller læst om det. Omvendt var der også nogle, der kritiserede hende for - dengang hun blev formand for "Vor fælles Fremtid" ­ kampagnen - at hun netop ikke vidste noget som helst om miljø. Selv har hun været meget glad for at have det store kendskab til det miljø, som Den Grønne Fond har støttet, det har gjort, at hun følte sig tryg ved deres bevillinger. Også Laue Traberg Smidt oplever, at den føling som de har haft med området var helt nødvendig, hvis man skulle træffe de rigtige beslutninger. Elise Pedersen som ikke havde det samme store kendskab til miljøet før hun startede i bestyrelsen, fremhæver, at det har været en stor styrke for deres arbejde, at både Elsebeth Gerner Nielsen og Laue Traberg Smidt har haft dette forkendskab til miljøet.

En af de problemstillinger som uværgeligt opstår, når man har en bestyrelse med et stor "insider"­kendskab til det område de støtter, er, at bestyrelsesmedlemmerne i nogle sager vil være inhabile, fordi de som privatpersoner er for tæt på nogle af projektansøgerne. I sådanne tilfælde har bestyrelsen haft en procedure, hvor den pågældende gik uden for døren, mens sagen blev behandlet.
I en enkelt sag var problemstillingen imidlertid mere kompleks. Et af bestyrelsesmedlemmerne, Laue Traberg Smidt, var direkte involveret i ansøgningen, hvorfor han gik uden for døren under behandlingen af sagen. Resten af bestyrelsen var enig om, at projektet under alle omstændigheder var så godt, at det eneste problem var, at et bestyrelsesmedlem var direkte involveret i det. De besluttede derfor at give bevillingen til projektet. Efterfølgende kom det frem i pressen, at der i det pågældende projekt var den yderligere problemstilling, at en del af arbejdets udførelse blev givet til et firma, som Laue Traberg Smidt havde nære familiemæssige relationer til. Resten af bestyrelsen blev meget overraskede over dette forhold. Problemstillingen handlede hovedsageligt om, at bestyrelsen ikke var blevet gjort opmærksom på den familiemæssige relation, før de traf deres beslutning, og f.eks. havde haft mulighed for at kræve, at der blev indhentet tilbud fra andre firmaer. Der er imidlertid ingen der anfægter projektets kvalitet, eller det som Laue Traberg Smidt selv fremhæver, nemlig at prisen for det udførte arbejde var ret lav, måske netop på grund af de familliemæssige relationer. Laue Traberg Smidt trak sig ud af bestyrelsens arbejde som følge af denne sag.

Alle ser ud til at beklage, at Laue Traberg Smidt således stoppede sit arbejde i bestyrelsen, idet det ellers havde været et meget vel-fungerende samarbejde frem til da. Den tidligere formand mener imidlertid ikke, at der kunne være nogen anden udgang på sagen. Laue Traberg Smidt selv ser ud til at mene, at det var en storm i et glas vand. På baggrund af denne sag blev proceduren i bestyrelsen for, hvordan man behandler sager om inhabilitet, strammet op.

Efter Laue Traberg Smidts udtræden af bestyrelsen blev Henrik Høegh udpeget som nyt bestyrelsesmedlem. Med denne udpegning var der lagt op til en lidt anden form for bestyrelse, idet Henrik Høegh er aktiv i De Danske Landboforeninger og dermed kommer med en "insider"-viden fra noget, man måske kunne kalde fjendens lejr. Selv oplevede Henrik Høegh det som en spændende udfordring at komme med i bestyrelsen, og han opfattede det som en invitation til, at man også gerne ville have nye aktører fra landbrugssiden i spil og etablere samarbejder mellem landbruget og de grønne græsrødder. Da Miljøministeren et halvt år senere udpegede en ny bestyrelse, var Henrik Høegh imidlertid ikke længere med, og det kan han ikke lade være med at opfatte som et signal om, at man alligevel ikke ville have dette samarbejde.

Den nuværende bestyrelse består af Elise Pedersen som efterhånden må siges at have oparbejdet et godt kendskab til det miljø som Fonden støtter, og to nye medlemmer, Lone Loklindt og Ole Albæk, der ingen forkendskab har til miljøområdet. Men begge har almindelig politisk erfaring og erfaring med projekter og formidling. Den nuværende bestyrelse kan således ikke længere siges at have hverken den styrke som den meget store føling med miljøet giver, eller de problemer som det kan give i forhold til inhabilitet.

Autonomi ­ gennemsigtighed

En af følgerne af at bestyrelsen har haft en stor føling med det område de har støttet er, at de i deres bevillingspraksis har kunnet trække på deres fornemmelse for, hvilke projekter der var gode, og hvilke der ikke var. Hvilket i mange tilfælde har handlet om, hvorvidt de havde tiltro til den pågældende projektmager. Det betyder også, at der ikke findes en helt færdig skabelon for, hvordan et projekt skal se ud for at få bevilling fra Den Grønne Fond.

Denne problemstilling blev rejst i et af de gennemførte fokusgruppeinterview som en diskussion om autonomi og gennemsigtighed. I forhold til autonomi menes der her, at fondens bestyrelse indenfor sit lovgrundlag rimeligt uafhængigt af andre interesser kan træffe sine beslutninger. Heroverfor står, at disse beslutninger ikke altid vil fremstå lige gennemsigtige for den udenforstående.

I forhold til denne diskussion blev det på den ene side fremført, at Den Grønne Fond havde haft en utrolig god føling med området, og derfor havde kunnet lægge en god linie i deres bevillinger. På den anden side blev det fra ansøgerside fremhævet, at det nogle gange virkede tilfældigt, hvilke projekter der fik bevilling, og hvilke der fik afslag. Det ville være mere rimeligt, hvis det var nogle helt faste og objektive kriterier, man brugte ved tildelingen. Herover for blev der fra forskerside sagt, at hvis man har sådanne faste og objektive kriterier, får man de forventelige ansøgninger og mister måske noget af iderigdommen og autensiteten i ansøgningerne.

Den Grønne Fonds bestyrelse oplever selv, at det ikke har været, svært at afgøre om et projekt har skullet have bevilling eller ej. Også det at bestyrelsen har været rimelig enig, bevidner at der ikke er tale om vilkårlighed i tildelingen. Fra den kvantitative projektevaluering og fra den kvalitative evaluering af de afviste projekter tegner der sig også et klart billede af, at Den Grønne Fond har fulgt de bevillings-kriterier, som de beskriver bl.a. i deres vejledning. Det gælder f.eks. ved, at projekter med formidling bliver prioriteret højt, at projekter til mursten normalt bliver afvist, at projekter der kan betegnes som erhvervsaktiviteter, normalt bliver afvist, at projekter som har samarbejdspartnere bliver prioriteret højere osv.

Det er imidlertid kriterier som har en kraftig fortolkningsmæssig elastik, og det er altså inden for denne elastik, at Den Grønne Fonds bestyrelse har brugt deres forkendskab til området til individuelt at bedømme de enkelte projekter.

En af de oplagte farer ved denne form for bevillingspraksis er, at ansøgerskaren bliver for snæver, fordi man holder sig til dem, man kender i forvejen. Hertil kan man på den ene side sige, at Den Grønne Fond gør noget for at lære de personer at kende, som de ikke kender i forvejen. På den anden side peger denne evaluering på, at det faktisk er et problem, at det er en mindre forholdsvis snæver kreds af ansøgere, der får bevillingerne fra Den Grønne Fond.

En sidste iagttagelse som det kan være relevant at tage med i denne diskussion, hænger sammen med den måde Den Grønne Fonds bestyrelse er udpeget på. Bestyrelsesmedlemmer sidder der som enkeltpersoner og ikke for at varetage forskellige former for interesser. Dette aspekt er med til at lægge rammerne for, at bestyrelsen har kunnet fungere på den måde, som den har. Alternativet ville let kunne blive, at bestyrelsesarbejdet og tildelingskriterierne bliver en blanding af interessekamp og formalisme.

Den Grønne Fonds evalueringspraksis og øvrige kontrol

Den Grønne Fond har som sagt systematisk stillet krav om, at projekter der er på over ca. 1 million skal evalueres efter en årrække. Bestyrelsen giver også udtryk for, at kontrollen med projekterne i øvrigt er blevet strammet i løbet af perioden. Man har f.eks. indført stikprøvekontrol på nogle af de større bevillingsmodtageres bevillingsadministration. Stramningerne er blevet gennemført dels på baggrund af den kritik der i 1997 var i pressen af de grønne tilskudsordninger, og dels i forlængelse af at Finansministeriet i 1996 udsendte rapporten "Administration af tilskudsordninger", hvori kravene til de administrative procedurer på nogle punkter blev strammet. Det var især Elsebeth Gerner Nielsen, der var drivkraften bag evalueringerne og stramningerne af kravene til projekterne. Hun har følt, at det var vigtigt, at der var helt tjek på bevillingerne. Herover for står Laue Traberg Smidt som mener, der har været for meget fokus på kontrollen. Han er bange for, at kravene om regnskabsaflæggelse har skræmt nogle af de mindre ansøgere væk. Han mener, man har været for tilbageholdende med at give nogle af de større projekter et rimeligt overhead til rejser, uforudsete udgifter osv. Endelig mener han, at de gennemførte evalueringer stort set har bekræftet det, man godt vidste i forvejen, og i den forstand har været spild af penge.

Diskussionen handler altså om, at der på den ene side skal være styr på hvad Fondens penge bliver brugt til. På den anden side skal de kontrolforanstaltninger, man laver, ikke sluge for stor en del af de samlede bevillinger på bekostning af projekterne, og de skal heller ikke gøre det unødigt besværligt for bevillingsmodtagerne.

I et af fokusgruppeinterviewene blev der rejst en diskussion af, om ikke de mindre projekter kan slippe for noget af arbejdet med regnskabsaflæggelsen. Der var et konkret forslag om, at projekter under 10.000 ­ 20.000 kr., frem for at fremsende kopi af samtlige bilag osv., kunne sende en serie billeder af det gennemførte projekt. Særligt i de tilfælde hvor der er tale om forskud, og hvor renteindtægterne, der som regel er meget små beløb skal tilbagebetales til Den Grønne Fond, virker det unødigt omstændigt. Spørgsmålet er, om Den Grønne Fond vil kunne overbevise Rigsrevisionen om, at disse regler skal laves om.

Spørgsmålet om Den Grønne Fonds evalueringspraksis er fornuftig, må ses som en afvejning af på den ene side, hvad der kommer ud af den, samt på den anden side hvad der bliver brugt af midler på den. For det første må man sige, at de par procent af den samlede bevilling som Den Grønne Fond bruger på at gennemføre eksterne evalueringer ikke er noget voldsomt stort beløb. Hvilken procentsats af Den Grønne Fonds samlede bevilling, det er rimeligt at sætte af til evalueringer, vil ikke blive diskuteret nærmere her. Men i det følgende vil der blive set på, hvad der er kommet ud af de penge, som Den Grønne Fond hidtil har brugt på evalueringer, og om disse evalueringer kunne være gennemført på en mere hensigtsmæssig måde.

Der kan være to hovedtyper af formål med en evaluering. På den ene side kan evalueringens formål være, at bevillingsgiver får en tilbagemelding om det støttede projekt fortsat er støtteværdigt, og på den anden side kan evalueringen fungere som et internt arbejds-redskab for projektet i deres videre arbejde. Den første type af evalueringer har kontrol som hovedsigte, og den anden type af evalueringer har læring som hovedsigte. Ligesom det er kendt fra eksamenssituationer, så skal man være opmærksom på, at ønsket om kontrol og ønsket om læring godt kan komme til at stå i vejen for hinanden. De evalueringer som Den Grønne Fond har givet bevilling til har alle haft både til formål at kontrollere projekterne og at bibringe projekterne et internt arbejdsredskab.

I forhold til spørgsmålet om kontrollen med projekterne så har et af de tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Den Grønne Fond udtalt, at der ikke var nogle af de udarbejdede evalueringer, der kom frem med noget om projekterne, Den Grønne Fond ikke godt selv vidste i forvejen. Denne udtalelse bliver dog modereret noget af andre dele af bestyrelsen og administrationen. Da Den Grønne Fond har en ret stor kontakt med den projektverden, som de støtter, så kan det være relevant at overveje, om ikke kontrolelementet i evalueringerne bør nedtones til fordel for læringselementet. Et andet aspekt af kontrollen kan dog være, at Den Grønne Fond har brug for legitimitet udadtil, f.eks. over for pressen, i forhold til de projekter de støtter, og i den forstand kan det måske være nødvendigt med kontrolelementet af evalueringerne.

I forbindelse med nærværende evaluering er der gennemført telefoninterview med to tidligere evaluerede projekter (Grøn Information og Grønne Familier). Herudover har der tidligere været kontakt til to andre af de tidligere evaluerede projekter, som undertegnede selv har evalueret (Skolen for Økologisk Afsætning og Agenda Center Albertslund). Det generelle indtryk fra disse fire projekter er, at de mener, at de kan bruge de udførte evalueringer i deres videre arbejde.

Særligt Grøn Information er meget positiv i deres vurdering af det at blive evalueret. Deres evaluering blev gennemført efter de havde eksisteret i ca. 2_ år, og det var på et tidspunkt, hvor de havde brug for at få af vide, om det var den rigtige vej, de havde valgt at gå. Selv om de ikke var enig i alle detaljerne i rapporten, har de i høj grad kunnet bruge den i deres videre arbejde, og de syntes de havde et godt samarbejde med evaluatorerne. De er endvidere meget indstillet på at skulle evalueres igen om et par år, hvis ellers Den Grønne Fond vil betale for det. I Grønne Familier giver de udtryk for, at evalu-eringen kom til at skubbe på og fremskynde nogle interne processer, som allerede var i gang, ligesom de mener, at det er relevant, at der kommer nogle udefra og kigger på projektet med andre øjne.

Ved en gennemlæsning af de tidligere evalueringer må man sige, at der er en noget svingede kvalitet i rapporterne, hvad Den Grønne Fond også selv kommenterer. Kvaliteten skal imidlertid sammen-holdes med de budgetter, der har været for arbejdet. Ligesom det for nogle af de projekter som Den Grønne Fond har støttet gælder, at der er brug for en vis professionalisme i arbejdet, og, at man derfor må have nogle bevillinger, der giver mulighed for professionelt arbejde. Dette gælder også, og måske i endnu højere grad, for et evaluerings-projekt. I nogle af de tidligere evalueringer har projektet søgt penge andre steder fra til at supplere bevillingen fra Den Grønne Fond, men i andre tilfælde er evalueringen gennemført for et så begrænset beløb som 50.000 kr. i konsulenttimer, svarende til godt 2 ugers arbejde, hvilket er helt urealistisk. Konsekvensen er da også, at mange af evalueringerne er gennemført af personer, som ikke er tvunget til at tage konsulenttakster, det vil f.eks. sige studerende, løstansatte og personer uden institutionstilknytning. Det skal hertil bemærkes, at det også for universitetsansatte efterhånden forlanges, at man tager konsulenttakster for sådant arbejde. Det er spørgsmålet, om ikke Den Grønne Fond fik mere for deres penge ved at øge bevillingerne til de enkelte evalueringer, og så til gengæld gennemføre et færre antal evalueringer. Dette gælder måske i særlig grad, hvis evaluerings-rapporterne skal kunne bruges som legitimitet udadtil.

I forhold til kontrollen med de øvrige projekter som Den Grønne Fond har støttet, så er det generelle billede fra denne evaluering, at projekterne kører godt, og at Den Grønne Fond har styr nok på dem. I et enkelte tilfælde virker det nærmest, som om Den Grønne Fond har været lige lovlig hård ved et projekt, som har brugt midlerne på en anden måde end den tilsigtede. I den kvantitative aktørundersøgelse og i et af fokusgruppeinterviewene er der dog enkelte, der stiller spørgsmålstegn ved, om Den Grønne Fond har nok kontrol med projekterne. Dette kan bunde i enkeltstående oplevelser af uheldige projekter, eller det kan bunde i den tidligere omtalte kritik i pressen, som Den Grønne Fond på et tidspunkt var udsat for. Disse eksempler viser dermed også, at Den Grønne Fond er sårbar over for enkelt-stående uheldige projekter, eller en presse som griber en på over-fladen god historie. Dermed er Den Grønne Fond måske også nød til at have en rimelig hårdhændet kontrol med deres projekter.

Kassebestyrer eller aktivt opsøgende

Hovedparten af de projekter Den Grønne Fond har støttet, er projekter, som uopfordret er kommet til Den Grønne Fond, og som Fonden har valgt at give bevilling til. I den forstand har Den Grønne Fonds bestyrelse fungeret som kassebestyrere. Det er imidlertid også kendetegnede for Fondens arbejde, at der har været nogle ideer og visioner om, hvad man ville med dette område. Dette er bl.a. kommet til udtryk gennem de konferencer og konkurrencer, som Den Grønne Fond har holdt i de forløbne fire år, ligesom det kommer til udtryk, ved at Fondens bestyrelse har taget rundt i miljøerne og holdt oplæg om, hvad man gerne ville støtte for nogle projekter.

I evalueringen af de grønne guider beskrives det, hvordan Den Grønne Fond i forhold til denne ordning i højere grad er blevet arbejdsgiver, og har fået et ledelsesansvar, som de ikke har haft i deres øvrige administration. Det beskrives også her, at Den Grønne Fond har påtaget sig dette ansvar på en kvalificeret måde.

Nogle af de fremtidige strategier som diskuteres i nærværende rapport vil kræve, at Den Grønne Fond, også i forhold til de øvrige projekter, i højere grad påtog sig denne rolle. Det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at Fonden formodentlig kun kan gøre dette, hvis de samtidig lægger en større arbejdsindsats i administrationen og bestyrelsesarbejdet, hvilket vil betyde, at en større del af den samlede bevilling til Den Grønne Fond vil gå til dette arbejde.

Den Grønne Fonds PR-strategi

I den kvantitative aktørundersøgelse er der en rimelig positiv vurdering af Den Grønne Fond. Der er imidlertid et punkt, hvor holdningerne er mere delte, og det er spørgsmålet, om Den Grønne Fond er god til at markere sig offentligt. Hvis man ser nærmere på, hvordan de forskellige typer af aktører har svaret på dette spørgsmål, er der nogle forholdsvis markante forskelle. Blandt miljøjournalister og blandt organisationsrepræsentanter m.m. er det godt halvdelen, der er enige eller helt enige i, at Den Grønne Fond er god til at markere sig offentligt. Blandt de ansatte i den offentlige forvaltning er det to tredjedele, der er enige i dette udsagn, mens det blandt miljøforskerne der indgår i undersøgelsen, er under en tredjedel, der er enige i, at Den Grønne Fond er god til at markere sig offentligt. Over halvdelen af miljøforskerne udtrykker, at de er uenige eller helt uenige i, at Den Grønne Fond er god til at markere sig offentligt.

I fokusgruppeinterviewene bliver denne problemstilling uddybet og diskuteret blandt andet af de deltagende miljøforskere. Der ser ud til at være udbredt enighed om, at Den Grønne Fonds PR-arbejde med pressemeddelelser, fyraftensmøder, udgivelse af årsberetningen og hjemmesiden er god. En af deltagerne udtrykker endda, at deres årsberetninger er forbilledlige. Men samtidig er der også enighed om, at Den Grønne Fond ikke er særligt kendt blandt almindelige borgere. Spørgsmålet er derfor for det første, hvem er det relevant for, og for det andet, hvordan man bedst udbreder kendskabet til Den Grønne Fond.

Hvem er det, der skal kende til eksistensen af Den Grønne Fond? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at en stor del af Den Grønne Fonds projekter gerne skal nå rimeligt bredt ud i befolkningen, men at det ikke nødvendigvis behøver at betyde, at de mennesker som bliver påvirket af disse projekter, eller deltager i dem, skal kende noget til Den Grønne Fond. Det er derimod vigtigt, at alle de mennesker, som har ideer til projekter, der kan støttes af Den Grønne Fond, har kendskab til Fonden eller let kan få det. Herudover kan man mene, at det ud fra et demokratisk synspunkt er vigtigt, at vi alle har mulighed for at vide, hvad Den Grønne Fonds penge bliver brugt til. Den store åbenhed Den Grønne Fond har om sine bevillinger gennem årsbe-retninger m.m., giver i princippet alle denne mulighed.

Det andet spørgsmål er, hvordan man bedst spreder informationen til de potentielle ansøgere. I det ene fokusgruppeinterview bliver det sagt, at den måde man får information ud til potentielle ansøgere ikke er ved at gå ud med en bred oplysningskampagne, men derimod ved at bruge en såkaldt ambassadørstrategi hvor man gennem mange forskellige former for netværk, som har en bred forgrening, søger for, at der er kendskab til muligheden for at søge Den Grønne Fond. Her nævnes det fra kommunal side, at det blandt andet er relevant at opfordre alle de kommunale Agenda-21 medarbejdere til at formidle viden om Den Grønne Fond direkte til de borgere i kommunen, der kunne være interesserede i at starte projekter. Det er åbenlyst, at Den Grønne Fond inden for den grønne græsrodsverden er godt kendt. Det er kendt blandt andre græsrødder og i andre typer af organisationer, at Fonden skal forsøge at komme ud. Hertil må man tilføje, at dette er en strategi, som Den Grønne Fond også har benyttet sig af tidligere, og som man må anbefale Fonden fortsat at forfølge.

I et af fokusgruppeinterviewene bliver det kommenteret, at den strategi som Den Grønne Fond havde i starten, hvor projekterne skulle "reklamere" for Den Grønne Fond, kunne være problematisk for projekterne. I det andet fokusgruppeinterview bliver der sagt, at det i starten virkede som om projekterne blev valgt ud fra, om de var gode til at profilere Den Grønne Fond. Heri ligger der altså en anbefaling om, at det ikke er gennem projekterne, at Den Grønne Fond hovedsageligt skal søge at gøre opmærksom på sig selv.

Fondens rolle og placering på den danske miljøscene

I den kvantitative aktørundersøgelse er væsentlige aktører inden for det område, som Den Grønne Fond støtter, blevet bedt om at forholde sig til, om Den Grønne Fond er en væsentlig aktør på miljøområdet. 63% af de adspurgte erklærer sig enig eller helt enig i dette. Her er det særligt personer fra organisationer og fra energimiljørådet, som erklærer sig enige i udsagnet, kun 15% i denne gruppe er uenige i udsagnet, mens mere end tre fjerdedele er enig eller helt enig i, at Fonden er en væsentlig aktør. Når det særligt er folk fra bl.a. organisationsverdenen, der giver udtryk for, at Fonden er en væsentlig aktør, så skal dette ses i sammenhæng med, at det også er denne gruppe af personer, der giver udtryk for at have det største kendskab til Fonden. Herunder siger 41% i denne gruppe, at de kender Den Grønne Fond fra direkte samarbejde med den. Dette indikerer altså, at det er denne gruppe af aktører, som har størst fælles arbejdsområde med Den Grønne Fond.

I det foregående kapitel er der yderligere refereret fra denne undersøgelse. Det billede der samlet tegner sig er, at Den Grønne Fond har udfyldt deres funktion inden for det danske miljøområde på en god måde.

Spørgsmålet er så, hvad det er, der er eller bør være Den Grønne Fonds funktion eller rolle på den danske miljøscene. I en ind-kredsning af dette spørgsmål er det i fokusgruppeinterviewene blevet diskuteret, hvad det er, der fører til livsstilsændringer i en mere bæredygtig retning. Der var på den ene side mange der mente, at det er skatte- og afgiftspolitikken eller udbygningen af infrastrukturen m.m., som har den væsentligste betydning for danskernes livsstil. På den anden side blev det fremført, at det netop er nødvendigt, at en stor del af befolkning er positivt stemt over for, og har forståelse for, miljøproblemerne for at få gennemført en sådan politik. Et argument som den tidligere formand for Den Grønne Fond, Elsebeth Gerner Nielsen også selv har formuleret [8].

Med denne formulering lægges der op til, at hovedformålet for Den Grønne Fond er at de projekter den støtter, kommer ud til så mange mennesker som muligt og får dem til at tænke og handle så miljømæssigt fornuftigt som muligt. Men i fokusgruppeinterview og i nogle af de andre interview bliver der imidlertid også lagt op til, at Den Grønne Fonds rolle har været, og fortsat bør være, en lidt anden ­ nemlig en idéudviklingsfond eller en "grundforskningsfond" i den forstand, at man støtter nogle ting selvom man måske ikke ved, om det lige er den type af projekt, som har den største effekt.

En tredje rolle eller funktion som der også bliver talt om i et af fokusgruppeinterviewene, er, om Den Grønne Fond har haft, eller burde have haft, rollen som den der støtter projekter som udfordrer, og måske problematiserer, den øvrige offentlige miljøpolitik. I det omfang man mener, at Den Grønne Fond skal have denne rolle, kan man diskutere, om det er fornuftigt, at Den Grønne Fond er placeret i Miljøstyrelsen, eller om den skulle være placeret mere uafhængigt af centrummet for den offentlige miljøforvaltning.

Et sidste aspekt af Den Grønne Fonds rolle og placering på den danske miljøscene, som blev rejst i et af fokusgruppeinterviewene, handler om sammenhængen med resten af miljøpolitikken. Hvis Den Grønne Fonds rolle er at stille spørgsmål til resten af den danske miljøpolitik, så er sammenhængen rimelig klar. Men hvis Den Grønne Fonds rolle nærmere er at være den, der tager sig af den del af den offentlige miljøpolitik, der retter sig mod holdningsændringer i befolkningen, så er det måske rimeligt med en større grad af koordinering mellem Den Grønne Fond og resten af den danske miljøpolitik. I et af fokusgruppeinterviewene blev det foreslået, at man kunne have en form for Grønt Råd, i stil med Energimiljørådet eller Transportrådet, som et bredere forum end det der i dag er Den Grønne Fonds bestyrelse. I Den Grønne Fonds bestyrelse gives der udtryk for, at det at Den Grønne Fonds bestyrelsesmedlemmer er en del af det øvrige politiske system i sig selv sikrer denne koordinering. Samtidig kan man også være bekymret for, at et sådant Grønt Råd ville betyde en ændring af Den Grønne Fonds funktion i retning af, at være mere fokuseret på interessevaretagelse, sådan som det er skitseret tidligere under afsnittet "Autonomi ­ gennemsigtighed".

Fremtidens perspektiv for Den Grønne Fond

I forhold til fremtidsperspektivet for Den Grønne Fond kan man generelt på den ene side sige, at Fonden jo endnu ikke har overflødiggjort sig selv, og at der derfor i høj grad fortsat er brug for den. På den anden side kan man sige, at støtteordninger vel nærmest pr. definition er nogle der kører over en årrække, for så at blive afviklet, videreudviklet eller erstattet af noget helt andet. Hvad der kommer til at ske med Den Grønne Fond er i sidste ende et politisk spørgsmål. Men med udgangspunkt i denne evaluering kan man konkludere, at Den Grønne Fond har fungeret godt de første fire år, og at det fortsat er relevant at støtte den slags aktiviteter, som Den Grønne Fond har støttet.

Der er imidlertid sket nogle forandringer omkring Den Grønne Fond, som gør det relevant at overveje, hvordan Fonden skal organiseres i fremtiden. En af forandringerne er, at Den Grønne Jobpulje er kommet til, og er lagt i Det Grønne Sekretariat sammen med Den Grønne Fond. Formålet med Den Grønne Jobpulje er at give penge til miljøprojekter, som har et beskæftigelsesperspektiv, og som på sigt har mulighed for at blive økonomisk selvkørende. I sekretariatet er der en opfattelse af, at der kan komme et godt samspil mellem de to ordninger på den måde, at nogle af Den Grønne Fonds gamle "kunder" dukker op med ansøgninger til Den Grønne Jobpulje, og herigennem er på vej mod at skabe en mere varig finansieringsform. Et andet interessant aspekt af Den Grønne Jobpulje er, at den måske kan overtage nogle af de projekter, som Den Grønne Fond har måtte afvise, fordi de har været for tæt på at have et erhvervsmæssigt sigte. Der er imidlertid også et af de gamle bestyrelsesmedlemmer, der giver udtryk for, at det er et ulykkeligt ægteskab, der er kommet mellem Den Grønne Jobpulje og Den Grønne Fond. Argumentet er, at livsstilsændringer og beskæftigelsesprojekter ikke skal blandes sammen, bl.a. fordi den type projektmagere der er brug for til at bære livsstilsprojekterne igennem typisk ikke er de arbejdsløse akademikere, som beskæftigelsesprojekterne ofte rekrutterer. Groft sagt er den arbejdsløse akademiker en, der har en stor faglig indsigt og viden, men sjældnere en udadvendt karismatisk personlighed.

Forholdet mellem Den Grønne Fond og Den Grønne Jobpulje bør inddrages i en fremtidig evaluering af Den Grønne Jobpulje. Herunder bør inddrages spørgsmålet om, hvad det betyder for Det Grønne Sekretariat at have to forskellige bestyrelser samt en styrelse som arbejdsgivere.

Et andet forhold der er ændret omkring Den Grønne Fond er, at der er kommet en ny bestyrelse for Fonden. Dermed kan man også sige, at nogle af de ting, der er beskrevet omkring Den Grønne Fonds bestyrelse og bevillingspraksis uvægerligt vil blive anderledes i fremtiden. De fordele og ulemper som er beskrevet i det foregående ved at have en bestyrelse, som har et meget stort kendskab til det område som de støtter, vil den nye bestyrelse ikke have.

I de par måneder den nye bestyrelse har virket, er der på den ene side tegn på, at den nye bestyrelse vil følge den linie, som den første bestyrelse har lagt, men der er også tegn på mindre justeringer. I et interview med bestyrelse og administration for Den Grønne Fond siger de selv, at der i fremtiden måske vil være flere penge til udredningsprojekter og til projekter, der går godt ind i den kommunale verden, ligesom de to nye bestyrelsesmedlemmer begge giver udtryk for, at de ikke vil have berøringsangst over for de mere erhvervsrettede projekter, selv om det selvfølgelig stadig står i deres grundlag, at de ikke direkte må støtte erhvervsvirksomheder. Det at Den Grønne Fond har fået en ny bestyrelse, kan man på den ene side håbe vil betyde, at den linie som den gamle bestyrelse har lagt, vil blive fastholdt, men med en mere kritisk opmærksomhed over for hvornår projekterne har tilstrækkeligt fat i den mere almindelige del af den danske befolkning. På den anden side kan man frygte, at Den Grønne Fond vil være mindre synlig og markant i fremtiden, da det vil være svært at leve op til den foregående bestyrelses, og herunder den foregående formands personlige engagement og energi i Fondens virke.

Afslutningsvis kan man i forhold til Den Grønne Fonds fremtid sige, at der er nogle af de interviewede fra Den Grønne Fond som siger, at der er mulighed for, at de fremtidige bevillinger til Fonden vil blive kraftigt beskåret. I forhold til denne evaluering er der ikke noget grundlag for at beskære bevillingen til Den Grønne Fond. Men i givet fald er det relevant at overveje hvilke dele at Den Grønne Fonds virksomhed, det er væsentligst at fastholde.

[7] Keld Hansen: Myten om det grønne tag-selv bord. Teknologidebat 2/97 [Tilbage i tekst]