[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

2. Civile domme

2.1 Højesteret
2.1.1 Højesteret
2.1.2 Højesteret
2.1.3 Højesteret
2.2 Landsretterne
2.2.1 Østre Landsret
2.2.2 Østre Landsret
2.2.3 Østre Landsret
2.2.4 Vestre Landsret
2.2.5 Vestre Landsret
2.3 Byretterne
2.3.1 Civilretten i Viborg
2.3.2 Retten i Svendborg

2.1 Højesteret

MYNDIGHED

2.1.1 Højesteret

SAG
Dom, afsagt den 9. februar 1996, sag I 17/1995

PARTER
Marianne Winkler mod Trafikministeriet

SAGSINDHOLD
Erstatning tilkendt efter naboretten for værdiforringelse som følge af støjgener fra planlagt jernbane, da der forelå ganske særlige omstændigheder

RESUMÉ
Til brug for Storebæltsforbindelsen blev eksproprieret et større areal fra et gods. Tvisten, der i øvrigt vedrørte udmåling af erstatningen ved arealafståelsen m.v., omfattede spørgsmålet om erstatning vedrørende en selvstændig matrikuleret ejendom, der lå omsluttet af godset og havde samme ejer. Denne ejendom havde ikke afstået noget areal ved ekspropriationen. Ejeren påstod sig tilkendt en erstatning på grund af værdiforringelse som følge af gener fra jernbanelinien, der skulle gå ca. 30 meter fra ejendommens hus. Ejendommen havde hidtil ligget idyllisk mellem marker uden støjgener. Trafikministeriet gjorde gældende, at erstatningskravet var uberettiget, da ekspropriationen på naboejendommen ikke havde medført "ganske særlige gener", og da der ikke var oplysninger om de fremtidige støjgener eller på nuværende tidspunkt forelå støjmålinger eller andre konstaterede gener. Med henvisning til, at det måtte anses for utvivlsomt, at ejendommen ville blive påført ganske betydelige ulemper, og da ejendommen hidtil havde ligget i fredelige og landlige omgivelser, fandt et flertal i Højesteret, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ejeren havde krav på erstatning (140.000 kr.) efter naboretlige regler. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om erstatning tillige ville kunne tilkendes på ekspropriationsretligt grundlag. [Dissens]

MYNDIGHED

2.1.2 Højesteret

SAG
Dom, afsagt den 2. april 1996, sag I 183/1995

PARTER
A/S Dansk Spændbeton mod Høje-Taastrup kommune og Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen

LOVOMRÅDE
Kemikalieaffaldsdepotloven § 13

SAGSINDHOLD
Intet krav om, at lukning af en drikkevandsboring p.g.a. forurening fra affaldsdepot skulle ske efter depotloven. Beregning af tilslutningsbidragets størrelse

RESUMÉ
Efter konstatering af en forurening i en vandværksboring iværksatte amtet forskellige undersøgelser i henhold til kemikalieaffaldsdepotloven. Også en virksomheds egne boringer viste sig forurenet. Kommunen meddelte herefter påbud efter § 19 i bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg om, at virksomhedens vandforsyning til drikkevandsformål skulle ophøre inden for en nærmere fastsat frist. Virksomheden kunne dog fortsat anvende boringerne i produktionen. Virksomheden efterkom påbudet og tilsluttede sig den kommunale vandforsyning.

Kommunen opkrævede en tilslutningsafgift, beregnet takstmæssigt udfra bygningsvolumen samt tilladelig bebyggelse på 2,5 m³ pr. m². For at muliggøre evt. tilbagevenden til egen vandforsyning, blev tilslutningsafgiften i de første par år alene fastsat midlertidigt som et rentebeløb af tilslutningsafgiften (diskontoen + 4 %). Det viste sig efterfølgende, at forureningen sandsynligvis stammede fra et kemikalieaffaldsdepot. Kommunen anlagde sag mod virksomheden m.h.p. at få denne dømt til at betale det midlertidige og endelige tilslutningsbidrag. Virksomheden, der adciterede Miljøstyrelsen, gjorde bl.a. gældende, at kemikalieaffaldsdepotlovens § 13 måtte gå forud for vandforsyningsloven, og at virksomheden derfor ikke kunne fortabe sine rettigheder ved, at der var anvendt anden hjemmel for lukningen. Virksomheden gjorde subsidiært gældende, at tilslutningsafgiften var urimelig høj.

Et flertal i Højesteret udtalte, at der hverken i kemikalieaffaldsdepotlovens § 13, stk. 1 eller dennes forarbejder var holdepunkter for at antage, at indgreb mod utilfredsstillende vandkvalitet, der skyldes affaldsdepoter, alene kunne foretages efter denne bestemmelse, ligesom det påpegedes, at kemikalieaffaldsdepotloven byggede på en prioritering af indsatsen. På denne baggrund fandtes virksomheden ikke at have haft krav på, at indgrebet blev foretaget med hjemmel i kemikalieaffaldsdepotloven, ligesom påbudet havde haft hjemmel i vandforsyningsloven. Vedrørende tilslutningsafgiften tilsluttede flertallet sig landsrettens vurdering, hvorefter det fandtes godtgjort, at denne var fastsat efter takster med hjemmel i vandforsyningslovens § 53, at tilsvarende udgifter var afkrævet andre virksomheder, samt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse. Herefter dømtes virksomheden til at betale den pålignede tilslutningsafgift. [Dissens]

MYNDIGHED

2.1.3 Højesteret

SAG
Kendelse, afsagt den 25. september 1996, sag 283/1996

PARTER
Grundejerforeningen Bredbjerg v/Henning Søby mod Pandrup Kommune

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1

SAGSINDHOLD
Søgsmålsfristen i miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1 finder ikke anvendelse på afgørelser, truffet før lovens ikrafttræden den 1. januar 1992

RESUMÉ
En kommune vedtog i maj 1991 et tillæg 1 til spildevandsplanen for kommunens nordlige sommerhusområder. Anlægsarbejdet blev gennemført i slutningen af 1992, og opkrævning af bidrag skete i februar 1993. Bidragsopkrævningen blev indbragt for Tilsynsrådet, der traf afgørelse i september 1993. I maj 1994 blev et tillæg 2 til spildevandsplanen vedtaget. Denne omfattede alle kommunens sommerhusområder, herunder også de nordlige sommerhusområder og indeholdt oplysninger om søgsmålsfristen. I juni 1995 anlagde grundejerforeningen sag mod kommunen med påstand om, at tillæg 1 var ugyldigt, og at betalte bidrag skulle tilbagebetales. Kommunen påstod principalt sagen afvist med henvisning til, at sagen var anlagt efter 6 måneders-fristen i § 101, stk. 1 i miljøbeskyttelsesloven af 1991, uanset denne lov først trådte i kraft den 1. januar 1992. Sagen burde derfor senest være anlagt den 30. juni 1992. I hvert fald med vedtagelsen af tillæg 2 burde sagsøgeren være blevet opmærksom på søgsmålsfristen. Spørgsmålet blev udskilt til særskilt pådømmelse. Højesteret fandt ikke grundlag for at antage, at § 101, stk. 1 fandt anvendelse på afgørelser, truffet før lovens ikrafttræden. Uanset at søgsmålsfristen var udløbet i forhold til vedtagelsen af tillæg 2, afskar dette ikke sagsøgeren fra at få efterprøvet lovligheden af tillæg 1. Sagen skulle derfor fremmes til realitetsbehandling.

2.2 Landsretterne

MYNDIGHED

2.2.1 Østre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 6. maj 1996, 9. afd., sag B-2459-94

PARTER
Poul Neergård Larsen mod Høje Taastrup Kommune

LOVOMRÅDE
Olietankbekendtgørelsen § 16, stk. 3

SAGSINDHOLD
Kommune erstatningspligtig for ulovligt påbud, der var udstedt til en grundejer, der ikke selv var forurener. Ikke passivitet, uanset erstatningskravet først rejses ca. 2 år efter Rockwool-dommen. Forholdsmæssigt afslag i købesum modregnet i erstatningskravet

RESUMÉ
På en ejendom, der blev købt af sagsøgeren i 1987, blev der i forbindelse med funderingsundersøgelser i begyndelsen af 1988 konstateret olieforurening på grunden. Forureningen viste sig at stamme fra en stor, nedgravet olietank, der var taget ud af brug for adskillige år siden, men som fortsat indeholdt en del olie. Kommunen blev underrettet og udstedte herefter påbud til grundejeren (sagsøgeren) efter olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3 om undersøgelser og oprensning. Sagsøgeren efterkom påbudene for en udgift på ca. 550.000 kr. Efter oprensningen blev der i 1990 indgået forlig mellem sagsøger og sælger af ejendommen om et afslag i købsprisen på ca. 470.000 kr.

Efter at grundejeren blev opmærksom på Rockwool-dommen (UfR 1991.674H) rejstes i foråret 1993 krav mod kommunen på dækning af de afholdte udgifter. Under retssagen gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at påbudet var ugyldigt, at han ikke kendte eller burde kende til forureningen på købstidspunktet, at de krævede foranstaltninger ikke var en forudsætning for gennemførelse af byggeriet, samt at det forholdsmæssige afslag var uden retsvirkninger i forholdet til kommunen. Kommunen gjorde omvendt gældende, at kommunen ikke havde handlet culpøst ved at udstede påbudet i overensstemmelse med langvarig forvaltningspraksis, at kravet tillige burde være rettet mod Miljøstyrelsen, at der også i sagsøgerens ejertid måtte være sket en forurening, da den gennemtærede tank ved opgravningen fortsat indeholdt en del olie, at der skulle ske modregning som følge af værditilvæksten på ejendommen ved den skete oprensning og afslaget i købesummen, at sagsøgeren havde forsømt sin tabsbegrænsningspligt ved at indgå forlig med køber uden at kræve samtlige oprensningsudgifter godtgjort, samt at der var udvist passivitet.

Landsretten lagde til grund, at den konstaterede forurening i altovervejende grad var sket før købet af ejendommen, og at det var uden betydning, at grundejeren ved arkivundersøgelser kunne have opdaget, at der var tanke nedgravet på grunden, idet dette næppe havde medført undersøgelser af jorden omkring tanken, samt at oprensningen ikke var en forudsætning for at gennemføre byggeriet. Det kunne ikke tillægges betydning, at Miljøstyrelsen ikke var inddraget som part i retssagen, eller at sagsøgeren ikke havde påklaget kommunens påbud, da styrelsen måtte antages på daværende tidspunkt at ville have stadfæstet påbudet. Kommunen måtte være nærmest til at bære den økonomiske risiko ved, at påbudet senere viste sig ulovhjemlet, da kommunen ved påbudet havde varetaget offentlige interesser. Det forholdsmæssige afslag måtte være opnået for at få kompensation for de afholdte oprensningsudgifter, hvorfor dette måtte modregnes i kravet, uanset at en del af afslaget vedrørte renter. Tabsbegrænsningspligten var ikke tilsidesat, da grundejeren under forligsforhandlingerne ikke havde grund til at forestille sig, at han behøvede at tage hensyn til denne. Da kommunen endvidere ikke havde godtgjort, at oprensningen havde medført en værditilvækst af ejendommen, og da der ikke var udvist passivitet, blev kommunen dømt til at betale oprensningsudgifterne med fradrag af det opnåede afslag i købesummen. [Dissens]

MYNDIGHED

2.2.2 Østre Landsret

SAG
Kendelse, afsagt den 21. maj 1996, 14. afd., kære nr. B-1204-96

PARTER
Realkredit Danmark mod Røstofte-Øster Egesborg Vandværk

LOVOMRÅDE
Retsplejeloven §§ 528 og 596

SAGSINDHOLD
Krav om genåbning af vandforsyning kunne ikke gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning

RESUMÉ
Et vandværk havde lukket for vandet til en ejendom, idet der konstateredes vandspild fra en ubeboet ejendom. Ejendommen var en måned forinden blevet overtaget af en kreditforening på tvangsauktion. Vandværket krævede herefter bl.a. et genåbningsgebyr på 2.500 kr. Kreditforeningen betalte med forbehold om tilbagesøgning, hvorefter vandværket fortsat nægtede at genåbne for vandet. Under sagen påstod kreditforeningen vandværket tilpligtet at genåbne for vandet, mens vandværket påstod sagen afvist. Landsretten stadfæstede fogedrettens afvisning, idet anmodning om genåbning af vandforsyning ikke var et besiddelseskrav efter retsplejelovens § 528, hvorfor dette ikke kunne gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning efter § 596.

MYNDIGHED

2.2.3 Østre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 30. august 1996, 4. afd., sag B-2332-94

PARTER
Gårdejer Lars Bork mod Karlebo Kommune og Karlebo Sogns Menighedsråd

LOVOMRÅDE
Vandløbsloven §§ 3 og 6

SAGSINDHOLD
Kommune og nabo frifundet for erstatningskrav ved vandlidende kirsebærplantage. Spørgsmål om naboens vedligeholdelsespligt for rørlagt vandløb og kommunens håndhævelse heraf — eller gennemførelse af nyt reguleringsprojekt

RESUMÉ
Sagsøgeren havde tilplantet et nyerhvervet areal med kirsebærtræer, der imidlertid gik ud, da arealet viste sig vandlidende. Ejendommen blev afvandet via en drænledning til en hovedledning på et naboareal via et rørlagt vandløb til en bæk. Ifølge den tidligere ejer var drænledningen etableret i slutningen af 1950'erne uden gennemførelse af et reguleringsprojekt. Efter klage iværksatte kommunen diverse undersøgelser samt oprensning og rodskæring af hovedledningen på naboejendommens bekostning, men problemerne genopstod meget hurtigt. Kommunen var af den opfattelse, at hovedledningen havde for ringe fald og var for lille til at kunne aflede de nødvendige vandmængder, hvorfor kommunen foreslog gennemførelse af et reguleringsprojekt, hvilket grundejeren imidlertid afviste. Sagsøgeren rejste herefter erstatningskrav mod kommunen og naboen og gjorde herunder gældende, at kommunen som vandløbsmyndighed havde været forpligtet til at meddele påbud om oprensning og følge dette op, samt at naboen måtte have accepteret den udførte tilslutning til hovedledningen og derfor havde været forpligtet til at foretage hyppig oprensning og rodskæring. Kommunen fastholdt omvendt, at kun et reguleringsprojekt kunne afhjælpe problemerne, og at dræningsforholdene på sagsøgerens egen ejendom i øvrigt var utilstrækkelige til dyrkning af kirsebærtræer, hvilket sagsøger burde have undersøgt. Ejeren af naboejendommen bestred ligeledes at være erstatningsansvarlig.

Landsretten lagde til grund, at drænledningen var etableret uden gennemførelse af et reguleringsprojekt samt at anlæg af kirsebærplantage krævede større drændybde end det eksisterende drænsystem på sagsøgerens egen ejendom. Med henvisning hertil og til, at naboledningen uanset oprensning ikke havde en sådan dimension, at den ville kunne videreføre de vandmængder, der tilførtes fra de opstrøms beliggende arealer samt til, at sagsøgeren havde afvist gennemførelse af et reguleringsprojekt, blev såvel kommunen som naboejendommen frifundet.

MYNDIGHED

2.2.4 Vestre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 9. april 1996, 4. afd., ankesag B-2025-92

PARTER
Danmarks Sportsfiskerforbund som mandatar for Ribe Amt, Kongeåudvalget og Vejen og Omegns Sportsfiskerforening mod A kommune

SAGSINDHOLD
En kommune var - uanset fældende straffedom - ikke erstatningsansvarlig for fiskedød, da kommunen havde iværksat forskellige tiltag til imødegåelse af slamproblemer fra et renseanlæg

RESUMÉ
Såvel kommunens egenkontrolmålinger som amtets målinger af udledningerne fra et renseanlæg viste i en periode på ca. 3-4 måneder væsentlige overskridelser af udledningstilladelsen. Kommunen igangsatte fra begyndelsen forskellige forsøg med øget udtagning af slam fra anlægget og tilsætning af forskellige stoffer, uden at disse dog var tilstrækkelige til imødegåelse af de tiltagende slamproblemer. I forbindelse med et voldsomt regnskyl skete der yderligere slamflugt fra rensningsanlægget, og der blev efterfølgende konstateret iltsvind og fiskedød nedstrøms renseanlægget. Kommunen var ved en byretsdom idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens (af 1989) §§ 18 og 53, stk. 1, for manglende underretning af tilsynsmyndigheden ved driftsuheld og for overskridelse af udledningstilladelsen i forbindelse med det voldsomme regnskyl. Erstatningskrav for fiskedød som følge af overtrædelsen blev henvist til særskilt pådømmelse.

To lokale sportsfiskerforeninger og et naboamt gjorde gældende, at kommunen var erstatningsansvarlig for den herved opståede fiskedød ved ikke at have foretaget effektive foranstaltninger til imødegåelse af konstaterede driftsproblemer på anlægget igennem flere måneder. Erstatningskravene var begrundet i, at de pågældende havde udsat fisk i åen i henhold til en udsætningsplan. Da kommunen havde foretaget forskellige tiltag til imødegåelse af problemerne, da løsning af problemerne var vanskelig, og da tilsynsmyndigheden ikke i forbindelse med sin første konstatering af betydelige overskridelser af udledningstilladelsen fremkom med særlige bemærkninger, var der efter landsrettens opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kommunen på et tidligere tidspunkt burde have truffet mere effektive foranstaltninger. Herefter frifandtes kommunen for de rejste erstatningskrav.

MYNDIGHED

2.2.5 Vestre Landsret

SAG
Kendelse af 23. maj 1996, 6. afd., kæresag B-2054-95

PARTER
Esbjerg Kommune mod C. Breinholt A/S

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 48, stk. 1 og 5

SAGSINDHOLD
Der var ikke hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 5 til at opkræve affaldsgebyr hos en udlejer for lejers efterladte affald, da affaldsregulativet, der var vedtaget før den nugældende miljøbeskyttelseslov, alene omhandlede affaldsproducenter

RESUMÉ
En lejer havde ved ophør af et lejemål efterladt affald på en ejendom, og selskabet blev kort efter opløst af skifteretten. Affaldet blev herefter afhentet af den fælleskommunale modtagestation, og kommunen afkrævede selskabet betaling herfor (ca. 175.000 kr.). Da selskabet ikke betalte, gjorde kommunen efterfølgende kravet gældende hos udlejer med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 5. Under fogedsagen gjorde udlejer bl.a. gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til udlægget. Af det gældende regulativ, der med hjemmel i olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen var blevet vedtaget før den nugældende miljøbeskyttelseslov, fremgik alene, at affaldsgebyrer m.v. skulle opkræves hos affaldsproducenten. Landsretten bemærkede, at hverken olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen eller dennes lovhjemmel indeholdt en regel, svarende til den nugældende § 48, stk. 5 i miljøbeskyttelsesloven. Efter ordlyden af § 48, stk. 1 beroede det på kommunens afgørelse, om der skulle fastsættes gebyrer, ligesom der i henhold til den gældende affaldsbekendtgørelse var fastsat bestemmelser om kommunernes regulativpligt og om procedurer for vedtagelse af disse. Da kommunen ikke havde udstedt og bekendtgjort et regulativ i overensstemmelse hermed, og da de årlige rettelsesblade ikke kunne erstatte den fastlagte regulativpligt, fastslog landsretten, at der ikke i miljøbeskyttelseslovens 48, stk. 5 var hjemmel til at afkræve udlejer udgiften til bortskaffelse af affaldet, hvorfor det foretagne udlæg blev ophævet.

2.3 Byretterne

MYNDIGHED

2.3.1 Civilretten i Viborg

SAG
Kendelse, afsagt den 14. maj 1996, sag BS 121/1995

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 45, stk. 2 og § 53

SAGSINDHOLD
Uanset et vandværk havde fulgt en afgørelse fra amtet, var vandværket rette sagsøgte ved krav om tilbagebetaling af tilslutningsbidrag. Kun hjemmel i vfl. § 45, stk. 2 til at fastlægge leveringsvilkår, såfremt der er truffet afgørelse om leveringspligt

RESUMÉ
I forbindelse med en tvist om beregning af tilslutningsbidrag til et bestående vandværk ved udstykning af en landbrugsejendom i 13 parceller opstod spørgsmålet om, hvem der var rette sagsøgte. Kommunen havde godkendt et projekt til udbygning af vandværket, herunder med henblik på en udvidelse af vandværkets forsyningsområde. Kommunen anførte samtidig, at der ved nyudstykninger alene skulle betales for de faktiske omkostninger til ledningsanlæg foruden tilslutningsbidrag til hovedanlæg. Dette fremgik også af kommunens senere godkendelse af vandværkets vedtægter. Vandværket opkrævede imidlertid bidrag, der tillige omfattede udgiften til udvidelse af vandværkets forsyningsområde. Udstykkeren klagede via kommunen til amtet med henvisning til vandforsyningslovens § 45, stk. 2. Amtet gav herefter vandværket medhold i det beregnede tilslutningsbidrag. Udstykkeren anlagde efterfølgende sag mod vandværket med krav om tilbagebetaling af den del af tilslutningsbidraget, der vedrørte udbygningen af vandværkets forsyningsområde. Vandværket påstod frifindelse bl.a. med henvisning til, at opkrævningen var i overensstemmelse med amtets afgørelse, hvorfor kravet i givet fald måtte rettes mod amtet, ligesom et evt. krav mod vandværket i givet fald måtte afvente, at amtet ændrede sig afgørelse.

Retten lagde til grund, at vandværket havde opkrævet og modtaget tilslutningsbidraget. Et krav om tilbagebetaling kunne derfor rettes mod vandværket. Retten statuerede endvidere, at amtet ikke havde haft hjemmel i § 45, stk. 2, til at træffe afgørelse i sagen, da sagen ikke vedrørte spørgsmålet om vandværkets leveringspligt til de udstykkede ejendomme, men alene om leveringsvilkårene. Retten fastslog herefter, at vandværket var rette sagsøgte, og at sagen ikke skulle afvente en ændring af amtets afgørelse.

MYNDIGHED

2.3.2 Retten i Svendborg

SAG
Dom, afsagt den 29. juli 1996, sag BS 5325/94

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1, nr. 2 og 3— Slambekendtgørelsen

SAGSINDHOLD
En landmand, der havde indkøbt ulovlig kompost, blev frifundet for kommunens udgifter til selvhjælpshandling, da der ikke var hjemmel til at pålægge udgiftskrævende foranstaltninger, og da det ikke var godtgjort, at han havde handlet uforsvarligt

RESUMÉ
En landmand købte i 1992 ca. 500 t kompost af et firma, der havde importeret dette fra Tyskland. Komposten skulle anvendes til jordforbedringsformål. Efter klage fra naboer konstaterede kommunen ved et tilsyn, at den endnu ikke udspredte kompost indeholdt plastik, glas og metalstumper, og at materialet ikke var færdigkomposteret. En analyse af komposten viste efterfølgende, at slambekendtgørelsens grænseværdier var væsentlig overskredet. Kommunen meddelte herefter påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69 om at returnere den importerede kompost eller at deponere dette på godkendt deponeringsplads. Da påbudet ikke blev efterkommet, besluttede kommunen efter § 69, stk. 1, nr. 3 at bortkøre komposten til kontrolleret losseplads, hvorefter kommunen gjorde krav på at få udgifterne (ca. 330.000 kr.) dækket af landmanden. Landmanden gjorde bl.a. gældende, at sagen skulle afgøres efter almindelige erstatningsregler, jf. Rockwool-dommen, og at han ikke havde handlet uforsvarligt, da han ikke havde vidst, at komposten var forurenet. Kommunen gjorde omvendt gældende, at komposten lå på landmandens ejendom, hvorfor denne måtte betragtes som forurener. Ved at modtage og opbevare komposten miljømæssigt uforsvarligt og ved at undlade at efterkomme påbudene havde landmanden handlet uagtsomt efter en skærpet culpavurdering. Retten udtalte, at selv om det lagdes til grund, at kommunen ikke havde kunnet tillade udspredning af komposten, og at amtet ikke ville have godkendt andre deponeringer af komposten, fandtes slambekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven ikke at indeholde den fornødne hjemmel til at pålægge landmanden udgiftskrævende foranstaltninger, hvorfor spørgsmålet om erstatningspligten beroede på en culpavurdering. Retten fandt det ikke godtgjort, at landmanden havde handlet ansvarspådragende, idet den blotte modtagelse af affaldet og manglende efterkommelse af påbud ikke var tilstrækkeligt til at statuere ansvar. Herefter frifandtes landmanden. [Dommen er anket]

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]