[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Karakterisering af affald

2. Affaldskarakteriseringssytemet i deponeringsvejledningen

2.1 Strategi for affaldsdeponering i Danmark
2.2 Affaldskategorier
2.3 Deponeringsanlæg og typer af deponeringsenheder
2.4 Acceptkriterier for affald, der skal deponeres
2.5 Testniveauer
2.6 Testmetoder

2.1 Strategi for affaldsdeponering i Danmark

Kapitel 4 i deponeringsvejledningen (Miljøstyrelsen, 1997) omhandler affaldsacceptkriterier. Det anføres heri indledningsvis, at de beskrevne acceptkriterier m.v. kun er beskrevet principielt, og at Miljøstyrelsen på et senere tidspunkt vil fremkomme med separate retningslinier på dette område. I kapitel 4 står der endvidere:

Forureningsrisiko i højst 30 år

"Den væsentligste miljøbeskyttende faktor ved deponering af affald skal være karakteren af affaldet, der deponeres. Der må således anlægges betragtninger om affaldets kort- og langsigtede belastning af miljøet ved accept af affald til deponering. Affald, der ønskes deponeret, skal have en sammensætning, som kan sikre, at alle aktive, miljøbeskyttende systemer på det område, hvor affaldet er deponeret, kan gøres passive hurtigst muligt. Deponeret affald må med andre ord ikke udgøre en potentiel forureningsrisiko ud over den periode, hvor det er realistisk at kunne opsamle og rense perkolat samt føre kontrol og tilsyn med det lukkede deponeringsanlæg. For affald, der ønskes deponeret, skal det således kunne sandsynliggøres, at perkolat fra affaldet vil være acceptabelt i et aktuelt områdes grundvand senest 30 år efter deponering og herefter.

Separat deponering af forskellige affaldstyper

Det er intentionerne at kunne opdele affaldet i typer, hvis egenskaber umiddelbart eller efter endt behandling kan forventes at være af samme karakter, og dermed afgøre, ved hvilke miljøbeskyttende systemer affaldet kan deponeres. Herved opnås der mulighed for hensigtsmæssig og differentieret behandling af perkolat fra forskellige affaldstyper.

Endvidere er der intentionerne at vurdere, om affaldet overhovedet er deponeringsegnet i den form, det har. Til vurdering af dette må der indgå overvejelse om miljøbelastningen fra forskellige håndteringsformer.

Ingen fortynding og sammenblanding

Affaldstyper må ikke fortyndes for at kunne opfylde ovenstående kriterier. Sammenblanding af forskellige affaldstyper med intentionen at ændre de enkelte affaldstypers udviklingsforløb med tiden kan ikke accepteres.

Affald, der med eksisterende teknikker kan håndteres på anden miljømæssig forsvarlig måde, bør ikke deponeres. Forbrændingsegnet affald og genanvendeligt materiale bør således ikke deponeres. Der har er nu lovgivningskrav om, at forbrændingsegnet affald fra 1. januar 1997 ikke må deponeres. Der henvises til cirkulære nr. 93 af 21. juni 1995 om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse."

2.2 Affaldskategorier

I den nye Vejledning i affaldsdeponering (Miljøstyrelsen, 1997) er affaldet opdelt i tre kategorier:

Kategori I: Inert affald

Inert affald, der er uorganisk affald, som ikke indeholder reaktive stoffer.

Kategori II: Mineralsk affald

Mineralsk affald, der er uorganisk, mineralsk stof med et lavt organisk indhold, der kun i begrænset omfang må være reaktivt med vand.

Kategori III: Blandet affald

Blandet affald, der er blandet organisk og uorganisk stof, med et begrænset indhold af organisk, langsomt nedbrydeligt stof og som ikke må have et højt indhold af letopløselige, mineralske elementer.

Det angives i vejledningen, at de meget restriktive definitioner af affaldskategorierne er valgt for at muliggøre en opfyldelse strategien for deponering af affald (se afsnit 2.1), nemlig at perkolat fra affaldet skal være acceptabelt i det aktuelle områdes grundvand senest 30 år efter deponering og herefter.

EU-direktiv om affaldsdeponering

I det seneste forslag til EU-direktiv om deponering af affald (Commission of the European Communities, 1998), er følgende affaldskategorier defineret:

Dagrenovation

Dagrenovation, der dækker over affald fra husholdninger og andet affald, der på grund af sine egenskaber eller sin sammensætning er sammenligne-lig med affald fra husholdninger.

Farligt affald

Farligt affald, som er de affaldstyper, der er omfattet af artikel 1, stk. 4 i Rådets direktiv om farligt affald 91/689/EØF af 12 december 1991.

Ikke-farligt affald

Ikke-farligt affald, der dækker over alt affald, som ikke er omfattet af ovennævnte direktiv.

Inert affald

Inert affald, der dækker over affald, der ikke undergår nogen signifikante fysiske, kemiske, eller biologiske forvandlinger. Inert affald må hverken kunne gå i opløsning, brænde eller på anden vis reagere kemisk, nedbrydes biologisk eller negativt påvirke omgivelserne på en måde, som kan give anledning til miljøforurening eller helseproblemer. Den totale udvaskelighed og totalindholdet af forureningskomponenter samt økotoxiciteten af perkolatet skal være negligibel.

Definitionerne af affaldskategorier (både i vejledningen og i direktivforslaget) er valgt for entydigt at kunne anvise affaldet til den korrekte deponeringsenhed på et deponeringsanlæg (se definition af deponeringsanlæg og deponeringsenheder i efterfølgende afsnit). Affaldskategorierne fastlægger således, hvilke typer af deponeringsenheder, der er behov for.

Kategorisering gennem testning

Opdelingen i affaldskategorier er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at afgøre, på hvilken deponeringsenhed en bestemt affaldstype skal deponeres. Det må (gennem testning) fastlægges, til hvilken kategori en bestemt affaldstype hører, inden det kan afgøres, hvor affaldet kan deponeres. De definerede affaldskategorier skal således anvendes som grundlag for opstilling af de acceptkriterier, der skal gælde for en bestemt type affald til deponering på en bestemt deponeringsenhed.

Når der i det følgende tales om affaldskategorier, refereres der til de definitioner, der er anvendt i Miljøstyrelsens vejledning i affaldsdeponering (Miljøstyrelsen, 1997). Inert affald (Kategori I) er defineret ens i vejledningen i affaldsdeponering og i forslaget til EU-direktiv. Mineralsk affald (Kategori II) og blandet affald (Kategori III) er begge omfattet af kategorien ikke-farligt affald i forslaget til EU-direktiv.

2.3 Deponeringsanlæg og typer af deponeringsenheder

Deponeringsanlæg

Et deponeringsanlæg er i vejledningen i affaldsdeponering defineret som en fælles betegnelse for ethvert afgrænset anlæg, hvor affald kan deponeres under kontrollerede og miljømæssigt forsvarlige forhold. Alt affald til deponering skal være undersøgt, kategoriseret og kontrolleret, inden det kan deponeres.

Et deponeringsanlæg kan bestå af flere deponeringsenheder, og dermed modtage flere forskellige kategorier af affald. Et deponeringsanlæg kan også bestå af en enkelt deponeringsenhed alene til modtagelse af affald fra en enkelt kategori, og dermed fungere alene som et specialdepot.

Deponeringsenhed

En deponeringsenhed er et afgrænset og veldefineret område, hvor der kan deponeres affaldstyper med ensartede egenskaber, sammensætning og udvaskningsforløb, d.v.s. tilhører samme af-faldskategori. Med udgangs-punkt i den forventede sammensætning af affaldet (fysiske egenskaber, kemiske sammensætning og udvaskningsegenskaber) og deponerings-anlæggets geologiske/hydrogeologiske placering, indrettes deponerings-enheden med tilpassede miljøbeskyttende foranstaltninger (aktive miljø-beskyttende systemer [membraner, perkolatopsamling, etc] og/eller passive miljøbeskyttende systemer [voldanlæg, nedsivningsanlæg, etc], samt driftsmæssige [maskinelle, støvdæmpende, etc] foranstaltninger).

Svarende til opdelingen i affaldskategorier vil der normalt være tale om tre typer deponeringsenheder:

Deponeringsenhed for inert affald, der i væsentligt omfang alene kan være beskyttet af passive miljøbeskyttende foranstaltninger. Der vil således ofte være en ureguleret udsivning af perkolat til det omgivende miljø.

Deponeringsenhed for mineralsk affald vil, afhængig af lokalitet og affaldstyper, have et varierende behov for aktive miljøbeskyttende systemer (membran og perkolatopsamling), og/eller passive miljøbeskyttende systemer (kontrolleret udsivning).

Deponeringsenhed for blandet affald vil under normale forhold have behov for aktive miljøbeskyttende systemer (membran, perkolatopsamling og -håndtering) i en periode, indtil perkolatet fra det deponerede affald kan accepteres i omgivelserne.

2.4 Acceptkriterier for affald, der skal deponeres

Positivlister

Accept af affald til deponering er overordnet baseret på en positivliste, som er specifik for den aktuelle deponeringsenhed. Hvis en affaldstype optræder på en positivlisten for en deponeringsenhed, vil dette oftest være en tilstrækkelig betingelse for at netop denne affaldstype kan accepteres til deponering på deponeringsenheden.

Principielt skal kriterierne for optagelse på en positivliste være mere restriktive for deponeringsenheder, hvor der fortrinsvis anvendes passive miljøbeskyttende systemer, end hvor der fortrinsvis anvendes aktive miljøbeskyttende systemer.

Kriterierne for opstilling af en specifik positivliste for den enkelte deponeringsenhed skal tage udgangspunkt i beskyttelse af:

	det omgivende miljø
	de miljøbeskyttende systemer
	stabiliserende processer i affaldet
	arbejdsmiljøet

Dette overordnede grundlag for fastsættelse af kriterier gælder både i den nye vejledning i affaldsdeponering og i udkastet til EU-direktiv om affaldsdeponering.

Krav om grundig testning - kriterier mangler

I vejledningen i affaldsdeponering fremhæves det, at en affaldstype, før den kan optages på en positivliste, bør have gennemgået en grundig testning. Resultaterne af denne testning må derefter holdes op mod et sæt af konkrete kriterier. Disse kriterier er endnu ikke fastlagt, og i det foreslås derfor i vejledningen, at de i tabel 2.1 viste retningslinier anvendes, indtil sådanne kriterier er blevet udarbejdet.

Risikovurdering

Ideelt set bør fastlæggelsen af kriterier foretages på grundlag af en risikovurdering, hvor der for hver deponeringsenheds-kategori indledes med nogle overvejelser over, hvorledes man ønsker, at det affald, som anbringes i enheden, skal opføre sig på kort og langt sigt (og måske specielt hvorledes man ikke ønsker, at det skal opføre sig). Disse overvejelser skal gennemføres i relation til alle de ovennævnte forhold, d.v.s. det omgivende miljø, de miljøbeskyttende systemer (membraner, dræn, m.v.), de stabiliserende processer (d.v.s. de omsætnings-, omdannelses- eller udvaskningsprocesser, som tilstræbes i det deponerede affald), samt arbejdsmiljøet (både på deponeringsenheden i driftsperioden og f.eks. i forbindelse med en eventuel håndtering og rensning af perkolat). Efter at en række ønskede/uønskede egenskaber ved det affald, som skal anbringes på en given type deponeringsenhed, er identificeret, bør disse ved hjælp af en risikovurdering, eventuelt baseret på scenarier, søges kvantificeret i relation til deres positive eller negative effekter på det omgivende miljø, de miljøbeskyttende systemer, de ønskede processer i affaldet og arbejdsmiljøet, og hvor det er muligt, bør der sættes (øvre og/eller nedre) grænser, som angiver hvilke effektniveauer, der er acceptable. Disse effektbaserede grænseniveauer bør efterfølgende, f.eks. ved hjælp af scenariebaserede overvejelser, så vidt muligt omregnes eller tilbageføres til grænseværdier for specifikke affaldsegenskaber. Næste trin i processen er at finde metoder til måling/testning af disse stofegenskaber, som f.eks. kunne være udvaskning af bestemte stoffer eller stofgrupper under nærmere specificerede forhold. Når en testmetode er fastlagt, vil det som regel være nødvendigt at fastlægge metodespecikke grænseværdier, som modsvarer de tidligere fastlagte grænseværdier for specifikke affaldsegenskaber. Det vil i nogle tilfælde være muligt at vurdere de samme specifikke affaldsegenskaber ved hjælp af forskellige testmetoder, men da som regel med forskellige metodespecikke grænseværdier, selv om grænseværdierne for de specifikke stofegenskaber er ens.

Tabel 2.1
Oversigt over retningslinier for optagelse af affald på positivlister for forskellige affaldskategorier.

Detailleret forudsigelse af perkolatkvalitet ikke mulig

Det er nok vigtigt at erkende, at en deponeringsenhed i langt de fleste tilfælde vil indeholde forholdsvis komplicerede blandinger af affald, måske på forskellige stadier af udvaskning og nedbrydning, og at det derfor generelt ikke vil være muligt at give en detailleret beskrivelse af sammensætningen af det producerede perkolat på grundlag af analyser og udvaskningstests foretaget på det affald, som tilføres deponeringsenheden. Der må i stedet fokuseres på forudsigelse af mere generelle, overordnede og kvalitative eller semikvantitative egenskaber ved perkolatet, og på, hvorvidt disse egenskaber i en given sammenhæng er ønskede eller uønskede.

Resultaterne af udvaskningstests på affald til deponering vil derfor kun sjældent kunne fortolkes som direkte simuleringer af de komplicerede processer, som rent faktisk foregår i det deponerede affald. Dette vil kun i visse tilfælde være muligt for mono-deponier eller mindre områder af deponeringsenheder indeholdende forholdsvis homogene, mineralske eller inerte, ikke-reaktive affaldstyper.

2.5 Testniveauer

I forbindelse med arbejdet i den fælleseuropæiske standardiseringskomité CEN/TC 292: "Characterization of waste" er der udviklet et administrativt koncept for niveaudelt testning. Dette koncept, som er blevet adapteret både i den nye vejledning i affaldsdeponering og i EU-forslaget til deponeringsdirektiv, består af tre niveaur:

Karakteriseringstestning

Karakteriseringstestning på niveau 1 er en grundig undersøgelse og dokumentation af en given affaldstypes sammensætning og egenskaber i relation til deponering og til specifikke krav vedrørende anbringelse på en given type deponeringsenhed. Ved karakteriseringstestningen skal den pågældende affaldstypes opførsel og udvaskningsegenskaber, samt disses afhængighed af diverse faktorer (pH, redox-potentiale, m.v.), søges belyst både på kort og langt sigt. Testning på niveau 1 vil skulle gennemføres for at få en affaldstype godkendt og placeret på en positivliste, og vil være reference for testning på niveau 2 og 3. Karakteriseringstestning skal principielt kun gennemføres én gang for en given affaldstype og behøver kun at blive gentaget, når en allerede karakteriseret affaldsstrøm ændrer egenskaber. For affaldstyper, som tilhører velbeskrevne affaldsstrømme, kan selve karakteriseringstestningen delvis erstattes af veldokumenterede litteraturdata, såfremt det kan godtgøres, at de anvendte data rent faktisk er dækkende for de pågældende affaldstyper.

Overensstemmelsestestning

Overensstemmelsestestning på niveau 2 gennemføres for at kontrollere om en affaldstype, som allerede er testet på niveau 1 og placeret på positivlisten for en given deponeringsenhed, fortsat har de egenskaber, som lå til grund for positivlistningen. Overensstemmelsestests er forholdsvis enkle procedurer, som fokuserer på egenskaber, der er fastlagt ved karakteriseringstestning. Resultatet af en overensstemmelsestest bør kunne sammenholdes direkte med et sæt acceptkriterier, som bør være fastsat på grundlag af de i afsnit 2.4 beskrevne principper. For samme affaldstype fra samme affaldsproducent vil testning på niveau 2 skulle gennemføres f.eks. én gang om året. Et læs affald vil således typisk kunne ankomme til en deponeringsenhed med en attest eller deklaration, som dels dokumenterer, at der indenfor det seneste årstid er udført en overensstemmelsestest på den pågældende affaldstype, dels angiver resultatet af denne test sammenlignet med de relevante acceptkriterier.

Verifikationstestning

Verifikationstestning på niveau 3 har til formål at sikre, at ethvert læs affald, som modtages på en deponeringsenhed, svarer til beskrivelsen i den medfølgende deklaration. Testning på niveau 3 skal derfor udføres for hvert læs affald, som accepteres til deponering. Verifikationstestningen skal være hurtig og simpel og vil formentlig oftest kunne begrænses til en visuel inspektion af affaldet inden og under aflæsningen af dette.

2.6 Testmetoder

I Bilag A til den nye vejledning i affaldsdeponering er der angivet en række detailler vedrørende de krav, som tænkes stillet til prøvetagning, testmetoder og testniveauer for de tre kategorier af affald og deponeringsenheder, som er defineret i vejledningen. Bilaget er vedlagt som Bilag 1 til denne rapport.

I det ovennævnte bilag omtales følgende testmetoder til undersøgelse af affald:

	Bestemmelse af glødetab
	Analysering for uorganiske indholdsstoffer (totalanalyse)
	Analysering for organiske indholdsstoffer (gaschromatografisk screening)
	Bestemmelse af pH, alkalinitet/aciditet og redox-forhold
	Bestemmelse af (fortrinsvis uorganiske) forureningskompo-nenter, som er potentielt tilgængelige for udvaskning (tilgæn-gelighedstest)
	Bestemmelse af udvaskningsforløb (kolonneudvaskningsfor-søg)
	Bestemmelse af stofudvaskning (2-trins batchudvaskningstest)
	Bestemmelse af økotoksikologisk virkning af perkolat (økotok-sikologiske tests på eluat fra kolonneforsøg)

Der kan henvises til Hjelmar (1994) for en diskussion af baggrunden for at anvende en del af disse testmetoder, hvoraf nogle hører hjemme på niveau 2, mens andre tilhører niveau 1. I forbindelse med gennemførelsen af nærværende projekt blev nogle af testmetoderne udvalgt til en nærmere afprøvning på et antal affaldsstrømme. Det gennemførte undersøgelsesprogram og de fundne resultater er beskrevet i de følgende afsnit.