Vandmiljø-98

2. Næringsstoftilførsler til det danske vandmiljø i 1997

2.1 Punktkilder
2.1.1 Renseanlæg
2.1.2 Særskilte industriudledninger
2.1.3 Regnvandsbetingede udløb
2.1.4 Spredt bebyggelse
2.1.5 Ferskvandsdambrug
2.1.6 Saltvandsbaseret fiskeopdræt
2.2 Udvikling i udledning 1989-1997
2.3 Offshoreaktiviteter
2.4 Landbrug
2.4.1 Nationale handlingsprogrammer og Nitratdirektivet
2.4.2 Vandmiljøplan II
2.4.3 Nitratdirektivet
2.4.4 Resultater fra landovervågningsprogrammet
2.4.5 Opbevaring og udbringning af husdyrgødning
2.4.6 Udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning
2.4.7 Fosforoverskud på landbrugsarealer
2.4.8 Modelberegninger af N-udvaskning i landovervågningsoplandene
2.4.9 Indikatorer for udviklingen i markbidraget
2.4.10 Udviklingen i markbidrag og gårdbidrag
2.5 Atmosfæren
2.6 Samlede stoftilførsler til vand miljøet i 1997
2.6.1 Stoftilførsler til de ferske vandområder
2.6.2 Stoftilførsler til haver

Der tilføres næringsstoffer til vandmiljøet fra en række forskellige kilder. I dette kapitel redegøres for tilførslerne fra punktkilder, udsivning fra landbrugsområder og via atmosfæren.

2.1 Punktkilder

Under Vandmiljøplanens overvågningsprogram omfatter betegnelsen punktkilder:

Grundlaget for opgørelserne
Hvert år indberetter amterne data for punktkilder til Miljøstyrelsen. Disse data ligger til grund for opgørelserne af udledningerne fra punktkilderne. Opgørelserne er baseret dels på målinger, dels på teoretiske beregninger. For renseanlæg og større særskilt industriudledning er opgørelserne baseret på stof- og vandføringsmålinger. Opgørelsen af regnvandsbetingede udledninger og spredt bebyggelse er baseret på teoretiske beregninger. Udledningerne fra ferskvandsdambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt beregnes på baggrund af oplysninger om produktionsforhold og foderforbrug.

Udledning til de ferske vande

Den samlede udledning fra punktkilder til ferskvand er domineret af renseanlæggene, for så vidt angår fosfor og kvælstof. Industriudledningerne er uden betydning, mens punktkilderne spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb og dambrug er væsentlige. (se figur 2.1). (Miljøstyrelsen, 1998 b)

(23682 bytes)
Figur 2.1
Procentuel fordeling af kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder til de ferske vande i 1997.

Udledning direkte til havet

Udledningen af kvælstof og fosfor direkte til havområder domineres af renseanlæggene, mens industriudledningerne står for hovedparten af udledningerne af organisk stof. De kun 25 havbrug er ansvarlige for ca. 10 % af udledningerne af organisk stof (se figur 2.2).

(19493 bytes)
Figur 2.2
Procentuel fordeling af udledning af kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI₅) fra punktkilder direkte til havet i 1997.

Samlet udledning fra punktkilder

Den samlede udledning fra punktkilder er domineret af renseanlæggene med hensyn til kvælstof og fosfor, hvor de tegner sig for ca. 50 %. Industrien er ansvarlig for ca. 45 % af udledningen af organisk stof.

2.1.1 Renseanlæg

Amtsvis fordeling af renseanlæg > 30 PE.

Alle kommunale og private renseanlæg større end 30 personekvivalenter (PE) er omfattet af Vandmiljøplanens overvågningsprogram.

Vandmiljøplanen indeholdt en beslutning om, at anlæg over 15.000 PE skulle rense spildevandet for kvælstof ned til 8 mg/l, fosfor til 1,5 mg/l og organisk stof til 15 mg BI5/l. Anlæg mellem 5.000 og 15.000 PE skulle rense spildevandet for fosfor ned til 1,5 mg/l. I 1997 var 275 anlæg omfattet af Vandmiljøplanens krav. Afløbskvaliteten fra disse anlæg er afgørende for den samlede udledning, idet der behandles 89 % af den samlede spildevandsmængde på disse anlæg.

I 1997 blev der tilledt en forureningsmængde til renseanlæggene svarende til 8,2 millioner PE. 86 % af spildevandet blev underkastet både mekanisk-biologisk rensning og rensning for kvælstof og fosfor.

I forhold til de sidste års opgørelser sker der til stadighed en reduktion i de samlede udledninger fra renseanlæg.

Udledning fordelt på farvandsområder
Tabel 2.1

Udledninger fra renseanlæg i 1997 fordelt efter oplande.

2.1.2 Særskilte industriudledninger

Vandmiljøplanens overvågningsprogram for særskilte industriudledninger omfatter alle virksomheder med udledninger større end 30 PE. I 1997 omfattede overvågningsprogrammet 101 udledninger. Hovedparten af udledningerne sker direkte til farvandsområderne. Industrielle punktkilder hvorfra spildevandet udsprøjtes på skov- eller landbrugsarealer er ikke indeholdt i opgørelsen.

Udledninger fordelt på farvandsområder
Tabel 2.2
Udledninger fra særskilte industrikilder i 1997 fordelt efter oplande

Udledning af næringsstoffer
Udledningen af fosfor og kvælstof direkte fra industrier er fortsat lave sammenlignet med de øvrige udledninger. Det er især fiskeindustrien, der er ansvarlige for udledningerne af kvælstof og fosfor. Denne branche tegner sig således for 42 % af kvælstofudledningerne og 50 % af fosforudledningerne.

2.1.3 Regnvandsbetingede udløb

Kloaksystemerne
Det samlede kloakerede areal i Danmark udgør 240.700 hektar, hvoraf 71.600 hektar er befæstet. Omkring halvdelen af det befæstede areal er fællessystemer, hvor regnvand og spildevand ledes gennem de samme kloakker. Under kraftige regnskyl kan systemet overbelastes og gennem indbyggede overløbsbygværker, ledes en blanding af spildevand og regnvand ud til vandmiljøet. I 1997 var der 5.207 overløbsbygværker. Den anden halvdel af det befæstede areal har separatkloakering, hvor spildevand og regnvand bortledes gennem to separate kloaksystemer. Der var i alt 8.950 separate udløb i 1997.

Udledningerne fordelt på farvandsområder
Tabel 2.3
Udledninger fra separate udløb og overløbsbygværker i 1997 fordelt efter oplande

Beregningsforudsætning
Opgørelsen af udledningerne sker ved beregninger, der foretages efter Miljøstyrelsens anvisninger. For at tage højde for variationen i nedbøren fra år til år, udføres beregningerne på et "normalår". Dermed er det muligt, at se effekter af forbedringer i kloaksystemerne. I 1997 var udledningerne af vand, kvælstof, fosfor og organisk stof mindre end i et normalår, hvilket skyldes en mindre nedbørsmængde.

2.1.4 Spredt bebyggelse

Den spredte bebyggelse omfatter enkeltliggende ejendomme, landsbyer, sommerhus- og kolonihaveområder samt andre spildevandsafledninger, der kan sammenlignes med husspildevand. Opgørelsen omfatter en spildevandsbelastning til og med 30 PE. Ved opgørelsen af belastningen er der taget udgangspunkt i de 348.600 ejendomme, der i 1997 var ukloakerede. Disse ejendomme fordelte sig med 107.300 i sommerhusområder, 9.200 i kolonihaveområder, 204.500 ejendomme i spredte bebyggelser og 27.600 i landsbyer.

Rensemetoder
Af ejendommene i den spredte bebyggelse har 52 % nedsivning, 3 % har samletank, mens de resterende 45 % er registreret med en rensemetode, der resulterer i en efterfølgende udledning til vandområder. Udledninger til farvandsområderne fra den spredte bebyggelse, er beregnet som den tilførelse der sker indirekte via vandløb. Der er ikke sket væsentlige ændringer i udledningen til vandområder i forhold til sidste års opgørelse.

Udledninger fordelt på farvandsområder
Tabel 2.4
Udledninger fra spredt bebyggelse til farvandsområder i 1997 fordelt efter oplande

2.1.5 Ferskvandsdambrug

I 1997 var der 433 dambrug i drift. Disse dambrug anvendte 31.131 ton foder som resulterede i en produktion på 31.957 ton fisk. Udledninger til farvandsområderne fra dambrugene, er beregnet som den tilførelse der sker indirekte via vandløb.

Tabel 2.5
Beregnede udledninger fra ferskvandsdambrug 1997 fordelt efter oplande

Udledningen af organisk stof, kvælstof og fosfor fra dambrugene i år, ligger på samme niveau som sidste år. På 41 % af dambrugene var der mere end ½ forureningsgrad i forskel op- og nedstrøms dambruget. Dette er en stigning på 9 % i forhold til 1996.

2.1.6 Saltvandsbaseret fiskeopdræt

Saltvandsbaseret fiskeopdræt er i Danmark koncentreret om opdræt af regnbueørreder i havbrug eller i saltvandsdambrug. I 1997 var der 26 havbrug og 15 saltvandsdambrug, der udnyttede deres driftstilladelse. Havbrugene brugte i 1997 ca. 5.000 ton foder, og producerede ca. 4.000 ton fisk. Saltvandsdambrugene brugte ca. 2.200 ton foder, hvilket resulterede i en produktion på ca. 1.800 ton fisk.

Beregnede tab fordelt på havområder
Tabel 2.6
Beregnede tab af kvælstof fra saltvandsbaseret fiskeopdræt i 1997

1: Udledningen fra saltvandsdambrug er alene beregnet for jorddamme. Anlæg med renseforanstaltninger indgår ikke i opgørelsen

Det samlede tab af næringsstoffer til havmiljøet fra saltvandsbaseret fiskeopdræt er faldet i forhold til sidste år, hvilket primært skyldes et fald i produktionen.

2.2 Udvikling i udledningen 1989-1997

Vandmiljøplanens overvågningsprogram blev startet i 1989 for at følge udviklingen i udledningen af fosfor, kvælstof og organisk stof. Med vedtagelsen af Vandmiljøplanen blev der opstillet mål for udledningerne fra renseanlæg og særskilt industri.

Målene er opnået
De mål, for reduktion af udledningerne, der blev opstillet med Vandmiljøplanen, er opnået for såvel renseanlæg som særskilt industri.

Udledningen af kvælstof
Udledningen af kvælstof fra punktkilder er samlet faldet med 64 % fra 1989 til 1997. Det er hovedsageligt renseanlæg og særskilte industriudledninger der bidrager til reduktionen i udledningen. Udledningen af kvælstof fra renseanlæg er faldet med 73 % fra 1989 til 1997, mens udledningen fra særskilte industrier er faldet med 65 %. For dambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt er udledningen af kvælstof faldet med hhv. 45 % og 17 % fra 1989 til 1997.
(13506 bytes)
Figur 2.3
Samlet udledning fra punktkilder af kvælstof 1989 til 1997.

Udledning af fosfor
Den samlede udledning af fosfor fra punktkilder er faldet med 79 % i perioden fra 1989 til 1997. Størstedelen af faldet i fosforudledningen skyldes reducerede udledninger for særskilt industri og renseanlæg. Udledningen fra renseanlæg er faldet med 85 % fra 1989 til 1997, mens udledningen for særskilt industri er faldet med 88 %. Der er også et fald i udledningen af fosfor fra spredt bebyggelse og dambrug med hhv. 41 % og 58 %.

(14061 bytes)

Figur 2.4
Samlet udledning fra punktkilder af fosfor1989 til 1997.

Udledningen af organisk stof
Udledningen af organisk stof er reduceret med 73 % i perioden fra 1989 til 1997. Den største reduktion i udledning af organisk stof er sket på renseanlæggene, hvor den samlede udledning er faldet med 91 % fra 1989 til 1997. For den særskilte industri er reduktionen i den tilsvarende periode på 74 %

2.3 Offshoreaktiviteter

Offshoreaktiviteter er ikke omfattet af Vandmiljøplanens overvågningsprogram, men er medtaget for fuldstændighedens skyld.

Offshoreindustriens aktiviteter i forbindelse med efterforskning, indvinding, behandling og transport af olie, kondensat og gas fører til udledninger i havet, emissioner til luft og anden bortskaffelse af en række stoffer og materialer.

De væsentligste kilder til udledning i havet af stoffer og materialer fra offshoreanlæg udgøres af:

Operatørerne i den danske del af Nordsøen indrapporterer årligt estimater over de bortskaffede mængder af stoffer og materialer fra sådanne aktiviteter til Miljøstyrelsen.

Af nedenstående figur 2.5 fremgår udviklingen i udledningen af olie til havet fra kilderne spild, oliebaseret boremudder (OBM) og produktionsvand i perioden 1986-1997:
(33144 bytes)
Figur 2.5
Udledning af olie til havet fra kilderne spild, oliebaseret boremudder (OBM) og produktionsvand i perioden 1986-1997. Tabellen omfatter ikke tal for spild i årene 1986, 1987, 1988 og 1993.

Af figuren fremgår, at der årligt udledes en variabel mængde olie i forbindelse med spild. OBM udgjorde i 1980’erne den største kilde til oliefourening fra offshoreaktiviteter. Efter 1990 skete der et kraftigt fald i den totale udledning af olie til havet, hovedsageligt som følge af, at operatørerne fra og med 1991 undlod at anvende oliebaseret borevæske i forbindelse med boringer.

Imidlertid er der op gennem 1990’erne sket en stigning i udledningen af olie til havet via produktionsvand, hvilket skyldes den generelle stigning i mængden af produktionsvand. Væksten i produktionvandsmængden skal dels ses som et resultat af den øgede produktion i perioden dels som en effekt af den generelle ældning af de eksisterende olie-og gasfelter.

I 1997 udgjorde den samlede anvendte og estimerede udledte mængde stoffer og materialer fra den danske offshoreindustri henholdsvis 50.345 ton og 25.124 ton. Dvs. ca. halvdelen af de stoffer og materialer som blev anvendt i forbindelse med offshoreindustriens aktiviteter estimeres udledt direkte til havet. De resterende mængder er bortskaffet på anden vis, eksempelvis ved ilandbringning eller som opblandede kemikalier i den producerede olie, der via rør eller skibe transporteres bort. Endvidere vil en vis mængde stoffer og materialer tilbageholdes i undergrunden i forbindelse med de udførte operationer.

2.4 Landbrug

Udledningen af kvælstof (N) fra de dyrkede arealer har været genstand for regulering gennem en årrække. Den målsatte udledning omfatter punktkilder, dvs. udsivning af næringsstoffer fra stalde og gødningslagre mv., det såkaldte gårdbidrag samt diffuse kilder, dvs. udvaskning af hovedsageligt nitrat fra de dyrkede arealer, det såkaldte markbidrag. Målet er at reducere gårdbidraget på 30.000 ton N årligt til et praktisk minimum, medens markbidraget skal reduceres med 100.000 ton N årligt fra 230.000 til 130.000 ton N årligt. Også internationalt er punktkilder og diffuse N-tab fra landbruget reguleret, hvilket først og fremmest sker via et EU-direktiv "Nitratdirektivet", som alle EU-medlemslande er forpligtet til at gennemføre i nationale love og reguleringer. Desuden er der i regi af OSPAR- og HELCOM- havkonventionerne vedtaget, at reducere næringsstofudledningen til henholdsvis Nordsøen og Østersøen med 50 %. I forbindelse hermed er der vedtaget mere detaljerede rekommandationer på landbrugsområdet, der anbefaler en række foranstaltninger til reduktion af landbrugets N-udledning.

Ammoniakfordampningen fra landbruget udgør imidlertid også et tab af en betydelig størrelse og har dermed tillige en betydelig miljøeffekt. Denne udledning til atmosfæren har ikke tidligere været målsat, men Folketinget har i forbindelse med en supplerende vandmiljøplan bestilt en redegørelse om ammoniakfordampning fra landbruget til brug for udarbejdelse af en handlingsplan på området. Desuden skal der udarbejdes en EU forsuringsstrategi, hvor reduktion af ammoniakfordampning fra de europæiske landbrug indgår som et vigtigt element.

Endeligt er det vigtige næringsstof fosfor, ligesom det er tilfældet med ammoniak, ikke selvstændigt reguleret indenfor landbruget, men indirekte som følge af kvælstofreguleringen.

2.4.1 Nationale handlingsprogrammer og Nitratdirektivet.

I 1998 blev der føjet endnu en handlingsplan til rækken af planer med det formål, at reducere udledningen af N fra dansk landbrug til det målsatte niveau. Denne handlingsplan benævnes Vandmiljøplan II eller "VMP II".

Blandt rækken af planer på området hører:

På trods af disse handlingsplaner er det ikke lykkedes at reducere N-udledningen som forudsat i Vandmiljøplanen af 1987. Imidlertid skete der i efteråret 1997 to ting, der satte skub i en fornyet debat om landbrugets N-udledning. For det første blev der konstateret omfattende iltsvind i flere danske fjorde. Det mest alvorlige iltsvind fandt sted i Mariager Fjord, hvilket affødte omfattende mediedækning og følgende politiske tilkendegivelser om en forstærket indsats for beskyttelse af vandmiljøet. For det andet modtog Danmark en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen i forbindelse med den danske gennemførelse af Nitratdirektivet, hvilket er første skridt i en retssag mod Danmark for ikke at gennemføre direktivet korrekt.

Resultatet af disse begivenheder mundede ud i en politisk aftale "Aftale vedrørende Vandmiljøplan II" af 17. februar 1998 og den nævnte Vandmiljøplan II af 1998. Aftalen blev indgået på basis af en redegørelse udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning "Vandmiljøplan II - faglig vurdering".

2.4.2 Vandmiljøplan II.

VMPII tager udgangspunkt i, at der med VMPI og øvrige planer kan opnås en potentiel reduktion på ca. 63.000 ton N årligt ud af den påkrævede reduktion af markbidraget på 100.000 ton årligt. VMPII omfatter dermed ikke gårdbidraget.

Med VMPII indførtes en skærpelse af den eksisterende regulering for så vidt angår kontrollen med gødnings- og sædskifteplanerne og kravene til udnyttelse af husdyrgødningens N-indhold. Desuden blev der indført principielle nye elementer, dvs. først og fremmest en sænkning af gødskningsniveauet med 10 %, således, at landmændene alene kan tilføre hvad der svarer til 90 % af det økonomisk optimale N-niveau.

Tabel 2.7.
Beregnede potentielle reduktioner som følge af de vigtigste tiltag i medfør af VMPI m.fl. og VMPII.

Tabel 2.8.
Beregnede potentielle reduktioner som følge af de øvrige tiltag i medfør af VMPII:

Effekten af det samlede sæt af reguleringer i medfør af de forskellige handlingsplaner fremgår af tabel 2.7 og 2.8. En fuldstændig beskrivelse af de nævnte tiltag kan findes i "Vandmiljøplan II - faglig vurdering" som Danmarks Miljøundersøgelser udgiver ligesom den præcise politiske aftale af 17. februar kan rekvireres i Miljø- og Energiministeriets Miljøbutik eller i Miljøstyrelsen.

2.4.3 Nitratdirektivet.

Et hovedformål med "Aftale vedrørende VMP II" af 17. Februar 1998 er, at sikre "et afgørende led i Danmarks implementering af EU’s Nitratdirektiv". Dette direktiv har til formål

Formålet skal opfyldes gennem udarbejdelse af handlingsprogrammer for de områder, der under direktivet er udpeget som sårbare zoner. Idet hele det danske territorium er udpeget som et sårbart område skal handlingsprogrammerne gælde for hele det danske landbrugsareal.

Den centrale foranstaltning, der skal medtages i handlingsprogrammerne, omfatter regler for anvendelse af handels- og husdyrgødning. Denne anvendelse skal baseres på en ligevægt mellem på den ene side afgrødernes forventede N-behov og på den anden side kvælstoftilførslen til afgrøden fra jorden og fra gødskning svarende til:

Med henblik på at sikre, at denne balance kan opnås er der fastsat en særlig maksimal grænse for tilførslen af husdyrgødning. Den fastsatte mængde årligt i gennemsnit for en ejendom pr. ha skal være den mængde husdyrgødning som indeholder 170 kg N. Under særlige forhold kan medlemsstaterne i EU dog tillade større tilførsel. I givet fald skal Kommissionen informeres om dette, ligesom der er fastlagt en procedure for godkendelse af højere mængder, som involverer en komite under direktivet og eventuelt ministerrådet. Danmark har informeret om, at Danmark fraviger denne øvre grænse for N-tilførsel med husdyrgødning, således, at der på kvægbrug med 70 % grovfoderareal kan tillades en tilførsel på maksimalt 230 kg N per ha årligt.

Det er værd at notere sig, at direktivets krav til landbrugets gødningsanvendelse er et ganske fornemt krav, idet alle tilførsler tages i betragtning inklusiv N-tilførslen via mineralisering af organisk bundet N i jorden og indholdet af mineralsk N ved vækstperiodens begyndelse.

Danmark gennemfører direktivets centrale krav om balance mellem afgrødernes N-behov og tilførslen af N gennem en omfattende fastlæggelse af de forskellige afgrøders N-behov og en kontrol med N-tilførslen i form af handels- og husdyrgødning via gødnings- og sædskifteplanerne. N-behovet korrigeres desuden for jordens indhold af plantetilgængeligt N via en årlig prognose for dette indhold, som landmændene skal tage hensyn til i gødningsplanlægningen. De anførte N-behov for de forskellige afgrøder er desuden opstillet som en funktion af sædskifte og jordtype, hvilket er en indirekte måde at korrigere N-behovet på i forhold til jordens egenleverance af N via N-mineraliseringen.

Imidlertid var der især to forhold som EU Kommissionen stillede spørgsmål om i åbningsskrivelsen til Danmark. For det første bad Kommissionen om yderligere dokumentation for, at målsætningen om en halvering af N-udledningen ville give en tilfredsstillende miljøtilstand. For det andet ønskede Kommissionen en nærmere redegørelse for, at målsætningen om reduktion af markbidraget med 100.000 ton N årligt kunne nås med de iværksatte reguleringer.

Situationen er nu, at Danmark har svaret på åbningsskrivelsen og har indsendt en fornyet ansøgning om fravigelse fra de 170 kg N på kvægbrug, således, at der kan tillades 230 kg N per ha på disse brug. Danmark afventer nu Kommissionens og Nitratkomiteens stillingtagen til handlingsprogrammet og fravigelsen.

På trods af disse åbne spørgsmål i forhold til den danske gennemførelse hersker der ikke tvivl om, at den danske gennemførelse sammenlignet med de øvrige lande er ganske fornem.

2.4.4 Resultater fra landovervågningsprogrammet.

Landovervågningen under Vandmiljøplanen (VMPI) bidrager til grundlaget for vurderingen af udviklingen i udvaskningen fra de dyrkede arealers rodzone, dvs. markbidraget.

I korthed består programmet af direkte målinger af nitratudvaskning fra ca. 40 stationsmarker i 6 mindre landovervågningsoplande, interviewoplysninger om landbrugspraksis i de 6 oplande samt modelberegninger af udvaskningen i oplandene. Desuden er der knyttet direkte målinger af næringsstoffer i grundvand og vandløb til programmet. Programmet er udførligt beskrevet i rapporten "Landovervågningsoplande 1997" (Grant et al 1998) som Danmarks Miljøundersøgelser udgiver.

2.4.5 Opbevaring og udbringning af husdyrgødning.

Overvågningsprogrammet indsamler oplysninger om praksis for håndtering af husdyrgødning. Vigtige forudsætninger for udnyttelse af husdyrgødningens næringsstoffer er opbevaringskapaciteten og den anvendte udbringningsteknologi samt tidspunktet for udbringningen.

Opbevaringskapacitet
I de 6 landbrugsoplande er kapaciteten udbygget således, at 84 % af alle dyreenheder står på ejendomme med mere end 9 måneders opbevaringskapacitet, medens 99 % står på ejendomme med mere end 6 måneders kapacitet. Gødningsbeholderstatistik for landet som helhed bekræfter, at udbygningen af opbevaringskapacitet nu er gennemført i en sådan grad, at dette forhold ikke længere burde være begrænsende for udnyttelsen af husdyrgødningen (Miljøstyrelsen 1997).

Udbringning af husdyrgødning
Langt hovedparten af husdyrgødningen håndteres som gylle i landovervågningsoplandene, hvilket gødningsbeholderstatistikken på landsplan bekræfter for landet som helhed. Udspredningen af gylle kan ske i form af enten bredspredning, slangeudlægning eller ved direkte nedfældning i jorden. Direkte nedfældning sikrer den største potentielle udnyttelse af gyllens N-indhold, idet ammoniakfordampningen er begrænset til et absolut minimum. Slangeudlægning i en voksende afgrøde, der skærmer for vindafdrift af ammoniak, er desuden en teknik, der kan sikre en høj udnyttelse af N-indholdet. Denne teknik anvendes fortrinsvis til udbringning af gylle i foråret på vintersædsarealer. Den gammeldags bredspredning af gylle kan medføre en forhøjet ammoniakfordampning og en vis grad af svidning af afgrøderne. I forhold til nedfældning giver bredspredning almindeligvis en 10 - 20 % lavere nytteværdi af gyllen. På trods af dette forhold bliver ca. 60 % af gyllen fortsat bredspredt i landovervågningsoplandene, medens blot ca. 10 % bliver nedfældet. Danmarks Miljøundersøgelsers Afd. For Systemanalyse har vurderet de forskellige oplysninger der foreligger på landsplan, og fundet, at ca. 60 % udbringes med slæbeslanger, 40 % bredspredes, medens blot 1 % nedfældes.

Tidspunkt for udbringning
Hovedparten af husdyrgødningen udbringes om foråret, medens i alt 92 % udbringes i forårs eller sommermånederne. Der foreligger ikke nyere undersøgelser over fordelingen på landsplan, men det formodes, at hovedparten udbringes i foråret.

Disse oplysninger om opbevaring og udbringning af husdyrgødning viser, at der fortsat er nærliggende tekniske muligheder for at reducere ammoniakfordampningen i forbindelse med udbringningen af gødningen og dermed at øge udnyttelsen af gødningens N-indhold.

Udviklingen mod håndtering af gødningen som gylle i stedet for ajle og fast gødning, og den øgede udbringning af husdyrgødning om foråret har imidlertid allerede reduceret ammoniakfordampningen fra gødningen i perioden fra første halvdel af 80’erne til i dag.

Reduktion af ammoniakfordampning
Typiske tab af ammoniak fra lagre af fast gødning og ajle er i alt ca. 15 % af gødningens N-indhold, medens tabet fra gylle typisk udgør ca. 2 %. Spredetabet fra fast gødning og ajle ligger i alt på ca. 17 %, medens det typisk udgør ca. 6 % for slangeudlagt gylle i foråret. Den samlede reduktionen forbundet med et skift fra fast gødning og ajle til gylle og medfølgende ændrede udbringningsformer og tidspunkter for udbringning kan derfor meget vel andrage af størrelsesordenen 25% af gødningens N-indhold ab lager. Idet der ikke er sket en fuldstændig omlægning fra ajle og fast gødning til gylle fra begyndelsen af 80’erne til i dag er reduktionen dog ikke fuldt så stor. En nærmere vurdering af den opnåede reduktion bør baseres på opgørelser af håndteringsform samt opbevarings- og spredeteknik, hvilket vil være en opgave i forbindelse med udarbejdelsen af ammoniakhandlingsplanen. Det kan dog anslås at reduktionen er af størrelsesordenen 20.000 ton N årligt.

2.4.6 Udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning.

Udbringningsteknikken og tidspunktet for udbringningen af husdyrgødning og den supplerende handelsgødningsanvendelse er centralt for udnyttelsen af husdyrgødningen i planteproduktionen.

Nyttevirkningen er en tabellagt værdi for hvor meget af husdyrgødningens kvælstof, der kan erstatte handelsgødning, og er netop en funktion af den tekniske udbringningsmetode og tidspunkt for udbringning. I Landovervågningsoplandene er denne tekniske nytteværdi øget med 10 % siden 1990.

Udnyttelsesgraden af husdyrgødning beregnes som (N-behovet minus handelsgødningstilførslen) divideret med husdyrgødningens indhold af total-N, og udtrykkes oftest i %. I samme periode er denne udnyttelse steget fra ca. 35 % til ca. 66 %. Der sker således vigtige fremskridt i udnyttelsen af husdyrgødningen.

2.4.7 Fosforoverskud på landbrugsarealer.

Udover ammoniakfordampningen fra landbruget, som ikke hidtil har været selvstændigt målsat, er der tillige ikke stillet krav til anvendelse af fosfor indenfor landbruget. Der er alene fastsat et indirekte krav via harmonireglerne. Ved fastsættelse af et harmonikrav svarende til f.eks. en tilførsel af 170 kg N per ha med husdyrgødning, jfr. Nitratdirektivet, begrænser dette tillige tilførslen af fosfor med husdyrgødning. Der er imidlertid ikke fastsat nogen øvre grænse for den totale fosfortilførsel med handels- og husdyrgødning.

Det er alene i forbindelse med en samlet anvendelse af affaldsprodukter og husdyrgødning, at tilførslen af fosfor ikke må overstige 30 kg P per ha årligt (efter 1. juli 2000), jfr. Slambekendtgørelsen.

Tilførslen af fosfor med især husdyrgødning, men også handelsgødning, medfører derfor, at der sker en netto-tilførsel af fosfor til landbrugsjorden. Denne tilførsel medfører en ophobning af fosfor i jorden og dermed, at jordens såkaldte fosforstatus øges. Fosforstatus måles i form af et fosfortal, der er et udtryk for mængden af plantetilgængeligt fosfor i jorden og dermed også risikoen for tab af fosfor til vandmiljøet via erosion og udvaskning.

For optimal planteproduktion anbefales fosfortal på 2,0 - 3,5/4,0. I 1997 havde mere end 50 % af de danske jorder et fosfortal over 4,0. De høje fosfortal forekommer især på husdyrbrug, hvor der tilføres de største mængder fosfor.

Jordernes høje fosforstatus har indflydelse på tabet til vandmiljøet og overvågningsprogrammet peger derfor på et behov for at reducere P-tilførslen gennem følgende initiativer:

2.4.8 Modelberegninger af N-udvaskning i landovervågningsoplandene.

Landbrugspraksis for så vidt angår afgrødevalg og gødskning mv. indgår som datagrundlag for beregning af N-udvaskningen fra landovervågningsoplandene. Modellen, som anvendes til de nævnte modelberegninger, er en empirisk model, dvs. en erfaringsbaseret model, hvor kvælstofudvaskningen beregnes som en funktion af tilført gødning (handels- og husdyrgødning), nyttevirkning af husdyrgødning, afstrømningen af vand fra rodzonen, afgrøde samt jordtype, udtrykt som det procentuelle indhold af ler i pløjelaget.

I perioden 1989/90 til 1996/97 viser beregninger med modellen en reduktion af udvaskningen på mellem 23 og 25 % for oplandene som helhed ved normalklima(Tabel 2.9).

Tabel 2.9.
Modelberegnet udvaskning fra rodzonen samt det afstrømningskorrigerede oplandstab af kvælstof (tilførslen til vandløb fra oplandet) ved normalklima. Den vægtede udvaskningsreduktion i procent er 23-25 %.

Denne modelberegnede reduktion kan sammenlignes med næringsstoftransporten i vandløbene. Af tabellen fremgår, at vandløbsmålingerne ikke synes at bekræfte en fuldt så omfattende reduktion af udvaskningen som modelberegningen viser. Det er især det seneste års målinger i lerjordsoplandene, der synes at stå i modstrid med den beregnede reduktion af udvaskningen. Desuden var årene 95/96 og 96/97 meget tørre år og dermed ikke typiske for måleperioden, på trods af, at tallene er afstrømningskorrigerede.

Det er dog således, at i sandjordsoplande kan vandløbsmålinger ikke på kort sigt give et indtryk af en udvaskningsreduktion fra de dyrkede arealer, idet nitraten hovedsageligt strømmer til dybe grundvands magasiner og ikke direkte til vandløb.

2.4.9 Indikatorer for udviklingen i markbidraget.

Danmarks Jordbrugsforskning har beregnet N-balancen for dansk landbrug i perioden fra 1980/81 til 1996/97 (Arne Kyllingsbæk, pers. komm.). Denne balance beregnes på basis af statistiske oplysninger om bl.a. vareindkøb til sektoren i form af handelsgødning og foderstoffer og varesalg ud af sektoren i form af animalske og vegetabilske produkter.

Af denne balance fremgår, at det samlede N-overskud for dansk landbrug i midten af 80’erne var ca. 500.000 ton N årligt, hvilket er reduceret med ca. 80.000 ton N årligt frem til 1996/97. Det samlede overskud udgør det samlede tab til miljøet i form af nitratudvaskning, ammoniakfordampning, gårdbidrag, gasformige tab via nitrifikation/denitrifikation samt eventuel akkumulering i jordbunden.

I midten af 80’erne blev markbidraget og gårdbidraget vurderet til henholdsvis 230.000 og 30.000 ton N årligt, jfr. VMPI. Ammoniakfordampningen vurderedes til ca. 80.000 ton, medens der ikke forelå nogen indikation af forøgelsen af jordens humuspulje. Det vil sige, at de kendte tabsposter ikke forklarer hele overskuddet, men at der resterer en rest på mere end 100.000 ton N. Dette peger bl.a. på et usikkerhedsmoment ved anvendelse af N-balancer som indikator for udviklingen i landbrugets N-udledning og dermed et behov for nøje at vurdere sikkerheden på de enkelte dele af en samlet N-balanceberegning.

Der knytter sig imidlertid en større præcision til statistikken for handelsgødningsforbruget. Udviklingen i handelsgødningsforbruget bliver dermed den afgørende indikator for vurderingen af udviklingen i markbidraget. Siden midten af 80’erne er forbruget faldet med 110.000 ton N.

En anden forholdsvis sikker beregning er opgørelsen af N-behovet på landsplan. Sikkerheden i denne beregning ligger i, at den er baseret på uafhængige statistiske oplysninger om arealstørrelser med de forskellige afgrøder. Den begrænsede usikkerhed, som ligger i beregningen, knytter sig især til prisforskydninger, som har en vis indflydelse på N-behovet. Når N-behovet imidlertid er vel fastlagt for de forskellige afgrøder fremtræder beregningen meget robust.

N-behovet er derfor først og fremmest en funktion af afgrødefordelingen på det samlede landbrugsareal , brakarealet og i et vist omfang N-prognosen, der fastlægger N-indholdet i jorden ved vækstperiodens begyndelse. En beregning af N-behovet viser, at det er faldet med 56.000 ton N mellem 1985 og 1997.

Det er nu muligt, at vurdere effekten af det betydelige fald i handelsgødningsforbruget i lyset af faldet i N-behovet. Den forbedring af gødningsanvendelsen, som har fundet sted, svarer til nedgangen i handelsgødningsforbruget (110.000 ton) minus nedgangen i N-behovet (56.000 ton), dvs. 54.000 ton N. Det forudsættes, at forøgelsen af den animalske produktion i perioden ikke har ledt til en større husdyrgødningsmængde pga. øget effektivitet i fodringen og dermed mindre N-udskillelse fra dyrene.

I lyset af den nævnte reducerede ammoniakfordampning og et reduceret gårdbidrag er der ikke noget der tyder på en mindre tilførsel af N via husdyrgødning til jorden - snarere tværtimod. Den udvaskningsreduktion, som kan komme på tale, fremkommer derfor som et resultat af en gødningsforbedring på de nævnte 54.000 ton N på arealer i omdrift samt en effekt af braklægningen.

Såfremt forbedringen hovedsageligt skyldes en øget udnyttelse af husdyrgødningen peger dette tillige på, at reduktionen af markbidraget ikke er undervurderet.

2.4.10 Udviklingen i markbidrag og gårdbidrag.

Markbidraget og gårdbidraget er de to betydende målsatte udledninger jfr. Vandmiljøplan I.

Modelberegninger under Landovervågningsprogrammet viser, at markbidraget, som udgjorde 230.000 ton N årligt i 1985, er reduceret gennem årene med i alt ca. 55.000 ton N frem til 1996/97 ved normalklima.

2.5 Atmosfæren

Vandmiljøet modtager ikke alene næringsstoffer gennem udledninger og tab fra dyrkede arealer. En ikke ubetydelig del af tilførslen af kvælstof til havet kommer fra atmosfæren. Dette nedfald af kvælstof har sin oprindelse i både danske og udenlandske kilder. Størrelsen af nedfaldet er baseret på målinger og modelberegninger. Usikkerheden er anslået til at være ca. 40 % i de åbne havområder og ca. 60 % i fjorde, vige og bugter. Usikkerheden på fosfornedfaldet er større.

Kvælstofemmisioner
Kvælstofemissionerne til atmosfæren fra danske kilder omfatter kvælstofilter (NOx) og ammoniak (NH3). Kilderne til kvælstofilter er kraftværker, industri og trafik, medens ammoniak stammer fra landbruget. På grund af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en faldende tendens i udslippene af kvælstofoxider. Der emmiteres årligt omkring 80.000 ton kvælstof i form af kvælstofoxider til atmosfæren fra danske kilder. Emissionen af ammoniak ligger omkring 105.000 ton kvælstof og er i det store og hele uændret for perioden 1989 til 1995

Nedfald af kvælstof fra atmosfæren
De samlede nedfald af næringsstoffer fra atmosfæren til de danske farvande er vist i tabel 2.10. Værdierne er resultater af de seneste beregningsmetoder.

Tabel 2.10
Samlet nedfald af næringsstoffer fordelt på danske farvandsområder. Kvælstofværdier fra:(Frohn et al, 1998).

1: Indre danske farvande (farvandsområderne 3-8)

Målingerne viser generelt et fald i det atmosfæriske nedfald af kvælstof til danske havområder fra 1989 til 1997. Tidsserien er dog stadig for kort til at vurdere om det er statistisk signifikant.

Nedfald af fosfor fra atmosfæren
Depositionen af fosfor til de indre danske farvande er estimeret til cirka 8 kg fosfor/km2 svarende til cirka 280 ton fosfor om året. Dette estimat angiver den øvre grænse for fosfordepositionen. På baggrund af dette vurderes det, at den samlede fosfordeposition til danske havområder maksimalt kan være på 1000 ton årligt

En stor del af fosfornedfaldet stammer sandsynligvis fra biologiske kilder. (Ellermann et al 1997)

Fordeling på kilder
Hvis man betragter de samlede danske havområder, skyldes langt størsteparten af kvælstofnedfaldet udenlandske kilder. Således stammer kun ca 18 % fra Danske kilder (Frohn et al, 1998). I de kystnære dele vil en meget større andel, op til 50 %, være af dansk oprindelse. Det danske bidrag i procent af det samlede bidrag fra danske og udenlandske kilder til de enkelte havområder er vist i tabel 2.11

Tabel 2.11:
Bidrag fra danske kilder i procent af samlet nedfald til danske farvande i 1997.

Ca. 55 % af kvælstofnedfaldet til de åbne danske farvande vurderes at stamme fra landbruget og resten fra afbrænding af fossile brændsler (Frohn et al, 1998). Det svarer til, at ca. 43.000 ton kvælstof kommer fra landbrugsaktiviteter, mens ca. 36.000 ton stammer fra industri, kraftværker og trafik.

Tidsmæssig udvikling
Der er ikke siden 1989 sket nogen signifikant udvikling i det beregnede atmosfæriske nedfald af kvælstof til de danske havområder, som ifølge de nyeste beregninger har ligget på omkring 80.000 t årligt.

2.6 Samlede stoftilførsler til vandmiljøet i 1997

I dette kapitel præsenteres de vigtigste nøgletal for stoftilførslerne til de ferske vande og havet i 1997. I figur 2.6 vises de farvandsområder og tilhørende oplande, hvortil stoftilførslerne bestemmes De detaljerede opgørelser dækker alene tilførslerne af kvælstof, fosfor og organisk stof.
(21453 bytes)
Figur 2.6
Kort over 1. ordens farvandsområder og tilhørende oplande, hvortil stoftilførslerne bestemmes.

Stoftilførsler til havet rapporteres til HELCOM (Kattegat, Bælthavet, Øresund og Østersøen) og OSPARCOM (Nordsøen, Skagerrak og Kattegat)

2.6.1 Stoftilførsler til de ferske vandområder

De samlede udledninger fra punktkilder til ferske vandområder er vist i tabel 2.12. Vandområderne er opdelt efter de havområder, hvortil de afvandes.

Link til Tabel 2.12
Mængderne af udledt kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder til de ferske vande i 1997.

Fordeling på kilder
Den relative betydning af de forskellige kildetypers belastning af søer er vist i figur 2.7. For både kvælstof og fosfors vedkommende er tilførslerne fra det åbne land den vigtigste kilde. Disse tilførsler stammer hovedsageligt fra landbruget, men også fra naturlige kilder.
(2591 bytes)
Figur 2.7
Den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af søer (efter:Jensen et al 1998). 

Den relative betydning af de forskellige kildetypers belastning af vandløb er vist i figur 2.8. For kvælstofs vedkommende er tilførslerne fra det åbne land den vigtigste kilde, mens fosfor især stammer fra de forskellige punktkilder.
2591 bytes)
Figur 2.8
Den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af vandløb(efter: Windolf, et al 1998)

2.6.2 Stoftilførsler til havet

De danske havområder tilføres næringsstoffer gennem direkte spildevandsudledninger, via vandløb og på grund af nedfald fra atmosfæren. Desuden modtager de danske farvande store mængder næringsstoffer med havstrømmene.

Direkte udledninger
Tilførslerne af næringstoffer til de enkelte danske havområder gennem direkte udledninger fra renseanlæg, industriudledninger, regnvandsbetingede udløb spredt bebyggelse og dambrug er vist i tabel 2.13

Link til Tabel 2.13
Mængderne af udledt kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk stof (BI5) fra punktkilder direkte til havet i 1997.

Tilførsler via vandløb
Tilførslerne af næringsstoffer til de enkelte danske havområder fra vandløb i 1997 er vist i tabel 2.14.

Tabel 2.14
Tilførsler af næringsstoffer til havet fra vandløb i 1997.

Fordeling på kilder
Ved at trække de kendte punktkildeudledninger til ferskvand fra de totale tilførsler til havet via vandløb, kan man få et indtryk af størrelsen af afstrømningen fra det åbne land. Beregnet på denne måde beløber tilførslen fra det åbne land sig til ca. 40.026 ton kvælstof, ca. 458 ton fosfor og 7.001 ton organisk stof (BI5). Da der undervejs i vandløb og søer sker en vis tilbageholdelse og fjernelse af de tilførte stoffer, er disse tal et udtryk for det minimale bidrag.

Samlet opgørelse for stoftilførslerne til 1. ordens farvandsområder
De samlede tilførsler af næringsstoffer og organisk stof til de danske havområder i 1997 er vist i tabel 2.15.

Tabel 2.15
Samlet tilførsel af næringsstoffer og organisk stof til havet fra direkte udledninger, vandløb og atmosfæren i 1997. Alle værdier i ton. 

i.o.: ikke opgjort.
1: Indre danske farvande (farvandsområderne 3-8.) Den atmosfæriske fosfor deposition er ikke indregnet i totalen.

Den relative betydning af de forskellige kildetyper er vist i figur 2.9.
(3259 bytes)
Figur 2.9
Den procentuelle betydning af de forskellige kildetypers belastning af de indre danske farvande. Landbrugets bidrag til de atmosfæriske tilførsler er inkluderet under søjlerne for landbrug.

For kvælstoffets vedkommende er nedfaldet fra atmosfæren og tilførslerne fra landbruget de mest betydende kilder. Fosfortilførslerne kommer især fra spildevand.

Fordeling på samfundssektorer
Det er muligt at opnå et groft skøn over hvorledes tilførslerne fordeler sig på forskellige samfundsmæssige aktiviteter. En sådan oversigt er vist i tabel 2.16.

Tabel 2.16
Procentvis fordeling af den samlede tilførsel til danske farvande af kvælstof, og fosfor fordelt på sektorer.