[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vandmiljø-98

3. Miljøtilstanden i havet omkring Danmark

3.1 Anvendelsen af de åbne farvande og administrative forhold
3.1.1 Generelle administrative forhold
3.2 Inddeling og beskrivelse af de åbne farvande
3.3 Generel beskrivelse af fysiske, kemiske og biologiske forhold og årsagssammenhænge i havet
3.3.1 Hydrografiske forhold
3.3.2 Vandkemi
3.3.3 Planteplankton: Sammensætning, fordeling og produktion
3.3.4 Bundplanter
3.3.5 Bunddyr: Sammensætning og fordeling
3.3.6 Iltsvind
3.4 Miljøtilstanden i de danske kyst og havområder
3.4.1 Koncentrationer af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer i 1997
3.4.2 Biologiske forhold og iltsvind
3.4.3 Samlet status for 1997
3.4.4 Tilstand i forhold til målsætning
3.4.5. Udvikling i de åbne farvandes miljøtilstand 1989-1997
3.5 Perspektiver og udviklingsscenarier
3.5.1 Tilstandsændringer som følge af ændringer i næringsstoftilførslerne
3.5.2 Effekter af øvrige aktiviteter på havet

De åbne danske havområder strækker sig fra farvandet omkring Bornholm i øst og til Vadehavet og Nordsøen mod vest. I global sammenhæng udgør de indre danske farvande mundingen af én af verdens største fjorde, Østersøen. Kattegat, Bælthavet og Øresund er relativt lavvandede med de største dybder på omkring 50 m. Både inde i selve Østersøen og i Skagerrak findes dybder på flere hundrede meter. På denne måde danner de indre farvande en tærskel i Østersøens munding. De laveste dele af tærsklen findes ved Drogden i Øresund og i Femer Bælt syd for Gedser. Nordsøen er generelt dybere end de indre farvande, men er dog i forhold til oceanerne et lavvandet havområde.

Overvågningsprogrammet
Formålet med overvågningen af de kystnære farvande og de åbne havområder er:

- at følge udviklingen fortrinsvis i de indre danske farvande i den fysiske, kemiske og biologiske tilstand, og

- at opnå øget viden om, i hvilken grad og hvordan tilstanden er påvirket af næringsstofbelastningen, samt hvordan tilstanden udvikler sig som følge af ændringer i næringsstofbelastningen.

Omfanget af overvågningsprogrammet i de åbne farvande fremgår af tabel 3.1.

Tabel 3.1
Oversigt over overvågningsstationer i de åbne farvande fordelt på farvandsområde og grupper af miljøvariable

Hyppigheden af undersøgelserne varierer en del. Således undersøges vandkemi, primærproduktion, fytoplankton og zooplankton op til 32 gange om året visse steder, medens bundfauna og bundvegetation typisk undersøges 1 gang årligt.

3.1 Anvendelsen af de åbne farvande og administrative forhold

Udnyttelsen af de åbne farvandes ressourcer har altid været et væsentligt element i det danske samfundsliv. I dette kapitel vil der kort blive gjort rede for de interesser, der på denne måde knytter sig til de åbne farvande og reguleringen og administrationen heraf. Udnyttelsen og reguleringen af havets fiskeressourcer og skibsfarten vil dog kun blive behandlet summarisk.

3.1.1 Generelle administrative forhold

Anvendelsen og udnyttelsen af de åbne farvande reguleres af en række love og administrative regler. De overordnede principper i de vigtigste vil blive belyst nedenfor.

Vandområdeplaner
De forskellige former for udnyttelse af havet kan let komme i indbyrdes konflikt, eller i konflikt med lovgivningens krav til et rent miljø. Ifølge planloven er det amterne, der igennem regionplanerne fastlægger miljøkvaliteten og anvendelsen af kystvande og derigennem foretager en afvejning af interesserne. Det er blandt andet lovens formål at sikre, at samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag. Det vil altså sige, at bestemmelsen af miljøkvaliteten i et givet vandområde i høj grad er et politisk spørgsmål.

Danmarks deltagelse i internationalt samarbejde vedrørende havforurening
De vigtigste grænseoverskridende forureningsproblemer set med danske øjne er tilførslen til havet af næringssalte, radioaktive stoffer, olie samt tungmetaller og svært nedbrydelige organiske stoffer (POPer). Danmark deltager i det internationale arbejde vedrørende disse problemer i EU, Nordsøkonferencerne, de regionale havkonventioner (HELCOM , OSPAR og Bonn-Aftalen) og i de globale fora Londonkonventionen og MARPOLkonventionen (IMO). Målet med det internationale arbejde er en væsentlig reduktion eller total udfasning af de ovennævnte forurenende stoffer, og en række væsentlige vedtagelser med henblik herpå er inden for den seneste tid truffet i de forskellige fora, ofte med udspring og inspiration i resultaterne fra 4. Nord- søkonference (Esbjerg 1995).

I forlængelse af tidligere beslutninger om 50 % reduktioner af udledninger af miljøfarlige stoffer (POPer og tungmetaller) samt næringssalte er der på ministermøder i HELCOM og OSPAR i 1998 vedtaget en strategi og målsætning for gennemførelsen af indsatsen i relation til at nedbringe udledninger og diffuse tab af miljøfarlige stoffer til havmiljøet. I målsætningen inddrages Esbjerg-deklarartionens § 17 om kontinuert at reducere udledninger, luftemissioner og diffuse tab af miljøfarlige stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsniveauet for naturligt forekommende og nær nul for syntetiske, menneskeskabte stoffer. Det indgår endvidere i strategiernes tidsramme, at man på enhver måde vil stræbe efter at bringe udledningerne til ophør i år 2020.

Endvidere er der i OSPAR vedtaget en målsætning og strategi for eliminering af eutrofiering, forårsaget af menneskelig aktivitet, senest i år 2010, og der blev opnået enighed om den hidtil stærkeste forpligtelse til at reducere belastningen af det marine miljø med radioaktive stoffer med henblik på et stop i år 2020.

For så vidt angår den skibsbaserede forurening - herunder olieforurening - er det nu i IMO besluttet at udpege Nordsøen som Special Area med hensyn til udledning af olie, og der er vedtaget et nyt annex til MARPOL-konventionen vedrørende regulering af luftforurening fra skibe.

I HELCOM blev der i 1998 vedtaget regler om tvungen aflevering af affald fra skibe i havne, og i EU arbejdes der for tiden med et direktiv herom. Nordsø/OSPAR-landene vil samarbejde om et tilsvarende initiativ i IMO.

Endelig er der for så vidt angår offshore-området på ministermødet i OSPAR 1998 vedtaget et generelt forbud mod dumpning og efterladelse på havet af udtjente boreplatforme og vedtaget, at der i de nærmeste år skal udarbejdes en strategi vedrørende udledninger fra offshore-aktiviteter.

Naturbeskyttelsesområde
Målsætningen for de internationale naturbeskyttelsesområder er at sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som udpegningen af områderne er baseret på. Danmark udpegede i 1979 efter tiltrædelsen af Ramsar-konventionen 27 Ramsar-områder og efterfølgende i 1983 efter tiltrædelsen af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet 111 EF-fuglebeskyttelsesområder. Samtlige Ramsar-områder indgår i deres helhed i de udpegede fuglebeskyttelsesområder. Danmark har efter vedtagelsen af EF-habitatdirektivet fremsendt EU-Kommissionen forslag til udpegning af 194 EF-habitatområder. Ovennævnte 3 områdetyper indgår i 199 internationale naturbeskyttelsesområder, hvoraf 63 er helt eller delvist marine.

Natur- og vildtreservater
Vildtreservater oprettes i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning. Formålet er at beskytte og ophjælpe bestande af vildtlevende fugle og pattedyr. Naturreservater oprettes i medfør af naturbeskyttelsesloven. Efter § 51 i denne lov kan der gennemføres fredninger på statsejede arealer og i danske farvande (fiskeriterritoriet). Formålet er blandt andet at beskytte naturen med dens bestande af vilde dyr og planter og deres levesteder. Den 1. september 1998 var der 97 reservater (natur- og vildtreservater) med et samlet areal på 328.496 ha, heraf er 297.987 ha eller næsten 90 % søterritorium. Reservaterne varierer i størrelse. Nogle er ganske små. Vadehavet, der både har status som natur- og vildtreservat, er med sine 124.100 ha, hvoraf ca. 118.580 ha er saltvand/vade/marsk, langt det største reservat i Danmark.

Fiskeri og akvakultur
Danmark hører til blandt verdens betydeligste fiskerinationer. Den danske fiskeflåde lander både fisk til direkte konsum og siden -1950’erne - betydelige mængder fisk til forarbejdning til fiskemel og

-olie (industrifiskeri). Størsteparten af fiskeriet finder sted i de åbne farvande, og ofte fjernt fra Danmark. Fiskeriet sker oftest med redskaber der slæbes efter bådene enten oppe i vandet eller langs bunden. I fjordene og langs kysterne foregår fiskeriet især med faststående redskaber.

I de åbne danske farvande var der i 1997 13 akvakulturanlæg, som producerede ca. 2.300 ton fisk. Driften af havbrug og saltvandsdambrug er miljømæssigt reguleret gennem Miljøministeriets bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990). Det fremgår af denne bekendtgørelse, at amtsrådet giver det enkelte havbrug eller saltvandsdambrug tilladelse til etablering og drift under en række betingelser. Disse betingelser omfatter blandt andet fastsættelse af:

Badning
Danmark har ud af den ca. 7000 km lange kyststrækning godt 5000 km, som er velegnet til badning. Kvaliteten af badevandet kontrolleres ved ca. 1300 målestationer, der er fordelt langs havets kyster, i fjorde og søer. Badevandet undersøges regelmæssigt for at beskytte de badende mod sygdom samt for at føre kontrol med, om der sker en forurening af badevandet og i tilfælde af forurening at opspore forureningskilderne og stoppe forureningen. Badevandskvaliteten reguleres ved Bekendtgørelse om badevand og badestrande (nr. 292 af 23. juni 1983), som er en implementering af EU’s badevandsdirektiv fra 1976. Kommunerne er ansvarlig for badevandskontrollen og -kvaliteten. Såfremt der konstateres forringelse af badevandskvaliteten, foretages yderligere undersøgelser, og i de tilfælde, hvor forringelsen kan identificeres, foretages afhjælpende foranstaltninger. Hvis en forurening ikke kan nedbringes til det hygiejnisk forsvarlige, nedlægges badeforbud. Et badeforbud kan først ophæves, når det er dokumenteret, at forureningen er ophørt, og at badevandet er forsvarligt at bade i. I 1997 var der i alt 1307 badevandsstationer, hvoraf 110 var ferskvandsstationer. Der blev i alt udtaget ca. 15.000 prøver. Der var 18 områder med badeforbud mod 17 året før. Badevandskvaliteten vurderes at blive bedre, og badevandskvalitetens overensstemmelse med de fastsatte værdier såvel nationalt som internationalt er fortsat høj.

Klapning
De danske havområder er præget af store sedimenttransporter. Når materiale aflejres i havne eller sejlrender giver det ophav til oprensninger og efterfølgende klapninger. Mængden af materiale der klappes varierer fra år til år. Der klappes årligt 3-8 millioner ton havbundsmateriale i danske farvande. Havnene på Vestkysten og især indsejlingen hertil tegner sig for størsteparten af den årlige klapmængde i normale år. Inden havbundsmateriale kan klappes, skal ansøgeren have opnået en tilladelse fra det relevante amt. En tilladelse vil indeholde en række vilkår om klappladsens placering, tidspunktet for klapningen og mængden af materiale der må bortskaffes. Tilladelsen gives, efter amtet har foretaget en vurdering af alle relevante aspekter - herunder de miljømæssige. I vurderingen indgår desuden udtalelser fra Farvandsvæsenet, Fiskeriministeriet og Skov- og Naturstyrelsen.

Råstofudnyttelse
Indvindingen af råstoffer (sand, grus, sten, skaller) i danske farvande reguleres af råstofloven. Der indvindes årligt mellem ca. 4 og 8 mio. m³. Råstofloven er i 1996 blevet ændret på en række punkter. Ændringen betyder bl.a., at råstofindvindingen fra januar 1997 skal foregå på grundlag af tilladelser til indvinding i afgrænsede områder, hvor der har været foretaget en miljøvurdering. Der er indført en overgangsordning, som omfatter 117 områder i Nordsøen og de indre danske farvande. Overgangsområderne er med få undtagelser, hvor der primært indvindes til lokalforsyning, placeret i de åbne farvande. Foruden i overgangsområderne er der givet tilladelse til indvinding i knap 20 åbentvandsområder. Til stenfiskeri er der udlagt 29 områder i de åbne farvande. Råstofindvindingen i EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder blev forbudt i 1994, idet der dog er etableret en afviklingsordning for ral- og sandsugning i et mindre antal områder primært beliggende i Nissum Bredning i Limfjorden. Skalleindvindingen i Roskilde Fjord blev afviklet med udgangen af 1997.

Olie- og gasindvinding
Produktionen af olie, kondensat og gas i den danske Nordsøsektor stammede i 1997 fra i alt 93 produktionsbrønde fordelt på 11 felter, der grupperer sig omkring produktionscentrene Dan, Gorm, Tyra og Harald. Fra Gorm og Tyra centrene udgår rørledninger, som fører henholdsvis olie/kondensat- og gasproduktionen til Jyllands vestkyst. Den samlede produktion af olie og kondensat udgjorde i 1997 i alt 11,38 mio. ton, svarende til en produktion, der lå ca. 10 % højere end i 1996. Bruttoproduktionen af gas udgjorde i 1997 i alt 9,53 mia. m³ hvoraf 1,84 mia. m³ blev pumpet tilbage i undergrunden med det overordnede formål at øge indvindingen af flydende kulbrinter. Nettogasproduktionen udgjorde således 7,69 mia. m³ i 1997, hvilket svarede til en produktion, der lå ca. 23 % over niveauet i 1996.

Regulering af offshoreindustien tager afsæt i såvel den nationale rammelovgivning på området som implementerer internationale anbefalinger og beslutninger vedtaget i bl.a. OSPAR samt HELCOM havkonventionerne. De nationale regler udgøres af Lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, samt bekendtgørelse nr. 394 af 17. juli 1984 om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse havanlæg. De væsentligste internationale beslutninger og anbefalinger på offshoreområdet omfatter:

Den danske miljøregulering på offshoreområdet praktiseres bl.a. ved Miljøstyrelsens udstedelse af enkelt og generelle udledningstilladelser. Tilladelserne bygger hovedsageligt på at sikre en kontinuert og fremadrettet forbedring af miljøforholdene bl.a. i form af krav om anvendelse, udvikling, afprøvning og dokumentation af miljømæssigt set bedre udstyr og kemikalier.

Arkæologi
På den danske havbund findes en lang række kulturlevn dels fra den periode i stenalderen, hvor områderne var tørt land (bopladser), dels fra den mangeårige udnyttelse af havet (forhistoriske og historiske fiskeanlæg, havne- og forsvarsanlæg samt vrag). Alle disse fund er, såfremt de er over 100 år gamle, beskyttet i henhold til Naturbeskyttelseslovens §14. Fundene må hverken fjernes eller ødelægges uden tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Skov- og Naturstyrelsen antager, at der findes ca. 20.000 historiske vrag, et lignende antal stenalderbopladser og ca. 5.000 havne- og forsvarsanlæg på den danske havbund. En stor del af disse vil befinde sig i de kystnære områder, hvor det var attraktivt at bosætte sig, både i stenalderen og i historisk tid, let at forsvare sig med relativt simple forsvarssystemer og ofte vanskeligt at besejle.

Udledning af spildevand
Omfanget af spildevandsudledninger er beskrevet i kapitlerne om punktkilder og tilførsler til havområderne.

3.2 Inddeling og beskrivelse af de åbne farvande

Fysisk beskrivelse af områderne
Farvandene langs den jyske vestkyst består af den østlige del af Nordsøen og Skagerrak. Betragtet under ét optræder de i redegørelsen som Vesterhavet. På tilsvarende vis omfatter Bælthavet de fire farvandsafsnit Store bælt, Lille bælt, Øresund og Sydlige Bælthav. De danske stræder og sunde er relativt lavvandede områder med de største dybder på omkring 50 meter. Der er langt større dybder inde i Østersøen og i den nordlige del af Kattegat og Skagerrak. På denne måde udgør de indre farvande en tærskel i Østersøens munding.

Der er i tabel 3.2 vist areal og volumen af de forskellige farvandsafsnit.

Tabel 3.2
Farvandenes areal og volumen beregnet på basis af DYNCOS bathymetrien. Kilde: Ærtebjerg et al 1998.

Kattegat, Bælthavet, Femer bælt og Øresund er lavvandede områder med omkring 50 % af vandmassen inden for en dybde af 10-15 meter (figur 3.1). Næsten samme billede fås, når arealfordelingen vises som en funktion af dybden. Dette er interessant af flere årsager, idet dels skillefladen mellem overflade og bundlaget som oftest ligger i denne dybde, dels fordi det egentlige åbentvands økosystem med stigende dybde bliver udtalt, samtidig med betydningen af stofudvekslingen mellem bund og frie vandmasse aftager.

Type-områder (kyst, bugt, sund, gennemstrømningsfarvand, åbent hav, sedimentationsområder med naturgivent iltsvind)
Ved hjælp af vandets saltholdighed kan det vises, at der fra tid til anden strømmer pulse af Østersøvand gennem Bælthavet. Pulsene har stor betydning for saltholdigheden og indholdet af næringsalte i Bælthavet. Pulsene har også stor betydning for frontbevægelserne i Kattegat.

Bælthavet og Øresund udgør de smalle stræder, hvorigennem alt vandet fra Østersøen passerer. I gennemsnit passerer vandet igennem Øresund, Storebælt og Lillebælt i forholdet 3:7:1. Dette betyder normalt, at navnlig Storebælt er præget af Østersøvandet, mens Lillebælt er mindst præget. Områderne er imidlertid så dynamiske, at der ofte forekommer situationer hvor Øresunds og Lillebælts overfladevand er næsten rent Østersøvand på grund af ringe opblanding.
(5439 bytes)
Figur 3.1
Volumen fordeling (%) som funktion af dybden. Kilde: Modificeret efter Ærtebjerg et al 1998

Kildetyper (vandløb, punktkilder, atmosfærisk nedfald og til- og fraførsler over randene
Miljøtilstanden i havet påvirkes af stoftilførsler fra land, atmosfære og tilstødende havområder. For kvælstoffets vedkommende påvirker kilderne fra land tilstanden langt ude til havs, mens kilderne for fosfors vedkommende kun lokalt har stor betydning. Et eksempel herpå er Øresund, hvor de hydrografiske forhold sammenholdt med de store kilder fra byerne medfører, at de lokale forhold har en helt dominerende betydning.

Der er gjort rede for tilførslerne af kvælstof, fosfor og organisk stof i kapitel 2.

Kilder til tungmetaller og miljøfremmede stoffer
De miljøfremmede stoffer, der ikke nedbrydes hurtigt i miljøet, vil ofte ende i havet. Stofferne tilføres havet via punktkilder og diffus spredning via luften og vandløb. For punktkildernes vedkommende er der dels tale om særskilte udledninger fra store virksomheder, dels om udledninger fra spildevandsanlæg og endelig om udledninger fra marine aktiviteter som skibstrafik, offshore industri og klapning af forurenet havnesediment.

3.3 Generel beskrivelse af fysiske, kemiske og biologiske forhold og årsagssammenhænge i havet

3.3.1 Hydrografiske forhold

Ferskvandsafstrømning
Vandet i oceanerne indeholder ca. 35 psu (promille) salt. Ferskvandsafstrømningen fra land gør saltvandet brakt ved, at det bliver blandet op med ferskvand. Der tilføres årligt i gennemsnit netto 476 km³ ferskvand til Østersøen fordelt på ca. 436 km³ fra vandløb og 224 km³ nedbør, mens der fordamper 184 km³ fra Østersøen. Til Nordsøen tilføres årligt ca. netto 300-350 km³ ferskvand. Østersøens samlede volumen er på ca. 21.600 km³, mens Nordsøens volumen er ca. 94.000 km³.

Lagdeling og saltholdighed
Ferskvand er lettere end saltvand, og det vil derfor altid flyde ovenpå. Vind, vejr og strøm resulterer i, at ferskvandet gradvist blandes op i saltvandet. Østersøen er som en stor flodmunding. På vej ind gennem de indre farvande er saltholdighederne derfor højest mod nord. Saltholdighederne falder gradvist i overfladen fra ca. 22 til 12 psu salt, mens den i bundlaget falder fra ca. 34 til 20 psu (figur 3.2).

I den sydøstlige del af Nordsøen i Tyske Bugt varierer saltholdigheden på grund af ferskvandstilførsler fra de store floder mellem 25 til 31 ‰ . Op langs Vesterhavskysten blandes vandet gradvist op i det mere salte Nordsøvand. Kun lejlighedsvis når vand med lavt saltindhold op forbi Skagen og ind i Kattegat.

I alle de indre farvande, inklusive Kattegat, er der en tydelig årscyklus i saltholdigheden. I december-januar topper saltholdigheden i overfladelaget, mens den er lavest i april-maj måned. Forskellen mellem højeste og laveste værdi er på knapt 10 ‰ salt og skyldes afstrømningen fra land, der i foråret når maksimum.

Saltholdigheden i bundvandet har en opblandingsstyret årscyklus, som er modsat men mindre udtalt end overfladevandets. Det er vægtfyldeforskelle imellem overflade- og bundlaget, som trækker bundvandet ind i de indre farvande. Jo mere overfladevand der strømmer ud, jo mere bundvand vil der blive trukket ind i de indre farvande. Det er atmosfæriske trykforskelle, tidevandskræfter og vinde, som har størst indflydelse på transporten af vand ind i Østersøen.

Fronter
Vandmasser med tydelige forskelle i saltindholdet behøver ikke altid at findes som et tungt bundlag og et let overfladelag. Tidevand, vind eller kraftig strøm kan bøje skillefladen imellem lagene, så de står mere eller mindre lodrette. Fronten mellem lagene er ofte helt tydelig selv for det blotte øje. Satellitfotos har dokumenteret, at fronterne er meget synlige og mere udbredte end almindeligvis antaget.
(1373 bytes)
Figur 3.2.
Snit gennem de danske farvande med middelstrømretninger og årsmiddelværdier af saltindholdet (Kilde: Hansen et al 1991).

Fronterne er ofte kortvarige naturfænomener af nogle dages eller timers varighed. De er ikke stationære. Såfremt eksempelvis vinden aftager eller skifter retning, vil fronten kunne flyttes mange kilometer, men eksisterer dog stadig.

Planktonopblomstringer er velkendte i fronter. Opblomstringen sker primært i det bundvand, som via fronten er kommet op til overfladen og lyset. Indholdet af næringssalte vil som regel være størst i bundvand på grund af remineralisering, idet lageret i overfladelaget hurtigt forbruges af algerne under deres vækst. Under normale forhold med en normal lagdeling er lysforholdene i bundlaget for ringe til at give mulighed for en kraftig planktonalgevækst.

Vand- og stoftransporter (strømningsmønstre og opblanding)
Tilgængeligheden af næringsstofferne for algerne er forskellig. Algerne kan umiddelbart forbruge de næringssalte, der forekommer som uorganiske salte af kvælstof og fosfor, mens de opløste organisk bundne næringsstoffer i form af humusstoffer fra land er svært tilgængelige (Christensen 1996).

Fra de danske landområder tilføres der næringsstoffer fra vandløb og fra punktkilder, som for 90 %’s vedkommende er på en form, som algerne umiddelbart kan udnytte. Tilførslerne fra atmosfæren kan udnyttes fuldt ud.

Det forholder sig anderledes med vandet fra de tilstødende havområder. Der er i Hav90 forskningsprogrammet foretaget en undersøgelse på en enkelt algeart, som viser, at 35-70 % af kvælstoffet og 60-70 % af fosforet, som tilføres med Skagerrakvandet, er tilgængeligt for algevækst. For Østersøvandets vedkommende er tilgængeligheden lavere, idet kun 15-35 % af kvælstoffet og 50 til 65 % af fosforet er tilgængeligt for algevækst (Kaas et al 1994).

Den årlige gennemsnitlige nettotilførsel til Kattegat er på ca. 100.000 ton biologisk tilgængeligt kvælstof, heraf er de landbaserede bidrag af biologisk tilgængeligt kvælstof i størrelsesordenen 50.000 ton. For fosforets vedkommende viser beregningen, at der netto tilføres en tilgængelig mængde fosfor på ca. 5000 ton, heraf er de landbaserede bidrag i størrelsesordenen 1000 ton (Christensen 1996).

Sedimentations- og erosionsområder
Havbundens beskaffenhed viser, hvor der i dag sker en blivende sedimentation af materiale på havbunden, og hvor der sker en erosion. Erosions-områderne er i reglen karakteriserede ved at være prægede af sandede sedimenttyper, mens sedimentationsområderne typisk består af mudder.

Mudderet består af ler, silt samt lidt sand. De øverste centimetre af mudderet er rigt på næringsrige efterladenskaber (detritus) fra de bundlevende dyr, som spiser plante- og dyreplanktonet efterhånden, som det synker ned mod havets bund. Dette lag findes også på de mere sandede erosionsbunde, men føres med havstrømmene hen til sedimentationsområderne, hvor de ophobes. Der vil i sedimentationsområderne blive opbygget en pulje af næringssstoffer, som frigives efterhånden som de bliver mineraliserede.

Hele den østlige og sydøstlige del af havbunden i Kattegat er et sedimentationsområde, svarende til ca. 40 % af det totale areal. For Bælthavets vedkommende er det knapt 40 %, som er beliggende primært i Århus Bugt og Lillebælt området. For Femer Bælt og Vestlige Østersø er det knapt 20 % af arealet, der er et sedimentationsområde, som primært omfatter Mecklenborg Bugt området og Arkona Dybet. Det er de samme områder som hyppigst rammes af iltsvind.

3.3.2 Vandkemi

Landbaserede tilførsler, atmosfærisk deposition, udveksling med omgivende farvande
Økosystemerne i havet omkring Danmark er afhængige af de næringsstoffer, som tilføres fra de omliggende havområder, det omgivende land og fra atmosfæren. Disse udgør de tilførsler udefra. Hertil skal der desuden lægges frigivelse af næringsstoffer, som i tidligere år er blevet opmagasineret i havbunden og som langsomt frigives (se i afsnit 3.3.1 og nedenfor).

Kildeopsplitning på landbaserede og atmosfæriske tilførsler
De enkelte kilders relative betydning for eutrofieringen af de enkelte havområder vurderes ved, at belyse deres størrelse og deres omsætning på vej ud i havmiljøet.

Bidraget fra atmosfæren er markant i sammenligning med de øvrige kilder. I Bælthavet er bidraget på 30 % ud af totalen (figur 3.4). I Nordsøen, Skagerrak og Østersøen er bidraget væsentligt større end 30 %. Nedfaldet fra atmosfæren er jævnt fordelt igennem kalenderåret, i modsætning til bidraget fra land, som topper i vinterperioden. Tilførslerne fra land bidrager dermed i stor udstrækning til opbygningen af vinterpuljen af næringssalte og dermed forårsopblomstringens størrelse (se nedenfor).

Mængdemæssigt betyder tilførslerne fra atmosfæren relativt mest i sommerhalvåret, hvilket hænger sammen med at tilførslerne fra land i denne periode er i bund. Næringsaltene fra de atmosfæriske tilførsler betyder derfor mest i de åbne farvande i sommerperioden. I Bælthavet er bidraget fra atmosfæren i nogle sommermåneder mellem 2-6 gange så stort som tilførslerne fra land.
(4021 bytes)
Figur 3.4
Gennemsnitlig årlig nettotilførsel med kvælstof- (TN) og fosfor (TP) i perioden 1990-96 fra Danmark, Sverige, Tyskland og atmosfæren til henholdsvis Kattegat, Bælthavet og Øresund. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998)

Sammenhæng mellem antropogene stoftilførsler og koncentrationer
En vurdering af betydningen af det menneskeskabte bidrag for havets indhold af næringssalte forudsætter, at der er en veldokumenteret relation mellem ferskvandsafstrømningen fra land og indholdet af næringssalte i havet. Endvidere forudsætter regnestykket, at der kan beskrives en baggrundstilstand, hvor den ekstra tilførsel, som stammer fra menneskelig aktivitet, kan trækkes fra den stoftilførsel, som måles aktuelt.

Første del af regnestykket er veldokumenteret. Ferskvandsafstrømningen fra land om vinteren har indflydelse på indholdet af kvælstof i det sydlige Kattegat og i Storebælt (figur 3.5). Når afstrømningen fra land er stor, er indholdet af kvælstofnæringssalte i vinterpuljen også stor. Tilførslen af kvælstof pr. ha i form af handelsgødning og husdyrgødning ab lager har været næsten konstant siden 1980 til i dag. Imidlertid er udnyttelsesgraden af den tilførte gødskning steget med 20-25 % fra 1985 til 1995 (Holten-Andersen et al 1998).
(10860 bytes)
Figur 3.5
Gennemsnitligt indhold af kvælstof i de øverste 10 meter af havet i sydlige Kattegat og Storebælt vist som funktion af ferskvandsafstrømningen til de indre farvande. (Kilde: Christensen 1996)

For den anden del af regnestykket findes der ingen målinger i havet, som kan belyse udgangssituationen. Udgangspunktet sættes normalt til 1950erne, hvor forbruget af gødning på markerne begynder at stige markant. På grundlag af landbrugets statistikker over til- og fraførsler af gødningsstoffer, er der belæg for, at tilførslerne til vandmiljøet er mere end fordoblet siden 1950erne (Statens Planteavlsforsøg, 1995.).

I stedet kan der for Bælthavet beregnes den lokalt betingede næringssaltoverkoncentration. Denne beregnes ved hjælp af en korrelationsanalyse i forhold til opgørelserne over tilførslerne fra land (Ærtebjerg et al 1998). I gennemsnit er niveauet for det menneskeskabte bidrag til kvælstofkoncentrationen i Bælthavets øverste vand på mellem 20-30 mikrogram nitrat+nitrit kvælstof pr. liter, svarende til omtrent 30 % af gennemsnitskoncentrationen (se figur 3.5 og 3.6).

Transport fra land, gennem fjord og kyst til "åbent hav" og tilbageholdelse i kystområder
I planternes vækstsæson sker der en optagelse af næringssaltene fra det øjeblik, de når ud i vandmiljøet. Uden for vækstsæsonen bygges der en pulje af næringssalte op indtil planterne igen påbegynder deres vækst i foråret, når lysforholdene er blevet tilstrækkelige til, at vegetationen kan vokse.

Så snart næringssaltene bygges ind i plantecellerne, påbegynder næringsstofferne et kredsløb, hvorunder de omdannes, frigives og optages. Dette bevirker, at der kan være en betydelig forskel på den oprindelige tilførsel til en fjord eller et kystområde og så dét, der til sidst når ud i det åbne hav.

For kvælstofnæringssaltene gælder det, at en del omdannes til luftformigt kvælstof, som dunster af til atmosfæren, eller det kan deponeres permanent i havbunden.

Det er anderledes for fosfornæringssaltene. En del bindes kortvarigt i havbunden og vil i løbet af sommeren frigøres, så snart der kommer iltmangel i bunden. En stor del ophobes igennem længere tid og frigøres igennem en løbende mineraliseringsproces. Tilførslen af fosfornæringsstof fra land er i dag blevet nedbragt meget. Det er undersøgt i nogle få fjorde, og det har vist sig, at bidraget fra havbundens fosforpulje er større end tilførslerne fra land. I Hav90 undersøgelsesprogrammet er det blevet vurderet, at det i Kertinge Nor vil tage op imod 10 år, inden frigivelsen af fosfor aftager markant (Christensen 1994).

Fjordenes eksport af kvælstof og fosfor
Stoftilbageholdelsen er blevet undersøgt for Ringkøbing og Nissum fjorde, som munder ud i Vesterhavet, Limfjorden, Mariager og Randers Fjord, som munder ud i Kattegat. (Tabel 3.3).

Opholdstiden for vandet i de enkelte fjorde har betydning for omfanget af stoftilbageholdelsen for kvælstof. Normalt vil der være en balance, et forhold mellem tilførsel og eksport. For fosforets vedkommende kan der ses en ubalance som skyldes de seneste års indsats for at rense spildevandet. Puljen i bunden afspejler stadig de tidligere års tilførsler mens tilførslerne fra land er aftaget. Der frigives mængder af fosfor fra bundlaget, således at nettoresultatet kan være en større fraførsel fra fjorden end tilførslen fra land.

Variationen i fosfortransporten er tæt knyttet til omfanget af iltsvind i fjordene. I 1997 måltes der i Mariager Fjord en transport ud af fjorden, som var 3,3 gange så stor som tilførslerne fra land på grund af det voldsomme iltsvind i eftersommeren 1997.

Tabel 3.3.
Gennemsnitlig årlig nettoeksport fra fjorde i perioden 1990-97 i procent af udledningen fra land til fjordområdet. For Limfjorden gælder beregningen i forhold til transporten til Kattegat, eventuel nettotransport til Nordsøen er ikke medregnet. I parentes er angivet variationsbredden i årlig nettoeksport.

Vandets opholdstid i Isefjorden og i Roskilde Fjord er så lang, at der må regnes med 80 % tilbageholdelse af kvælstof mens tilbageholdelsen for fosfor er minimal.

Frigivelse af næringssalte fra havbunden
Når planteplanktonet synker ned mod havets bund opløses cellerne og deres indhold frigives og der sker en mineralisering. Planteplanktonet genanvender næringsstofferne adskillige gange i løbet af en vækstsæson. Kvælstoffet genbruges således op til 7-8 gange inden det bundet i partikler synker til bunden (Fenchel 1992). Derfor er vinterkoncentrationens størrelse af så stor betydning for hele årets produktion. Det betyder også, at atmosfærebidragets betydning om sommeren overvurderes, hvis man ikke tager højde for dette genbrug.

En del af kvælstoffet frigives dels på uorganisk form som ammonium og dels på organisk form som urea. Begge disse kvælstofforbindelser kan optages direkte af planter og alger og bakterier. Fosforen frigives til vandet med det samme eller det bindes til havbunden. Det meste fosfor bindes til jern som er stabilt så længe der er ilt i vandet. Under iltsvind omdannes jernet og fosforen slippes fri igen. En anden væsentligt del af fosforen bindes til kalcium i havbunden som kalciumfosfat, der er en meget stabilt kemisk stof.

I Århus Bugt er det påvist, at den samlede kvælstoftransport fra havbunden til vandet kan dække 30 % af planteplanktonets årlige forbrug (Lomstein og Blackburn 1992). I Århus Bugt dækkede fosfaten fra havbunden 15-20 % af planteplanktonets årlige fosforforbrug (Mortensen et al 1992).

Vinterkoncentrationer
Om vinteren, hvor der er for lidt lys til, at planteplanktonet kan gro, er det muligt at få et skøn over kildernes betydning for størrelsen af vinterkoncentrationerne af næringssalte. Det er tilførslerne fra land, atmosfære og tilstødende havområder, som i vintermånederne bestemmer indholdet af næringssalte i havet.
(39411 bytes)
Figur 3.6
Gennemsnit fra perioden 1985-94 af vinterkoncentrationer af kvælstof og fosfornæringssalte i overfladen af de danske farvande. (Kilde:Christensen 1996)

For både fosfor- og kvælstofnæringssaltenes vedkommende er koncentrationerne størst i de indre farvande og mindst i de tilstødende farvande (figur 3.6). For kvælstoffets vedkommende er indholdet i Kattegat næsten 40 % højere end i Østersøen, mens det er knapt 20 % højere end indholdet i Skagerrak. Tilsvarende gælder for fosfor.

Tungmetaller og miljøskadelige stoffer
Metaller og en række svært nedbrydelige (persistente) organiske forbindelser er som regel kun lidt vandopløselige, og de vil derfor ofte bindes til partikler, bundfældes i havbunden, optages i levende organismer og her evt. opkoncentreres via fødekæderne. I lang tid efter at forbrug og udledning af f.eks. PCB og DDT samt flere metaller - bl.a. kviksølv, kadmium og bly - er blevet nedsat, findes stofferne fortsat i miljøet og kan give anledning til uønskede effekter. De højeste koncentrationer findes oftest i de kystnære områder tæt på menneskelig aktivitet.

Stofnedbrydningen i havmiljøet kan vanskeliggøres af en række faktorer som stoffets kemiske struktur, stoffers binding til partikler, der gør dem utilgængelige for de mikroorganismer, som foretager omsætningen, samt miljøfaktorer som iltsvind, der kan nedsætte nedbrydningshastigheden.

Overvågning
Overvågning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer sker ofte ved analyser af sediment og levende organismer frem for analyser i vandfasen. Dette skyldes, at koncentrationerne her ofte er højere og dermed nemmere at bestemme analyseteknisk, og giver et bedre billede af den samlede tilførsel med stoffer over en længere tidshorisont. Viden om koncentration af stoffer i vandlevende organismer giver desuden et fingerpeg om, hvor tilgængelige stofferne er i vandmiljøet.

Effekter
Sværtnedbrydelige stoffer vil ofte udgøre en større trussel mod det marine miljø end letnedbrydelige stoffer, idet de har potentialet til at ophobes til koncentrationer, som kan være kritiske for vandlevende organismer. Effekter af miljøfremmede stoffer kan variere meget og afhænger af stoffernes iboende egenskaber, samt hvilke organismer der udsættes for stofferne. Kemiske stoffers effekter bestemmes ofte i standardiserede forsøg, hvor organismers overlevelse, vækst og reproduktion kan undersøges i forhold til graden af eksponering af et givet stof.

3.3.3 Planteplankton: Sammensætning, fordeling og produktion

Biomasse
Plankton er det liv, som svæver frit omkring i havets vandmasser. Det omfatter alt fra bakterier, encellede planter og dyr til flercellede plantekolonier og flercellede dyr, såsom vandlopper og dafnier og store gopler (vandmænd). Endvidere omfatter det encellede organismer, der kan veksle imellem at være en alge og et dyr. Biomassen er vægten af det levende plankton.

Kobling mellem hydrografi og produktion
Der er en klar sammenhæng mellem hydrografien i farvandene omkring Danmark og planteplanktonets biomasse. Planktonets indhold af klorofyl anvendes som mål for biomassen (se ovenfor). Indholdet af klorofyl er højt i Tyske Bugt og aftager nordpå op igennem Vesterhavet. Indholdet øges igen i Kattegat, stiger yderligere i Bælthavet, for derpå gradvist at klinge af i Arkona Havet, der har samme niveau som Kattegat (figur 3.7).
(16315 bytes)
Figur 3.7
Geografisk variation i indholdet af klorofyl i de danske farvande. (Kilde:Ærtebjerg et al 1998)

Havstrømmene omkring Danmark har betydning for vandets indhold af næringsstoffer. Overfladestrømmen ud af Østersøen består af brakvand, mens understrømmen består af saltvand. Det er som regel i understrømmen at indholdet af næringssalte er størst.

Der har i de senere år været meget fokus på forekomsterne af store opblomstringer af giftige alger i vore farvande. De undersøges mere intenst end almindeligt planteplankton. Miljømyndighederne har derfor langt flere samtidige informationer om de hydrografiske og biologiske forhold, mens masseforekomsterne står på. Det har ofte været muligt at påvise, hvorledes algerne spredes med havstrømmene afhængig af, hvor de befinder sig i forhold til springlaget. Er de over springlaget, føres de i en retning, er de under, føres de i den modsatte retning. Dette mønster var helt tydeligt ved de to masseforekomster af giftige alger, som der er gjort rede for i afsnittet om status for 1997.

Artssammensætning
Saltholdigheden i havvandet har stor betydning ikke bare for udbredelsen af dyr, men også for planteplanktonet. Generelt falder antallet af arter ind igennem de danske farvande på samme måde som saltholdigheden. Endvidere bliver blågrønalgerne hyppigere jo mere brakt havet bliver. Mange af blågrønalgerne danner store kolonier, som vandlopperne og dafnierne har svært ved at æde. De udnyttes i stedet af encellede dyr og bakterieplankton.

Næringssaltbegrænsning
Mængden af næringssalte har afgørende betydning for planteplanktonets vækst. De vigtigste næringssalte er ammonium- og nitratkvælstof samt fosfat-fosfor. De forekommer i varierende mængder. Planktonet siges at være kvælstofbegrænset, hvis det eksempelvis mangler kvælstofnæringssalte. Et tredje vigtigt næringssalt er silikat (-kisel), som navnlig har betydning for kiselalgerne.

Undersøgelser af planktonets vækst i de åbne danske farvande og i fjorde og kystvande har vist, at der er en tæt sammenhæng mellem biomasse og vandets koncentration af kvælstof. Sammenhængen med koncentrationen af fosfor er svagere. Om sommeren kan mængden af kvælstof i vandet alene forklare ca. 60 % af variationen i biomassen i fjorde, mens de resterende 40 % tilskrives forskelle i lysforhold, antallet af blåmuslinger osv. (Sand-Jensen et al 1994).

En undersøgelse af den geografiske variation for perioden 1989-1997 har vist, at kvælstoffet altid var i underskud året rundt i Arkona Havet. I Storebælt, Kattegat og Skagerrak var underskuddet af kvælstofnæringssalte den mest begrænsende faktor, mens underskud af fosfornæringssalte kun i korte perioder var udslagsgivende. Kisel var formentlig begrænsende i perioder for kiselalgernes vækst i Kattegat (Ærtebjerg et al 1998).

Græsning
I lavvandede områder bliver planteplanktonet spist dels af zooplanktonet, dels af dyr, som lever på havbunden.

I de åbne dybe farvande er det især zooplanktonet som spiser af planteplankton og derved virker regulerende for mængden af planteplanktonet. En stor del af planteplanktonets forårsopblomstring synker dog tilbunds inden zooplanktonet kan spise det op, som det er tilfældet om sommeren.

I lavvandede områder, dvs. på dybder mindre end 10-15 meter, findes muslinger og sækdyr, som lever af at filtrere vandmasserne for spiselige partikler. De spiser det hele, både planteplankton og zooplankton. I mange af vore fjorde og kystnære områder er muslingerne særdeles vigtige græssere af planteplanktonet. Det kommer blandt andet til udtryk i sigtdybden, som stiger jo flere filtrerende bunddyr der er, til at spise af planteplanktonet.

Mikrobielt fødenet (remineralisering)
Bakterierne udgør et vigtigt element af planktonet. De omsætter opløst organisk stof og nedbryder materiale på partikelform i vandet. I stærkt eutrofierede områder kan bakteriernes andel af produktionen af organisk stof være betydelig. I den tredje periodiske miljøredegørelse for Østersøen (HELCOM, 1996) anslås, at bakteriernes produktion i kolde områder med stor naturlig tilførsel af organisk stof kan være af samme størrelsesorden som zooplanktonet.

Udsynkning af materiale til havbunden
Den del af planteplanktonet som ikke bliver spist oppe i vandsøjlen vil falde ned på havbunden. I perioder vil en meget stor del af planteplanktonet bundfælde sig. Hvis sedimentationen er særligt kraftig kaldes det undertiden for marint sne. En stor del af forårsopblomstringen, som består af kiselalger vil normalt bundfældes til havbunden. Det samme gælder for efterårsproduktionen af planteplankton. Materialet udgør en væsentlig fødekilde for havbundens dyresamfund.

3.3.4 Bundplanter

Forekomst
Vegetationen på havbunden består i overvejende grad af alger som vokser, hvor der er faste genstande og nogle få frøplanter, som skal kunne rodfæstes i bunden. Vegetationen er kendetegnet ved, at den ved hjælp af fotosynteseprocessen omdanner lys til kemisk energi. Derfor er havbunden kun bevokset ned til den dybde, hvor lysmængden er tilstrækkelig til, at vegetationens fotosyntese kan foregå. I danske farvande er dybdegrænsen for bundvegetationen som oftest 20-25 meter.

Havbundens udseende har stor betydning for forekomsten af bundvegetation. Flade og stenede kyster giver gode fasthæftningsmuligheder for algerne, mens frøplanterne (især ålegræs) vil dominere på lavvandede steder med sand- og mudderbund. En del af bundvegetationen udgøres endvidere af små mikroskopiske encellede alger på havbundens overflade.

Mange steder er forholdene ikke egnede for de fastsiddende alger. Der er få sten langs den jyske vestkyst, som algerne kan hæfte sig fast på. Der er derfor kun meget få alger her, selvom de øvrige betingelser i form af lys og næringsforhold er gode for algevækst. Eksponeringen har stor betydning for forekomsten af bundvegetation. Når den er kraftig som langs Vesterhavet kan der ikke vokse bundplanter.

Saltholdigheden og lyset er de to faktorer, som især har betydning for artsrigdommen af alger (figur 3.8). Faldet i saltholdigheden fra Skagerrak til Østersøen er ledsaget af et fald i artsrigdommen, som er ca. 300 arter i det nordligste Kattegat til ca. 120 arter i den vestlige Østersø. Artsantallet falder med stigende dybde i takt med faldet i lys. (Ærtebjerg et al 1998).

Forekomsten af dyr er en tredje vigtig faktor, som har indflydelse på forekomsten af bundvegetationen. I det sydlige Kattegat og i Bælthavet er der eksempler på, at bundvegetationen til tider er kraftigt påvirket af søpindsvin, som spiser algerne eller gnaver dem over, så de driver væk. Blåmuslinger kan også kolonisere et rev og derved konkurrere med algerne om fasthæftningspladserne (Ærtebjerg et al 1998).

Ålegræssets udbredelse blev grundigt undersøgt omkring år 1900. Dets dybdegrænse var da ca. 11 meter i det klareste vand. Det anslås, at op imod 1/7 af de danske fjorde- og kystvande var dækket af tætte bestande med ålegræs. Ålegræsset har i dag ikke nær samme udbredelse eller dækningsgrad som før. Dybdeudbredelsen i 1990erne har typisk været nedsat til ca. det halve sammenlignet med 1900-tallets på grund af større næringssaltudledning, større planktonproduktion og epifytter og dermed ringere lysforhold.
(5864 bytes)
Figur 3.8 a og b
Saltholdigheden i 15 meters dybde som funktion af afstanden fra det nordligste Kattegat. I det nordligste Kattegat findes den største artsrigdom, efterfulgt af en mellemgruppe i Bælthavet og en gruppe i det vestlige Østersø med færrest antal arter (Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

Artssammensætning og rigdom på næringsstoffer
Bundvegetationens artssammensætning og udbredelse ændres ved stigende tilførsel af næringsstoffer. Undersøgelser i Hav90 programmet har vist, at de store og langsomtvoksende vækster med tykke blade såsom ålegræs og de store brunalger (eksempelvis sukkertang) er mest almindelige i områder med ringe eutrofiering. De tyndløvede og hurtigt voksende alger bliver mere udbredte i takt med, at tilførslen af næringsstoffer øges (Borum et al 1994).

Det er lidt forskelligt, hvilke af de næringskrævende alger, der optræder som en slags ukrudt i havet. I Køge Bugt og Øresund er det fortrinsvis trådformede brunalger (slægterne Ectocarpus og Pilayella), mens det primært er masseforekomster af blad- eller trådformede grønalge (slægterne Ulva, Chaetomorpha og Cladophora) i Odense Fjord, Kerteminde Nor, Limfjorden og Roskilde Fjord. I Det sydfynske Øhav forekommer såvel brun- som grønalgerne (Christensen 1996).

Udbredelsen af dette marine "ukrudt" overvåges af miljømyndighederne, da det har stor betydning for den rekreative udnyttelse af fjord- og kystområderne. Det er periodevist også vigtigt for stofomsætningen i områderne. Det udvikler sig typisk fra forsommeren til hen på sommeren, hvorefter det falder hen.
(10853 bytes)
Figur 3.9
Ålegræssets dybdeudbredelse i år 1900 og i dag. Data er indtegnet fra de områder, der indgår i overvågningsprogrammet) (Ærtebjerg 1998)

Nedsat sigtbarhed i vandet er i reglen resultatet af en øget tilførsel af næringsstoffer. Lysnedtrængningen i vandet falder og dermed også vegetationens dybdeudbredelse, fordi de forøgede mængder af plankton gør vandet mere uklart. Mange af vore fjorde er så lavvandede, at selv små ændringer i dybdeudbredelsen kan bevirke, at store arealer af havbunden kan miste eller igen blive dækket af vegetation.

3.3.5 Bunddyr: Sammensætning og fordeling

Biomasse
Bunddyrene er tilpassede til den lokalitet de lever på. Dette er også baggrunden for, at arterne grupperer sig i nogle karakteristiske samfund. De dominerende dyr er børsteorme, krebsdyr, muslinger, snegle, søstjerner og søpindsvin.

De forskellige dyr har specialiseret sig i deres fødesøgning. Der er tre hovedmåder at tage føde til sig på, henholdsvis ved enten at filtrere vandet for småpartikler, at spise af havbundens indhold af organisk stof eller ved at ernære sig som rovdyr.

Den grundlæggende fødekilde for dyrene på havbunden er planktonet, som bundfældes eller bliver filtreret ud af vandsøjlen. En øget produktion af plankton vil normalt også medføre en forøget biomasse i havbundens dyreliv.

Artssammensætning
I ferskvandsmiljøer er der en veldokumenteret sammenhæng imellem forureningsgraden og sammensætningen af dyrelivet. I havmiljøet er det umuligt at finde nogle få arter som med deres fravær eller forekomst kan karakterisere forureningsgraden i et område.

Der er i Kattegat registreret en stigning i artsantallet, individtætheden og biomassen. Der er kommet flere arter til, som lever af at filtrere føden ud af vandet på bekostning af sedimentædere. Der er også kommet flere kortlivede arter til med en høj forplantningsevne, desuden bliver dyrene ikke mere så store, eller de er afløst af arter, der ikke bliver så store (Hagerman, et al 1996).

Saltholdigheden spiller en stor rolle for dyrenes forekomst i havet. Det er veldokumenteret, at antallet af arter falder med saltholdigheden. Der er mange flere arter i det nordlige Kattegat end i den vestlige Østersø. Der er således omkring 40 forskellige slags bunddyr på 14 favne revet sydøst for Hirsholmene (Larsen 1998). I Arkona Havet er antallet faldet til under det halve (HELCOM, 1990).

Udover tilførslen af føde til bunddyrene, spiller iltforholdene en fundamental rolle for artssammensætningen. Generelt er krebsdyrene de mest sarte, mens muslingerne i den anden ende af spektret er de bedste til at overleve en periode med iltsvind. Lokaliteter med årligt forekommende tilfælde af iltsvind er præget af muslinger og af arter der har hurtig forplantning og stor spredningsevne.

Individantal
I et stabilt økosystem forekommer der næsten altid mange forskellige arter side om side. I modsætning hertil er det ustabile system karakteriseret ved færre arter, som til gengæld forekommer i store antal. Det ustabile system har meget omskiftelige forhold, eksempelvis perioder med iltsvind, perioder med kraftige tilførsler af næringssalte, algeblomstringer mv.

I et eutrofieret system bliver bunddyrene velnærede af den øgede tilførsel af planteplankton, som synker ned på havets bund. Deres forplantningsevne fungerer optimalt under disse vilkår. Det er ikke sært, at deres antal stiger. Til gengæld er der et stort iltforbrug når algerne dør, hvilket giver risiko for iltsvind.

Blåmuslingerne hører til blandt de bunddyr, som har været bedst til at udnytte mængden af føde i vandet. Blåmuslingerne lever på vanddybder ned til 8-10 meter. I eksempelvis Limfjorden er blåmuslingerne så talrige, at de dagligt sigter en vandmængde der er tre gange så stor som Limfjordens.

Et andet dyr, som lever på dybder større end 15 meter, er slangestjernen Amphiura filiformis, som siden 1970erne har ti-doblet sit antal, så det er det altdominerende bunddyr på blødbunden. Den lever nedgravet i havbunden, så kun dens slanke arme stikker op. Armene fungerer både som ben og som sigteapparater, hvormed den sier føden ud af vandet. Slangestjernerne forekommer så talrigt, at hvert eneste cm3 af bundvandet sigtes for spiselige emner.

Antallet af individer indgår derfor altid i overvågningsprogrammerne, idet den tidsmæssige udvikling af individtætheden kan bruges til at vurdere miljøets tilstand.

3.3.6 Iltsvind

Iltsvindshændelser med døde fisk og bunddyr er nok en af de mest synlige effekter af overbelastning af de økologiske systemer. Men også mindre markante effekter gør iltindholdet til en nøgleparameter i overvågningen af havområderne.

Iltbalancer
Ilten i vandet kommer både fra planternes fotosyntese og fra luften. I et område med lagdeling vil vandmassen under springlaget stort set være afskåret fra luftens ilt. Da springlaget samtidigt ofte ligger så dybt, at der er for mørkt til, at der gror planter, er dyrelivet under springlaget afhængig af den iltmængde, der allerede findes i den indelukkede vandmasse. Alt andet lige, vil der altså være mere ilt til rådighed for fjordbundens liv, jo større afstand der er fra fjordbunden og til springlaget. Iltindholdet i vandet varierer i årets løb. Om vinteren hvor vandet er koldt kan det indeholde større mængder ilt. Samtidigt er der på grund af kraftigere vind mere omrøring og dermed lettere adgang til ilten i atmosfæren. Endelig betyder den lave temperatur, at de processer, der kan forbruge ilten, går meget langsomt. Om sommeren er forholdene helt anderledes: Det er varmt og relativt stille. Ovenikøbet er der store mængder let nedbrydeligt algemateriale fra forårets opblomstringer, der kan nedbrydes. Man vil altså se, at iltindholdet er højt i vinterperioden, hvorefter der sker et fald i løbet af sommeren indtil efterårsstormene og kulden igen tilfører ilt til vandet. Iltens tilgængelighed for faunaen afhænger af hvor meget ilt der er i vandet i forhold til hvor meget der kan være. Desuden er der stor forskel på forskellige fisk og bunddyrs tolerance overfor lave iltkoncentrationer. Normalt bruges den tommelfingerregel, at fiskene begynder at søge væk ved omkring 4 mg/l, og at de fleste fisk søger væk ved omkring 2 mg/l. Hvis koncentrationen forbliver under denne koncentration i længere tid vil bunddyrene begynde at dø. I Danmark defineres iltsvind derfor ved mindre end 4 mg ilt pr liter vand. Hvis iltindholdet kommer under 2 mg/l bruges betegnelsen kraftigt iltsvind.

Stofomsætning i sedimentet
En del af det organiske materiale, der tilføres sedimentet, fungerer som føde for de bundlevende dyr. Resten omsættes gennem et indviklet samspil mellem en mængde mikrobielle processer. En del af disse processer kan foregå uden, at der er frit ilt tilstede. Istedet benyttes sulfat eller nitrat som iltningsmiddel. Selv under normale forhold vil der være iltfrit et lille stykke under sedimentoverfladen. Ved nedbrydningsprocesserne bliver det organiske materiales kulstof nedbrudt til kuldioxid, som igen kan optages af planterne. Næringsstoffer bliver ligeledes atter tilgængeligt for planterne.

Effekter af iltsvind
Iltsvind har en lang række uheldige effekter i det marine miljø. De umiddelbart mest synlige er døde fisk og bunddyr, som kan optræde, hvis iltsvindet har været langvarigt og kraftigt nok. Ofte ses det, at fisk i ruser og garn dør allerede tidligt i udviklingen af et iltsvind. Også bundens vegetation kan tage skade af manglende ilt eller forekomsten af svovlbrinte. Der er imidlertid også mere indirekte effekter af iltsvind. Der sker således en dramatisk forøgelse af bundlagets frigivelse af næringssalte under et iltsvind. på denne måde kan der dannes basis for en ny produktion af alger, som således slutter en ond cirkel.

3.4 Miljøtilstanden i de danske kyst og havområder

Status for havets tilstand i 1997 er skrevet på grundlag af amternes vandmiljøplansrapportering, samt Danmarks Miljøundersøgelsers landsdækkende og sammenfattende rapport om miljøtilstanden. Der foreligger udelukkende information om næringssalte, idet tungmetaller og miljøfremmede stoffer først indgår fremover i det reviderede overvågningsprogram NOVA for Vandmiljøplanen, som blev taget i brug januar 1998.

3.4.1 Koncentrationer af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer i 1997

Næringsstoffer
Vinterværdierne for næringssaltene kan anvendes til at sammenligne næringsstofpuljerne i de enkelte år. Om vinteren er algernes vækst minimal, da der er for lidt lys til deres vækst. Puljen af næringssalte bygges derfor op til et maksimum. Usikkerheden på analyserne ville være betydeligt større, hvis den baserede sig på vandprøver indsamlet i sommerhalvåret, når den biologiske aktivitet er i top. Algerne forbruger nemlig ved deres vækst næringssaltene, så niveauerne det meste af tiden er tæt på nul (Christensen 1996).

Det er veldokumenteret, at indholdet af næringssalte i havvandet afhænger af, hvor meget ferskvand der er blandet op i saltvandet. Der må derfor benyttes en normalisering af data, hvorved indholdet korrigeres til en saltholdighed, der er typisk for det område, der ønskes vurderet. Efter normalisering af data kan år-til-år sammenligning af niveauerne foretages, og årets indhold vurderes i forhold til langtidsgennemsnittet.

Analysen omfatter fire områder, nemlig Østersøvand med en saltholdighed på 8 psu, Bælthavsvand i intervallet 10-20 psu, Skagerrak bundvand fra det nordlige Kattegat med en saltholdighed på 34 psu og Vesterhavsvand med en saltholdighed på 34,5 psu.

I 1997 var vinterværdierne for næringssalte lave (figur 3.10). For Nordsøens vedkommende foreligger der ikke informationer. Koncentrationerne af næringssaltene i de indre farvande var i 1997 ikke ekstraordinært påvirkede af store afstrømninger fra land. Derfor antager Miljøstyrelsen, at niveauet i Nordsøen i 1997 har været som i 1996. Det er endvidere karakteristisk, at kvælstofkoncentrationen i Østersøvandet er omtrent det halve af vinterværdierne i Bælthavet og i Kattegats bundvand.

I Bælthavet kan betydningen af det lokale bidrag vurderes. Blandes Kattegat bundvandet som strømmer mod syd, med Østersø overfladevand der strømmer mod nord indtil saltholdigheden i Bælthavet er nået fås en teoretisk beregnet næringssaltkoncentration uden det lokale bidrag. Forskellen mellem det beregnede og faktisk målte indhold af næringssalte i Bælthavet er med andre ord den lokalt betingede overkoncentration (figur 3.10)
(20976 bytes)
Figur 3.10
Overkoncentrationen af næringssalte i Bælthavet fra lokale kilder i Bælthavets opland. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

For 1997 er den lokalt betingede overkoncentration af næringssalte i Bælthavet beregnet til 20 og 4 mikrogram pr liter for henholdsvis kvælstof- og fosfornæringssalte. Det lokalt betingede bidrag i procent udgør mindst 20 % af de målte koncentrationer. Variabiliteten fra år til år er stor. I 1997 er det lokale bidrag af kvælstof næsten som vanligt, mens bidraget til fosfatnæringssaltene er lavere end tidligere.

Metoden til beregning af det lokale bidrag undervurderer betydningen af de lokale kilder. Dette skyldes, at både tilførslen og den interne næringssaltomsætning i sig selv giver høje koncentrationer i vintermånederne samtidig med, at blandingen af vandmasserne hæver indholdet af næringssalte fra det sene efterårsniveau (Ærtebjerg et al 1998).

Tungmetaller
Hidtil er der ikke udført nogen systematisk overvågning af miljøfremmede stoffer i det marine miljø, men kun spredte undersøgelser. Gennem en årrække er tungmetalkoncentrationen i stationære fisk blevet undersøgt i et internationalt overvågningsprogram for Nordsøen og Østersøen, og Århus Amt har i 1998 analyseret isinger fra Århus Bugt for tungmetaller (se tabel 3.4). Samlet viser undersøgelserne, at år til år variationen kan være meget stor, at niveauerne er højere i Øresund og Århus bugt end i Nordsøen for metallerne kadmium, kobber og kviksølv, men lavere for zink samt, at der ikke er nogen entydig nedadgående tendens i koncentrationen i overvågningsperioden. De nævnte stoffer er blevet kraftigt reguleret over de sidste 10 år, og deres fortsatte forekomst skyldes formentlig, at stofferne er ophobet i miljøet i betydelige mængder.

Tabel 3.4
Koncentrationer af tungmetaller fra fladfisk i danske farvande.

Miljøfremmede stoffer
I 1997-98 har Århus Amt undersøgt koncentrationen af en række miljøfremmede stoffer i sediment og isinger fra Århus bugt (Århus Amt, 1998). Der blev analyseret for PAHer, PCBer, chlorerede pesticider og chlorbenzener i både sediment og isinger, mens der yderligere blev analyseret for chlorphenoler, blødgørere, phospat-triestere, nonylphenoler (+ethoxylater), LAS og phenoler i sedimentet.

I isinger var det kun muligt af bestemme koncentrationen af PCBer, og her var summen af de undersøgte PCB-congener 555 µg/kg dw, hvilket er en faktor 10 over niveauet i isinger fra Nordatlanten.

Der blev fundet PAHer, PCBer, phthalater og nonylphenoler (+ethoxylater) i sedimentet. Indholdet af PAH og nonylphenol (+ethoxylater) i sedimentet fra Århus bugt ligger på niveau med indholdet i Nordsøen og Skagerak. Indholdet af PCB ligger fra 10 til 20 gange højere i sediment fra Århus Amt sammenlignet med sediment fra Nordsøen og Skagerrak.

Koncentrationen af de fundne stoffer ligger under eller på linie med internationale kvalitetskriterier for sedimenter.

3.4.2 Biologiske forhold og iltsvind

De frie vandmassers algeproduktion
I de åbne indre danske farvande dvs. på DMU-stationerne har planteplanktonets produktion pr. arealenhed af organisk stof i foråret og sommerperioden 1997 været lavere end i 1996, mens efterårsproduktionen har været som i 1996. De højeste produktionstal i 1997 er målt i Bælthavets sydlige del, mens de laveste produktioner har været i den nordlige del af Kattegat og i Arkona Havet.

Planteplanktonets biomasse var på samme niveau som i 1996 (figur 3.15). I de foregående år var der en faldende tendens i algernes produktion af organisk stof. Den er fortsat i 1997.

Svagt kondi-tal
Algerne har populært sagt tabt lidt af pusten. Det ses ved hjælp af et særligt produktions-indeks, PPI, som er den målte produktionsevne set i forhold til den potentielt mulige produktionskapacitet. Indekset har været under udvikling igennem de senere år, men vurderes nu at være tilstrækkeligt dokumenteret til, at det kan tages i brug. I sommeren 1997 er PPI-indekset bestemt til 0,1. Det betyder, at algerne kun har produceret med 10 % af deres mulige kapacitet. Det er nærliggende at antage, at algerne har manglet næringssalte (Ærtebjerg et al 1998).

Skadelige alger påvirker havets sundhedstilstand
Der blev i løbet af sommeren 1997 observeret to store masseforekomster af giftige alger i de åbne danske farvande. I det ene tilfælde, som var forårsaget af blågrønalger, blev der meldt om flere tilfælde af ildebefindende hos mennesker, der havde badet i havet i Storstrøms amt på trods af de udsendte advarsler. I det andet tilfælde meldte miljømyndighederne i Lillebælt-området om massedød af bunddyr samt om iltsvind.

I august måned konstaterede miljømyndighederne en masseforekomst af tre forskellige blågrønalger (slægterne Nodularia, Aphanizomenon og Anabaena). Det er den hidtil største masseforekomst af blågrønalger, der til dato er registreret i de åbne danske farvande. Masseforekomsten strakte sig fra Østersøen og langt op i Kattegat. Høje temperaturer og stille vejr dannede baggrunden for, at Østersøvandet med algerne kunne flyde helt op til Læsø før det endelig blev blandet op med saltvand fra nord (Ærtebjerg et al 1998). Dette ses yderst sjældent, idet blågrønalgerne ikke trives godt i havvand med et saltindhold på 10-15 psu og derover.

Den anden masseforekomst omfattede en encellet furealge ved navn Gyrodinium aureolum, der er giftig. Furealgen blev ført ind i de indre farvande fra Skagerrak i løbet af september måned. Forekomsten nåede sit maksimum i slutningen af september. Algen spredtes med bundvandet i sydgående retning til Bælthavet og kom derfor op til overfladen efterhånden som overflade- og underlaget blev blandet sammen. I Lillebælt forekom algen i en periode på det nærmeste i monokultur (figur 3.11). Ved sammenbruddet af masseforekomsten sank algerne til bunds, hvor den forårsagede massedød af havbørsteorme og muslinger. De tre Lillebæltsamter har i en fællesrapport vurderet, at massedøden skyldtes en kombineret effekt af gift fra algen og påfølgende iltsvind, som opstod ved forrådnelsen af de døde furealger (Laursen 1998).
(23551 bytes)
Figur 3.11
Udbredelse af furealgen Gyrodinium aureolum i Lillebælt og farvandet nord for Fyn, 1997 (Kilde: Fyns amt, Sønderjyllands amt og Vejle amt, 1998: Vandmiljøovervågning, Lillebælt 1997 .

Breder ålegræsset og de store alger sig?
I 1997 var dybdegrænsen for ålegræssets hovedudbredelse af samme størrelsesorden, som for perioden 1994-1996. Derimod har miljømyndighederne i Bælthavet og i Øresund mange steder observeret nyspirede ålegræsplanter på større dybder end tidligere. Flere steder har miljømyndighederne også fundet frøplanter, som har overlevet fra 1996 til 1997. Normalt breder ålegræs sig primært ved spirende udløbere.

Status for de fastsiddende alger på stenrevene i 1997 var stort set uændret i forhold til 1996. I den nordlige og mellemste del af Kattegat er dækningsgraden dog blevet større. I kystområderne i Storebælt, Sejerø Bugt og Køge Bugt var der i 1997 færre eutrofieringsbetingede alger (marint "ukrudt") end i tidligere år.

Ingen væsentlige ændringer for bunddyrene
I 1997 var der ikke sket væsentlige ændringer i status for bunddyrene i de åbne farvande. Faunaens sammensætning er influeret af de senere års forøgede tilførsel af føde, samt variation i bundvandets iltforhold. Især i det sydlige Kattegat og i Arkona i den vestlige Østersø var faunaen tydeligt påvirket af periodisk iltsvind (Ærtebjerg et al 1998).

Langs mange af kyststrækningerne er bundfaunaen ustabil med store og uregelmæssige forekomster af enkeltgrupper og med dominans af sedimentædere. Faunaen er talrigt repræsenteret af små 1-2 årige arter, der har hurtig formeringsevne og stor tolerance overfor moderat til høj tilførsel af organisk stof.

1997 har været et godt år for bundfaunaen langs kysterne. Det er andet år i træk, der har været gode forhold for faunaen. Der har i 1997 kun været problemer i det nordlige Lillebælt i september-oktober måned. Her er faunaen gået tilbage, som følge af masseforekomsten af den giftige furealge Gyrodinium (aureolum) samt påfølgende iltsvind (Laursen 1998).

Flere amter melder om fald i individantallene i 1997, som er et tegn på forbedrede forhold. Faldene er dog ikke statistisk set signifikante. Faldene er mest udtalte langs den jyske vesterhavskyst og i Øresund.

Iltindhold i bundvand
Ved iltsvind er iltindholdet mellem 2 og 4 mg ilt pr. liter vand, mens værdien ved et kraftigt iltsvind er mindre end 2 mg ilt pr. liter vand. Et kraftigt iltsvind kan i særligt alvorlige tilfælde føre til frigivelse af den dødbringende svovlbrinte, hvorved alle dyr dræbes (Christensen 1996).

I 1997 er iltindholdet i bundvandet i mange kystområder blevet målt én gang ugentligt i perioden august til oktober. Risikoen for iltsvind er størst i disse måneder. I de åbne farvande er iltindholdet blevet målt én gang månedligt.

Det er velkendt, at iltsvind kan forekomme kortvarigt af nogle få timers varighed. Det har imidlertid ikke den store betydning, idet de fleste bunddyr godt kan tåle iltsvind af kortere varighed. Fiskene kan ofte nå at svømme hen til steder med mere favorable iltforhold. Det er derfor primært de længerevarende tilfælde af iltsvind af flere dages varighed, der påkalder sig miljømyndighedernes interesse.

I de åbne farvande har iltforholdene generelt været gode i sensommeren og efteråret 1997. I modsætning hertil var der i mange fjordområder og i det sydlige Lillebælt kraftigt iltsvind i perioden august til oktober 1997 (figur 3.12).

I august måned var der kraftigt iltsvind i det sydlige Lillebælt, og syd for Møn, mens der var iltsvind i Sejerø Bugt, Femer Bælt, Arkona Havet, langs kysten i det sydlige Kattegat og i den vestlige del af Storebælt.

Vestlig kuling i begyndelsen af september rettede på iltforholdene i bundvandet. Der blev alligevel målt iltsvind ved Sjællands Odde, i Sejerø Bugt, Jammerland Bugt og syd for Møn.
(10586 bytes)
Figur 3.12
Stationer i de danske farvande inkl. fjordene, hvor der i månederne august-oktober 1997 er målt ilt, og hvor der er observeret iltsvind () eller kraftigt iltsvind () mindst én gang i løbet af månederne. Kilde: Ærtebjerg et al 1998

I oktober måned blev der målt et kortvarigt, men kraftigt iltsvind i den nordlige del af Bælthavet fra Århus Bugt til farvandet nord for Fyn og i den nordlige del af Lillebælt. Der var i de berørte områder store forekomster af en giftig planktonalge og forekomst af døde bunddyr. Miljømyndighederne vurderede, at giften fra algen var årsag til de døde bunddyr (Ærtebjerg et al 1998). Der måltes endvidere et let iltsvind øst for Anholt og i Øresund.

I november måned observerede miljømyndighederne iltsvind i det sydlige Kattegat og i Arkona Havet. Danmarks Miljøundersøgelser vurderede, at iltsvindet havde forbindelse med en forsinket opblanding af bundvand grundet manglende efterårsstorme i 1997.

På trods af de konstaterede iltsvind, har iltindholdet i 1997 med nogle få undtagelser generelt været højere end langtidsmiddelværdien for 1980erne. Dog har værdierne for november været lavere end middelværdien for 1980erne (Ærtebjerg et al 1998).

3.4.3 Samlet status for 1997

Havmiljøet i 1997 har tydeligt været præget af den lave tilførsel af næringssalte fra land og den varme sen-sommer. Dette har medført, at der kun har været få problemer for havmiljøet. Væksten i planteplanktonet og den fastsiddende bundvegetation har været lav. Mest markant er forekomsterne af de to usædvanligt store og udbredte masseforekomster af gifte planktonalger, som gav anledning til problemer for både badegæsterne og bunddyrene.

3.4.4 Tilstand i forhold til målsætning

I de kystnære havområder er det amtsrådene, der gennem regionplaner fastsætter mål for den ønskede miljøkvalitet. De fleste vandområder har en generel målsætning. Det betyder, at der kun kan accepteres en svag menneskelig påvirkning af dyre- og plantelivet, og at vandområdet har en god hygiejnisk kvalitet. Det afhænger af det aktuelle vandområdes karakter, hvilke egenskaber man vælger at fokusere på, når kravene til målsætningen defineres.

Vandområdeplaner

Som baggrund for regionplanen udarbejder amtskommunerne vandområdeplaner. En vandområdeplan består ofte af følgende dele:

Målsætningssystemet opererer med 3 målsætninger:

1. Generel målsætning medfører, at området er upåvirket eller kun lidt påvirket af menneskelige aktiviteter. Der skal være et varieret plante og dyreliv, god hygiejnisk vandkvalitet, gode lysforhold, gode iltforhold og ingen eller kun lav forekomst af giftige stoffer i vand, sediment og organismer. Det forudsættes, at den generelle målsætning anvendes, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
   
   
2. I områder, hvor særlige samfundsmæssige interesser i udnyttelsen af et vandområde medfører, at den generelle målsætning ikke kan opfyldes, kan der anvendes en lempet målsætning. Det kan for eksempel være i nærområdet omkring et spildevandsudløb eller i en havn. Det skal anføres hvilken aktivitet, der medfører, at den generelle målsætning ikke kan opfyldes, og på hvilken måde og i hvor høj grad der accepteres en forringelse af miljøkvaliteten.
   
   
3. En skærpet målsætning kan tildeles visse områder, der er særligt sårbare, enten fordi de miljømæssigt er særligt vigtige, eller fordi anvendelsen af området stiller særlige krav til miljøkvaliteten. Badestrande vil for eksempel ofte have en skærpet målsætning. Det betyder ikke nødvendigvis, at miljøkvaliteten i et sådant område skal være bedre end i et område med generel målsætning, men at der skal føres et skærpet tilsyn med om kravene opretholdes.
   

Målsætningskriterier
For at gøre vurderingen af hvorvidt et givent område opfylder målsætningen så klar som mulig, vil man ofte vælge parametre, der er lette at måle og kvantificere. Samtidigt er det nødvendigt med et kendskab til, hvorledes parametrene varierer i takt med ændringer i miljøtilstanden. Alligevel vil afgørelsen i sidste ende ofte bero på et skøn, hvori en helhedsbetragtning indgår, blandt andet fordi vort kendskab til de mekanismer, der bestemmer udviklingen af de valgte parametre, ikke er fuldstændigt.

I de fleste områder er det tilførsel af næringssalte og organisk stof, der er interessant. Forekomsten af iltsvind er ofte brugt ved en sådan vurdering, dels fordi iltsvind afspejler i hvor høj grad der sker eller er sket tilførsler af næringsstoffer og organisk stof, dels fordi iltsvind har stor betydning for hele det økologiske system.

Også dybdeudbredelsen af vegetationen, der især afhænger af vandets klarhed, opsummerer miljøtilstanden over en længere periode. Sammensætningen og mængden af bundfaunaen bruges også som kriterium. Her er det faunaens afhængighed af gode iltforhold og rigelig føde, der betinger tilstanden. Områder, der er belastede med store tilførsler af næringssalte, vil ofte være karakteriseret ved, at trådalger eller etårige grønalger favoriseres på bekostning af andre vegetationstyper. En forøget forekomst af sådanne organismer er derfor ligeledes ofte et anvendeligt tegn på en uacceptabel tilstand. Endelig er en forhøjet mængde eller produktion af planktonalger et velkendt tegn på næringssalttilførsel.

Status
I tabel 3.5 vises amternes vurdering af den øjeblikkelige tilstand i forhold til målsætningen. I kolonnen "status" angiver et -, at målsætningen ikke vurderes at være opfyldt, et +, betyder at målsætningen vurderes at være opfyldt og et ?, at målsætningen vurderes som værende "truet". Kolonnen "kriterium" indeholder en listning af de parametre, der er inddraget ved vurderingen af tilstanden. Kolonnen "årsager" beskriver de kildetyper, som udfra amternes faglige vurderinger synes at have størst betydning, og hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte yderligere ind. Tabellen behandler hele vandområder. Der kan derfor godt være lokale forhold, som ikke afspejles fuldt ud.

Tabel 3.5
Oversigt over den øjeblikkelige miljøtilstand i forhold til målsætningerne i kystområder.

Det fremgår af tabellen, at miljøtilstanden de fleste kystområder er dårligere end planlagt, og at en indsats mod den landbrugsbaserede næringsstoftilførsel er nødvendig for, at opnå den ønskede målsætning for miljøtilstanden.

Målsætningssystemets anvendelighed
Der har længe i amterne og andre steder været et udtalt ønske om at få revideret den eksisterende vejledning om vandområdeplanlægning. Årsagen hertil er især, at den faglige/videnskabelige udvikling har medført, at store dele virker forældet. Problemet ytrer sig ofte ved, at de målsætningsbekrivelser, der udarbejdes på basis af vejledningen langt fra er så operationelle og entydige som ønskeligt. Der er derfor ofte et meget stort element af skøn og dermed uensartethed, når et givet vandområde skal vurderes i forhold til målsætningen. Det er med andre ord vanskeligt at komme fra en given målsætning til en kvalitativ og operationel beskrivelse af, de parametre, der betinger denne og videre igen til en angivelse af hvilke påvirkninger, der kan accepteres.

Vandrammedirektivet
Samtidigt hermed forventes forslaget til EU’s direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet) vedtaget i løbet af 1999. Med forslaget fastlægges rammer for beskyttelsen af fersk overfladevand, kystvande og grundvand i Fællesskabet, herunder fælles fremgangsmåde samt målsætninger, principper og grundlæggende foranstaltninger. Direktivet vil kræve, at der inden for vandløbssystemoplande iværksættes koordinerede foranstaltninger med henblik på opfyldelse af miljømålsætninger for vandområderne og til sikring af en bæredygtig udnyttelse af vandresurserne. Direktivet skal forebygge yderligere forringelser og fremme kvaliteten af akvatiske økosystemer, og hvad angår vandbehovet også kvaliteten af terrestriske økosystemer.

Direktivet indeholder bestemmelser om planlægning vedrørende forhold med direkte eller indirekte betydning for kvaliteten af vandområderne. Bestemmelserne omhandler i hovedtræk de samme principper og elementer for beskyttelsen af vandmiljøet, som var en del af dansk lovgivning i 1980’erne, men som med ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1992 udgik som formel forpligtelse. Efter bestemmelserne vil planlægningen igen få bindende karakter, og der skal udarbejdes forvaltningsplaner, som skal underkastes offentlig høring.

3.4.5. Udvikling i de åbne farvandes miljøtilstand 1989-1997

Udvikling i næringsrigdom og koncentrationer
Der er en veldokumenteret sammenhæng imellem afstrømningen fra land og koncentrationen af næringssalte i havet. Endvidere er vandets saltholdighed på et givet sted resultatet af, hvor meget ferskvand, der er blevet blandet op i saltvandet.

Danmarks Miljøundersøgelser har udarbejdet et sæt årlige middelværdikurver for koncentrationen af næringssalte siden 1975, som begynder ved 8 og slutter ved 34,5 psu salt. Materialet omfatter mere end 110.000 analyser.

Analysen for perioden siden 1975 viser, at Østersøvandet har haft et ensartet indhold af kvælstof næringssalte, mens fosfat næringssaltene er aftagende i perioderne 1983-88 og igen fra 1990-1997. For Bælthavets vedkommende er år-til-år variationen stor for kvælstofnæringssalte, mens der er et tydeligt fald i indholdet af fosfatnæringssalte i perioden fra 1990 til 1997 (figur 3.13). For bundvandet i det nordlige Kattegats vedkommende har indholdet været konstant. Der er sket et svagt fald i kvælstofnæringssaltene i den østlige Nordsø siden 1986.
(12390 bytes)
Figur 3.13
Stationer hvor der i januar-februar 1989-97 er observeret signifikant faldende koncentrationer af fosfat og/eller total-fosfor i overfladelaget. (Kilde: Ærtebjerg et al 1998)

Faldet i koncentrationerne af fosfornæringssaltene skyldes sandsynligvis virkningen af den forbedrede spildevandsrensing, der er blevet gennemført i medfør af vandmiljøplanen. Der kan endnu ikke påvises et fald i kvælstofnæringssaltene. Der har i 1996 og 1997 ganske vist været et fald siden 1995, men den undersøgte periode er for kort til at foretage statistisk analyse.

Udviklingen i koncentrationer af tungmetaller og miljøskadelige stoffer
Der eksisterer tidsserier fra 1981 for overvågning af tungmetaller i fladfisk fra danske farvande. Der er ingen tendenser i udviklingen af koncentrationen for tungmetallerne, trods en reduktion i tilførslen. Det skyldes formentlig en ophobning af tungmetaller i miljøet

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på de frie vandmassers tilstand og produktionsforhold
I de åbne farvande kan miljømyndighederne konstatere et klart fald i planteplanktonets biomasse sommer og efterår i løbet af perioden 1978 til 1997 (figur 3.14).

Amternes overvågningsprogrammer har med få undtagelser tidsserier af tilstrækkelig længde til, at der kan udføres en statistisk analyse. Ud fra en visuel bedømmelse af resultaterne fra de 26 stationer i amterne, ser der dog ud til at være en faldende tendens.
(4829 bytes)
Figur 3.14
Tidsmæssig udvikling i middel biomasser (april-november ) af planteplankton i Ålborg Bugt (st. 409), Anholt (st. 413), Ven (st. 431), Sjællands Odde (st. 925), Halsskov (st. 939), Nordøstlige Kattegat (st. 1001), Arkona (st. 444) og Femer Bælt (st. 952). Kilde: Ærtebjerg et al 1998

Algernes produktion af organisk stof pr. arealenhed er i tidsrummet 1978-1997 gået ned i sommerperioden, undtagen i Nordsøen. Mest tydeligt er udviklingen i Kattegat og i Bælthavet. Derimod er forårsværdierne meget forskellige og der er ingen tidsmæssig udvikling. Efterårsopblomstringen viser heller ingen tydelig udvikling igennem årene.

Faldende kondital
Den tidsmæssige udvikling er blevet undersøgt ved hjælp af korrelationsanalyse for at få belyst betydningen af blandt andet indholdet af næringssalte og algernes fysiologiske tilstand (PPI-indeks). Testen viser, at nedgangen i sommerkoncentrationerne af næringssalte og algernes fysiologiske tilstand har medført en faldende produktion og biomasse. PPI-indekset for sommerperioden er siden midten af 1980erne faldet fra lidt over 0,3 til 0,1 i 1996-1997 (Ærtebjerg et al 1998).

Der er i Hav90 undersøgelsesprogrammet imidlertid stillet spørgsmålstegn ved informationsværdien af sommermålinger af næringssalte. Omsætningen af næringssalte i vandsøjlen er hurtig, samtidig med at indholdet normalt er nær nul (Christensen 1996).

Samlet set er udviklingen under alle omstændigheder udtryk for en klar nedgang i den biologiske aktivitet i de frie vandmasser. De to seneste år har været præget af en lav afstrømning fra land. Da begge år ligger for enden af perioden og har samme fortegn i tendensen, vil de medvirke til at forstærke indtrykket af den observerede udvikling, hvilket ses i de statistiske analyser.

Skadelige algeopblomstringer
Der er i vore farvande i de seneste 30 år registreret skadelige algeopblomstringer næsten hvert år. Det er ca. 20 forskellige alger, som i vore farvande kan danne giftstoffer. De mest almindelige kan fremkalde diarré hos mennesker. Andre, eksempelvis blågrønalger af slægten Nodularia, producerer giftstoffet nodularin, som kan påvirke leveren.

Det er ikke muligt at afgøre, om der er sket en stigning i antallet af skadelige algeopblomstringer. Miljømyndighederne holder alene øje med de skadelige algeopblomstringer efterhånden, som de bliver gjort opmærksom på dem. Opblomstring af alger afhænger blandt andet af tilstedeværelse af næringssalte. Da næringsstoftilførslen er øget kraftigt i løbet af de sidste halvtreds år, antages det at omfanget af algeopblomstringer er øget i samme periode (Ærtebjerg et al 1998).

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på havbundens sundhedstilstand
Miljømyndighederne har fulgt den tidslige udvikling i algevæksten på stenrevene i de indre åbne farvande siden 1989. I den nordlige og centrale del af Kattegat har algerne bredt sig, således er dækningsgraden steget.

I den sydlige del af Kattegat og i Bælthavet er tilstanden tilsyneladende uforandret igennem perioden. Dykkerobservationer tyder imidlertid på, at der er store mængder af vort almindeligste søpindsvin (Strongylocentrotus droebachiensis) på revene. Det er derfor nærliggende at antage, at det er søpindsvinenes græsning af algerne som ligger til grund for status quo tilstanden. Ved Vejrø og på Schultzs Grund i Bælthavet er der i 1997 optalt mellem 17-50 søpindsvin pr. kvadratmeter på de dybeste dele af revene (Ærtebjerg et al 1998).

Vandet er endnu ikke blevet så klart, at ålegræsset har kunnet tilbagevinde sine tabte arealer på det dybere vand. Dybdeudbredelsen var i reglen omkring det dobbelte i år 1900. De sidste par års lave afstrømninger fra land har tilsyneladende medført forbedrede lysforhold i vandet som har bevirket, at ålegræsset har bredt sig (figur 3.15). Der er observeret mange nyspirede planter udenfor ålegræssets hovedudbredelse. (Ærtebjerg et al 1998).

Undersøgelse af sigtbarheden i vandet viser, at lyset har stor betydning for, hvor dybt ud ålegræsset vokser. Men undersøgelsen peger også på, at andre faktorer er vigtige for ålegræssets forekomst, idet der kan måles lys nok til at ålegræsset burde kunne vokse endnu dybere nede.

Der vokser ofte trådformede alger på ålegræssets blade, hvilket nedsætter den lysmængde, som ålegræsset skal bruge til sin vækst. Dette fedtmøg m.m., er et tilbagevendende fænomen hvert år langs kysterne.

En anden faktor, som kan have en negativ effekt på forekomsten og udviklingen af ålegræs er skrabning efter muslinger. Dette er især aktuelt i eksempelvis Limfjorden, Horsens Fjord og i Vejle Fjord (Ærtebjerg et al 1998).
(3985 bytes)
Figur 3.15
Dybdegrænsen for ålegræs i de danske kystområder i perioden 1989-1997. De sorte søjler viser dybdegrænsen for hovedudbredelsen, mens de grå søjler viser den maksimale dybdegrænse med angivelse af usikkerheden på tallene. Kilde: Ærtebjerg et al 1998).

Bunddyrene reagerer tidsforskudt på afstrømningen fra land
Den tidsmæssige udvikling er analyseret for fire bundfaunastationer, hvorfra der findes lange tidsserier. Det er tydeligt, at antallet af såvel individer som biomassen (ikke vist på figuren når et maksimum i starten af 1980erne og igen i midten af 1990erne (figur 3.16). Der er 3 gange så få dyr i den mellemliggende periode. Set over en 5-10 års periode har der været ændringer i størrelsesordenen 60 %. Der ses samme udvikling på flere af amternes samt svenske stationer i det nordøstlige Kattegat.
(31077 bytes)
Figur 3.16
Tidsserieplots af glidende årsmidler af total individtæthed (kurve), månedsmiddelafstrømning til Øresund i januar-marts (søjler) og årsminimumsværdier af iltkoncentration i bundvandet (fyldte cirkler). Maksimum og minimum af de årlige minimum iltkoncentrationer er angivet i mg l-1. (Kilde, Ærtebjerg et al 1998)

Dyrelivet på de fire bundfaunastationer , beliggende på dybder mellem 17 og 55 meter, påvirkes dels af tilførslen af føde dels af iltforholdene i bundvandet. Iltmangel har betydning for udviklingen af bunddyr i den vestlige Østersø samt muligvis også stationen i det sydlige Kattegat. I andre områder som i det sydlige Bælthav hvor der er ringere iltforhold og hyppige iltsvind, har iltforbruget afgørende betydning for bundfaunaen.

Der er signifikant relation mellem afstrømningen fra land, som fører næringssaltene til havet og antallet af dyr på havbunden (figur 3.16). Afstrømningen fra land har haft større betydning end udviklingen i iltindholdet på de fire stationer. Sammenhængen er påvist for tre ud af de fire undersøgte stationer (Ærtebjerg et al 1998). Det er interessant at belyse denne sammenhæng, fordi næringssaltene fra land forøger produktionen af plankton, som udgør fødegrundlaget for dyrelivet på havets bund.

Der er en tidsforskydning på op imod 2 år fra afstrømningen til dens resultater kan aflæses i antallet af individer på havbunden. Der er dermed en flerårig reaktionstid for dyrelivet på havbunden på ændringen af en given belastning fra land. Den samlede tidsforskydning af effekten bliver endnu større, hvis udgangspunktet er lig tidspunktet for gødskningen af landbrugsjorden.

Udvikling i effekter af ændringer i næringsrigdommen på iltindholdet i bundvand 1974-1997
Hyppigheden af iltsvind er uændret siden 1981. Det var året, hvor det første alvorlige tilfælde af iltsvind og fiskedød forekom i de åbne indre farvande.

Fra midten af 1970'erne indtil omkring 1990 faldt bundvandets iltindhold i sensommer-efterårsmånederne. Siden er bundvandets iltindhold flere steder blevet afløst af et status quo eller endog af en stigning (tabel 3.6).

Den positive udvikling i bundvandets iltindhold har to markante undtagelser. I det sydlige Lillebælt og Femer Bælt er situationen stadig dårlig. Måske er det generelle billede af fremgang eller i værste fald stilstand for de øvrige områder præget i for høj grad af to gode år lige efter hinanden. Det er nemlig sandsynligt, at de seneste to afstrømningsfattige år 1996 og 1997 får situationen til at se bedre ud, end den er i virkeligheden.

Foreløbige resultater for 1998 fra det sydlige Lillebælt viser da også, at det hurtigt kan gå den gale vej igen. Den store afstrømning med næringssalte i 1998 har medført kraftigt iltsvind med udvikling af svovlbrinte. Dermed er den fremgang for havbundens dyre og planteliv, som de to gode år 1996-97 måtte have bragt, kommet i alvorlig fare for fuldstændig at blive elimineret.

Tabel 3.6
Udviklingen i bundvandets iltkoncentration sensommer-efterår i de indre danske farvande. Kun statistisk signifikante resultater er medtaget. (modificeret efter: Ærtebjerg et al 1998) 

De lokale forhold kan imidlertid betyde mere end de hydrografiske faktorer, som normalt har meget stor betydning for udviklingen af iltindholdet i bundvandet. For de fynske farvande er det påvist, at iltsænkning og iltsvind kan forekomme uanset de hydrografiske forhold. Der er konstateret stigende saltholdighed i bundvandet (= indstrømning af salt bundvand udefra) samtidig med at iltindholdet kan være stigende, stagnerende eller faldende. Der er også konstateret iltsvind både ved stigning eller fald i bundvandets saltholdighed (= opblanding med overfladevand). (Rask 1998).

Disse resultater understreger, at iltindholdet i bundvandet er slutproduktet af så mange processer og transporter, at det ikke kan beskrives ved en simpel regression med en enkelt variabel.

Samlet udviklingshistorie for miljøtilstanden i kyst og hav
Fjordenes stofomsætning har stor betydning for indholdet af næringsstoffer i havet. Det er undersøgt for nogle få fjorde, således Ringkøbing, Nissum, Mariager, Limfjorden og Randers Fjorde. Disse fjorde tilbageholder i middel 40 % af den kvælstof som tilføres fra land, mens de eksporterer dobbelt så meget fosfor ud af fjordene som de modtager fra land. Det er de ophobede lagre fra fjordenes bund, som langsomt tømmes for fosfat.

I perioden 1989 til 1997 har kvælstofkoncentrationen i havet varieret med afstrømningen - er den stor bliver koncentrationen af kvælstof høj og omvendt. Derimod er fosfatkoncentrationen i de indre farvande faldet signifikant i perioden 1989-97.

Der er en generel tendens til et fald i den atmosfæriske tilførsel af kvælstof. Atmosfærebidraget er i sommerhalvåret af samme størrelsesorden eller større end landbidraget. Det er dermed en væsentlig kvælstofleverandør til planteplanktonets produktion, som i sommerhalvåret i det meste af tiden mangler kvælstof til sin vækst.

Siden 1979 er der sket en signifikant nedgang i den biologiske aktivitet af plankton. Nedgangen omfatter fyto- og zooplankton biomassen og produktionen af organisk stof i havet.

De to seneste års lave afstrømning fra land har bevirket, at bundvegetationen udviser en tendens til stigende dybde udbredelse. Samtidigt er der en tendens til faldende individantal blandt havets bunddyr på de kystnære stationer, hvilket signalerer at tilførslen af organisk stof er for nedadgående. Effekten er ikke rigtigt slået igennem på DMUs stationer på åbent hav.

3.5 Perspektiver og udviklingsscenarier

3.5.1 Tilstandsændringer som følge af ændringer i næringsstoftilførslerne

Miljømyndighederne har fremskrevet de forventede tilstandsændringer i havmiljøet med de ændringer, som begræsningen af tilførslerne af næringsstoffer forventes at medføre.

Fra Hav90 programmet foreligger der en prognosemodel, der er blevet brugt til at beregne virkningerne af en nedsættelse af kvælstoftilførslen til Kattegat, Storebælt, Øresund og Femer Bælt (Hansen et al 1994). Der indgår fire forskellige scenarier i prognosen. En fuldstændig gennemførelse af Vandmiljøplanen fra 1987 blev betegnet "1993", mens der i "1996" udover vandmiljøplanen indgår en 50 % halvering i kvælstoftilførslerne fra de omkringliggende lande, mens der i scenarie "2000" indgik implementeringen af den danske handlingsplan for et bæredygtigt landbrug. Det sidste som omfattede en yderligere reduktion i de atmosfæriske tilførsler er ikke medtaget.

Tabel 3.7
Prognose for iltkoncentrationer i bundvandet i de indre danske farvande beregnet som minimumskoncentrationerscenarierne "1993", "1996" og "2000". Endvidere er de faktisk målte værdier for 1993 angivet (Kilde: Hansen et al 1994 og Christensen 1996).

Der er siden sket en videreudvikling af kvælstof-iltmodellen fra Hav90 projektet, så den også kan beskrive sammenhængen mellem hydrografi, kvælstofbelastning og iltforhold i enkeltår.

Det er således muligt eksempelvis at indregne den forventede effekt af vandmiljøplanen på de enkelte år. Det har man forsøgt for 1994 som var et nedbørsrigt år med en tilhørende stor belastning fra land.

Beregningerne viser, at såfremt tilførslerne af kvælstof i 1994 havde været halverede, så ville mindsteværdierne for bundvandets iltindhold være forøgede med 0,9 mg ilt pr. liter.

Disse beregninger viser, at såfremt vandmiljøplanen havde været gennemført allerede i 1994, så ville Storebælt og Kattegat i 1994 være sluppet for iltsvind, mens Femer Bælt kun ville have haft iltsvind i stedet for et kraftigt iltsvind (Ærtebjerg et al 1998).

Naturens test af Vandmiljøplanen
Den lave afstrømning fra land i årene 1996 og 1997 har givet myndighederne en spændende lejlighed til at følge et af naturens egne eksperimenter. Belastningen fra land var i disse to år under det halve af det normale. For Fyns amt er det opgjort, at der var markant højere værdier for sigtdybde og ilt, samt lavere produktion og mindre indhold af næringssalte (Rask 1998).

Resultatet af 'naturens' forsøg med Vandmiljøplanens målsætning som tema viste, at der allerede i 1996 indtraf en bedring af iltforholdene, men at effekten i de åbne farvande var størst i 1997, selvom reduktionen af kvælstoftilførslerne var størst i det første år. Forbedringerne var i samme størrelsesorden som prognosemodellens. De foreløbige resultater fra 1998 viser, at kvælstoftilførslerne atter er blevet store samtidig med, at fosforværdierne er forblevet forholdsvis lave. De opnåede forbedringer af havmiljøet fra de to gode år 1996 - 1997 kan dog næppe fastholdes, idet der atter har været omfattende iltsvind i de fynske farvande (Miljøstyrelsen, 1998 a).

Bundvegetationen har potentialet for en større udbredelse
En øgning af sigtdybden er særlig interessant, fordi den i fjorde og kystnære farvande kan stimulere en udvikling, der medfører en genindførelse af de vidtudstrakte ålegræsenge i fjordene og i de kystnære dele af havet.

Mange af vore fjorde og kyststrækninger er lavvandede, men har vegetation nær bredden. Selv en beskeden øgning i sigtdybden vil derfor åbne mulighed for en kolonisering af udstrakte områder af fjordenes bund, hvorved fjordens evne til at binde næringssalte vil øges meget betydeligt inden for en kort årrække.

Der er igennem overvågningen af bundvegetationen etableret en veldokumenteret sammenhæng imellem vegetationens dybdeudbredelse og havvandets indhold af kvælstofkoncentration. Der er i tabel 3.8 vist eksempler på stigningen i vegetationens dybdeudbredelse, som en gennemførelse af Vandmiljøplanen vil medføre.

Tabel 3.8
Eksempler på forventede ændringer i planteplanktonmængder og bundvegetationens dybdeudbredelse ved opfyldelse af vandmiljøplanens mål om 50 % reduktion i kvælstofudledningerne (Kilde:Christensen 1998)

3.5.2 Effekter af øvrige aktiviteter på havet

Offshore aktiviteter
Offshoreindustiens aktiviteter medfører udledning af en større mængde stoffer og materialer til havet, heriblandt kulbrinter, tungmetaller og en række miljøfremmede stoffer.

Den største mængde af de anvendte og udledte hjælpestoffer og materialer udledes i mængder som ikke skader miljøet. Det er stoffer der er naturligt forekommende i havmiljøet eller de er deciderede naturprodukter som eksempelvis nøddeskaller, cellulosefibre m.v..

Andre anvendte og udledte stoffer og materialer må derimod betragtes som miljøfremmede. Disse vil, afhængig af de udledte mængder og de enkelte stoffers og materialers iboende egenskaber, herunder giftighed, persistens og potentiale for akkumulering i fødekæden, variere i miljøfarlighed og vil således kunne påvirke det marine økosystem i varierende grad.

Olieselskaberne gennemfører med faste intervaller havbundsundersøgelser omkring deres faste installationer i Nordsøen, for at kortlægge miljøtilstanden. Der kan normalt måles en stigning i indholdet af kemikalier i sedimenterne omkring boreplatformene. Således kan der måles kemikalier som indgår i vandbaseret-, oliebaseret- eller syntestiskbaseret borevæske.

Endvidere bliver biomassen, antallet af individer og antallet af arter af bunddyr mindre i området omkring installationen. Nogle følsomme arter kan evt. forsvinde helt. Påvirkningerne vil oftest være minimale i afstand på ca. 1.500 m fra platformen.

Generelt er påvirkningerne af havbundens kemiske og biologiske forhold mest udprægede ved udledning af borespåner behæftet med olie- eller syntetiske borevæsker. 1980ernes udledninger af borespåner med oliebaseret borevæske førte således til en havbund, der var blottet for dyreliv i umiddelbar nærhed af platformene. Som følge heraf har der på dansk sektor stort set kun været benyttet vandbaseret borevæske siden 1990, idet disse borevæskesystemer betragtes som de miljømæssigt mindst skadelige.

Skibsfart
Også skibsfarten kan give anledning til miljøeffekter. Det drejer sig især om oliespild, og effekter af antibegroningsmaling. Olie, der spildes på havet, kan medføre dødsfald i titusindevis blandt svømmefugle, som får olie på fjerdragten. Olien kan også drive op på kysten, og blandt andet ødelægge eller genere mulighederne for badning. For at forhindre begroning af skibenes skrog males med en type maling, der indeholder giftige forbindelser. Giftene har en bredspektret virkning i miljøet, således at de udover at være virksomme overfor de organismer som skaber begroning, også har uønskede bivirkninger for miljøet.

Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT), som blev introduceret i 60’erne, er et af de giftigste stoffer, der med forsæt spredes i det marine miljø. Gifteffekter af TBT forekommer hos en række af akvatiske organismer, men det er især bløddyr, som f.eks. snegle og muslinger, der er følsomme ved ekstremt lave TBT niveauer helt ned under 1 nanogram per liter vand (Fent 1996).

I havet fremprovokerer TBT hormonelle forstyrrelser medførende det såkaldte imposexfænomen hos konksnegle. Imposex er udviklingen af maskuline kønskarakteristika i hunsnegle, der i ekstreme tilfælde kan medføre sterilitet og død. På verdensplan er der dokumenteret imposex hos ca. 120 forskellige sneglearter (Oehlmann et al. 1996) og der er tidligere rapporteret om langtids gifteffekter fra TBT i farvande omkring bl.a. Frankrig, England, Japan, Korea, Holland, Norge, Tyskland og Sverige.

De danske farvande hører til de mest skibstrafikerede i Europa. Med mistanken om at de danske farvande kunne høre til de mere TBT påvirkede områder, igangsatte DMU i 1997 en undersøgelse omkring effekter af TBT på flere hjemlige sneglearter. Hovedformålet var at kortlægge forekomsten af TBT effekter i havmiljøet og undersøge om effekterne havde sammenhæng med skibstrafikken.

Analyserne viste, at TBT generelt er udbredt overalt i de danske farvande med tydelige koncentrationsforøgelser i nærheden af havne og skibsruter. Der blev ikke fundet dyr uden TBT eller nedbrydningsprodukter i deres kropsvæv ved en detektionsgrænse på 0,2 ng per g (Strand og Jacobsen, in prep.).

Derudover viste resultaterne af denne undersøgelse bl.a. at imposex i de danske farvande er et udbredt fænomen hos de fleste arter af vore hjemlige konksnegle (Neogastropoda). For arten almindelig konk (Buccinum undatum) viser undersøgelsen tydelig sammenhæng mellem indhold af TBT og nedbrydningsprodukter og imposex effekt og skibsintensitet. Afhængigt af de undersøgte områder havde 9 % til 89 % af almindelig konk udviklet imposex (figur 3.17)

For de mindre hyppigt forekommende arter rødkonk (Neptunea antiqua) og purpursnegl (Nucella lapillus) var resultaterne endnu mere udtalte. F.eks. havde alle hunsnegle af rødkonk (n > 100) udviklet imposex endda i markant fremskredne stadier. For at undersøge om dette er et naturligt fænomen for denne art i danske farvande blev Zoologisk Museum kontaktet med henblik på at bibringe informationer om konksnegle fra tiden før TBT blev introduceret til havmiljøet. Da ingen af de 6 hunsnegle indsamlet i Kattegatområdet fra før 1938 udviste imposexkarateristika, må det konkluderes at den nutidige forekomst af imposex meget vel kan hidrøre fra TBT forureningen.

Det er kendt at almindelig konk og rødkonk ikke bliver sterile ved udvikling af imposex, men effekterne på populationsniveau er stadig ukendte.

Resultaterne fra denne undersøgelse har bl.a. dannet grundlag for indarbejdelsen af imposex som bioindikator for TBT belastningen i de danske farvande i forbindelse med det nye marine overvågningsprogram NOVA 2003.

(11142 bytes)

Figur 3.17
Den %-vise forekomst af imposex hos rødkonk og almindelig konk i farvandene omkring Danmark. Kilder: 1. [Strand og Jacobsen, in prep.], 2. [Nicholson og Evans, 1997], 3. ten Hallers-Tjabbes et al., 1994,1996] og 4. [Ide et al., 1997].

Fiskeri
Havets tilstand påvirker fiskeriet og fiskeriet påvirker havet. Ved fiskeri udtages en del af fiskeproduktionen, og der kan derved ske en ændring i de gængse fødenetstrukturer. Dels kan der tænkes en konkurrence om fødeemner i forhold til ikke kommercielt udnyttede fiskearter og havdyr eller havfugle. Dels kan en forskydning i artssammensætningen betyde ændringer i et givet havområdes funktionsmåde.

Bifangst af havpattedyr i fiskeredskaber er et problem, som har påkaldt sig en del opmærksomhed. Redskabernes selektivitet i forhold til den enkelte art og deres evne til kun at fange bestemte størrelsesordener af fisk er vigtig af hensyn til at økonomisere med en given ressource. Udsmid af fisk eller fiskeaffald fra fiskerbåde vil dog oftest hurtigt indgå i havets fødeomsætning.

Slæbning af redskaber henover havbunden vil gennempløje et havområde flere gange årligt, og vil derfor være en væsentlig faktor for udviklingen af bunddyrssamfundene i et havområde. I områder med muslingeskrabning er det påvist, at aktiviteten kan påvirke bevoksningerne negativt.

Klapning
Der sker en midlertidig eller permanen tildækning af fastboende planteliv og dyreliv på en klapplads. Der vil dog hurtig begynde en indvandring af dyr efter at en klapning er ophørt. På klappladser som anvendes permanent vil der ikke kunne etableres samfund med en naturlig arts- og aldersfordeling.

Der er ikke konstateret forhøjet indhold af tungmetaller eller miljøfremmede stoffer i danske farvande, som følge af klapning. Dette kan dels skyldes en ringe overvågning af klappladserne og deres omgivelser, men afspejler i højere grad, at klapmaterialerne kun tillades klappet, når de vurderes til at være uproblematiske i forhold til havmiljøet.

Der er heller ikke med direkte årsag i en klapning konstateret iltsvind i danske havområder.

I 1997 blev der klappet mere end 4 mill. ton havbundsmateriale. Heraf blev ca. 90 % klappet i de åbne farvande. Der foreligger kun analyse fra et begrænset antal af klapningerne, så det er ikke muligt at give et meningsfyldt tal for den samlede mængde af forurenende stoffer der er indeholdt i klapmateriale.

Uanset om klapmaterialet anses for egnet til klapning vil det indeholde en vis mængde tungmetaller, næringssalte og organisk stof. Den totale mængde af tungmetaller, der deponeres i forbindelse med klapning, er derfor relativ stort - uanset at koncentrationerne er små. Tallene er dog maksimumstal, og er i en vis udstrækning udtryk for tilledning fra kilder, som allerede er opgjort i forbindelse med belastningsopgørelser.

Der foreligger kun få undersøgelser af frigivelse af næringsstofferne - kvælstof og fosfor - i forbindelse med klapning. Det samme gælder for iltforbrugende stoffer. Der er dog i forbindelse med undersøgelserne som er foretaget omkring de to broforbindelser over Storebælt og Øresund udført en række forsøg og målinger, som kan bruges til at anskueliggøre problemets omfang. Optagning og klapning af i størrelsesordenen 100.000m3 havbundsmateriale kan således forventes at frigive 1.000-1.500 kg kvælstof og 65-100 kg fosfor.

Broforbindelser
I Øresund har de danske og svenske myndigheder med selvstændige overvågningsprogrammer fulgt miljøtilstanden siden anlægsarbejderne blev påbegyndt i efteråret 1995. I midten af 1998 har Øresundskonsortiet gravet knapt 90 % af de planlagte uddybningsmængder, svarende til 12,6 mio ton (6,5 mio m3). Spildet er opgjort til 4,2 % svarende til ca. 524.000 ton.

Indtil nu har de miljømæssige konsekvenser vist sig at være begrænsede. Effekterne er klart mindre end forventet. Der har således ikke været grund til for myndighederne at forlange yderligere foranstaltninger. Det er fortsat myndighedernes opfattelse, at anlægsarbejderne udføres inden for rammerne af de gældende miljøkriterier. Den endelige vurdering af visse af kriterierne såsom nulløsningen og omfanget og varigheden af de midlertidige miljøeffekter, kan dog først foretages ved og efter afslutningen af projektet. (Niilonen et al 1998).

Den faste forbindelse over Storebælt blev åbnet i juni måned 1998. Der er håndteret knapt 20 millioner m3 havbundsmaterialer ved bygningen af Storebæltsforbindelsen. Der er i gennemsnit spildt 12 % til omgivelserne. Den endelige redegørelse for miljøprogrammet vil for nulløsningens vedkommende ske i efteråret 1998 og for den biologiske del om to - tre år.

Det internationale ekspertpanel for Storebælt har i 1997 vurderet effekterne. Det fremgår heraf, at planter og dyr i det store og hele var kommet tilbage til de områder, hvor der havde været påvirkninger, og at de resterende jordarbejder ikke kunne forventes at ændre væsentligt på dette. Undervejs var blåmuslingerne kraftigt påvirket. Siden har muslinger koloniseret området på Halsskov Rev og Sprogø Rev. Ålegræsset har etableret sig på rampeområderne ved Sprogø, mens de tidligere koloniserede områder på Halsskov Rev indtil videre er blevet overtaget af blåmuslingerne. Mængdemæssigt er status quo genetableret selvom forekomsterne er anderledes end før.

Det fremgår af ekspertpanelets møde i juni 1998, at den centrale beregning for nulløsningen er fornuftig, samt at usikkerheden på beregningen er tilfredsstillende og at nulløsningen vil være opnået i juni 1998, når de afsluttende jordarbejder er gennemført.