[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse af husdyrgødning

3. Fastsættelse af kvælstofbehov

3.1 Baggrund
3.2 Beregning af kvælstofbehov efter Plantedirektoratets regler
3.2.1 Korrektion for udbytteniveau
3.2.2 Korrektion for geografisk placering
3.2.3 Årlig kvælstofprognose
3.2.4 Korrektion for eftervirkning af husdyrgødning
3.3 Beregning af kvælstofbehovet med bedriftsløsningen og N-min-metoden
3.4 Resultater og diskussion
3.4.1 Oversigt over gennemførte forsøg
3.4.2 Forskellige metoder til fastlæggelse af kvælstofbehov
3.4.3 Kvælstofbehov i forskellige afgrøder
3.4.4 Kvælstofbehov i vinterhvede på forskellige driftstyper
3.4.5 Kvælstofbehov på ejendomsniveau
3.4.6 Sammenligning af forskellige metoder til fastsættelse af kvælstofbehovet i vinterhvede
3.5 Konklusion

3.1 Baggrund

1. års effekt af husdyrgødning
De høje værdital for kvælstof i husdyrgødning, der allerede blev opnået ved afslutningen af det tidligere demonstrationsprojekt i 1994, viser, at man på ejendommene nu tør regne med, at man i praksis kan opnå de værdital, som er fundet i forsøgene med husdyrgødning på ejendommene.

Eftervirkning af husdyrgødning
Forsøgene tyder imidlertid også på, at man udover den høje 1. års effekt af husdyrgødningen også kan forvente sig en betydelig eftervirkning. De optimale kvælstofmængder, som er beregnet ud fra forsøgene i 1991-93 på ejendommene, er gennemgående lavere end de kvælstofbehov for samme marker, som er angivet af landmand og planteavlskonsulent i forbindelse med gødningsplanlægningen. D.v.s., at resultaterne fra perioden 1991-1993 indikerer, at man har kunnet reducere suppleringsgødskningen i handelsgødning.

Reduktion af kvælstofbehov
Et af formålene har bl.a. været at afklare, om man på ejendomme med en væsentlig mængde husdyrgødning over en længere årrække uden økonomisk tab kan reducere kvælstofbehovet og dermed anvendelsen af kvælstof i handelsgødning udover den reduktion i kvælstofmængden, som allerede er sket ved at regne med en høj 1. årsvirkning af husdyrgødningen. Dette skal opnås ved at implementere forskellige metoder til behovsfastsættelse for kvælstof og at demonstrere, at de er pålidelige. Det gælder modelberegninger af kvælstofbehov i form af bedriftsløsningens kvælstofmodul, behovsangivelser ved N-min-metoden og ved planteanalyser.

Kvælstofbehovene er beregnet teoretisk ved at anvende bedrifts-løsningens gødningsplanmodul og ved at anvende N-min-målinger i det tidlige forår på et antal marker på hvert brug til fastsættelse af kvælstofbehovet. De beregnede gødningsbehov er sammenholdt med en generel beregning efter Plantedirektoratets regler.

Forsøg
For at afprøve, om de fastsatte kvælstofbehov er nøjagtige, er der gennemført forsøg med stigende mængde kvælstof til forskellige afgrøder. I disse forsøg er de optimale kvælstofmængder beregnet, og sammenlignet med de beregnede kvælstofbehov.

I praksis er der en stor variation i kvælstofbehovet fra mark til mark og fra år til år. Det er muligt at tage højde for en del af denne variation ved fastsættelse af afgrødernes kvælstofbehov forud for dyrkningssæsonen. Men den variation som skyldes vejrforholdene i vækstsæsonen er uforudsigelig og kan ikke inddrages i gødningsplanlægningen.

3.2 Beregning af kvælstofbehov efter Plantedirektoratets regler

I henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 1095 af 10. december 1992 skal Plantedirektoratet fastsætte regler for opgørelse af behovet for at tilføre kvælstof til de enkelte afgrøder - og disse regler skal fastsættes efter indstilling fra Landbrugets Rådgivningscenter. Landskontoret for Planteavl har derfor for årene 1994, 1995, 1996 og 1997 indstillet normer og korrektionsfaktorer for afgrødernes kvælstofbehov. Det vigtigste grundlag for indstilling af kvælstofnormer er forsøg, hvor det optimale kvælstofniveau beregnes. Der gennemføres årligt mere end 100 forsøg i de landøkonomiske foreningers regi. Desuden gennemføres der få forsøg i regi af Danmarks JordbrugsForskning (tidligere Statens Planteavlforsøg).

Indstillingen af normer bygger normalt på gennemsnitsresultatet af de sidste 10 års forsøg.

Kvælstofbehovet for en given mark beregnes således som:

Beregning
Grundnorm ved et givent udbytteniveau for en gennemsnitsjord i Danmark uden eftervirkning af husdyrgødning.
+   korrektion for afvigende udbytte.
+   korrektion for geografisk placering (jordtype og kommune)
+   korrektion for eftervirkning af husdyrgødning
+   korrektion for årlig kvælstofprognose

Normerne præsenteres i bekendtgørelser fra Plantedirektoratet ved forskellige udbytter og på forskellige jordtyper. Udbytterne er beregnet således, at de for hver jordtype skal repræsentere et gennemsnit for Danmark svarende til Danmarks Statistik for en 5 års periode korrigeret for en udbyttestigning pr. år.

3.2.1 Korrektion for udbytteniveau

Grundnormen gælder for det udbytteniveau, der har været i gns. af forsøgene. Normerne i Plantedirektoratets bekendtgørelse er korrigeret til "normudbytte" for jordtypen. I den enkelte mark korrigeres normerne for de fleste afgrøder for det forventede udbytteniveau, idet kvælstofoptagelsen stiger med stigende udbytteniveau.

3.2.2 Korrektion for geografisk placering

Ved beregning af kvælstofbehovet med udgangspunkt i de retningsgivende normer skal man korrigere for permanente forskelle forårsaget af geografisk bestemte jordtype- og klimaforhold. Det skyldes, at de retningsgivende normer forudsætter et gennemsnitligt N-min-indhold i rodzonen, dvs. gennemsnit af alle jordtyper og klimaområder i landet. De korrektioner, man skal foretage, er beregnet på grundlag af N-min-målinger i årene 1987-1995 på 400-600 landbrugsarealer i kvadratnettet. N-min-indholdet har i gennemsnit af årene været anderledes på sandjord end på lerjord og anderledes i områder med stor vinternedbør end i områder med lille vinternedbør.

3.2.3 Årlig kvælstofprognose

Kvælstofprognosen angiver effekten på behovet for kvælstofgødning ud fra forskelle i vejrforholdene i vinterhalvåret fra år til år. Prognosen udarbejdes hvert år i marts måned af Landskontoret for Planteavl og indstilles til Plantedirektoratet, som udgiver prognosen i form af en bekendtgørelse.

Prognoserne er udarbejdet på grundlag af jordprøver fra 300-400 marker i kvadratnettet, hvor jordernes indhold af nitrat- + ammoniumkvælstof (=N-min) er målt til 1m's dybde.

Prognosen angiver afvigelser fra normale behov for tilførsel af kvælstof og gælder for korn og forårssåede afgrøder. Prognosen er samtidig en del af regelsættet for gødningstildeling. Det betyder, at normerne i Plantedirektoratets vejledning (Plantedirektoratet 1994/95, 1995/96 og 1996/97) skal korrigeres iflg. prognosen.

Prognosens angivelser skal iflg. bekendtgørelsen anvendes på marker med korn og forårssåede afgrøder, uanset om der er tilført husdyrgødning eller ej. Prognosen gælder ikke for overvintrende afgrøder, der har en stor kvælstofoptagelse i løbet af efteråret og vinteren, dvs. græs, vinterraps o. lign. Prognosen gælder for både vandede og uvandede jorder.

I forhold til marker, hvor der ikke tidligere er tilført husdyrgødning, er kvælstofbehovet lavere på marker, hvor der jævnligt er tilført husdyrgødning, mens afvigelserne i kvælstofbehovet mellem årene forårsaget af forskellige vejrforhold er større på arealer, hvor der jævnligt er tilført husdyrgødning. Derfor kan prognosen på husdyrgødede marker korrigeres med faktorerne i tabel 1, som viser omregningsfaktorerne fra ikke-husdyrgødet jord til husdyrgødet jord.

Tabel 3.1
Omregning af prognosen til husdyrgødede arealer
Omregningsfaktorer til husdyrgødede arealer. Rest organisk N-mængde angiver, hvor meget organisk kvælstof der er tilbage af husdyrgødning tilført i de sidste 5 år. Disse korrektionsfaktorer indgår ikke i bekendtgørelsen.

 
Værdierne skal opfattes således, at kvælstofprognosen i tabel 3.1 skal multipliceres med ovennævnte faktorer for at få prognosen på husdyrgødet jord. "Rest organisk N" på 100 kg svarer til en gennemsnitlig årlig tilførsel af ca. 30 tons fast staldgødning fra kvæg eller på ca. 40 tons kvæggylle til forfrugten.

3.2.4 Korrektion for eftervirkning af husdyrgødning

Ved tilførsel af husdyrgødning tilføres der udover uorganisk kvælstof også organisk bundet kvælstof. Det organisk bundne kvælstof skal mineraliseres, før det er tilgængeligt for planterne. Denne mineralisering forløber med større eller mindre hastighed over flere år, og der vil derfor være en eftervirkning i årene efter udbringning. Den mineraliserede mængde kvælstof afhænger bl.a. af mængden af tilført organisk kvælstof, og der vil således være forskelle i mængden af mineraliseret kvælstof mellem husdyrgødning fra forskellige husdyrarter og forskellige staldsystemer.

Eftervirkningen, som betegner den del af det mineraliserede kvælstof, der udnyttes af afgrøden, er i gennemsnit af forskellige afgrødekombinationer, husdyrgødningstyper, jordtyper og klimaområder beregnet til 5 pct. af total-N i 1. år, 3 pct. i 2. år, 2 pct. i 3. år og 1 pct. i 4. år efter udspredning. Ved beregningen er der taget udgangspunkt i bedriftsløsningens kvælstofmodul, i den fremgangsmåden der anvendes i N-min-metoden (N-min-metoden 1996) samt i data fra kvadratnettet.

I henhold til den nuværende bekendtgørelse om fastsættelse af kvælstofbehovet skal kvælstofbehovet på ejendomsniveau reguleres for eftervirkning af husdyrgødning med 10 pct. af sidste års tilførsel af total-N (15 pct. for dybstrøelse), hvilket altså forudsætter, at der er tilført samme husdyrgødningsmængde i minimum 4 år forud.

Plantedirektoratet meddeler hvert år de indstillede kvælstofnormer samt de forskellige korrektioner (Plantedirektoratet 1994/95, 1995/96 og 1996/97).
Ved fastsættelse af kvælstofbehovet efter Plantedirektoratets normer er der taget udgangspunkt i de normer for afgrødernes kvælstofbehov m.m., der er fastlagt af Plantedirektoratet (Plantedirektoratet 1996/97), og som er indstillet af Landbrugets Rådgivningscenter.

3.3 Beregning af kvælstofbehovet med bedriftsløsningen og N-min-metoden

N-min-metoden og bedriftsløsningens kvælstofmodul anvendes til at beregne en given marks kvælstofbehov. Modellerne bygger på den antagelse, at afgrødens kvælstofforsyning består af:

1. Afgrødernes samlede behov for kvælstof korrigeret for udbytteniveau (den optimale kvælstofforsyning),
   
2. Mængden af plantetilgængeligt kvælstof i rodzonen ved vækstsæsonens begyndelse (N-min) og
   
3. Hvor meget plantetilgængeligt kvælstof, der frigives i løbet af vækstperioden (N-mineralisering).
   

Den økonomisk optimale kvælstoftilførsel beregnes som:

Beregning
Optimal gødskning = Optimal kvælstofforsyning - N-min - N-frigivelse

For de fleste afgrøder er der ud fra forsøg bestemt værdier for afgrødernes optimale kvælstofforsyning. Den optimale kvælstofforsyning korrigeres for det forventede udbytte.

N-min måles ved starten af vækstsæsonen, mens N-frigivelsen beregnes ud fra markens dyrkningshistorie. Ved beregning af N-frigivelsen kan man anvende den fremgangsmåde, der er anvendt ved udarbejdelsen af N-min-metoden, eller man kan anvende modellerne i bedriftsløsning.

Uanset om man anvender fremgangsmåden i N-min-metoden eller i bedriftsløsningen ved beregning af kvælstoffrigivelsen, så er det ekstra frigivelse, der beregnes. Det vil sige den kvælstoffrigivelse, der sker udover den kvælstoffrigivelse, der sker fra en kornafgrøde uden halmnedmuldning og uden tilførsel af organisk stof i tidligere år.

Ved anvendelse af bedriftsløsningens kvælstofmodul kan man i stedet for målte N-min-indhold anvende standardværdier gældende for forskellige dyrkningsforhold.

Der er udarbejdet en detaljeret beskrivelse af fremgangsmåden i N-min-metoden (Landskontoret for Planteavl 1997) og i bedriftsløsningens gødningsplanmodul (Landskontoret for Planteavl 1994).

3.4 Resultater og diskussion

Ved vurdering af resultaterne fra forsøgene er det afgørende at være opmærksom på følgende forhold:

Ejendomstype

• Ejendomstype. For husdyrbrugene er der tale om ejendomme, som over en længere årrække er tilført betydelige mængder husdyrgødning. Det er eftervirkningen af denne husdyrgødning, der afspejles i forsøgsresultaterne. Forsøgsresultaterne gælder altså kun på marker med en betydelig husdyrgødningstilførsel over en længere årrække.

Usikkerhed

• Usikkerhed på fastlæggelse af optimum. Optimum bestemmes ved at tilnærme et 2. - eller 3. grads polynomium til de målte udbytter i de forskellige forsøgsled. Optimum er den kvælstofmængde, som ud fra det anvendte polynomium giver den største indtjening i forhold til korn- og N-pris. Man skal være opmærksom på, at forskellen i optimum fra det ene forsøg til det andet dels skyldes en reel variation i dyrkningsforholdene, men også en tilfældig variation, som skyldes usikkerhed på fastlæggelse af optimum på udbyttekurven. Usikkerheden på fastlæggelsen af den optimale kvælstofmængde betyder, at der skal indgå mindst 5-10 forsøgsresultater, før gennemsnittet er udtryk for kvælstofbehovet under de pågældende forhold.

Årsvariation

• Årsvariation. Der er en betydelig variation i kvælstofbehovet fra år til år. En del af variationen skyldes forskelle i vejrforholdene i vinterhalvåret, mens en anden del skyldes forskellige vejrforhold i vækstperioden. Årsvariationen betyder, at man ved vurdering af resultaterne skal være opmærksom, at der kun indgår forholdsvis få år i de gennemsnitlige kvælstofbehov. det betyder, at det gennemsnitlige behov påvirkes meget af, hvilke år der indgår i gennemsnittet. I tabel 3.2 er vist resultaterne af vinterhvedeforsøg for hvert af årene 1992-1996.
  

Tabel 3.2
Resultater af forsøg i vinterhvede på demonstrationsejendommene 1992-1996. I parentes er angivet resultaterne fra landsforsøgene (Oversigt over Landsforsøgene 1997).

Forsøgsresultaterne fra demonstrationsejendommene på husdyrbrugene stammer især fra 1995 og 1996 og i mindre grad fra 1992, 1993 og 1994. Forsøgene på planteavlsbrugene er udelukkende gennemført i 1995 og 1996. Forsøgsresultaterne er præget af forholdene i de pågældende år:

Vejrforhold

• I 1992 var sommeren særdeles tør, hvilket i nogle tilfælde, især i vårsæd, førte til direkte misvækst. Kvælstofbehovet var lavt i 1992 i både vårbyg og vinterhvede .
  
• I 1993 startede sommeren meget tidligt og sluttede meget tidligt, nemlig midt i juni måned. Kvælstofbehovet var i både vårbyg og vinterbyg betydeligt større end i 1992.
  
• I 1994 var kvælstofbehovet næsten normalt i både vårbyg og vinterhvede.
  
• I 1995 var kvælstofbehovet meget højt i både vårbyg og vinterhvede bl.a. på grund af nedbørforholdene i vinteren 1994-1995. I gennemsnit af alle forsøg i vårbyg og vinterhvede gennemført i De Landøkonomiske Foreninger var kvælstofbehovet 140 hhv. 178 kg N pr. ha (Oversigt over Landsforsøgene 1997).
  
• I 1996 var kvælstofbehovet i vinterhvede meget lavt på grund af den ekstremt tørre vinter 1995-1996. I gennemsnit af alle forsøg i vinterhvede gennemført i De Landøkonomiske Foreninger var kvælstofbehovet 117 kg N pr. ha (Oversigt over Landsforsøgene 1997). I vårbyg var kvælstofbehovet normalt i 1996.
  

3.4.1 Oversigt over gennemførte forsøg

I tabel 3.3-3.6 er vist en oversigt over de forsøg, der er gennemført på demonstrationsejendommene i årene 1992-1996. I tabellerne er vist hvilke forsøg, der har ligget i hvilke marker samt de resultater, der er anvendt ved beregningen af kvælstofbehovet efter forskellige metoder.

Tabel 3.3
Oversigt over forsøg på demonstrationsejendomme. Svinebrug.

Tabel 3.4
Oversigt over forsøg på demonstrationsejendomme. Blandet kvæg- og svinebrug.

Tabel 3.5
Oversigt over forsøg på demonstrationsejendomme. Kvægbrug.

Tabel 3.6
Oversigt over forsøg på demonstrationsejendomme. Planteavlsbrug.

3.4.2 Forskellige metoder til fastlæggelse af kvælstofbehov

Forskellige metoder
Kvælstofbehovet angivet i tabellerne er fastsat på følgende måde:

• N-behov optimum, som er den økonomisk optimale kvælstofmængde bestemt i forsøgene.
  
• N-behov N-min, som er kvælstofbehovet beregnet med N-min-metoden.
  
• N-behov Pldir97, som kvælstofbehovet beregnet efter Plantedirektoratets retningslinier for gødningsåret 1996-97.
  
• N-behov tilført, som er den kvælstofmængde, der på næringsstofoversigten fra bedriftsløsningens gødningsplanmodul er angivet som "tilført".
  
• N- behov, som er den kvælstofmængde, der på næringsstofoversigten fra bedriftsløsningens gødningsplanmodul er angivet som "behov".
  

3.4.3 Kvælstofbehov i forskellige afgrøder

Forskellige afgrøder
I tabel 3.7 er vist gennemsnittet af resultaterne opnået i forsøg med stigende mængder kvælstof i forskellige afgrøder. Resultaterne stammer fra forsøg gennemført på demonstrationsbrug med husdyr bortset fra 9 af forsøgene i vinterhvede, som er gennemført på planteavlsbrug. I tabellen er også vist normbehovet for kvælstof iflg. Plantedirektoratets vejledning for gødningsåret 1996/97.

Tabel 3.7
Økonomisk optimal kvælstofmængde samt normbehovet iflg. Plantedirektoratets vejledning 1996/97. Forsøg med stigende mængder kvælstof 1992-1996 i forskellige afgrøder.

Af resultaterne i tabel 3.7 fremgår, at den økonomisk optimale kvælstofmængde målt i forsøgene i vinterbyg og vinterhvede i gennemsnit har ligget ca. 20 kg N lavere pr. ha end normbehovet. En væsentlig årsag hertil er, at kvælstofbehovet i 1996 var meget lavt. De øvrige afgrøder er antallet af forsøg så lavt, at resultaterne ikke kan tillægges betydning.

3.4.4 Kvælstofbehov i vinterhvede på forskellige driftstyper

Vinterhvede på forskellige driftstyper
I tabel 3.8 er vist kvælstofbehovet målt i forsøgene med vinterhvede samt kvælstofbehovet beregnet efter Plantedirektoratets normer 1996/97. Resultaterne er vist for svinebrug, blandede svine- og kvægbrug, blandede svine- og kyllingebrug og kvægbrug.

Tabel 3.8
Økonomisk optimalt kvælstofbehov samt kvælstofbehov efter Plantedirektoratets normer (1996-1997) i vinterhvede. 37 forsøg.

Resultaterne viser, at kvælstofbehovet på husdyrbrugene har ligget mellem 115 og 140 kg N pr. ha. På de rene planteavlsbrug har kvælstofbehovet i gennemsnit af forsøgene været knap 170 kg N pr. ha.

Plantedirektoratet
Kvælstofbehovet, fastsat efter Plantedirektoratets normer i de samme forsøg har været ca. 150 kg N pr. ha på både svine- og kvægbrugene, mens det på de blandede brug har været godt 170 kg N pr. ha. På planteavlsbrugene har kvælstofbehovet efter Plantedirektorats normer været knap 180 kg N pr. ha.

På husdyrbrugene har kvælstofbehovet altså været mellem 14 og 36 kg N lavere end efter Plantedirektorats normer. Betragtet under ét har den økonomisk optimale kvælstofmængde ligget 24 kg N lavere pr. ha på husdyrbrugene end beregnet efter Plantedirektoratets normer. På planteavlsbrugene har behovet været ca. 12 kg N lavere pr. ha end beregnet med Plantedirektoratets normer.

Ved vurdering af resultaterne er det afgørende, at i 3 af de 5 år, hvor forsøgene i vinterhvede på husdyrbrugene er gennemført, var kvælstofbehovet betydeligt lavere end normalt, mens det kun i et år var højere end normalt. Forsøgene på planteavlsbrugene er kun gennemført i 1995 og 1996, hvor kvælstofbehovet var hhv. meget højt og meget lavt.

I tabel 3.9 er vist resultaterne fra hhv. planteavlsbrug og husdyrbrug for 1995 og 1996.

Tabel 3.9
Økonomisk optimal kvælstofmængde målt i forsøg med vinterhvede på planteavlsbrug og husdyrbrug i 1995 og 1996. Tallene i parentes angiver antal forsøg.

På planteavlsbrugene var det målte optimum i gennemsnit af forsøgene i både 1995 og 1996 12-13 kg N lavere end normbehovet. På husdyrbrugene var det målte kvælstofbehov i 1995 næsten identisk med normen, mens det i 1996 var 65 kg N pr. ha lavere end normen. Resultaterne af forsøgene på husdyrbrug i 1996 betyder, at gennemsnittet af de målte kvælstofbehov på husdyrbrugene i årene 1992-1996 bliver lavere end normen.

Det meget lave kvælstofbehov, som forsøgsresultaterne på husdyrbrugene viste i 1996, er i overensstemmelse med resultaterne fra landsforsøgene, som viste, at kvælstofbehovet generelt var meget lavt på husdyrgødede marker i 1996.

En gennemregning af 90 forsøg med kvælstof til vinterhvede 1995-97 viser, at Plantedirektoratets normer i gennemsnit anviste samme kvælstofbehov som blev fundet i forsøgene (Figur 3.1)

Figur 3.1
Forskellen mellem normbehovet (Plantedirektoratet 1996-1997) og det økonomisk optimale kvælstofbehov målt i forsøgene som funktion af den beregnede kvælstofeftervirkning.

Resultater af 90 landsforsøg
Forskellen mellem resultater af valideringen af de 90 forsøg og forsøgene på demonstrationsejendommene kan være, at de 90 forsøg er fordelt næsten ligeligt på 1995, 1996 og 1997, mens der i forsøgene på demonstrationslandbrugene er overvægt af forsøg i 1996. Under alle omstændigheder er det vigtigt at undersøge, om kvælstofbehovet generelt overvurderes på brug med en intensiv husdyrproduktion i mange år.

3.4.5 Kvælstofbehov på ejendomsniveau

Kvælstofbehov på ejendomsniveau
I tabel 3.10 er vist gennemsnit af de økonomisk optimale kvælstofbehov målt i forsøgene med vinterhvede på de enkelte ejendomme. I tabellerne er også vist antal forsøg, jordtype, N-min, beregnet kvælstoffrigivelse i vækstsæsonen samt udbytter.

Tabel 3.10
Forsøg i vinterhvede på de enkelte ejendomme.

Resultaterne viser, at kvælstofbehovet i vinterhvede har været højest på planteavlsejendommene og meget ens fra ejendom til ejendom. På husdyrbrugene har kvælstofbehovet været lavere og mere varierende fra ejendom til ejendom.

Det er ikke muligt, at udlede sikre forskelle mellem de forskellige ejendomme, fordi antallet af forsøg på de enkelte ejendomme er begrænset.

3.4.6 Sammenligning af forskellige metoder til fastsættelse af kvælstofbehovet i vinterhvede

I tabel 3.11 er kvælstofbehovet beregnet efter forskellige metoder i 37 forsøg i vinterhvede vist.

Tabel 3.11
Kvælstofbehov i vinterhvede beregnet med forskellige metoder. Gennemsnit af 37 forsøg. Kg N pr. ha.

I gennemsnit af alle forsøgene er det økonomisk optimale kvælstofbehov beregnet til 142 kg N pr. ha med en variation fra 4 til 235 kg N pr. ha. N-min-metoden har angivet et kvælstofbehov, der i gennemsnit er 8 kg N højere pr ha med en variation fra 78 til 196 kg N pr. ha. Beregnet efter Plantedirektoratets normer er kvælstofbehovet i gennemsnit 163 kg N pr. ha med en variation fra 124 til 191 kg N pr. ha. I gennemsnit er der tilført 165 kg N pr. ha med en variation fra 92 til 216 kg N pr. ha. bedriftsløsning har i gennemsnit anbefalet et behov på 169 kg N pr. ha med en variation fra 91 til 205 kg N pr. ha.

Lave kvælstofbehov i forsøgene
Det er karakteristisk, at alle metoderne har fastsat et højere kvælstofbehov, end der blev målt i forsøgene. Kvælstofbehovet fastsat med N-min-metoden har dog kun været 8 kg N højere end målt i forsøgene og 10-20 kg N lavere end beregnet med de øvrige metoder. Endvidere er det karakteristisk, at alle metoderne er "konservative" i den forstand, at de beregnede kvælstofbehov ligger nærmere gennemsnittet end de beregnede behov i de enkelte forsøg.

Eftervirkning
I metoderne til fastsættelse af kvælstofbehovet ligger i alle tilfælde en beregning af den forventede kvælstoffrigivelse i vækstsæsonen fra tilført organisk stof. Når metoderne generelt har anbefalet større kvælstofmængder, end der har været behov for, tyder det på, at kvælstofeftervirkningen har været undervurderet på husdyrbrugene. Årsagen er formentlig, at markerne på disse ejendomme har været tilført husdyrgødning gennem mange år. Resultaterne understreger behovet for, at metoderne til beregning af kvælstofeftervirkning forbedres, f.eks. ved at der fremskaffes oplysninger om tilførsel af husdyrgødning mere end de 5 år tilbage, som tilfældet er nu.

Tabel 3.12
Den økonomiske gevinst ved at gødske optimalt sammenlignet med gødskning efter forskellige metoder. 37 forsøg i vinterhvede.

Det økonomiske udbytte af kvælstofgødning er forskellen mellem værdien af produktet og omkostningerne til kvælstofgødning. Den økonomiske optimale kvælstofmængde er defineret som den kvælstofmængde, der giver det største økonomiske udbytte. Tilførsel af kvælstofmængder, der er enten større eller mindre end optimum, vil føre til et mindre økonomisk udbytte.

Miljømæssigt er det også en fordel at gøde til den økonomisk optimale kvælstofmængde. Forøgelsen af nitratudvaskninger ved stigende kvælstofmængder er ikke særlig stor op til optimum. Men større kvælstofmænder end optimum fører til en betydelig stigning i nitratudvaskningen.

Økonomisk gevinst
Af tabel 3.12 fremgår, at den økonomiske gevinst ved at gødske optimalt i alle forsøgene i gennemsnit af forsøgene i vinterhvede har været ca. 182 kr. pr. ha sammenlignet med at gødske efter N-min-metoden. Sammenlignet med gødskning efter bedriftsløsningen og Plantedirektoratets normer har gevinsten ved optimal gødskning i gennemsnit været henholdsvis 230 og 250 kr. pr. ha. Optimal gødskning har sammenlignet med de reelt tilførte mængder i gennemsnit givet en gevinst på 273 kr. pr. ha.
Både N-min-metoden og bedriftsløsningen har været i stand til at mindske det største økonomiske tab i enkeltforsøg mere end de to øvrige metoder.

Forskellige metoder
I tabel 3.13 er vist N-min, kvælstoffrigivelse, udbytte samt kvælstofbehovet beregnet efter forskellige metoder på forskellige driftsformer.

Tabel 3.13
Kvælstofbehovet i vinterhvede målt og beregnet med forskellige metoder. Opdelt på driftstyper. 37 forsøg 1992-1996

Af tabellen fremgår, at der med alle metoderne på alle driftstyperne er beregnet kvælstofbehov, der har været større end de økonomisk optimale mængder. Undtagelsen er N-min-metoden, som på planteavlsbrug har anbefalet en kvælstofmængde, som i gennemsnit har ligget knap 10 kg N lavere pr. ha end den økonomisk optimale mængde.

N-min-metoden har i gennemsnit anbefalet den samme kvælstofmængde på svinebrugene som på planteavlsbrugene. Det er i overensstemmelse med, at N-min-indholdet og den beregnede kvælstoffrigivelse fra husdyrgødning og afgrøderester, tilført i årene forud, er stort set identisk på de 2 driftstyper. Det målte udbytte ved 0 N har været knap 10 hkg større på svinebrugene end på planteavlsbrugene og den målte økonomisk optimale kvælstofmængde tilsvarende lavere. Årsagen er formentlig, at den modelberegnede kvælstoffrigivelsen i vækstsæsonen har været undervurderet på disse svinebrug

3.5 Konklusion

Økonomisk optimalt
Den økonomisk optimale kvælstofmængde målt i forsøgene i vinterhvede i årene 1992-1996 har i gennemsnit af de gennemførte forsøg uden husdyrgødning til afgrøden ligget ca. 20 kg N lavere pr. ha end normbehovet (Plantedirektoratet 1996).

Kvælstofbehov
I vinterhvede har kvælstofbehovet målt i forsøgene i de pågældende år i gennemsnit af forsøgene på husdyrbrugene været ca. 25 kg N lavere pr. ha end kvælstofbehovet beregnet på grundlag af Plantedirektoratets normer. På planteavlsbrugene har behovet målt i forsøgene været ca. 10 kg N lavere pr. ha end beregnet efter Plantedirektoratets normer.

Plantedirektoratets normer
En validering af Plantedirektoratets normer i 90 forsøg i vinterhvede 1995-97 bekræftiger ikke resultaterne fra demonstrationsbrugene. I valideringen er fundet, at det gennemsnitlige målte kvælstofbehov har svaret til Plantedirektoratets normer, og beregningerne viser, at der ikke er nogen tendens til, at kvælstofbehovet overvurderes ved en stor eftervirkning baseret på oplysninger om tilførsel af husdyrgødning i de sidste 5 år.

Forskellige metoder
Alle de afprøvede metoder fastsatte kvælstofbehovet på husdyrbrugene højere, end det blev målt i forsøgene. Kvælstofbehovet beregnet med N-min-metoden var lidt højere end målt i forsøgene, men lavere end beregnet med de øvrige metoder. Forskellen mellem det økonomiske udbytte ved at gødske optimalt og ved at gødske efter de forskellige metoder var mindst ved anvendelse af N-min-metoden .

Eftervirkning
Resultatet af forsøgene i 1995 og 1996 bekræfter resultaterne fra perioden 1991-1993, der tydede på, at kvælstoftilførslen på demonstrationsejendommene med husdyrgødning uden omkostninger kunne reduceres ca. 20 kg N pr. ha. Det forhold, at forsøgsårene vejrmæssigt har været meget specielle, at forsøgsantallet har været meget begrænset og at en validering af Plantedirektoratets normer i 90 andre forsøg ikke har bekræftet resultaterne fra demonstrationsejendommene, gør, at der næppe er grundlag for en generel sænkning af normerne på husdyrbrug. Men resultaterne understreger behovet for, at fremgangsmåden ved beregning af den forventede kvælstofeftervirkning forbedres, f.eks. ved at der indhentes oplysninger om tilførsel af husdyrgødning mere end 5 år tilbage.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]