Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse af husdyrgødning
4. Beregning af kvælstofbehovet på ejendommene
4.1 Det fagligt fastsatte kvælstofbehov
4.2 Kvælstofbehovet fastsat efter Plantedirektoratets metode
4.3 Tilførsel af kvælstof i husdyr- og handelsgødning
4.3.1 Svineejendomme
4.3.2 Kvægejendomme
4.3.3 Planteavlsejendomme
4.4 Udnyttelsesprocenten for total-kvælstof i husdyrgødningen
4.4.1 Udvikling i udnyttelsesprocenten på de enkelte brug
Kvælstofbehov i marken
Forudsætningen for en optimal gødningsplan, som sikrer en optimal udnyttelse af
husdyrgødningen og en god balance mellem tilførsel og bortførsel af næringsstoffer til
marken, er, at fastsættelsen af kvælstofbehovet i gødningsplanen i så vid udstrækning
som muligt rammer afgrødernes optimale kvælstofbehov. På demonstrationsejendommene er
kvælstofbehovet beregnet. Dette behov findes ved at korrigere et normudbytte efter
geografisk placering, jordbundsforhold, markens forventede udbytte og den årlige
kvælstofprognose.
Kvælstofprognose
Kvælstofprognosen angiver et estimat for, hvordan en given marks indhold af mineralsk
kvælstof om foråret afviger fra indholdet i et normalt år. Indholdet varierer bl.a. på
grund af variationer i vinternedbør og -temperatur og i markens forhistorie. Specielt er
tilførslen af husdyrgødning af stor betydning for indholdet af mineralsk kvælstof,
fordi husdyrgødning udgør en betydelig kilde af organisk kvælstof, som kan
mineraliseres om efteråret, og mineraliseringen afhænger både af typen og mængden af
husdyrgødning, samt af lokale klimaforhold om vinteren.
N-min-målinger
På ejendomme med en stor tilførsel af husdyrgødning kan den aktuelle afvigelse i
markens indhold af mineralsk kvælstof afvige betydeligt fra kvælstofprognosens
forudsigelse. Derfor kan man på sådanne brug forbedre kvælstoffastsættelsen ved at
erstatte kvælstofprognosen med en måling af den aktuelle marks indhold af mineralsk
kvælstof om foråret ved en såkaldt N-min-måling.
På demonstrationsejendommene blev det tilstræbt, at kvælstofbehovet, i så vid
udstrækning som muligt, skulle fastsættes ved hjælp af N-min-målinger. På de fleste
ejendomme er der således foretaget 5-10 N-min-målinger om året.
I fastsættelsen af kvælstofbehovet indgår en faglig vurdering fra landmandens og
planteavlskonsultens side, ligesom lokale forhold spiller ind på behovsfastsættelsen.
Normerne for kvælstofbehovet var indtil 1993 vejledende. Landmanden kunne derfor
fastsætte kvælstofbehovet højere end det vejledende behov, hvis det fandtes fagligt
nødvendigt. Fra og med høståret 1994 blev det imidlertid lovpligtigt at angive
kvælstofbehovet efter en metode fastsat af Plantedirektoratet. Ejendommens samlede
kvælstofbehov kunne herefter kun overskrides efter en begrundet konsulenterklæring fra
en planteavlskonsulent.
I det følgende omtales det fagligt fastsatte kvælstofbehov og kvælstofbehovet
efter Plantedirektoratets normer. Det fagligt fastsatte kvælstofbehov er det behov,
der er fastsat i gødningsplanen under hensyntagen til dyrkningshistorie,
kvælstofprognose evt. N-min-målinger m.m. Plantedirektoratets behov er fastsat efter de
normer, der er fastsat af Plantedirektoratet efter indstilling fra Landbrugets
Rådgivningscenter.
4.1 Det fagligt fastsatte kvælstofbehov
Det gennemsnitlig kvælstofbehov pr. ha for en ejendom afhænger bl.a. af
afgrødesammensætning, udbytteniveau, brakareal, de vejledende kvælstofnormer for året
og af kvælstofprognosen eller N-min-målinger. På kvægejendomme er behovsfastsættelsen
noget usikker, da græsmarkernes kvælstofbehov i betydelig grad afhænger af både
kløverandelen i græsset og den andel af græsset, som anvendes til afgræsning af
kreaturer. Desuden er det af afgørende betydning, i hvor stort et omfang udlægsmarker
anvendes til afgræsning og/eller slæt. Disse faktorer kan være svære at fastslå på
forhånd ved gødningsplanlægningen.
Figur 4.1
Det fagligt fastsatte kvælstofbehov vist som gennemsnit af ejendommens samlede areal.
Behovet er vist henholdsvis med kvælstofprognosen eller N-min-målinger og uden
kvælstofprognosen. Behovet incl. prognose/N-min er anvendt ved gødningsplanlægningen
Kvælstofbehov i 1991-96
I figur 4.1 er angivet det gennemsnitlige kvælstofbehov fra 1991-96 opdelt på de tre
bedriftstyper. I figuren er behovene angivet som det faglige behov, som er anvendt ved
gødningsplanlægningen. I dette behov er indregnet kvælstofprognosen eller
N-min-målinger. Desuden er angivet det anvendte kvælstofbehov fratrukket
kvælstofprognosen for bedre at kunne sammenligne udviklingen i kvælstofbehovet over
årene. Ved at fratrække prognosen udjævnes en betydelig del af den årsvariation, som
skyldes forskelle i vinternedbør og -temperatur.
Det fagligt fastsatte kvælstofbehov har udvist en faldende tendens for både svine- og
kvægbrug. For planteavlsbrugene har der derimod ikke været nogen tydelig nedgang i de
beregnede kvælstofbehov gennem årene. Det gennemsnitlige kvælstofbehov har stort set
været ens for de tre bedriftstyper, idet det gennemsnitlige kvælstofbehov over årene
for de tre ejendomstyper har ligget på 150-154 kg pr. ha.
En analyse af, hvad den ændrede afgrødesammensætning har betydet for
kvælstofbehovet de enkelte år viser, at kvælstofbehovet beregnet på samme måde har
været stort set uændret på svinebrugene, hvis man korrigerer for kvælstofprognosen. I
1993 var behovet dog noget lavere, idet brakprocenten var høj. På kvægbrugene steg
behovet med 7 kg pr. ha fra 1991 til 1996 og på planteavlsbrugene med 11 kg fra 1994 til
1996.
I 1993 var det gennemsnitlige kvælstofbehov særligt lavt for både svine- og
planteavlsbrugene. Årsagen til dette er, at i 1993 var arealet med brak og bælgsæd
stort på disse ejendomme. Disse arealer har ikke noget kvælstofbehov og trækker derfor
det gennemsnitlige behov ned.
Når kvælstofprognosen fratrækkes det faglige behov, elimineres en del af variationen
mellem årene. Det fremgår af figuren, at dette imidlertid kun udjævner forskellene
mellem årene delvist. Dette tyder på, at planteavlskonsulenterne ved
behovsfastsættelsen har korrigeret kvælstofbehovet mere end kvælstofprognosen,
men altid i samme retning som prognosen angiver. Anvendelsen af N-min-målinger kan være
en medvirkende årsag hertil.
Landmændene og planteavlskonsulenterne har reduceret kvælstofbehovet betydeligt
på ejendommene over årene, og behovet er sandsynligvis i stigende omfang blevet
tilpasset det aktuelle behov over årene. Anvendelsen af N-min-målinger har bidraget til
denne tilpasning. Det nedsatte behov er forudsætningen for en reduceret tilførsel af
kvælstof i husdyrgødning og handelsgødning og dermed en bedre balance mellem tilførsel
og bortførsel af kvælstof til marken.
4.2 Kvælstofbehovet fastsat efter Plantedirektoratets metode
Kvælstofbehov efter Plantedirektorates metode
Det kvælstofbehov, som er anvendt ved gødningsplanlægningen, er fastsat ud fra mange
individuelle hensyn, som gør, at sammenligning af behovene over årene og mellem
ejendomme er svær. Således varierer de retningsgivende normer for kvælstofbehov,
forventet udbytte, eftervirkning af husdyrgødning, lokale hensyn o.s.v. For at udjævne
disse forskelle er kvælstofbehovet for de enkelte ejendomme gennemregnet på basis af
Plantedirektoratets model for kvælstofbehov og med kvælstofnormer og udbytteniveauer for
1997. For yderligere at eliminere forskellen mellem årene er behovet gennemregnet med og
uden korrektion for kvælstofprognosen. Behovene er vist i figur 4.2.
Figur 4.2.
Kvælstofbehov fastsat efter Plantedirektoratets normer for 1997. Behovet er vist
henholdsvis med og uden kvælstofprognosen for det enkelte år.
Forskellen i kvælstofbehovet mellem årene skyldes udelukkende forskelle i
afgrødesammensætning, hvis man sammenligner behovene uden korrektion for
kvælstofprognosen. Det fremgår af figur 4.2, at på kvægejendomme, og især for
planteavlsejendomme er der en tendens til et stigende kvælstofbehov. Årsagen er et
faldende brakareal sidst i perioden og et skift til mere kvælstofkrævende afgrøder.
Sammenlignes de fagligt fastsatte behov i figur 4.1 med behovene beregnet efter
Plantedirektoratets metode i figur 4.2 ses, at kvælstofbehovene regnet efter de to
metoder nærmer sig hinanden med tiden, for stort set at være identiske i 1996.
4.3 Tilførsel af kvælstof i husdyr- og handelsgødning
Tilførsel af kvælstof i handels- og husdyrgødning
Reduktionen i det beregnede kvælstofbehov på demonstrationsejendommene resulterer alt
andet lige i en mindre tilførsel af næringsstoffer i husdyrgødning og handelsgødning.
I figurerne 4.3-4.5 er den gennemsnitlige tilførsel af næringsstoffer vist for
henholdsvis svine-, kvæg-, og planteavlsbrugene.
4.3.1 Svineejendomme
Tilførslen af handelsgødning er reduceret betragteligt gennem årene. I 1990 var
tilførslen i handelsgødning således 113 kg mod kun 63 kg i 1996. Den gennemsnitlige
tilførsel af kvælstof i husdyrgødning er stort set konstant over årene, idet
tilførslen ligger mellem 124 og 142 kg totalkvælstof pr. ha. Det fremgår af figuren, at
den udnyttede del af husdyrgødningen udviser stigende tendens frem til midten af
perioden, hvorimod den udnyttede del falder igen mod slutningen af perioden.
Figur 4.3
Tilførslen af handelsgødning og husdyrgødning på svineejendommene.
Husdyrgødningen er opdelt i en udnyttet og en ikke-udnyttet del. Summen af
handelsgødning og den udnyttede del af husdyrgødningen angiver kvælstofbehovet
(illustreret med pilen).
Figur 4.4
Tilførslen af handelsgødning og husdyrgødning på kvægejedommene. Husdyrgødningen
er opdelt i en udnyttet og en ikke-udnyttet del. Summen af handelsgødning og den
udnyttede del af husdyrgødningen angiver kvælstofbehovet (illustreret med pilen).
4.3.2 Kvægejendomme
Den gennemsnitlige tilførslen af total-kvælstof i husdyrgødning varierer fra 117 kg
i 1996 til 157 kg i 1994. Den udnyttede del af husdyrgødningen stiger frem til 1994,
hvorimod den falder lidt igen i slutningen af perioden. På kvægejendommene er
handelsgødningsforbruget faldet betydeligt. I 1990 var forbruget i gennemsnit 130 kg pr.
ha, hvorimod forbruget i 1996 kun var 86 kg på trods af, at tilførslen af husdyrgødning
var relativ lille i 1996.
Faldet i handelsgødningsforbruget skete imidlertid i årene 1990-1992. Efter 1992 har
handelsgødningsforbruget været stort set konstant på ca. 85 kg pr. ha. Kvægejendommene
har således været særdeles hurtige til at nedsætte handelsgødningsforbruget.
4.3.3 Planteavlsejendomme
På planteavlsejendommene er der sket et betydeligt fald i tilførslen af
husdyrgødning. I 1992 var tilførslen i total-kvælstof på 135 kg. I 1996 er tilførslen
faldet til 72 kg. Imidlertid er den udnyttede mængde kvælstof i husdyrgødningen næsten
konstant på ca. 50 kg uanset den tilførte totale mængde. Handelsgødningsforbruget er
derfor ikke reduceret af betydning.
Figur 4.5
Tilførslen af handelsgødning og husdyrgødning på planteavlsjendommene.
Husdyrgødningen er opdelt i en udnyttet og en ikke-udnyttet del. Summen af
handelsgødning og den udnyttede del af husdyrgødningen angiver kvælstofbehovet
(illustreret med pilen).
4.4 Udnyttelsesprocenten for total-kvælstof i husdyrgødningen
Udnyttelsesprocent af kvælstof i husdyrgødning
På baggrund af det fagligt beregnede kvælstofbehov, handelsgødningsforbruget og
tilførslen af totalkvælstof i husdyrgødning, er udnyttelsesprocenten for totalkvælstof
i husdyrgødningen beregnet. Beregningsmetoden er beskrevet i afsnit 2.
Figur 4.6 viser udviklingen i udnyttelsesprocenten for de tre brugstyper. For alle tre
brugstyper ses en kraftig stigning i udnyttelsesprocenten i begyndelsen af perioden. For
svineejendommenes vedkommende falder udnyttelsesprocenten igen i slutningen af perioden.
I gennemsnit af kvægbrugene steg udnyttelsesprocenten fra 32 i 1990 til 50 i årene
fra 1991 til 1995.
I 1996 noteres et kraftigt fald i udnyttelsesprocenten på 3 af de 5 svinebrug og på 4
ud af de 5 kvægbrug. De øvrige brug ligger på niveau med året før. I gennemsnit af
henholdsvis svine- og kvægejendommene er udnyttelsesprocenten kun på 46 og 36.
Høje N-min-indhold 1996
Netop i 1996 blev der målt meget høje N-min-indhold i jorden på grund af den ekstremt
nedbørsfattige vinter. En årsag til de vigende udnyttelsesprocenter er sandsynligvis en
vis skepsis overfor de beregnede lave kvælstofbehov. Hvis ikke handelsgødningsforbruget
fuldt ud har været tilpasset det lave kvælstofbehov, resulterer det i en lav
udnyttelsesprocent.
For planteavlsbrugene, som stort set udelukkende modtager svinegylle, er udviklingen i
udnyttelsesprocenten stort set stigende gennem hele perioden. Udnyttelsesprocenten er
således steget fra 35 i 1992 til 58 i 1996.
Det skal bemærkes, at kvælstofbehovet og dermed udnyttelsesprocenten i
gødningsregnskabet til Plantedirektoratet beregnes efter faste kvælstofnormer (det
såkaldte Max-N), og der anvendes ikke N-min-målinger. Derfor er såvel kvælstofbehov
som udnyttelsesprocent ofte højere end det fagligt beregnede kvælstofbehov. Ejendommene
har derfor ikke haft problemer med at overholde kravene fra Plantedirektoratet med hensyn
til udnyttelsesprocenten af kvælstoffet i husdyrgødningen.
Figur 4.6
Den gennemsnitlige udnyttelsesprocent for total-kvælstof i husdyrgødningen på de
tre brugstyper. Beregnet på basis af det fagligt fastsatte behov.
Udvikling i udnyttelsesprocent
For på et ensartet grundlag at kunne sammenligne udviklingen i udnyttelsesprocenten
igennem årene og mellem ejendommene, er udnyttelsesprocenten på basis af
kvælstofbehovet beregnet efter Plantedirektoratets metode for 1997 med dertil hørende
kvælstofnormer og udbytteniveauer. Derved elimineres den variation i
udnyttelsesprocenten, som skyldes ændrede kvælstofnormer, udbytteniveauer,
N-min-målinger, lokale forhold, individuelle korrektioner o.s.v. I beregningerne er
imidlertid anvendt den aktuelt udbragte mængde totalkvælstof i husdyrgødning og den
forbrugte mængde handelsgødning. Den beregnede udnyttelsesprocent kan derfor ikke
sammenlignes direkte med udnyttelsesprocenten i figur 4.7, da størrelsen af
handelsgødningsforbruget delvist er en funktion af det fastsatte kvælstofbehov. Niveauet
for udnyttelsesprocenten er derfor af underordnet betydning, hvorimod ændring
fra år til år udtrykker ændringen i udnyttelsen af husdyrgødningen.
Figur 4.7
Den gennemsnitlige udnyttelsesprocent for total-kvælstof i husdyrgødningen på de
tre brugstyper. Beregnet på basis af kvælstofbehovet ifølge Plantedirektoratets metode
i 1997 og med faste kvælstof- og udbyttenormer.
4.4.1 Udvikling i udnyttelsesprocenten på de enkelte brug
I figur 4.8 og 4.9 er udnyttelsesprocenterne angivet som et gennemsnit af 5
svineejendomme, 5 kvægejendomme og 4 planteavlsbrug. I figurerne 4.8-4.10 er
udnyttelsesprocenterne vist for hver af de 14 ejendomme for at vise den betydelige
variation, som er mellem ejendommene inden for hver brugstype.
Svineejendomme
Løgstørejendommen er en bedrift udelukkende med slagtesvin. Ejendommen har udvist
en vis afmatning i udnyttelsesprocenten i den sidste del af perioden. Årsagen er, at
handelsgødningsforbruget ikke i tilstrækkelig omfang er reduceret i takt med behovet.
På Roskildeejendommen produceres en mindre mængde fedekvæg udover et sohold
og slagtesvineproduktion. Udnyttelsesprocenten har været relativ høj på trods af, at
fedekvægene går på dybstrøelse. Udnyttelsesprocenten er nogenlunde stabil i hele
perioden med undtagelse af 1996, hvor udnyttelseprocenten faldt til 45.
Holstebroejendommen har haft et fald i udnyttelsesprocenten i den sidste del
af perioden. Fra en udnyttelsesprocent på 61 i 1993 faldt den til kun 27 i 1996. En
væsentlig del af forklaringen på dette er, at ca. 25 pct. af husdyrgødningen fra og med
1994 har været dybstrøelse. En anden årsag er en manglende tilpasning af
handelsgødningsforbruget til et faldende kvælstofbehov.
Figur 4.8
Udnyttelsesprocenten for totalkvælstof i husdyrgødningen på de 5 svineejendomme i
årene 1990-96.
Brønderslevejendommen har siden 1992 haft en betydelig produktion af
slagtekyllinger udover en produktion af slagtesvin. Siden da har en del af den udbragte
gødning bestået af dybstrøelse fra slagtekyllingerne. I dybstrøelsen er det svært at
opnå en udnyttelsesprocent på mere end 15-20 pct. En del af dybstrøelsen (20-30 pct.)
er dog blevet solgt fra ejendommen. I begyndelsen af perioden har udnyttelsesprocenten
været meget lav, hvorimod den har stabiliseret sig omkring 40-45 pct. i slutningen af
perioden.
Udnyttelsesprocenten på Kalundborgejendommen har udvist en stærkt stigende
tendens siden projektets start i 1990. Ejendommen har sohold og opfedning af slagtesvin.
Udnyttelsen af husdyrgødning har i både 1995 og 1996 været på hele 73 pct.
Figur 4.9
Udnyttelsesprocenter for totalkvælstof i husdyrgødningen på de 5 kvægejendomme i
årene 1990-96.
Kvægejendomme
For alle kvægejendomme gælder det, at udnyttelsen af kvælstoffet i husdyrgødningen har
været markant dårligere i 1996 end i årene forud.
På Ribeejendommen har gyllen været anvendt på et biogasfællesanlæg siden
1991. Normalt antages det, at det er muligt at opnå en højere udnyttelsesprocent af
afgasset gylle end af ubehandlet kvæggylle, og en udnyttelse på niveau med svinegylle
anses alt andet lige for realistisk. Imidlertid har udnyttelsen på Ribeejendommen ikke
været markant højere, end på de øvrige fire kvægejendomme.
På Korsørejendommen og på Assensejendommen er der udover
malkekvæg en vis besætning af slagtesvin. Især på Assensejendommen er
svinebesætningen af næsten samme størrelse som kvægbesætningen. Formelt set er denne
ejendom derfor en besætning med blandet dyrehold.
Figur 4.10
Udnyttelsesprocenten for totalkvælstof i husdyrgødningen på de 4
planteavlsejendomme som modtager husdyrgødning i årene 1992-96.
Planteavlsejendommene
Alle planteavlsejendomme modtager enten sogylle eller gylle fra slagtesvin. Især på Klippingeejendommen
og på Stoubyejendommen ses en kraftig stigning i udnyttelsesprocenten. På de to
andre ejendomme er udnyttelsesprocenten henholdsvis vigende og stærkt svingende.
Antal husdyr pr. arealenhed
Kvægejendommene har haft en meget konstant belægning af husdyr. I slutningen af perioden
ses dog en mindre stigning. Den konstante belægning er gældende for alle
kvægejendommene. En belægning på 1,5-1,6 dyreenheder pr. ha, må anses for at være
relativt lavt, set i lyset af harmonigrænsen på 2,3 dyreenheder pr. ha.
På svinebrugene ses en stigning i den gennemsnitlige belægningsgrad. I slutningen af
perioden er belægningen således tæt på harmonigrænsen på 1,7 dyreenheder pr. ha.
Brønderslevejendommen ligger i slutningen af perioden betydelig højere end 1,7
dyreenheder pr. ha p.g.a. en stor slagtekyllingeproduktion. Alligevel kan harmonikravet
overholdes, da en betydelig del af dybstrøelsen fra slagtekyllingerne sælges.
I figur 4.11 er den gennemsnitlige belægningsgrad illustreret.
Figur 4.11
Belægningsgraden med husdyr på svine- og kvægejendommene. Belægningen er ikke
korrigeret for eventuelt salg af husdyrgødning.