Demonstrationsejendomme for bedre udnyttelse af husdyrgødning 7. Tolkning af ureamålingerne i mælkenUreaindholdet i mælk afhænger af en lang række faktorer, men proteinoptagelsen og
især optagelsen i forhold til energi (PBV) er den faktor, der spiller den største rolle.
En af de faktorer, der ligeledes spiller en rolle for variationen i mælkens ureaniveau,
set i forhold til proteinforsyningen, er besætningseffekten. Det betyder, at
sammenligninger mellem besætninger er meget usikre. Sammenhængen inden for
besætningerne mellem proteinforsyningen og ureakoncentrationen i mælk er oftest fundet
at være mellem 70 og 80 procent, mens sammenhængen på tværs af besætninger oftest er
under 50 %. Ureakoncentrationen i mælk kan variere meget. Værdier på under 1 mmol/l er fundet
ved stor underforsyning med protein, mens værdier op til 14 mmol/l er fundet ved stor
overforsyning med protein. I en undersøgelse af 83 tankmælksprøver blev der fundet et
gennemsnit på 5,6 mmol/l med en spredning på 1,2 mmol/l (Bang og Strudsholm, 1993.) I
Danmark angives et niveau mellem 3- og 5 mmol/l at være normalområde. Ureakoncentrationen i mælken er målt i 5 kvægbrug.
Figur 7.1
Figur 7.2 Figur 7.1 viser N-forbruget pr. ko pr. år. N-forbruget er beregnet ud fra ejendommens
indkøb af N i foder, N i hjemmeavlet foder og N i græs. Tallene er korrigeret for
produktion af svin og ungtyre ud fra standardtal for disse produktioner, idet der er
fratrukket 31 kg N pr. årsso, 5,2 kg N pr. slagtesvin, 1,3 kg N pr. smågris. For tyre er
der fratrukket 35 kg for Jersey og 40 kg for de tunge racer. Ureaniveauet i de fem besætninger ligger det meste af tiden inden for normalområdet
på 3 -5 mmol/l. Med forbehold for den variation i ureakoncentrationen, der kan være
mellem besætninger på samme proteinniveau, så viser figur 7.2, at der er forskelle
mellem besætningerne, idet to besætninger (Varde og Korsør) ligger på omkring 4
mmol/l, mens Ribe og Assens ligger over- henholdsvis omkring 5 mmol/l. Der er imidlertid
ikke nogen klar sammenhæng mellem det samlede N-forbrug pr. ko incl. opdræt og
ureakoncentrationerne, fordi Korsør-bedriften kun har brugt 174 kg N i 1995 og 143 kg i
1996, mens Varde har brugt ca. 215 kg begge år. Især en stor andel frisk græs i rationen kan øge ureaindholdet i mælken, fordi det
kan være svært at udligne et for højt proteinniveau i græsset. Det skyldes, at
tilskudsfoderet under afgræsning kun udgør en lille andel af den samlede ration og
derfor ikke kan styre proteinforsyningen optimalt. Desuden er der en betydelig
døgnvariation der øger ureaindholdet i mælken, hvis proteinoptagelsen i perioder af
døgnet er meget høj. De to besætninger med jersey har brugt forskellige mængder protein ifølge
beregningerne. Det afspejler sig lidt i ureaniveauet i mælken fra Assens-bedriften, idet
niveauet ligger ca. 1 mmol over Korsør-bedriften. Det er dog bemærkelsesværdigt, at
selv om Korsør i 1995 har ligget 20 - 25 % under de øvrige i proteinforbrug pr. ko inkl.
opdræt, så er ureaniveauet ikke markant forskelligt. Konklusionen er, at selv store forskelle i proteinforsyningen ikke nødvendigvis
afspejles i samme grad i ureakoncentrationen i mælken, fordi andre faktorer også spiller
en rolle (for koncentrationen). Derfor er ureamålinger ikke som det eneste
tilstrækkelige til at forudsige proteinforbruget i en besætning. Det er ligeledes
nødvendigt at kende besætningsniveauet for at hæve sikkerheden. Det understreges af den
manglende sammenhæng, der er fundet mellem det beregnede N-forbrug og
ureakoncentrationen. |