[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Sammenfatning og perspektivering

• En kort beskrivelse
  • Grøn guide projekterne
  • Forskelligheden
  • Evaluering
• Hvad er der sket?
  • Aktiviteter
  • Fremgangsmåder
  • Alenearbejdet og behovet for støtte
  • Kurserne
  • GAIA
• Struktur og organisering
  • Den Grønne Fond: fra passiv til aktiv støtte?
  • Den Grønne Fond: fra bevillingsgiver til arbejdsgiver
  • Den økonomiske model
  • Den lokale styregruppe
• Afrunding
  • På de givne præmisser
  • I et større perspektiv

"Og målet? At få stadig flere til at føle: Jeg gør en forskel. Og den bliver større, når vi er flere om den! Vi sætter alle aftryk ved vores levevis og handlinger. Derfor fingeraftrykket på kloden - som logo for den grønne guide"
(Elsebeth Gerner Nielsen i "Støtte til Grønne Guider", 1997)

En kort beskrivelse

Ideen om Grønne Guider kom på banen i sommeren 1995, og i foråret 96 kunne ideen lanceres for offentligheden. Der blev udsendt en vejledning om, at der kunne søges løntilskud (70%) til en grøn guide, dog max. 200.000 kr om året i 3 år. Vejledningen blev fulgt op ved, at en medarbejder fra Den Grønne Fond i forsommeren rejste rundt og fortalte om denne ny tilskudsmulighed ved en række arrangementer rundt om i landet. Målet var at få ansat 100 guider over en periode på 3 år med start 1. januar 1997.

Med de grønne guider ønskede Den Grønne Fond at få iværksat en lokal miljørådgivningsindsats, der nåede ud til andre end de allerede motiverede. Det lysegrønne Danmark var målgruppen. Målet var at få en langt større del af den danske befolkning til at handle mere miljøvenligt. Og de parter, der skulle stå bag de grønne guider, skulle være andre end de, der plejede at bevæge sig rundt på miljøområdet: Almindelige foreninger skulle forpligtes på det miljømæssige. Forankringspunktet skulle være det lokale, og den grønne guide skulle ind og fungere som en del af lokalområdet.

Belært af erfaringerne fra andre lignende ordninger, fx beboerrådgivere og naturvejledere, valgte Den Grønne Fond at bygge en fælles organisering op omkring de grønne guider. Der skulle ikke være tale om enkeltstående projekter, hvor hver guide sad alene, men om et netværk af guider hvor viden og erfaringer kunne udveksles. Den fælles hat kom til at bestå af en obligatorisk uddannelse, 5 uger over 2 år, temadage og fællesmøder, op til 10 dage pr. guide pr. år, oprettelse af et edb-baseret konferencesystem på GAIA-nettet til indbyrdes kommunikation, samt ansættelse af en netværkskoordinator hvis opgave er at opbygge og vedligeholde netværket - både det fysiske og det elektroniske - mellem de grønne guider.

Grøn guide projekterne

I første ansøgningsrunde blev der bevilget 29 guider. En af bevillingerne blev ikke effektueret, idet det ikke lykkedes for ansøgerne at skaffe restfinansieringen. For når Den Grønne Fond giver 70% af lønnen, skal der lokalt rejses penge til både de sidste 30% af lønnen samt til nødvendig drift og til eventuelle aktiviteter.

De 28 guider er spredt over det meste af landet både i by og på land. For nogle er lokalområdet afgrænset til nogle karreer i en boligbebyggelse, andre har op til flere kommuner som opland. Udover de meget brede målgrupper som "borgere i kommunen" eller "beboere i lokalområdet", som stort set alle projekter nævner, findes der andre mere specifikke målgrupper under de enkelte projekter fx foreninger, handels- og erhvervsliv, børn og unge, institutioner, ejendomsfunktionærer, fremmed-sprogede, arbejdsløse, gør-det-selv-folket.

Ansøgergruppen bag de grønne guider viser også en vis spredning. Der er boligselskaber, grønne centre, selvejende institutioner, netværk af lokale organisationer og institutioner, foreninger, daghøjskole, miljø- og energikontor, Agenda 21-forening mv. Kommunen er involveret i et par af projekterne. Ansøgergruppen i denne første ansøgningsrunde er ikke nået så vidt omkring som håbet af Den Grønne Fond, men det ser ud til at ændre sig med tiden. Det skortede lidt på ansøgninger fra grupper uden tilknytning til miljøområdet - især var ansøgninger fra handels- og håndvær-kerforeninger samt fra ungdoms- og sportsområdet savnet. Ligesom Agenda 21-arbejde kun er repræsenteret i få projekter.

Til hvert projekt er knyttet en styregruppe med repræsentation fra de deltagende parter bag ansøgningen samt eventuelt andre relevante lokale parter. Styregruppen skal ansætte guiden og sikre gennemførelsen af projektet, herunder økonomien.

Projekterne viser en variation fra veteran- til 0-punktprojekter. I storbyens grønne centre er der typisk tale om, at der har været arbejdet med opgaver der ligner grøn guide opgaver i flere år, mens der i de almennyttige bebyggelser oftest er tale om, at guiden begynder som ny og fremmed i området. Mellem disse to yderpunkter findes en stor gruppe nye projekter, der er vokset ud af en eksisterende lokal aktivitet.

Blandt de 28 guider er 11 kvinder og 17 mænd. Der er en aldermæssig spredning, men kun få er under 30 eller over 50 år. To tredjedele har en akademisk uddannelse. De øvrige har enten pædagogisk, journalistisk eller miljøteknisk uddannelse.

Forskelligheden

Forskelligheden er iøjnefaldende blandt de første grøn guide projekter. Projekterne er forskellige: de kan handle om gør-det-selv-folket, om børn og unge, om et helt lokalsamfund, om et afgrænset boligområde, om forbrugerpolitik, om foreninger osv. Styregrupperne er forskellige: nogle er dannet til lejligheden, andre var der i forvejen, nogle består af mange forskellige parter, andre har en mere fælles baggrund. Guiderne er forskellige: der er de mere pågående og de mere stilfærdige, akademikeren og praktikeren, den garvede projektmager og den næsten nyuddannede, den meget grønne og den mere moderate.

Det betyder, at selvom de grønne guider i bred forstand har den samme opgave, så rummer den så forskelligartede betingelser og muligheder, at der ikke er én rigtig måde at være grøn guide på. Og i de konkrete projekter vil det samme problem have forskellig betydning, og omvendt vil der også opstå forskellige problemer i de forskellige projekter.

Denne forskellighed bør hele tiden ligge i baghovedet som en ramme for læsningen af det følgende.

Evaluering

De grønne guider er et eksperiment, en 3-årig forsøgsordning, der bliver eksternt evalueret. Formålet er at vurdere værdien af ordningen med henblik på en eventuel permanentgørelse. Evalueringen har således fokus på ordningen Grønne Guider, ikke på det enkelte grøn guide projekt. Evalueringen løber over 3_ år. Den foregår sideløbende med realiseringen af forsøgsordningens første 3 år, hvorved der både kan meldes tilbage undervejs med henblik på justeringer og - med udgangen af de første 3 år - gives en vurdering af, hvordan det så er gået.

Evalueringen benytter sig af en bredde af metoder i dataindsamlingen: overværelse af kursusdage, læsning af logbøger (ugedagbøger), spørgeskemaer og interviews, tilbagemelding og diskussion af resultater undervejs. I løbet af 97 er der udsendt spørgeskemaer til de grønne guider i henholdsvis juni og november. Fire projekter er blevet udvalgt til en mere dybtgående beskrivelse, og i løbet af november og december 97 blev der udført interviews med guide, styregruppe og samarbejdspartnere i de fire projekter.

Grønne Guider har været i gang et år, og det er dette første år, der danner basis for denne rapport. Dette første år har været præget af, at de grønne guider har skullet etablere sig og opbygge netværk og kontakter. De udadvendte aktiviteter er også kommet i gang, men vil blive mere dominerende i de kommende år. Det, vi kan belyse i denne del-evaluering, er, om de grønne guider er kommet i gang, og om processen ser ud til at udvikle sig. Og vi kan opsamle og diskutere de grønne guiders hidtidige erfaringer med mulighederne og barriererne for miljøvenlig handling. Dermed kan vi give et bidrag både til guidernes videre refleksion over deres arbejde og til debatten om mål og metoder i arbejdet for et bedre miljø med henblik på den videre udvikling af strategier og politiske initiativer til fremme af en bæredygtig udvikling. Rapporten her skal altså ses som et input til strategiske overvejelser såvel blandt guiderne som politisk.

De grønne guider er en ny aktør i de lokale samfund, og det spændende spørgsmål er, om de vil vise sig at være i stand til at rådgive og vejlede beboere eller brugere i lokalområderne, sådan som det er hensigten med ordningen. Gør de grønne guider en forskel? Kan de fungere som en informerende, inspirerende, handlingsorienteret og koordinerende ressource i lokalområderne?

Et år er ikke tilstrækkeligt til at vise dette. Men der er endnu to år for dette hold guider til at arbejde i. Evalueringen vil følge dem, og først når vi kan se tilbage på hele det 3-årige forløb, vil vi have et tilstrækkeligt solidt materiale til at kunne vurdere nytten af grøn guide ordningen.

Hvad er der sket?

"Jeg er med til at skubbe i den rigtige retning. Men jeg er også klar over, at jeg ikke flytter læsset alene. Men tiden er ved at være god, vi har haft en grøn og økologisk bølge, der er ved at vokse sig større. Med de 100 grønne guider og Agenda 21-medarbejdere, virksomhedernes grønne regnskaber og afgifter, der skal jeg bare være den lokale mand her i området, der skal give et af de 100 puf, folk skal have. Jeg er ikke den eneste, der skal være med til det." (Grøn guide, Vestsjællands amt)

Aktiviteter

Gennem deres udadvendte indsats har guiderne haft succes med mange forskellige ting. Det kan være at skabe kontakt mellem en designer af økologiske stoffer og en møbelpolstrer eller mellem en økologisk griseproducent og en slagter til fremme af lokalt salg og produktion. Deklaration af sprøjtefrit område. Etablering af nyttehaver trods et første kommunalt afslag. Naturlegeplads på en weekend i samarbejde mellem beboere og institutioner. Etablering af bytteringe, der bygger på frivillige, der ellers ikke har været interesserede i miljøtanker. Etablering af abonnement på økologisk grøntsagsordning. Bidrag til opstart af et kommunalt Agenda 21 udvekslingsforum.

Dog får aktiviteter ikke altid det håbede udfald. Der var stjernecykelturen, som ingen deltog i. Byttecafeen, der ikke blev til noget. Økologiske torvedage uden kunder. Men dårlige resultater giver nok frustration, men sjældent afmagt. De bliver i stedet afsæt for tanker om, hvorfor gik det galt, hvad vil nok være bedre, er der nogle af de andre, der har prøvet noget lignende, og hvad har deres erfaringer været?

Men er det succes, at de grønne guiders forehavender forløber som tænkt? Ville det ikke være mere rimeligt at se på miljøeffekten? Enten den med aktiviteterne direkte forbundne effekt i form af lavere ressourceforbrug, mindre affald o.l. Eller den indirekte effekt der skabes ved, at guiden lykkes med at vække nye gruppers interesse for og evne til at handle mere miljøbevidst? Eller på guidernes evne til at udnytte deres ressourcer optimalt, dvs der hvor der kommer størst effekt? Måske - men det er for tidligt at sige noget om. Og på længere sigt svært at sige noget om, fordi guidens opgave er at hjælpe andre med at gøre noget, og disse andre er påvirket af mange andre end guiden, hvad der gør det svært at henføre deres handlinger udelukkende til guidens fortjeneste.

Det, vi kan sige noget om, er, om der sker en udvikling i arbejdet, og om de hidtidige erfaringer tyder på, at guiderne vil kunne videreudvikle og styrke deres indsats i de sidste to år. Det første hold grønne guider er i løbet af det første lille år generelt kommet igennem etableringsfasen og er nu igang med de udadvendte aktiviteter. Mange aktiviteter er gået ud på at gøre sig kendt for en bred målgruppe og etablere kontakter, som det fortsatte arbejde kan bygge videre på: Torve- og markedsarrangementer, udstillinger, åbent hus, demonstrationsarrangementer og offentlige møder hører til denne form for aktiviteter. Men erfaringerne fra de projekter, der har været i gang længst, viser, at der nok fremover vil ske en bevægelse fra de åbne arrangementer mod konsulentopgaver, kurser, oplæg og samarbejde om gennemførelse af miljøprojekter. I denne sammenhæng presser der sig en væsentlig udfordring på for de grønne guider: at kunne forvalte tid og kræfter efterhånden som den skabte kontakt medfører flere og flere krav om deres indsats.

Vellykkede aktiviteter har vist, at de grønne guiders indsats kan nytte i den forstand, at den fremmer processer, der vil forbedre miljøet. Mislykkede aktiviteter har omvendt vist, at det ikke er alt hvad de grønne guider rører ved, der lykkes. Men udviklingen for det første hold grønne guider viser, at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at de grønne guider kommer til at opfylde den funktion i lokalsamfundene, som de var tiltænkt.

Fremgangsmåder

I deres arbejde påtager guiderne sig flere forskellige roller. Nogle gange er de måske tekniske eksperter, andre gange bredt favnende rådgivere. I nogle tilfælde er de måske projektledere, i andre igangsættere eller koordinatorer. Indimellem er de arbejdsledere, andre gange teammedarbejdere.

I en almennyttig bebyggelse er en social-økologisk strategi og katalysatorrolle måske det mest oplagte, mens guiden for en række idræts- og fritidsforeninger måske får mere ud af en teknisk konsulent strategi. Har man handelslivet som målgruppe er en ambassadør-strategi - d.v.s. en strategi der forsøger at gøre dem til miljø-ambassadører overfor forbrugerne - nærliggende, mens en guide, der befinder sig i et broget græsrodsnetværk eller på niveauet mellem borgere og kommune, kan se det som sin opgave at koordinere, fremme dialogen og synergien. Diskussionen og vurderingen af strategier handler altså ikke om finde frem til den eneste rigtige, men opnå erfaring med og viden om de styrker og svagheder, de hver især rummer, for herved bedre at kunne vælge i fremtidige situationer.

Lige så forskellige rollerne kan være, lige så enige er guiderne om, at personlig kontakt er utrolig vigtig. Skriftlig henvendelse dur først rigtig, når den bygger videre på en personlig kontakt. Men billedet er ved at ændre sig fra, at de skal kontakte målgrupperne til, at målgrupperne kontakter dem. Det er dog stadig lige vigtigt at mestre en kommunikation som gør, at kontakten fastholdes og udbygges. En målgruppes manglende interesse for guiden og kulturelle forskelle mellem guide og målgruppe kan være udfordringer, som stiller store krav til guiden. Men når det så lykkes at få beboere med på en aktivitet eller at få en dialog igang med landbruget, så er det til gengæld en bedrift der rykker, hvor der før var stilstand.

Hvem er det så guiderne når ud til? De mørkegrønne, de lysegrønne eller de ikke-grønne? Guiderne prøver i høj grad at rette sig mod de lysegrønne og nogle også mod de ikke-grønne. Og indtrykket er, at de også kommer i kontakt med disse grupper. Men vil udviklingen i retning af mere længerevarende aktiviteter, hvor kravene til deltagelse er større, betyde, at det fremover vil være de mere miljøinteresserede, der fortsætter med at hænge på? Det er en risiko, de grønne guider må være opmærksomme på og indtænke i deres aktiviteter. Indtil nu kan man dog konstatere, at de grønne guiders erfaringer bekræfter tidligere erfaringer om, at aktiviteter og budskaber skal være konkrete, relevante, handleanvisende og give en god oplevelse.

Guiderne må også i planlægningen af det videre forløb arbejde ud fra en viden om, at processen hele tiden udvikler sig, men at deres rolle kan være udspillet, når de næste to år er gået. En meget væsentlig udfordring, der presser sig på, er derfor at sikre økonomi og opbygge strukturer, der kan tage over, når guidens treårige periode er slut, så processen ikke går i stå.

Vil vi se en ændring i guidernes arbejdsområde og funktion over tid? Erfaringerne fra veteranprojekterne kan antyde, hvordan grøn guide projekterne måske kommer til at ændre karakter gennem årene. Fra det opsøgende arbejde og enkeltkontakterne, til integration i de lokale netværk og videre til rollen som part i forhandlinger og planlægning med kommunen og etablerede institutioner: En forskydning fra græsrodsniveauet mod mellemniveauet og ind i det lokalpolitiske niveau, som en slags bindeled mellem græsrødderne og det kommunale system. En sådan udvikling kunne især være et sandsynligt scenarie, hvis Lokal Agenda 21 mere seriøst kommer på dagsordenen rundt omkring. Denne udvikling kan både have en positiv og negativ version. I den negative vil guiden blive opslugt af og inddefineret i det eksisterende system. I den positive kan en guide, der er tæt på græsrødderne og med i udviklingen af de kommunale diskussioner og planer for en samlet Lokal Agenda 21 proces, have en vigtig formidlingsrolle, der kan fremme dialogen og samspillet mellem indsatserne på de to niveauer.

Alenearbejdet og behovet for støtte

De grønne guider har mange forskellige opgaver i det daglige, og hverdagen er ikke præget af uforstyrret tid til lange forløb, men af at skulle mange ting på en gang.

Guidernes egne forventninger spiller en rolle for, hvilke problemer de ser i deres arbejde. Har man arbejdet med noget lignende de sidste 10-20 år, ved man, hvad der venter én, og bliver således ikke rigtig overrasket over noget som helst. Har man forventninger om et aktivt, udadvendt arbejde, bliver man nemt frustreret over mængden af administrativt og planlæggende arbejde og skuffet over, hvor lidt tid der er i direkte kontakt med de forskellige målgrupper.

Det at være alene i sit arbejde - samtidig med høje forventninger til resultater - opfatter mange guider som en belastning. Der er arbejde til mange flere timer, end man har til rådighed. Den psykiske belastning er stor: at være alene med ansvaret, altid at skulle være "en drivende kraft", at skulle fostre nye ideer, kreative tanker, at skulle løse problemer, der opstår på grund af modstand, skepsis, magtbrynde, interessemodsætninger, kompetencestridigheder, magtspil osv.

De mange forskellige arbejdsopgaver, tidsklemmen, behovet for "at læne sig tilbage og tænke kreative og visionære tanker", altsammen stiller krav om at kunne prioritere sin tid og sine kræfter. Hvis man ikke kan det, kommer man nemt til at opleve, at tingene kører med én i stedet for, at man selv styrer, eller at man står i den situation, at man tænker: hvad er det jeg laver? Hvorfor er jeg her? Traditionelle lederegenskaber som strategisk overblik og styring bliver vigtige, hvis guiden skal styre processen og ikke omvendt. Ser man på guidernes kvalifikationer, er det nok her, de er svagest funderet. Der er derfor behov for, at kurserne langt mere bevidst tager dette op og kvalificerer guidernes evne til at lede sig selv.

Det er krævende at være grøn guide og for at kunne klare det, skal guiderne kunne hente støtte og energi i omverdenen. For selv om de grønne guider er meget selvstændige og i vidt omfang i stand til at håndtere de store krav arbejdet stiller, vil en oplevelse af at stå alene med det hele hurtigt kunne føre til en frustration, der tapper energi fra det egentlige arbejde - hvad der har vist sig tegn på. Derfor er det vigtigt, at der opbygges en struktur, der ikke bare sikrer, at de grønne guider kvalificeres til at varetage deres job med at motivere borgere, skaffe penge, opbygge netværk mv., men også giver mulighed for at hente støtte, når tingene vokser guiden over hovedet.

Den Grønne Fond bør overveje, hvordan der mere bevidst kan gøres noget for at sikre de grønne guiders arbejdsmiljø og modvirke for store belastninger. En mulighed er - som det er sket i et vist omfang med den nye runde grønne guider - at få flere grønne guider i samme lokalområde. En anden er at skubbe på, at guiden lokalt arbejder for hurtigt at få etableret en støttegruppe, arbejdsgruppe, netværk, ressourcepersoner eller hvad det nu skal være, som kan fungere som en mere nær samarbejdspartner i det daglige end styregruppe og andre grønne guider. Men helst bør der gøres en indsats for at få etableret supervisionsgrupper, hvor de grønne guider i grupper på en fire stykker kan samles og supervisere hinanden. For at dette kan komme til at fungere, skal der ske en egentlig træning i indbyrdes supervision, ligesom der måske skal være tilknyttet en mulighed for ind i mellem at trække på ekstern bistand. Det kan måske ske på første eller andet kursus, men det kan også foregå selvstændigt.

Kurserne

Kurserne har haft deres væsentligste funktion ved at give guiderne et forum, hvor de kunne lære hinanden at kende. Dette har været altafgørende for at opbygge et grundlag, hvor guiderne bruger hinanden både til at udveksle erfaringer og til at støtte hinanden i hverdagens små og større problemer. Det er derfor vigtigt, at det første kursus er tilrettelagt sådan, at guiderne lærer hinanden så godt at kende, at de også i hverdagen vil begynde at trække på hinanden. Mindst lige så vigtigt er det, at kurserne ikke ophører efter de første halvandet år, hvor de 5 uger er afviklet.

Et tema som ledelseskompetence er meget væsentligt for guiderne, hvis de skal kunne håndtere de mange krav i hverdagen. Guiderne skal i praksis mestre de samme kompetencer som en god leder, idet de både skal forvalte egen tid og skal fungere som "leder" i forhold til de mange, som guiderne skal have engageret i såvel eget arbejde som afholdelse af aktiviteter. Derfor bør ledelseskompetence stå meget stærkere i uddannelsen, og kurserne bør tage dette tema op i langt større omfang.

Ud over at erfaringsudveksling og ledelseskompetence bør gå som en rød tråd gennem uddannelsen, bør indholdet i kurserne variere med udviklingen i guide projekterne. I startfasen er det fx vigtigt at kunne diskutere, hvad det overhovedet vil sige at være en grøn guide, udformning af informationsmateriale o.l. Senere kommer aktiviteter og borgerdeltagelse til at stå mere centralt, her bliver fx sponsorarbejde, personlig fremtræden væsentlige. Godt i gang med projektet skal guiderne allerede til at tænke på, hvordan der opbygges strukturer, der kan tage over, når de forlader arenaen. Det handler altså i vidt omfang om, at temaet for kurserne bør være "håndtering af hverdagen" fremfor individuel kvalificering.

Dertil kommer, at guiderne ikke er novicer, men derimod en gruppe med mange ressourcer såvel videns-, erfarings- som personlighedsmæssigt. Derfor bør man fortsætte med både at inddrage dem i kursusplanlægningen og anvende dem som undervisere på selve kurserne.

GAIA

I forhold til brugen af det elektroniske netværk kunne guidernes motto være: GAIA er godt - men telefonen er bedre. Der er som ovenfor nævnt et stort behov for at være i personlig kontakt. Men der er også stor glæde over GAIA. Ikke mindst når det gælder hurtige spørgsmål og svar samt orientering om hvad hinanden går og laver. Her henter guiderne hurtigt og nemt megen faglig støtte og information til deres arbejde. Men både grøn guide konferencerne på GAIA og guidernes brug af GAIA kunne godt blive bedre. Her bør satses energi - ikke mindst i forbindelse med næste hold grønne guiders introduktion til GAIA. Der bør især satses på indføre daglig brug, at indlægge produkter i form af artikler, beskrivelse af udstillinger mv., samt udvikling af et debatforum.

Struktur og organisering

Organiseringen af de grønne guider har to niveauer. Der er dels opbygningen af den ny fælles struktur, dels strukturen på det enkelte grøn guide projekt. Den fælles struktur rejser nogle spændende spørgsmål om fx Den Grønne Fonds rolle.

Den Grønne Fond: fra passiv til aktiv støtte?

Den Grønne Fond har i dette projekt taget en meget aktiv og understøttende rolle. De har fulgt projektet nøje, prioriteret at have en medarbejder med på kurserne for de grønne guider, de yder en meget aktiv rådgivning i forbindelse med ansøgninger, de besvarer spørgsmål fra guider mv. Hvor bevillingsgivere ellers ofte har holdningen: ude af øje ude af sind til der kvitteres med evalueringsrapporten. Det netværk, der er bygget op, er unikt, og giver mulighed for, at Den Grønne Fond undervejs kan høre, hvad guiderne siger, og korrigere eller sætte ind, hvis det viser sig relevant undervejs. Det har de gjort flere gange: fx da evalueringen formidlede et ønske fra guiderne om bedre udnyttelse af fælles PR, og Den Grønne Fond gav en bevilling til, at en gruppe grønne guider sammen med en konsulent kunne sætte sig sammen og udarbejde et oplæg til fælles PR-muligheder. Eller på årsmødet for grønne guider, hvor formanden meldte ud om Den Grønne Fonds holdning til spørgsmål, der havde givet anledning til tvivl og usikkerhed hos guider eller styregruppe, fx for-ventningerne til hurtige resultater, overholdelse af arbejdsprogram mv. Men den har også valgt at slå i bordet, når krav ikke blev opfyldt eller tilbud ikke udnyttet, fx ved manglende udfyldelse af logbøger.

Den Grønne Fond: fra bevillingsgiver til arbejdsgiver

Den Grønne Fonds rolle i denne ordning er anderledes end den, den traditionelt har. Den Grønne Fond er normalt bevillingsgiver og stiller i denne forbindelse normalt ikke særlige store krav til den, der får bevillingen. Ånden i denne holdning - at være bevillingsgiver, dvs at det er modtagerens ansvar at føre tingene ud i praksis - er på det teoretiske plan overført til denne ordning: det er de enkelte projekters styregruppe, der har ansvaret for det konkrete projekt. Men det holder ikke vand i virkelighedens verden, fordi ordningen:

1. er en fælles hat "styret" af Den Grønne Fond
   
2. der er store forventninger fra Den Grønne Fond både til det enkelte projekt, men også til ordningen som sådan
   
3. Den Grønne Fond er gået meget direkte med i ordningen gennem sin PR for at få projekter med, gennem bistand til projektudformning, gennem betaling af koordinator, ved at give muligheder og stille krav i form af uddannelse, erfaringsudveksling og anvendelse af GAIA.
   

Konsekvensen er, at Den Grønne Fond om ikke formelt så reelt har en arbejdsgiverrolle her. Det opleves især af de grønne guider, der ind i mellem kan føle, at de har to arbejdsgivere, der ikke altid vil det samme, fx kan lokale interesser hos styregruppen nogle gange få prioritet over det miljømæssige, hvilket kan sætte guiden i en loyalitetskonflikt. Spørgsmålet er om fonden i tilstrækkeligt omfang tager det ansvar på sig.

Den økonomiske model

Den Grønne Fond har valgt en medfinansieringsmodel ud fra ønsket om forpligte det lokale på projektet og dermed fremme muligheden for en forankring i det lokale. Det er en logisk model, hvis den lokale forankring er det centrale - at putte penge i noget er i vores samfund et udtryk for, at man mener noget alvorligt. Men den er ikke uproblematisk. Er der nok lokale penge til rådighed, eller vil guiderne komme til at bruge urimeligt meget tid på at skaffe penge til finansiering af aktiviteter? Når der efterhånden kommer flere grønne guider i samme område, vil de så bejle til de samme lokale penge?

Det er uheldigt, hvis den økonomiske model i realiteten bevirker, at guiderne kommer til at ligge i indbyrdes konkurrence i stedet for at samarbejde. Hvis den betyder, at de skal bruge uforholdsmæssig meget tid på at skaffe penge, så miljøarbejdet kommer til at lide under det. Hvis guiderne bliver fund-raisere i stedet for miljøvejledere.

Med grøn guide ordningen er der skabt et initiativ, der i sig selv skaber en øget efterspørgsel efter penge til miljøinitiativer. Det er der ikke taget politisk højde for. Der er ikke åbnet nye kanaler for tilførsel af yderligere økonomi i forbindelse med Grønne Guider. Alle hidtidige erfaringer viser, at hvis det bliver for surt, dvs for besværligt at skaffe penge, hvis det tager for lang tid, så øjeblikket forpasses, så mistes gejsten, skuffelsen og afmagten breder sig, og så er miljøsagen måske endnu dårligere stillet end før. Så derfor er det et kæmpeproblem at skabe en efterspørgsel, hvis den ikke i et eller andet omfang kan imødekommes. Her ligger en meget stor politisk udfordring.

Den lokale styregruppe

Ønsket om at forpligte det lokale på det miljømæssige har ført til krav om dannelse af en styregruppe med lokale parter. Det er for så vidt fornuftigt nok, men dog alligevel ikke uden problemer. De formelle krav fra Den Grønne Fond ser ud til i højere grad at have haft til opgave at sikre Den Grønne Fonds interesser i projekterne (økonomisk og driftsmæssigt ansvar), mens guiderne nok er blevet lidt overset i denne sam-menhæng.

Det er måske ikke så heldigt at sammenblande styring og lokal forankring. Brede lokale styregrupper får nemt svært ved at fungere. Gruppen vil ofte blive svag, fordi der er så mange forskellige parter og dermed interesser. En svag styregruppe giver for stort rum for, at den professionelle, i dette tilfælde, guiden kan styre. Mange guider oplever, at deres styregruppe overlader det for meget til dem at lægge linien for projektet. En anden side er, at man ved at sætte de lokale aktører i styregruppen, sætter dem i en arbejdsgiverrolle, de måske hverken er motiverede for eller i en position til at varetage. Det sker når fx ansatte som ejendomsfunktionærer, pædagoger, beboerrådgivere, er med i styregruppen for at sikre kontakt til de mange samarbejdspartnere.

Styregrupperne skal være bestyrelser: holde sig målet for øje, være visionære, diskutere ideer og vejen frem. De skal ikke som en værkfører bestemme det daglige arbejde eller kontrollere tidsforbrug o.l. Den Grønne Fond kan godt gøre noget for at få sat styregrupperne i gang, så de får sporet sig ind på opgaven med den overordnede styring. Den Grønne Fond har allerede taget det første initiativ, idet næste hold starter med en fælles weekend for grønne guider og et medlem fra hver styregruppe. Her kan man formidle ideer til styregruppens arbejdsområde og arbejdsmetode, få afstemt forventninger mellem guide og styregruppe mv. Man skal dog fortsat være opmærksom på, om det er tilstrækkeligt til at dække behovet. Måske er der behov for en form for kontaktmulighed mellem styregruppemedlemmer.

I områder med flere forskellige projekter på én gang, fx beboerrådgivere og grøn guide, er der behov for en koordinering. Det kan gøres på forskellig måde, men det er en styregruppeopgave og ikke noget, der alene skal overlades til de projektansatte. Det er derfor noget, man fx skal være opmærksom på i kvartersløftprojekterne, der jo med bevillingsrunden i 97 også har fået grønne guider. Om koordineringen så skal være gennem fælles styregruppe med projektfølgegruppe under sig eller om andre organiseringer vil vise sig mere hensigtsmæssige må være op til det enkelte område. Det vigtige er, at der bliver gjort noget for at sikre samarbejdet og koordineringen mellem projekterne indbyrdes og de forskellige medarbejdere indbyrdes.

Der er opstået problemer nogle steder mellem guider og styregruppe. Dette er nok uundgåeligt i et eller andet omfang, men spørgsmålet er, hvilken støtte den grønne guide har i en sådan situation. Der er behov for at kunne tackle den slags problemer. Nogle styregrupper vil gerne have hjælp til at varetager arbejdsgiverollen, som de ikke er gearet til eller har erfaring med. De grønne guider føler der er for få krav, retningslinier og hjælp omkring arbejdsforhold. Derfor prøver de nu selv at sætte noget i gang. De har dannet en gruppe, som i den kommende tid vil tage forskellige initiativer i forbindelse med guidernes arbejdsforhold.

Guiderne selv har i vidt omfang syntes, at de har kunnet hente for lidt sparring hos deres styregruppe. Men det er vigtigt, at guiderne gør sig klart, at styregruppernes opgave netop er bestyrelsesopgaven, mens en mere løbende støtte og sparring skal hentes andre steder. Guiden må derfor selv tage initiativ til at opbygge en lokal støttegruppe/netværk/sparringspartner som støtte i det daglige, mens diskussioner omkring arbejdsmiljø og den type problemer nok først og fremmest kan tages op i gruppen af grønne guider.

Afrunding

Grønne Guider er et eksperiment, der lægger nye opgaver ud i det lokale netværk. Det er et eksperiment, der samtidig er ramme for flere forskellige eksperimenter: Det lokale eller projektet/eksemplet som omdrejningspunkt. Forskellige rollers styrke og svagheder og funktionsområder: eksperten, katalysatoren, igangsætteren mm. Nye gruppers inddragelse: butikkerne, beboere. Forskellige metoder: social og miljø, teknik og engagement.

På de givne præmisser

Som billedet tegner sig i dag, må det konstateres, at det første år med grønne guider tyder på, at ordningen lever op til det formål og de ideer, der har ligget til grund for initiativet fra Den Grønne Fonds side, og der er ikke tegn på, at det kører af sporet. De grønne guider er kommet ind på livet af nogle af de lysegrønne, måske fordi de ikke er på forhånd er båset som "de frelste" eller som kravstillende myndighed. Det er sket gennem en lokal orientering, der gør, at den enkelte borger oftere møder den grønne tanke i hverdagen, hvilket er en gelinde måde at ændre på. Ved at handelslivet er sat i fokus, hvorved der gennem en ambassadørstrategi potentielt er mulighed for at nå en meget stor gruppe, men også ved at der er sat nogle processer i gang, fx er det lykkedes at få kædebutikker til føre lokale økologiske produkter. Måske er det, vi ser her, nogle spæde tegn på en form for organisering af den politiske forbruger?

Man kan nære et håb om, at det måske kan lykkes at få engageret så mange lokalt, at det fører til at der vil blive stillet krav, der igen vil lægge pres på politikerne og dermed skabe grobund for mere dybtgående forandringer. Der er eksempler på, at det faktisk er lykkedes at bringe grønne guider ind steder, hvor der ikke er en generel motivation for det, fx i nogle almennyttige boligområder eller sportsforeninger, men hvor der sidder nogle, der ser et perspektiv i at få ansat en til at gå i kødet på deres egen gruppe. Og lykkes det, ja så er det noget, der vil rykke. Her er eksempler på, at initiativer, der er taget oppefra, også kan få en god start.

Men selv om det er gået godt det første år, er der mange spørgsmål, der er vigtige at overveje i det videre forløb. At noget har fået en god start er ikke ensbetydende med fortsat succes. De temaer, der er væsentlige at fastholde fortsat i evalueringen, hos Den Grønne Fond og i refleksionerne hos de grønne guider både enkeltvis og samlet er:

• Hvordan vil guidernes roller udvikle sig i det videre forløb? Hvor er den ene eller den anden rolle værdifuld, og hvad er dens begrænsninger? Hvor mange forskellige roller kan en enkelt guide håndtere?
• Guiderne har allerede mærket et begyndende skift fra at de henvender sig til deres målgrupper, til at de bruger mere til på henvendelser, de får fra målgrupperne. Skal de nu fortsætte med at lave åbne, aktiverende arrangementer, eller skal de koncentrere deres kræfter om samarbejder med dem, der henvender sig til dem? Og hvis de får mange henvendelser - skal alle så betjenes, eller skal der prioriteres, så guiden nøjes med at have nogle få aktiviteter ad gangen? Det bliver et spørgsmål om snæverhed versus bredde, om overflade versus dybde, når man har begrænsede ressourcer.
• Den øgede efterspørgsel efter den grønne guides tid og ressourcer stiller guiden overfor den udfordring, det er at kunne forvalte tid og kræfter, når kravene bliver flere og flere. Lykkes det?
• Guiderne er i en tidsbegrænset stilling, og derfor er en væsentlig udfordring i den kommende tid at være med til at sikre en økonomi og en struktur, der gør, at de processer guiden har fået sat i gang kan fortsætte. Vil vi om 3 år kunne se mange nye lokale organiseringer, der arbejder for miljøet?

I et større perspektiv

Vi har fastholdt billedet af grøn guide ordningen som et spændende eksperiment. Men effekten af de grønne guiders indsats kan ikke ses isoleret. De grønne guider er blot en lille brik i det store spil, og vurderingen af deres indsats må derfor hele tiden ses i sammenhæng med de udefra givne betingelser. Den afhænger totalt af, hvad der iøvrigt sker i samfundet som helhed, og i de enkelte lokalsamfund. Så selv om grøn guide ordningen ser ud til at opfylde sit formål på de givne præmisser, må det også være et spørgsmål om disse præmisser og idegrundlaget er holdbare set i et større perspektiv. Det kan vi endnu ikke sige noget om endnu. Men vi kan stille nogle kritiske spørgsmål:

• De grønne guider hylder i vidt omfang "de små skridts" fremgangsmåde: at starte hvor målgruppen er og håber på at kunne bygge videre derfra. Men kan man komme videre fra de lavesthængende frugter, eller indtræder stagnationen, når disse er plukket, og når nyhedsværdien er væk?
• Vil grønne guider vise, at det faktisk vil være muligt at tage udgangspunkt i en mulighedsstrategi og nå et stykke ad vejen uden at skulle beskæftige sig med barrierestrategien? Kan det lykkes at arbejde med at lave noget sammen, der giver positive resultater, ved at hoppe over barrierne i stedet for at fjerne dem?
• Vil det lokale som omdrejningspunkt vise sig holdbar i en tid, hvor individualisering og globalisering står på dagsordenen? Hvor de mange lokkende tilbud giver den enkelte mange alternativer til det lokale engagement? Skabes ændrede handlinger hos flertallet gennem involvering af lokale kræfter i netværks- og organisatoriske strukturer? Eller gennem gode eksempler skabt af ildsjæle? Er det et enten-eller, et både-og eller noget helt tredje?
• Hvem er det, guiderne når ud til? Taler de grønne guider til bestemte segmenter i den danske befolkning? Nås de unge? De velsituerede og travle serviceorienterede mennesker, der vil løse deres problemer gennem service? Eller appellerer de mere til de praktisk orienterede, der løser problemer i hverdagen ved selv at gøre noget ved dem?
• Gennem det sociale kan man komme ind og røre ved hverdagslivet, ved den måde vi agerer på i dag. Det kan fx være gennem bytteringe, gennem sociale aktiviteter lokalt, hvor deltagelse i disse ikke har fokus på miljø, men derimod på den kvalitet, det kan give i vores hverdagsliv. Ligger der et uudnyttet potentiale i folks optagethed af deres hverdagsliv, der kan give nogle miljøeffekter (bytteringe fremmer mindre forbrug, lokale aktiviteter mindre transport) uden at fokus er på det negative, på afsavn, som ofte er tilfældet, når talen falder på miljø? Eller trækker det tværtimod opmærksomheden væk fra de svære miljøspørgsmål?
• Vil der med tiden ske en ændring, således at den grønne guide fra at være igangsætter i højere grad går hen og bliver integreret i systemet?
• Er det fornuftigt at bygge en endnu ny struktur op i stedet for at kaste pengene i halen på allerede eksisterende strukturer? Fx i det almennyttige byggeri med både beboerrådgivere, kvartersløft mv. Bygger det at opbygge parallelindsatser i virkeligheden ikke på en sektortankegang, der jo i andre sammenhænge har vist sig at være en hæmsko? Eller er det at bygge en ny struktur op nødvendigt for at tvinge eksisterende organisationer til at tage nye ting ind, fordi organisationer er ekstremt kreative, når det gælder om at omforme nye ideer, så de passer ind i det eksisterende?
• Vil guiderne kunne blive en medspiller i det lokale Agenda 21 arbejde? Muligheden er der, men kommunerne har indtil nu ikke vist det den store interesse for de grønne guider. Så det er stadig et åbent spørgsmål, om kommunalpolitikerne vil bakke op, eller bureaukratiet spænde ben? Vil kommunerne gå i dialog eller spænde ben?
• Er der økonomisk mulighed for at følge op på den øgede efterspørgsel efter penge til grønne initiativer? Det er ret så problematisk at sætte noget i gang, som man ved giver øget efterspørgsel, hvis kravene ikke i et eller andet omfang kan honoreres. Er der ikke penge at hente til de projekter, guiderne får borgerne gjort varme på, risikerer man at skabe forhåbninger, der brister, fordi en mistet tillid til, at det nytter at gøre noget, vil være et tilbageslag for miljøet.
• Forskellighed og variation over tid i takt med, hvad der sker i omgivelserne, er central for grøn guide projekterne. Vil en permanentgørelse mindske denne fleksibilitet? Måske skal man være varsom med en institutionalisering i en permanent miljøvejlederordning og mere tænke i tidsbegrænsede projekter dog gerne med en lidt længere tidshorisont på fx 5 år. Der er ikke én strategi for alle.

Svarene eller i hvert fald nogle antydninger vil vise sig i løbet af de næste år i grøn guide ordningen. Evalueringen følger de næste 2 år, og vender derfor tilbage sommeren 2000 med en vurdering af nytten af grøn guide ordningen. Omend guidernes indsats kan løbe ind i mure og blive kastebold for mange forskellige vinde, er der på baggrund af opstarten ingen tvivl om, at det bliver spændende at se eksperimentet udfolde sig videre i de kommende år.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]