[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Danske virksomheders erfaringer med livscyklusvurderinger

1. Indledning

Livscyklusvurderinger (LCA) af produkter, processer og systemer bliver i stigende omfang et værktøj i virksomheders miljøarbejde. Værktøjet anvendes i flere sammenhænge:

  • Produktudvikling
  • Strategisk planlægning
  • Indkøb
  • Markedsføring
  • Miljøredegørelser m.m.

Herhjemme har en række virksomheder gennem de senere år gjort erfaringer med brug af livscyklusvurdering. Flere forskellige LCA-metoder har været anvendt og dybden i arbejdet spænder fra overbliksskabende vurderinger til meget grundige vurderinger.

Erfaringsmaterialet har efterhånden et sådant omfang, at der er grundlag for at lave en mere systematisk opsamling og vurdering, der samtidig kan pege fremad: Hvad skal der til for at udbrede brugen af LCA i danske virksomheders miljøarbejde?

På baggrund af den udførte spørgeskemaundersøgelse forsøger denne rapport at belyse følgende temaer i danske virksomheders erfaringer med brug af LCA:

  • Hvad har været virksomhedernes motivation til at gå i gang med LCA-arbejdet? Hvad er målet?
  • Hvilken dybde har LCA-erfaringen? Det vil sige hvor omfattende og grundig er LCA-arbejdet
  • Hvordan er LCA-arbejdet initieret og gennemført i praksis? Hvilken rolle spiller rådgivere og hvor meget involveres virksomhedens egne medarbejdere? Hvordan organiseres LCA-arbejdet?
  • Hvilke metoder og hjælpemidler er brugt i LCA-arbejdet og hvilke ønsker eller krav er der til LCA-metoder fremover?
  • Hvad har virksomhederne fået ud af LCA-arbejdet? Har det afsløret nye miljøegenskaber ved produktet og dermed nye indsatsområder? Opnåede virksomheden de mål, der lå bag LCA-arbejdet?

Hvad skal der til for at fremme brug af LCA i Danmark? Hvilke aktører og hjælpemidler er centrale?


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]