[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Danske virksomheders erfaringer med livscyklusvurderinger

3. Kendetegn ved virksomhederne i undersøgelsen

En kort karakteristik af de 26 virksomheder, der har svaret på spørgeskemaet, viser, at de størrelsesmæssigt spænder fra virksomheder med 7 ansatte til virksomheder med over 10.000 ansatte. Vi vil senere i rapporten operere med en opdeling i små og store virksomheder. Store betyder i denne sammenhæng virksomheder med over 500 ansatte. De små dækker således små- og mellemstore virksomheder, men betegnes for nemheds skyld små.

Tabel 3.1 er en oversigt over de produkter, som virksomhederne producerer. Dette er således også en indikation af, inden for hvilke produktområder og processer, der findes erfaringer med LCA. Der fremgår umiddelbart ikke noget specielt mønster i, hvilken type af virksomheder, der har LCA-erfaring. De er spredt på mange forskellige brancher og som nævnt er alle størrelser repræsenteret.

Tabel 3.1 Hvilke produkter fremstiller virksomheden (spm. 3) n=26

  • Ugeblade
  • Kørevej på skinner
  • Audio- og videoudstyr
  • Emballage af returpapir
  • Kister
  • Mekanik og elektronik
  • Kyllinger og kødvarer fremstillet heraf
  • Udvikling af hvidevarer (ingen produktion)
  • El og varme
  • Pumper
  • Kontorstole og kontormøbler
  • Belysninger
  • Lægemidler (human og veterinær), petfood og foderblandinger til landbruget samt plast
  • Reoler og borde
  • Kabler, ledninger og rør
  • Afløbsrør
  • Beklædning
  • Enzymer og lægemidler
  • Industriel vask, arbejdsbeklædning og metalvarer
  • Våd maling og pulvermaling
  • Olier og fedtstoffer samt formuleringer med disse
  • Dagblade
  • Glasemballager
  • Isoleringsprodukter
  • Køle-fryseapparater samt iscrememaskiner
  • Arkitektdesignede møbler

Virksomhedernes miljøstatus
Af de 26 virksomheder har 22 en skriftlig formuleret miljøpolitik. 17 angiver, at produktets livscyklusperspektiv er indeholdt i miljøpolitikken, mens seks svarer nej til dette. 19 af virksomhederne er kapitel 5 godkendt, mens seks ikke er det.

Kun en tredjedel (9) af virksomhederne er certificeret efter ISO 14001/BS 7750 standarden, mens en fjerdedel (6) er EMAS-registreret . Fem virksomheder er begge dele. Næsten 60 procent har ikke et certificeret miljøstyringssystem. En tredjedel af virksomhederne (9) har underskrevet ICC’s miljøcharter.

Tabel 3.2 giver et billede af, hvilke erfaringer virksomhederne har med at indføre renere teknologi. Det fremgår, at de fleste virksomheder har gennemført tiltag med henblik på ressourcebesparelser, mens lidt mere radikale tiltag - f.eks. ændringer i produktet kun forekommer hos godt halvdelen af virksomhederne.

Tabel 3.2 Har virksomheden erfaringer med at indføre renere teknologi i form af: (spm. 11) n=26

Renere teknologi tiltag Pct. ja
Gennemført ressourcebesparelser
Ændringer i råvare- og materialevalg
Nye maskiner
Ændret produktionsproces
Ændringer i produkt
Nej
Ved ikke
89
73
69
62
58
8
0

Sammenligner man de 26 virksomheders miljøarbejde med tilsvarende arbejde i de miljøcertificerede virksomheder - jvf. midtvejsevalueringsrapport fra programmet "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder" (1997) - er deres indførelse af ressourcebesparelser, ændringer af materialevalg og indførelse af nye processer og produkter på samme høje niveau. Virksomhederne hører dermed afgjort til blandt den gruppe, der er kommet længst i deres miljøarbejde.

Miljø og produktudvikling
Hos henholdsvis 11 og 10 af virksomhederne skal deres produkter opfylde krav i CE-standarder og DIN-standarder. Otte virksomheder har angivet begge dele. Dette kan evt. give bindinger på produktudviklingen og dermed mindske spillerummet for ændringer i miljøvenlig retning.

Med LCA bliver miljøhensynet systematisk taget med som et aspekt af produktet,

Figur 3.1

men overskygger det pris, kvalitet og leveringssikkerhed? Figur 3.1 viser den relative prioritering af disse fire egenskaber ved produktet i virksomhedernes produktudvikling. Det ses, at produktets kvalitet og funktion er de egenskaber, der prioriteres langt højest. Produktets miljøegenskaber og dets leveringstid må dele den laveste prioritering af de fire. Pris og kvalitet er altså stadig i højsædet.

Offentlig tilskud til LCA-arbejdet
For halvdelen af virksomhederne (13) har LCA-arbejdet været støttet af offentlige tilskud . På spørgsmålet, om det ville være gennemført uden tilskud, svarer 5 ja og 6 nej. Ud fra dette spinkle materiale ser det altså i dag ud til, at offentlige tilskud til LCA-arbejdet har en vis betydning for, om det gennemføres.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]