[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Indsamling af dagrenovation i svært fremkommelige områder

7. Kortlægning af materiel

Det har været afgørende i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt, at det materiele, som er foreslået for den største dels vedkommende, er gennemprøvet og funktionsdygtigt. I forbindelse med kortlægningen har der været søgt oplysninger i mange forskellige brancher såsom skovbrug, landbrug og naturligvis i renovationsbranchen. Der har fra manges side været udvist stor kreativitet til løsning af korrekte problemstillinger, som har krævet en løsning her og nu. I det efterfølgende beskrives de nyheder, som er fremkommet under projektets søgning på området.

Køretøjer

Der har i forbindelse med kortlægningen af køretøjer dels været kontakt til de traditionelle leverandører af renovationskøretøjer, som har fremvist det eksisterende materiel i form af komprimatorvogne. Der skal specielt fremhæves to køretøjer, som vil kunne indpasses i sommerhusområder. Det drejer sig om firmaet Norba, som indtil for 4 år siden producerede en komprimatorenhed, som kunne påmonteres en ladvogn med et volumen på 1,5 m3 (max. vægt på 3,5 tons). Denne komprimatorenhed vil Norba igen tage op i deres produktprogram i løbet af 1998.

Derudover har Gaulum Stålindustri udviklet et køretøj, som er specielt egnet til indsamling i svært fremkommelige områder og områder, hvor der er langt til behandlingsanlægget. Systemet fungerer ved, at indsamlings-køretøjet, som er en mindre renovationsbil med en mindste model på 6 m3, og en komprimatorenhed foretager indsamlingen i det konkrete område. Når komprimatorcontaineren er fyldt, kører renovationsvognen til en central opsamlingsplads, hvor containeren sættes af, og en ny påmonteres. Indsamlingen fortsættes herefter, og denne procedure kan gentages det antal gange, som kræves. Når containerne er fyldte, tømmes de af en front loader og er efterfølgende klar til brug.

Endelig har renovationsfirmaet Fredsø Vognmandsforretning i Nykøbing Mors udviklet et indsamlingskøretøj. Dette er sket ved at påmontere høje sider på et Toyota Dyna chassis med tiplad. Derudover et der på siden af trækonstruktionen påmonteret en hejs, således at sækkekærren eller beholderen tømmes op over de høje sider. Der sker ingen komprimering af affaldet, og ladet tømmes ved, at indholdet tippes ned i skuffen på en komprimatorvogn. Køretøjet har en maksimal lasteevne på 3,5 tons.

Tekniske hjælpemidler

Der er til rengøring i stalde konstrueret en applikation til en Suzuki ATV, som med en mindre ændring kan benyttes til indsamling i sommerhus-områder. ATV er en fællesbetegnelse for en 4-hjulet motorcykel. Den applikation, som kan anvendes til indsamling af renovationssække, er en skuffe, som er påmonteret en hydraulisk hejs foran på motorcyklen. Indsamlingen vil foregå ved, at motorcyklen kører rundt til de enkelte husstande og tager sække i stativet og lemper dem over i frontskuffen. Herefter kører motorcyklen til den næste husstand og så fremdeles. Frontskuffen kan rumme op til 5-8 renovationssække, og når den er fyldt, tømmes den i renovationsbilens skuffe.

Beholdere og sækkestativer

Ud over de mere avancerede løsninger kan de traditionelle tages i anvendelse. Her tænkes specielt på anvendelse af affaldsbeholdere på hjul med et volumen på 90-360 liter eller anvendelse af sækkestativer med tilhørende kærrer. Affaldsbeholdere og sækkestativer forhandles af en lang række leverandører og kan derfor leveres i forskellige varianter afhængig af den enkelte kommunes ønsker.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]