[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Kom godt videre

Unimerco A/S

Navn: Unimerco A/S
By: Sunds
Kontaktperson: Mette Gottlieb
Ansatte: 440
Branche: Servicesliberi, jern og metal
Produkter: Skærende værktøjer, maskiner til befæstigelse, geometriske måleværktøjer.

Produktionsproces: Bearbejdningsprocesserne kan grupperes i følgende områder: Vaskeproces, vådslibning, tørslibning, spåntagende bearbejdning, gnistning, lodning og overfladebehandling.

Hovedparten af miljøpåvirkningerne fra virksomheden stammer fra disse processer og er de traditionelle, som forekommer i en jern- og metalvirksomhed. Det drejer sig om metalaffald, kemikalieaffald (hovedsagelig olier og køle-/smøremiddel), emission fra ventilationsanlæg, støj og spildevand.

Dato for 9001 certificering: 1992
Dato for 14001 certificering: 1996 (BS 7750 i 1995)
Dato for EMAS-registrering: 1997
Miljøledelse integreret med kvalitetsstyring: Ja - samt
integration af arbejdsmiljø
Miljøgodkendelsespligtig: Ja
Udarbejder miljørapport: EMAS miljøredegørelse og kvartalsvise miljøregnskaber

Certificering - en slags forsikring?

Vi er af den overbevisning, at en del af grunden til vores fremgang er, at vi i alle forhold har forsøgt at skabe nogle rammer for vores medarbejdere og garantier til vores kunder, som har vist, at en fremgang ikke er sket på bekostning af øget unødvendig forurening, arbejdsmiljø, trivsel og velfærd. Vi har således, siden starten af firserne, haft en nedskrevet miljøpolitik, som både har omhandlet ansvarlighed over for det omgivende miljø samt medarbejdernes trivsel og velfærd.

Vi valgte at indføre miljøledelse for at få systematiseret vores miljøaktiviteter. Endvidere ønskede vi at være blandt de første på banen, således at vi kunne dokumentere vores miljøindsats, når der kom en forespørgsel. Vi forventede ikke de store økonomiske besparelser, da vores bygninger, ventilation, kedelanlæg og maskiner alle er af nyere dato. Vi forventede dog, at vi ville blive bedre til at tænke i miljøbaner i forbindelse med nyinvesteringer, procedureændringer, miljøbevidsthed hos medarbejderne o.l., hvilket også er sket.

Vi betragter miljøcertificeringen som en slags forsikring for, at vi nu er i stand til at opdage problemerne, inden de opstår.

Miljøkomit&eacuteen

Til opbygningen af miljøledelsessystemet blev der udpeget en projektleder, som på forhånd havde en rimelig portion "miljøviden". Vi nedsatte en styregruppe, som i det sidste halve år op til certificeringen afholdt møder &eacuten gang om måneden. Styregruppen var sammensat af nøglepersoner, som til daglig på en eller anden måde havde ansvaret for miljørelaterede områder (direktion, ejendom, maskinvedligehold o.l.). Efter certificeringen blev styregruppen omdøbt til Miljøkomité, og i dag gennemføres der kvartalsvise møder (ledelsens evaluering).

Til hvert møde udarbejdes der en opfølgningsrapport, som viser det forgangne kvartals miljøregnskab (forbrug, ressourcer, affald, fremdrift af igangsatte miljøforbedringer, forslag og igangsætning af nye forbedringer, opfølgning på lovkrav, status af audits og korrigerende handlinger, henvendelser vedr. miljø o.l.). Opfølgningsrapporten bruges som udgangspunkt for diskussionerne på mødet. Det første punkt på dagsordenen er hver gang en "Miljørundgang" til relevante områder i virksomheden, hvor der foregår et miljøforbedringsprojekt.

Efter certificeringen er faldet på plads, er der sket ændringer i organiseringen af det daglige miljøarbejde. I modsætning til tidligere er der nu etableret en central miljøafdeling (og kvalitet i &eacuten), som fungerer som koordinator på tværs af organisationen.

Det er vores oplevelse, at miljøledelsessystemet, i modsætning til kvalitetsstyringssystemet, er centreret omkring nogle få nøglepersoner. Procedurerne i miljøledelsessystemet er hovedsagelig koncentreret om identifikation og projektstyring af miljøforbedringer. Der er ganske få arbejdsinstruktioner til medarbejderne (kemikalie- og affaldshåndtering). Nøglepersonerne har mere karakter af en projektstyringsgruppe, som administrerer forskellige ad hoc opgaver, hvor relevante medarbejdere inddrages efter behov. Omfanget af miljøledelsesdokumentationen er væsentlig mindre, svarende til ca. 1/4 af kvalitetsstyringssystemet.

Mål for de bløde områder

Miljøpolitikken er ikke ændret væsentligt siden certificeringen. Målene, derimod, er ændrede og det er de, fordi vi har gennemført de ønskede forbedringsprojekter. Det har ikke været muligt for os i anden omgang at gøre målene så konkrete og målbare som det "første sæt", idet vi nu arbejder med forbedringer på mere "bløde" områder. Det har givet os lidt vanskeligheder over for det certificerende organ, idet det vil se mindst &eacutet talbestemt mål.

Opbakning fra nye medarbejdere

En certificeringsproces, hvor medarbejderne inddrages, er efter vores erfaring en uerstattelig oplevelse for den efterfølgende succes, forståelse og accept af miljøledelsessystemet. Det er meget vanskeligt at få nye medarbejdere til at give ledelsessystemet samme opbakning som vi andre, fordi de mangler oplevelsen fra certificeringsprocessen. Det har vi ikke været gode nok til at hanke op i, hvilket har resulteret i en ændring af vores uddannelse/introduktion af nye medarbejdere. Det gælder både, kvalitet og miljø.

Med hensyn til miljøkomit&eacuteens uddannelse/viden er vi nået til det punkt, hvor vi trænger til lidt inspiration. Det er således besluttet, at der skal arrangeres en miljøtemadag som udgangspunkt &eacuten gang årligt, hvor relevante miljøtemaer tages op.

Miljøprojekter - store og små

Måden at håndtere miljøforbedringsprojekter på er ændret siden certificeringen. I dag skelner vi mellem store og små miljøforbedringsprojekter. Til gennemførelse af store projekter skal der nedsættes en projektgruppe, udpeges en projektleder og udarbejdes en handlingsplan med dertil hørende dokumentation. Der skal ske en kvartalsvis rapportering over fremdriften til miljøkomit&eacuteen. De små forbedringsprojekter kan mere eller mindre igangsættes og gennemføres af alle med afdelingslederens accept. Dokumentationen består kun i en orientering til miljøafdelingen, som skriver projektet ind i miljøaktivitetsplanen.

Nedenfor er en liste over større projekter. Ud over disse er der gennemført en række mindre forbedringer, hovedsageligt på arbejdsmiljøområdet:

Indførelse af miljøfiberklude til rengøringspersonalet, hvorved brug af sæbe samt vrid af klude til 120 skriveborde undgås.
Opsætning af støjisolerende kapper på maskiner til slibning af båndsave (16 dB reduktion).
Lakering af ovenlysvinduer i bygning. Resultatet er en reduktion af temperaturen på min. 3 grader, hvilket har betydet et lavere energiforbrug til aircondition samt et bedre arbejdsklima.
Sektionering af lys i de enkelte afdelinger, således at arbejde uden for normal arbejdstid ikke nødvendigvis medfører fuld belysning i hele afdelingen.
Stramning af krav til maskinleverandører mht. miljømæssig tankegang ved fremstilling af maskiner. Stramningen består hovedsagelig af krav ifm. strømforbrug (fyraftensslukker) og maskinens arbejdsmiljømæssige omgivelser (udsivning, støjreducerende foranstaltninger mv.).
Reduktion af vandforbrug i forhold til regnskabsår 95/96 med 29%, hovedsagelig opnået ved besparelse på køling af køle-/smøremidlerne.
Reduktion af gasforbruget med 32% ved forbedring af indblæsnings- og temperaturstyringen samt bedre udnyttelse af driften af de to gaskedler.
Der er udarbejdet en detaljeret kravspecifikation med hensyn til fremtidige anskaffelser af biler. Der er således taget hensyn til en del arbejdsmiljømæssige forhold, bl.a. optimale kabineforhold og aircondition. I alle Unimerco's biler er der investeret i ergonomiske sæder.

Eftertanker

Det er vores opfattelse og oplevelse, at hvis virksomheden drives, således at det "ligger i luften", at alt skal gennemføres under hensyntagen til miljø, så bliver det en del af dagligdagen og ikke et eller andet ekstra, der skal gøres. Endvidere er det dog også vores erfaring, at en central nøgleperson med overordnet ansvar for miljø er nødvendig, således at fokus og igangsætning af større miljøforbedringer sker struktureret. I lokalområdet har vi oplevet en meget stor interesse for vores målrettede arbejde med miljø. Det er med til at profilere virksomheden og dermed en motivation for os til at fortsætte miljøarbejdet.

Der har været behov for en del holdningsbearbejdning. Hovedsagelig har vi haft vanskeligheder med at få miljø med ind i vores indkøb, og det er stadig et område, som vi arbejder med. Holdningsbearbejdning har også koncentreret sig om at bryde vaner. Her er det meget vigtigt, at de medarbejdere, som bliver berørt af ændringen, er med til at bestemme og se mulighederne for at få succes.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]