[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Kom godt videre

Kamstrup A/S

Navn: Kamstrup A/S
By: Skanderborg og Århus
Kontaktperson: Geert Klemmensen
Ansatte: 250
Branche: Elektronik
Produkter: Udstyr til måling af energi, tryk og temperatur.

Produktionsproces: Maskinel montage af SMD-komponenter på printplader og efterfølgende lodning af disse i ovn. Manuel/maskinel montage af konventionelle komponenter på printplader og efterfølgende lodning af disse i loddemaskine. Diverse ledningsmontage og mekaniske montager. Elektronisk afprøvning af monterede printplader og diverse halvfabrikata/slutprodukter. Akkrediteret kalibrering af elektroniske fjernvarmemålere og elmålere. Emballering og forsendelse af elektroniske fjernvarmemålere og elmålere.

De væsentligste miljøpåvirkninger er forbrug af el, varme samt produktion af affald.

Dato for 9001 certificering: 1993
Dato for 14001 certificering: August 1997
Dato for EMAS-registrering: Ikke registreret
Miljøledelse integreret med kvalitetsstyring: Ja
Miljøgodkendelsespligtig: Nej
Udarbejder miljørapport: Kun til intern brug

Alle har et ansvar

Da der er tale om et fuldt integreret og decentralt forankret kvalitets- og miljøledelsessystem, er hver enkelt medarbejder i vores virksomhed selv ansvarlig for kvaliteten og miljøbevidstheden af eget arbejde - herunder også diverse registreringer vedrørende miljø. Miljøkoordinatoren er den centrale figur med en række hovedopgaver i miljøledelsessystemet. Miljøkoordinatoren blev ansat umiddelbart efter virksomhedens beslutning om at indføre miljøledelse.

Resultater og overraskelser

Vi gennemfører miljøteknisk gennemgang til intern brug en gang om året. Ved de seneste to miljøtekniske gennemgange har vi konstateret, at virksomhedens væsentligste miljøpåvirkning er den indirekte påvirkning, som stammer fra produktionen af den elektricitet, vi forbruger.

Et andet væsentligt miljøforhold er affaldsområdet. Her er der indført en meget detaljeret affaldssortering, som løbende vurderes og medfører, at en stadig stigende del af alle former for affald sendes til genindvinding. Generelt er vi blevet overraskede over medarbejdernes positive forståelse og interesse for affaldssortering.

Vi er også blevet overraskede over antallet af forskellige kemikalier med samme formål, som fandtes i virksomheden og gik derfor straks igang med at reducere disse. Ved opfølgning på miljømål for 1997 blev vi overrasket over vores papirforbrug.

Hvis vi teoretisk set stablede virksomhedens årlige papirforbrug i &eacuten bunke, ville det blive en meget høj bunke.

Politik og nye mål

Vores miljøpolitik, som blev indført i kvalitets- & miljøhåndbogen inden certificeringen, har vist sig at være så relevant og fyldestgørende, at den står uændret. Vores miljømål er en løbende proces. Der er derfor tale om varierende mål som funktion af målopnåelse. Nye miljømål hentes fra den årlige miljøtekniske gennemgang - herunder prioritering af miljøpåvirkninger, og en miljømålbank som løbende ajourføres.

Kamstrup's første miljømål var:

  1. Udarbejdelse og implementering af certificerbart miljøledelsessystem.
  2. Etablering af 100% genindvinding af pap- og papiraffald.
  3. Maksimal genindvinding af elektronikaffald.
  4. 5% nedsættelse af relativt elektricitetsforbrug.

Disse mål opnåede vi samtidig med certificeringen. Kamstrup's nuværende miljømål er:

  1. 5% nedsættelse af relativtelektricitetsforbrug.
  2. 5% nedsættelse af relativt kopi-/printerpapirforbrug.

Kommunikation og motivation

Enhver medarbejder i Kamstrup kan komme med forslag til forbedring af miljøledelsessystemet og med forslag til fremtidige miljømål.

Desuden medvirker medarbejdere fra alle dele af organisationen ved indsamling af data til den årlige miljøtekniske gennemgang.

Kommunikationen i organisationen mht. miljø består af følgende hovedelementer:

  1. Rapportering og behandling af eksterne henvendelser vedrørende miljø.
  2. Rapportering og behandling af interne miljøafvigelser.
  3. Rapportering af udvalgte miljøregistreringer til miljøkoordinatoren.
  4. Miljøhandlingsplaner, som specificerer aktiviteter til opnåelse af de vedtagne miljømål.
  5. Obligatorisk intern undervisning for alle om kvalitet og miljø.
  6. Opsætning af holdningsbearbejdende skilte (f.eks. med hensyn til el og papirbesparelser).

Vi afholder ugentligt møde mellem kvalitets- og miljøchefen, miljøkoordinatoren og kvalitetsassistenten. Derudover holder vi efter behov koordinerende møder med deltagelse af relevante medarbejdere vedrørende specifikke miljøforhold, som fx. affaldssortering, miljøregistreringer, miljøforbedringer, systemoptimering m.m.

Produktudvikling og samarbejde

En procedure for produktudvikling er blevet tilføjet de miljømæssige prioriteringsregler for udvælgelse af nye komponenter/materialer. Derudover bliver der udarbejdet materiale om bortskaffelsesmuligheder, som skal leveres med produktet. Dette blev foranlediget af miljøkoordinatoren på baggrund af inspiration fra:

  1. Samarbejde med elektronikskrotaftager (der løbende holder os ajour med viden om genindvindingsforhold, bidrager ved afholdelse af interne seminarer om bortskaffelse af elektronikaffald samt giver id&eacuteer til udvikling af skrotnings-venlig elektronik).
  2. Deltagelse i ERFA-gruppe vedrørende udvikling af "grøn" elektronik. Ca. 15 elektronikvirksomheder mødes 4-6 gange årligt.

Interne audit oplevelser

Eksempler på ændringer siden certificeringen i forhold til de interne audits:

Interne audits er udvidet til at omfatte miljø.
Interne auditorer uddannes til også at kunne udføre miljøaudits.
Miljøaudits omfatter mange fysiske forhold (fx. beredskab, kemikalie- og affalds håndtering, forureningsforebyggelse med mere), herunder vurderes overholdelse af relevante myndighedskrav.
Dokumenteret årlig gennemgang/evaluering af alt systemdokumentation (ISO 14001 krav).

Vi får generelt mange gode input til forbedringer af både system og produkt- og produktionsforhold i vores interne audits.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]