[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]
Kom godt videre

Beck & Jørgensen A/S

Navn: Beck & Jørgensen A/S
By: Søborg
Kontaktperson: Carsten Goldek
Ansatte: 65
Branche: Lak- og farveindustri
Produkter: Bygningsmaling og træbeskyttelse

Produktionsproces: Til fremstilling af bygningsmaling anvendes væsker og faste stoffer. Bindemiddelopløsning, pigment og fyldstoffer blandes i kar/tanke, herefter tilsættes additiver samt toningspastaer. Produktet kontrolleres, hvorefter det tappes i emballage.

De væsentligste miljøpåvirkninger er tungmetaller i spildevand, vandforbrug og elforbrug.

  • Dato for 9000 certificering: Ikke certificeret
  • Dato for 14001 certificering: Juni 1997
  • Dato for EMAS-registrering: Ikke registreret
  • Miljøledelse integreret med kvalitetsstyring: Delvis
  • Miljøgodkendelsespligtig: Ja
  • Udarbejder miljørapport: Miljøredegørelse og grønt regnskab
Ansvaret for miljøledelsessystemet

Det er den administrerende direktør, der er formand for styregruppen. Styregruppen står med det politiske, administrative og økonomiske ansvar for miljøledelsessystemet. Den skal fastlægge det overordnede formål med miljøledelsessystemet, herunder udarbejdelse af miljøpolitikker, målsætninger og miljøredegørelsen samt godkendelse af handlingsplaner, grønt regnskab og arbejdspladsvurdering. Endelig skal styregruppen skaffe de arbejdsmæssige ressourcer til løsning af opgaverne og tage stilling til miljøgruppens forslag og indstillinger, herunder miljøkonsekvenser, økonomi og tidsterminer.

Fabrikschefen er systemansvarlig og formand for miljøgruppen. Miljøgruppen står med det daglige ansvar for miljøledelsessystemet og skal sikre, at miljøledelsessystemet fungerer effektivt i hele virksomheden. Heraf følger en lang række opgaver, såsom at:

  • opsamle data til fremlæggelse og tage sig af det fortløbende miljøarbejde,
  • rapportere og fremlægge miljøresultater for styregruppen,
  • være bindeled i form af orientering til styregruppen og medarbejdere,
  • koordinere projekter,
  • udføre jævnlige undersøgelser af virksomhedens ressourceforbrug og dermed de væsentligste miljøbelastende aktiviteter,
  • opstille forslag til målsætning for styregruppen ud fra de væsentligste miljøpåvirkninger,
  • opstille kriterier og vurdere hvilke energi-, materiale-, spild-, og affaldsstrømme m.m., der kan styres, og dermed prioriteres i miljøhandlingsplanen,
  • udføre økonomiske, tekniske, miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvensvurderinger af indkomne ændringsforslag med eventuelt alternative forslag,
  • udarbejde udkast til miljøhandlingsplaner og grønt regnskab, løbende lave statusopgørelse i forhold til gældende miljøhandlingsplan samt sørge for, at SI-udvalget laver arbejdspladsvurderinger.
I den daglige drift af systemet bliver der samlet anvendt 1 mandeår svarende til 1840 timer inkl. styregruppe, miljøgruppe, informationsmøder, diverse uddannelser og almindelig kommunikation.

Træning i "Hvem, der gør hvad og hvordan"

Vores politikker er fortsat de samme efter implementeringen. Men miljømålene er steget fra 3 til 6 mål og rammer organisatorisk bredere, således at flere medarbejdere bliver involveret i systemet.

Medarbejdere i produktionsområdet indberetter løbende tal til registrering i driftsjournalen over ressourceforbrug. Derved opnår vi, at de indbyrdes taler sammen om resultaterne. Derudover ligger der skriftlige aftaler omkring information, både generelt om virksomheden, men også specifikt omkring miljøledelsessystemet. Der er aftalt kvartalsvise møder for de medarbejdere, der direkte er omfattet af miljøledelsessystemet.

Det er vigtigt, at der bliver orienteret godt før implementering af et system, ellers opstår der nervøsitet og usikkerhed om, hvad målet er med det nye. Til fortsat udvikling og opnåelse af fastlagte mål har vi aftalt løbende information samt opslag om delresultater m.m. Endvidere har vi aftalt med arbejderne, at de opnår en god frokost, såfremt vi under intern og ekstern audit får pæne karakterer - altså ingen anmærkninger.

Træningen foregår som intern uddannelse og senest 3 måneder efter ansættelse. Træningen består i en gennemgang af systemet og især politikker og miljømål. Medarbejderne skal ved træningens afslutning vide "hvem, der gør hvad og hvordan". Ligeledes, hvor de finder relevante procedurer, instruktioner, driftsjournaler, afvigelsesrapporter osv., samt hvordan de skal benyttes i det daglige arbejde. I forbindelse med uddannelsen i systemet uddanner vi også løbende i sikkerhedsarbejdet, herunder brand- & beredskabsplaner, miljøuheld og arbejdsulykker.

Vi lægger vægt på, at auditorerne har den rigtige miljø- og arbejdsmiljømæssige uddannelse ved at kombinere flere auditorers kompetence. Vi mener, at auditorernes sammensætning fagligt er af særdeles stor vigtighed for resultaterne.

Vores største overraskelse har været, at vi allesammen var rigtig godt nervøse, da vi første gang skulle auditeres eksternt. Det var lige fra direktør til timelønnede, som mere eller mindre følte, at de skulle til eksamen igen, hvilket jo faktisk også var rigtigt.

En af vores seneste oplevelser med miljøledelsessystemet er, at et nyt miljømål har med kvalitet at gøre. F.eks. er vort miljømål at reducere antallet af justeringer/rettelser med 20% på fremstillede produkter, inden de godkendes efter referenceværdierne. Handlingsplanen er at foretage receptkorrektion, til der opnås en optimal produktionsproces i forhold til referenceværdierne.

Færre rettelser er lig med hurtigere gennemløbstider og en besparelse af ressourcer som energi og tid. Og det er også miljø. Vi har opdaget mange overlap mellem miljø- og arbejdsmiljø, bl.a. almindelig dagligt sikkerhedsarbejde og arbejdspladsvurderinger.

Resultater og samarbejder

Vi har opnået miljømæssige resultater på mange forskellige fronter. Resultaterne for 1997 fremgår af nedenstående figur.

ill01.gif (8270 bytes)

Efter certificeringen har vi fortsat samarbejde med:

  • Brancheforeningen Lak- og farve om miljøbevidsthed på virksomhederne.
  • BST, Nordkøbenhavn om gennemførelse af APV-opgaven.
  • De offentlige myndigheder om miljømål og handlingsplaner, miljøredegørelse og grønt regnskab.
Med miljøledelsessystemet er vi blevet en bedre sparringspartner til de offentlige myndigheder, og vi er klar til at møde miljøbevidste kunder, især fra det offentlige.

Nye forventninger

Efter 1 år med miljøledelse synes vi, at vores resultater er tilfredsstillende, og dermed er forventningerne indfriet. Dette vil påvirke det fremtidige arbejde positivt og afsætte mange nye forventninger, som vi må prøve at indfri.

Vi har nu en bedre korpsånd blandt medarbejdere og ledelse, og vi har fået et ledelsesværktøj for virksomheden til at lære og vide mere om virksomheden.

Først og fremmest skyldes opfyldelsen af målet med indførelse af miljøledelsessystemet en meget miljøbevidst ledelse, der åbent udviser stor interesse for området.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]