[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Kom godt videre

Glasuld A/S

Navn: Glasuld A/S
By: Vamdrup
Kontaktperson: Jeanette Hounsgaard og Lasse Sall
Ansatte: 250
Branche: Mineraluldsproduktion
Produkter: Isoleringsmaterialer baseret på fibreret glas (glasuld) til anvendelse inden for områderne varme/kulde, støj, brand og komfort.

Produktionsproces: Glasuld fremstilles hovedsagelig af råvarerne sand, kalk, soda og genbrugsglas. Råvarerne smeltes ved høj temperatur i en stor elovn. Dannelsen af de tynde glastråde sker ved, at det smeltede glas slynges ud gennem mange tusinde små huller i en roterende spinner og derefter trækkes til tynde tråde af en varm luftstrøm, som passerer den enkelte spinner med en høj hastighed. Samtidig påsprøjtes bindemiddel (bakelit), olie og evt. silikone. Den dannede uld føres gennem en hærdeovn, hvor bindemidlet hærdes. Både fibrerings- og hærdeprocessen er direkte fyret med naturgas. Efter hærdningen opskæres, komprimeres og emballeres produkterne. De væsentligste miljøpåvirkninger er elforbrug, røggas fra smelteovn, risiko fra oplagringen af propangas i tank, procesluft fra uldproduktionen og driftsforstyrrelse i reaktionskarret ved produktion af bakelit ud fra phenol og formaldehyd.

  • Dato for 9002 certificering: November 1993 (recertificeret 1996)
  • Dato for 14001 certificering: Oktober 1997 (BS7750 august 1996)
  • Dato for EMAS-registrering: August 1997
  • Miljøledelse integreret med kvalitetsstyring: Ja, og fra 1996 også med arbejdsmiljøledelse, og fra 1998 er energistyring integreret
  • Miljøgodkendelsespligtig: Ja
  • Udarbejder miljørapport: EMAS miljøredegørelse

Mange kanaler til miljøinformation

Miljøorganisationen bestod i starten kun af Kvalitets- og miljøchefen, men efter certificeringen er den udbygget med en kvalitets- og miljøkoordinator samt en kemiingeniør.

Kommunikationen mellem miljøorganisationen og medarbejderne foregår gennem "PLUK" (personaleblad, der udkommer ugentligt), 'Isoleret set' (kunde- og personaleblad, som udkommer ca. 4 gange om året) og gennem opslag på tavler, miljøredegørelse, håndbøger samt sikkerhedsudvalget. Kvalitets- og miljømeddelelser (månedligt) og kvartalsrapporter anvendes til ledelsesinformation.

Nogle miljømæssige resultater

De traditionelle råvarer for fremstilling af glas er blevet udskiftet med glasaffald (kasserede vinduesruder). I 1997 udgjorde glasaffaldet 44,8% af den samlede mængde produceret glas.

En råvare (natriumnitrat) er blevet erstattet af en anden råvare (brunsten) med det resultat, at emissionen af kvælstofoxider fra smelteprocessen er reduceret med mere end 70%.

Energiforbruget (el og naturgas) er reduceret med 40%. Dette har givet tilsvarende reduktioner i de direkte emissioner fra Glasuld a/s (naturgas) og de indirekte fra kraftværkerne (el).

Mængden af affald, der genbruges eller recirkuleres, er øget fra 40 til 80%.

Skærpede mål

Der er ikke sket ændringer i vores miljøpolitik, men der er blevet flere mål, og de er blevet lettere at følge op på, da de er mere målbare. Vi har altid opstillet talbestemte mål for hele virksomheden og dens påvirkninger. Men i de seneste år er antallet af talbestemte mål øget, og de bliver fulgt op hyppigere (4 gange om året i forbindelse med ledelsesrapporteringen), således at det er muligt at rette kursen ind, hvis vi er ved at komme ud af kurs i forhold til de opstillede mål. F.eks. er belastningen med NOX ført tilbage til kilden (en råvare), og målet er således defineret i forhold til denne. Målene er blevet skærpet og bliver det løbende.

Vi når ikke altid målene. Men vi kan altid forklare grunden til, at vi ikke gjorde det. Vi har den holdning, at hvis vi når alle vores mål, er vi ikke ambitiøse nok. Omvendt, hvis vi ikke når et eneste af vores mål, har vi ikke været gode nok til at se ind i fremtiden.

Træning og belønning

Der er en introduktionsperiode ved nyansættelser, hvor miljøundervisningen varetages af Kvalitets- og miljøafdelingen. Kurset varer 3 timer inden for de første 4 - 15 måneder, medarbejderen er ansat. Kurset afholdes 2 gange årligt.

Medarbejderne i de fleste områder har et bonussystem i forhold til antallet af ulykker med fravær.

Indtjeningen ved salg af affald til genbrug går til personaleforeningen på Glasuld. For pengene arrangerer vi aktiviteter for medarbejderne og deres familier. Vi køber kunstværker, som udloddes en gang om året til medarbejderne. Vi holder fester og meget mere. Vores indtjening falder, hvis et læs affald afvises, fordi det ikke er sorteret ordentligt. Så ordningen har også motiveret til en høj disciplin med hensyn til sortering af affald.

Den enkelte medarbejder kan fremsende id&eacuteer til en forslagskasse. Medfører id&eacuteen en konkret besparelse for os, modtager medarbejderen et kontant beløb, hvis størrelse er sat i forhold til besparelsen.

Slankning af systemet

I forbindelse med integreringen af miljø og arbejdsmiljø i det eksisterende kvalitetsstyringssystem, blev systemet reduceret med 75% i omfang. Slankningen var nødvendig, da systemet var for tungt og uigennemskueligt.

Reduktionen lyder voldsom og kunne kun lykkes ved en ændring af hele grundtanken i systemet. Det gamle system tog udgangspunkt i ISO 9000 standardens enkelte kravelementer - det nye system tager udgangspunkt i det flow, der er i virksomheden, fra kunden afgiver en ordre, til produktet ligger hos kunden og er faktureret.

Gentagelser og selvfølgeligheder blev fjernet. Vi koncentrerede os om at beskrive ansvar og flowet af dokumenter. I de 2½ år, der er gået, siden det slankede system blev sat i drift, er det blevet yderligere slanket og effektiviseret. Det slankede system har givet os ressourcer til at undersøge, hvor effektive de enkelte procedurer er.

Audit, opfølgning og samarbejdet med amtet og BST

Det er en ekstern konsulent, som står for auditeringen af ledelse og kvalitets- og miljøafdelingen mht. både kvalitet og miljø. Kvalitets- og miljøafdelingen står for den interne auditering i de andre afdelinger både for kvalitet og miljø.

Et af resultaterne af arbejdet er, at det er blevet lettere for medarbejdere at få overblik over hele ledelsessystemet, da det dokumentmæssigt er blevet kraftigt begrænset.

Vi har nu i højere grad et samarbejde end en kontrol fra Vejle Amts side, hvilket har indflydelse på vores miljøprogram, og som på lidt længere sigt giver større miljøgevinster (løsninger med perspektiver). F.eks. forventes den nye miljøgodkendelse at blive baseret på miljøbelastninger pr. produceret enhed i stedet for generelle krav, hvilket er banebrydende.

Det samme gælder til dels for BST, hvor samarbejdet er blevet mere struktureret. Vores BST-timer bliver derved udnyttet bedre.

Sjove oplevelser

Vi har haft mange sjove oplevelser undervejs. Vi har bl.a. lært, at også papruller kan være en værdifuld råvare! Til emballeringen af glasuld anvender vi en PE-folie. Folien kommer i store ruller. Inderst i rullen er der et kraftigt paprør - ligesom ved en toiletpapirrulle. Kort før PE-folien slap op, blev rullen skiftet. Paprøret med en rest af folie blev smidt væk og sendt til forbrænding med de omkostninger, som det indebar. Det kunne jo ikke genbruges, da det var en blanding af pap og plastik. Men!

Den medarbejder, som hver dag stod og smed paprørene med plastik ud, fandt ud af, at der faktisk var en anden virksomhed i området, som kunne bruge paprørene direkte i deres produktion. Vi fik hurtigt stablet et system for sortering på benene, således at plastikken blev fjernet fra paprørene. Paprørene og plastikken blev derefter hver for sig sendt til genbrug i hver sin virksomhed. Glasuld a/s havde ikke længere omkostninger til forbrænding af affaldet, og da indtjeningen var på sit højeste fik personaleforeningen næsten 8.000 kr. om måneden i indtægt fra salg af paprør og plastik. Der var fri bar det år til firmafesten, og medarbejderen, som fik ideen, blev 10.000 kr. rigere. Siden er priserne på salget af paprør og plastik desværre faldet. Men det år, havde vi det sjovt!

Vi har også lært, at vodkaflasker kan give uventede overraskelser. Da vi begyndte at bruge genbrugsglas som råvare i produktionen af glasuld, prøvede vi også at bruge flasker. Dette fik dog en brat ende. Vi fik på et tidspunkt en ordentlig ladning russiske vodkaflasker - tomme selvfølgelig, men også knuste. Lugten af ladningen var uudholdelig - værre en 20 tilrøgede værtshuse tilsammen. Og så var de levende. Der var så mange bakterier, at de knuste flasker selv kunne gå ind i smelteovnen! Vi fandt mængden af bakterier for uacceptabel i vores arbejdsmiljø. Så det blev vores første og foreløbige sidste forsøg på at bruge flasker i vores produktion.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]