[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Introduktion til kildesporing af miljøfremmede stoffer i kloaknet

5. Vurdering og fortolkning

Koncept

Sideløbende med afviklingen af både tør og våd kildesporing skal graden af "succes" med at identificere potentielle og senere reelle kilder vurderes. I opstillingen af de forskellige niveauer i den tørre kildesporing er der skabt mulighed for, at man til stadighed kan vurdere, om formålet er opfyldt og i givet fald stoppe denne del af indsatsen. Denne mulighed for revurdering er videreført i den våde kildesporing, hvor resultatet kan være en beslutning om direkte indsats over for kilden eller videreførelse af kildesporingen.

Tør kildesporing

Indhentning og udnyttelse af lokalspecifik viden om spildevandsystemet og aktiviteterne i oplandet er en vigtig del af kildesporingen, men informationen er sjældent opdateret for nylig, og i fortolkningen er det derfor vigtigt at erkende behovet for at opfriske oplysninger inden for følgende områder.

  • Kortmateriale
  • Registrerede liste- og anmeldevirksomheder o.lign. i oplandet. Virksomheder kan være registreret i kategorier, der virker vildledende, eller i hvert fald ikke er informative, i kildesporingsøjemed.
  • Oplysninger fra miljøgodkendelser og udledningstilladelser
  • Oplysninger om virksomheders anvendelse af kemiske stoffer, f. eks. i form af råvarelister m.v.
  • Registreringer af virksomhedernes vandforbrug, udledte mængder af spildevand og ikke mindst, om der er tale om et specielt udledningsmønster.
  • Spildevandsplaner, specielt angivelser af forskellige deloplandes bidrag til det samlede spildevandsvolumen og belastning. Sådanne planer skal eksistere, men varierer i kvalitet og opdatering.
  • Data fra tidligere undersøgelser eller moniteringsprogrammer.

Det er oplagt, at oplysninger om anvendelsen af kemiske stoffer og produkter på de enkelte virksomheder vil være til stor gavn ved en kildesporing, men det er meget forskelligt, hvor mange af de nævnte oplysninger, der findes i de enkelte kommuner, og hvor ofte de opdateres.

Generelt er der i forhold til indhentning af de forskellige typer af ønsket information ofte forskellige komplicerende forhold. Oplysningerne findes således sjældent alle samlet i miljøafdelingen, og måske ikke en gang alene i teknisk forvaltning. Manglende tradition for samarbejde på tværs af afdelingerne kan komplicere processen.

Lagrings- og arkiveringssystemer for de nævnte oplysninger er vidt forskellige, ikke blot fra kommune til kommune, men også mellem afdelinger inden for den samme kommunale forvaltning.

Våd kildesporing

Bearbejdning og fortolkning af resultatet fra en våd kildesporing bør omfatte beregning af belastning i de enkelte knudepunkter og en efterfølgende vurdering af de primære kilder. Muligheder og begrænsninger i forhold til fortolkningen er typisk afhængig af, hvor avanceret en prøvetagning, der er ressourcer til, men afhænger altså også af, hvor godt man kan kvantificere deloplande i kloaksystemet med hensyn til både stofbelastning og hydraulisk bidrag.

Muligheder

Vurdering af tilledningen af bestemte stoffer fra et opland skal være baseret på de lokal specifikke data på vandføring og eventuel viden om belastning med suspenderet stof eller lignende. Hvis flow-proportionale målinger ikke er tilgængelige kan beregninger typisk baseres på årlige middel vandføringer eller tilsvarende i kloakknudepunkter. Information om tørstofindholdet kan eventuelt estimeres (forholdsmæssigt) fra indholdet i tidsproportionale prøver fra de målte knudepunkter.

Hvis der har været regnvejrsperioder under kildesporing i et fælleskloakeret område kan der i et vist omfang kompenseres herfor ved at udnytte kendskab til, hvor meget regn, der er faldet (mm) samt størrelsen af det befæstede areal.

Begrænsninger

De lokalspecifikke data på vandføring giver oftest årlige middelværdier, og det må overvejes om den aktuelle belastning er ændret, f. eks. ved omlægninger af kloaknettet, til- eller fraflytninger af virksomheder m.m.

Belastningen med suspenderet stof er væsentlig ved estimering af andelen af den samlede slammængde fra oplandet, og er den væsentlig forskellig i de forskellige dele af kloaknettet, kan det give anledning til fejlagtige overslag. Ved valg af knudepunkter gælder det i øvrigt, at ledninger med kraftigt fald giver anledning til mere sand suspenderet i vandfasen end flade områder.

Opholdstiden er normalt ikke så lang i kloaknet, at de miljøfremmede stoffer kan omdannes biologisk, men flygtige forbindelser vil dog kunne afdampe. Imidlertid er der på nogle virksomheder regnvands- eller forsinkelsesbassiner, ligesom kloaknettet kan være forsynet med tilsvarende bassiner på de pågældende ledninger. I så fald kan opholdstiden eventuelt have betydning for koncentrationen af de miljøfremmede stoffer.

I tabel 5.1 er der angivet forskellige typiske fortolkningsmuligheder og cost-benefit overvejelser relateret til hhv. tør og våd kildesporing.

Tabel 5.1 - Vurdering og fortolkning af kildesporingsresultater i 3 scenarier: Se her


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]