[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Rapport om miljøkontrollen i kommunerne i lyset af at staten overtager levnedsmiddelkontrollen

Bilag 6
Opgaver i den gode kommunale tilsynsforvaltning

Den følgende beskrivelse forholder sig til hovedarbejdsområderne inden for det kommunale miljøtilsyn. Beskrivelsen tager afsæt i såvel kommunernes tilsynsforpligtelser efter miljøbeskyttelseslovgivningen som de vejledninger Miljøstyrelsen har udsendt til udmøntning heraf, herunder også de arbejdsredskaber, som går videre end minimumskravene til miljøtilsynet.

Beskrivelsen er ikke fuldstændig i forhold til alle den gode tilsynsforvaltnings opgaver. Hovedarbejdsområderne er kort beskrevet, og der er henvist til de mest centrale af vejledningerne, men der er ikke tale om nogen gentagelse af større dele af de anbefalinger, der i forvejen findes her. Tilsvarende er der ikke henvist specifikt til kommunernes mere detaljerede forpligtelser ifølge de enkelte bekendtgørelser og cirkulærer efter miljøbeskyttelsesloven.

Beskrivelsen bevæger sig på et et højt fagligt niveau på alle områder af miljøtilsynet. I praksis vil den enkelte miljøforvaltnings aktivitetsniveau på de forskellige områder blive fastlagt med udgangspunkt i karakteren af de lokale miljøproblemer i forhold til hovedarbejdsområderne, erhvervstrukturen den lokale geografi. Aktivitetsniveauet bestemmes desuden af det ambitionsniveau, der ønskes politisk - minimumstilsyn eller det gode tilsyn.

Beskrivelsens formål er at tjene til inspiration for en prioritering og videreudvikling af den lokale miljøtilsynsindsats..

1 Planlægning af tilsynsforvaltningsopgaven.

Det er erfaringsmæssigt af væsentlig betydning for en god tilsynsforvaltning, at denne udøves på basis af en samlet, både oversigtlig og på nogle punkter detailleret plan, der har været behandlet og godkendt i kommunens politiske organer.

En sådan plan bør indeholde en gennemgang af alle i hvert fald alle relevante dele af de nedenstående opgaver, samt normalt også en række andre spørgsmål, såsom kommunens målsætninger for udviklingen i kommunens miljø- og naturtilstand, Agenda 21-aktiviter, grønne aktiviteter indenfor den kommunale forvaltning osv.

Som et led i miljøovervågningen indsamler den gode miljøtilsynsforvaltning løbende data om miljøtilstanden i området. Der opstilles i videst muligt omfang indikatorer for at vise udviklingen i miljøtilstanden over tid. Kortlægning af mulige miljøparametre indgår heri.

På dette grundlag kan der f. eks. udarbejdes en miljøhandlingsplan efter principperne beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning herom nr. 6 fra 1993.

En sådan miljøhandlingsplan kan mest hensigstmæssigt baseres på miljøindikatorer. Arbejdet med disse kan tage udgangspunkt i Miljøstyrelsens ved ledning nr. 7 fra 1997 om lokale miljøindikatorer.

En kommunes miljøhandlingsplan vil tillige kunne indeholde en handlingsplan for Agenda 21-aktiviteter i kommunen. Også af den grund inddrages borgerne i området i diskussionen af miljøhandlingsplanerne. Agenda 21-aktiviteter kan bl.a. omfatte affaldsgenanvendelse, energibesparelser, flora- og faunabeskyttelse mv.

Miljøhandlingsplaner revideres samlet senest hvert 4. år mens planens målopfyldelsesdel og handlingsdel revideres årligt.

2 Beredskab.

Tilsynsmyndigheden skal opretholde et beredskab i forbindelse med mistanke eller konstatering af en forurening (drikkevand, vandløb osv.). I akutte situationer skal der i løbet af kort tid:

  • udtages prøver til analyse
  • vurderes hvilke analyser, der skal udføres
  • foretages vurdering og tolkning af analyseresultater
  • opspores kilder
  • iværksættes modforholdsregler

3 Godkendelser og tilladelser til virksomheder

Forvaltningen indgår dialog med alle virksomheder om renere teknologi, miljøstyring etc. - så vidt muligt inden ansøgning om godkendelse bliver indsendt.

Forvaltningen kræver ved alle ansøgninger om godkendelse, at virksomhederne udarbejder detaljerede tekniske og økonomiske redegørelser om muligheden for at anvende renere teknologi.

Forvaltningen har udarbejdet en fast procedure vedr. promovering af renere teknologi.

I alle godkendelsessager indgår vejledning og drøftelser om renere teknologi og energi-/ressourcebesparelser.

Forvaltningen anvender i alle godkendelsessituationer værktøjer til opsamling af data fra flere virksomheder, f.eks. miljødata, vilkår etc.

Alle vilkår i godkendelser er forinden underkastet en kvalitetskontrol til sikring af, at vilkårene er entydige, klare og administrerbare i relation til overholdelse og evt. overskridelse. Godkendelserne indeholder i videst muligt omfang også vilkår om målinger ved egenkontrol og stikprøvekontrol.

Så vidt muligt indeholder alle godkendelser vilkår om renere teknologiløsninger. Ved fastsættelsen af renere teknologi vilkår vurderes den pågældende teknologis påvirkning af hele stofkredsløbet.

Alle godkendelser indeholder desuden en redegørelse om virksomhedernes affaldsforhold. Der stilles desuden vilkår om opbevaring og håndtering af affald på selve virksomheden.

Godkendelser udarbejdes inden for ½ år fra modtagelse af ansøgningen.

4 Tilsyn med virksomheder.

Forvaltningen fører tilsyn med industrivirksomheder m. v. efter principperne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 3 fra 1995 om Tilsyn med virksomheder.

Det vil sige, at der føres et aktivt tilsyn på baggrund af en samlet planlægning, der tager udgangspunkt i dels en detailleret viden om kommunens virksomheders miljøforhold, herunder affaldsfrembringelse og de særlige bekendtgørelser, der måtte gælde for den enkelte virksomhed, og dels en analyse af, hvor tilsynsressourcerne anvendes mest effektivt (hhv. på virksomheder, der har særlige kontrolbehov og virksomheder der har særlige miljømæssige påvirknings/udvik-lingspotentialer). Tilsynsfrekvenserne tilpasses således de enkelte virksomheders behov, men baserer sig dog som minimum på de mellem miljø- og energiministeren og KL aftalte minimumsfrekvenser, jvf aftale herom af december 1996.

Tilsynet gennemføres i overensstemmelse med en løbende prioriteret og fastlagt tilsynsplan for hele ansvarsområdet samt en plan for den enkelte virksomhed, hvori bl.a. tilsynshyppigheden er fastlagt. Tilsynet påser med udgangspunkt i evt. målinger og analyseresultater om påbud og vilkår i godkendelserne er overholdt.

Konstateres der overtrædelser af miljølovgivningen iværksætter forvaltningen de nødvendige håndhævelsesinitiativer i overensstemmelser med Miljøstyrelsens vejledning nr. 12, 1992 om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Forvaltningen informerer om anmeldeordningen for anden virksomhed end listevirksomhed.

Forvaltningen foretager en kortlægning af alle forureningskilder i lokalområdet og påser at bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven bliver overholdt. Hvor dette ikke er tilfældet griber forvaltningen ind med påbud og vilkår for fortsat drift.

Forvaltningen indgår dialog om renere teknologi med alle relevante virksomheder i området.

Alle relevante virksomheder vejledes løbende om renere teknologi og energi-/ressourcebesparelser. Vejledningen om renere teknologi og ressourcebesparelser tager udgangspunkt i de pågældende teknologiers påvirkning af hele stofkredsløbet.

Vejledningen på renere teknologi området vil på sigt også omfatte produktdimensionen således, at virksomhederne også vejledes om mulighederne for at forbedre deres produkters miljøegenskaber fra vugge til grav.

Forvaltningen afholder informationsmøder om renere teknologi og arrangerer eller deltager i branchespecifikke kampagner.

Forvaltningen indgår dialog med virksomhederne om affaldsminimering og øget affaldsgenanvendelse i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledning nr. 4, 1994 om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald. Forvaltningen udarbejder regulativer for indsamling og anvisning af affald og fører tilsyn med, at virksomhedernes affald håndteres på forsvarlig måde i overenstemmelse med disse.

Forvaltningen udarbejder og vedligeholder en forskrift for opbevaring og håndtering af farligt affald.

Som fast procedure i tilsyns- (og godkendelses)arbejdet indgår dialog med virksomheden om miljøledelse.

Forvaltningen etablerer og vedligeholder arbejdsgrupper og netværk for virksomhederne om miljøledelse.

Forvaltningen arbejder målrettet med listevirksomhederne om certificering.

Alle grønne regnskaber fra virksomhederne gennemlæses og kommenteres.

5 Tilsyn med landbrug.

Omfanget af tilsynet med landbrug fremgår af Vejledning nr. 3 fra Miljøstyrelsen af 1994 om tilsyn med landbrug og omfatter tilsyn på følgende områder:

Husdyrhold, anvendelse af slam, spildevand og kompost til jordbrugsformål, egen vandforsyning på landbrugsejendomme, forbud mod halmafbrænding, olietanke og oplag af olie og benzin, opbevaring og anvendelse af sprøjtemidler samt opbevaring af kunstgødning, afløbsforhold for spildevand, dyrkningsfrie bræmmer langs kommunale og private vandløb, håndtering af affald m.v.

For så vidt angår husdyrhold indgår bl.a. tilsyn med overholdelse af regler om opbevaringskapacitet, udbringningstidspunkter for husdyrgødning og det lovlige antal dyr på ejendommen. Der indgår endvidere tilsyn med overholdelse af regler om indretning, drift og beliggenhed af stalde og gødningsopbevaringsanlæg, herunder gylleanlæg m.v. Hvert 10. år gennemfører kommunerne håndhævelse på baggrund af rapporter fra den særlige autoriserede kontrol, som gyllebeholdere skal underkastes.

For så vidt angår affaldsprodukter til jordbrugsformål indgår bl.a. tilsyn med opbevaring af affaldsprodukter (bortset fra opbevaringskapacitet for kommunalt spildevandsslam), brugers anvendelse af affaldsprodukter, samt reglerne om jordkvalitetskriterier.

Det fremgår endvidere af Vejledning nr. 3, at håndhævelse af de regler, der er fastsat på de nævnte områder, sker i henhold til de love, hvori reglerne er hjemlet, og der henvises endvidere til Miljøstyrelsens Vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven. Denne omhandler bl.a. administrativ håndhævelse (herunder meddelelse af henstillinger, påbud/forbud, indskærpelser mv.) og politianmeldelse.

Tilsynet med landbrug er omfattet af aftalen mellem Miljø- og Energiministeren og Kommunernes Landsforening af december 1996 vedrørende det kommunale miljøtilsyn, bl.a. vedrørende tilsynsfrekvenser, hvilket indebærer at minimum 50% af landbrugene tilses i løbet af 3 år.

Af hensyn til tilsynet med lovlig opbevaring af husdyrgødning og kompost, flydelag på gyllebeholdere, antallet af dyr på ejendommen m.v. vil et hyppigere tilsyn, f.eks. et årligt tilsyn, være velbegrundet.

Tilsynet omfatter endvidere dialog med landbruget om renere teknologi og miljø- og ressourcestyring.

Forvaltningen arbejder målrettet med landbruget om miljøvenlig og økologisk produktion.

Alle tilsynsbesøg afsluttes med en tilsynsrapport med kopi til virksomheden.

6 Tilsyn med privat vandforsyning

Forvaltningen fører regelmæssigt tilsyn med alle almene og ikke-almene vandforsyningsanlæg efter Miljøstyrelsens vejledninger nr. 3, 1990 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, og nr. 2, 1997 om boringskontrol på vandværker.

Forvaltningen iværksætter undersøgelser ved mistanke om og ved konstaterede forureningsproblemer.

Alle tilsyn afsluttes med en tilsynsrapport.

Evt. håndhævelse følger en fastlagt procedure.

Forvaltningen gennemfører kampagner om relevante emner, herunder:

  • vandbesparelser,
  • forsegling af nedlagte boringer/brønde,
  • sprøjtefri områder i landbruget
  • sprøjtefri private haver

7 Tilsyn med badevand

Forvaltningen fører tilsyn med kvaliteten af badevand og udtager prøver heraf til målinger i overensstemmelse med reglerne herom.

Forvaltningen fører tilsyn med svømmebade og foretager tilsyn med den hygiejniske tilstand og med kvaliteten af bassinvandet.

Forvaltningen opsporer og afværger kilder til konstaterede forureninger.

Handlingsplan for opnåelse/fastholdelse af tilfredsstillende badevandskvalitet.

8 Tilsyn med udledning af spildevand

Tilsyn med private spildevandsanlæg gennemføres mindst hvert 5. år.

Tilsyn med ejendomme med nedsivningsanlæg gennemføres mindst hvert 5. år.

Tilsyn med ejendomme med samletanke gennemføres mindst hvert 5. år.

Tilsyn med enkeltudledninger til recipient gennemføres mindst hvert 5. år.

Alle olieudskillere funktionsprøves senest hvert 5. år.

Forvaltningen foretager metodisk kildeopsporing for f.eks. tungmetaller.

Forvaltningen foretager rutinemæssige stikprøver på liste-/anmelde- og branchevirksomheder med udledning af procesvand til offentlig kloak.

Alle tilsyn afsluttes med tilsynsrapport og EDB registrering.

Forvaltningen fører elektronisk register over meddelte tilladelser med oplysninger om kontrolkrav, herunder krav til udledte/afledte mængder. Ligeledes foretages en elektronisk registrering af kloaknettet.

Forvaltningen gennemfører branchespecifikke kampagner.

Forvaltningen gennemfører kampagner mod specifikke udledere ell. stoffer.

Der udarbejdes og udsendes informationsmateriale/pjecer til udledere.

Der udarbejdes vejledning i drift og vedligeholdelse af olieudskillere.

Alle spildevandstilladelser revideres efter en fastlagt plan.

Alle nedsivningsanlæg og enkeltudledninger kortlægges løbende.

9 Tilsyn med jordforurening

Alle jordforureningssager, som ikke hører under amtskommunalt tilsyn, opfølges af kommunalt tilsyn og om nødvendigt selvhjælpshandlinger.

Alle henvendelser om jordforurening i forbindelse med gravearbejde o.l. opfølges indenfor 24 timer af tilsyn ved fremmøde på lokaliteten.

Alle tilsyn afsluttes med tilsynsrapport.

Kommunen bistår amtet med kortlægning af jordforurening.

Alle nedgravede olietanke under 6.000 liter etableret før 1. april 1970, sløjfes indenfor 5 år.

10 Tilsyn med vandløb

Forvaltningen udarbejder vandløbsregulativer.

Forvaltningen arbejder ud fra en løbende revideret plan på, at målsatte vandløb opfylder den fastsatte målsætning for vandløbet.

Tilsyn i oplandet tilrettelægges ud fra en vurdering af vandløbenes sårbarhed og målsætning.

Forvaltningen arbejder målrettet på at reducere antallet af overløb fra overløbsbygværker.

Forvaltningen gennemfører oplysningskampagner om skånsom vandløbsvedligeholdelse mv. over for private vandløbsejere.

Forvaltningen gennemfører kampagner vedr. bræmmer og ekstensiverede vandløbsnære arealer.

Forvaltningen udarbejder informationsmateriale til lodsejere og øvrige borgere.

11 Gene- og klagesager

På baggrund af bl.a. forskrifter for værtshus- og restaurationsstøj, ikke-erhvervsmæssigt dyrehold og erhvervsmæssig tilberedning af madvarer, f.eks. grillbarer mv. samt miljølovgivningen i øvrigt behandler forvaltningen klagesager fra borgenrne over gener mv.

Klagerne behandles i nødvendigt omfang ved fysiske tilsynsbesigtelser, prøvetagning mv. Sagsbehandlingstiden er rimelig.

12 Borgeroplysning om miljøforhold.

Forvaltningen sørger for generel information til borgerne om god miljøpraksis.

Forvaltningen iværksætter kampagner om god miljøpraksis i forhold til forbrug af energi og andre forsyningsprodukter, affaldshåndtering, dyrkning af jord etc.

Forvaltningen arbejder målrettet med formidling omkring grønne regnskaber.

Forvaltningen udarbejder periodisk - og på baggrund af bl.a. de grønne regnskaber fra virksomhederne - en samlet fremstilling af miljøtilstanden i området.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]