[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Erfaringer med miljøledelse i danske virksomheder

8. De certificerede virksomheders interessenter

8.2 Miljømyndighedernes dialog med virksomhederne
8.3 Virksomhedernes brug af netværket

Dialog med interessenter

Miljøledelse signalerer på flere måder en overgang til en mere markedsorienteret og selvregulerende strategi. Ikke alene fastlægger virksomheden selv sine miljømæssige målsætninger hinsides niveauet i reguleringen, man gør det også gennem en udstrakt dialog med interessenterne i virksomhedens omgivelser. Virksomhedens håndtering af miljøspørgsmål er således ikke kommet i stand gennem en forhandling med myndighederne, som vi kender det fra miljøgodkendelser, men formuleres nu gennem en dialog hvor kunder, leverandører finansielle institutioner, miljøorganisationer, naboer etc. kan deltage.

I standarderne lægges der i høj grad op til, at dialogen med interessenterne er en vigtig del af processen. I EMAS-ordningen er miljøredegørelsen en af de vigtige kommunikationskanaler, som virksomhederne kan opretholde med deres omgivelser.

I udlandet er spørgsmålet om interessenter ofte mere diskuteret end her i Danmark. Dette skyldes givetvis, at vi her i landet langt hen ad vejen stadig slår os til tåls med, at miljøforholdene primært reguleres gennem den "skrappe" miljølovgivning. I USA og England har man ikke samme tyrkertro, på at det offentlige i sidste instans klarer ærterne, og man har da også en lang stærkere tradition for, at tredje-part involverer sig i et område og forsøger at påvirke dette, som vi f.eks. har set ved fastlæggelsen af forskellige "codes of conduct", f.eks. ved udarbejdelsen af den amerikanske Ceres-deklaration, Responsible Care eller ved miljømærkning for bæredygtigt fiskeri, som er lavet i England mellem WWF og Unilever.

Tidligere undersøgelser

I Danmark er interessenterne i højere grad involveret mere formelt i den offentlige miljøregulering ved at være høringsberettigede, ankeberettigede etc. I den danske debat har inddragelsen af interessenterne ganske vist også været diskuteret, men de tilgængelige undersøgelser peger klart på, at det kun sker i mindre grad (Christensen et al., 1997). I en undersøgelse af udviklingen i de certificerede virksomheders formulering af deres miljøpolitikker er det blevet vist, at den første generation af certificerede virksomheder i langt højere grad refererede til interessenterne end de virksomheder, der blev certificeret senere (Christensen & Nielsen, 1997) så oven i købet står inddragelsen af interessenterne stadig svagere.

- medarbejderne

I nærværende undersøgelse har vi set nærmere på, hvilke interessenter virksomhederne har været i dialog med om miljøforhold under og efter indførelsen af miljøledelse. De interessenter, som virksomhederne typisk nævner, er f.eks. medarbejderne, miljømyndighederne, kunder, leverandører, miljøbevægelser og finansielle institutioner. Som det fremgår af figur 32, er medarbejderne den gruppe, som de fleste virksomheder har været i dialog med. Dette understreger tydeligt, hvilken central rolle medarbejderinddragelse har i danske virksomheders indførelse af miljøledelse. Derudover er leverandører og kunder selvfølgelig vigtige interessenter, som virksomhederne har inddraget, jf. vores konstatering af at leverandørstyring er blevet en stadig mere central del af de fleste miljøledelsessystemer.

- miljømyndigheder

Miljømyndighederne viser sig derudover at være en af virksomhedernes vigtigste interessenter. Der foregår tilsyneladende for de fleste virksomheder en dialog med myndighederne. Fra virksomhedernes side er den givetvis led i en afklaring af, hvilken reguleringsmæssig "bundlinje" man må forholde sig til, når standarderne kræver, at lovgivningen overholdes og der laves fortsatte forbedringer. I en del tilfælde har myndighederne givetvis også været udfarende f.eks. omkring de regionale og lokale forsøg på at initiere vækstgrupper, ERFA-grupper etc. om miljøledelse.

- arbejdstilsyn

Arbejdstilsynet er også en vigtig interessent, som halvdelen af virksomhederne har været i dialog med. Dette stemmer ganske godt overens med billedet af, at arbejdsmiljøforhold i mere end halvdelen af virksomhederne beskrives under den indledende miljøgennemgang og efterfølgende inddrages ved fastlægning af målsætninger og procedurer.

- brancheorganisationer

Virksomhedernes brancheorganisationer har en tredjedel af virksomhederne været i dialog med, hvilket også klart understøtter billedet af, at mange brancheorganisationer faktisk har engageret sig i miljøledelse og gennem forskellige kanaler har spredt viden herom til virksomhederne.

Finansielle interessenter ikke på banen

De finansielle interessenter er derimod sjældent på banen. Aktionærerne er her en vigtig interessent. Da ikke alle virksomhederne er aktieselskaber, må det vurderes, at de, der er det, relativt hyppigt er i kontakt med aktionærerne om indførelse af miljøledelse. Forsikring er derimod noget, der vedrører alle virksomheder, og en fjerdedel har da også været i dialog med disse selskaber. Formodentlig er dette sket ud fra en interesse i at få mindre forsikringspræmier som en gevinst af at have "mere styr på tingene". Som det fremgik i kapitel 3, ser det imidlertid ikke ud til, at virksomhederne får mere favorable forsikringsbetingelser, idet kun 3 % af virksomhederne angiver, at de har haft økonomiske fordele der kan henføres til mindre forsikringspræmie. Den danske forsikringsbranche anser tilsyneladende endnu ikke et miljøledelsessystem som en faktor, der minimerer risici. Af andre økonomiske interessenter er banker åbenbart den vigtigst dømt efter, hvor mange der er i dialog med disse, mens kreditforeninger og pensionskasser kun synes at spille en marginal rolle.

Nogle virksomheder har ud over de ovennævnte interessenter også haft kontakt til forskellige typer af "bevægelser". Hver sjette virksomhed har således været i dialog med miljøbevægelser, og lige så ofte har naboer været inddraget i processen. Forbrugerbevægelserne har derimod kun været i dialog med 5 % af virksomhederne.

Kredsen af interessenter

Samlet tegner der sig et billede af, at virksomhederne i praksis mest går i dialog med de oplagte interessenter, som de under alle omstændigheder er jævnligt i kontakt med; nemlig leverandører, kunder, medarbejdere og myndigheder, samt aktionærer for så vidt disse er relevante. Blandt de nye interessenter der har været fokus på i de senere år, noterer man sig imidlertid, at kun brancheforeninger og til dels forsikringsselskaber indgår i en sådan dialog, mens de interessenter, der ikke har en direkte relation til virksomhederne, såsom bevægelser og naboer, stadig kun inddrages meget sparsomt.

I dialogen med interessenterne skiller de EMAS-registrerede virksomheder sig ud fra de miljøcertificerede ved, at de hyppigere har været i kontakt med de enkelte grupper af interessenter, om end forskellene ikke er markant store.

EMAS-virksomheder

De EMAS-registrerede virksomheder har bedre anledning til at gå i dialog med deres interessenter, i og med at de har en miljøredegørelse, der kan offentliggøres. Vi har derfor spurgt om hvilke interessenter har givet respons på miljøredegørelsen. Som det fremgår af figur 33, er det primært kunder, men også medarbejdere og miljømyndigheder, der giver respons på miljøredegørelserne, efterfulgt af leverandører, Arbejdstilsyn og bankforbindelser. Positivt er det også at notere, at en del virksomheder på baggrund af miljøredegørelsen har været i dialog med miljøbevægelser og naboer.

Figur 33 Se her
Interessenternes respons på EMAS-registrerede virksomheders miljøredegørelse.

Størrelse

Virksomhedernes størrelse har også indflydelse på, hvor hyppigt der er dialog med de enkelte interessenter. Der er en klar tendens til, at des større virksomheder, des hyppigere er der kontakt med de enkelte grupper af interessenter. Dette gælder specielt for kunder, leverandører og medarbejdere. For de nævnte grupper af interessenter gælder, at næsten alle virksomheder større end 250 ansatte er i kontakt med dem.

8.2 Miljømyndighedernes dialog med virksomhederne

Miljømyndighedernes rolle

Miljømyndighederne er en af virksomhedens væsentligste interessenter, som de fleste er i dialog med under indførelsen af miljøledelse. Dette er som nævnt forventeligt, i og med at så mange af virksomhederne har en miljøgodkendelse. Miljømyndighederne har derudover en interesse i at være med til at stimulere virksomhederne til at indføre miljøledelse. I den eksisterende regulering er der lagt op til, at virksomheder, der indfører miljøledelse, får nogle fordele i relation til f.eks. nedsættelse af tilsynsgebyrer⁷, mulighed for at få en rammegodkendelse etc. I de senere år har myndighedsrollen endvidere været til debat, og en konsensus om, at man skal lave mere vejledning frem for kontrol, har bredt sig blandt medarbejderne i de kommunale og amtslige forvaltninger. I mange henseender er myndighederne da også begyndt at øve sig i at føre et "situationstilpasset tilsyn", hvor de over for de "gode" virksomheder kan være vejledende, inspirerende etc. Dette kommer blandt andet til udtryk i mange af de lokale og regionale programmer og projekter, der er om indførelse af miljøledelse⁸ og i, at KL har igangsat et projekt om netop opkvalificering af kommunale miljømedarbejdere til mere specifikt at kunne deltage i sådanne processer.

- renere teknologi

Vi har spurgt virksomhederne, hvordan de opfatter miljømyndighedernes rolle inden for forskellige områder for nærmere at se, hvor godt de nye tendenser i tilsynsrollen har bredt sig i de lokale forvaltninger. Som det fremgår af figur 34, er virksomhedernes opfattelse af miljømyndigheden stadig, at disse primært er kontrollanter. I et vist omfang har miljømyndighederne også i "høj grad" eller til "en vis grad" vejledt om renere teknologi og systematiske miljøforbedringer. Dette indikerer som tidligere nævnt, at renere teknologi-strategien nu er ved at have bundfældet sig ikke bare i virksomhedernes udstrakte brug af renere teknologier, men også ved at myndighederne i et vist omfang er i stand til at kunne håndtere denne type af vejledning (Christensen et al., 1997). Taget i betragtning at renere teknologi har været omtalt i miljøloven siden 1986-ændringen, og at der i samme periode har været 3 handlingsplaner (støtteprogrammer) for udvikling og spredning af renere teknologier, kan resultatet imidlertid synes pauvert. Men det viser om ikke andet, hvilke tidshorisonter man må arbejde med, hvis mere radikale ændringer af reguleringskoncepter og –filosofier skal finde sted.

- miljøledelse

Når det drejer sig om vejledning om miljøcertificering, hvordan man organiserer miljøledelse og i det hele taget at være inspiratorer for virksomhedernes igangsætning af miljøledelse, så står det lidt sløjere til. Miljømyndighederne spiller tilsyneladende næsten ingen rolle på dette felt. Med disse nye emner at vejlede i kan vi givetvis også forvente en tidshorisont på mindst 10 år, inden det begynder at give resultater.

Virksomhedernes opfattelse af miljømyndighedernes rolle afhænger også lidt af, hvor store virksomhederne er. De helt store virksomheder føler generelt ikke, at miljømyndighederne har vejledt om hverken renere teknologi eller miljøledelse.

Virksomhedernes brug af netværket

Virksomhedernes netværk

Et andet perspektiv på virksomhedernes samspil med deres interessenter er, hvordan de selv formår at gå i dialog med forskellige parter og at udnytte deres viden og kompetence til at få etableret et velfungerende miljøledelsessystem. Vi har gennem hele rapporten set, hvordan virksomheden har benyttet sig af konsulenter, inddraget medarbejderne og ansat nye medarbejdere samt været i dialog med en række interessenter. Men derudover udnytter virksomhederne selvfølgelig en række andre muligheder for at få tilført viden og erfaringer. I Danmark har en række institutioner oparbejdet en viden, som virksomhederne kan trække på. Det gælder dels konsulentbranchen og det teknologiske servicenet, dels uddannelsesinstitutioner og myndigheder.

Vi har spurgt virksomhederne, hvilke institutioner de har benyttet til hjælp og assistance i deres arbejde med miljøledelsessystemet. Som det fremgår af figur 35, har lidt over halvdelen af virksomhederne været i kontakt med konsulenter, mens halvdelen har været det med kommunen. Amt og Arbejdstilsyn indgår aktivt i netværket omkring en femtedel af virksomhederne, medens teknologiske institutter benyttes af 29 % af virksomhederne og brancheforeningerne af 24 %. Endelig har en del af virksomhederne benyttet sig af de erfaringer, de kan hente ud af ERFA-grupper.

Figur 35 Se her
Virksomhedernes benyttelse af deres netværk ved indførelse af miljøledelse.

Som det fremgår, er der ret mange forskellige institutioner i virksomhedernes netværk, som de kan trække på. Hyppigst bruger virksomhederne de "traditionelle" institutioner i netværket; nemlig konsulenter⁹, myndigheder, brancheforeninger og teknologisk institutter. Men derudover er der en underskov af andre institutioner, som kan hjælpe og støtte virksomhederne med dele af den viden og kompetenceopbygning, der er nødvendig for at opbygge miljøledelse. Der er således blevet hentet støtte fra såvel universiteter, AMU-centre, handelsskoler og tekniske skoler. Der er således i dag et hav af muligheder for at få hjælp til at lave miljøledelse, og virksomhederne forstår tilsyneladende udmærket at udnytte de dele af deres netværk, der i den givne sammenhæng er relevante for dem.

Brancheforskelle

Set i forhold til de tre undersøgte brancher tegner der sig et billede af, at de bruger lidt forskellige komponenter i deres netværk. Grafisk industrier bruger hovedsageligt konsulenter, brancheforening og myndigheder, hvilket understøtter hvad vi også tidligere så, nemlig at brancheforeningen spiller en ualmindelig stor rolle inden for det grafiske område. For tekstilindustrien er det konsulenter, teknologiske institutter og myndighederne, der er de væsentligste parter i netværket, mens det for jern- og metalindustrierne er konsulenter, teknologiske institutter og Arbejdstilsynet, som er de tre hyppigst benyttede parter i netværket.

_________________________________________