[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Airsparging og jordventilation med vandrette boringer

1. Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Formålet med teknologiudviklingsprojektet
1.3 Rapportens opbygning og afgrænsning

1.1 Baggrund

Baggrunden for teknologiudviklingsprojektet er, at Miljøstyrelsen i forbindelse med uddelegering af depotmidler til amterne har iværksat en række udviklingsprojekter til belysning af forskellige oprensningsteknologier. Disse er i første omgang tre teknologier: Jordventilation, air-sparging og reaktiv permeabel væg. Herudover er der igangsat et projekt med dampinjicering i kombination med jordventilation, og inden for det næste år forventes flere projekter.

Lokaliteter, hvor udviklingsprojekterne gennemføres, er udvalgt af Miljøstyrelsen efter forudgående prioritering af amterne, DSB og Forsvaret samt private bygherrer. Ud fra en vurdering af grundenes geologi og forureningssituation er der prioriteret en række grunde til projekterne.

Dette projekt er relateret til en oprensning, hvor der er foreslået en kombineret airsparging og jordventilationsløsning. Projektet fokuserer i lige grad på airsparging og jordventilation, da der i det aktuelle projekt er en kobling af disse to teknologier.

1.2 Formålet med teknologiudviklingsprojektet

Det overordnede formål med teknologiudviklingsprojektet er for airsparging og jordventilaton at:

dokumentere metoderne under danske forhold
fastlægge dimensionsgivende parametre
fastlægge det nødvendige moniteringsprogram til drift og indkøring
fastlægge det nødvendige moniteringsprogram til afslutning af en sådan oprensning
udarbejde retningslinier for dimensionering, drift og afslutning af sådanne oprensninger, der kan anvendes af bygherrer, myndigheder og rådgivere

1.3 Rapportens opbygning og afgrænsning

Rapportopbygning

I rapportens kapitel 1-3 beskrives baggrunden for og omfanget af teknologiudviklingsdelen relateret til afværgeprojektet. Ligeledes resumeres informationer om historik, geologi, forureningsudbredelsen samt den gennemførte risikovurdering, alt baseret på de gennemførte forureningsundersøgelser.

Detailprojekteringsfasen

I rapportens kapitel 4 beskrives gennemførte aktiviteter omkring ventilations- og airspargingtest samt dimensionering af det samlede afværgekoncept med vandrette filtre. Endvidere beskrives specifikationerne for de vandrette boringer/filtre, herunder forhold omkring selve borearbejdet. Endelig beskrives behandlingsanlægget og SRO-overvågning, samt forhold vedrørende drifts- og moniteringsprogrammer.

Anlægsfasen

Rapportens kapitel 5 beskriver de gennemførte anlægsarbejder, herunder etablering af moniteringsboringer, vandrette afværgeboringer samt behandlings- og SRO-anlæg. Dette afsnit har karakter af en erfaringsopsamling for anlægsfasen.

Resultater/Baseline Study

I rapportens kapitel 6 beskrives resultaterne af det gennemførte "Baseline Study", der omfatter en detaljeret beskrivelse af forureningsudbredelsen baseret på det etablerede net af nye moniteringsboringer. Endvidere er nedbrydningsprocesser i både mættet og umættet zone beskrevet, idet disse processer forventes at have betydning for oprensningsforløbet.

Afgrænsning

Denne rapports formål er ikke at redegøre for hvordan jordventilations- og airspargingsystemer designes og installeres. Det er i stedet søgt at beskrive specielt designprocessen og hvilke valg, der er foretaget på den aktuelle sag.

I denne delrapport er der ikke medtaget moniteringsresultater efter anlæggets start. Disse resultater vil løbende blive afrapporteret under oprensningsforløbet som selvstændige statusrapporter for drift og monitering.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]