[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

EU, Danmark og miljøreglerne

BILAG 1: ORDLISTE

Her gives en kort forklaring på nogle af de termer, der anvendes i rapporten. De angives i alfabetisk orden.

28-30: Forbyder tekniske handelshindringer. Artikel 30 giver mulighed for at gøre undtagelse fra forbuddet.

37: Giver hjemmel til at vedtage regler, der omhandler landbrugspolitik

94: Er den tidligere hjemmel for regler om det indre marked.

95: Er den hjemmel, der efter vedtagelsen af EF-pakken i 1986 anvendes for indre markedsregler. Artiklen indeholder miljøgarantien.

175: Giver hjemmel til at vedtage regler vedrørende miljøspørgsmål. Indebærer altid minimumsharmonisering.

308: Giver hjemmel til at vedtage regler, som er omfattet af EF-traktatens mål, men hvor der mangler en specifik hjemmel. Artiklen kan anvendes alene, men var inden at artikel 175 blev indføjet i traktaten, ofte kombineret med artikel 94 i forbindelse med vedtagelse af miljøregler.

Beskyttelsesklausul: En bestemmelse, der kan indføres i et direktiv, der medfører totalharmonisering. Klausulen gør det muligt for en medlemsstat midlertidigt at gennemføre nationale regler og dermed tilsidesætte direktivets regler. Typisk gælder det, at de nationale regler kan tilsidesættes af Kommissionen eller at Kommissionen kan fremsætte forslag om at ændre direktivet for at imødekomme de hensyn, der var grundlag for de nationale regler.

Direktiv: En type retsakt, der kan vedtages af Rådet eller af Kommissionen, når den har fået bemyndigelse hertil. Direktiver skal gennemføres i nationale regler.

EF-pakken: Slang for Fællesakten, der ændrede Romtraktaten på en række punkter, bl.a. indføjedes artikel 95 og 175 (100A, 130S) og målsætningen om at gennemføre det indre marked inden 1993.

Forordning: En type retsakt, der kan vedtages af Rådet eller af Kommissionen, når der foreligger bemyndigelse hertil. Forordninger gælder umiddelbart i medlemsstaterne, uden at der skal udstedes nationale regler.

Frihandelsklausul: En bestemmelse, der kan indføjes i et direktiv, og som medfører, at medlemsstaterne ikke kan forbyde produkter, der opfylder reglerne i direktivet.

Komitéprocedure: En procedure, der anvendes når Rådet giver Kommissionen kompetence til at vedtage regler. Der er tre hovedtyper af Komitéprocedurer, og alle typer indebærer, at Kommissionen skal fremsætte et forslag til en komité, der består af embedsmænd fra de forskellige medlemslande. Ved procedure I er komitéen kun rådgiverne. Ved de to andre procedure typer er der forskellige måder at inddrage Rådet, hvis komitéen ikke kan blive enige med Kommissionen. Procedure II og III har hver to varianter, a og b. Procedure IIIb giver Rådet mest magt ved at bestemme, at Rådet kan vælte Kommissionens afgørelse med simpel flertal. IIIa er ofte anvendt.

Her kan Rådet træffe anden afgørelse med kvalificeret flertal.

Miljøgarantien: Slang for artikel 100A, stk. 4 (nu artikel 95, stk. 4 og 5). Efter ikrafttrædelsen af Amsterdamtraktaten henviser udtrykket til stykke 4 og stykke 5, der giver en medlemsstat mulighed for at opretholde og indføre nationale særregler. Det er EF-domstolen der i sidste ende kan vurdere om berettigelsen af den nationale særregel.

Minimumsregler: Betyder, at en medlemsstat kan vedtage strengere regler under iagttagelse af traktatens øvrige regler, herunder artikel 30 (nu artikel 28).

Sikkerhedsklausul: Se beskyttelsesklausul

Tilpasning: Udarbejdes af Kommissionen, når Ministerrådet har givet denne beføjelse i et direktiv til at foretage ændringer til dette, oftest i bilagene. Tilpasninger foretages ofte ved en komitéprocedure.

Totalharmonisering: Et udtryk for EU-regler, der medfører, at medlemsstaterne ikke kan indføre nationale regler, som er anderledes end EU-reglerne. Det afhænger af formuleringen af det enkelte direktiv, om der er tale om en totalharmonisering eller ej. Retsakter, der indeholder en frihandelsklausul og en forpligtelse for medlemsstaterne til ikke at tillade andre produkter end dem, der opfylder direktivet, medfører dog altid en totalharmonisering.