[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Typegodkendelsesordning for minirenseanlæg

3. Belastninger og renseklasser

3.1 Anlægsstørrelser og antallet af tilsluttede boliger
3.2 Enhedsbelastninger mv.
3.3 Anvendelse af minirenseanlæg til øvrigt spildevand
3.4 Renseklasser

3.1 Anlægsstørrelser og antallet af tilsluttede boliger

I bekendtgørelsen er der fastsat 6 standard anlægsstørrelser for minirenseanlæg, jf. nedenfor tabel 1.

Ved dimensionering af et minirenseanlæg skal belastningen på anlægget bestemmes. I bekendtgørelsens bilag 1 angives enhedsbelastninger i døgnmiddelværdier, og i bekendtgørelsens bilag 2 angives det maksimale antal tilsluttede husstande pr. minirenseanlæg med en given anlægskapacitet. De anførte belastninger er før en eventuel bundfældningstank.

Den mindste anlægskapacitet, et anlæg i følge bekendtgørelsen kan godkendes for, er 5 PE, svarende til belastningen fra en husstand med maksimalt 5 fastboende personer. Ved anlæg, hvor der tilsluttes 2 husstande, skal der tilsvarende anvendes et typegodkendt anlæg med en anlægskapacitet på 10 PE. Ved tilslutning af flere helårsboliger til et minirenseanlæg er der indregnet en samtidighedsfaktor - forstået således at sandsynligheden for samtidig maksimal belastning af anlægget bliver mindre med antallet af tilknyttede husstande. Den beregnede belastning pr. husstand reduceres derfor, således at der f.eks. ved et anlæg til 30 PE kan tilsluttes 9-10 husstande, jf. nedenstående tabel 1.

Det er vigtigt, at der ved anden benyttelse af en helårsbolig udføres en mere nøjagtig belastningsopgørelse af fastboende personer (PE) for at vælge den rette anlægsstørrelse for minirenseanlæg.

Tabel 3.1

Standard anlægsstørrelse og tilsluttede boliger.

Anlægskapacitet Antal tilsluttede helårsboliger
5 PE 1
10PE 2
15 PE 3 - 4
20PE 5 - 6
25 PE 7 - 8
30 PE 9 - 10

Dimensionering

Det påhviler producenten ved dimensionering af minirenseanlæg at sikre, at disse standard anlægsstørrelser for minirenseanlæg er i stand til at optage den døgnvariation, der er på vand- og stofmængder fra små spildevandsudledninger. Der skal ligeledes tages hensyn til udligning af vandstrømmen og renseeffektivitet i en eventuel bundfældningstank.

3.2 Enhedsbelastninger mv.

Minirenseanlæg omfattet af bekendtgørelsen bliver kun afprøvet og kontrolleret for tilledning af husspildevand med en mængde og sammensætning som almindeligt forekommende spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter.

Spildevand, der tilledes anlæg omfattet af bekendtgørelsen, må derfor ikke som udgangspunkt indeholde andre stoffer, end hvad der sædvanligvis forekommer i spildevand fra husholdninger, eller have væsentlig anden sammensætning.

Miljøfremmede stoffer

Husspildevandet må herunder ikke indeholde væsentlige mængder af miljøfremmede stoffer som tungmetaller, organiske opløsningsmidler, toksiske stoffer, kraftige rengøringsmidler, malerrester, fenoler, klor og lignende.

Endvidere må overfladevand fra befæstede arealer og drænvand ej heller i udgangspunktet tilledes et typegodkendt minirenseanlæg. Såfremt anlægget tilledes overfladevand eller drænvand skal anlægget være dimensioneret herfor. Anlæg, hvor der tilledes overfladevand eller drænvand, kan ikke anvendes til afprøvning i forbindelse med en typegodkendelse.

I typegodkendelsesbekendtgørelsen er der i forhold til spildevandsbekendtgørelsens definition på PE fastlagt specielle enhedsbelastninger for husspildevand. Det er sket under hensyn til den seneste videnskabelige viden om spildevandssammensætning.

Enhedsbelastning for 1 PE

Spildevandssammensætningen for husspildevand svarende til 1 PE er i bekendtgørelsen angivet som anført i nedenstående tabel:

Tabel 3.2

Spildevandssammensætning for 1 PE som døgnmiddelværdi.

Parameter Enhed

Total

Toilet-
spildevand

Gråt spildevand

Vandmængde l/døgn/PE

150

   
BI5 g/døgn/PE

60

25

35

Total-N g/døgn/PE

13

11

2

Total-P g/døgn/PE

2,5

2

0,5

Ammonium-ammoniak-N = 0,7 x total kvælstof

Spildevandstemperatur i indløb til renseanlæg: 7-80oC.

BI5 : Biologisk iltforbrug ved 20 o C i 5 døgn.

Total-N: Total kvælstof

Total-P: Total fosfor

3.3 Anvendelse af minirenseanlæg til øvrigt spildevand

Minirenseanlæggene er som ovenfor nævnt kvalitetsmæssigt alene afprøvet og kontrolleret for tilledning af husspildevand fra helårsboliger.

Ved spildevand med en sammensætning, som afviger væsentligt fra almindeligt husspildevand, eller hvor der forekommer større og længerevarende tilledninger af spildevand, kan den almindelige ansættelse af belastninger og anlægstørrelser i henhold til bekendtgørelsen ikke benyttes.

Øvrigt spildevand

Tilledes der spildevand med en anden karakter end husspildevand fra andet end egentlige boliger, må belastningen i stedet beregnes konkret udfra spildevandets sammensætning sat i forhold til bekendtgørelsens PE-definition, og herudfra skal man vælge den nødvendige anlægsstørrelse af de 6 mulige, således de stillede udlederkrav for den givne renseklasse kan opfyldes. Som vejledning for denne belastningsopgørelse kan anvendes omsætningstabellen i denne vejlednings bilag 1.

Det er bl.a. følgende typer af spildevandsudledninger, der kræver en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde:

  • Tømning af større badekar/bassiner større end 250 liter, særligt hvis vandet er klorholdigt.
  • Malke/mælkerum
  • Toiletbygninger
  • Processpildevand fra virksomheder, herunder frisørsaloner, fotografer, værksteder, landbrug.

Processpildevand kan ved særskilt behandling eventuelt tilledes minirenseanlægget. Producenten skal i hvert enkelt tilfælde dokumentere forbehandling af processpildevandet og at den opgjorte belastning på minirenseanlægget i PE ikke overskrider anlæggets kapacitet. Dette skal forelægges myndigheden, der skal meddele udledningstilladelse for anlægget, hvilket for anlæg mindre end 30 PE er kommunalbestyrelsen.

3.4 Renseklasser

Udløbet fra renseanlægget skal overholde de udløbskrav, som er angivet for parametre i de enkelte renseklasser som angivet i tabel 3.

Tabel 3.3

Rensekrav for de enkelte renseklasser.

Renseklasser

BI5 (mod.)
(mg/l)

NH3 + NH4 -N (mg/l)

Total-P
(mg/l)

SOP

10

5

1,5

SO

10

5

 
OP

30

 

1,5

O

30

   

Der er benyttet følgende betegnelse for renseklasserne:

O : Reduktion af organisk stof

SO: Skærpet krav til reduktion af organisk stof samt nitrifikation

P : Reduktion af fosfor

BI5 (mod.): modificeret analyse af BI5 når nitrifikationen forhindres.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]