[Forside] [Indhold] [Næste]

Miljødialog med kollegaer

1. Den interne miljødialog

Denne håndbog er henvendt til dig, der til daglig er ansvarlig for den interne dialog om miljøforhold. Håndbogen er særlig anvendelig, hvis du ikke er rutineret i intern kommunikation, fordi din hovedopgave indtil videre har været af miljøfaglig eller teknisk karakter.

En vellykket intern dialog om miljø kan gøre dine kollegaer mere interesserede i miljøarbejdet, og de vil i højere grad tage del i de opgaver, som I sammen beslutter jer for. Engagementet kan lette dit arbejde og øge chancen for, at virksomheden får et succesfuldt miljøarbejde.

Håndbogen tager udgangspunkt i, at jeres virksomhed har besluttet sig for at styrke miljøarbejdet via en række forskellige initiativer. Det kan være miljøstyring – enten som husmandsmodel eller et certificerbart miljøledelsessystem - indførelse af renere teknologi, miljømærker eller lignende.

Med et målrettet miljøarbejde kommer der fokus på det interne samarbejde og dialogen om miljø. Som anvarlig for virksomhedens miljøarbejde vil du ofte skulle tage stilling til hvilke emner, der skal kommunikeres om og under hvilke former, dialogen skal foregå. Derfor består denne håndbog af en række konkrete råd, som du får brug for uanset hvilket miljøprojekt, du er i gang med.

Hvis I allerede er ved at opbygge et miljøledelsessystem eller allerede har et ISO 14001 certifikat eller en EMAS-registrering, ved du, at der er formelle krav til den interne dialog og uddannelse. I det daglige arbejde kan det være svært at adskille den interne kommunikation og dialog fra træning og uddannelse – hvornår er det det ene og hvornår det andet? 
I denne håndbog betragtes uddannelse som en del af dialogen, og håndbogen indeholder en række råd til træningsmuligheder.

Der er forskellige typer problemer, som kan gøre det svært for dig at sætte gang i en intern dialog om jeres miljøforhold. Det kan være, at:
• du mangler erfaring med intern kommunikation
• ledelsen ikke har afsat tid og penge til opgaven 
• forskellige interne beslutningstagere ikke bakker miljøarbejdet tilstrækkeligt op
• kollegaerne er umotiverede 
• formålet med jeres miljøprojekter er uklare
• aktiviteten er for lav, når miljøprojekterne gennemføres
• det er svært at fastholde dine kollegaers opmærksomhed og aktivitet
• kollegaerne ikke læser den skriftlige kommunikation

Hvis du er bevidst om de krav, dialogen stiller til dig og tilpasser dialogen til beslutningstagernes og kollegaernes virkelighed, er du allerede godt på vej. Dialogen kan blive et aktiv for dig, når du planlægger og gennemfører miljøprojekter, og når du skal fastholde engagementet og skabe viljen til en ekstra indsats.


[Forside] [Indhold] [Næste] [Top]