[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljødialog med kollegaer

6. Hvordan kan du tilrettelægge dialogen før et miljøprojekt?

Forberedelserne til en miljøindsats stiller særlige krav til den dialog, du skal føre med de kollegaer, som bliver inddraget i projektet. Det gælder uanset, om jeres miljøindsats vedrører:
• indførelse af renere teknologi
• en styrkelse af produkternes miljøprofil
• indførelse af miljøledelse 

Det er ikke nok at få en enkelt miljøspecialist til at være ansvarlig for gennemførelsen af indsatsen eller projektet. Det giver ikke en langsigtet effekt, og den opnås kun, hvis miljøarbejdet gennemsyrer hele organisationen.

Det er således ikke nok, at du kun får udviklingsfolkene gjort interesserede i miljøspørgsmål, hvis det handler om udvikling af et mere miljørigtigt produkt. Hele organisationen skal inddrages og engageres, således at produktionsfolkene kan se hensigten med at ændre i produktionen for at producere et nyt produkt, og således at salgsfolkene kan se fordelene ved det nye produkt og er motiverede for at udarbejde en salgsstrategi herfor med behørig miljødokumentation.

6.1 Vær opmærksom på de uformelle kanaler

Du kender allerede de formelle kommunikationsgange. Men du bør også overveje, om der i virksomheden er uformelle kommunikationskanaler og fora, som egner sig til eller allerede bliver brugt til at diskutere miljøindsatsen. Som oftest er det i de uformelle fora eller kanaler, den reelle evaluering af indsatsen foregår, og herigennem kan du finde både ros og ris af indsatsen.

De uformelle kanaler og fora kan du identificere ved at undersøge, hvordan forskellige idéer og forslag på miljøområdet tidligere er kommet frem uden om de officielle kanaler:
• Hvem har talt om hvad og hvornår?
• Hvordan plejer idéer at opstå og blive iværksat?

Det er ofte også de kanaler og fora, der bruges til at evaluere andre forhold i virksomheden. De uformelle kanaler kan fx være:
• samtaler under arbejdet
• spise- og kaffepauser
• samtaler i omklædningsrum o.lign.

6.2 Bliv enige om, hvad I forstår ved miljø

Ordet miljø bliver tillagt mange forskellige betydninger. Ofte er der delte meninger om, hvilke forhold, der skal medtages, når det drejer sig om miljø. Skab derfor en fælles forståelse i virksomheden om, hvad I mener med miljø.

Hvis I ikke allerede har gjort det, bør du tage initiativ til en diskussion med dette formål for øje. Dit bidrag til en sådan diskussion kan fx være:
• en oversigt over, hvordan virksomhedernes produkter påvirker natur og mennesker set i et livscyklusperspektiv. Oversigten kan give en ramme til at forstå, hvordan virksomheden påvirker miljøet
• en oversigt over virksomhedens samlede forbrug af råvarer og materialer og tilhørende emissioner. Oversigten kan bruges til at gå i detaljer med, hvordan I påvirker miljøet, og hvad der kan gøres
• en oversigt over de største lokale, regionale og globale miljøproblemer. Oversigten kan danne grundlag for diskussionen om, hvad I ønsker at lægge i begrebet miljø

I forbindelse med introduktionen kan du fx benytte video, tv-udsendelser, diasshow eller lignende. Der findes efterhånden en del materiale om emnet, som du kan låne via Grøn Information eller Statens Filmcentral.

6.3 Skab et fælles overblik over miljøpåvirkningerne

Ethvert projekt bør begynde med, at du eller en gruppe af kollegaer skaber et fælles overblik og status over de relevante miljøpåvirkninger. Så kender I udgangspunktet, og I har mulighed for at måle og dokumentere de miljøforbedringer, der forhåbentlig kommer ud af projektet. Kortlægning af alle miljøforhold er obligatorisk i forbindelse med miljøledelse.

Kollegaerne ved, hvor skoen trykker, så inddrag dem i vurderingen af miljøstatus. Det skaber sammenhæng mellem aktiviteter og påvirkninger, og gør det igen nærværende og skaber dermed motivation.

Kollegaerne har ofte en stor viden om produktionen, og på mange virksomheder er de en væsentlig ressource, når I skal miljøoptimere produktionen eller indføre miljøledelse. De har samtidig en interesse i at sikre, at der bliver taget hensyn til arbejdsmiljøet ved udvikling af nye processer og produkter.

Nedsæt en række arbejdsgrupper, som får et afgrænset område/emne at kortlægge og præcise anvisninger på, hvilke data de skal indsamle. Sørg for at aftale hvordan I gennemgår data og uddrager konklusioner. I begyndelsen af arbejdet bør grupperne enten sammensættes af folk fra det samme arbejdsområde eller af de mest interesserede på arbejdspladsen. Først når I har prioriteret arbejdsopgaverne, kan I sammensætte arbejdsgrupper, der arbejder med tværgående temaer, som fx energibesparelser eller reduktion af affald.

Det er vigtigt, at miljøarbejdet er nærværende for den enkelte. Det kan du gøre ved at lade vedkommende – alene eller i en gruppe - udarbejde et simpelt grønt regnskab for sin egen arbejdsplads, afdeling eller produktionslinie, uanset om de er svejsere, trykkere, bogholdere, indkøbere eller sælgere. Enhver arbejdsplads påvirker på sin egen måde virksomhedens samlede miljøbelastning. 

Bemærk at mange kollegaer via deres beslutninger, gode råd og dialog i øvrigt kan have stor indflydelse på virksomhedens miljøpåvirkninger.

Du kan bruge kantinemøder for alle medarbejdere til at øge den fælles miljøforståelse. Alternativt kan du lade årets idrætsdag, skovtur eller lignende blive erstattet af en miljøtemadag, hvor medarbejderne skal få væsentlige miljøforhold ind på livet gennem konkrete oplevelser.

6.4 Lad dialogen afgøre, hvad der er væsentlige miljøforhold

Set fra et miljøteknisk synspunkt er visse miljøforhold vigtigere end andre – men er de miljømæssige kriterier de eneste kriterier, der er afgørende? Kan der også være tale om andre kriterier?

En af de vigtigste opgaver i den interne miljødialog er at beslutte, hvilke miljøforhold det er mest væsentligt at gøre en indsats over for. Du kan bruge tjeklisten til at finde frem til, hvilke kriterier og begrundelser I vil anvende for at udvælge de miljøforhold, I fokuserer på i det videre arbejde. Det er især en væsentlig opgave i forbindelse med miljøledelse.

Inddrag derfor både ledere og kollegaer i dialogen om væsentlighed. Hold et frokostmøde eller gå-hjem møde, hvor du forklarer, hvad der er afgørende for, om et miljøforhold er væsentligt eller ej. Spørg kollegaerne, om de mener, at der er nogle kriterier, de lægger mere vægt på end andre. 

Generelt bør man aldrig kalde noget for mindre væsentligt, hvis nogle kollegaer gerne vil arbejde med det – motivation for at arbejde med et særligt emne er en væsentlig faktor i sig selv.

Vurdering af om miljøforhold er væsentlige Ja Nej
1. Forekommer miljøforholdet i store mængder, som ændrer 
eller beskadiger miljøet?
   
2. Vil miljøforholdet medføre skader på, gener for eller forbedringer 
for mennesker, dyr eller flora, indgår der fx miljøfarlige stoffer?
   
3. Er miljøforholdet af interesse for medarbejderne?    
4. Er miljøforholdet af interesse for andre aktører: 
Naboer, kunder, aktionærer m.fl.?
   
5. Er miljøforholdet reguleret af miljølovgivningen/underlagt miljøvilkår?    
6. Er miljøforholdet omfattet af globale, nationale eller 
regionale mål og retningslinier?
   
7. Er miljøforholdet underlagt koncernens/virksomhedens 
egne politikker og målsætninger?
   
8. Er miljøforholdet omfattet af regelsæt fra organisationer 
og lignende, som I har tilsluttet jer?
   
9. Vedrører miljøforholdet risiko for unormale driftsforhold, 
uheld eller ulykker?
   
10. Har miljøforholdene nogen betydning for arbejdsmiljøet?    
11. Er der mulighed for en hurtig og let miljø/økonomisk gevinst, 
fx dyr bortskaffelse?
   
12. Udgør miljøpåvirkningen et udviklings/innovationspotentiale?    
13. Er der andre kriterier/årsager til at kalde miljøforholdet væsentligt?    

6.5 Vær forberedt på modstand

Hvis der er en skepsis blandt en stor del af de involverede kollegaer, bør du bruge tid på at diskutere folks begrundelser for at være skeptiske. Ofte vil miljøprojekter blive betragtet som nye ideer, som kan betyde forandringer i dagligdagen – ændringer i daglige rutiner og arbejdets tilrettelæggelse. Og nye ideer til forandring løber tit ind i modstand, hvis man ikke er enige om værdierne bag målene.

Derfor - når du skal fremføre nye ideer på miljøområdet, bør du forberede dig på modstand. Det kan du bl.a. gøre ved at gennemtænke en række argumenter for, hvorfor idéen er god og hvilke fordele, de enkelte kollegaer opnår ved projektet. Brug fx listen i afsnit 4.6 når du skal forberede modargumenter.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]