[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Brug af væsentlighedskriterier ved prioritering af miljøindsatsen

5. Virksomhedernes erfaringer

Resultaterne af interviewene kan samles i følgende punkter. Hvert punkt er ikke nødvendigvis gældende for alle virksomhederne, men viser hovedindtrykkene.

Virksomhederne tager afsæt i lovkrav og ekspertvurderinger

Eftersom virksomhederne som minimum skal overholde gældende lovkrav, blev myndighedsregulerede forhold naturligt nok udpeget som væsentlige af alle virksomheder. Derudover havde virksomhederne brugt ekstern ekspertbistand til at vurdere, hvilke områder der kunne medføre væsentlige miljøpåvirkninger.

Formålet med at indføre miljøledelse påvirker prioriteringskriterierne

De fleste virksomheder havde klare forretningsmæssige formål med at opnå en miljøcertificering. For det første blev det opfattet som en konkurrenceparameter, for det andet var der en forhåndsforventning om en økonomisk gevinst i form af besparelser og for det tredje skulle miljøledelsen også omfatte arbejdsmiljøforhold for at øge medarbejdernes motivation for indsatsen. Disse forhåndsprioriteringer var i høj grad styrende for, hvilke indsatsområder, der blev prioriteret.

Begrebet "væsentligt" bruges bredt

Prioriteringen af indsatsområder foregik i nogle tilfælde før vurderingen af, hvad der er miljømæssigt væsentlige påvirkninger. Dette skyldes formentlig den stærke fokus på at opnå forretningsmæssige fordele ved at opnå et miljøcertifikat. Virksomhederne tog således ikke "objektiv" stilling til, hvad der var miljømæssigt væsentligt, før de prioriterede indsatsen.

Indsatsområderne kommer af sig selv

Som en konsekvens af at myndighedsregulering og forretningsmæssige hensyn (ikke mindst muligheden for økonomisk gevinst) altid var med, havde både kortlægningen og den efterfølgende prioritering fokus på dette. Der dukkede med andre ord normalt ikke meget op, som virksomhederne ikke på forhånd havde besluttet var væsentligt.

Stærk fokus på økonomi

Der var en klar tendens til, at virksomhederne først gjorde seriøse overvejelser omkring miljøledelse, når de havde en fornemmelse af, at de kunne få udgifterne dækket. De generelt valgte kriterier "besparelser på ressourcesiden" og "mest miljø for pengene" understreger den økonomiske betydning i forhold til mere miljøbaserede kriterier. Det skal ikke forstås således, at virksomhederne ikke tog miljøet med i deres overvejelser, men flere sagde direkte, at indsatsens betydning for miljøet var mere sekundær i forhold til den økonomiske og markedsmæssige værdi - det handler om at få et certifikat, som kan bruges i markedsføringen.

Synlighed og konkurrence er afgørende

Synlighed på markedet og konkurrenceevne er en anden væsentlig faktor når virksomhederne beslutter sig for miljøstyring. Samtlige virksomheder vurderede deres strategiske muligheder for øget synlighed og dermed bedre konkurrence på markedet ved miljøledelse. I nogle brancher handler certificering stadig om konkurrencefordele, mens det for grafisk branche, hvor mange er certificerede, er blevet et "must": "Et certifikat handler om nødvendighed og overlevelse" (citat fra grafisk virksomhed). Flere af de grafiske virksomheder supplerede nu certifikatet med miljømærkning (Svanen og Blomsten) af produkterne i forsøget på at distancere sig fra konkurrenterne.

Arbejdsmiljø skal med

Samtlige virksomheder inddrog arbejdsmiljøet på en eller anden måde i deres prioritering af indsatsområder. Medarbejderne er typisk mest motiverede for at forbedre arbejdsmiljøforholdene, og ved at medtage disse opnår virksomhederne således en mere motiveret medarbejderstab, hvilket blev anset for meget betydningsfuldt for en langsigtet miljøindsats. Samtidig prioriterede mange virksomheder synergi-effekter, dvs. at en given indsats skulle være til gavn for både arbejdsmiljøet og det eksterne miljø.

Forsigtig start

En del virksomheder valgte at starte forsigtigt med nogle få indsatsområder. Dels for at være sikre på relativt hurtigt at nå synlige resultater. Dels fordi de ville sikre en rolig opbygning og høst af erfaringer. Dels fordi de var nervøse for, hvordan de kunne blive ved med at sikre løbende forbedringer, hvis de tog meget med fra starten. En af de interviewede virksomheder havde været meget ambitiøs, men havde nu fået problemer med at leve op til ambitionerne og var nødt til at skære ned på indsatsområderne, hvilket sender dårlige signaler og påvirker motivationen negativt.

Den videre miljøindsats kan hæmmes af økonomiske hensyn

Kun få af virksomhederne nemlig dem, som havde været certificeret i længst tid (ca. 3 år), havde udvidet indsatsen siden begyndelsen. Grundlæggende årsager er, at det tager tid at få miljøledelsessystemet til at fungere, og at der ikke var åbentlyse "nye områder", hvor en indsats kunne give hurtige økonomiske gevinster og synlige resultater. En meget tung fokusering på økonomi og konkurrence kan således virke hæmmende for en bredere miljøindsats. Nogle virksomheder fandt det vanskeligt at finde nye indsatsområder, som de kunne få noget ud af også på trods af, at de ikke havde lavet en "bred" indsats fra begyndelsen.

Grønt image

Virksomhederne havde et ønske om at opbygge et grønt image med dertil hørende markedsfordele. På nuværende tidspunkt er det at opnå et miljøcertifikat med til at give et "grønt" image i sig selv, men efterhånden som stadig flere får certifikatet, skal der formentlig mere til for at opretholde et særligt positivt miljøimage. Desuden er der en tendens til, at især større virksomheder med egentlige miljøafdelinger lægger mere og mere vægt på de miljømæssige holdninger hos leverandører og samarbejdspartnere.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]