[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Rådets årsberetning 1998

1. Forord

Tilskud til projekter, der fremmer renere teknologi og genanvendelse, har nu igennem 11 år udgjort et vigtigt element i den forebyggende miljøindsats.

1998 blev et overgangsår med afslutning af handlingsplanerne for renere teknologi og affald og genanvendelse 1993-97, og hvor de nye juridiske og indholdsmæssige rammer blev bragt på plads, og arbejdet med den nye tilskudsordning for renere produkter m.v. begyndte.

I første halvår af 1998 fortsatte Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi sit virke indenfor sine de "oprindelige rammer"og afholdt sit sidste møde i juni 1998.

De juridiske rammer for at yde tilskud til projekter inden for renere teknologi, affald og genanvendelse er fastlagt i Miljøbeskyttelsesloven. De indholdsmæssige rammer for Rådets virke har været fastlagt i handlingsplan for renere teknologi 1993-97, handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 samt program for rådgivning om miljøspørgsmål og arbejdsmiljø i mindre virksomheder 1994-97. Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenede teknologi har afgjort hvilke projekter, der skulle ydes tilskud til og på hvilke betingelser, og Miljøstyrelsen har fungeret som sekretariat for Rådet.

Et nyt råd, Miljørådet for renere produkter, begyndte sit virke i december 1998. Det nye råds arbejde adskiller sig fra det gamle, ved at det ikke længere behandler enkeltansøgninger, men i stedet i samråd med Miljøstyrelsen udstikker de miljøstrategiske retningslinier for administrationen af den nye tilskudsordning og fastlægger en prioriteringsplan for hvert år. Miljøstyrelsen administrerer herefter ordningen i overensstemmelse hermed.

Grundlaget for den nye tilskudsordning er beskrevet i Program for Renere Produkter m.v., december 1998.

Det er med glæde, jeg kan konstatere, at de efterhånden mange tilskudsmidler og projekter har bidraget til at fremme den ønskede udvikling. Jeg er glad for at grundlaget og rammerne for den nye tilskudsordning kom på plads, og at det nye Råd fik begyndt sit virke. Det er derfor mit håb at den nye tilskudsordning for renere produkter m.v. vil bidrage til at øge fokus på behovet for udvikling og afsætning af renere produkter i et livscyklusperspektiv fra vugge til grav.

Årsberetningen fra Rådet gennemgår grundlaget for Rådets arbejde frem til juni 1998. Herefter beskrives en række af de konkrete initiativer, som er blevet iværksat i 1998, samt nogle af de væsentligste resultater af Rådets arbejde. Samlede oversigter over afgivne tilsagn og tilgængelige afrapporteringer fra gennemførte projekter findes i beretningens bilag.

Helge Andreasen
Fungerende formand for Rådet vedrørende
Genanvendelse og mindre forurenende teknologi


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]