[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Livscyklusvurdering og produktorienteret miljøledelse hos
Gabriel A/S

Bilag 5 Gabriels orientering til medarbejderne

Til alle medarbejdere ved Gabriel A/S

Orientering om LCA-projekt

Miljøindsats på produktområdet

Vi har i nogle år fokuseret på miljøpåvirkningerne fra vores produktion og bl.a. blevet miljøcertificeret efter ISO 14001, registreret under EMAS-forordningen og har netop udarbejdet en miljøredegørelse for 1997/98.

Nu er turen kommet til, at vi vil fokusere mere på miljøpåvirkningerne fra vores produkter. Det er ikke blot miljøpåvirkningerne fra vores egen produktion, men også miljøpåvirkningerne fra bearbejdning af råulden, produktion af farvestoffer, kemikalier og emballager samt brug og bortskaffelse af møbelstoffet. Vi vil altså fokusere på de samlede miljøpåvirkninger, der kommer fra produktets livscyklus fra "vugge til grav".

Det fremgår således af vort miljøhandlingsprogram for 1998/99, at vi vil gennemføre livscyklusanalyse (LCA) på egne produkter. LCA-projektet er igangsat i 1998 og skal være afsluttet senest 1/1 2000. Projektet gennemføres i samarbejde med COWI og Dansk Kvalitets Rådgivning og er medfinansieret af Miljøstyrelsen.

Hvad er målet med LCA-projektet ?

Det er målet med projektet at give vore kunder en mulighed for at medtage miljøhensyn ved valg blandt vores møbelstoffer, men ikke ved sammenligning med f.eks. bomuld og læder.

Muligheden for at tage miljøhensyn ved indkøb af møbelstoffer får større og større betydning på kontraktmarkedet, og bl.a. skal det offentlige foretage "grønne indkøb" i henhold til grønne indkøbsvejledninger.

For at kunne give vore kunder mulighed for at tage miljøhensyn kræves, at vi dokumenterer miljøpåvirkningerne fra vores forskellige møbelstoffer og synliggører dem for kunderne i nogle miljødeklarationer.

Miljødeklarationerne skal anvendes i salgsarbejdet, og skal udarbejdes og vedligeholdes af PTA.

Hvordan får vi miljøviden om produkterne ?

For at kunne udarbejde miljødeklarationer for hvert produkt skal vi først have gennemført en livscyklusanalyse.

Livscyklusanalysen består af en indsamling af data om miljøpåvirkninger fra de forskellige processer ved Gabriel samt ved Gabriels underleverandører i ind- og udland. Disse miljødata sammenstykkes og anvendes til at beskrive miljøpåvirkningerne for det enkelte møbelstof.

En række medarbejdere har været involveret i dataindsamlingen, som snart er færdig. De indsamlede data skal anvendes til miljødeklarationerne men også til udvikling af mere miljøvenlige møbelstoffer og til indkøb af mere miljøvenlige råvarer.

Image62.gif (20686 bytes)

Hvordan sikrer vi en fortsat indsats ?

For at sikre en fortsat og kvalificeret miljøindsats på miljøområdet vil vi beskrive udarbejdelse og anvendelse af livscyklusanalyser og miljødeklarationer i procedurer og instruktioner.

Beskrivelsen skal fastholdes gennem en udvidelse af vores miljø og kvalitetsstyringssystem, og skal opfylde en international standard for livscyklusanalyser ISO 14040 .

Til at gennemføre dette arbejde er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af Kurt Nedergaard, Helene Bech Jensen og Hanne Andersen fra Gabriel A/S samt Jørgen Nielsen, COWI og Anders Haahr, Dansk Kvalitets Rådgivning.

Hvad betyder projektet for dig ?

Udover denne skrivelse vil du få nærmere information om projektet på et afdelingsmøde og senere kommer der nærmere information om de færdige resultater.

Men på kort sigt skal du som medarbejder først og fremmest fortsat tage miljøhensyn i dit eget arbejde og på den måde minimere miljøpåvirkninger fra processer og aktiviteter og dermed også miljøpåvirkningerne for møbelstofferne.

Medarbejdere, der arbejder med salg, produktudvikling og indkøb har en udvidet opgave, idet de har større indflydelse på synliggørelse og valg af alternative materialer, processer og aktiviteter. Disse medarbejdere vil derfor få et kursus i produktorienteret miljøindsats.

Nærmere oplysninger om projektet kan fås ved henvendelse til Kurt Nedergaard eller Helene Bech Jensen.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]