[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Livscyklusvurdering og produktorienteret miljøledelse hos Gabriel A/S

5. Miljøvaredeklaration

5.2 Miljøprofilen

Projektets formål, at udarbejde specifikke miljøvaredeklarationer for alle Gabriels tekstiler ud fra generelle bundkort, kan ikke opfyldes.

Årsagen hertil er:

  • Uoverensstemmelse i formål
  • Data usikkerhed og datamangel
  • Manglende effektfaktorer

Uoverensstemmelse i formål

Som beskrevet under "Metode" skulle vi, for at imødekomme deklarationsformålet, afprøve metoden at foretage afgrænsningen af livscyklus uden at forholde afgrænsningen til et konkret produkt.

Konklusionen er, at metoden ikke er fornuftig at anvende. Det skyldes det faktum, at hvad der er en væsentlig miljøpåvirkning i et absolut perspektiv ikke nødvendigvis er det væsentlige, når man ser relativt – dvs. på de enkelte produkter.

De tre tekstiler, der blev udarbejdet livscyklusvurderinger for, blev udvalgt, fordi bundkortene for de væsentligste råvarer og processer til fremstilling af disse tekstiler indeholdt nogle af de mest detaljerede og mindst usikre data. Der var nemlig lagt fokus på indhentning af disse data ved dataindsamlingen, da disse råvarer og processer også i absolut perspektiv var nogle af de væsentligste for Gabriel. Hvis vi derimod tilfældigt havde valgt hvilke tekstiler, der skulle modelleres og udskrives livscyklusvædier for, så havde vi kun i mindre udstrækning bundkort med detaljerede og sikre data til rådighed.

Hvis Gabriel skal udarbejde specifikke deklarationer på enkeltstående produkter på basis af bundkort, og disse deklarationer skal kunne sammenlignes og ikke mindst, hvis de skal anvendes til markedsføring, så er det altid nødvendigt at undersøge, om datagrundlaget i de tilgrundliggende bundkort er specifikke nok til at beskrive det respektive produkt. Dette er ressourcekrævende og ikke mindst en disciplin, som kræver miljøfaglig viden. Derfor er denne model ikke umiddelbart egnet i forbindelse med salg, hvor budskaberne skal være hurtige at fremskaffe og ikke mindst ikke kræver specialistviden og tolkninger for at kunne forstås. Derimod vil modellen kunne anvendes ved design og produktudvikling (forudsat at nedenstående 2 andre forhold også er på plads), da disse discipliner i højere grad kan agere på basis af indikationer, som jo om nødvendigt kan underbygges.

Data-usikkerhed og datamangel

Kemikalier er én af de væsentligste miljøpåvirkninger ved tekstilfremstilling. Datagrundlaget for kemikalier er imidlertid for svagt til at kunne anvendes som grundlag for en miljøvaredeklaration til brug for Gabriel's markedsføring.

At datagrundlaget er for svagt, kan eksemplificeres ved at se på det uldtekstil, som var blandt de tre udvalgte tekstiler. Ud af 12 overfladeaktive stoffer, grundkemikalier og farvestoffer, som blev anvendt i produktionen/bearbejdningen på Gabriel, havde vi kun forbrug og emissioner tilbage til "jord" for 4 af disse stoffer. Data for de resterende stoffer baserede sig på overordnede tal for transport, el- og vandforbrug - typisk hos Gabriels leverandør og dennes underleverandør – dvs. 1-2 trin bagud i leverandørledet. Det vil sige for den væsentligste gruppe af miljøpåvirkninger for et tekstil, har vi kun detaljerede data for omkring 25%. Ved simuleringen af andre af Gabriels produkter på baggrund af de indsamlede data, må dette nødvendigvis (se ovenfor) give en større datamangel med en stadig lige stor data usikkerhed.

Manglende effektfaktorer

Et tredje problem var manglen på effektfaktorer. I de tilfælde, hvor vi har opgjort emissioner og forbrug "tilbage til jord", manglede vi effektfaktorer for 25-30% af forbrugene og emissionerne. Som beskrevet i afsnit 3.2.3 er manglen på effektfaktorer væsentligt højere, når vi kun ser på udledning af kemiske stoffer. Dette gør usikkerheden på de endelige resultater endnu større og dermed er resultaterne ikke umiddelbart egnede som kvantitativt markedsføringsgrundlag.

5.2 Miljøprofilen

For at Gabriel alligevel skulle få resultater, som kan anvendes i markedsføring, omformede vi resultaterne til kvalitative konklusioner. Målet med dette var at undgå, at Gabriels kunder kunne opfatte resultaterne som eksakte beviser for tekstilernes miljøbelastning. Denne kvalitative udgave af en miljøvaredeklaration blev benævnt "Miljøprofil". Et udkast til denne kan ses nedenfor.

Miljøprofil for produkter fra Gabriel A/S

Gabriel er en af Europas førende producenter af uldpolstertekstiler samt andre beslægtede textilprodukter af høj kvalitet.

Uld importeres fra New Zealand p.g.a den særlige kvalitet dette uld har.

Kvalitet er dog ikke den eneste væsentlige faktor for Gabriel - miljø spiller også en vigtig rolle. Derfor skal produktion og distribution ske under hensyn til, at der løbende sker en reduktion af ressourceforbrug, der måtte belaste det ydre miljø. Gabriel opfylder dette via miljøstyring efter den internationale miljøstyringsstandard ISO 14001 og den europæiske forordning om miljøledelse, EMAS.

Gabriels produkters miljø- og sundhedspåvirkninger forbedres løbende. Som noget nyt og banebrydende har Gabriel udarbejdet en livscyklusvurdering af sine produkter. Livscyklusvurderingen af produkterne er udarbejdet og dokumenteret i henhold til den internationale standard ISO 14040: Livscyklusvurdering – Principper og Struktur. For at fastholde et fortsat arbejde med opdatering og anvendelse af resultaterne af livscyklusvurderinger, har Gabriel implementeret ISO 14040-standardens krav i sit eksisterende miljøledelsessystem. Gabriels miljøledelsessystem er derfor nu dokumenteret produktorienteret!

Udarbejdelsen af livscyklusvurderingerne er sket for at synliggøre, hvor de væsentligste miljø-, sundheds- og ressourcepåvirkninger optræder i produkternes livscyklus fra råstofudvinding til fremstilling på Gabriel (vugge til port).

Resultater af livscyklusvurderingen

Uldtekstiler – råstofudvinding til fiberfremstilling

  • Uld er en fornyelig bæredygtig ressource - det vil sige, at det genskabes i takt med, at det forbruges.
  • Den væsentligste miljøpåvirkning ved fremstilling af råuld er den methan fårene udleder.
  • Ved vask af råuld udskilles store mængder lanolin. Lanolin genbruges i kosmetikindustrien eller som energikilde på råuldsvakeriet. Restindhold af fedt og snavs i spildevand fra råuldsvaskeriet renses på effektive rensningsanlæg før endelig udledning.
  • Transport af uld fra New Zealand har en væsentlig betydning for livscyklus p.g.a. et højt energiforbrug.
  • Kartning er den væsentligste proces i uldtekstilers livscyklus p.g.a højt energiforbrug.

Syntetiske tekstiler - Råstofudvinding til fiberfremstilling

  • Syntetiske fibre er fremstillet ud fra råolie, som er en begrænset ressource, der ikke genskabes.
  • Energiforbrug er den væsentligste miljøpåvirkning ved fremstilling af syntetiske fibre og syntetiske tekstiler.

Hjælpestoffer – Råstofudvinding til råvarefremstilling

  • Vaskeaktive stoffer er generelt mindre miljøbelastende at fremstille end farvestoffer.
  • Energiforbrug er en væsentlig miljøpåvirkning ved fremstilling af emballage.

Tekstilfremstilling på Gabriel

Følgende processer bidrager primært til Gabriels:

  • elforbrug: Tørring, kartning, farvning, vævning og vaskning
  • naturgas-forbrug: Farvning og tørring
  • fjernvarme-forbrug: Vævning
  • vandforbrug: Farvning
  • industriaffald: Vævning og kartning

Farveprocessen er væsentlig pga. forbrug af farvestoffer.

Sortfarvning kræver generelt mere farvestof end andre farver.

Brug af polstermøbler:

  • Perchlorrensning betyder en væsentlig forøgelse af tekstilets miljøpåvirkninger over livscyklus.
  • Pletrensning med vand og opvaskemiddel er meget miljøvenligt

Bortskaffelse:

  • Polstertekstiler bør, hvis muligt genbruges, alternativt bør tekstilet sendes til forbrænding for at udnytte energiindholdet i tekstilet.
  • Gabriels tekstiler indeholder ikke stoffer, som er problematiske ved forbrænding.
  • Deponi af tekstiler bør udgås, da energiindholdet derved ikke udnyttes.
  • Uldtekstiler kan komposteres, men omsætningen er meget langsom.

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]