Smitterisici ved håndtering af urin, fæces og spildevand

1. Mikrobiologiske undersøgelser af separat opsamlet humanurin

1.1. Effekt af pH og fortynding på smitstofreduktion af lagret urin
1.2. Gennemgang af artiklen: Survival of Cryptosporidium parvum oocysts in source separated human urine
1.3. Gennemgang af artiklen: Evaluation of feacal contamination and microbial die-off in urine separating sewage systems
1.4. Gennemgang af artiklen: Source separated urine – nutrient and heavy metal content, water saving and feacal contamination
1.5. Gennemgang af rapporten: Källsorterad humanurin – förekomst och överlevnad av fekala mikroorganismer samt kemisk sammansättning
1.6. Gennemgang af artiklen: Förbättringar nödvändiga vid hantering av humanurin i odling

Der er i løbet af de seneste år gennemført en del undersøgelser af de hygiejniske forhold omkring separat håndtering af urin. Undersøgelserne er fortrinsvis gennemført i Sverige, hvor der har været en betydelig interesse i flere kommuner og amter for lokal opsamling af urin mhp. reduktion af spildevandsproduktionen og tilbageførsel af et renere gødningsprodukt end ved udbringning af spildevandsslam.

Human urin bidrager med ca. 50 % af den fosformængde og ca. 90 % af den kvælstofmængde, der normalt tilføres kloaksystemet fra husholdninger. Det er energikrævende at producere kvælstofgødning og mineralsk fosfor er en begrænset ressource, og vil med det nuværende gødningsforbrug være opbrugt indenfor ca. 200 år (Fredrikson 1994). Udspredning af spildevandsslam på landbrugsjord har hidtil været eneste måde at recirkulere næringsstoffer fra by til land. Denne metode indebærer dog også recirkulering af uønskede miljøfremmede stoffer fra afløbssystemet. Derfor er der stigende interesse for udvikling af et økologisk bæredygtigt afløbssystem baseret på separat opsamling og udnyttelse af humanurin som gødning.

I Sverige er der etableret omkring 3000 urinseparerende vandskyllende toiletter (Johansson 1999). Det gælder fortrinsvis i såkaldte økolandsbyer, men der er også planlagt installation af urinseparerende toiletter i etageboliger i større bebyggelser og storbyer (A. Finnson, personlig oplysning). For at skaffe information om forholdene omkring separat urinhåndtering har VA-Forsk i Sverige i de senere år gennemført en række forskningsprojekter indenfor området (Haglund & Olofsson 1997, Malmquist & Stenberg 1997, Haglund 1999, Kärrmann et al. 1999).

Separat opsamling af urin sker ved anvendelse af todelte toiletstole, hvor forreste kammer opsamler urin og det bagerste bruges til bortskaffelse af fæces. Der vil ofte være et begrænset vandskyl på ca. 0,1 liter pr. skyl til transport af urin fra urinseparerende toilet til opsamlingstank. Dette medfører, at urinen bliver fortyndet.

Humanurin er sædvanligvis steril, så længe den befinder sig i blæren, med mindre en person har blærebetændelse eller en anden sygdom, der kan forurene urinen med patogener. Selv om urinen skulle være steril i blæren, kan der dog i forbindelse med den separate opsamling af urin forekomme fækal forurening af urinen, herunder med smitstoffer. Derfor er det interessant at undersøge, hvilken smitstofreduktion der kan opnås ved forskellig lagring af den opsamlede urin.

De parametre, der er afgørende for overlevelsen af mikroorganismer i urinen er fortrinsvis temperatur under lagring, fortyndingsforhold og urinens surhedsgrad. Temperaturen afhænger af årstiden og om urinlagringstanken er nedgravet eller placeret i en kælder eller evt. oven på jorden.

Fortyndingen afhænger af skyllemængden. I et svensk studie blev opsamlet 1,34 liter urinblanding pr. person og dag. Heraf var 0,34 liter skyllevand (Jönsson et al. 1997).

Ved lagring vil urinens pH-værdi relativt hurtigt stige fra pH 6 (frisk urin) til omkring pH 9. Det skyldes at urea, der udgør 90 % af urinens kvælstofindhold (Jönsson et al. 1996) hurtigt omdannes til ammonium (NH₄⁺) ved lagring og de frigjorte hydroxydioner får pH til at stige.

CO(NH₂) ₂ + 3 H₂O <=> 2 NH₄⁺ + CO₂ + 2 OH^-

Omdannelsen af urea til ammonium sker forholdsvis langsomt ved lav temperatur. I en undersøgelse af ufortyndet urin blev fraktionen af ammonium/ammoniak i forhold til total kvælstof forøget fra 8 % til 26 % i løbet af 87 dage, når urinen opbevaredes ved 23°C, mens fraktionen af ammonium/ammoniak af total kvælstof forblev uændret (8 %), når urinen blev lagret ved 4°C (Hellström & Kärrman 1995). I en lignende undersøgelse fandt man, at fraktionen af ammonium/ammoniak steg fra 4,2 % til 6,6 % i løbet af 84 dage og fraktionen steg til 14,8 % af total kvælstof i løbet 126 dage, når ufortyndet urin blev lagret ved 4°C (Hanæus & Johansson 1996). Lagring af fortyndet urin, 1 del urin til 3 dele destilleret vand, gav i samme studium ved 4°C en forøgelse i ammonium/ammoniak fraktionen fra et udgangsniveau på 4,1 % til 18,6 % i løbet af 84 dage med stigning til 23,2 % efter 126 dage.

Hovedparten (> 85 %) af tilført urea er normalt omdannet til ammonium, når der tages urinprøver fra opsamlings- og lagringstanke, selv om disse tømmes op til fem gange årligt (Kirchmann & Pettersson 1995, Olsson 1995, Hanæus & Johansson 1996, Hellström et al. 1999). Omsætningshastigheden kendes ikke, men i et studium er det vist, at omsætningen sker i ledningsnettet inden indløb til opsamlingsbeholderen (Jönsson et al. 1997). En forklaring på den hurtigere omsætning kan dog være, at omdannelsen af urea til ammonium fortrinsvis sker, hvis der er organisk stof til stede. Det hænger sammen med, at nedbrydningen af urea katalyseres af enzymet urease, der forekommer i de fleste tarmbakterier og urinvejspatogener bl.a. Klebsiella, Proteus og Yersinia (refereret i Olsson, 1995). Aktiviteten af urease er størst, når temperaturen ligger mellem 10°C og 17°C.

Stigningen i pH-værdi har en bakteriedræbende effekt (Höglund et al. 1998). Ammoniak (NH3) antages at have tilsvarende effekt (Jenkins et al. 1998). Forholdet mellem ammonium og ammoniak afhænger af pH-værdien. Ved pH 6 er andelen af ammoniak 0,1 %, ved pH 7 er den 1 %, ved pH 8 er den 10 % og ved pH 9 er der ligevægt mellem ammonium og ammoniak, som det ses af nedenstående ligning ved pKa værdi på 9,2.

NH₄⁺ + OH^- <=> NH₃ + H₂O pKa = 9,2

pH-værdien bør dog holdes omkring 9, da der ved højere pH-værdi vil ske en fuldstændig dissociering af ammonium til ammoniak med risiko for at ammoniakken vil fordampe fra urinen og dermed forringe urinens gødningsværdi. I følgende artikel gennemgås bl.a. pH-værdiens indflydelse på inaktiveringen af Cryptosporidium.

Forfattere: Caroline Höglund & Thor Axel Stenström (1999b) Canadian Journal of Microbiology 45:1-7.

Der sker ingen udskillelse af Cryptosporidium parvum gennem urin (Höglund & Stenström 1999), men der er risiko for fækal forurening af urinen med bl.a. Cryptosporidium parvum i forbindelse med den separate urinopsamling i den forreste toiletskål. Det gælder især kvinder og børn, der kan have svært ved at "ramme", såvel som toiletbrugere med diarré.

Overlevelsen af Cryptosporidium parvum i separat opsamlet urin blev undersøgt som del af et bredere studie af mikrobiel risiko ved udnyttelse af urin som gødning i svensk landbrug. Cryptosporidium parvum er en parasitisk protozo, der kan give anledning til mave-tarmsygdomme. Smittespredningen er fækal-oral, men kan også ske ved indtagelse af forurenede fødevarer eller ved direkte kontakt med inficerede personer eller dyr (Juranek 1995 og Stenström 1996).

Oocyster fra Cryptosporidium parvum kan overleve i affald såvel som i vand og er desuden resistente overfor desinfektionsmidler (Finch et al. 1997). Ydermere er deres infektionsdosis lav (Meinhardt et al. 1996). Cryptosporidium parvum er meget udbredt i Sverige, hvor 32 % af al ubehandlet overfladevand (fersk- og saltvand) indeholder oocyster fra Cryptosporidium parvum (Hansen & Stenström 1998).

For at vurdere pH-værdiens indflydelse på overlevelsen af Cryptosporidium parvum oocyster i urinen, blev der gennemført et studium af æggenes overlevelse ved forskellige pH-værdier. Der findes ingen standardmetode til at måle overlevelsen af Cryptosporidium parvum oocyster.

Oocysternes "viabilitet" blev i dette studie målt på tre forskellige måder:
- "excystering": æggenes evne til at frigive sporozoiter
- inclusion eller exclusion af farvestof (dye permeability assay) - kan give mål for beskaffenheden af spozoiternes cellemembran
- fluorescent in situ hybridisering - giver udtryk for spozoiternes evne til at dele sig og øge i antal

Separat opsamlet urin blev indsamlet fra en urinopsamlingstank i et boligområde nær Stockholm. 18 boliger med i alt 30 vandskyllende urinsorterende toiletter var tilsluttet opsamlingstanken. Forholdet mellem urin og vandskyl var 1:3, hvilket tyder på et relativt højt vandforbrug. Urinens pH-værdi var 9,1. Den opsamlede urin blev opdelt i tre dele, som fik justeret surhedsgraden til hhv. pH 5 og pH 7, mens den sidste del bevarede en pH-værdi på pH 9. Der blev tilsat en suspension af Cryptosporidium parvum oocyster mhp. at opnå en ensartet startkoncentration på 8 x 10⁷ pr. ml.

Cryptosporidium parvum oocyster inaktiveredes i løbet af 63 dage ved pH 9, der som nævnt er urins normale pH-værdi ved lagring. Inaktiveringen ved denne pH-værdi var statistisk signifikant bedre end ved pH 5 og pH 7 (p<0,01), hvor 19 % af oocysterne stadig var levedygtige. Testen blev gennemført vha. dye permeability assay. Der blev også gennemført en undersøgelse af oocyst-inaktivering i bufferopløsninger med samme pH-værdier. Der kunne ikke påvises tilsvarende forskel i inaktivering af oocyster i disse buffere med pH 5, pH 7 og pH 9. Det tages som tegn på at inaktiveringen af oocyster i urin ikke udelukkende skyldes urinens surhedsgrad.

I den opsamlede urin var totalkoncentrationen af ammonium (NH₄⁺) 3,3g/L (Jönsson et al. 1998). Ved testforhold med pH 9 og 4 ° C vil der forventes en koncentration af ammoniak (NH₃) på 0,03 mol/L (Svensson 1993), hvilket skulle kunne give en vis inaktivering af oocyster.

Nedbrydning af mikroorganismer i urin kan ske både i opsamlingsbeholderen og i lagringstanken, hvor temperaturen varierer fra 4°C til 20°C (Höglund et al. 1998). De fleste fækale mikroorganismer overlever længst ved lave temperaturer. Det er således vist, at Cryptosporidium parvum oocyster forbliver infektiøse i 5 dage ved 37°C opbevaring, i 14 dage ved 15-20°C og i 60 dage ved 4°C (Sherwood et al. 1982). Nogle oocyster kan også overleve nedfrysning (Fayer & Nerad 1996).

I artiklen har forfatterne på basis af undersøgelsens resultater beregnet den hygiejniske situation omkring opsamling, lagring og udspredning af urin på landbrugsjord. Hvis én familie ud af 25 familier i et boligområde som leverer urin til en fælles opsamlingsbeholder, er smittet med Cryptosporidium parvum, og dermed udskiller oocyster, vil den maximale koncentration af oocyster i urinen være omkring 100 pr. liter. Beregningen er foretaget på baggrund af en udskillelse af 10⁵ oocyster pr. gram fæces i en to-måneders periode, hvor 0,1 % af fæces inficerer urin og derved bringes til urinopsamlingsbeholderen. Hvis urinen lagres i 3 måneder vil koncentrationen af levedygtige oocyster reduceres med ca. 90 % til omkring 10 pr. liter.

På baggrund af den beskrevne undersøgelse antages den svenske praksis, hvor urin lagres i 6 måneder, at være tilstrækkelig til at sikre inaktivering af Cryptosporidium parvum oocyster (Höglund & Stenström 1999b). Det gælder især, hvis man undlader at tilsætte syre for at holde pH neutralt.

Forfattere: Höglund C., Stenström T.A., Jönsson H. & Sundin A. (1998) Wat. Sci. Tech. 38 (6): 17-25.

I denne undersøgelse har man målt koncentrationen og overlevelsen af fækale indikatororganismer og patogener i urinprøver fra opsamlingstanke. Foruden de ovenfor nævnte faktorer (opbevaringstemperatur og urinens surhedsgrad) har man set på effekten af fortynding med skyllevand såvel som indtrængende vand i utætte lagringsbeholdere.

Artiklen beskriver overlevelsen af 9 forskellige mikroorganismer ved:
- to forskellige temperaturer (4°C og 20 ° C)
- tre fortyndingsgrader (ufortyndet, 1:1 og 1:9)
- fire forskellige pH-værdier (pH 4,5, pH 6,0, pH 8,9 (ubehandlet urin) og pH 10,5).

De undersøgte mikroorganismer er følgende:

1. Aeromonas hydrophila, ATCC 35654
2. Clostridium perfringens, isolat fra et tørt afløbssystem
3. Escherichia coli, isolat fra separat opsamlet urin
4. Pseudomonas aeruginosa 233/78
5. Salmonella senftenberg 775 W
6. Salmonella typhimurium (SH4809)
7. Fækale streptokokker, isolat fra separat opsamlet urin
8. Salmonellafag 28 B / Salmonella typhimurium 5 A
9. Ascaris suum ova, indsamlet på slagteri

Urinprøverne blev over to omgange i 1996 indsamlet fra 14 opsamlingstanke fra 11 forskellige urinseparerende afløbssystemer. Prøverne blev taget vha. et 4 m langt metalrør, hvorpå der var placeret en steril sprøjte, der gjorde det muligt at suge urin op fra beholderen under væskeoverfladen. Der blev også taget en prøve af sedimentet fra opsamlingsbeholderne. Prøverne blev nedkølet transporteret til laboratorium, hvor de blev analyseret indenfor 18 timer.

Total coliforme bakterier blev fundet i varierende antal i opsamlingsbeholderne med et gennemsnit på 260 cfu / ml. (cfu: colony forming units). E. Coli blev sjældent fundet, i 84 % af tilfældene var koncentrationen under 10 / ml. Clostridier blev også fundet i varierende koncentration fra 1 - 2000 cfu / ml. Fækale streptokokker optrådte derimod i stor mængde. 76 % af prøverne havde omkring 1000 cfu / ml, og der blev fundet helt op til 10⁵ cfu / ml urin. Den relativt høje koncentration tyder på, at der har fundet vækst sted i ledningsnettet og i lagerbeholderne.

Generelt var bakteriekoncentrationen højere i sedimentet end ved væskeoverfladen. Det stemmer overens med resultaterne fra en undersøgelse af lagdeling i urin opsamlet fra 4 opsamlingsbeholdere og en lagerbeholder, der viste, at koncentrationen af indikatorbakterier var højest i sedimentet fordi bakterierne adsorberes til de sedimenterede partikler (Höglund et al. 1999). Efter 4 måneder var koncentrationen af indikatorbakterierne E. coli, enterokokker og totale koliforme under detektionsgrænsen på 3 cfu/ml i alle lag. Koncentrationen af Clostridier var dog fortsat over detektionsgrænsen efter 4 måneders lagringstid.

Fortyndingens effekt på bakteriernes overlevelse var markant. A. hydrophilia, S. senftenberg, S. typhimurium og P. aeruginosa inaktiveredes således indenfor en dag i ufortyndet urin og i urin, som var fortyndet 1:1 med destilleret vand ved 4°C og 20°C. Ved den kraftigere fortynding på 1:9 overlevede organismerne i op til 20 dage. E. coli overlevede fem gange så længe i den fortyndede urin (1:9) som i den ufortyndede (13,7 dage i forhold til 2,6 dage ved 4°C og 5,2 dage i forhold til 0,9 dage ved 20°C). Der skulle bruges tre gange så lang tid på inaktivering af fækale streptokokker i fortyndet urin (1:9) som i ufortyndet urin (19 dage i forhold til 6,5 dage ved 20°C). Forskellen var mindre ved 4°C, hvor streptokokkerne levede op til 35 dage. Clostridium perfringens viste ingen reduktion efter 35 dage, og Salmonellafagerne var end ikke reduceret efter 75 dage.

Effekten af forskelle i pH-værdi var lige så markant. A. hydrophilia, S. senftenberg, S. typhimurium og P. aeruginosa inaktiveredes indenfor én dag ved pH 4,5 og pH 10,5. Ved pH 6,0 og 8,9 overlevede organismerne op til 3 dage. E. coli døde indenfor én dag ved alle pH-værdier bortset fra pH 6,0 hvor bakterien overlevede op til 3 dage ved 20°C og 5 dage ved 4 ° C. De fækale streptokokker overlevede ved 4°C under én døgn ved pH 10,5 og havde en overlevelse på 3,5 dage ved pH 4,5, mens der stort set ikke var nogen reduktion ved pH 6,0 og pH 8,9 selv efter 40 dage. Clostridium perfringens blev ikke reduceret under nogen omstændigheder selv efter 35 dages inkubation. Det samme gjorde sig gældende for Salmonellafagerne, hvor der ikke blev observeret reduktion selv efter 50 dage bortset fra ved pH 4,5 og 20°C, hvor de overlevede i 8 dage. Ascaris suum reduceredes i løbet af en periode på 21 dage med 15-20 %.

Baseret på disse data konkluderer artiklens forfattere, at jo lavere temperaturen er i opsamlings- og lagerbeholder, og jo mere fortyndet urinen er, des længere overlever de fleste mikroorganismer og dermed fækale indikatorer i urinen.

Derfor bør urinen ikke lagres koldt, der skal i hvert fald ikke gøres en speciel indsats for at nedkøle urinen. Mængden af skyllevand skal til gengæld holdes på så lavt et niveau som muligt. Urinens surhedsgrad har også indflydelse på mikroorganismernes overlevelse. Jo mere pH afviger fra neutral, des kortere overlevelse. Reduktionen af mikroorganismer ved høj pH (8,9) skyldes dels basisk miljø, dels et vist niveau af ammoniak i urinen.

Reduktionen af Ascaris suum er relativt begrænset. Artiklens forfattere anbefaler at man undersøger, hvad der sker ved opsamling og lagring af urin, hvori der er Giardia lamblia, eftersom det er den mest almindeligt isolerede parasit fra tarmsystemet (Marshall et al. 1997).

Artiklen beskriver også anvendelsen af fækale steroler som kemisk indikator for fækal forurening. De mere normale fækale indikatorer er enten for varierende i antal, eller også har de ikke udelukkende fækal oprindelse. Desuden reduceres de sædvanligvis relativt hurtigt i urin. Hvis man ønsker et mål for fækal forurening af urinen, må man derfor vælge en indikator, der kun reduceres meget langsomt i antal. Fækale steroler, især coprostanol, opfylder dette krav (Sundin et al. 1999).

Fækale steroler giver således ikke et direkte udtryk for smitterisiko ved anvendelse af urinen. De giver et kumulativt mål for, hvor meget fækalt materiale, der er kommet i urinen, og kan som sådan benyttes i forbindelse med udvikling af toiletstole til separat opsamling af urin, da de vil give udtryk for, hvor gode forskellige toiletstole er til at undgå fækal forurening af urinen.

Forfattere: Jönsson H., Stenström T.A., Svensson J. & Sundin A. (1997) Wat. Sci. Tech. 35 (9) 145-152.

Dette studium var tilrettelagt mhp. at registrere næringsstof- og tungmetalindhold i urin opsamlet fra 44 lejligheder i "Understenshöjden", et svensk økobyområde i Stockholm med 160 beboere, hvor omkring halvdelen var under 13 år. Desuden undersøgtes om dannelsen af urea til ammonium allerede foregår i ledningsnettet fra de urinseparerende toiletstole til to opsamlingsbeholdere på 40.000 liter hver. Samtidig blev det vurderet, i hvor høj grad urinen var blevet forurenet med fækalt materiale i forbindelse med opsamlingen i den todelte WC-kumme.

Toiletterne blev udstyret med tælleranlæg til at registrere antallet af skyl i såvel fækalieskålen som urinskålen. Ud fra kendskabet til vandforbrug pr. skyl blev det totale vandforbrug udregnet og dermed fortyndingsgraden af urinen.

Mængden af næringsstoffer, som hver person dagligt tilførte opsamlingsbeholderen blev beregnet. Beregningen skete på basis af konkrete målinger af den tilførte urin i samlebeholderen og kendskabet til antallet af beboere. I tabel 1.1 opgøres således beregnede/målte og forventede værdier af næringsstoffer i den opsamlede urin ud fra kendskabet til at beboerne opholdt sig i Understenshöjden 13,9 timer i døgnet, og at halvdelen af beboerne var under 13 år.

Det fremgår af tabel 1.1, at de målte/beregnede niveauer er ca. 80 % af de forventede. Forskellen kan skyldes, at en forholdsvis stor del af urinen rammer den forkerte skål i toilettet, hvilket er ret sandsynligt, når man tager de relativt mange børn i bebyggelsen i betragtning.

Omsætningen af urea til ammonium foregik meget hurtigt, idet 97,5 % af nitrogenet var i form af ammonium/ammoniak ved indløb til opsamlingsbeholderen. Forfatterne antager, at den hurtige omsætning skyldes den biofilm, der dannes inde i ledningsnettet fra toiletstolene til opsamlingsbeholder. Efter 14 dages lagring i opsamlingsbeholderen var yderligere  1 % af kvælstoffet, i alt 98,5 %, i form af ammonium/ammoniak. Disse fund stemmer overens med resultaterne i andre tilsvarende undersøgelser (Kirchmann & Petterson 1995; Olsson 1995).

Man undersøgte ikke indholdet af smitstoffer i urinen, men analyserede for indholdet af fækalt materiale vha. den kemiske indikator coprostanol, der er en fækal sterol, som produceres i tarmsystemet, når cholesterol nedbrydes. Det er som nævnt dokumenteret, at fækale steroler kan anvendes som kumulativt mål for forurening af urin med fækalt materiale (Sundin et al. 1999). I urinen blev der ved de to undersøgelser fundet hhv. 7,8 m g/l og 5,0 m g/l fækale steroler, hvilket svarer til en gennemsnitlig forurening af urinen på 1 mg fækalt materiale pr. liter urinopløsning (Jönsson et al. 1997).

Forfatter: A. Olsson (1995): Institutionen för lantbruksteknik. SMI. Rapport 208. ISSN 0283-0086.

Fra 7 forskellige separate urinseparationstoiletter indsamledes urinprøver og deres indhold af E.coli, fækale streptokokker og colifager blev analyseret.

Der kunne ikke påvises colifager i nogen af prøverne. Indholdet af E.coli var lavt i samtlige prøver, mens indholdet af fækale streptokokker varierede fra meget lave niveauer op til 12.000 cfu / ml. Der var tydelig forskel på det mikrobielle indhold i urinbeholdernes væskeoverflade og bundsedimentet, hvor bundsedimentet havde de højeste værdier.

For at undersøge smitstofreduktionen i urin som funktion af lagringstiden analyseredes indholdet af fækale streptokokker og E. coli i urin lagret i 1 til 12 måneder.

Derudover blev der gennemført analyse af temperaturens indflydelse på reduktionen af en række mikroorganismer under lagring af urin ved hhv. 4°C og 20°C og pH 9. For at sikre et højt udgangsniveau blev der tilført bakterier til urinen.

Kilde: Olsson, 1995.

Det ses, at reduktionen af E.coli sker hurtigst ved 20 ° C, hvor indholdet falder under detektionsgrænsen indenfor 3 dage, mens der gik 7 dage, inden denne reduktion blev opnået ved 4°C.

Kilde: Olsson, 1995.

Det ses her, at reduktionen af fækale streptokokker sker væsentligt langsommere end reduktionen af E. coli, og også i dette tilfælde sker reduktionen hurtigst ved 20 °C.

Kilde: Olsson, 1995.

Det ses at reduktionen af Salmonella typhimurium er uafhængig af temperaturen og ved både 4°C og 20°C sker reduktionen så hurtigt, at Salmonella ikke kan påvises efter 2 dage.

Som indikator på overlevelsen af virus tilsatte man bakteriofagen Salmonella typhimurium 28 B.

Kilde: Olsson, 1995.

Som det fremgår af ovenstående figur 1.4, opnåede man stort set ingen reduktion af virus efter 40 dage, hverken ved 4°C eller 20°C.

Landbrugets holdning til humanurin som gødning beskrives nedenfor.

1.6 Gennemgang af artiklen: Föbättringar nödvändiga vid hantering av humanurin i odling

Forfatter: Fernholm M. (1999): Biologik 7: 4-8.

I Sverige har urin allerede i nogle år været anvendt til udspredning på marker. I 1999 blev der gennemført en interviewundersøgelse blandt 10 landmænd, der har aftaget og anvendt separat opsamlet urin som gødning. Hver landbruger modtager mellem 1000 og 150000 liter pr. år. Kun 3 ud af de 10 landbrugere havde fået oplysninger om urinens gødningsværdi. De øvrige bønder ville også gerne have denne information. Landbrugerne opfatter generelt urinen som gødningsmæssigt uinteressant, da mængderne er for små og kvælstofniveauet opfattes som lille, da det ikke lugter af ammoniak som almindelig husdyrgødning. Derudover synes bønderne at urinen indeholder for meget skyllevand, hvilket medfører øgede transportudgifter.

Hovedparten af bønderne tager imod urinen, fordi de gerne vil hjælpe, og fordi deres jord ligger relativt nær ved på urinproducenterne. Husdyrproducenterne henter selv urinen, da de allerede har gyllevogne til transporten. Hovedparten af planteproducenterne har fået entreprenører til at bringe urinen. Bønderne betaler ikke for urinen, og nogle landmænd tager endda penge for at hente den. Landbrugerne gav udtryk for, at de ville have mere koncentreret urin i fremtiden, hvilket også skulle være muligt (Bán et al. 1999).

Hovedparten af landbrugerne udspreder urinen med almindelig gødningsspreder fra 1 meters højde. Kun én udbringer urinen med slæbeslanger. Kun halvdelen nedpløjer efter udspredning af urin. Det medfører et unødigt kvælstoftab, da kvælstoffordampningen fra urin er større end fra husdyrgødning.

Generelt opfatter bønderne humanurin som ren og fri for smitstoffer, da de fleste er vidende om, at det er fæces der er hovedleverandør af patogener i human afføring. Hvis de skulle modtage urin fra ukendte leverandører ville landbrugerne kræve bedre kontrol. Kun 2 ud af de 10 landbrugere, der indgik i undersøgelsen, havde kendskab til anbefalingen fra Smittskyddsinstitutet i Sverige om, at urinen bør lagres 6 måneder inden udspredning på landbrugsjord. De fleste landbrugere udspreder urinen direkte, eller når de alligevel skal gøde markerne, og tager således ikke hensyn til lagringsbehovet.