[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vurdering af hygiejniske risici ved håndtering af urent vand i huse

5. Risikovurdering

Definition af risikovurdering

Risikoanalysen er en tilstræbt "objektiv" analyse af alle interessante, betydningsfulde aspekter af risikoproblemstillingen, som kan have indflydelse på afgørelsen af, hvilke risici der kan accepteres. Denne afgørelse kaldes risikovurderingen.

Ved risikovurderingen foretages en afvejning af alle relevante hensyn, hvilket resulterer i en beslutning om accept. Denne rapport bidrager med risikoanalysen og skal ikke komme med forslag til den endelige beslutning. Den træffes af beslutningstagere.

Beslutningstagere

Det er ikke altid let at identificere, hvem der i en given sag er beslutningstageren. Det afhænger af niveauet på hvilket problemstillingen befinder sig. Store beslutninger om risici træffes politisk, ofte med stor indflydelse fra befolkningen i form af pressionsgrupper, pressen og folkeopinionen, bl.a. udtrykt ved stemmeurnerne. Detaljerede tekniske beslutninger træffes oftest i mere snævre faglige forsamlinger, som f.eks. udvalg under Ingeniørforeningen, eller administrativt i styrelser, f.eks. Miljøstyrelsen, By- og Boligministeriet og Sundhedsstyrelsen, etc.. Dette gælder også selvom der kan være tale om risici af vidtrækkende betydning, f.eks. bygningsnormer.

I de seneste år har der udviklet sig en tendens til at træffe beslutninger på grundlag af en større konsensus i forhold til beslutninger tidligere truffet i snævre udvalg. Dette skyldes, at der i de senere år har været mere offentlig bevågenhed omkring risici, specielt styret af miljøproblemerne omkring risiko for forurening af omgivelserne og maden.

To emnekredse

Den aktuelle problemstilling omhandler to emnekredse, som trækker i hver sin retning:

  • Ønsket om at spare på vandressourcen
  • Ønsket om at bevare stor sikkerhed for leveret vands hygiejniske standard

Gruppe imod risikoanalyse

I nogle grupper er der en sådan begejstring for at benytte teknik til decentral vandbesparelse, at der har været modstand mod at lave en risikoanalyse. En sådan analyse anses for unødvendig, fordi risikomomentet er overdrevet.

I andre grupper er der en udstrakt bekymring mod en utilsigtet forringelse af det moderne samfunds traditionelt høje sikkerhedsniveau mod transmission af vandbårne sygdomme med vandforsyningen. Ud fra denne opfattelse er der heller ikke anledning til en risikoanalyse, fordi decentral teknik til vandbesparelse ikke burde tillades.

Risikoanalyse nødvendig

Det politiske reaktion på denne modstrid har været at være imødekommende overfor teknik til decentral vandbesparelse og at finde et passende kompromis. På dette grundlag tilstræbes så vidt muligt at tilgodese begge synspunkter, hvor der ikke er nogen modstrid, og at afveje modstridende synspunkter på et oplyst grundlag. Et sådant grundlag er en systematisk risikoanalyse.

Rapportens formål

Som led i en sådan risikoanalyse beskæftiger denne rapport sig ikke med den mikrobiologiske karakterisering af regnvand eller gråt spildevand. Der henvises til andre rapporter, især: "Mikrobiologiske undersøgelser af regn- og gråvandsanlæg" /3/. Denne rapport omhandler risikoen for at disse vandtyper, samt spildevand fra det offentlige afløbssystem, finder vej ind i vandforsyningen, enten i den lokale ejendom eller i det offentlige vandforsyningssystem. Den endelige beslutning om acceptabel risiko i disse systemer bør foretages ved en kombination af disse to forhold:

  • Smittefaren ved disse vandtyper i vandforsyningen
  • Risikoen for at disse vandtyper kommer i utilsigtet forbindelse med vandforsyningen.

Risikoanalysen identificerer simple og billige forholdsregler, som væsentligt mindsker risikoen for utilsigtet vand i vandforsyningen. Den identificerer også mere bekostelige forholdsregler, som kan mindske risikoen væsentligt. Det er denne rapports opgave at påpege disse forhold; men ikke at foretage den afvejning, som må ligge til grund for endelig beslutning.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]