[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vurdering af hygiejniske risici ved håndtering af urent vand i huse

10. Konklusion og anbefalinger

På grundlag af metoder til teknisk risikoanalyse er der foretaget en systematisk gennemgang af regnvandsanlæg og gråvandsanlæg, på hvilket grundlag det kan konkluderes:

Metoden
Risikoanalyse

Teknisk risikoanalyse er en egnet metode til systematisk undersøgelse af hygiejniske risici ved anvendelse af vand fra regnafstrømning fra tage og renset gråvand fra bad og vaskemaskine i husholdninger til toiletskyl og til vask. Metoden udgør et væsentligt supplement til risikovurderinger foretaget på grundlag af erfaring.

Regnvandsanlæg
Regnvandsanlæg
Spildevand i offentlig vandforsyning

Det kan konstateres, at de største risici ved de af Teknologisk Institut anbefalede udformninger af et regnvandsanlæg er forbundet med mulighederne for at foretage utilsigtede forbindelser mellem det ordinære rørsystem, som fører vandværksvand i husholdningen, og rørsystemet, som leder regnvandet til genanvendelse. Dette kan ske ved at en løs slange forbundet til det ordinære rørsystem efterlades i tanken under eller efter rensning, samtidig med at der sker opstuvning fra kloakken via defekt sikring, trykket går af vandforsyningen og to kontraventiler og en rørafbryder er defekt. Risikoen for at dette indtræffer anses for at være lille.

Regnvand i offentlig vandforsyning

Risikoen for regnvand i vandforsyningen er væsentligt større. Dette er forbundet med mulighederne for utilsigtet forbindelse mellem det ordinære rørsystem i husholdningen og rørsystemet, som leder regnvandet til genanvendelse. Dette kan ske ved at en løs slange forbundet til det ordinære rørsystem efterlades i tanken under eller efter rensning, samtidig med at trykket går af vandforsyningen, to kontraventiler og en rørafbryder er defekt. Risikoen for at dette indtræffer anses for at være lille.

Spildevand i lokalforsyningen

Risikoen for spildevand i den lokale vandforsyning er væsentligt større end risikoen for spildevand i den offentlige vandforsyning, fordi der kun skal ske indtrængning af spildevand ved opstuvning via defekt sikring. På grund af den meget mindre eksponering anses denne risiko for acceptabel.

Anlæg i kælder

Risikoen for spildevand i den offentlige vandforsyning eller i den lokale vandforsyning er væsentligt mindsket, såfremt anlægget er placeret i kælder. Dette skyldes, at spildevand skal opstuve til højde af overløb af tank eller til luftgab, hvilket er væsentligt mindre sandsynligt end opstuvning til nedgravet tank.

Projekteringsfejl/udførelsesfejl

Den største hygiejniske risiko ved afvigelse fra de af Teknologisk Institut anbefalede udformninger er, at der skabes fejltilslutning mellem det ordinære rørsystem i husholdningen og rørsystemet, som leder regnvandet til genanvendelse. Det anbefales at sørge for omfattende og målrettet risikokommunikation til alle potentielle selvbyggere af regnvandsanlæg.

Gråvandsanlæg
Gråvandsanlæg

Der findes ikke en officielt "anbefalet" udformning af gråvandsanlæg. Det analyserede gråvandsanlæg er opbygget efter principper med hensyn til mindskelse af hygiejniske risici, som svarer til principperne for regnvandsanlæg.

Spildevand i offentlig vandforsyning

Risikoen for spildevand i den offentlige vandforsyning eller i den lokale vandforsyning er ringe, fordi anlægget er placeret i kælder. Dette skyldes, at spildevand skal opstuve til højde af overløb af tank eller til luftgab.

Gråvand i offentlig vandforsyning

Risikoen for gråvand i offentlige vandforsyning svarer til den ovenfor omtalte for regnvand i offentlige vandforsyning for regnvandsanlæg, men konsekvensen - og dermed risikoen - anses for større på grund af gråvandets større forurening. Risikoen øges ved ringe vedligeholdelse og tilsyn, da bakterierkoncentrationen dermed øges i gråvandet.

Dårligt renset gråt spildevand

Ved ringe vedligeholdelse og tilsyn af gråvandsanlæg er risikoen for urenset gråvand i vaskemaskine og toilet stor.

Projekteringsfejl/udførelsesfejl

Den største hygiejniske risiko er, at der skabes fejltilslutning mellem det ordinære rørsystem i husholdningen med rørsystemet, som leder gråvandet til genanvendelse. Det anbefales at sørge for omfattende og målrettet risikokommunikation til alle potentielle selvbyggere af gråvandsanlæg.

Mærkning
Mærkning

Det anbefales at forlange klar og letlæselig mærkning af alle rør, som fører andet end ordinært vandforsyningsvand.

Sanktioner
Sanktioner

Fordi forurening af den offentlige vandforsyning berører mange mennesker, anbefales det, at der indføres sanktioner i tilfælde, hvor anlæg er udført forkert af ikke-autoriserede personer.

Risikovurdering
Risikovurdering

De analyserede risici ved et regnvandsanlæg opbygget efter Teknologisk Institut’s anvisning er af styregruppen vurderet til at være acceptable. Det anbefales at lægge de analyserede risici for gråvandsanlæg til grund for endelig fastsættelse af acceptable risici og ved valg af velegnede anlægsudformninger for gråvandsanlæg. Forslag hertil er allerede udformet for så vidt angår regnvandsanlæg gennem det i projektperioden gennemførte samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Teknologisk Institut og PH-Consult ApS ved de af Teknologisk Institut's anbefalede anlægsudformninger.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]