[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Netværks- og uddannelsesprojekt

8. Erfaringer fra netværks- og uddannelsesprojektet

Evalueringen af netværks- og uddannelsesprojektet giver anledning til følgende betragtninger til brug for udarbejdelsen af et fremtidigt koncept for sådanne kurser.

Bedre indledende information

Ved et fremtidigt projekt er det vigtigt at bruge endnu mere tid på at informere interesserede virksomheder om de muligheder og krav, der vil ligge i deltagelse i et projekt. Ved afholdelse af et indledende kursus om miljø i den grafiske branche og mulighederne for at deltage i et projektforløb kunne virksomhederne få et bedre beslutningsgrundlag for at vælge at følge et miljøledelsesprojekt.

Det er vigtigt, at virksomhederne er klar over, hvad de forpligter sig til ved at indgå i projektforløbet, specielt med hensyn til afsættelse af ressourcer i form af både medarbejdere og tid. Det er også vigtigt, at kursusrækken gennemføres på en sådan måde, at virksomheden har et helt klart indtryk af, hvad de arbejder hen imod, når de opstiller deres mål med deltagelse i projektet.

Bedre indbyrdes kendskab

Desuden skal der bruges mere tid på, at projektdeltagerne lærer hinanden bedre at kende, således at der dannes en form for ERFA-gruppe. Flere virksomheder mente, at et bedre kendskab til de andre kursusdeltageres baggrund, eventuelt ved virksomhedsbesøg, ville være en fordel under et tilsvarende kursusforløb.

Anderledes strukturering

Den indholdsmæssige struktur i kursusrækken bør også ændres. Forløbet skal i højere grad bygge på temakurser, hvor relevante emner debatteres og med en højere grad af inddragelse af eksterne undervisere. Kursusdeltagerne var gennem projektforløbet meget engagerede i diskussionerne. Ved at basere et fremtidigt kursuskoncept på information og debat af udvalgte emner kan projektdeltagerne bruge informationen/sparringen fra temakurserne som springbræt til implementering af de udvalgte emner i egen virksomhed.

Når man gennemfører en kronologisk kursusrække vil der altid være nogle virksomheder, som ikke er med i forløbet og andre virksomheder, der er. Dette betyder, at der under kurserne vil blive brugt meget tid på opsamling af allerede gennemgået stof. Under flere af de afholdte kurser blev der brugt en del tid på at informere om det praktiske miljøarbejde i virksomheden. For at undgå dette formålsløse tidsforbrug kan det praktiske miljøarbejde foregå på virksomheden i samarbejde med den tilknyttede miljøkonsulent og med udgangspunkt i "Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder".

Integration af netværket

Der blev under virksomhedernes evaluering af netværket givet kritik af netværkets manglende engagement og involvering i projektet. Ved en ny kursusrække skal det overvejes nøje, hvor meget og hvordan virksomhedens sparringspartnere i netværket skal integreres i kursusrækken og i den enkelte virksomheds projekt. Ligeledes bør netværket have bedre information om de enkelte virksomheders miljøforhold. Det er en god ide at afholde et kursus, hvor myndighederne kommer med et oplæg angående deres rolle i forhold til virksomhederne. Dette indlæg gav virksomhederne en mulighed for at møde den tilknyttede miljømyndighed og mulighed for at diskutere eventuelle myter og fordomme.

Disse betragtninger leder frem til et nyt forslag til kursuskoncept, som beskrives i kapitel 10.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]