[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Netværks- og uddannelsesprojekt

9. Temaer i et fremtidigt kursuskoncept

9.1 Kursusrækken
9.2 Udarbejdelse af miljøledelsessystemet

I et fremtidigt kursuskoncept skal deltagerne tilbydes at gennemføre en kursusrække og have en miljøkonsulent tilknyttet virksomheden som sparringspartner ved udarbejdelse af virksomhedens miljøledelsessystem. Kurserne skal temaopbygges, hvilket bevirker, at kurserne ikke nødvendigvis behøver at ligge i nedenstående rækkefølge. Derved bliver det også lettere at udskifte eller tilføje nye kurser, afhængig af tidens tendenser eller virksomhedernes ønsker. Nedenstående er et forslag til, hvad en fremtidig kursusrække kan indeholde.

9.1 Kursusrækken

  • Indledende kursus om miljø og projektet

Introduktionen skal klarlægge, hvordan miljømæssige krav og muligheder kan imødekommes ved at deltage i projektet. Virksomhederne skal, efter det indledende kursus, være i stand til at kunne relatere myndigheders og kunders krav til egen virksomhed og vurdere, hvilket niveau virksomhedens fremtidige miljøarbejde skal have. Desuden skal kurset informere om de tids- og personalemæssige ressourcer virksomhedens deltagelse i miljøledelsesprojektet indebærer.

  • Teambuilding

Kursusdeltagerne skal deltage i en form for teambuilding, således at de får et bedre kendskab til hinanden og de virksomheder, de repræsenterer. Formålet med teambuildingen er at få deltagerne rystet godt sammen og dermed danne grundlaget for en bedre sparring virksomhederne imellem under det videre projektforløb.

  • Tendenser i tiden

Kurset skal indeholde en præsentation og debat af de tendenser, der er oppe i tiden. På kurset kan der være indlæg af eksterne undervisere om svanemærkning (f.eks. indlæg ved Miljømærkesekretariatet), offentlig indkøbspolitik (f.eks. ved et indlæg af Miljøstyrelsen), miljønøgletal (indlæg ved GA miljøkonsulent), erfaringer med eksisterende miljøledelsessystemer, hvilke problemer/forbedringer finder man i virksomheder, hvor miljøledelse har været indarbejdet i en årrække (indlæg ved en miljømedarbejder i grafisk virksomhed eller virksomhed i andre brancher, auditor fra et af de certificerende organer) m.m.

  • Projektledelse

Kurset skal give projektlederen et indblik i, hvordan et miljøledelsesprojekt med fordel kan udføres i virksomheden, herunder projektplanlægning og medarbejderinddragelse. Eksterne foredragsholdere skal bidrage med indlæg om egne erfaringer med opbygning af et miljøledelsessystem. Eksterne konsulenter (eventuelt fra GA's konsulentafdeling) skal informere om virksomhedsorganisation og ledelse generelt.

  • Arbejdspladsvurdering og myndighedskontakt

Kurset skal give deltagerne en forståelse for, hvad der kræves af en arbejdspladsvurdering (eventuelt indlæg ved en BST-medarbejder). Hvis virksomhederne ønsker det, kan BST efterfølgende medvirke ved igangsættelsen af APV i virksomheden. Alternativt, og det virksomheden bør rådes til, er selv at udarbejde APV og eventuelt efterfølgende kontakte BST med henblik på at få hjælp til løsning af prioriterede problemer. For at kunne få det bedste udbytte af BST-besøget i virksomheden skal deltagerne under kurset udpege de arbejdsmiljømæssige områder, de specielt ønsker, at BST-medarbejderen skal forberede sig på inden virksomhedsbesøget.

Kurset skal desuden omhandle virksomhedernes myndighedskontakt og give virksomhederne kendskab til de væsentlige elementer i såvel miljø- som arbejdsmiljølovgivningen. Kurset skal så vidt muligt baseres på indlæg af medarbejdere fra virksomhedernes respektive kommuner og stedlige Arbejdstilsynskreds og give deltagerne kendskab til, hvad kommunen og Arbejdstilsynet kan bidrage med i forbindelse med virksomhedens arbejdsmiljø- og miljøarbejde.

  • Miljøledelsessystemet

Kurset skal give deltagerne kendskab til opbygningen af et miljøledelsessystem med virksomhedens miljøpolitik som omdrejningspunkt. Målet er, at deltagerne bliver i stand til at se sammenhængen mellem miljøpolitik, miljømål og -handlingsplaner samt hvordan miljøhåndbogen støtter op om miljøstrategien.

  • Miljøorienteret salg

Kurset skal sætte virksomhedens sælgere i stand til at håndtere miljøspørgsmål i salgssituationer samt rådgive og samarbejde med kunden om design af miljøvenlige tryksager. Undervisningen kan suppleres af eksterne kommunikationskonsulenter og tage udgangspunkt i en kritik diskussion af virksomhedernes opstillede miljøpolitikker og markedsføringsplaner.

  • Miljørevision

Virksomhederne skal efter kurset være i stand til at planlægge og gennemføre en intern miljørevision. Kurset kan suppleres med eksterne undervisere (f.eks. de certificerende organer).

9.2 Udarbejdelse af miljøledelsessystemet

Kursusdeltagernes arbejde med virksomhedens miljøledelsesystem kan foregå på to måder, enten sideløbende under kursusrækken eller efter at kursusrækken er afsluttet.

I begge tilfælde skal virksomhederne arbejde med miljøledelse med støtte i "Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder" og en tilknyttet miljøkonsulent. Der er fordele og ulemper ved begge metoder.

Afholdelse af kursusrække

Ved at arbejde med miljøledelse i virksomheden sideløbende med kursusrækken kan man arbejde med temaerne, mens disse er i frisk erindring, og motivationen er høj. En anden fordel kan være, at man kan søge råd hos andre kursusdeltagere, der alle arbejder med de samme problemstillinger. Erfaringer fra netværks- og uddannelsesprojektet viser dog, at ikke alle kursusdeltagere formår at holde de opstillede tidsplaner, således at udarbejdelsen og implementeringen af miljøledelsessystemet bliver forsinket på grund af manglende tidsressourcer.

Ved først at igangsætte det praktiske arbejde i virksomheden efter kursusrækken er afholdt opnår projektlederen et bedre overblik over, hvad han efterfølgende skal indarbejde i virksomhedens miljøledelsessystem. Ulempen kan være, at det er svært at bibeholde motivationen, efter at kursusrækken er overstået, og man kan mangle sparringen fra de andre kursusdeltagere. Ved at søge at knytte kursusdeltagerne tættere til hinanden gennem eksempelvis teambuilding kan man dog i kursuskonceptet lægge op til, at virksomhederne skal bruge hinanden som sparringspartnere også efter, at kursusrækken er afsluttet.

Valget af fremgangsmåde afhænger af deltagernes ønsker og behov. Kurserne kan tilrettelægges således, at de matcher dette. Det er dog vigtigt, at kursusdeltagerne holdes fast på den metode, der indledningsvis er blevet aftalt.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]