[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Afprøvning af ny elektrokemisk metode til oprensning af olieforurenet jord og grundvand

5. Elementer i teknologiprojektet

5.1 Opbygning af anlæg
5.2 Moniteringsprogram
5.2.1 Drift
5.2.2 Moniteringsstationer
5.2.3 Grundvand
5.2.4 Jord
5.2.5 Poreluft
5.2.6 Korrosionsrisiko
5.2.7 Samlet moniteringsprogram

I dette kapitel beskrives det etablerede anlæg til elektrokemisk oprensning og det moniteringsprogram, der er opstillet i tilknytning til teknologiprojektet.

5.1 Opbygning af anlæg

In-situ entreprenør

Anlægget til elektrokemisk oprensning af projektlokaliteten er etableret af den tyske in-situ entreprenør Terradecon GmbH med Oliebranchens Miljøpulje som bygherre. Opbygningen af anlægget fremgår af figur 5.1.

Figur 5.1: Se her

Situationsplan med angivelse af elektroder, ventilations- og moniteringsboringer.

Elektroder

Der er etableret i alt 12 elektroder på ejendommen, hvoraf E5-E8 ikke har været tilkoblet under gennemførelsen af teknologiprojektet. Elektroderne er udført som nedborede jernrør, der er ført til ca. 6 m.u.t.

Strømstyrke og spænding

Under hele projektperioden har E1-E4 været anvendt som anoder mens E9-E12 har været anvendt som katoder. Der har været anvendt et fast spændingsfald på 120V mellem anoder og katoder. Strømstyrken har afhængigt af jordmodstanden været 90-95A.

Ventilationsboringer

Under oprensningen har entreprenøren sideløbende udført en relativt svag vakuumventilation i ventilationsboringerne V1-V6. Formålet med vakuumventilationen har ifølge entreprenøren været, dels at opnå en fjernelse af flygtige kulbrinter, dels at monitere oprensningseffektiviteten via målinger af CO2 og O2 i afkastluften. Målinger udført af entreprenøren under oprensningen skulle være stillet til rådighed for teknologiprojektet, men er ifølge entreprenøren gået tabt p.g.a. tekniske problemer med dataopsamlingsenheden.

5.2 Moniteringsprogram

Ved fastlæggelsen af måleparametre har det været et ønske dels at monitere udviklingen i forureningssituationen og dels foretage en screening af parametre, der på forhånd blev vurderet at kunne have betydning for metodens effektivitet eller belyse evt. risici eller sideeffekter ved metoden.

5.2.1 Drift

Oprensningsperiode

Oprensningen blev igangsat den 21. august 1998, med en planlagt varighed på 12 måneder. Oprensningen blev endeligt indstillet af Oliebranchens Miljøpulje 31. marts 2000 ca. 19 måneders efter at oprensningen blev sat i gang. I de første 3 måneders var der problemer med at opnå kontinuert drift af anlægget. Oprensningen var således kun i drift i ca. 2 af de første 3 måneder.

Teknologiprojektet blev foreløbigt indstillet efter de første 12 måneders effektiv drift. I forbindelse med at Oliebranchens Miljøpulje afsluttede oprensningen efter 19 måneder er det dog valgt at udtage supplerende jord- og vandprøver til dokumentation for oprensningsniveauet.

5.2.2 Moniteringsstationer

Moniteringsstationer

Inden opstarten af den elektrokemiske oprensning er der som et led i teknologiprojektet etableret tre moniteringsstationer benævnt M1, M2 og M3 på situationsplanen i figur 5.1. M1 er placeret ved en af anoderne, M2 er placeret midt i det elektriske felt og M3 er placeret ved en katode. Hver moniteringsstation består af et Ø63 mm filterrør, der er filtersat fra 0,5 meter over grundvandsspejlet til ca. 4 meter under grundvandsspejlet. Filterrøret er anvendt til udtagning af grundvands- og poreluftprøver. Ved hver moniteringsstation er der udvalgt et areal på ca. 1 m2 omkring filterrøret, hvorfra der under oprensningen er udført boringer til udtagning af jordprøver.

Endvidere blev der efter ca. 4 måneders drift etableret en supplerende moniteringsstation, M4. Denne boring er placeret opstrøms den konstaterede forurening med det formål at fastlægge en række grundvandskemiske parametre udenfor det forurenede område, således at det naturlige baggrundsniveau for disse parametre kan fastlægges.

5.2.3 Grundvand

Forureningskoncentration

For at følge oprensningsforløbet og for at vurdere om der sker en spredning af forureningen som følge af oprensningen, er der udtaget en række grundvandsprøver til analyse for indhold af olieprodukter, BTEX´er og MTBE fra moniteringsstationerne samt udvalgte boringer.

Til vurdering af udviklingen i randområderne er der endvidere udtaget en række supplerende grundvandsprøver til analyse for indhold af olieprodukter for Oliebranchens Miljøpulje.

Pejlinger

Der er udført pejling af grundvandsspejlet, for at undersøge eventuelle ændringer i grundvandskoten som følge af oprensningen og årstidsvariationer.

Grundvandskemi

For at vurdere oxidationsforholdene, og for at vurdere eventuelle påvirkninger af grundvandskemien, er der udtaget grundvandsprøver til udvidet boringskontrolanalyse fra moniteringsstationerne. Desuden er der foretaget feltmålinger af ilt, pH, temperatur og ledningsevne i udvalgte boringer.

Kimtal

Endeligt er der udtaget grundvandsprøver til kimtalsbestemmelse ved 10° C og 21° C af jord og grundvandsprøver til at give en indikation af, om der sker en væsentlig påvirkning af antallet af dyrkbare bakterier som følge af oprensningen.

Prøvepumpning

Ud over ovennævnte målinger er der udført en prøvepumpning fra boring B3 med henblik på at fastlægge transmissiviteten i det nedre sekundære grundvandsmagasin. Resultaterne af prøvepumpningen er vedlagt i bilag B.

5.2.4 Jord

Forureningskoncentration

Der er udtaget jordprøver til analyse for totalindhold af olieprodukter og indhold af BTEX´er for at følge oprensningsforløbet ved moniteringsstationerne. Boringerne er udført inden for et areal på 1 m2, og jordprøverne er udtaget som blandingsprøver over 1 meter.

Efter ca. 12 måneders drift, og i forbindelse med indstilling af oprensningen efter 18 måneders drift har Oliebranchens Miljøpulje foretaget undersøgelser af jordforureningsniveauet i andre områder på ejendommen.

pH

Der er målt pH på alle jordprøver fra moniteringsstationerne for derved at kunne udarbejde et pH-profil ned gennem jordlagene.

Tungmetaller

For at undersøge om der sker en eventuel opkoncentrering af tungmetaller ved elektroderne, er der udtaget jordprøver til tungmetalanalyse fra moniteringsstationerne.

Kimtal

Der er endvidere udtaget jordprøver til kimtalsanalyse. Prøverne er udtaget for at få en indikation af, om der kan konstateres en betydelig påvirkning af kimtallet i jorden.

5.2.5 Poreluft

Poreluftprøver

Der er udtaget en række poreluftprøver fra moniteringsstationerne, for at vurdere om metoden giver anledning til forøget afdampning af forureningskomponenter.

Inden udtagning af poreluftprøver er filter- og blindrør renpumpet, og poreluftens indhold af CO2, O2 og CH4 er registreret med en IR-måler.

5.2.6 Korrosionsrisiko

Ud over de i moniteringsprogrammet anførte prøver, er der udført en undersøgelse af korrosionsrisikoen ved anvendelse af den elektrokemiske metode. Undersøgelsen er udført af FORCE Instituttet.

5.2.7 Samlet moniteringsprogram

Det gennemførte moniteringsprogram for grundvand, jord og poreluft fremgår af tabel 5.1.

Tabel 5.1 Se her

Moniteringsprogram for teknologiprojektet. * = M4


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]