[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Genbrug af danske vinflasker

Forord

Denne rapport er resultatet af et udredningsarbejde om de miljømæssige forhold for den danske indsamling og genanvendelse af flasker og skår. Det har været hensigten dels at vurdere, hvilke muligheder og barrierer der er for et øget genbrug af hele vinflasker og for en øget skåranvendelse, og dels at undersøge de miljømæssige forhold for det eksisterende system for indsamling og genanvendelse af vinflasker i Danmark. Udredningsarbejdet har baggrund i intentionerne i Affald 21 om, at der skal ske en øget indsamling af emballageglas, og at det indsamlede glas skal have en bedre kvalitet.

Projektet er udført af Dorte Nejrup fra Carl Bro as og Marianne Wesnæs fra Instituttet for Produktudvikling. Det er gennemført med fuldt tilskud fra Udviklingsordningen under Miljøstyrelsens Program for renere produkter m.v.

Der er gennemført intern kvalitetssikring af miljøvurderingsdelen af Niels Frees, Instituttet for Produktudvikling. Niels Frees har kvalitetssikret den anvendte miljøvurderingsmetode og de grundlæggende principper, samt at konklusionerne kan baseres på det anvendte datagrundlag. Der er ikke gennemført ekstern kvalitetssikring.

Miljøvurderingen er baseret på de principper, der anvendes for livscyklusvurderinger, også kaldet "fra vugge til grav"-analyser. I dette projekt er der kun medtaget de dele af vinflaskens livscyklus, som er relevant for de ændringer, der er analyseret. Det er derfor de miljømæssige konsekvenser af mulige ændringer af systemet, der analyseres, og ikke hele det eksisterende system for genanvendelse af vinflasker i Danmark.

Det betyder, at man ikke umiddelbart kan fortolke resultaterne fra dette projekt, som "de totale miljøeffekter af det eksisterende system for indsamling og genanvendelse af vinflasker i Danmark" eller "miljøeffekterne fra en vinflaskes livscyklus". Visse dele af en livscyklusvurdering er i høj grad afhængig af formålet med livscyklusvurderingen, og de deraf gennemførte afgrænsninger.

Miljøvurderingen er udført som en screening, hvilket betyder, at resultaterne af vurderingen udelukkende kan bruges som indikator for miljømæssige fordele og ulemper, og ikke som "endegyldigt bevismateriale".

Beregningerne er gennemført ved hjælp af Miljøstyrelsens LCV-værktøj version 2.11.

Projektet er udarbejdet i løbet af efteråret 1999 til foråret 2000. Projektets omfang svarer til én persons arbejde i 12 uger inklusiv projektledelse og kvalitetssikring.

Projektet har været fulgt af en følgegruppe, der har bidraget med oplysninger og kommentarer undervejs. Følgegruppen har bestået af:

  • Birgitte Kjær, Miljøstyrelsen
  • Bent Harsmann, Rexam Glass Holmegaard A/S
  • Michael Helmer-Nielsen, Dansk Flaskegenbrug A/S
  • Søren Svenningsen, Flaskekompagniet A/S
  • Henning Jørgensen, Roskilde Kommune
  • Mogens Werge, FDB, og
  • Anders Stæhr, Århus Genbrugsselskab A/S

- der alle takkes for gode råd og vejledning i forbindelse med arbejdet.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]