Økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik

5. Produktafgifter

5.1. Energiafgifter
5.1.1. Formål
5.1.2. Afgiftsgrundlag
5.1.3. Opkrævning og provenu
5.1.4. Vurdering
5.2. Afgifter på motorkøretøjer
5.2.1. Formål
5.2.2. Afgiftsgrundlag
5.2.3. Opkrævning og provenu
5.2.4. Vurdering
5.3. Afgift på motorbrændstof
5.3.1. Formål
5.3.2. Afgiftsgrundlag
5.3.3. Opkrævning og provenu
5.3.4. Vurdering
5.4. Vandafgift
5.4.1. Formål
5.4.2. Afgiftsgrundlag
5.4.3. Opkrævning og provenu
5.4.4. Vurdering
5.5. Afgift af detailsalgspakninger
5.5.1. Formål
5.5.2. Afgiftsgrundlag
5.5.3. Opkrævning og provenu
5.5.4. Vurdering
5.6. Afgift på éngangsservice
5.6.1. Formål
5.6.2. Afgiftsgrundlag
5.6.3. Opkrævning og provenu
5.6.4. Vurdering
5.7. Afgift på CFC og haloner
5.7.1. Formål
5.7.2. Afgiftsgrundlag
5.7.3. Opkrævning og provenu
5.7.4. Vurdering
5.8. Klorerede opløsningsmidler
5.8.1. Formål
5.8.2. Afgiftsgrundlag
5.8.3. Opkrævning og provenu
5.8.4. Vurdering
5.9. Pesticider
5.9.1. Formål
5.9.2. Afgiftsgrundlag
5.9.3. Opkrævning og provenu
5.9.4. Vurdering
5.10. Afgift på vækstfremmere
5.10.1. Formål
5.10.2. Afgiftsgrundlaget
5.10.3. Opkrævning og provenu
5.10.4. Vurdering
5.11. Afgift på NiCd-batterier
5.11.1. Formål
5.11.2. Afgiftsgrundlag
5.11.3. Opkrævning og provenu
5.11.4. Vurdering

5.1. Energiafgifter

Dette afsnit beskriver kun de rene energiafgifter. CO₂-afgifter og SO₂-afgifter er ikke medtaget i denne beskrivelse, da de betragtes som afgifter på udledninger snarere end på produkter. Endvidere giver kapitel 11 en udførlig beskrivelse af alle økonomiske styringsmidler anvendt i energisektoren, herunder også tilskud.

Den danske energisektor består at en række forskellige delsektorer. De afviger f.eks. med hensyn til markedsstruktur og –organisation. Således indeholder sektoren et relativt konkurrencepræget oliemarked såvel som en centralistisk monopolstruktur på naturgasmarkedet.

Den danske el-sektor opdeles i to uafhængige områder, som er organiseret i regionale foreninger, der er ansvarlige for den overordnede magtplanlægning, belastning og drift af de respektive transmissionsnet. Det samlede danske forbrug af primærenergi er forblevet forholdsvis konstant i de sidste 10 år. I 1997 udgjorde de 837 PJ (20 mio. olieækvivalenter) sammenlignet med 825 GJ i 1972.

De første energiafgifter introduceredes i 1977. De fandt anvendelse på olieprodukter og elektricitet, og blev primært indført som en reaktion på oliekrisen i 1973. Afgifterne havde således til formål at fremme energibesparelser og til at give et incitament til at finde alternative energikilder som erstatning for olie.

Energiproduktion og -forbrug i Danmark kommer fra utallige kilder. Af størst betydning er kul, olie og siden olie krisen i 1970’erne, naturgas.

Det samlede energiforbrug har holdt sig på nogenlunde samme niveau i de sidste 20 år. I løbet af 1990’erne er det steget med kun 0,3% om året. Imidlertid er de forskellige primære energikilders andel af den samlede energiforsyning ændret markant. Danmark er gået fra at være næsten total afhængig af olie til den nuværende situation med en vidt forskellig energiforsyning og en position som nettoeksportør af olie. Den nuværende forsyning er baseret på olie (45%), kul (26%) naturgas (20%) og vedvarende energikilder (9%). Atomenergi er endnu ikke en mulighed i Danmark som følge af en beslutning i Folketinget i 1985.

5.1.1. Formål

Formålet med den danske energipolitik er at reducere brugen af kul og at fremme brugen af naturgas såvel som vedvarende energikilder såsom vindmøller. Dette kan ses som en afspejling af den øgede miljøbevidsthed og et stærkt ønske om at være selvforsynende. Dette politiske formål er i 1990’erne blevet fulgt op af en ændring i energiafgifterne. Således er afgifteniveauet for kul og elektricitet steget. Derudover er energiafgifterne steget generelt op gennem 1990’erne.

Endvidere er formålet med afgiften at øge provenuet til det generelle budget. Den sigter ligeledes mod at sænke importen gennem lavere privat energiforbrug.

5.1.2. Afgiftsgrundlag

Energiafgifter pålægges flaskegas, fuelolie, gasolie, kul, elektricitet og naturgas. Afgifterne fastsættes på baggrund af energiindholdet i det pågældende brændsel. Energiafgifter er input-afgifter forstået på den måde, at de lægges på brændsel, der anvendes i energiproduktion. El-produktion er dog en undtagelse. Brændsel, der anvendes til el-produktion er ikke afgiftsbelagt. I dette tilfælde er der en afgift på output (elektricitet). Som følge deraf er afgiften i sig selv ikke et incitament til at skifte til mindre forurenende brændsel i el-produktionen.

Begrundelsen for beskatning af elektricitet i stedet for det i el-produktionen anvendte brændsel er primært af hensyn til konkurrenceevnen. Elektricitet handles på tværs af grænserne, og det er ikke muligt at finde frem til den konkrete energikilde, der benyttes til at producere én bestemt kilowatt-timeenhed.

Afgiftssatsen er steget støt. Den samlede afgift (herunder momsen) udgør ca. to-tredjedele af forbrugsprisen. Energiafgifter har primært indflydelse på husholdningerne. De fleste industrier og andre momsregistrerede selskaber er undtaget fra energiafgifter med undtagelse af rumopvarmning. Siden 1995 er energiafgifter imidlertid blevet pålagt industriel energiforbrug som følge af rumopvarmning.

Tabel 11.2 viser den nuværende og forventede skatteprocent for de store energikilder.

5.1.3. Opkrævning og provenu

Energiafgiften giver et stort provenu som vist i Tabel 5.1. Hovedbidragyderen er afgiften på olie og elektricitet. El-produktion baseres primært på kul. I 1997 bestod 61% af det samlede brændselsforbrug i el-produktionen og kraftvarme af kul. Naturgas og olie udgjorde henholdsvis 15% og 12%. Vedvarende energi udgjorde yderligere 12%. Andelen af naturgas vil øges væsentligt i fremtiden, hvilket skyldes en forventet indfasning af flere gasfyrede kraftvarmeværker.

Da brugen af kul hovedsageligt finder sted i el-produktionen og forbruges af den industrielle sektor, er den for en stor del undtaget for skat. På samme måde bidrager naturgas kun til en mindre andel af statens provenu, da størsteparten af denne »afgift« på naturgas opkræves som en skyggeafgift af gasselskaberne (dette forklares yderligere i kapitel 11).

Energiafgifterne pålægges olieselskaberne, som producerer og importerer disse brændsler. El-afgiften pålægges el-selskaberne, som producerer og forsyner elektricitet. Told- og Skattestyrelsen under Skatteministeriet opkræver afgifterne. Afgifterne overføres i deres helhed til forbrugerne (herunder industrien og andre købere af varme og elektricitet).

For så vidt angår industrien refunderes energiafgiften for en stor del (med undtagelse af afgiften på rumopvarmning) af Told- og Skattestyrelsen og kombineres med opkrævningen af moms. Ved indsendelse af momsangivelsen udspecificerer den pågældende virksomhed (og dokumenterer) også betalt energiafgift i løbet af den pågældende periode. Energiafgiften fratrækkes momsen og kun nettobeløbet betales.

Tabel 5.1

Provenu i 1998

Kilde: Statsregnskab for finansåret1998

5.1.4. Vurdering

Energiafgiftens nuværende struktur og niveau er et kompromis mellem forskellige mål og overvejelser, som nogle gange er i konflikt med hinanden. Afgiften er udtænkt som et bidrag til opnåelse af visse miljøformål, samtidig med at den også har et finanspolitisk sigte. Endvidere har overvejelser om indkomstfordelingen og konkurrenceevnen også spillet en rolle ved fastsættelsen af afgifterne.

Et væsentligt resultat af den danske energipolitik, hvor energiafgiften spiller en betydelig rolle, er, at den traditionelle proportionelle sammenhæng mellem energiforbrug og økonomisk vækst er brudt. Med andre ord er økonomisk vækst ikke længere ledsaget af en tilsvarende stigning i energiforbruget.

Som sådan er energiafgiften forholdsvis høj i sammenligning med de øvrige europæiske lande. Dens størrelse er i sig selv et incitament til energibesparelser, navnlig i husholdningerne. Det lave realiserede afgiftsniveau for de tungeste energiforbrugere kan være et begrænset incitament til energibesparelser i disse sektorer, hvorimod de mulige fordele kunne være de største i disse sektorer.

Som nævnt ovenfor er alle brændsler i el-produktionen undtaget energi-og miljøafgifter. I stedet beskattes elektricitet. Dette er i sig selv ikke tilskyndende til mere effektiv el-produktion eller til at overgå til renere brændsler. Disse afgifter er et incitament for forbrugeren til at nedsætte forbruget af el.

5.2. Afgifter på motorkøretøjer

Danmark er ét af de lande i verden, der har den højeste afgift på motorkøretøjer. Denne afgift blev oprindelig indført som en afgift på luksusvarer. Da Danmark ydermere ikke har en bilfremstillingsindustri, betragtes bilafgiftssystemet som et middel til at styre betalingsbalancen.

Afgiften på motorkøretøjer omfatter:

1. En registreringsafgift, som er en afgift, der betales ved køb af køretøjet (tunge lastbiler er ikke omfattet af denne afgift).

2. En årlig afgift baseret på køretøjets brændstoføkonomi. Pligt til at betale denne afgift sker, når besiddelse af køretøjet er blevet registreret i Danmark, og alle bilejere skal betale denne årlige afgift. Afgiften indførtes i Danmark i 1997 under navnet »den grønne ejerafgift« og gælder for alle nye køretøjer. Før 1997 var den årlige afgift baseret på bilens vægt. Alle biler solgt før 1997 betaler den årlige vægtafgift.

5.2.1. Formål

Hovedformålet og det oprindelige formål med registreringsafgiften og den årlige motorkøretøjsafgift er at øge provenuet. Endvidere er bilafgifterne begrundet i et ønske om, at bilejere skal afholde de omkostninger, der opstår i opbygningen og vedligeholdelsen af vejinfrastrukturen. I dag sigter registreringsafgiften primært mod at nedsætte antallet af biler i Danmark og mod at tilskynde til at købe mindre biler med bedre brændstoføkonomi.

5.2.2. Afgiftsgrundlag

Alle køretøjer i Danmark er pligtige til at betale afgift. Registreringen indebærer, at alle biler skal have nummerplader. Registreringsafgiften betales ved køretøjets indregistrering.

Præsentationen nedenfor indeholder en detaljeret beskrivelse af systemet, der gælder for personbiler. Som nævnt ovenfor er tunge lastbiler undtaget. Yderligere undtagelse og andre afgivende ordninger gælder for lette lastbiler og varevogne samt andre specificerede køretøjer såsom taxier. Som udgangspunkt beskattes disse biler lavere end personbiler.

Det skal imidlertid bemærkes, at registreringsafgiften for varevogne steg i 1994 med henblik på at reducere brugen af varevogne til privat kørsel og for at tilskynde til at købe mindre varevogne. For varevogne på mellem 2 og 3 tons steg afgiften fra 12.000 kr. til 30.000 kr. For varevogne mellem 3 og 4 tons steg den fra 7.500 kr. til 19.000 kr.

Den danske registreringsafgift er meget høj i sammenligning med andre lande. Den beløber sig til 105% af den del af værdien af en ny personbil, som er under 50.000 kr. (1999-niveau) og 180% for resten. Grundlaget for beregningen er 25% moms, told,^[1] og avance til bilforhandleren. For at tilskynde til import og brug af sikrere biler, er biler forsynet med airbags og ABS-system berettiget til en skattereduktion.

Beskatningen af motorkøretøjer lader til at ændre sig gradvis fra registreringsafgiften til den årlige ejerafgift som den vigtigste. Dette betyder, at bilernes brændstoføkonomi vil i stigende grad influere afgiftsniveauet i fremtiden.

Tabel 5.2 giver eksempler på sammensætningen af biler solgt i Danmark. Tabellen viser den endelige forbrugerpris på tre personbiler. Før afgift er priserne henholdsvis kr. 50.000, 80.000 og 100.000. Disse priser er inklusive avance til importør og bilforhandler. Den endelige pris, dvs. prisen inkl. moms og registreringsafgift, på disse tre eksempler er henholdsvis kr. 124.795, 229.795 og 300.605. Den samlede afgiftsbyrde ligger således på mellem 150 og 201% (for disse tre eksempler) af importprisen, inklusive avance til importør og bilforhandler.

Det, at afgiften øges til 180% for den del af afgiftsgrundlaget, som overstiger kr. 50.800,- giver en progressiv effekt i registreringsafgiften. Højere indkomstgrupper forudsættes at købe dyrere biler, hvorfor de pålægges en relativ højere registreringsafgift. F.eks. er prisforskellen 100% (renset for alle afgifter) mellem den billigste og den dyreste bil i tabel 5.2, men forskellen i den pris, som forbrugeren betaler (inklusive alle afgifter), bliver 140%.

Den årlige vægtbaserede afgift udgør i gennemsnit 2.900 kr. årligt. For nye biler baseres den årlige afgift på energiforbrug (grøn ejerafgift) og påkræves i henhold til bilens kørsel af km pr. liter. Biler med en god brændstoføkonomi betaler lavere afgift. Således er der en højere afgift på de store og mere energitunge biler. Dieseldrevne biler belægges med højere afgifter end de benzindrevne, hvorimod afgiften på brændstof er meget lavere.

Tabel 5.2

Afgifter lagt på benzindrevne personbiler (eksklusive avance til importører og bilforhandlere – avance er ligeledes afgiftspligtig)

5.2.3. Opkrævning og provenu

Alle køretøjer i Danmark skal registreres i Centralregistret for Motorkøretøjer. Dette fremgår af Færdselsloven. I 1996 udgjorde registreringsafgiften 52% af afgiften på biler og den årlige vægtafgift 17% (andre afgifter udgjorde resten).^[2] De to typer afgifter opkræves af Centralregisteret for Motorkøretøjer, som hører under Justitsministeriet.

Registreringsafgiften: Det er Told- og Skattestyrelsen, som opkræver afgiften fra bilforhandlerne. For at kunne blive registreret som bilforhandler skal man være autoriseret. Forpligtelsen til at lade sig registrere og selve registret udgør kernen i opkrævningssystemet for bilafgifter. Alle nye biler skal registreres og ændringer i ejerskab skal rapporteres til Centralregistret for Motorkøretøjer. Registreringsafgiften betales kun ved den første indregistrering af bilen. Efter denne første registrering kan bilen sælges frit uden yderligere afgifter. I 1998 gav registreringsafgiften et provenu på 18.290 mio. kr. til statskassen. Som følge af en stigning i importen af nye biler, er registreringsafgiften steget i de seneste år. Omkring 83.000 nye biler registreredes i 1993, og i 1996 var tallet steget til 142.000 registreringer. Der har således også været en stigning i de opkrævede beløb. I 1993 opkrævedes 7.998 mio. kr. i afgifter og i 1996 var tallet steget til 15.367 mio. kr.

Årlig bilafgift: Den person, der står registreret som ejer af bilen, er den, som er pligtig til at betale den årlige afgift. Der er således en klar motivation i at indberette ændringer i ejerskabet til registret. Afgiften betales af den registrerede ejer af bilen via Centralregistret til Told- og Skattestyrelsen. Ejere af nye biler skal betale grøn ejerafgift. Afgiften fastsættes i henhold til særlige standarder udarbejdet af Skatteministeriet; alle nye biler klassificeres i et særligt skema, som er baseret på køretøjets brændstoføkonomi (km kørt pr. liter). Alle biler, som registreredes før 1997, betaler vægtafgift. Hvis afgiften ikke er betalt, annulleres registreringen. En bil kan ikke genregistreres med mindre den skyldige afgift er blevet betalt. I 1998, gav denne afgift et provenu på 5.444 mio. kr.

Af alle miljøskatter og afgifter i Danmark er bilafgiften den største bidragyder til statens provenu, som det fremgår af . Det skal imidlertid nævnes, at den danske afgift på tunge køretøjer (lastbiler) ligger på et middelniveau i sammenligning med de øvrige EU-medlemsstater.^[3]

5.2.4. Vurdering

Bilafgifter har primært et finanspolitisk sigte, og de giver et betydeligt provenu til staten. Den administrative udformning gør det uhyre vanskeligt, ja nærmest umuligt at unddrage sig betaling af dem. Antallet af biler pr. indbygger i Danmark er ca. 338 pr. 1000 indbygger.^[4] Dette tal ligger i den lave ende i sammenligning med andre EU-lande (mellem 223 (Grækenland) og 568 (Italien)).^[5] Som følge heraf og i lyset af det høje BNP pr. indbygger i Danmark vil registreringsafgiften efter al sandsynlighed have en dæmpende virkning på udviklingen i antallet af biler.

Det kan måske hævdes, at den høje registreringsafgift kan være medvirkende til at nedsætte incitamentet til at erstatte gamle biler med nye, idet registreringsafgiften har gjort, at nye biler er blevet relativt dyrere. De nye bilers brændstoføkonomi og hensynet til bilernes sikkerhed (yderligere støttet med ovennævnte undtagelser for biler med ABS-system og airbags) kan være medvirkende til at nedbringe denne effekt.

Endvidere giver indholdet af den årlige afgift og registreringsafgiften begge et incitament til at købe biler med god brændstoføkonomi. Jo dyrere og jo tungere en bil er, desto højere er afgiften. Det er typisk de tunge og dyre biler, som har den dårligste brændstoføkonomi. Denne virkning er yderligere blevet støttet af de øgede afgifter og motorbrændstoffer, som var et resultat af skattereformen i 1994.

Danske bilers brændstoføkonomi er generelt høj i sammenligning med andre EU-lande. Dette antyder, at systemet som sådan ikke tilskynder bilejerne voldsomt til at beholde deres gamle biler.

Danmark kan tilslutte sig et forslag fremlagt af Europa-kommissionen. Dette strategiforslag sigter mod at øge brændstoføkonomien op til 20 km pr. liter for benzindrevne biler og 22 km pr. liter for diesel-drevne biler. Som følge af den høje afgift på biler har Danmark gode muligheder for at nå dette mål.

Den nye grønne ejerafgift har også et miljømæssigt sigte. Skønsmæssige og foreløbige vurderinger af den nye grønne ejerafgift viser, at den har nogen virkning i denne henseende.

Endelig skal det noteres, at det er transportaktiviteter, som er årsag til miljøbelastningen, snarere end selve ejerskab af bilerne I denne forbindelse spiller motorbrændstofafgifterne en væsentlig rolle.

Den høje registreringsafgift kan man hævde har indflydelse på indkomstfordelingen, fordi den gør det temmelig dyrt at anskaffe sig en bil. Når man vurderer den relative økonomiske byrde, som denne afgift er for forskellige indkomstgrupper, når man som regel frem til, at registreringsafgiften og afgiften på motorbrændstoffer har en forholdsvis højere indflydelse på de højere indkomstgrupper end på de lavere.

5.3. Afgift på motorbrændstof ^[6]

Motorbrændstof har været afgiftsbelagt i Danmark siden 1927. Det lovmæssige grundlag er regeringens bekendtgørelse om energiafgifter på mineralolieprodukter af 28. september 1998. Hensyn til grænsehandel og til det indre marked har begrænset regeringens handlekraft på dette område. Afgifterne betragtes som en del af et energiafgiftssystem.

5.3.1. Formål

Der er to primære formål med denne afgift: det ene er at skaffe provenu, det andet at styre importen af motorbrændstoffer. Imidlertid er miljømæssige betragtninger i løbet af de sidste ti år blevet fortsat mere integreret i afgiftsordningen for motorbrændstoffer. Ved at hæve motorbrændstofprisen vil afgiften være medvirkende til at nedsætte efterspørgslen efter motorbrændstoffer med en deraf følgende positiv effekt på miljøet (mindre udstødning, støj og trafikpropper).

Miljøhensyn blev først medtaget i afgiftssystemet i 1986, hvor blyfri benzin blev belagt med lavere afgifter end blyholdig benzin. Niveauet for afgiftsdifferentiering blev ændret flere gange. I 1990’erne medførte differentieringen typisk i en forskel i forbrugerpris på ca. 7%. Afgiftsdifferentieringen blev således brugt som en metode til at opnå miljøforbedringer (udfasningen af bly i benzin). I dag bruges afgiftsdifferentiering til fordel for motorbrændstoffer, der fremstilles ved brug af vandinddampningsanlæg. I disse tilfælde er forskellen på 0,03 kr. pr. liter.

En afgiftsdifferentiering til fordel for benzin med et lavt benzen-indhold trådte i kraft den 1. januar 1998. Dette system indebærer en gradvis stigning i differentieringen i henhold til benzen-indholdet. Der er fem niveauer. Forskellen mellem det højeste niveau (benzen-indhold mellem 4% og 5%) og det laveste niveau (benzen-indhold mindre end 1%) er 0,08 kr. pr. liter. I år 2000 er det kun benzin med et benzen-indhold på under 1%, der kan sælges i Danmark.

Stigningen i motorbrændstofafgifter i perioden fra 1994-1998 var en følge af skattereformen i 1994. Stigningen skal således ses som en integreret del af indsatsen med at nedbringe indkomstskatten og i stedet øge miljøafgiften og arbejdet med at styre behovet for motorbrændstof.

Afgiften på diesel-motorbrændstof er lavere end afgiften på benzin. I dag er afgiften ca. 1,- kr. lavere end afgiften på benzin. Fra 1. juni 1999 er afgiftsincitamenter blevet indført for diesel med et svovlindhold under 500 pmm. Det skønnes, at al autodiesel solgt i Danmark i den nærmeste fremtid vil kunne opfylde dette krav. Dieselbrændstof er ligeledes belagt med en CO₂-afgift på 0,27 kr. pr. liter

5.3.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften på motorbrændstof til biler beregnes som et fast beløb pr. liter af de forskellige typer motorbrændstof, dvs. benzin, diesel, flaskegas og naturgas. Forbrugerpriserne på motorbrændstof ligger på et niveau, der er sammenligneligt med Tysklands. Dette skyldes hensyn til grænsehandel. Benzinafgifterne steg (og dieselafgiften faldt) i 1990, og industrien skulle betale afgifter på diesel i 1991. Som følge af skattereformen i 1994 er afgiften på motorbrændstof steget betragteligt i perioden fra 1994-1998. Afgiftsstigningerne har været i størrelsesordenen 20%. Disse stigninger hænger således sammen med den førte miljøpolitik, der er lagt til grund i skattereformen. De deraf følgende niveauer svarer fortsat til de tyske. Tabel 5.3 viser afgifterne, der var gældende i 1998. Det skal bemærkes, at alle typer motorbrændstof, med undtagelse af benzin, også skal betale CO₂-afgift. Denne afgift beskrives i detaljer i afsnit 6.1.

Tabel 5.3

Afgift på motorbrændstof 1999^[7]

* For benzins vedkommende findes der to andre afgiftsdifferentieringer. Den første indeholder en differentiering, der afhænger af benzen-indholdet af motormotorbrændstoffet, og den anden nedsætter afgiften, hvis der er vandinddampningsanlæg. Den højeste forskel med hensyn til benzen-indhold er 0,08 kr. pr. liter, og reduktionen i tilfælde af vandinddampning udgør 0,03 kr. pr. liter.

Husholdninger og momsregistrerede foretagender skal betale afgifter på motormotorbrændstof, hvorimod den offentlige transport modtager en 100% refusion. Dette betyder, at den offentlige transport rent faktisk ikke betaler afgift på motormotorbrændstof.

5.3.3. Opkrævning og provenu

Det kræver en vis mængde transport om året, for at det kan svare sig at køre i en diesel-drevet bil i stedet for en benzin-drevet, dvs. at få fordel af den lavere afgift på diesel. Dette skyldes, at de diesel-drevne biler er dyrere. Som følge af sammensætningen af bilafgiftssystemet, kører husholdningerne typisk rundt i benzindrevne biler, hvorimod diesel er det mest anvendte motormotorbrændstof i biler, der kører i forretningsøjemed. Som en følge deraf og fordi husholdningerne udgør den største andel af bilerne i Danmark, bidrager husholdningerne med den højeste andel af provenuet fra afgifter på motorbrændstof.

Provenuet fra afgifterne på motorbrændstof indgår i det overordnede statsregnskab. I 1998 udgjorde provenuet fra benzinafgifterne kr. 8.834 mio.^[8] og fra afgiften på diesel kr. 3.800 mio.^[9]

Som det er tilfældet med alle andre produktafgifter, opkræves denne af importøren og producenten af motorbrændstoffer. Opkrævning på dette niveau forenkler den administrative byrde i forbindelse med opkrævning og kontrol.

Det er forbrugeren af motorbrændstoffet, som betaler afgiften. Således betales afgiften hver gang køretøjet fyldes op. Importører af motorbrændstoffer og benzintanke skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen. Styrelsen opkræver afgiften fra importøren af motorbrændstoffet på baggrund af indberetninger om salg af motorbrændstof. Importøren skal stille økonomiske sikkerhed for betaling af afgiften.

Afgiften udgør typisk omkring to-tredjedele af forbrugerprisen på benzinmotorbrændstof i Danmark. For diesels vedkommende udgør afgiften omkring 1/3 af forbrugerprisen, inklusive moms.

5.3.4. Vurdering

I årtier har det primære formål med afgiften på motorbrændstoffer været finanspolitisk snarere end miljøpolitisk. Finanspolitisk giver afgifterne et betydeligt provenu til staten. I de senere år er miljøpolitikken imidlertid kommet mere og mere i fokus. Dette afspejles i den øgede brug af afgiftsdifferentiering til at opfylde miljømæssige formål. Endvidere er afgiftsniveauet steget siden 1994, som var det år, hvor skattereformen trådte i kraft. Disse stigninger var begrundet i en ønske om at øge miljøbeskatningen og derved giver finanspolitisk plads til at nedsætte indkomstskatten.

Afgiften på motorbrændstof lægges på motorbrændstofprisen. For forbrugeren er den relevante pris imidlertid motorbrændstofprisen pr. km snarere end prisen pr. liter motorbrændstof. Som nævnt tidligere er der en tendens til, at bilernes brændstoføkonomi forbedres år for år, og denne fremgang kan yderligere optrappes, hvis man gør en fælles EU-indsats, der sigter mod en 20% forbedring.

Hvis afgifterne på motorbrændstof derfor skal give et incitament til at nedsætte antallet af kørte kilometer, skal de fastlægges med henblik på både den nuværende produktionspris på motorbrændstof (som varierer) og på udviklingen i bilernes brændstoføkonomi.

Efterspørgslen efter motorbrændstoffer har kun i ringe grad været påvirket af afgiftsstigningerne. Dette kan muligvis forklares ved stigningen i efterspørgslen på transport, muligvis som følge af bilernes forbedrede brændstoføkonomi. Det behøver således ikke nødvendigvis at være en afspejling af en uelastisk reaktion på motorbrændstofpriserne.

Det er imidlertid bevist, at afgiftsdifferentiering har en effekt. Dette ses i særdeleshed i forbindelse med afgiftsdifferentieringen ved udfasningen af bly i benzinen.

I 1986 havde blyfri benzin en markedsandel i Danmark på næsten nul. I 1994 var den blyholdige benzin på det nærmeste udfaset i Danmark. Afgiftsdifferentieringen har været én af drivkræfterne bag denne udfasning. Processen blev yderligere hjulpet på vej af en række andre foranstaltninger, som omfattede: 1) en gradvis sænkning af grænserne for indholdet af bly i den blyholdige benzin, 2) udledningsgrænse (fra slutningen af 1990), der gjorde det nødvendigt at installere katalysatorer i nye biler (som til gengæld kræver blyfri benzin for at være effektive) og 3) bevidsthedsskabende foranstaltninger som f.eks. informationskampagner for at nedbryde forbrugernes modvillighed mod at anvende blyfri benzin. Afgiftsdifferentieringen havde en direkte effekt, idet den påvirkede forbrugernes behov øjeblikkeligt. Endvidere havde den en indirekte virkning via sin indflydelse på olieselskabernes adfærd. Differentieringen tilskyndede olieselskaberne til at udvikle og benytte et ikke-blyholdigt smøretilsætningsstof, som kunne anvendes i ældre biler. De ældre biler havde tidligere brug for bly til at smøre ventilerne. Endvidere gav differentieringen olieselskaberne et incitament til at deltage i informationskampagner med henblik på at øge markedsandelen af blyfri benzin.

Da afgiften opkræves af bilejerne alene, kan den siges at have nogle indkomstfordelingselementer indlagt, navnlig i lyset af, at den offentlige transport ikke er omfattet af afgiften. Dette forudsætter naturligvis, at det hovedsageligt er de lavere indkomstgrupper, som ikke har bil til deres rådighed. I denne sammenhæng muliggør systemet (herunder tillige bilafgiftssystemet) en fordeling af indkomsten fra de mere velstillede (de, der ejer en bil) grupper i samfundet til de mindre velstillede grupper, som ikke ejer en bil. I denne henseende bør det også bemærkes, at det danske skattesystem giver nogle skattefradrag til dækning af noget af transporten til-og fra arbejde. Dette er uafhængigt af, om der benyttes private eller offentlige transportmidler.

5.4. Vandafgift

Velforsynet med grundvand

Danmark er velforsynet med grundvand af drikkelig kvalitet. Den næsten umiddelbare brug af grundvand (med meget lidt rensning) som drikkevand er et område, der gives høj prioritet i Danmark. Den nuværende brug af drikkevand udgør ca. 2/3 af de tilgængelige årlige vandressourcer. Forbruget er stagneret siden 1970’erne. Siden 1991 er forbruget endda faldet som vist i Tabel 5.4.

Tabel 5.4

Drikkevandsforsyning i Danmark. Millioner m³ pr. år.

* ekskl. vandindvinding for større industrier, landbrugssektoren og fiskeriet, når dette er baseret på individuelle brønde. Danmarks Statistisk Tiårsoversigt 1997

Som følge deraf udgør det nuværende niveau af drikkevandsforbruget ikke en trussel mod grundvandsressourcerne. Der er imidlertid regionale forskelle i Danmark. I nogle egne af landet, er grundvandsstanden temmelig lav i løbet af sommeren.

Skattereformen i 1994 lagde vægt på at tilknytte en økonomisk værdi til anvendelse af naturressourcer og miljøet med henblik på at minimere overforbrug og belastning af miljøet. Inden for skattereformens rammer indførtes en ny afgift på drikkevand, som har været i kraft siden 1994.

5.4.1. Formål

Forbrugerne skal betale for et naturligt gode

Formålet med vandforbrugsafgiften er at få forbrugerne til at betale for brugen af en naturressource, hvorved forbrugerne motiveres til at undgå unødig vandforbrug. Afgiften har en anden vigtig virkning, idet forbrugt vand for det meste udledes som spildevand. Det underliggende formål er således at mindske mængden af spildevand udledt til spildevandsanlæggene. Dette vil føre til et fald i udledningen af forurenende stoffer i vandløb, søer og havene. Spildevandsanlæggene renser normalt spildevandet ned til en forudbestemt koncentration af forurenende stoffer.

Endvidere skulle afgiften bruges til at motivere vandvandværkerne til at vedligeholde deres vandledning således, at man undgik for mange brud på dem under fordelingen. Dette beskrives i detaljer nedenfor.

Af hensyn til konkurrenceevnen omfatter denne afgift ikke industrien eller landbruget.

5.4.2. Afgiftsgrundlag

Husholdningerne betaler afgifter

Afgiften opkræves hos vandselskaberne. Selskaberne opkræver til gengæld pengene fra husholdningerne. Undtagelsesbestemmelserne for industrien og landbruget effektueres gennem momsindberetningssystemet. Alle momsregistrerede virksomheder og firmaer betaler afgiften, men modtager fuld kompensation for vandafgiften ved betaling af momsen. Servicesektoren er ikke berettiget til en lignende kompensation.

Afgiften indførtes gradvis i henhold til skemaet vist nedenfor. I 1998 var afgiften fuldt implementeret på sit endelige niveau på 5,- kr. pr. m³. Dette svarer til 15-20% af gennemsnitsprisen på vand (herunder spildevandsafgift og skatter).

Tabel 5.5

Indførelse af vandafgift i Danmark.

Afgiften opkræves ligeledes hos private, hvor drikkevandet kommer fra en privat boring i stedet for fra et offentligt eller privat vandselskab. I disse tilfælde er det afgiftspligtige vandforbrug beregnet på den forudsætning, at mængden af drikkevand er 170 m³ om året for hver husholdning.

Vandværkerne

Det andet formål med vandafgiften er at minimere brud på vandrørene som følge af dårlig vedligeholdelse. Dette formål er ligeledes indregnet i afgiftsgrundlaget. Vandværkerne skal altid betale afgift for mindst 90% af det udledte vand, uanset om de rent faktisk ender med at have forsynet forbrugerne med mindre (grundet brud på rør) end de 90%. De 90% er begrundet i, at der vil altid være en smule udsivning, ligegyldigt hvor meget der vedligeholdes. Derfor vil vandværkerne, selvom der f.eks. kun leveres 80% af det udvundne vand til forbrugerne, stadig skulle betale en højere afgift (for 90% af det udvundne vand) end det beløb, som kan opkræves hos forbrugerne (afgiftsbeløb for kun de 80%).

5.4.3. Opkrævning og provenu

Afgiften fremgår klart af vandregningen

De offentlige og private vandværker skal registreres hos og betale afgiften til Told- og Skattestyrelsen. Afgiften videregives i sin helhed til forbrugerne, da de betaler afgiften over vandregningen. Afgiften fremgår klart af regningen sendt til husholdningerne, således at der ikke er nogen tvivl om dens størrelse. Det grundlæggende princip er således at vandværkerne opkræver afgiften hos husholdningerne og sender den til Told- og Skattestyrelsen.

I Danmark er fastsættelsen af det afgiftspligtige beløb baseret på det faktiske drikkevandsforbrug. Fra 1. januar 1999 skal alle private huse have installeret vandmålere. Der findes imidlertid undtagelser fra kravet om installation af vandmålere. For eksempel er det ikke nødvendigt at den enkelte lejlighed installerer målere, selv om det naturligvis er tilladt. I sidstnævnte tilfælde installeres vandmålerne som regel i hele ejendommen, og betalingerne fordeles blandt beboerne i henhold til aftalte principper.

Før den 1. januar 1999 var det ikke obligatorisk at installere vandmålere. I de tilfælde, hvor målere ikke var installeret, beregnedes afgiften på basis af et skøn på 170 m³ forbrugt vand i stedet for det faktiske forbrug af drikkevand. De skønnede 170 m³ blev med vilje sat på et temmelig højt niveau for at tilskynde forbrugerne til at installere vandmålere. Der kunne faktisk spores en klar tendens i retning af vandmålere, der blev installeret i stigende omfang og på frivillig basis op til indførelsen af de obligatoriske krav. I sommerhuse, som ikke bruges hele året, og hvor der ikke var installeret vandmålere, er afgiftsgrundlaget fastsat til et forbrug på 70 m³ om året.

Tabel 5.6

Provenu fra vandafgift 1995-1998.

*) dette tal er baseret på opkrævning af afgifter i 11 måneder af året – registreringen af betaling er en måned bagud.
Kilde: »Finanslov for finansåret 1999« og »Statsregnskab for finansåret 1998«

5.4.4. Vurdering

Tabel 5.4 viser en klar tendens til faldende vandforsyning i Danmark. I perioden fra 1991-1995 faldt den med 13%. Der er fire årsager til dette fald:

• bevidsthedsskabelse via informationskampagner;
• stigende drikkevandsafgifter i løbet af perioden;
• stigende brug af vandmålere; og
• indførelse af afgiften i 1994.

Oplysningerne om provenu i løbet af perioden fra 1994-1998 (Tabel 5.6) kan bruges til at give et skøn af udviklingen i vandforbrug i denne periode. Resultatet fremgår af Tabel 5.7.

Det bør understreges, at tallene fra Tabel 5.4 og skønnene på baggrund af Tabel 5.6 ikke nødvendigvis kan sammenlignes.^[10] Ikke desto mindre viser Tabel 5.7, at faldet i vandforbrug blev primært opnået i perioden forud for indførelsen af afgiften på drikkevand.

Kombinationen af højere vandafgifter sammenholdt med valget mellem enten at betale en fast pris svarende til 170 m³ om året eller at betale i henhold til aflæste vandmålere har tilskyndet husholdningerne til at installere vandmålere. Dette har endvidere givet et incitament til at spare på vandet, idet sådanne besparelser er fuldt afspejlet i den opkrævede afgift.

Hvis industrien skulle svare afgift i samme omfang som husholdningerne, ville dette øge mulighederne for at spare vand betragteligt, men det ville til gengæld også have en negativ indflydelse på virksomhedernes konkurrenceevne.

Tabel 5.7

Skønnede mængder afgiftspligtig drikkevand. 1994-1997.

*) dette tal er baseret på opkrævning af afgifter for 11 måneder
Kilde: Danmarks Statistik. Statistisk tiårsoversigt. Tema om Miljø. 1997

Begrundelsen for denne afgift er ønsket om at beskatte en naturressource. Ideelt set skal denne afgift afspejle en knap ressource. Dette ville imidlertid indebære, at afgiften ville være høj i nogle egne af landet og lav (eller nul) i andre. Af effektivitets og indkomstfordelings-årsager har dette ikke været anset for ønskværdigt.

Selv om den egentlige miljøbegrundelse (beskatning af en knap ressource) for opkrævningen af denne afgift er temmelig svag under de nuværende betingelser, hvor grundvandet står meget højt, har denne afgift stadigvæk nogle miljømæssige fordele, som bl.a. er, at:

• den øger forbrugernes bevidsthed om spørgsmålet og bidrager derved til at øge den generelle miljømæssige bevidsthed i befolkningen;
• den bidrager til at nedbringe mængderne af spildevand. Al udledt vand underkastes lignende rensning.^[11] Rensningsanlæg renser normalt spildevandet ned til en specifik individuelt fastsat koncentration af P, N og O. Reduceret brug af drikkevand vil uundgåeligt føre til reducerede mængder spildevand. Spildevandet behandles stadigvæk ned til givne koncentrationer P, N og O, men efterhånden som spildevandsmængden nedbringes, således vil også mængden af forurenende stoffer (N, P og O) som udledes i vandmiljøet fra spildevandsanlæg blive nedbragt, og
• den kan ses som en forebyggende forholdsregel, der bidrager til at forebygge mod øget vandforbrug.

Med hensyn til dens effekt på vedligeholdelsen og reparationen af rørsystemer er det svært at vurdere, om afgiften har haft nogen virkning. Afgiftens indhold kunne dog tyde på, at for rørsystemer, der er i relativ dårlig stand, kunne besparelser opnået som følge af reduceret udsivning være tilstrækkeligt til at dække reparationsomkostningerne.

Opkrævningsordningen er baseret på allerede eksisterende systemer for opkrævningen af vandrelateret forbrugsafgift, hvorved den yderligere administrative byrde for vandværkerne reduceres. Endvidere administrerer og opkræver vandværkerne afgiften fra alle forbrugerne på samme måde og er ikke på nogen måde involveret i refusionen af afgiften. Dette klares mellem Told- og Skattestyrelsen og den enkelte enhed og effektueres gennem momsopkrævningen. Der blev derfor ikke indført nye mekanismer, idet afgiften er blevet indført udelukkende via eksisterende ordninger.

5.5. Afgift af detailsalgspakninger

I juni 1998 besluttede Folketinget at udvide og revidere den eksisterende afgift på beholdere, som kun gjaldt flasker og glas til en mere omfattende »afgift på visse detailsalgspakninger«:

1. Indtil juni 1998 var afgiften baseret beholderens mængde og gjaldt kun for flasker og glas. Siden 1. januar 1999 er afgiften i stedet baseret på vægten af de benyttede materialer til et bredere udvalg af beholdere.

2. Den nye afgift indebærer en udvidelse af området for afgiften, således at den dækker flere typer varegrupper end tidligere.

Folketinget vedtog den nye afgift i 1998, og den trådte i kraft den 1. januar 1999.

Den tidligere mængdebaserede afgift omfattede flasker og glas, der blev brugt som beholdere til væsker. De væsker, der omfattedes af afgiften var alkohol, vin, øl, sodavand, kildevand og danskvand, juice, eddikeolie, spiseolie og metylalkohol.

I nogle tilfælde er den nye afgift stadigvæk baseret på mængde. Dette gælder for afgiften på detailsalgspakninger anvendt til øl, vin og sodavand. Grunden hertil er, at i disse tilfælde er afgiften stærkt tilknyttet til returflaske-systemet, som har været gældende i Danmark i mange år. Dette system beskrives nærmere i kapitel 8.

For alle andre produkter er afgiften vægtbaseret.

Den vægtbaserede afgift gælder for en række pakningsmaterialer. En oversigt over disse fremgår af Tabel 5.8.

Tabel 5.8

Afgiftsgrundlaget for visse detailsalgspakninger

En individuel afgift gælder for hver enkelt af de forskellige materialer, men den samme afgift bruges til alle produkter. Således er den vægtbaserede afgift kun bestemt af det materiale, som den pågældende beholder er fabrikeret af. Kun et vist forudbestemt antal produkter er imidlertid omfattet af afgiften.

Den nye vægtbaserede afgift ligner den tyske forbrugsafgift på visse detailsalgspakninger. Tyskland er en stor handelspartner for dansk industri. Det antages, at denne sammenhæng kan bidrage til at lette den administrative byrde, som er pålagt de danske virksomheder, som har samarbejdspartnere i Tyskland.

5.5.1. Formål

Formålet med denne afgift er at reducere mængden af emballage, som anvendes og bortskaffes, hvilket medfører en reduktion i brugen af ressourcer brugt på at fremstille emballage, og hvad der er mere vigtigt, mængderne af emballageaffald, der skal bortskaffes.

Produkterne omfattet af afgiften fremgår af Tabel 5.8. Antallet er relativt begrænset i øjeblikket, men det forventes, at et større udbud af produkter vil blive afgiftsbelagt i fremtiden. Det er imidlertid foreløbig hensigten at indføre systemet i et mere begrænset omfang, og omhyggeligt at holde øje med de opnåede resultater og de problemer, man kan støde på i de første år efter afgiftens indførelse. Erfaringer vil herefter blive opsamlet om afgiftens indvirkning. Disse erfaringer vil blive brugt til at forbedre den miljømæssige og tekniske viden om mulige foranstaltninger til at reducere brugen af emballagemateriale.

5.5.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften på visse detailsalgspakninger består af to typer; den mængdebaserede og den vægtbaserede. Afgiftsgrundlaget fremgår af Tabel 5.8. Afgiften fremgår af Tabel 5.9 for den vægtbaserede skat.

Tabel 5.9

Vægtbaserede afgifter for visse detailsalgspakninger

De mængdebaserede afgifter fremgår af Tabel 5.10.

Tabel 5.10

Den mængdebaserede afgift for visse detailsalgspakninger

Kilde: Skatteministeriet, 1999

5.5.3. Opkrævning og provenu

Alle skattepligtige virksomheder skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen. Sådanne skattepligtige virksomheder omfatter:

• virksomheder, som tapper på flaske, påfylder eller pakke varer inden for ovennævnte varegrupper (produkter);
• virksomheder, som importerer varer, der er blevet pakket i udlandet (herunder også andre EU-lande); og
• firmaer, der fungerer som mellemled og/eller firmaer, der handler med ubrugt emballage.

Sammenlignet med den gamle afgift vil den nye føre til en betydelig stigning i antallet af afgiftspligtige virksomheder.

Denne afgift gælder kun for materialer, som er brugt til beholdere. Den gælder ikke for lignende materialer, når de benyttes i produktionen af varer. De afgiftspligtige virksomheder skal derfor føre separate regnskaber over mængderne af materialer anvendt til at fremstille detailsalgspakninger.

Afgiftspligtige virksomheder skal indsende deres beretning til skattemyndighederne. Told- og Skattestyrelsen udsteder et registreringscertifikat til virksomhederne.

Skattemyndighederne påtager sig kontrollen af virksomhederne. Virksomhederne skal føre regnskaberne på en sådan måde, at skattemyndighederne kan effektuere kontrollen. Medarbejderne i virksomhederne er forpligtet til at assistere skattemyndighederne med alle de oplysninger, som myndighederne måtte udbede sig om de regnskaber, der er fremsendt til myndighederne.

Manglende indlevering, herunder manglende betaling af afgifter, straffes med bøder.

I 1998 var provenuet fra afgifter på detailsalgspakninger 809 mio. kr. Provenuet fra afgifter i 1999 forventes at beløbe sig til 950 mio. kr.

5.5.4. Vurdering

Den tidligere, mere snævert definerede mængdebaserede afgift gav ikke det tilstrækkelige incitament til producenterne om at reducere mængderne af emballagemateriale. Dette kan illustreres ved, at én liter mineralvand kan indeholdes i enten en flaske med et tykt lag plastik eller en flaske med en tyndt lag plastik, og afgiften differentierede ikke mellem disse to muligheder.

Den vægtbaserede afgift giver således et incitament til at bruge mindre materiale, selvom det skal bemærkes, at visse produkter stadigvæk er belagt med den mængdebaserede afgift.

For så vidt angår den vægtbaserede afgift, er effektiviteten af afgiftsstrukturen (dvs. de afgiftssatser, der er vist i Tabel 5.9) et væsentligt element. I denne forbindelse tænkes der især på:

• hvorvidt afgiftsniveauet er tilstrækkelig højt til at udgøre et betragteligt økonomisk incitament til at reducere brugen af emballagematerialer;
• hvorvidt afgiften tilskynder til brugen af materialer, som er mindre miljøskadelige på bekostning af dem, der er mere miljøskadelige. Det skal her bemærkes, at afgiften i sig selv ikke søger at opfylde dette mål. Dens mål er snarere at reducere brugen af beholdermateriale (emballage) indenfor hver gruppe af emballagetyper omfattet af afgiften;
• hvorvidt afgiften afspejler de faktiske muligheder for substitution og reduktion. Ideelt set bør hver afgift fastlægges, således at den giver tilstrækkeligt incitament til en adfærdsmæssig ændring, som er økonomisk mulig og som har en positiv nettovirkning på miljøet;
• hvorvidt systemet er omfattende forstået på den måde, at det ikke tilskynder til nogen form for uønsket adfærdsmæssig effekt. Dette kunne f.eks. være, at afgiften i nogle tilfælde tilskyndede til mere brug af materialer, som er mere miljøskadelige, men ikke omfattet af afgiften.
• hvorvidt afgiften har en negativ virkning på dansk industris konkurrenceevne;
• hvorvidt afgiften lægger for stor en administrative byrde på industrien i forhold til opnåede miljømæssige fordele.

Det er imidlertid for tidligt at vurdere afgiftens effektivitet. Den har kun været i kraft i omkring 2 år. Det er imidlertid et faktum, at den nye afgift er mere fokuseret på miljøformål, og den er også meget mere ambitiøs i sin opbygning. Det forventes i det lange løb, at den vægtbaserede afgift vil blive erstattet af en endog mere miljøbaseret afgift. Dette kunne f.eks. være en afgift, der er baseret på livscyklus-analyser.

5.6. Afgift på éngangsservice

Afgiften på éngangsservice har været i kraft siden 1982. Den gælder for service af plastikmaterialer og for de kemikalier, der er indeholdt i produkterne (engangsservice). En mindre ændring i afgiften blev udarbejdet i 1998, og trådte i kraft den 1. april 1998. Årsagen til ændringen var et behov for administrative forenklinger. Tidligere gjaldt afgiften for plastik éngangsservice og for éngangsservice, der indeholdt nogle kemiske stoffer. Den ændrede afgift definerer både produktet (éngangsservice) og de kemiske stoffer indeholdt deri.

5.6.1. Formål

Afgiften på éngangsservice har som sit mål at reducere affaldsmængderne og at fremme genbrug. Baggrunden for afgiften er således af miljømæssige hensyn, selv om den også har et finanspolitisk sigte.

5.6.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften opkræves hos producenten af engangsservice og hos dem, som enten handler med eller importerer disse varer. Afgiften er tillige værdibaseret. Til at begynde med svarede afgiften til 1/6 af den afgiftspligtige værdi. Siden 1989 er afgiften imidlertid blevet sat til 1/3 af detailprisen på produktet (dette svarer til 50% af prisen, eksklusive moms). For importeret éngangsservice er afgiften 50% af importværdien.

5.6.3. Opkrævning og provenu

Producenterne og importørerne skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen. En specifik virksomhed kan bevilges tilladelse til ikke at lade sig registrere hos skattemyndighederne, hvis virksomhedens årlige afgiftspligtige omsætning er under 10.000,- kr., eller hvis den er under 1/3 af omsætningen af afgiftspligtige varer.

De registrerede virksomheder skal betale afgift på afgiftspligtig éngangsservice, med mindre afgiften overføres til en anden virksomhed. Der er dog visse undtagelser fra pligten til at betale afgift, f.eks. i de tilfælde, hvor varerne er blevet beskadiget samt ved brand eller tyveri.

Virksomhederne skal indberette beløbene på éngangsservice i slutningen af hver måned. Hvis afgiften er under 50 kr., behøver virksomheden ikke betale hver måned, men kan akkumulere afgiften, indtil den beløber sig til mere end 50,- kr.

Provenuet fra disse afgifter er lavt med en let faldende tendens, som det fremgår af Tabel 5.11.

Tabel 5.11

Provenu fra afgiften på éngangsservice. 1995-1998

Kilde: »Finanslovsforslag 1999« og »Statsregnskab for finansåret 1998«

5.6.4. Vurdering

Formålet med denne afgift er at reducere brugen af éngangsservice. Tabel 5.11 viser, at provenuet er faldende. Dette antyder, at der er et fald i brugen af éngangsservice, som imidlertid kan tilskrives andre faktorer som f.eks. ændringer i forbrugernes præferencer. Dog må afgiften stadigvæk have haft en effekt.

5.7. Afgift på CFC og haloner^[12]

Den danske regering iværksatte en handlingsplan til at nedsætte brugen af ozonnedbrydende stoffer (ODS) i oktober 1988. Dette var en opfølgning af den såkaldte Montreal Protokol. Protokollen udstikker de globale rammer for afviklingen af ozonnedbrydende stoffer. Planen indeholdt seks elementer

• indsats på internationalt niveau;
• en afviklingsplan for brugen af CFC-gasser, herunder forbud;
• en afgift på brugen af CFC og haloner;
• lovgivning (forbud);
• et forsknings- og udviklingsprogram; og
• dataindsamling til brug for styring og overvågning.

Afgiften på CFC og haloner trådte i kraft i januar 1989, og afgiftsniveauet har været det samme siden da. Forbudet blev gennemført i en bekendtgørelse i 1990 og blev ændret og skærpet adskillige gange i 1992, 1993, 1994, og i 1995. Brugen af CFC-gasser har været forbudt siden januar 1995, men i meget begrænsede tilfælde er det stadigvæk muligt at opnå en særlig tilladelse til at anvende dem.

5.7.1. Formål

Afgiften på CFC og haloner skal give et incitament til at nedsætte brugen af CFC og haloner. På det tidspunkt, hvor afgiften blev introduceret, blev der også allokeret midler til et forskningsprogram vedrørende CFC og halon. Disse midler blev dog ikke øremærket. Midlerne til forsknings- og udviklingsprogrammet blev allokeret uafhængigt af det generelle statsbudget.

5.7.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften er 30 kr. pr. kg CFC og halon. Den gælder for:

• import og produktion af 5 CFC-typer og 3 halon-typer,^[13] når disse blev brugt enten i produktionen vedligeholdelsen af følgende produktgrupper:
  • fjernvarmenet; køleskabe; frysere; køle- og frysediske/montre; industrielle køleskabs- og fryseinstallationer; mobile køleskabe og frysere (transport); paneler til køle- og fryserum; isolerede døre og porte; formpresset polystyrenisolering; strukturskum (undtaget i december 1989 som følge af vanskeligheder med overvågning); tætningsskum; mugfjerningsmidler; spraydåser, tågehorn; og brandbekæmpelsesudstyr indeholdende haloner.
  • I 1989 blev fleksibel polyuretanskum og rensningsmidler fritaget for afgiften; begrundelsen var konkurrencehensyn. De endelige produkter fremstillet af disse stoffer indeholder ikke CFC. Som følge deraf var det ikke muligt at lægge afgifter på de importerede produkter, hvorimod afgiften blev lagt på de hjemlige producenter, som brugte rensningsmidler og fleksibel skum i deres produktion.
  • import af produkter, som indeholder de afgiftsbelagte stoffer (som opført i fodnote 13).

For at forhindre at det fik uheldige følger for dansk industris konkurrenceevne, var eksporterede produkter berettiget til en 100% refusion. Refusionen blev fastlagt på basis af indholdet af CFC og haloner i de eksporterede produkter.

Der er betydelige forskelle mellem de ozonnedbrydende potentialer i de afgiftsbelagte CFC-gasser og haloner. De går fra en faktor på 0,6 (CFC-115) til en faktor 10 (Halon-1301). Afgiften er imidlertid ikke differentieret i henhold til det ozonnedbrydende potentiale hos hver af de afgiftsbelagte stoffer. I stedet benyttes den samme afgift over hele linjen. Afgiftsfritagelsen for strukturskum, fleksibel polyuretanskum og opløsningsmidler i 1989 betød faktisk, at omkring 30% af CFC-forbruget blev fritaget for at betale afgifter. Endvidere hørte disse produkter ind under nogle områder, hvor omkostningerne ved substitution var lavere end selve afgiften. Afgiftens effekt på adfærden siden 1989 kan derfor forventes at være begrænset.

5.7.3. Opkrævning og provenu

Der var to forskellige opkrævningsordninger. Én af ordningerne gjaldt for brugen af CFC-gasser og haloner, den anden for produkter, som indeholdt disse stoffer:

Import og produktion af CFC-gasser og haloner: Importørerne/producenterne skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen under Skatteministeriet. De skal føre regnskaber over til- og afgang af afgiftsbelagte stoffer og kvartalsvis betale den beregnede afgift til toldmyndighederne.

Import og eksport af produkter indeholdende CFC-gasser og haloner: Selskaber, som er beskæftiget med import og eksport af produkter, der indeholder CFC-gasser og haloner, er ikke forpligtet til at lade sig registrere. I stedet skal de betale afgiften på import- eller eksporttidspunktet. Afgifterne behandles således i dette tilfælde gennem tolderklæringer.

Man havde forventet, at afgiften ville indbringe et provenu på ca. 111 mio. kr. det første år, og at dette ville falde gradvist til nul som følge af forbudet. Men provenuet viste sig at være negativt i det første år. I de følgende to år nåede det kun op på henholdsvis 26 mio. og 12 mio. kr.

Årsagerne til dette lave provenu var primært:

• hamstring forud for gennemførelsen af afgiften;
• en hurtigere reduktion i brugen af CFC-gasser end forventet; og
• skævheder i opkrævningen af afgifter.^[14]

I 1998 gav afgiften et meget lille provenu på 0,2 mio. kr. Dette er en afspejling af det meget lave forbrug af CFC-gasser i dag. Den »almindelige« brug af CFC-gasser har været forbudt siden 1995. I dag må CFC kun benyttes på den betingelse, at en særlig tilladelse er blevet givet. En sådan tilladelse gives kun i meget må tilfælde til f.eks. undersøgelsesbrug.

5.7.4. Vurdering

De ozonnedbrydende stoffer blev udfaset hurtigere end man oprindelig havde forudsat. Som følge deraf kunne det endelige forbud gennemføres tidligere end forventet. Allerede i 1995 faldt brugen af ozonnedbrydende stoffer i Danmark til nærmest nul. Således viste den overordnede CFC-handlingsplan sig at være effektiv til at opnå en hurtig afvikling af de ozonnedbrydende stoffer.

Den hurtige reduktion i brugen af CFC-gasser og haloner skal imidlertid primært tilskrives den forudgående offentliggørelse og konkrete timing af forbudene. De tilskyndede producenterne til at fremskynde udviklingen af økonomisk og teknisk mulige alternativer. Dette blev yderligere understøttet af forsknings- og udviklingsprogrammer.

Til at begynde med antog man, at afgiften ville have en betydelig negativ effekt på brugen af de CFC-gasser, der havde relativt lave substitutionsomkostninger. Imidlertid medførte afgiftsfritagelsen i 1989 for opløsningsmidler og skumplast, at lige netop disse produkter ikke var afgiftspligtige.

Men mens de administrative metoder og forsknings- og udviklingsprogrammet således havde den største indflydelse på brugen af ozonnedbrydende stoffer, har afgiften stadigvæk spillet en rolle, navnlig igennem sin »signaleffekt «.

Figur 5.1

Udviklingen i Danmark i brugen af CFC-gasser og haloner. 1986-1996

Note: Zig-zag-udviklingen i halonforbruget skyldes hamstringen, der opstod efter offentliggørelsen af forbud mod brugen af visse haloner.

5.8. Klorerede opløsningsmidler

Klorerede opløsningsmidler er stoffer, som i mange år er blevet betragtet som værende skadelige både for det naturlige miljø og arbejdsmiljøet. Nogle klorerede opløsningsmidler fortynder ozonlaget, mens andre kan være medvirkende til at ødelægge grundvandets kvalitet. De er skadelige for menneskets nervesystem, og nogle af opløsningsmidlerne menes at være kræftfremkaldende.

Afgiften på klorerede opløsningsmidler er én af de forholdsvis nye og ægte »grønne« afgifter. Den trådte i kraft den 1. januar 1996. Afgiften går tilbage til en omfattende rapport, som blev udarbejdet af Finansministeriet (1994) om grønne afgifter,^[15] som gav en redegørelse for mulighederne ved en udvidet brug af grønne afgifter generelt. Rapportens konklusion var, at de eksisterende regler for brugen af klorerede opløsningsmidler var utilstrækkelige, og den anbefalede en afgift på klorerede opløsningsmidler som en omkostningseffektiv måde til at nedsætte forbruget.

5.8.1. Formål

Denne afgift har et miljømæssigt sigte. Dens formål er at reducere brugen af klorerede opløsningsmidler og at give endnu et incitament til at udvikle mindre miljøskadelige alternativer til klorerede opløsningsmidler. Endvidere er baggrunden for afgiften at forhindre ibrugtagningen af disse opløsningsmidler som følge af forbudet mod brugen af de ozonnedbrydende CFC-gasser (se afsnit 5.7). Det vil sige, at forhindre en stigning i brugen af klorerede opløsningsmidler (som i nogle tilfælde kan optræde som erstatning for CFC-gasserne).

Afgiften gælder for de tre mest anvendte klorerede opløsningsmidler. På tidspunktet for afgiftens indførelse skønnede man, at brugen af disse klorerede opløsningsmidler tilsammen udgjorde 95% af den samlede brug af klorerede opløsningsmidler i Danmark.

5.8.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften beløber sig til 2,- kr. pr. kg kloreret opløsningsmiddel, som svarer til en stigning i forbrugerprisen på omkring 25%. Afgiften gælder for:

• brugen af tre stoffer: tetrakloroetylen, trikloroetylen og dikloromethan. Den nuværende brug af disse stoffer ligger på ca. 2.000 tons pr. år; og
• import af produkter, som indeholder ovennævnte afgiftsbelagte stoffer (såsom lim, maling og rensemidler). Den importerede mængde af klorerede opløsningsmidler i disse produkter skønnes at være ca. 2.000 tons om året.

Afgiften gælder for klorerede opløsningsmidler i deres rene form. Den gælder også i de tilfælde, hvor klorerede opløsningsmidler findes i andre varer, hvis deres koncentration overstiger 1 procent efter vægt. I dette tilfælde benævnes afgiften en bidragsafgift.

Der er en direkte positiv sammenhæng mellem brugen af opløsningsmidler (målt i kilo) og udledninger til miljøet. Alle tre stoffer har samme miljøbelastning. Derfor er afgiften veludformet ud fra en miljømæssig betragtning.

Afgiften på stoffer og produkter solgt til eksport refunderes af hensyn til konkurrenceevnen.

5.8.3. Opkrævning og provenu

Producenter og importører af klorerede opløsningsmidler plus importører af produkter, som indeholder opløsningsmidler, betaler afgift til told- og skatteregionerne.

Virksomheder, som producerer (eller genvinder og sælger) de tre afgiftspligtige opløsningsmidler skal lade sig registrere hos toldmyndighederne. Registrerede virksomheder skal betale afgift, når de pågældende opløsningsmidler forlader virksomheden.

Importen af produkter, som indeholder afgiftspligtige stoffer skal ledsages af en erklæring fra producenten om mængden af det afgiftspligtige stof i produkterne. Virksomheder, der importerer sådanne produkter skal:

• enten lade sig registrere hos toldmyndighederne og betale afgift, når produktet forlader virksomhederne; eller
• rapportere løbende til toldmyndighederne om produkter, der er importeret og betale samtidig med denne rapportering.

I 1998 var provenuet fra afgifterne på klorerede opløsningsmidler 2,3 mio. kr.

Tabel 5.12

Årligt provenu fra afgifter på klorerede opløsningsmidler, mio. kr.

1) provenuet omfatter de 11 måneders forbrug og salg af klorerede opløsningsmidler samt afgifter betalt for klorerede opløsningsmidler på lager.
2) det første tal (1,64) gælder for de første 8 måneder af året.

Provenuet af de 3,26 mio. kr. i 1997 svarer til et samlet årligt forbrug på ca. 1.,600 tons. Da afgiften trådte i kraft i 1996, skønnede man, at det årlige forbrug af opløsningsmidler udgjorde 2.000 tons klorerede opløsningsmidler i deres rene form og yderligere 1.000 tons som komponenter i andre varer. Selvom disse estimater er noget usikre, viser tallene ikke desto mindre, at allerede i 1997 havde man opnået en reduktion i brugen af klorerede opløsningsmidler. Endvidere viser tabellen, at fra 1997-1998 faldt provenuet med yderligere 30%.

5.8.4. Vurdering

Afgiften på klorerede opløsningsmidler blev indført, selvom der var en del usikkerhed omkring dens egentlige virkning. I kommentarerne til lovforslaget, blev det udtrykkelig nævnt, at afgiften var udarbejdet uden fyldestgørende oplysninger om bl.a. mulighederne for substitution. Derfor antyder kommentarerne endvidere, at indførelsen af afgiften burde kontrolleres nøje med henblik på at udpege områder, hvor det kunne være nødvendigt at foretage ændringer eller justeringer. Man skønnede, at afgiften ville føre til en nedsættelse i forbruget af klorerede opløsningsmidler på ca. 15%.

Tabel 5.13 viser udviklingen i nettoimporten af klorerede opløsningsmidler dækket af afgiften. Tabellen bekræfter klart, at der er en faldende tendens i brugen af klorerede opløsningsmidler, hvilket også fremgår af tabel 5.12. Med hensyn til tabellen skal det bemærkes, at analysen viser, at trikloretylen og tetrakloretylen hovedsageligt bruges i den rene form (henholdsvis 95% og 97% af det samlede forbrug), hvorimod kun 74% af forbruget af diklormetan finder sted i stoffets rene form.

Tabel 5.13

Netto-import (tons/år) af klorerede opløsningsmidler omfattet af afgiften ¹⁾.

Kilde: Evaluering af Grønne Afgifter for Erhvervene.
1) Tabellen indeholder ikke import og eksport af varer indeholdende klorerede opløsningsmidler. Tallene for 1992-1995 og for 1996-1998 er ikke fuldt sammenlignelige, da dataene stammer fra forskellige kilder.

Selvom brugen af diklormetan i sin rene form er faldet, anvendes opløsningsmidlet i betydelige mængder som en komponent i lakfjerningsmidler.

I det store og hele viser Tabel 5.13 meget tydeligt, at afgiften har haft været væsentligt medvirkende til en nedgang i brugen af klorerede opløsningsmidler. Reduktionen for så vidt angår tetrakloretylen er måske knap så tydelig. Dette kunne tyde på, at det i dette tilfælde er svært at finde substitutionsprodukter.

5.9. Pesticider^[16]

Pesticider bruges til at dræbe ukrudt, skadedyr og sygdomsfremkaldende svampe for derved at forbedre høstudbyttet. Pesticiderne spredes imidlertid ud i miljøet og kan forårsage forurening af jorden, vandmiljøet og luften. I løbet af de sidste 10 år har man fundet stigende mængder af pesticidrester i afgrøderne, vandløb, søer, grundvandet og i jorden.

Danmark har haft en national pesticidplan siden 1986. Formålet med denne plan er at beskytte pesticidforbrugerne, den almene befolkning og miljøet fra de farlige pesticider. Planens mål er at halvere pesticidforbruget i 1997 i sammenligning med forbruget i 1981-1985.

Brugen af pesticider måles som:

• mængden af forbrugte aktivstoffer (målt i kg); og
• antallet af doser anvendt pr. hektar opdyrket land (kaldet behandlingshyppighed)

En række initiativer er blevet taget for at opfylde planens formål, dvs. strengere miljøkrav til anvendelsen af pesticider; obligatoriske uddannelsesordninger for samtlige landmænd, der bruger pesticider og obligatorisk tilsyn med pesticidudstyr. Landbruget tegner sig for ca. 90% af pesticidforbruget i Danmark. Landmændene er ligeledes forpligtet til at føre regnskaber over mængder og typer pesticider brugt på hver mark.

Afgiften på pesticider blev indført den 1. januar 1996 som endnu et middel til at fremme den målrettede reduktion i pesticidforbruget. Afgiften i sig selv sigtede mod at reducere pesticidforbruget med 10%. En afgiftsstigning trådte i kraft i november 1998. Formålet med stigningen var at opnå endnu en 10% reduktion.

5.9.1. Formål

Formålet med pesticidafgiften er at nedsætte forbruget af pesticider. Grundet de vanskelige målemetoder, er afgiften ikke differentieret i henhold til toksicitet eller andre faktorer af betydning for helbredet og miljøbelastningen af de forskellige pesticider. Insekticiderne er belagt med højere afgifter end andre pesticider. Dette er blot en afspejling af det faktum, at insekticiderne er billige. Derfor lægges der en højere afgift på insekticiderne for at afgiften skal have en vis effekt.

5.9.2. Afgiftsgrundlag

Afgiftsgrundlaget for de mest fremtrædende pesticider – insekticider, herbicider og fungicider – er detailprisen på pesticiderne. Dette defineres som den maksimale detailpris for hver enkelte pesticide. Det, at afgiften er baseret på detailprisen kræver en udførlig kontrol med detailpriserne. Dette opnås gennem et prismærkesystem, som angiver den maksimale salgspris. Pesticider kan ikke sælges til priser, der overstiger den maksimale salgspris, og detailhandlere, der sælger til en lavere pris eller som giver rabat, vil ikke være berettiget til tilsvarende afgiftsrefusion.

Tabel 5.14

Pesticidafgifter. Afgiftsgrundlag og afgiftsprocent.

Note: Før 1. november 1998 var afgiftsprocenten for insekticider og fungicider henholdsvis 35% og 27%, hvorimod afgiften på træimprægneringsmidler var den samme som i dag.

5.9.3. Opkrævning og provenu

Afgiften opkræves hos producenten og importøren. Dette reducerer kontrol- og administrationsomkostninger, fordi antallet af registrerede selskaber er betydeligt lavere end på detailniveau. Virksomheder, som producerer eller importerer de afgiftspligtige pesticider, skal lade sig registrere hos toldmyndighederne.

I 1998 provenuet til 290 mio. kr.^[17] Dette tal forventes at stige til 355 mio. kr. i 1999 som følge af afgiftsstigningerne i 1998.^[18]

Samtidig med afgiften blev ejendomsskatterne reduceret for landbrugsejendomme. Afgiften og de reducerede ejendomsskatter er juridisk og økonomisk uafhængige. Ikke desto mindre skal de reducerede ejendomsskatter betragtes som underskudsbetaling til landbruget. En lignende observation gælder for den nyligt introducerede ordning om at give økonomisk tilskud til udviklingen af økologisk landbrug. Denne ordning indførtes samtidig med den øgede pesticidafgift den 1. november 1998.

5.9.4. Vurdering

Afgiften indførtes den 1. januar 1996. Som følge deraf kan den markante stigning i pesticidsalget i 1995 skyldes hamstring forud for indførelsen af afgiften. Den formodede hamstring i 1995 kan også have haft en negativ indvirkning på det skønnede forbrug for 1996. Derfor er det nødvendigt at vurdere disse to år sammen, når man skal vurdere virkningen af afgiften. Behandlingshyppigheden for 1995 og 1996 tilsammen kan sættes til 2,71. I 1997 var dette tal faldet til 2,45. Udviklingen viser således en udvikling mod det endelige mål på 1,34.

Figur 5.2

Udviklingen af pesticidforbruget i Danmark, 1990-1996. Mængden af forbrugte pesticider og behandlingshyppighed

Manglen på et troværdigt og utvetydigt miljøbelastningsindeks gør, at afgiftsordningen ikke afspejler de miljømæssige og sundhedsmæssige belastninger forårsaget af de forskellige typer pesticider. Det kunne derfor være et skridt i den rigtige retning, hvis et miljøbelastningsindeks kunne etableres, således at man havde et grundlag af fastlægge afgifter på. Det er imidlertid meget usikkert, om dette kan praktisk lade sig gøre.

Manglen på et miljøbelastningsindeks bevirker, at afgiften ikke er blevet konstrueret med specielt henblik på den relative toksicitet af de forskellige pesticider. Afgiften har dog ført til et fald i den overordnede behandlingshyppighed i overensstemmelse med lovens hensigter.

Miljøeffekten af afgiften opnås primært gennem dens indflydelse på den overordnede efterspørgsel og de deraf følgende behandlingshyppigheder. Det har praktisk talt ingen virkning på forsyningssiden, fordi pesticidprodukter udvikles og sælges af store internationale selskaber. Danmark er kun et relativt lille lokalt marked for disse selskaber.

5.10. Afgift på vækstfremmere^[19]

Vækstfremmere bruges som tilsætning til foder for at øge dyrenes vækst. I Danmark blev ca. 100 tons vækstfremmere brugt årligt i perioden 1991-1997. Ca. 80% blev brugt i produktionen af smågrise og svin.

I de senere år har der været en livlig debat om forholdet mellem brugen af vækstfremmere og dyrevelfærd. Det hævdes, at brugen af vækstfremmere er i modstrid med reglerne for at køre et sundt landbrug.

Afgiften på vækstfremmere trådte i kraft den 1. september 1998. Afgiftens formål er at nedsætte forbruget af vækstfremmere med 60-70%. Andre og mere vidtrækkende initiativer overskyggede hurtigt denne afgift. Disse initiativer forventes at føre til en endelig afvikling af vækstfremmere i januar 2000. Disse initiativer omfatter:

1. En aftale om at regulere brugen af vækstfremmere i opdræt af kvæg, kyllinger og svin (over 35 kg) indgået mellem producenter og slagterier. Aftalen blev underskrevet og trådte i kraft i foråret 1998. Som et resultat af aftalen reduceredes brugen af vækstfremmere med 37,5% i løbet af den første halvdel af 1997, dvs. endda før afgiften trådte i kraft.

2. Mellem 96% og 98% af alle svineproducenter – langt den vigtigste producentgruppe med hensyn til vækstfremmere – har underskrevet en aftale, hvor de frivilligt indvilliger i at undlade brugen af vækstfremmere. Svineproducenter, som ikke har underskrevet aftalen, skal betale en bøde til slagteriet på 0,20 kr. pr. kg. kød. Dette niveau anses for at være tilstrækkelig højt til at give det nødvendige incitament til at være med i aftalen. Rent faktisk er der større sandsynlighed for at bøden har større indflydelse på producenten end afgiften.

3. Efter en intens debat i de nationale medier i september 1998 erklærede landbrugsorganisationerne total og frivillig stop for brugen af vækstfremmere i dansk landbrug. Dette omfatter ligeledes produktionen af smågrise. Det frivillige stop skulle træde i kraft fra 1. januar 2000. Det er indgået på betingelse af resultatet af et større forskningsprogram, som lanceredes i efteråret 1998, hvor man forsøger at udvikle effektive erstatningsprodukter for vækstfremmere. I øjeblikket forventes det af landbrugsorganisationerne, at brugen af vækstfremmere vil standse i slutningen af 1999.

5.10.1. Formål

Formålet med afgiften er at reducere brugen af vækstfremmere med 60-70% og derved bidrage til grundlaget for en sund landbrugsproduktion. Endvidere skulle den tilskynde forbrugerne til at indgå frivillige aftaler med henblik på at standse brugen af vækstfremmere.

5.10.2. Afgiftsgrundlaget

Afgiften på vækstfremmere er en produktafgift. Den lægges på »rene« vækstfremmende stoffer og på importerede produkter, som indeholder vækstfremmere. Tabel 5.15 viser afgiftsniveauet og typer af vækstfremmere dækket af afgiften.

Tabel 5.15

Afgiftsniveauet for afgiftspligtige vækstfremmere

EU-regler fastsætter maksimumværdier for de tilladte mængder vækstfremmere, der må blandes i foderet. Maksimumværdierne er forskellige fra én vækstfremmer til den anden. EU-reglerne blev inkorporeret ved fastsættelsen af afgiftsniveauet vist i Tabel 5.15, hvorved afgiftsniveauet er blevet bestemt med henblik på at sikre, at omkostningseffektiviteten pr. gris er den samme uanset hvilken vækstfremmeproducent, man køber hos. Derfor forholder det sig sådan, at afgiften på tilsætningsstoffer, som skal bruges i store mængder, og hvor maksimumværdierne er tilsvarende høje, er lavere end ved de tilsætningsstoffer, der kun skal bruges i små mængder.

Afgiftssatserne vist i Tabel 5.15 indebærer, at prisen for at producere svin stiger med kr. 4. Dette svarer til et netto økonomisk gevinst som følge af bruge af vækstfremmere. Afgiften har således fjernet den økonomiske fordel ved at bruge vækstfremmere i svineproduktionen. Svineproduktionen tegner sig for hovedparten af brugen af vækstfremmere.

På den anden side er afgiften ikke tilstrækkelig høj til at fjerne den økonomiske fordel ved at bruge vækstfremmere I produktionen af smågrise. Afgiften øger omkostningen pr. smågris med 4-5 kr., men det antages, at nettogevinsten som følge af brugen af vækstfremmere ligger på ca. 10,- kr. pr. smågris.

5.10.3. Opkrævning og provenu

Afgiften opkræves hos producenten og importøren af vækstfremmere og på importen af produkter, der indeholder vækstfremmere. De berørte foretagende skal betale afgift til Told- og Skattestyrelsen.

Afgiftspligtige er:

• producenter af vækstfremmere. Sådanne virksomheder skal lade sig registrere hos de danske toldmyndigheder (Told- og Skattestyrelsen). De er forpligtet til at føre regnskab over produktion og køb af vækstfremmere; og
• importører af vækstfremmere. Sådanne foretagender skal ligeledes lade sig registrere hos de danske toldmyndigheder og føre regnskab over køb og leverancer for hver én ud af ti afgiftspligtige vækstfremmere.

Hver måned skal de registrerede virksomheder beregne det afgiftspligtige beløb for vækstfremmere, dvs. mængden af vækstfremmere solgt af virksomheden såvel som virksomhedens eget forbrug.

Det realiserede provenu for 1998 udgjorde 16 mio. kr. De tidligere og forventede tendenser i udviklingen af vækstfremmere fremgår af Figur 5.3. Denne figur viser klart, at brugen af vækstfremmere faldt allerede før indførelsen af afgiften.

Figur 5.3

Faktisk og estimeret brug af vækstfremmere i Danmark 1989-2000

Kilder: Oplysning om forbruget fra 1989-1996 er baseret på Dansk Veterinærtidsskrift, 1998, 81, 8. Forbruget for 1997 og 1998 er baseret på tal fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Tallet for 1998 er et skøn over forbruget i det første halve år af 1998. Oplysninger om forventet forbrug i 1999 og 2000 er givet af Landbrugsraadet (den største danske landbrugsorganisation).

5.10.4. Vurdering

Afgiften er blevet udformet med henblik på fuldstændigt at fjerne den økonomiske gevinst ved at bruge vækstfremmere i svineproduktionen, som er det område, hvor de bruges allermest. Afgiften forventedes således at føre til betragtelige reduktioner i brugen af vækstfremmere. Ved produktionen af smågrise er den økonomiske gevinst fra brugen af vækstfremmere noget reduceret som følge af afgiften, men der vil stadigvæk være en økonomisk fordel.

Forud for afgiftens indførelse medførte en række frivillige aftaler og initiativer mellem landmænd, landbrugsorganisationer og slagterier væsentlige reduktioner i brugen af vækstfremmere. Baggrunden for disse aftaler og initiativer skal for en stor del findes i den følelsesladede offentlige debat, som fandt sted i begyndelsen af 1998. Endvidere er det ikke utænkeligt, at formodningerne om, at en afgift var undervejs har bidraget til at fremskynde udviklingen.

Resultatet af disse initiativer og aftaler (beskrevet ovenfor) vil være væsentlige reduktioner i brugen af vækstfremmere. Dette vil formodentlig medføre en hurtig og fuldstændig afvikling. Afgiften indførtes rent faktisk til trods for en stærk modstand fra landbrugsorganisationerne. Organisationerne hævdede, at de og slagterierne var bedst egnede til at oplyse om forbrugernes ønsker samt til at definere og implementere de rigtige tiltag med henblik på at imødekomme forbrugernes ønsker. Udviklingen i brugen af vækstfremmere i 1998 bekræfter til en vist grad dette argument.

På den anden side bør man ikke se bort fra afgiftens positive sider, som er, at:

• at den har givet et effektivt signal til landmændene om, at forbrugerne og samfundet som sådan ikke godkender brugen af vækstfremmere. Afgiften har derved banet vejen for en forståelse blandt landmændene om, at brugen af vækstfremmere bør undgås, hvis forbrugernes ønsker skal imødekommes; og
• afgiftsniveauet har været tilstrækkelig højt til at give mange landmænd en ny incitamentsstruktur, som fjerner den økonomiske begrundelse for at bruge vækstfremmere. Afgiften skal hermed betragtes som et vigtigt instrument til at tilskynde til frivillige aftaler og det forudbestemte forbud mod brugen af vækstfremmere.

5.11. Afgift på NiCd-batterier

Afgiften på NiCd-batterier (nikkel-cadmium) har eksisteret siden 1. april 1996. Afgiften udgør et element i de øgede bestræbelser fra regeringens side om at reducere forureningen forårsaget af blybatterier og af NiCd-batterier. Blybatterier dækkes af en særlig genanvendelses-ordning, som udgør en del af en frivillig aftale. Batterier, som indeholder kviksølv, er blevet afviklet.

NiCd-batterier indeholder det farlige tungmetal cadmium. Cadmium er ikke biologisk nedbrydelig og udgør en sundhedsrisiko for mennesker og dyr, når det findes i koncentrerede mængder i madvarer som f.eks. grøntsager. NiCd-batterier er faktisk den allerstørste bidragyder til cadmium-forureningen.

Batterierne sælges separat i pakninger eller i trådløst udstyr som f.eks. værktøj, pc’er og mobiltelefoner.

Afgiften skal ses i sammenhæng med loven om en opkrævningsordning for brugte NiCd-batterier. Miljøstyrelsen administrerer ordningen. Batterierne indsamles med henblik på at sikre, at de bortskaffes på forsvarlig vis (genanvendes).

Indsamlingsordningen gælder for alle sektorer (privatpersoner, private virksomheder, og offentlige institutioner) forstået på den made, at alle er forpligtet til at indlevere deres brugte batterier til de foretagender, som deltager i indsamlingsordningen. Virksomheder, der deltager i indsamlingsordningen skal sikre, at batterierne indsamles, håndteres og transporteres til genanvendelsesanlæg på en miljømæssig forsvarlig måde. Virksomheder, som indsamler batterier, skal lade sig registrere hos og opnå godkendelse af Miljøstyrelsen. Batterierne leveres til genanvendelsesanlæg i Sverige eller Frankrig.

5.11.1. Formål

Denne afgift har to formål. Den sigter på den ene side mod at reducere brugen af NiCd-batterier og på den anden at øge genanvendelsesprocenten af brugte batterier. For at imødekomme sidstnævnte, anvendes provenuet fra afgiften til at give de økonomiske niveau for en effektiv indsamlingsordning og genanvendelse af bruge NiCd-batterier. Loven om denne refusionsordning blev vedtaget sammen med loven om afgiften.

5.11.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften er kun rettet mod brugen af NiCd-batterier i Danmark. Af denne og af konkurrencemæssige årsager gælder den ikke for eksport af NiCD-batterier. Eksportvirksomheder, som har betalt afgiften, er berettiget til en refusion svarende til de eksporterede mængder.

Virksomheder, der deltager i indsamlingsordningen er berettiget til en refusion af afgiften. De bliver en del af indsamlingsordningen ved registreringen hos Miljøstyrelsen. I dag er der 15 sådanne virksomheder.

Afgiften lægges bade på nye og brugte NiCD-batterier. Afgiften er 6 kr. pr. batteri. En lignende sats bruges, hvis batterierne er indeholdt i andre produkter. Forud for afgiftens indførelse var der en afgift på kr. 2,- kr. pr. batteri, og på kr. 8,- kr. pr. batteripakke.

Miljøstyrelsen administrerer refusionsbeløbet, som andrager kr. 120,- kr. pr. kilo batterier modtaget retur, hvilket stort set svarer til afgiftsniveauet.

Refusion gives til de virksomheder, der indsamler batterierne. Dette kunne f.eks. være visse detailsalgssteder, som også sælger batterier eller produkter, som indeholder batterier. Privatpersoner, der indleverer få batterier, modtager dog ingen refusion.

5.11.3. Opkrævning og provenu

Producenten og importøren af NiCd-batterier skal lade sig registrere hos Told- og Skattestyrelsen. De registrerede virksomheder modtager en bevis som dokumentation for registreringen. Det afgiftspligtige beløb beregnes på månedsbasis, og er baseret på opgørelser over mængden af afgiftspligtige varer, som er udgået fra virksomheden i løbet af måneden.^[20]

Told- og Skattestyrelsen opkræver afgiften.

Afgiftsrefusionen er tæt forbundet med indsamlingsordningen, og den betales i forhold til, hvor meget der er blevet indsamlet. Jo flere batterier eller akkumulatorer, der er blevet indsamlet, desto større er refusionen.

Skattemyndighederne skal kontrollere de registrerede virksomheder og sikre sig, at den betalte afgift og modtagne refusion svarer til den faktiske strøm af batterier.

Tabel 5.16

Årlige provenu fra afgiften på NiCD-batterier, 1996-1998¹⁾

1) For 1996 gælder tallene for perioden fra 1. april – 31. december. Tallene i parentes giver et forsigtigt skøn for hele året ud fra en simpel lineær fremskrivning.

Kilde: Evaluering af Grønne Afgifter for Erhvervene og for 1998: Statsregnskab for finansåret 1998.

Provenuet fra afgiften går i statskassen. Indsamlingsordningen finansieres af Miljø- og Energiministeriet via finansloven.

For at få udbetalt refusion kræves det, at der foreligger bevis for, at batterierne er blevet vejet ved ankomsten til genanvendelsesanlægget i enten Sverige eller Frankrig.

5.11.4. Vurdering

Brug af NiCd-batterier

Afgiften har bidraget til at nedsætte brugen af NiCd-batterier i Danmark. Tabel 5.16 viser et markant fald fra 1997 til 1998 i provenu. Det skal endvidere bemærkes, at salget af NiCd-batterier før indførelsen af afgiften steg med 20% hvert år. Provenuet i dag antyder således, at afgiften har haft held med at vende denne tendens.

Brugen af enkelte NiCd-batterier til almindeligt brug samt salg af NiCd-batterier til brug i mindre energikrævende produkter som f.eks. telekommunikationsudstyr er faldet til næsten nul. Til gengæld er salget af NiCd-batterier til mere energitunge produkter som f.eks. håndværktøj steget. Således bruges NiCd-batterier i dag mest i trådløs håndværktøj og til industrielle formål. Forud for afgiftens indførelse var der nærmest en ligelig fordeling mellem forbruget af NiCd-batterier i husholdningerne og i industrien. Denne tendens at brugen af NiCd-batterier koncentreres primært omkring industrien giver basis for en stadig øgning i indsamlingen, da indsamlingsmængden vurderes at være højere for industrien end for husholdningerne. Det, at refusionsbeløbet ikke er faldet proportionelt med faldet i provenu ved sammenligningen mellem 1997 og 1998 viser, at dette allerede er ved at finde sted, dvs. at en større andel af batterierne indsamles.

Indsamling af brugte batterier

Under den tidligere ordning, som var gældende frem til 1. april 1996, indsamledes 30-35 tons NiCd-batterier årligt. Den gamle ordning bestod af en frivillig indsamlingsaftale sammenholdt med lavere afgifter på batterier. I dag indsamles næsten 100 tons.

Noter

1. Import fra lande uden for Europa tillægges endvidere 9% i toldafgift.  [Retur]

2. Nummerplader 3% og motorbrændstoffer 28%. [Retur]

3. Grønne Afgifter og Erhvervene, 1994 p. 214. [Retur]

4. Dette skøn er taget fra »UN-ECE Task Force to Phase out Leaded Petrol in Europe – Main report«, Miljø- og Energiministeriet/Miljøstyrelsen, 1998. [Retur]

5. Danmarks Statistik, 1996 (tal for Danmark fra 1997). [Retur]

6. Forskellen mellem afgifterne på blyholdig og blyfri benzin kan både gå under betegnelsen »afgiftsdifferentiering« såvel som en produktafgift. [Retur]

7. Lov om energiafgift ad mineralolieprodukter m.v., juni 1999. [Retur]

8. Statsregnskab for finansåret 1998. [Retur]

9. Finanslov for finansåret 1998. [Retur]

10. Forskellige statistiske metoder, afgrænsninger og metoder for periodisering kan medføre:
    1) at skønnene om afgiftspligtige vandmængder kun skal betragtes som vejledende; og
    2) at de to rækker i tabellen ikke er umiddelbart sammenlignelige. [Retur]

11. Omfanget, hvormed dette vil være en faktisk og realiseret fordel afhænger af de nuværende rensningsmuligheder og konstruktioner. Som følge deraf kan der være tilfælde, hvor dette primært er en fordel på længere sigt. [Retur]

12. Dette afsnit er baseret på loven om afgiften på ozonnedbrydende stoffer og tilsvarende uddybende noter, samt på »Economic Instruments for Environmental Prortection, Annex Report A«, 1993 (Rapport udfærdiget af COWI for det tjekkiske miljøministerium og Miljøstyrelsen. [Retur]

13. Disse er som følger: CFC-11; CFC-12; CFC-113; CFC-114; CFC-115; Halon-1301; Halon-1211; og Halon-2402. [Retur]

14. I løbet af det første år af afgiften, optrådte der en skævhed i princippet om eksportrefusion. Hvis en importør således kunne godtgøre, at CFC-indholdet af importerede produkter var lavere end en given standard, betaltes afgiften i henhold til dette indhold. Når de samme produkter blev videreeksporteret var eksportøren berettiget til en afgiftsrefusion baseret på standard CFC-indholdet i det produkt, som var højere. Arbitragehandel viste sig derfor at være en god forretning. Denne skævhed blev korrigeret i december 1989, hvor afgiftsforslaget blev ændret. [Retur]

15. Grønne afgifter og erhvervene, 1994, Finansministeriet. [Retur]

16. Dette afsnit er taget fra »Status for miljøministerens handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler, Miljøstyrelsen 1997; Nyhedsbrev fra Told- og Skattestyrelsen, oktober 1998, om den nye afgift på pesticider; »Dansk Afgift på Pesticider, Miljøstyrelsen, 1995, og »Notat om pesticidafgiften«, 1997, Skatteministeriet. [Retur]

17. Statsregnskab for finansåret 1998. [Retur]

18. Finanslov for finansåret 1999. [Retur]

19. Dette afsnit er et sammendrag fra pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, september 1998; pressemeddelelse fra Landbrugsraadet, september 1998:»Handlingsplan for ophør med brug af antibiotiske vækstfremmere til smågrise), 1998, samt Landsudvalget for Svin; «Notat om antibiotiske vækstfremmere), 1998, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. [Retur]

20. Der er nogle undtagelser fra denne regel: 1) hvis levering foregår til en anden registreret virksomhed, 2) hvis varerne leveres til eksport, 3) hvis varerne leveres til fly eller skibe på mere end 5 tons, 4) hvis varerne går tabt som følge af tyveri eller brand eller, 5) hvis varerne sendes tilbage til virksomheden , og hvis kunden kan bevise, at afgiften allerede er blevet betalt. [Retur]