[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik

6. Udledningsafgifter

6.1. CO₂-afgift
6.1.1. Formål
6.1.2. Afgiftsgrundlaget
6.1.3. Opkrævning, aftaler og provenu
6.1.4. Vurdering
6.2. SO₂-afgift
6.2.1. Formål
6.2.2. Afgiftsgrundlag
6.2.3. Opkrævning og provenu
6.2.4. Vurdering
6.3. Afgift på affald og råstoffer
6.3.1. Formål
6.3.2. Afgiftsgrundlag
6.3.3. Opkrævning og provenu
6.3.4. Vurdering
6.4. Afgift på spildevand
6.4.1. Formål
6.4.2. Afgiftsgrundlag
6.4.3. Opkrævning og provenu
6.4.4. Vurdering

De første to afsnit i dette kapitel giver en beskrivelse af henholdsvis CO₂-afgiften og SO₂-afgiften. Kapitel 11 giver en grundig og fyldestgørende beskrivelse af energisektoren i Danmark og af brugen af økonomiske styringsmidler i denne sektor.

6.1. CO₂-afgift ^[1]

Ét af de vigtigste mål for dansk energipolitik er at reducere CO₂-udledninger, som er de højeste i verden pr. indbygger. Dette skyldes bl.a. den forholdsvis høje brug af kul i el-produktionen. Den danske CO₂-politik sigter mod at nedsætte CO₂-udledninger med mindst 20% inden 2005. Dette svarer til et udledningsniveau på 48,9 millioner tons i 2005 til sammenligning med niveauet i 1988, der lå på 61,1 million tons.

CO₂-afgiften bliver stadig mere betydningsfuld i den overordnede danske CO_2-politik. Den trådte i kraft første gang i 1993 og blev yderligere udvidet i 1995. Udvidelsen blev effektueret som en del af en omfattende »CO₂-pakke« bestående af grønne afgifter og yderligere CO₂-forholdsregler. Pakken indeholdt 11 love (8 love fremsat af Skatteministeriet og 3 love af Miljø- og Energiministeriet).

Et nye politisk instrument indførtes som en del af CO₂-pakken. Det er en tilskudsordning, der går under betegnelsen »CO₂-aftalen«. Den indebærer, at en konkret virksomhed kan indgå en frivillig aftale med Energistyrelsen, hvor virksomheden forpligter sig til at foretage en række energispareforanstaltninger, som er nedfældet i aftalen. Til gengæld modtager virksomheden et skattefradrag, hvorved CO₂-afgiftsniveauet sænkes.

6.1.1. Formål

Formålet med CO_2-pakken er at nedbringe CO_2-niveauet. CO_2-afgiften er én af forholdsreglerne i pakken, og afgiftens formål er således at bidrage til at opfylde dette overordnede mål. Pakken forventes at føre til en reduktion af CO_2-udledninger på 4,6%. CO_2-afgiften forventes at bidrage til en reduktion på ca. 1,6%, medens CO_2-aftalerne forventes at resultere i en reduktion på ca. 1,8%.

CO_2-pakken er blevet udformet således, at den sikrer, at danske virksomheders konkurrenceevne ikke svækkes. Endvidere er der i pakken indeholdt tilstrækkeligt med incitamenter, således at virksomhederne anspores til at finde alternative metoder til en mindre energitung produktion.

CO_2-afgiften har i sig selv ikke noget finanspolitisk sigte. I 1997 var afgiften navnlig beregnet på husholdninger og energiforbruget i den lette produktionsproces (se Tabel 6.1). I 1995 steg afgifterne for sidstnævnte formål og andet forbrug blev ligeledes afgiftspligtigt. Siden 1995 er kun omkostningsneutrale ændringer blevet gennemført, således at al provenu, der ligger over 1995-niveau, tilbageføres til erhvervslivet. Denne ordning beskrives nærmere i afsnit 11.5. Den har en mekanisme indbygget for tilbageførsel af midler, som indebærer ændringer i omkostningsstrukturen, således at virksomheden får endnu et incitament til at ændre adfærd og nedsætte CO_2-udledninger.

6.1.2. Afgiftsgrundlaget

Afgiftsgrundlaget er forbrugt energi. Det nuværende afgiftsniveau er blevet sat til 100,- kr. pr. tons udsendt CO₂. Afgiften differentieres for at sikre, at alle energityper bliver belagt med en afgift, der svarer til dette niveau. Differentieringen baseres på kulstofindholdet i de forskellige brændsler.

Brændsler til sø- og lufttransport er undtaget for CO_2-afgift. Brændsler til el-produktion og gas er heller ikke omfattet af afgiften.

I tilfældet med elektricitet lægges CO_2-afgiften på ydelsen målt i kilowatttimer. Dette gøres af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Det at afgiften lægges på selve ydelsen åbner op for en ordning, der indebærer eksportrefusion. Dette ville ellers være vanskeligt, da det ikke er muligt at spore de brændsler, der blev benyttet til at producere én specifik kWh. Den anvendte sats svarer til el-produktion, der er baseret på brugen af kul. Den kombineres da med en refusionsordning (beskrevet i kapitlet om tilskud), som sikrer, at el-produktion, der er baseret på naturgas og vedvarende energikilder ikke får pålagt en for høj afgift.

CO_2-afgiftsordningen indeholder yderligere en differentiering, som gælder for erhvervslivet. For disse sektorer differentieres afgiften efter det konkrete forbrug. Ordningen skelner mellem energi brugt til rumopvarmning, til tung proces og til let proces.

Figur 6.1

Kategorier til differentiering af CO_2--afgiften

Afgiften implementeres gradvis, hvorved virksomhederne får tid til at tilpasse sig afgiftens indførelse. Tabel 6.1 giver en oversigt over afgifterne og den dertil knyttede afviklingsordning.

Tabel 6.1

CO_2-afgiftssatser 1995-2000 for forskellige kategorier energiforbrug
(DKK per ton CO₂)

Tabellen viser, at:

• Afgiftssatsen for energi forbrugt til rumopvarmning i industrien har være fulde 100,- kr. pr. tons siden dens indførelse i 1996.
• CO₂-afgiftssatserne fra let og tung proces stiger i hele perioden 1995-2000. Dog ligger satsen for tung proces med aftale stadigvæk på et stabilt lavt niveau.

Af tabellen fremgår det ligeledes, at den fulde afgiftssats på kr. 100 pr. tons CO₂ gælder kun i to tilfælde; 1) for husholdninger; og 2) for energi forbrugt til rumopvarmning og varmt vand i industrien.

Virksomhederne har mulighed for at indgå en aftale, hvis de opfylder ét af to nedenstående kriterier:

1. »Procesliste-virksomheder«. Disse virksomheder påtager sig energitunge processer, som kategoriseres i tillægget til loven som tunge procesindustrier. Virksomheden har mulighed for at indgå en aftale med Energistyrelsen, som forpligter den til at foretage visse adfærds- og investeringsmæssige handlinger for at nedsætte energiforbruget. Til gengæld får de en afgiftsnedsættelse. I år 2000 vil nedsættelsen være 22 kr. pr. tons – næsten 90%, eller

2. »Proms-virksomheder«. Disse virksomheder opfylder det såkaldte »Proms-kriterium«. Kriteriet indebærer, at det samlede økonomiske pres som følge af afgifterne skal overstige 3% af virksomhedens værditilvækst. Hvis disse virksomheder indgår en aftale, bevilges de en nedsættelse i CO₂-afgift. I 2000 vil nedsættelsen være 22 kr. pr. tons – dvs. 32%.

6.1.3. Opkrævning, aftaler og provenu

Afgiften lægges på brændsler, som benyttes i energiproduktionen. Den opkræves igennem de samme kanaler som de traditionelle energiafgifter. Denne mekanisme beskrives nærmere i afsnit 5.1.

Der er to organisationer, der primært er involveret i implementeringen af CO₂-afgiften (herunder også refusionen heraf) og det dertil hørende aftalesystem. De involverede organer er de regionale told- og skattekontorer samt Energistyrelsen. Disse to myndigheders rolle og ansvarsområder illustreres i Tabel 6.2

Tabel 6.2

CO₂-afgift og dertil knyttede aftaleordninger . Roller og ansvarsområder hos de berørte myndigheder

Afgiftsopkrævning

Alle virksomheder skal installere måleudstyr for at kunne måle energiforbruget inden for de tre kategorier (rumopvarmning, tung og let proces). De har et godt incitament til at opfylde denne forpligtelse, fordi al ikke-specificeret energiforbrug betragtes som rumopvarmning og hører således under den højeste CO₂-afgift og energiafgift.

Virksomhederne rapporterer om deres energiforbrug til Told- og Skattestyrelsen efter at momsindbetalingen er foretaget og i forbindelse med momsindberetningen. Denne indberetning udgør grundlaget for beretning af refusionsbeløbet, som virksomheden er berettiget til. Hvis der er tvivl om, hvorvidt opgørelsen er korrekt, kan og skal Told og Skat undersøge sagen nærmere.

Skattemyndighederne kontrollerer ligeledes, om virksomhederne har installeret det korrekte måleudstyr og fører tilsyn med, at virksomhederne betaler det faktiske energiforbrug.

Figur 6.2

Forbrugskategorier og afgiftssatser i 2000

Virksomheder, der indsender fejlagtige oplysninger eller ikke giver relevante oplysninger, kan blive pålagt at skulle betale en bøde. Konflikter søges imidlertid løst først ved forhandling.

Indgåelse af aftaler

Indgåelsen af en aftale giver en virksomhed mulighed for et skattefradrag, og forpligter samtidig virksomheden til at udføre visse energispareforanstaltninger. Aftalen indgås mellem Energistyrelsen på den ene side og enten den enkelte virksomhed eller brancheorganisation på den anden.

Det specifikke indhold af en aftale (dvs. virksomhedens forpligtelser) fastsættes gennem forhandlinger med Energistyrelsen. Forud for disse forhandlinger skal virksomheden:

1. udføre energirevision;

2. udarbejde en rapport om virksomhedens energistyring; og

3. fremsende et forslag til handlingsplan til Energistyrelsen (hvor ovennævnte revision og rapport udgør en væsentlig del).

Ovennævnte udgør nogle af de områder, der indgår i forhandlingerne med Energistyrelsen. Forhandlingerne skal munde ud i beslutningen om konkrete handlinger, som skal udføres af virksomheden for at den kan blive berettiget til et skattefradrag. En handlingsplan er et vigtigt mål i forhandlingerne.

CO₂-pakken vil være fuldt implementeret i 2000. På dette tidspunkt vurderes det, at afgiftsprovenuet fra erhvervslivet vil beløbe sig til ca. 2,1 mia. kr. På baggrund af afgiften i 1995 skønnes det, at provenuet vil beløbe sig til 800-1.000 mio. kr. De resterende 1.000 mio. kr. vil blive tilbageført i sin helhed til erhvervslivet med undtagelse af et mindre beløb, som skal bruges til at dække administrationsomkostninger.

To systemer er blevet etableret til at opnå en refusionsordning, som understøtter intentionerne med CO₂-pakken::

1. økonomisk tilskud til ny investering i virksomheder; og

2. sænkning af arbejdsmarkedsbidrag.

Tabel 6.3

Det forventede CO₂-afgiftsniveau for 1999 fordelt på hovedkilder (mio. kr.)

Kilde: Finanslov for finansåret 1999

6.1.4. Vurdering ^[2]

CO₂-afgiften er et eksempel på et spørgsmål, hvor modstridende interesser skal udlignes for at nå et acceptabelt resultat for de involverede parter og som i rimelig grad er rettet mod miljømæssige formål.

På den ene side gives der betydelige skattelettelser til industrien, hvilket svækker afgiftens miljøvirkning. På den anden side ville industriens konkurrenceevne blive væsentligt reduceret, hvis den skulle betale den fulde afgift. Den deraf følgende udformning af afgiften i sammenhæng med kompensationsordningen er et kompromis mellem disse modsatrettede hensyn.

Det at el-produktionen er afgiftsbelagt hos forbrugerne giver ikke i sig selv et incitament til at reducere CO₂-udledninger, fordi der ikke er nogen gevinst ved at skift til brændsler, der indeholder mindre CO₂. Imidlertid skal CO₂-afgiften på el-produktion ses i sammenhæng med tilskudsordningen beskrevet i kapitel 11. Denne ordning fører til afgiftsneutralitet for naturgas og til en faktisk reduktion i tilfældet med vedvarende energi.

Selvom CO₂-afgiften udgør 100 kr. pr. tons, er den effektive CO₂-afgift meget større. Dette skyldes, at virkningen efter energiafgiften på prisstrukturen er næsten den samme med hensyn til CO₂.

Forbindelsen mellem CO₂-afgiften og aftaleordningen er et bevis på dens fornyende virkninger.

6.2. SO₂-afgift

Svovludledninger stammer fra forbrænding af brændsler med et højt svovlindhold, som f.eks. i olie og kul.

I overensstemmelse med internationale aftaler er Danmark forpligtet til at reducere udledningen af svovl, således at det svarer til højst 80% af 1980-niveauet i år 2000. Adskillige foranstaltninger er taget for at opnå denne reduktion. Disse forholdsregler omfatter bl.a. brugen af udledningskvoter over for kraftanlæg; obligatorisk afsvovlingsenheder i nye kraftanlæg.

Udledningerne er faldet drastisk i løbet af 1980’erne.Imidlertid blev det klart i 1994, at det var nødvendigt med yderligere forholdsregler, hvis målet om en 80 % reduktion skulle opfyldes. Dette førte til en interesse i mulighederne ved økonomiske styringsmidler. Som følge heraf trådte SO₂-afgiften i kraft den 1. januar 1996.

6.2.1. Formål

Formålet med denne afgift er at bidrage til en reduktion i SO₂-udledningen i Danmark. SO₂-afgiften skal betragtes som en grøn afgift, idet den udelukkende er blevet udviklet til at opnå et milmømæssigt mål. Nærmere bestemt forventes afgiften at føre til et fald i udledninger på ca. 25.000-30.000 tons SO₂. Dette vil betyde et udledningsniveau på ca. 73.500 tons i år 2000 sammenlignet med niveauet i 1980, der lå på omkring 100.000 tons.

Følgende fire faktorer forventes at føre til denne reduktion. Den nøjagtige effekt er imidlertid svær at forudsige. Mere nøjagtige skøn ville kræve grundige undersøgelser om omkostningsstrukturer og muligheder, som er uløseligt forbundet med de fire faktorer:

1. afgiften vil øge energiomkostningerne, hvor produktionen er baseret på brugen af brændsler, der indeholder svovl. Som følge deraf ville det samlede energiforbrug falde;

2. afgiften vil ændre strukturen på energiprisen, hvorved der gives tilskyndelse til at erstatte brændsler med et højt svovlindhold (såsom kul og olie) med brændsler med et lavere svovlindhold (som f.eks. gas og gasolier), da sidstnævnte bliver relativt billigere;

3. afgiften vil give et økonomisk incitament til at udvikle nye brændsler med et lavt svovlindhold inden for hver af de forskellige brændselstyper; og

4. afgiften vil fremme forbedringer af eksisterende »end-of-pipe«-rensningsudstyr.

Afgiften kan føre til en reduktion i det overordnede energiforbrug. Denne effekt er forstærket ved, at der er en positiv sammenhæng mellem svovlindholdet og CO₂-indholdet i brændsler.

Afgiften tilbageføres til industrien indtil år 2000. I denne periode lægges der kun afgifter på svovlindhold, der ligger over særligt lave grænseværdier. Disse grænseværdier fremgår af Tabel 6.4.^[3] For hver energitung, kulbaseret virksomhed er der et skema til yderligere afgiftslettelser. Dette indebærer, at virksomhederne er berettiget til fradrag for et svovlindhold, der ligger under 0,2 (1996-værdier). Derfor er disse virksomheder pligtige til at betale en afgift, som fortsætter med at gælde for et svovlindhold over 0,2, hvorimod andre virksomheder skal betale en afgift, der gælder for et stadig lavere svovlindhold (som vist i Tabel 6.4).

For at være berettiget til en yderligere lettelse, som også er gældende efter år 2000, skal virksomheden imidlertid opfylde følgende tre betingelser: 1) brændslet skal være anvendt i industrier, som ifølge loven defineres som tunge proces; 2) virksomheden skal have indgået en aftale med Energistyrelsen om energieffektivitet; og 3) virksomheden skal have bygget eller fornyet sin kedel eller ovn for et beløb på mindst 10 mio. kr. i løbet af de sidste 20 år.

Tabel 6.4

Grænseværdier for fradrag i afgiftspligtige SO₂-afgifter

6.2.2. Afgiftsgrundlag

SO₂-afgiften er forskellig fra andre miljøafgifter ved, at den tilbyder to valgmuligheder. Industrier, der er afgiftspligtige, kan således vælge mellem to muligheder. Årsagen til dette er, at det er muligt at rense røggas, hvorved det er teknisk muligt at fjerne svovlet. Industrien har mulighed for at vælge imellem

1. en produktafgift. Denne afgift lægges på svovlindholdet af de anvendte brændsler; og.

2. en udledningsafgift. Dette er en afgift, som opkræves i henhold til de faktiske udledninger af svovldioxid. Afgiften lægges ikke på svovl, der enten er blevet renset, tilbageholdt i asken eller i andre produkter.

Endvidere gælder følgende for SO₂-afgiften:

• Afgiften gælder kun for brændsler med et svovlindhold på over 0,05% (i 1999). Dette gælder for de to afgiftsmuligheder nævnt ovenfor. En afgift på nul gælder således for benzin, petroleum og let diesel.
• Olieenergi-produkter, der anvendes i el-produktion er ikke afgiftspligtige før i 2000. Baggrunden for dette er hensynet til konkurrenceevnen over for el-produktionen i Tyskland, Norge og Sverige. I stedet indføres en særlige el-afgift, som i den sidste ende vil have den samme virkning. Fra år 2000 vil energi brugt til el-produktion dog blive afgiftspligtigt på baggrund af realiserede udledninger; og
• Sø- og lufttransport er begge undtaget fra afgiften.

Afgiften er gradvis blevet indført i løbet af perioden 1996-1999. Afgiftsniveauet stiger gradvis i løbet af denne periode, og afgiften vil slå endeligt igennem i år 2000.

Tabel 6.5

De to muligheder for en SO₂-afgift

6.2.3. Opkrævning og provenu

Afgiften beregnes og betales af olieselskaberne og kulimportørerne såvel som andre importører og producenter. Antallet af virksomheder, der er afgiftspligtige, er temmelig begrænset. Olieselskaberne og kulimportørerne skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen. Forpligtelsen til at lade sig registrere gælder for begge afgiftsmuligheder.

I nogle tilfælde får selskaberne leveret brændslet direkte. I disse tilfælde skal afgiften ikke betales, før brændslet rent faktisk er blevet forbrugt. Selskaberne skal angive forbruget af det enkelte brændsel. Afgiften beregnes i henhold til standardværdier for svovlindhold i de forskellige brændsler.

De registrerede virksomheder betaler afgift til Told- og Skattestyrelsen. Virksomheden skal føre regnskab over de afgiftspligtige produkter, som enten er udgået fra virksomhederne, eller som de har forbrugt.

Skattemyndighederne kan i den sidste ende ophæve registreringen af en virksomhed i tilfælde af forsinket, manglende eller fejlagtige indbetalinger. Andre mulige sanktioner omfatter strafrenter og bøder.

De nationale skattemyndigheder er berettiget til at foretage uanmeldt kontrolbesøg i virksomheden for at bl.a. at gennemgå de relevante regnskaber og de anvendte målesystemer.

Provenuet fra SO₂-afgiften er relativt beskeden, men stiger dog fortsat i indkøringsperioden. Afgiften forventes at generere et provenu på ca. 575 mio. kr. i 1999,^[4] hvor den til sammenligning var 375 mio. kr. i 1998.^[5] I afgiftens første driftsår (1996) beløb provenuet sig til 296,5 mio. kr.

6.2.4. Vurdering

SO₂-afgiften gælder for husholdninger såvel som for industrien med den samme sats på 20,- kr. pr. kilo SO₂. Industrien har imidlertid mulighed for at opnå reduktion som nævnt ovenfor.

Valgmuligheden, hvor selskaberne kan vælge imellem at blive pålagt en udligningsafgift i stedet for en produktafgift er et skridt i retning af stærkere bånd mellem en afgift og det miljøproblem, der skal løses. I princippet giver udledningsafgiften hvert enkelte selskab mulighed for større fleksibilitet. Dette skyldes, at udledningsafgiften gør det muligt for det enkelte selskab at anvende den mest effektive kombination af brændselstyper, brug af brændsel med et lavere svovlindhold og »end-of-pipe«-løsninger. Til sammenligning skal nævnes, at produktafgiften ikke giver noget incitament til også at overveje den sidstnævnte mulighed.

Fra et administrativt synspunkt er afgiften tæt forbundet med de nuværende systemer og procedurer, hvilket er medvirkende til at begrænse administrationsomkostningerne. Udledningsafgiften er imidlertid en forholdsvis ny type afgift. Man vil nøje overvåge, hvordan den virker i praksis, således at man hurtigt kan gribe ind, hvis der opstår behov for at ændre dens udformning.

I det store og hele viser erfaringerne, at udledningerne er faldet i den periode, hvor afgiften har været gældende.

6.3. Afgift på affald og råstoffer

Afgiften på affald og råstoffer har været gældende siden 1. januar 1990. Siden da er der blevet foretaget ændringer i afgiften, og de anvendte satser er steget. Oprindeligt erstattede afgiften et administrationsgebyr, som indførtes i 1987. Afgiften blev ændret sidst i 1997.

Afgiften gælder for udvinding og eksport af råstoffer og for affald. Dette skyldes, at det fra et lovgivningssynspunkt er nødvendigt at skelne mellem genanvendt affald og råstoffer.

6.3.1. Formål

Formålet med afgiften er at reducere ressourceforbruget og at støtte det danske affaldshierarki. Det danske affaldshierarki er i tråd med EUs prioriteringer. Det lægger først og fremmest vægt på genanvendelse og genbrug. Endvidere foretrækker man varmegenvinding og mindst 10% el-produktion frem for forbrænding, som igen foretrækkes frem for deponering. Det danske affaldshierarki lægger også vægt på at nedsætte ressourceforbruget.

Den danske prioritetsliste ser ud som følger

1. forebyggelse,

2. genanvendelse og genbrug;

3. forbrænding med kraftvarme-produktion;

4. anden forbrænding; og

5. endelige bortskaffelse.

Ansvaret for affaldsbehandling ligger hos kommunerne. Kommunerne er forpligtet til at etablere og drive kommunale affaldsselskaber samt at sørge for indsamlingen af kommunalt affald. For at opfylde denne forpligtelse etableres affaldsselskaber. I nogle tilfælde samarbejder kommunerne med hinanden, hvor én eller flere nabokommuner går sammen om at dele opgaven.

Affaldsafgiften giver disse selskaber et incitament til at genanvende så meget affald som muligt (afgiftssatsen på genanvendeligt affald er nul). Endvidere indgår det i afgiften, at forbrænding favoriseres frem for deponering. Som følge deraf er der en tilskyndelse til at etablere forbrændingsanlæg (med varmegenvinding og gerne også med kraftproduktion).

Den fulde afgift inddrives hos forbrugerne. Dette betyder i den sidste ende, at det er industrien og husholdningerne, der betaler afgiften. I modsætning til mange andre økonomiske styringsmidler i dansk miljøpolitik, gælder afgiften på affald 100% for industrien. Derfor motiveres industrien til at minimere sin affaldsproduktion og at sortere affaldet i henhold til kategorierne, der skattedifferentieres. I de fleste tilfælde betaler husholdningerne imidlertid ikke helt i overensstemmelse med de affaldsmængder, de producerer.

6.3.2. Afgiftsgrundlag

Afgiften lægges på råstoffer og affald, der leveres til affaldsanlægget. Farligt affald, der leveres til forbrænding, er undtaget fra afgiften. Virksomheder, som udvinder og/eller importerer råstoffer, er pligtige til at betale afgift på råstoffer.

Tabel 6.6

Affaldsafgifter (eksklusive slam). 1996-1998. kr. pr. kg

Råstoffer, som bruges i produktionsøjemed, belægges med en afgift på 5 kr. pr. m³. Ved import af halvfabrikata eller helfabrikata, der indeholder råstoffer, beregnes og pålægges en sammenlignelig afgift. Afgiften på råstoffer gælder ikke for materialer, som benyttes til kystfodring eller til gavnlig udnyttelse af opgravet materiale.

Hvis det for en bestemt virksomhed viser sig, at mængden af udvundet eller importeret råstof er mindre end 200 m³ om året, skal der ikke betales afgift.

Slam er afgiftsbelagt i henhold til det i Tabel 6.6 beskrevne. Lovgivningen fastsætter en særlig metode til at omregne mængderne til brugbare mængder. Ved at inddrage slam gives der et incitament til at bruge så meget slam som muligt til produktionsformål. Dette kunne bl.a. være som gødning.

Anlæg, som deponerer affaldsprodukter fra kraftvarmeværker, er undtaget fra afgiften. Den seneste ændring af afgiftsreglerne fritog endvidere deponeret affald fra kraftvarme-produktion baseret på biomasse. Affaldsafgiften er således blevet ændret for at kunne bidrage til opfyldelse af målene for nedsættelse af CO₂-udledninger, idet ændringen har fjernet tidligere tiders fordele for kulfyrede kraftvarmeværker.

6.3.3. Opkrævning og provenu

Producenter eller importører af råstoffer skal lade sig registrere hos Told- og Skattestyrelsen. Endvidere skal samtlige affaldsanlæg lade sig registrere. Forpligtelsen til at lade sig registrere gælder også for anlæg, som udelukkende forbrænder slam (spildevandsrensningsanlæg), importører af affald, og virksomheder, som bortskaffer eller selv forbrænder affald.

Virksomheder, som sælger råstoffer, enten uforarbejdet eller forarbejdet (ved f.eks. knusning) skal holde regnskab med deres salg.

Afgiften opkræves kvartalsvis, efter at den registrerede virksomhed har beregnet det afgiftspligtige beløb. Told- og Skattestyrelsen påtager sig kontrollen heraf. Mulige sanktioner omfatter bøder og i sidste ende sletning fra registret.

Al affald vejes ved levering til et affaldsbehandlingsanlæg. Affaldets registrerede vægt udgør grundlaget for beregningen af afgiften. Afgiften betales til det pågældende affaldsbehandlingsanlæg ved levering af affaldet.

Den anvendte afgiftssats og den samlede betalte afgift skal klart fremgå af vægtpapirerne.

Til at begynde med lå affaldsafgiften på kun 40,- kr. pr. ton. I løbet af årene er den steget markant. Den nuværende afgift ligger på mellem 210 og 335 kr. pr. ton, hvilket er en stigning på mellem 400% og 700%. Endvidere er der tilføjet skattedifferentiering til ordningen. Den seneste ændring indeholdt en ny differentiering mellem forbrændingsanlæg, som producerer kraftvarme og anlæg, som kun genanvender varme. Som følge af den stadige stigning i afgiftssatserne er provenuet fra afgiften steget drastisk i løbet af årene.

Tabel 6.7

Provenu fra affaldsafgiften og fra afgiften på råstoffer.(mio. kr.)

Kilde: Finanslov for finansåret 1999 og Statsregnskab for finansåret 1998

6.3.4. Vurdering

Udviklingen siden 1993 tyder på, at mængden af affald har været den samme eller er endda steget en smule. Til sammenligning skal nævnes, at affaldsmængderne faldt i slutningen af 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne. Den positive økonomiske udvikling i Danmark i de sidste 5 år kunne være en forklaring på, at affaldsmængderne ikke er faldet i denne periode. Bekræftede undersøgelser foretaget i en række lande viser, at der er en ikke ubetydelig sammenhæng mellem affaldsproduktion og økonomisk udvikling.

Fra 1987 til 1996 var der en 26% reduktion i mængderne af affald leveret til de kommunale affaldsbehandlingsanlæg. Leverancer til de mindre lossepladser og de private affaldsdepoter faldt med 39% fra 1990-1996. Årsagen til sidstnævnte er primært, at stigende mængder affald leveres til de kommunale anlæg på bekostning af de små og private affaldspladser. Affaldsbehandlingsanlæg, som ikke er kommunale, har ligeledes modtaget stigende mængder affald.

Den nuværende struktur af afgiften på affald tilskynder i høj grad til genanvendelse og genbrug samt til at minimere affaldsproduktion. Endvidere er strukturen i overensstemmelse med prioriteterne i den danske affaldspolitik :

• forebyggelse
• genanvendelse og genbrug
• forbrænding med kraftvarme-produktion
• anden forbrænding
• bortskaffelse

Det skal bemærkes, at næsten al forbrænding i Danmark kombineres med varmegenvinding. Den primære årsag til dette er, at varmegenvinding er en forudsætning for økonomien i et forbrændingsanlæg.

De relativt høje afgiftssatser og afgiftsstrukturen understøtter således den danske affaldsprioritering. Incitamentet til at minimere affaldsproduktion og at genanvende og genbruge så meget som muligt forstærkes yderligere gennem andre miljøafgifter såsom afgiften på visse detailsalgspakninger, og afgiften på éngangsservice. Den prioriterede forbrænding af affald stemmer overens med EU’s prioriteter og afgiftssystemet støtter dette hierarki.

Hvor de høje afgiftssatser giver et incitament til at handle i overensstemmelse med de ovenfor opregnede prioriteter, giver de også et incitament til afgiftsunddragelse. Hvordan en sådan afgiftsunddragelse undgås er derfor en uhyre vigtig parameter i denne sammenhæng. I denne forbindelse er det danske affaldsbehandlingssystem gået hen og blevet temmelig effektivt. Denne effektivitet er ydermere ledsaget af en høj grad af selvdisciplin som støttes blandt offentligheden. Selskaber, som søger at undgå at betale afgifter ved hjælp af ulovlig bortskaffelse af affald oplever, hvis de bliver opdaget, en stærk negativ offentlig omtale med deraf følgende tab af goodwill og salg.

Det at farligt affald (der skal leveres til forbrænding) er undtaget fra afgiften er medvirkende til, at al farligt affald forbrændes ordentligt.

Afgiften på affald og råstoffer har til en vis grad haft en indflydelse på dansk industris konkurrenceevne.

De seneste afgifter fra 1997 havde man forventet skulle føre til en stigning i det samlede provenu på ca. 210 mio. kr., hvis affaldsmængderne forblev de samme. Omkring 130 mio. kr. ville komme fra husholdningerne og de øvrige 80 mio. kr. fra virksomhederne (industrien, byggeriet og andre brancher).

Afgiften øremærkes ikke. Provenuet indgår således i det overordnede statsbudget. Dog er der tilskudsordninger, som støtter initiativer, der er rettet mod at øge affaldsgenanvendelse og genbrug og at nedsætte affaldsproduktion.

Tabel 6.8

Provenu-ændringer forårsaget af afgiftsstigninger i 1997. Afgift på affald.

6.4. Afgift på spildevand

Det meste spildevand renses på fælles (typisk offentlige) rensningsanlæg, før det ledes ud i vandløb, have og søer. Endvidere udledes små mængder fra: industrielle virksomheder, som har deres eget udledningssystem (samt udledningstilladelse), spredt bebyggede områder uden for kloakopland og dambrug.

Spildevandsudledning og -rensning finansieres fuld ud af udlederne (brugerne af systemet), og dette har stået på siden 1989. Forud for indførelsen af denne afgift, blev beløbet ikke sat i forhold til den miljømæssige belastning, og spildvand udledtes i ferskvand og i havene.

Afgiften er et resultat af skattereformen i 1994 og har eksisteret siden 1997. Afgiften er udformet således, at den tager højde for de mængder af forurenende stoffer, der findes i det udledte spildevand:

1. kvælstof;
2. fosfor; og
3. organiske stoffer.

6.4.1. Formål

Formålet med denne afgift er at reducere mængden af forurenende stoffer i det udledte spildevand. Reduktioner kan bl.a. opnås gennem:

• reducerede mængder af spildevand fra husholdninger og industrier;
• reduceret udsivning fra drænrør og kloakker;
• optimering af behandlingsprocedurer; og
• forbindelse til kloaksystemer for spredt bebyggede områder, der tidligere lå uden for kloakopland.

Afgiften skal endvidere være et incitament til at foretage ovenstående handlinger, når de dermed forbundne omkostninger ikke overstiger afgiften.

Afgiften bidrager endvidere til at sænke indkomstskatterne ved hjælp af afgifter på miljøskadelige produkter samt udnyttelsen af naturressourcer.

6.4.2. Afgiftsgrundlag

Denne afgift er temmelig kompliceret i sin opbygning. Derfor er nedenstående beskrivelse ikke fuldt udførlig, men er snarere et forsøg på at identificere og beskrive hovedtrækkene i afgiftsgrundlaget.

Afgiftspligtige enheder

Virksomheder, der er afgiftspligtige omfatter:

1. rensningsanlæg;

2. industrielle egenudledere; og

3. enheder, der er placeret i sparsomt bebyggede områder uden for kloakopland.

Der er imidlertid en række undtagelser og ændringer hertil. De skyldes primært hensyn til konkurrenceevnen og distributionsvirkninger på sektorbasis. Følgelig er afgiften blevet udformet på en sådan måde, at visse særligt udsatte industrier enten undtages fra eller, som i de fleste tilfælde, får tilkendt en reduceret sats.

Tabel 6.9

Spildevandsafgift. 1997 og 1998. kr. pr. kg

Afgiftsgrundlag

Grundlaget for at beregne afgiften er et multiplum af mængden af udledt spildevand og de målte koncentrationer (indhold) af ovennævnte stoffer i det udledte rensede spildevand.

Mængderne af udledt renset spildevand kan beregnes direkte ved brug af målere. Brugen af målere er lovpligtig for 1) enheder, hvor udledningstilladelsen omfatter en forpligtelse til at måle de udledte mængder vand; og 2) individuelle udledninger, hvor den årlige udledning overstiger 50,000 m³.

I andre tilfælde kan de udledte mængder vurderes på baggrund af vandforbruget fra de tilsluttede ejendomme. Dette forbrug kan baseres på enten målt forbrug eller skønnet forbrug efter de samme regler, der gælder ved forbrugsafgifter (også i de tilfælde, hvor forbrugsafgiftsordninger ikke gælder).

Til beregning af koncentrationerne skelner systemet mellem følgende rensningsanlæg:

• rensningsanlæg, hvor 15% eller mere af det rensede spildevand kommer fra husholdningerne; og
• rensningsanlæg, hvor mindre end 15% af det rensede spildevand kommer fra husholdningerne.

I det første tilfælde er der to alternativer. Koncentrationerne kan enten måles eller afgiften kan beregnes ved at anvende visse standardsatser. I sidstnævnte tilfælde varierer standardsatserne efter rensningsteknologi og de anvendte processer. Satserne varierer fra 0,50 kr. pr. m³ og 1,90 kr. pr. m³ for forskellige specificerede rensningsanlæg og –metoder. I andre tilfælde er standardsatsen 3,80 kr. pr. m³.

Når mere end 85% af spildevandet kommer fra industrien, baseres afgiftsberegningen på de faktiske målinger. Der er én undtagelse til dette princip. Anlæg, der udleder mere end 50.000 m³ renset spildevand om året har mulighed for at anvende standardsatsen på 3,80 kr. pr. m³.

Undtagelser

Blandt de vigtigste undtagelser fra og ændringer i afgiften er:

1. Fuld undtagelse. Havvands-, ferskvands- og saltvandsfiskeri er fuldt undtaget fra afgiften selvom disse aktiviteter belaster vandmiljøet.

2. 97% refusion. Momsregistrerede virksomheder, hvor mindst 80% af afgiften kan tilskrives behandling af fisk, celluloseproduktion og produktion af rørsukker og sukkerroer. Disse virksomheder er berettiget til en 97% refusion af den del af afgiften, som overstiger 20.000,- kr.; og

3. 70% refusion. Momsregistrerede virksomheder, hvor mindst 80% af afgiften kan tilskrives produktionen af organisk pigment og dertil knyttede præparater, pektin og andre lignende stoffer udvundet af visse vegetabilske stoffer samt vitaminer. Disse virksomheder er berettiget til en 70% refusion af den del af afgiften, som overstiger 20.000,- kr.

6.4.3. Opkrævning og provenu

Afgiften opkræves fra de afgiftspligtige enheder (rensningsanlæg, industrielle udledere med deres egen udledningstilladelse, og enheder, der er placeret i spredt bebyggede områder.

De afgiftspligtige enheder skal registreres hos Told- og Skattestyrelsen, hvorfra de modtager bevis på registreringen. Der er nogle få undtagelser fra denne regel, og i disse tilfælde betales afgiften til de kommunale myndigheder, som herefter afregner med told- og skattemyndighederne.

Afgiften beregnes og opkræves kvartalsvis hos alle registrerede udledere. De forpligter sig til at holde dokumenteret regnskab med både de målte koncentrationer samt baggrunden for de skønnede mængder af udledt vand.

I tilfælde af undtagelser og ændringer som f.eks. dem, der er nævnt ovenfor, skal de registrerede udledere ikke betale den afgift, som den pågældende virksomhed er blevet fritaget for. Dette betyder, at noget af afgiften afregnes direkte mellem den pågældende virksomhed og told- og skattemyndighederne.

Det samlede provenu fra afgiften var 273 mio. kr. i 1998^[6], og det skønnes at beløbe sig til 275 mio. kr. i 1999.^[7]

6.4.4. Vurdering

Tabel 6.10 foretager en sammenligning af det forventede og det realiserede provenu fra afgiften i 1997 og 1998. Det skal bemærkes, at afgiften trådte i kraft den 1. januar 1997. Satserne, der anvendtes i 1997, var halvt så høje som dem, der gjaldt i 1998.

Tabellen nævner Vandmiljøplanen. Dette er en omfattende plan, der skal forbedre vandmiljøet. Planen beskrives kort i kapitel 2. Planen har bl.a. stillet nogle miljømæssige krav til rensningsanlæggene og lægger specielt vægt på behovet for at nedbringe udledning af kvælstof, fosfor og BI-5 (bionedbrydelige organiske stoffer).

Tabellen viser, at det realiserede provenu er lavere end forventet. Dette kunne tyde på, at mængderne er lavere end forventet, eller at kvaliteten af det udledte vand kan være bedre end forudset.

Tabel 6.10

Sammenligning af forventet og realiseret provenu fra afgiften på spildevand

Kilde: Lovforslaget

Undtagelserne og reglerne for afgiftsnedsættelse for særligt berørte industrier begrundes i hensynet til konkurrenceevnen og vanskeligheder ved målinger (i tilfældet med fiskeopdræt). Sidstnævnte sektor er imidlertid underkastet talrige andre bestemmelser, som søger at styre dens belastning på miljøet.

Denne afgift er en udledningsafgift og er som sådan vanskeligere at administrere og kontrollere end de fleste produktafgifter. Det er ikke muligt at måle nøjagtigt, hvor mange forurenende stoffer der ledes ud i miljøet. Skattemyndighederne må foretage stikprøvekontrol af afgiftsindbetalinger. Ud over stikprøvekontrollen baseres kontrollen på rensningsanlæggenes selvrapportering af mængden af forurenende stoffer til skattemyndighederne.

Noter

1. Dette afsnit er et sammendrag af forskellige nyhedsbreve fra Told- og Skattestyrelsen samt fra interviews med repræsentanter fra Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og fra de regionale told- og skattekontorer. [Retur]

2. Dette afsnit er navnlig baseret på kapitel 11 i denne rapport. [Retur]

3. AKF-rapport, oktober 1997 [Retur]

4. Finanslov for finansåret 1999 [Retur]

5. Statsregnskab for finansåret 1998 [Retur]

6. Statsregnskab for finansåret 1998 [Retur]

7. Finanslov for finansåret 1999 [Retur]