| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøindsatsen i Arktis 1999

2. Det globale ansvar

Danmark tilsluttede sig i 1991 sammen med de øvrige cirkumpolare lande den arktiske miljøstrategi, AEPS (Arctic Environmental Protection Strategy). En vigtig del af denne aftale er det arktiske moniteringsprogram AMAP, der har til opgave løbende at monitere og vurdere miljøtilstanden i Arktis. Der er først og fremmest tale om grænseoverskridende forurening med f.eks. tungmetaller og POP´er (persistente organiske forurenende stoffer), men også klimaændringernes betydning moniteres.

Dancea har siden 1995 støttet det arktiske moniteringsprogram AMAP og har endvidere ydet støtte til etablering og drift af forskningsstationen Zackenberg i NØ-Grønland, der med sit ZEROmoniteringsprogram udgør en vigtig brik, når det gælder iagttagelser af nye balancer i naturen som følge af ændringer i det globale klima.

2.1. Zackenberg og ZERO-programmet

"Forurening kender ingen grænser" har det lydt fra miljøbevægelserne i 60-erne, 70-erne, 80-erne og 90-erne. Og forureningen er fortsat både grænseløs og grænseoverskridende.

Igennem det seneste tiår er det nok så meget de miljøproblemer som skyldes de globale klimaændringer, der er i fokus. En lang række steder på kloden simulerer videnskabsfolk en situation, hvor temperaturen er et par grader varmere for derigennem at have mulighed for at tage højde for en eventuel fremtid med højere gennemsnitstemperaturer. Således også på forskningsstationen beliggende 74 grader og 30 minutter nord på Grønlands østkyst ved den gamle fangststation Zackenberg.

Zackenberg Ecological Research Operations (ZERO) består af fem træbarakker og et antal telte, der danner platform for en række aktiviteter fra 1. juni til 1. september hvert år. På stationen er der plads til ca. 20 personer. Aktiviteterne holdes inden for Zackenbergdalen – et 514 km 2 stort område afgrænset af vandskel. Heraf er et 10 km 2 stort område genstand for intense studier.

Fangsthytten ved Zackenberg. Foto: Lars Moseholm.

Ideen med ZERO-projektet er tredelt. For det første foretages der avanceret og løbende registrering af det lokale klima. Dette er basis for, at man kan sikre biologiske og geologiske data, der er valide med hensyn til, om disse registreringer foregår i et klimatisk set ekstremt eller normalt år. Som anden del af ZERO-projektet foregår der registreringer og iagttagelser af de levende organismer, undersø-gelser af de øverste jordlag af elvene og de marine miljøer. Projektet er lagt således til rette, at det skulle være muligt at iagttage ændringer i de biologiske og kemiske processer i Zackenberg-dalen, som enten kan være miljø- og/eller klimaskabte. Miljøovervågning er således det tredje element i ZEROprojektet.

2.2.Tundraen og drivhusgasserne

En række steder rundt om polkalotten foretages der målinger af processerne i tundraen. Et af disse steder er ved Zackenberg, hvor forskere fra Lunds Universitet gennem flere år har været engageret i målinger af udslippet af methan fra jordlagene over permafrostzonen.

Baggrunden er, at sker der en opvarmning af de øverste jordlag, så trænges den permanent frosne del af jorden længere ned. Derved bliver der mere biomasse, der kan frigive methan, der som bekendt er en potent drivhusgas. Pr. enhed er methan 21 gange kraftigere virkende end drivhusgassen kuldioxid. Den korte version er derfor: drivhusgassen kuldioxid øges i koncentration, derved øges temperaturen generelt på kloden og også i Arktis. Permafrostlaget presses ned af opvarmningen, og udslippet af drivhusgassen methan øges. Derved stiger den globale temperatur yderligere.

Denne fulde sandhed er imidlertid langt mere detailleret. Naturen er ikke bare en passiv sparringspartner. Eller sagt på en anden måde: Der er en lang række feed-back mekanismer – nogle der fremmer den ovenfor beskrevne mekanisme, andre der modvirker. Derfor er det nødvendigt at få registreret og kvantificeret så mange som muligt af de processer, der foregår i tundraen.

For at illustrere dette kan nævnes, at de methan-spisende bakterier, der lever i de øverste luftgennemstrømmede lag af tundraen, er tilpasset en bestemt koncentration af kuldioxid. Disse bakterier spiser så at sige en del af gassen methan, før den når at virke som en drivhusgas. Øges koncentrationen af CO₂, så mister disse bakterier så at sige appetitten, og dermed forsvinder deres klimaregulerende effekt. I dette tilfælde altså et eksempel på, at drivhuseffekten bliver selvforstærkende. Det er sådanne mekanismer, man søger at klarlægge på Zackenberg.

I forsøget på at spå om fremtiden har folkene bag tundraprojektet overdækket nogle forsøgsområder. Derved øges temperaturen. Gennem denne simulering af en eventuelt kommende klimaændring med forhøjede temperaturer kan man undersøge, hvad der sker med methan-udviklingen i de øverste jordlag under disse nye omstændigheder.

2.3. De biologiske processer i havet

I Young Sund, 25 km øst for Zackenberg, leder Danmarks Miljø-undersøgelser (DMU) en række marin-biologiske undersøgelser, der på mange måder er analoge til tundraundersøgelserne. Undersøgelserne fokuserer bl.a. på kulstoffets kredsløb. Udgangspunktet er – nøjagtig som ved undersøgelserne i tundraen – at den globale gennemsnitstemperatur er steget med 0,3-0,6 grad gennem de seneste 100 år.

I de arktiske havområder smelter havisen i større omfang end tidligere. Både dannelsen af ny havis er mindsket, og en stor del af den flerårige havis er smeltet. Perspektivet i dette er, at der ikke dannes så meget tungt saltholdigt havvand som hidtil. Dette kan få kraftig indvirkning på de globale havstrømme. Mekanismen i dannelsen af de globale havstrømme er beskrevet som følger. I de arktiske havområder er fordampningen større end nedbøren. Som følge af dette bliver det arktiske vand kraftigt saltholdigt og synker til bunds, følger havbunden sydover og skaber dér et vandoverskud på den sydlige halvkugle. Dette overskud af vand strømmer tilbage til den nordlige halvkugle som overfladevand, fordi det på grund af nedbørsoverskud og det tropiske klima er mindre saltholdigt og varmere. Både Vestgrønland, Danmark og hele Nordeuropa nyder godt af dette fænomen i form af Golfstrømmen.

Alene en generel opvarmning af havvandet vil betyde, at der ikke vil kunne optages så meget kuldioxid i havvandet som hidtil. Varmt vand kan indeholde mindre kuldioxid end koldt vand, men lige som tundraen er havet heller ikke en passiv sparringspartner i det globale klimaspil. Netop dette er baggrunden for undersøgelserne i Young Sund ca. 20 kilometer fra Zackenbergstationen, hvor et hold af forskere koncentreret omkring Danmarks Miljøundersøgelser forsøger at afdække det kolde vands biologiske mekanismer og kvantificere kulstoffets kredsløb fra kuldioxid i atmosfæren, gennem de biologiske kredsløb til en mere permanent deponering i havbunden.Spørgsmålet er i hvilket omfang denne transport af kulstof indvirker på de globale klimaforandringer.

Der er imidlertid mange mellemregninger. I takt med at isen smelter, kommer der mere lys ned i havet. Derved øges primærproduktionen, det vil sige, at algerne vokser og formerer sig – og forbruger CO₂. Derved bliver der også mere føde til de næste led i den arktiske fødekæde, osv. Mens alger i de frie vandmasser og tang på havbunden vokser, så får de isalger, der lever i og på havisen, ringere levevilkår. Dette er eksempler på modsatrettede ændringer i havmiljøet.Det er indtil videre uoverskueligt, hvad der bliver slutresultatet for både det globale miljø og for de højere pattedyr i Arktis, hvalrosser, sæler og isbjørne – og dermed også mennesker i Arktis.

2.4. Dyrelivet og klimaændringer

Undersøgelserne på landjorden – det såkaldte BioBasis-program – er spredt over en lang række plante- og dyrearter. Vegetationen kortlægges. De levende organismer i jordbunden undersøges. Ynglefuglene optælles og kortlægges. Polarrævene og moskusokserne sættes i. mandtal. Bestanden af lemminger er genstand for særlig opmærksomhed.

Halsbåndlemmingen er en nøgleart i økosystemet i Zackenbergdalen. Man kan populært sige, at den udgør et skæringspunkt og bindeled mellem planterne, de dyr der lever af planterne samt de arktiske rovdyr og rovfugle. Ved at følge svingningerne i bestanden af halsbåndlemminger kan man tolke en større del af, hvad der foregår på landjorden, dels i vegetationen og dels blandt de dyr – sneugle, kjove, hermelin, polarræv og ulv – der lever af lemmingerne. Disse dyrs succes er selvsagt afhængig af mængden af tilgængelig føde, altså antallet af lemminger.

I de korte hektiske sommermåneder er lemmingen jaget af alle sine fjender. Lemmingen lever dog størstedelen af året under sneen. I dette miljø er lemmingens eneste fjende hermelinen, der forfølger lemmingerne i deres gange og vinterreder under sneen.

Bestanden af lemminger svinger meget. Med fire til fem års intervaller kommer der op til tyve gange flere lemminger til verden end i andre år. Årsagen er ukendt. Sandsynligvis drejer det sig om en række samvirkende faktorer. Lige som løsningen af ålens gåde har ladet vente på sig, således arbejdes der flere steder i verden, bl.a. i Zackenberg på at løse "lemmingegåden".

At lemmingen er en nøgleart i det følsomme og komplicerede arktiske økosystem, kan illustreres med følgende eksempel. Lemmingens føde består af pil, rypelyng og græs. Når lemmingen spiser pil, udskiller pileplanten en række forsvarsstoffer, som gør at lemmingen formentlig søger føde på pileplanter, der ikke er bidt af. Dette fører til, at lemmingen må bevæge sig mere og derved udsætte sig for risiko for at blive set og ædt af rovfugle eller rovdyr.

På denne måde er både klima (snedækkets udbredelse og hvor lang tid sneen dækker jorden) og den ligeledes klimapåvirkede  vegetation. (udbredelse og eventuelle ændringer i sammensætning samt forsvarsstofferne) afgørende for halsbåndlemmingens ynglesucces og udbredelse.

2.5. Det globale ansvar

Zackenberg forskningsstation er placeret i den del af Arktis, der skiller højarktis fra lavarktis. Ideen er, at denne placering sikrer mulighed for at registrere ændringerne i de arktiske miljøer, hvis eller når de indtræder, bl.a. ud fra iagttagelser af forskellige nøglearter inden for planteriget og dyreriget.

Samtidig er havet ud for NØ-Grønland det sted i verden, hvor man først vil have mulighed for at få nagelfaste beviser for, om havstrømmene er ved at skifte som følge af ændrede temperaturforhold på kloden generelt, og de foreløbige undersøgelser tyder endvidere på en meget stor biologisk aktivitet, hvis betydning endnu ikke er tilbundsgående undersøgt.

Perspektivet i forskningsstationerne i Arktis er, at trusler mod det globale miljø først kommer til udtryk i Arktis. Nationalstater, der er beliggende i arktiske områder, har derfor en global forpligtigelse til at følge udviklingen og udføre eksperimenter, der kan foruddiskontere virkningerne af eventuelle klimaforandringer.

Alt i alt kan ZERO-forskningsprojekterne i NØ-Grønland levere et betydningsfuldt bidrag til den internationale forskning på en række områder. ZERO-projekterne og DMUs marin-biologiske undersø-gelser kan fungere som "miljøets vagthund" i det høje nord.

2.6. Zackenberg nu og i fremtiden

De logistiske rammer for aktiviteterne på Zackenberg og Daneborg er skabt i et tæt og uformelt samarbejde mellem en kreds af engagerede forskere og en række institutioner. Først og fremmest må nævnes Grønlands Hjemmestyre, der som "ejer" og offentlig myndighed så at sige har lagt område til forskningsaktiviteterne i Grønlands Nationalpark. En helt anden

Nattetåge over Zackenberg forskningsstation. Foto: Lars Moseholm

part har været og er Forsvarsministeriets slædepatrulje, Sirius, som med sit hovedkvarter i Daneborg er nærmeste og eneste nabo til forskerne ved Zackenberg og Young Sund. Det uformelle samarbejde mellem den militære enhed og den civile dansk/grønlandske logistikplatform for forskerne er et godt eksempel på en praktisk grønlandsk indstilling til en tilværelse med barske livsforhold i et ekstremt klima og langt fra resten af verden. Her udmøntet i godt naboskab mellem en dansk militær operational enhed, Grønlands Hjemmestyre, Forskningsministeriet samt Miljø- og Energiministeriet.

Zackenberg forskningsprojekterne forestås af og finansieres af en bred vifte af interessenter. De grundlæggende basisprogrammer udføres af Miljø- og Energiministeriet (Bio-Basis), Dansk Polar Center og Geografisk Institut på Københavns Universitet (Geo-Basis) samt ASIAQ i Nuuk (Klima-Basis). Dertil kommer en række andre institutioner som udfører specialundersøgelser på stedet.

Dancea har ydet støtte til flere konkrete tiltag i forbindelse med etableringen af Zackenberg forskningsstationen, og Dancea har siden 1998 indgået som en væsentlig finansieringskilde til driften af ZERO-programmet.

Zero-programmet betragtes af Miljøstyrelsen som et væsentligt bidrag til monitering af klimaforandringer og disses betydning for Arktis. Zackenberg er derfor en vigtig brik i Rigsfællesskabets bidrag til det arktiske moniteringsprogram AMAP og de dertil hørende klimaundersøgelser. Dancea vil derfor fortsat støtte aktiviteterne ved Zackenberg og Young Sund og arbejde for en varig sikring af stationens virke som Rigsfællesskabets bidrag til moniteringen af de globale klimaændringer