Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1999

4. Værditabsordningen

4.1 Værditabsordningen
4.2 Aktiviteten på Værditabsordningen i 1999
 

4.1 Værditabsordningen

Med Værditabsordningen, der trådte i kraft i 1993, fik boligejere, der uforvarende er blevet ejere af en forurenet grund, mulighed for at få foretaget en fremrykket offentligt finansieret oprydning af grunden mod en egenbetaling, som udgangspunkt på ca. 40.000 kr. for en almindelig parcelhusgrund. Hvis der efter oprydning på en grund stadig er en restforurening tilbage, vil boligejeren normalt få egenbetalingen retur sammen med en erklæring om, at restforureningen er uden betydning for ejendommens anvendelse som helårsbolig.

Den enkelte boligejer skal selv søge sit amt om at komme med i ordningen. Amtet står for alle de praktiske opgaver i forbindelse med oprydningen, såsom evt. undersøgelser på grunden, ansøgning om midler til finansstyrelsen og selve arbejdet med oprydningen. Hvor amterne efter såvel Affaldsdepotloven, der var gældende i 1999, som den nye jordforureningslov, foretager en miljø- og sundhedsmæssig prioritering af den almindelige offentlige oprydningsindsats, sker indsatsen efter Værditabsordningen i den rækkefølge, ansøgningerne indkommer. De ansøgninger, der ikke kan imødekommes indenfor den gældende ramme, kommer på venteliste og bliver efterfølgende imødekommet, når der igen er bevillingsmæssig dækning på ordningen.

Figur 4.1 viser aktiviteten på ordningen siden 1994

Der var en begrænset søgning på ordningen i 1994 og 1995, men siden da har efterspørgslen på ordningen været omkring 100 mio. kr. Den forholdsvis store venteliste på ca. 60 mio. kr. i 1996 blev fjernet i 1997, hvor der blev tilført ordningen midler som følge af Regeringens finanslovsforlig med venstrefløjen.

Figur 4.1
Disponeringer og venteliste på Værditabsordningen
Kilde: Finansstyrelsen

Disponeringer og venteliste på Værditabsordningen

4.2 Aktiviteten på Værditabsordningen i 1999

I 1999 var tilsagnsbevillingen på finansloven 37,0 mio. kr. Der var imidlertid flere penge til rådighed for ordningen end selve årets bevilling, fordi afdisponeringer fra projekter, der blev afsluttet i løbet af året androg 25,5 mio. kr.

Der blev i 1999 indgivet i alt 228 ansøgninger fordelt på 86 ansøgninger til undersøgelse af og 142 ansøgninger til oprydning på forurenede grunde. Af disse blev der givet tilsagn til henholdsvis 48 og 61 ansøgninger på i alt 60,5 mio. kr. Der blev desuden disponeret ca. 1 mio. kr. til tilbagebetaling af egenbetaling, renter og udlån, hvorved de samlede disponeringer på ordningen beløb sig til ca. 61,5 mio. kr. Der var flere ansøgninger i 1999 end i nogle af de foregående år siden ordningens ikrafttræden i 1993. Den kraftige efterspørgsel på ordningen i 1999 kan bl.a. tilskrives ca. 50 ansøgninger fra Nordjyllands Amt om undersøgelse og oprydning på de såkaldte "tjæregrunde" ved Skagen.

Den store søgning på ordningen i 1999 har samtidig betydet, at ventelisten på at få tilsagn på ansøgninger er vokset. Ventelisten var pr. 31. december 1999 på 119 ansøgninger svarende til et samlet beløb på 74,4 mio. kr. Til sammenligning var ventelisten pr. 1. januar 1999 på 75 ansøgninger eller 42,1 mio. kr. Som det fremgår af figur 4.1. har ventelisten ikke været større på noget tidspunkt siden ordningens indførelse. På grund af usikkerhed om afdisponeringer, er det vanskeligt at skønne den ramme, der samlet vil være til rådighed for ordningen i indeværende år, men det må anses for sandsynligt, at der stadig kan findes ansøgninger fra 1999 på ventelisten d. 31. januar 2000.

Tabel 4.1 viser den amtsvise fordeling af de disponerede beløb på ordningen i 1999.

Vurderet ud fra antallet af ansøgninger har borgere i Fyns- og Roskilde Amt i de seneste par år været flittige brugere af Værditabsordningen. Jf. tabel 4.1 er ca. 60% af de samlede disponerede midler i 1999 anvendt til tilsagn på ansøgninger fra de to amter. De to amter har dermed opnået nogenlunde samme andel af de samlede midler som i 1998. Ansøgningerne om oprydning på tjæregrundene ved Skagen er udslagsgivende for, at ca. 23% af de disponerede midler i 1999 er anvendt på ansøgninger fra Nordjyllands Amt. De resterende ca. 17% af midlerne er jævnt fordelt på ansøgninger fra 8 Amter.

Tabel 4.1:
Amtsvis fordeling af disponerede midler på Værditabsordningen
Kilde: Finansstyrelsen

Disponeret mio. kr. Under- søgelser Afværge Disp. i
alt
% af
midler
% af
sager
Københavns amt 0,0 0,0 0,0 0,0% 0,0%
Frederiksborg amt 0,2 0,5 0,7 1,2% 2,7%
Roskilde amt 0,4 23,0 23,4 38,7% 25,2%
Vestsjællands amt 0,0 2,6 2,6 4,4% 3,6%
Storstrøms amt 0,0 3,0 3,0 5,0% 1,8%
Bornholms amt 0,0 0,0 0,0 0,0% 0,0%
Fyns amt 4,4 9,6 14,0 23,1% 30,6%
Sønderjyllands amt 0,0 0,4 0,4 0,7% 0,9%
Ribe amt 0,0 0,0 0,0 0,0% 0,0%
Vejle amt 0,5 1,3 1,8 3,0% 5,4%
Ringkøbing amt 0,4 0,0 0,4 0,6% 1,8%
Viborg amt 0,0 0,0 0,0 0,0% 0,0%
Århus amt 0,0 0,3 0,3 0,5% 0,9%
Nordjyllands amt 1,3 12,3 13,7 22,6% 25,2%
Københavns kommune 0,0 0,2 0,2 0,3% 1,8%
Frederiksberg kommune 0,0 0,0 0,0 0,0% 0,0%
  7,2 53,3 60,5 100,0% 100,0%
Antal sager 48 61 109    


Der blev gennemsnitligt disponeret ca. 1,0 mio. kr. pr. ejendom til oprydning og undersøgelse i 1999. De gennemsnitlige udbetalinger var imidlertid ca. 0,6 mio. kr. Tallene tyder på, at der bliver disponeret mere pr. sag, end der rent faktisk viser sig at være behov for. Baggrunden er formentlig, at amterne vil være sikre på at have tilstrækkelige midler til at færdiggøre et givet projekt. Hertil kommer, at oprydningsprojekter altid indebærer en vis risiko for uventede problemer, som f.eks. at forureningen viser sig større end først antaget. En følge af overdisponeringerne er relativt store afdisponeringer på midler. Som nævnt blev der tilbageført 25,5 mio. kr. i 1999.

Der blev i 1999 afsluttet 54 undersøgelses- og 96 oprydningssager. Af de 96 oprydninger fik 21 boligejere tilbagebetalt egenbetaling, fordi der efter oprydningen fortsat var en restforurening på grunden.

Tabel 4.2 giver en oversigt over fordelingen af ansøgninger på ordningens venteliste pr. 31. december 1999.

Tabel 4.2
Venteliste på Værditabsordningen pr. 31.12.1999
Kilde: Finansstyrelsen

Venteliste mio. kr. Under- søgelser Afværge I alt % af
venteliste
% af
sager
Københavns amt 0,6 0,0 0,6 1% 2,5%
Frederiksborg amt 0,0 6,5 6,5 9% 5,9%
Roskilde amt 0,2 1,0 1,2 2% 6,7%
Vestsjællands amt 0,0 2,4 2,4 3% 5,9%
Storstrøms amt 0,0 4,4 4,4 6% 1,7%
Bornholms amt 0,0 0,0 0,0 0% 0,0%
Fyns amt 4,1 5,9 10,0 13% 16,0%
Sønderjyllands amt 0,1 1,2 1,3 2% 7,6%
Ribe amt 0,2 0,6 0,9 1% 2,5%
Vejle amt 0,6 8,0 8,6 12% 10,9%
Ringkøbing amt 0,0 0,0 0,0 0% 0,0%
Viborg amt 0,1 0,3 0,4 1% 1,7%
Århus amt 0,0 0,0 0,0 0% 0,0%
Nordjyllands amt 0,3 37,8 38,1 51% 37,8%
Københavns kommune 0,0 0,0 0,0 0% 0,0%
Frederiksberg kommune 0,2 0,0 0,2 0% 0,8%
  6,4 68,0 74,4 100,0% 100,0%


På grund af dens størrelse kan ventelisten pr. 31. december 1999 opfattes som en slags prognose for disponeringerne på ordningen i 2000. Godt halvdelen af ventelisten består af ansøgninger fra Nordjyllands Amt til et samlet beløb på 38 mio. kr., først og fremmest til oprydning på tjæregrundene ved Skagen. Ventelisten viser ydermere, at der fortsat er stor interesse for ordningen fra borgere i Fyns Amt.