Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1999

9. Amternes Videnscenter for Jordforurening

Amternes Videncenter for Jordforurening drives af Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Videncentret arbejder med at indsamle, bearbejde og formidle viden om jord- og grundvandsforurening.

Amternes Videncenter for Jordforurening har i 1999 i forbindelse med Jordforureningslovens fremsættelse og senere under udarbejdelsen af de bekendtgørelser og vejledninger, der fulgte op på loven, været aktiv både i forhold til amterne, kommunerne og i samarbejdet med Miljøstyrelsen. Det resulterede i en række temamøder for ledere, jurister og sagsmedarbejdere, hvor forskellige aspekter af loven blev drøftet.

Da alle udviklingstendenser går imod en udvidelse af den digitale forvaltning, igangsatte Videncentret i efteråret 1999 et virtuelt samarbejde amterne imellem, som et forsøg på hurtigere og mindre tidskrævende samarbejdsformer. Der blev etableret fire elektroniske samarbejdsgrupper, der via e-mailsystemet skulle diskutere problemstillinger inden for kortlægning af forurenede grunde, information til borgerne, styring af jordstrømme og juridiske emner. Videncentret forsøger på denne måde at finde nye veje til vidensdeling og vidensformidling.

Amternes Videncenter for Jordforurening fortsatte i 1999 et projekt om "Formidling af forskning" - herunder "nyttiggørelse af dansk forskning - formidling, operationalisering og samarbejde".

Initiativet skal ses på baggrund af den helt generelle opgave Videncentret har som indsamler og formidler af viden. Kort fortalt har Videncentret arbejdet på at få etableret en oversigt over dansk forskning indenfor jord- og grundvandsområdet. Det er målet at få amter, kommuner, forskere, entreprenører, rådgivende ingeniører m.fl. gjort bekendt med hinandens arbejde for derigennem at sikre en effektiv og målrettet indsats på jordforureningsområdet.

Der blev lagt yderligere to rapporter til Videncentrets serie om branchebeskrivelser. Med beskrivelsen af forholdene i renseribranchen blev der sat fokus på et årets varme emner. Den stadige forurening fra renserier er en af de største trusler mod grundvandet. De metalforarbejdende virksomheder håndterer ligesom renserierne store mængder chlorerede opløsningsmidler og branchebeskrivelsen har systematiseret den viden, der er om branchens miljøpåvirkninger.

Med rapporterne om bortskaffelse af kviksølvforurenet jord og erfaringer fra Nordjyllands Amts arbejde med de tjæreforurenede grunde, blev der videregivet erfaringer om, hvordan to af de mest kritiske, og desværre også meget udbredte forureningstyper, kan undersøges og håndteres.

Områder med diffuse forureninger har ført en meget usynlig tilværelse. De var ikke omfattet af Affaldsdepotloven og derfor ikke et indsatsområde. Ikke desto mindre er der gennem tiden lavet en lang række undersøgelser af disse områder. Amternes Videncenter for Jordforurening har i samarbejde med Miljøstyrelsen samlet data fra ca. 70 undersøgelser af diffust forurenede områder.

Med rapporten om grundvandsmonitering ved lossepladser blev der fulgt op på rapporten fra 1998 om undersøgelser af lossepladser. Lossepladser og fyldpladser tegner sig for ca. 25% af de registrerede forureninger, og der er med de to rapporter lavet en samlet beskrivelse af den viden, der er om lossepladsernes forurening, hvordan den kan undersøges, og hvordan den kan kontrolleres.

Der har i 1999 været afholdt temamøder og kurser om aktuelle emner, bl.a. undersøgelser af pesticidforureninger, feltmetoder til lokalisering af nedgravede objekter, erfaringer med drift af afværgeforanstaltninger, MTBE og olie/benzinforureninger, dampoprensning, vejledning om oprydning på forurenede lokaliteter og projektlederkursus.