[Forside] [Indhold]] [Forrige] [Næste]

4. Erfaringer fra indkaldelse af ansøgninger
til Miljøprojekter i Østeuropa

Miljøstyrelsen afholdt den 23. juni 1999 et møde i Eigtveds Pakhus, hvor der bl.a. blev udmeldt prioriteringer for hvilke lande og temaer, der især ville komme i betragtning i forbindelse med indkaldelsen af ansøgninger til Miljøprojekter. Disse informationer har yderligere været til rådighed på Miljøstyrelsens hjemmeside. Der blev sat en ansøgningsfrist til 15. september 1999. Ved udgangen af fristen var der indkommet i alt 200 projektideer/ansøgninger fra danske firmaer og organisationer for et beløb på 955 mio.kr.

Ved Miljøstyrelsens vurdering af projektansøgninger/ideer er følgende indgået:

  • Overensstemmelse med prioriteringerne i den nye Project Cycle Management Manual som blev præsenteret ved mødet i Eigtveds Pakhus.
  • Overensstemmelse med udmeldingerne af lande og temaer som er prioriteret af Miljøstyrelsen. Disse udmeldinger blev dels præsenteret på mødet 23. juni i Eigtveds Pakhus og dels været tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside.
  • Sammenhæng med den hidtidige indsats i det pågældende land og herunder de planer der er for den fremtidige indsats.

På basis af denne vurdering blev projektideerne inddelt i tre kategorier som følger:

Kategori A: Projekter hvor Miljøstyrelsen finder, at projektideen/ansøgningen er i overensstemmelse med ovennævnte kriterier, og hvor der er sammenhæng til den hidtidige og forventede fremtidige indsats.

Kategori B: Projekter hvor Miljøstyrelsen finder, at der er tale om en projektide, som er helt eller delvis i overensstemmelse med ovennævnte, men hvor det vurderes, at der er behov for en yderligere afklaring af prioriteringerne i modtagerlandene.

Kategori C: Projekter hvor Miljøstyrelsen finder, at Projektideen/ansøgningen ikke er i overensstemmelse med ovennævnte og/eller, hvor der ikke er en klar sammenhæng til den hidtidige indsats.

Efter Miljøstyrelsens vurdering af projekterne falder projekterne i følgende kategorier:

A: 32 projekter for et samlet beløb på ca. 154 mio.kr.

B: 133 projekter for et samlet beløb på 570 mio.kr.

C: 35 projekter for et samlet beløb på 232 mio.kr.

Det er Miljøstyrelsens samlede vurdering af ansøgningsrunden, at der kom relativt få gode projekter ud af ansøgningsrunden og at arbejdet med at screene projekterne var for stort i forhold til udbyttet. En undtagelse herfra er Polen og Rusland, hvor der kom en række gode projekter, som nu er indarbejdet i pipeline for landene og nogle projekter er endda allerede godkendt.

Vedrørende en fremtidig afholdelse af ansøgningsrunder er det Miljøstyrelsens vurdering at dette kan være en god mulighed for enkelte lande som Polen og Rusland, men at der er behov for nøje at afgrænse indsatsområder (f.eks. spildevand og affald) og også gerne afgrænse støttemuligheden til enkelte regioner i landene. Miljøstyrelsen har endnu ikke taget stilling til om der vil blive gennemført en ny ansøgningsrunde. Som hidtil vil det være muligt løbende at ansøge ordningen.


[Forside] [Indhold]] [Forrige] [Næste]