Styrkelse af sammenhængen mellem internationale miljøaftaler og miljøbistanden i Miljø- og Energiministeriet
2. Prioriterede indsatsområder
| 2.1 | Muligheder for bedre sammenhæng mellem internationale aftaler og miljøbistand |
| 2.2 | Miljøproblemer, miljøkonventioner og miljøbistand |
Målet for såvel den danske miljøbistand som de internationale aftaler på miljøområdet er på et globalt niveau at opnå en bedre beskyttelse af klodens natur og miljø. Mange af de lande, som Danmark yder miljøbistand til, har undertegnet de samme internationale aftaler som Danmark, men de mangler ofte økonomiske eller administrative kræfter til at leve op til de medfølgende forpligtelser. I sidste ende kan det føre til en udhuling af aftalerne – og et uheldigt resultat for naturen og miljøet.
Gennem miljøbistand kan Danmark bidrage til, at miljømyndighederne i samarbejdslandene får skabt grundlag for, at de kan tiltræde aftalerne og for, at de senere kan implementere dem effektivt, når de har tiltrådt aftalen. Ser man på de igangsatte projekter i samarbejdslandene, bevæger de sig over en bred vifte fra det strategiske niveau (fx nationale handlingsplaner) over kapacitets- og metodeudvikling (fx uddannelse, dataindsamling) til det konkrete niveau (fx udpegning af beskyttede områder, forvaltningsplaner for naturområder, demonstration af energibesparelser, offentlighedens inddragelse, information, formidling m.v.). Hertil kommer, at der i de projekter, der ikke direkte relaterer sig til opfyldelsen af internationale konventioner m.v. stilles krav om, at projekterne er i overensstemmelse med internationale forpligtelse og anbefalinger.
Før et givent initiativ imidlertid kan støttes med midler fra den danske miljøbistand, skal der selvsagt være et identificeret behov i samarbejdslandet. På et overordnet niveau vil denne identifikation finde sted, når der udvikles programmer for miljøbistanden til de pågældende lande. De mere præcise drøftelser om, hvorvidt der er behov for bistand, finder typisk sted under de årlige forhandlinger mellem samarbejdspartnerne i de pågældende lande og repræsentanter fra Miljø- og Energiministeriet. Men forslag til samarbejdsprojekter kan også komme fra andre internationale donorer og fra ministeriets sagsbehandlere, der deltager i internationale forhandlinger, hvortil de pågældende lande også sender repræsentanter. I sidste ende er det dog samarbejdslandene selv, der definerer behovet.
Når et behov for bistand er identificeret, er det nødvendigt dels at få afklaret, om der er midler til at yde denne bistand, og om der er en tilstrækkelig dansk viden og erfaring indenfor området, der gør det realistisk at udvikle et danskfinansieret projekt. I den forbindelse er det også væsentligt at afklare, hvor denne viden findes (private konsulentfirmaer, NGO’er, forskningsinstitutioner, de administrative styrelser under Miljø- og Energiministeriet, amter, kommuner osv.).
Der ydes fra dansk side ofte specifik bistand til at et samarbejdsland kan ratificere en given aftale, fx gennem bistand til nødvendige forvaltningsplaner, til opbygning af nødvendig administrationsforhold eller udfasningsplaner for bestemte stoffer. På den måde kan der konkret sikres en form for synergieffekt mellem den danske miljøbistand og danske bestræbelser på globalt at opnå et gensidigt forpligtende miljøsamarbejde.
Det er erfaringen, at dansk fokusering på internationale konventioner og aftaler har den direkte effekt, at de myndigheder og organisationer i samarbejdslandene, som deltager i projektsamarbejdet, får skærpet opmærksomheden overfor de internationale forpligtelser, herunder også ønsket om aktiv deltagelse i de relevante internationale fora, hvor det ikke allerede er tilfældet.
Samtidigt kan miljøbistanden være med til at opbygge et troværdigt samarbejde mellem Danmark på den ene side og udviklingslande og lande i Øst- og Centraleuropa på den anden – en troværdighed, der på sigt kan være med til at udvikle nye alliancer til brug for fremtidige forhandlinger.
2.2 Miljøproblemer, miljøkonventioner og miljøbistandDe globale miljøproblemer omfatter en bred vifte af problemer, som prioriteres på forskellige vis i de enkelte lande. For en del af miljøproblemernes vedkommende har en global erkendelse af problemernes omfang ført til vedtagelse af miljøkonventioner. I denne strategi har Miljø- og Energiministeriet udvalgt følgende konventioner som vil blive nærmere omtalt i kapitel 5:
Klimakonventionen. Globale klimapåvirkninger er et emne, som står højt på den internationale dagsorden. Det internationale klimapanel har fremført, at udslip af CO2 og andre drivhusgasser indenfor en overskuelig årrække kan forårsage en global opvarmning. Men der er usikkerhed om, hvor stor den globale opvarmning vil blive. En global opvarmning kan få negative virkninger for den økonomiske, miljømæssige og sociale udvikling.
Kyotoprotokollen. Industrilandene har via Kyotoprotokollen under Klimakonventionen forpligtet sig til at nedbringe deres udslip af drivhusgasser. Der forhandles om muligheder for, at industrilandene og private virksomheder kan investere i CO2-reducerende foranstaltninger i bl.a. udviklingslande. Udviklingslande og overgangsøkonomier med en betydelig økonomisk vækst vil bidrage mere og mere til udledningen af drivhusgasser. Fremme af især bæredygtig og herunder vedvarende energi i disse lande kan bidrage til at stabilisere udledningen af drivhusgasser i atmosfæren.
Konventionen om biologisk mangfoldighed. Den globale biodiversitet er udsat for pres, bl.a. som følge af befolkningstilvækst og uhensigtsmæssig udnyttelse af naturressourcerne. Inddragelse af nye områder f.eks., hvor vådområder og skovområder ryddes til dyrkning eller til plantager, fører i en lang række tilfælde til et øget pres på den biologiske mangfoldighed. Reduktion af den biologiske mangfoldighed kan mindske fremtidige generationers velfærd i form af mindsket adgang til nye og forbedrede afgrøder og medicin. Samtidig udgør reduktionen af artsrigdommen et problem i sig selv, idet den udgør en trussel mod stabilitet og fortsat eksistens af ofte sårbare økosystemer. FNs konvention om biodiversitet har til formål at sikre bevarelsen af den biologiske mangfoldighed (genetisk variation, mangfoldighed af arter og levesteder) samt en bæredygtig udnyttelse heraf denne. Konventionens protokol om biologisk sikkerhed (Cartagenaprotokollen) regulerer en sikker overførsel og brug af genmodificerede organismer.
Ramsarkonventionen og Washingtonkonventionen. Udfordringen ligger i at hjælpe samarbejdslandene med udformningen af en politik og konkrete tiltag der kan fremme en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne. Indsatser til beskyttelse af naturressourcerne kan omfatte en bred vifte af aktiviteter såsom beskyttelse af vådområder (Ramsarkonventionen) og indsatser mod handel med udryddelsestruede plante- og dyrearter (Washingtonkonventionen).
Baselkonventionen. Farligt affald er et stigende problem, idet der på verdensplan produceres mere en 400 millioner tons farligt affald, som skal transporteres og bortskaffes. Med vedtagelsen af Baselkonventionen, der regulerer grænseoverskridende transport af farligt affald, er der taget et vigtigt skridt mht. en mere sikker håndtering af farligt affald. Endelig har det senere indførte eksportforbud af farligt affald fra OECD-lande til ikke-OECD-lande haft stor betydning for en række udviklingslande, som traditionelt har modtaget farligt affald fra en række i-lande. Udfordringen er at sikre, at endnu flere samarbejdslande lever op til målene i Baselkonventionen for derigennem at sikre en forsvarlig håndtering af farligt affald globalt.
POP- og PIC-konventionerne. Miljømæssige problemer i relation til brug af kemikalier er i de senere år kommet mere i fokus internationalt. Særligt de uopløselige organiske kemikalier (de sk. POP’er), herunder f.eks. DDT, anses for stærkt truende, fordi de stort set ikke nedbrydes i naturen. Når disse stoffer ophobes gennem fødekæden, udgør de en stigende trussel mod opretholdelsen af vigtige økosystemer, biodiversiteten og jordens vandressourcer. De fleste industrilande har forbudt anvendelsen af de værste POP’er og fokus er nu i højere grad på hvorledes man kan tilskynde udviklingslandene og deres industrier til at afskaffe brugen og produktionen af dem. FNs Miljøprogram (UNEP) har taget initiativ til forhandlinger om en international konvention om disse kemikalier, herunder bl.a. udfasningen af 12 POP’er i udviklingslandene. Spørgsmålet om brug eller afskaffelse af brugen af POP’er kompliceres imidlertid af, at udviklingslande ofte ikke har anvendelige alternativer. Miljø- og Energiministeriet deltager aktivt i forhandlingen af den kommende POP-konvention og støtter indsatser i udviklingslande til udfasning af POP’er. Rotterdamkonventionen (PIC-konventionen) kræver forudgående informeret samtykke i handelen med visse farlige kemikalier, således at man hermed fremmer et fælles ansvar mellem eksport- og importlandene.
Århuskonventionen. Offentlighedskonventionen, der nu er døbt Århuskonventionen, fastsætter en række minimumsrettigheder for almindelige borgere om adgang til oplysninger om miljøet, adgang til deltagelse i miljøbeslutninger gennem høringer og lignende, samt adgang til domstolsprøvelse af myndighedernes beslutninger på miljøområdet. Konventionen vil i mange af de underskrivende lande - østlige såvel som visse vestlige - medføre en betydelig udvidelse af almindelige borgeres og græsrodsbevægelsers adgang til at påvirke de miljøpolitiske beslutningsprocesser konkret. I mange øst- og udviklingslande er der en ringe inddragelse af offentligheden i beslutninger, som har indflydelse på miljøet, og der er et stort behov for at arbejde over en bred front på dette område.
For at øge effektiviteten og gennemslagskraften er der god mening i på en række områder at fokusere indsatsen til et antal prioriterede konventioner. Fremover skal der således først og fremmest fokuseres på miljøindsatsen indenfor følgende højt prioriterede indsatsområder:
 | Klimakonventionen og Kyotoprotokollen (drivhusgasser) | ||||||
| Biologisk mangfoldighed og naturressourcebeskyttelse:
| ||||||
| Kemikalier og farligt affald:
| ||||||
| Århuskonventionen |
Montrealprotokollen er ikke medtaget i denne liste fordi der allerede er mange års positive erfaringer med implementeringen af både bilaterale (fx igennem DANCEE) og multilaterale (fx igennem GEF) projekter til udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer. Denne protokol er stadig vigtig, men den nuværende danske indsats behøver ingen opprioritering.
I foråret 2000 udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen en "Strategi for sammenhæng mellem internationale aftaler og miljøbistand på det grønne område" som dækker mulige miljøbistandsindsatser indenfor en bredere vifte af skov- og naturrelaterede områder end i nærværende publikation. Denne strategi, som kan rekvireres i Skov- og Naturstyrelsen, uddyber mulighederne for planlægning og iværksættelse af miljøbistandsprojekter på det grønne område, inklusive bistand til EU-tiltrædelsesprocessen i Øst- og Centraleuropa.