Naturlig nedbrydning af PAH'er i jord og grundvand

2. Litteratursøgning

PAH’ernes nedbrydning beskrives med udgangspunkt i viden fra internationale og nationale artikler, rapporter, databaser m.v., herunder indsamlet betydelig viden fra danske forskningsinstitutioner i form af Ph.D. projekter etc. Der er tillige rettet forespørgsel til udvalgte internationale forskningsinstitutioner vedrørende evt. ikke publicerede / nye artikler og rapporter.

Kilder til litteratur

Projektet bygger således på et litteraturstudium, hvor der er søgt efter relevant litteratur ved:
Søgning i internationale databaser, herunder primært søgning i Chemical Abstract (se søgedata i appendiks A).
Kontakt til internationale forskningsinstitutioner, for at fremskaffe bl.a. ikke publiceret litteratur.
Søgning i danske databaser (LIX 2.0, se appendiks B).
Søgning i danske forskningsinstitutters litteratur lister (IMT/DTU, DMU, VKI, GEUS).
Søgning med søgemaskiner på internettet, herunder bl.a. på US-EPA’s hjemmesider (se appendiks C).

Antal referencer

Med baggrund i den udførte litteratursøgning, er der fremskaffet følgende litteratur:
211 artikler fra søgningen i Chemical Abstract.
Artikler fra The Fifth International In Situ and On-Site Bioremediation Symposium (San Diego-1999).
Ca. 100 referencer som er artikler, rapporter og Ph.D. projekter, hvoraf størsteparten er dansk litteratur.
Søgningen på internettet herunder US-EPA’s hjemmeside gav ikke væsentlige informationer, som ikke allerede var fremkommet som resultat af søgningen i Chemical Abstract.

Generelt bemærkes det, at blandt de fremskaffede referencer er der et begrænset antal, som beskriver naturlig nedbrydning af PAH’er i jord og grundvand under upåvirkede forhold.

Derimod er der ca. 50 referencer, som beskriver nedbrydning af PAH’er under manipulerede forhold, hvor nedbrydningen stimuleres eller biotilgængeligheden øges.

Desuden foreligger der ca. 25 referencer, som beskriver forhold, der har betydning for PAH’ernes tilgængelighed for nedbrydning.